RETTENS KENDELSE (Første Afdeling)
14. oktober 2021 (*)
»Annullationssøgsmål – konkurrence – misbrug af dominerende stilling – onlinesalg – afgørelse om indledning af en undersøgelse – undersøgelsens territoriale anvendelsesområde– Italien ikke omfattet – retsakt, der ikke kan gøres til genstand for søgsmål – forberedende akt – afvisning«
I sag T-19/21,
Amazon.com, Inc., Wilmington, Delaware (De Forenede Stater),
Amazon Services Europe Sàrl, Luxembourg (Luxembourg),
Amazon EU Sàrl, Luxembourg,
Amazon Europe Core Sàrl, Luxembourg,
ved advokaterne A. Komninos og G. Tantulli,
sagsøgere,
mod
Europa-Kommissionen ved B. Ernst, T. Franchoo, G. Meessen og C. Sjödin, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående et søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om delvis annullation af Kommissionens afgørelse C(2020) 7692 final af 10. november 2020 om at indlede en procedure i henhold til artikel 102 TEUF i sag AT.40703 Amazon – Buy Box,
har
RETTEN (Første Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, H. Kanninen, og dommerne M. Jaeger og N. Półtorak (refererende dommer),
justitssekretær: E. Coulon,
afsagt følgende
Kendelse
Sagens baggrund
1 Sagsøgerne, Amazon.com, Inc., Amazon Services Europe Sàrl, Amazon EU Sàrl og Amazon Europe Core Sàrl (herefter tilsammen »Amazon«), er en del af virksomheden Amazon. Amazon er særligt aktiv på internettet og driver bl.a. detailhandel online og onlinesalg af forskellige tjenester.
2 Den 10. november 2020 vedtog Kommissionen afgørelse C(2020) 7692 final om at indlede en procedure i sag AT.40703 Amazon – Buy Box (herefter »den anfægtede afgørelse«).
3 Ifølge Kommissionen kan en del af Amazons handelspraksis på kunstig vis favorisere Amazons eget udbud af detailvarer og udbud fra sælgere på dennes platform, som benytter sig af Amazons logistik- og leveringstjenester.
4 Det er Kommissionens vurdering, at i det omfang, den pågældende praksis blev fastslået, ville den stride mod artikel 102 TEUF.
5 I den anfægtede afgørelse erklærede Kommissionen, at undersøgelsen skulle dække hele Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) med undtagelse af Italien, hvilket den i den pressemeddelelse, der ledsagede afgørelsen, begrundede med det forhold, at den italienske konkurrencemyndighed i april 2019 havde påbegyndt en undersøgelse af til dels tilsvarende problemer, idet denne myndighed fokuserede sin undersøgelse på det italienske marked.
Retsforhandlinger og parternes påstande
6 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 19. januar 2021 har Amazon anlagt den foreliggende sag.
7 Ved særskilt dokument indleveret den 19. januar 2021 fremsatte Amazon en anmodning om fremskyndet procedure i henhold til artikel 152 i Rettens procesreglement. Ved afgørelse af 11. februar 2021 besluttede Retten ikke at tage denne anmodning til følge.
8 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 29. marts 2021 fremsatte Kommissionen en formalitetsindsigelse i henhold til procesreglementets artikel 130. Amazon indleverede sine bemærkninger hertil den 14. maj 2021.
9 Ved dokumenter indleveret til Rettens Justitskontor den 21., henholdsvis den 22. april 2021 anmodede Den Italienske Republik og Autorità Garante della Concorrenza e del Mercato (myndighed til sikring af overholdelsen af konkurrence- og markedsreglerne, Italien) om at måtte intervenere i nærværende sag til støtte for Kommissionens påstande.
10 Ved dokumenter indleveret til Rettens Justitskontor den 21. april 2021 anmodede Chamber of Commerce of the United States of America (De Forenede Staters handelskammer) og Computer & Communications Industry Association om at måtte intervenere i nærværende sag til støtte for Amazons påstande.
