Sag anlagt den 29. april 2010 - Stichting Woonlinie m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-202/10)

Processprog: nederlandsk

Parter

Sagsøgere: Stichting Woonlinie (Woudrichem, Nederlandene), Stichting Allee Wonen (Roosendaal, Nederlandene), Woningstichting Volksbelang (Wijk bij Duurstede, Nederlandene), Stichting WoonInvest (Leidschendam-Voorburg, Nederlandene), Stichting Woonstede (Ede, Nederlandene) (ved advocaten E. Henny, T. Ottervanger og P. Glazener)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Kommissionens beslutning vedrørende den eksisterende støtteordning annulleres i henhold til artikel 263 TEUF.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgerne har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2009) 9963 endelig af 15. december 2009 vedrørende statsstøtte E-2/2005 og N 642/2009 (Nederlandene) - eksisterende støtte og støtte til et særligt projekt med henblik på sociale boligselskaber. Sagsøgerne har fremsat otte anbringender til støtte for deres søgsmål.

For det første har Kommissionen begået en retlig fejl ved at antage, at alle foranstaltningerne var en del af en støtteordning. Ifølge sagsøgerne er den tredje og den fjerde foranstaltning, som Kommissionen henviser til, med urette blevet betragtet som en del af en eksisterende støtteordning i henhold til artikel 1, litra d), i forordning nr. 659/1999 ¹, selv om disse foranstaltninger udgør støtte i henhold til artikel 107, stk. 1, TEUF. Kommissionen har følgelig overskredet sin kompetence ved at medtage de to foranstaltninger i sin undersøgelse af den eksisterende støtteordnings forenelighed med fællesmarkedet.

For det andet er Kommissionens beslutning, der blev vedtaget i sag E-2/2005, baseret på en ufuldstændig og åbenbart ukorrekt vurdering af den gældende nationale lovgivning og de faktiske omstændigheder. Ifølge sagsøgerne har Kommissionen ikke undersøgt, om definitionen af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, der er indeholdt i Nederlandenes nuværende system til finansiering af socialt boligbyggeri, faktisk er behæftet med åbenbare fejl.

For det tredje har Kommissionen foretaget en urigtig og overfladisk vurdering, idet den har konkluderet, at udlejning af sociale boliger til personer, der har en forholdsvis høj indkomst, er en offentlig tjenesteydelse, der varetages af sociale boligselskaber.

For det fjerde har Kommissionen begået en retlig fejl og misbrugt sine beføjelser, idet den har afventet Nederlandenes nye definition på "socialt boligbyggeri". Ifølge sagsøgerne har Kommissionen overskredet sine beføjelser ved at anvende sin egen definition på socialt boligbyggeri som tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, mens Nederlandene må formodes at råde over et vidt skøn til selv at fastlægge deres politik på dette område.

For det femte har Kommissionen begået en retlig fejl, idet den ikke har sondret mellem definitionen på tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse og finansieringsmåden.

For det sjette har Kommissionen ikke overholdt beslutning 2005/842/EF ², idet den forventede en særlig definition af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse. Ifølge sagsøgerne har Kommissionen med urette besluttet, at en medlemsstat skal definere tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse på baggrund af en indtægtsgrænse.

For det syvende har Kommissionen begået en retlig fejl og ikke overholdt artikel 5 i beslutning 2005/842/EF, idet den ikke har fastslået, at finansieringsformen for tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse var åbenbart utilstrækkelig. Ifølge sagsøgerne har Kommissionen ikke undersøgt - under hensyntagen til definitionen af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse - om en overkompensation var mulig.

For det ottende har Kommissionen misbrugt vurderingsproceduren vedrørende eksisterende statsstøtteordninger, idet den på grundlag af denne procedure krævede en udtømmende liste over bygninger, der kan betegnes som bygninger til sociale formål, således at bygninger, der ikke er optaget på denne liste, ikke længere er omfattet af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse.

____________

¹ - Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22.3.1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EFT L 83, s. 1).

² - Kommissionens beslutning 2005/842/EF af 28.11.2005 om anvendelse af bestemmelserne i EF-traktatens artikel 86, stk. 2, på statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste ydet til visse virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (meddelt under nummer K(2005) 2673) (EUT L 312, s. 67).