11 Amazon har i stævningen nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres delvist, for så vidt som den undtager Italien fra undersøgelsens territoriale anvendelsesområde.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
12 Kommissionen har i formalitetsindsigelsen nedlagt følgende påstande:
– Sagen afvises.
– Amazon tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
13 I sine bemærkninger til formalitetsindsigelsen har Amazon nedlagt påstand om, at formalitetsindsigelsen forkastes.
Retlige bemærkninger
14 Til støtte for sin formalitetsindsigelse har Kommissionen fremsat tre grunde til afvisning, idet den første vedrører det forhold, at der ikke foreligger en retsakt, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF, den anden Amazons manglende søgsmålsinteresse og den tredje Rettens manglende mulighed for at annullere den anfægtede afgørelse delvist og at pålægge Kommissionen at ændre den geografiske udstrækning af den undersøgelse, som den har indledt.
15 Det er bl.a. sagsøgernes opfattelse, at denne sags særlige omstændigheder giver den anfægtede afgørelse karakter af en anfægtelig retsakt.
16 I henhold til procesreglementets artikel 130, stk. 1 og 7, kan Retten, såfremt sagsøgte anmoder herom, tage stilling til, om sagen bør afvises, eller om Retten savner kompetence, uden at indlede behandlingen af sagens realitet. Da Kommissionen i den foreliggende sag har gjort gældende, at søgsmålet skal afvises, finder Retten, at sagsakterne giver tilstrækkeligt grundlag for, at den kan træffe afgørelse uden at fortsætte sagens behandling.
17 Det følger af fast retspraksis, at enhver af EU-institutionerne udstedt bestemmelse – uanset form – som tilsigter at have bindende retsvirkninger, udgør en anfægtelig retsakt i artikel 263 TEUF’s forstand. Disse bindende retsvirkninger af en retsakt skal vurderes ud fra objektive kriterier, såsom denne retsakts indhold, i givet fald under hensyn til sammenhængen for dens vedtagelse samt til den udstedende institutions beføjelser (jf. i denne retning dom af 13.2.2014, Ungarn mod Kommissionen, C-31/13 P, EU:C:2014:70, præmis 54 og 55 og den deri nævnte retspraksis, og af 25.10.2017, Rumænien mod Kommissionen, C-599/15 P, EU:C:2017:801, præmis 47 og 48).
18 Der kan således principielt kun anlægges annullationssøgsmål mod en foranstaltning, hvorved den omhandlede institution endeligt fastlægger sit standpunkt ved afslutningen af en administrativ procedure. Derimod kan navnlig foreløbige foranstaltninger, der har til formål at forberede den endelige afgørelse, ikke kvalificeres som anfægtelige retsakter (dom af 19.1.2017, Kommissionen mod Total og Elf Aquitaine, C-351/15 P, EU:C:2017:27, præmis 37).
19 Det bemærkes i den forbindelse, at selv om der ikke kan anlægges annullationssøgsmål vedrørende foranstaltninger af rent forberedende art som sådanne, kan de mangler, som foranstaltningerne måtte være behæftet med, gøres gældende under en sag vedrørende den endelige retsakt, som foranstaltningerne er et led i forberedelsen af, hvilket sikrer en effektiv og fuldstændig retsbeskyttelse (jf. i denne retning dom af 11.11.1981, IBM mod Kommissionen, 60/81, EU:C:1981:264, præmis 12).
20 Imidlertid skal retsvirkningerne og den retlige karakter af den anfægtede afgørelse vedtaget i henhold til artikel 2, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 af 7. april 2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til [EU-traktatens] artikel [101 og 102] (EUT 2004, L 123, s. 18), som ændret ved Kommissionens forordning (EU) 2015/1348 af 3. august 2015 (EUT 2015, L 208, s. 3), bedømmes ud fra denne afgørelses funktion inden for rammerne af den procedure, der fører til en afgørelse vedtaget i henhold til kapitel III i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i artikel [101 TEUF og 102 TEUF] (EFT 2003, L 1, s. 1), som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 487/2009 af 25. maj 2009 om anvendelse af traktatens artikel 81, stk. 3, på visse kategorier af aftaler og samordnet praksis inden for luftfartssektoren (EUT 2009, L 148, s. 1) (jf. i denne retning dom af 11.11.1981, IBM mod Kommissionen, 60/81, EU:C:1981:264, præmis 13).
21 Denne procedure er udformet med henblik på at give de pågældende virksomheder mulighed for at fremføre deres synspunkter og bedst muligt oplyse Kommissionen, inden denne træffer en afgørelse, der påvirker disse virksomheders interesser. Proceduren skal således yde virksomhederne visse proceduremæssige garantier og skal, som det fremgår af artikel 10 i forordning nr. 773/2004, sikre deres ret til at blive hørt af Kommissionen (jf. i denne retning dom af 11.11.1981, IBM mod Kommissionen, 60/81, EU:C:1981:264, præmis 14).
22 Et annullationssøgsmål vedrørende indledningen af en procedure i henhold til artikel 102 TEUF kunne dog tvinge Unionens retsinstanser til at foretage en vurdering af spørgsmål, som Kommissionen endnu ikke har haft lejlighed til at udtale sig om, hvilket ville foregribe behandlingen af realitetsspørgsmålene og medføre en sammenblanding af forskellige faser af den administrative og den judicielle sagsbehandling. Dette ville således være uforeneligt med kompetencefordelingen mellem Kommissionen og Unionens retsinstanser, med de i traktaten fastlagte retsmidler, samt med retsplejehensyn og hensynet til den rette gennemførelse af Kommissionens administrative procedure (jf. i denne retning dom af 11.11.1981, IBM mod Kommissionen, 60/81, EU:C:1981:264, præmis 20).
23 Det følger heraf, at i henhold til retspraksis har en retsakt, hvorved Kommissionen indleder en procedure i henhold til artikel 102 TEUF, principielt kun de normale virkninger af en akt, der er et led i en sagsbehandling, og griber ikke – bortset fra deres proceduremæssige situation – ind i sagsøgernes retsstilling (jf. i denne retning dom af 11.11.1981, IBM mod Kommissionen, 60/81, EU:C:1981:264, præmis 17, og kendelse af 15.3.2019, Silgan Closures og Silgan Holdings mod Kommissionen, T-410/18, EU:T:2019:166, præmis 19).
24 I det foreliggende tilfælde skal det dog bemærkes, at sagsøgerne udelukkende har bestridt den del af den anfægtede afgørelse, hvorved Kommissionen valgte at undtage en medlemsstat fra den geografiske udstrækning af den indledte procedure og ikke den anfægtede afgørelse som sådan. Henset til principperne omhandlet oven for i præmis 17-23 skal det følgelig efterprøves, om denne del af den anfægtede afgørelse ligeledes alene har virkninger som en akt, der er et led i en sagsbehandling.
25 I henhold til artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 773/2004 kan Kommissionen beslutte at indlede en procedure med henblik på at træffe en afgørelse i henhold til kapitel III i forordning (EF) nr. 1/2003 på et hvilket som helst tidspunkt, dog senest den dato, hvor den udsender en meddelelse af klagepunkter.
26 Den retsakt, hvormed Kommissionen over for en virksomhed tilkendegiver sin hensigt om at indlede en procedure med henblik på at vedtage en af de afgørelser, der er omhandlet i kapitel III i forordning nr. 1/2003, skal således præcisere de formodede overtrædelser af artikel 101 TEUF og 102 TEUF, som en eller flere virksomheder har begået i løbet af en eller flere perioder på et eller flere produktmarkeder og et eller flere geografiske markeder, som denne retsakt angår (dom af 25.2.2021, Slovak Telekom, C-857/19, EU:C:2021:139, præmis 29).
27 Det følger heraf, at flere indikationer nødvendigvis skal fremgå af en afgørelse truffet af Kommissionen i henhold til artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 773/2004, herunder det eller de geografiske markeder, som Kommissionens undersøgelse vil angå. Denne geografiske afgrænsning er således kun et af de nødvendige elementer i en afgørelse om at indlede en procedure med henblik på at træffe en af de afgørelser, som er omhandlet i kapitel III i forordning nr. 1/2003.
28 Ved i det omhandlede tilfælde at beslutte at indlede en procedure med henblik på at træffe en af de afgørelser, som er omhandlet i kapitel III i forordning nr. 1/2003, hvilken procedure ikke omfatter Italiens område, har Kommissionen blot foretaget en afgrænsning af det geografiske område for den pågældende procedure, således som det er påkrævet for en afgørelse truffet i henhold til artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 773/2004.
29 Amazon har imidlertid anført, at visse proceduremæssige afgørelser kan have bindende og endelige retsvirkninger som omhandlet i artikel 263 TEUF, således som bestemmelsen fortolkes i retspraksis.
30 Det drejer sig på den ene side om afgørelser, der udgør et led i en verserende administrativ procedure og samtidigt ikke er begrænset til at fastlægge betingelserne for procedurens fortsatte forløb, men som fremkalder virkninger, der går ud over de proceduremæssige rammer og ændrer de berørtes materielle rettigheder og forpligtelser. På den anden side er visse proceduremæssige afgørelser anfægtelige, fordi de griber ind i de berørtes proceduremæssige rettigheder (jf. dom af 15.1.2003, Philip Morris International mod Kommissionen, T-377/00, T-379/00, T-380/00, T-260/01 og T-272/01, EU:T:2003:6, præmis 96, 97 og 99 og den deri nævnte retspraksis).
31 I den foreliggende sag påvirker udelukkelsen af Italien fra den geografiske udstrækning af proceduren indledt af Kommissionen i forlængelse af vedtagelsen af den anfægtede afgørelse imidlertid hverken Amazons materielle rettigheder eller forpligtelser eller griber ind i Amazons proceduremæssige rettigheder.
32 Denne afgrænsning af den geografiske udstrækning af undersøgelsen indledt af Kommissionen har nemlig til formål at forberede den endelige afgørelse og kan i så henseende ændre sig, eftersom det forbliver muligt for Kommissionen i løbet af den administrative procedure at ændre denne geografiske afgrænsning af sin undersøgelse ved at udvide eller indskrænke den for i givet fald at tilpasse den de forhold, som den måtte opdage.
33 Det er først, når Kommissionen har vedtaget den endelige afgørelse over for Amazon vedrørende den eller de formodede tilsidesættelser af artikel 102 TEUF, og den pågældende procedure afsluttes, at Kommissionen har udtalt sig endeligt om den geografiske udstrækning af den formodede overtrædelse.
34 Dernæst har Kommissionen ved i den anfægtede afgørelse at beslutte, at det geografiske marked, som undersøgelsen skulle vedrøre, udgjorde hele EØS med undtagelse af Italien, anvendt sin skønsmæssige kompetence til at afgrænse sin undersøgelses geografiske udstrækning, hvilket svarer til at opliste en række lande, der ikke omfattede Italien. Følgelig er denne udelukkelse af Italien fra Kommissionens undersøgelses udstrækning alene en proceduremæssig konsekvens af indledningen af denne undersøgelse, således at den ikke kan omdanne den anfægtede afgørelse til en retsakt, der påvirker Amazons retsstilling, og dermed til en anfægtelig retsakt.
35 Det samme gælder det af Amazon hævdede om, at den anfægtede afgørelse for det første pålagde Amazon at forsvare sig over for to forskellige myndigheder, de italienske konkurrencemyndigheder og Kommissionen, under hensyn til forskellige proceduremæssige regler, rettigheder og i det hele taget forskellige systemer, og for det andet, at denne afgørelse kunne føre til en forskellig anvendelse af EU-konkurrenceretten og til pålæggelsen af forskellige sanktioner, der kunne underminere den ensartede europæiske tilgang for Amazons virksomhed.
36 For det første har det forhold, at Amazon må forsvare sig over for to forskellige myndigheder, nemlig ingen virkning, der går ud over den proceduremæssige ramme, og det påvirker således ikke Amazons juridiske situation i overensstemmelse med, hvad der er fastslået vedrørende bestemmelserne om forældelse (jf. i denne retning kendelse af 15.3.2019, Silgan Closures og Silgan Holdings mod Kommissionen, T-410/18, EU:T:2019:166, præmis 26). For det andet følger risikoen for uoverensstemmende afgørelser eller forskellige sanktioner, der i givet fald måtte blive pålagt samtidigt af den italienske konkurrencemyndighed og af Kommissionen, ikke af den anfægtede afgørelse, men er en konsekvens af de efterfølgende administrative procedurer eller endelige afgørelser. Som anført ovenfor i præmis 19, er det først efter afslutningen af procedurerne indledt af Kommissionen og af den italienske konkurrencemyndighed, at Amazon kan gøre gældende, at de pågældende procedurer eller afgørelser eventuelt er behæftet med ulovligheder, til støtte for et søgsmål til prøvelse af den endelige afgørelse.
37 Det følger desuden af retspraksis, at en afgørelse om at indlede en procedure i henhold til artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 773/2004 ikke bevirker, at adressaterne for afgørelsen mister deres proceduremæssige rettigheder. Denne procedure er tværtimod indrettet netop til at give de berørte virksomheder mulighed for at tilkendegive deres synspunkt og bedst muligt oplyse Kommissionen, inden denne træffer en afgørelse, der påvirker virksomhedernes interesser (kendelse af 29.1.2020, Silgan Closures og Silgan Holdings mod Kommissionen, C-418/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:43, præmis 48). Hensigten med denne procedure er således at skabe proceduremæssige rettigheder for virksomhederne og, som det fremgår af 32. betragtning til forordning nr. 1/2003 og af 10. betragtning til forordning nr. 773/2004, at give dem ret til at blive hørt af Kommissionen.
38 Det følger heraf, at afgørelsen om at udelukke Italien ved afgrænsningen af proceduren indledt af Kommissionen i forlængelse af vedtagelsen af den anfægtede afgørelse alene har virkning som en akt, der er et led i en sagsbehandling, og den påvirker ikke Amazons retsstilling ud over virksomhedens proceduremæssige situation.
39 Det af Amazon anførte om, at den anfægtede afgørelse, selv om denne er af proceduremæssig art, ville have retlige og bindende virkninger, derved at udelukkelsen af Italiens område fra anvendelsesområdet fratager Amazon beskyttelsen mod parallelle procedurer som omhandlet i artikel 11, stk. 6, i forordning nr. 1/2003, giver ikke anledning til tvivl om denne slutning.
40 Det fremgår i denne henseende af retspraksis, at når Kommissionen i medfør af artikel 11, stk. 6, første punktum, i forordning nr. 1/2003 indleder en procedure mod en eller flere virksomheder på grund af en formodet overtrædelse af artikel 101 TEUF eller 102 TEUF, mister medlemsstaternes konkurrencemyndigheder deres kompetence til at rejse sager over for de samme virksomheder for de samme angiveligt konkurrencebegrænsende handlemåder, der har fundet sted på det eller de samme produktmarkeder og geografiske markeder i løbet af den eller de samme perioder (dom af 25.2.2021, Slovak Telekom, C-857/19, EU:C:2021:139, præmis 30).
41 Den omstændighed, at de nationale konkurrencemyndigheder mister deres kompetence, har sammenhæng med det formål, der forfølges med forordning nr. 1/2003, som er at sikre en effektiv anvendelse af EU-konkurrencereglerne ved at give medlemsstaternes konkurrencemyndigheder beføjelse til at anvende disse regler parallelt med Kommissionen. Den parallelle anvendelse af disse regler skal dog ikke ske til skade for virksomhederne. De nationale konkurrencemyndigheders kompetencetab gør det imidlertid muligt at beskytte virksomhederne mod parallelle sager indledt af disse myndigheder og af Kommissionen (jf. i denne retning dom af 25.2.2021, Slovak Telekom, C-857/19, EU:C:2021:139, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).
42 Desuden følger det af artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, at når medlemsstaternes konkurrencemyndigheder i henhold til artikel 101 TEUF eller 102 TEUF træffer afgørelse om aftaler, vedtagelser eller praksis, som allerede er genstand for en kommissionsafgørelse, kan de ikke træffe afgørelser, der er i strid med den afgørelse, som Kommissionen har truffet.
43 Beskyttelsen fastsat i artikel 11, stk. 6, i forordning nr. 1/2003 omhandler imidlertid den situation, hvor der pågår to parallelle procedurer i det tilfælde, hvor Kommissionen beslutter at indlede en undersøgelse, og ikke en anmodning om at indlede en undersøgelse på et nærmere angivet marked med henblik på at opnå denne beskyttelse.
44 Det følger under alle omstændigheder af den retspraksis, der er nævnt ovenfor i præmis 41, at det formål, der forfølges med artikel 11, stk. 6, i forordning nr. 1/2003, som fastsætter en procedureregel (jf. i denne retning dom af 14.2.2012, Toshiba Corporation m.fl., C-17/10, EU:C:2012:72, præmis 70), er at beskytte virksomhederne mod parallelle sager indledt af nationale myndigheder og af Kommissionen ved at fratage disse myndigheder deres kompetence til at anvende artikel 101 TEUF og 102 TEUF med hensyn til forhold, der er genstand for den af Kommissionen indledte procedure. Derved har artikel 11, stk. 6, i forordning nr. 1/2003 den virkning, at virksomheder beskyttes mod parallelle sager indledt af disse forskellige myndigheder (jf. i denne retning kendelse af 15.3.2019, Silgan Closures og Silgan Holdings mod Kommissionen, T-410/18, EU:T:2019:166, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).
45 Denne beskyttelse mod parallelle sager, der er fastsat i retspraksis, medfører imidlertid ingen ret for selskabet til at få en sag behandlet i sin helhed af Kommissionen. I denne henseende skal det bemærkes, at Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder i medfør af artikel 4 og 5 i forordning nr. 1/2003 har parallelle beføjelser ved anvendelsen af artikel 101 TEUF og 102 TEUF, og at opbygningen af forordning nr. 1/2003 er baseret på et tæt samarbejde mellem disse (jf. dom af 17.12.2014, Si.mobil mod Kommissionen, T-201/11, EU:T:2014:1096, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).
46 Dog indeholder hverken forordning nr. 1/2003 eller Kommissionens meddelelse om samarbejdet inden for netværket af konkurrencemyndigheder (EUT 2004, C 101, s. 43) en regel om fordeling af kompetencen mellem Kommissionen og konkurrencemyndighederne i medlemsstaterne.
47 I denne henseende har Retten allerede fastslået, at hverken artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, der giver en konkurrencemyndighed mulighed for midlertidigt eller endeligt at indstille en procedure med den begrundelse, at en anden myndighed behandler eller har behandlet den samme sag, eller 18. betragtning til direktivet, hvoraf følger, at »målet er, at den enkelte sag kun behandles af én myndighed«, kan antages at fastlægge et kriterium for tildeling eller fordeling af sager eller kompetencer mellem Kommissionen og de nationale myndigheder, der eventuelt måtte være berørt af den pågældende sag (jf. i denne retning dom af 17.12.2014, Si.mobil mod Kommissionen, T-201/11, EU:T:2014:1096, præmis 38).
48 Hvad derudover angår Kommissionens meddelelse om samarbejdet inden for netværket af konkurrencemyndigheder fremgår det af punkt 4 heri, at konsultationer og informationsudveksling inden for netværket er en sag mellem de offentlige retshåndhævende myndigheder, og ifølge meddelelsens punkt 31 medfører den ikke, at virksomheder har ret til at få sagen behandlet af en bestemt myndighed. Mere overordnet skaber hverken forordning nr. 1/2003 eller den omhandlede meddelelse rettigheder for eller forventninger hos en virksomhed for så vidt angår behandlingen af dennes sag ved en given konkurrencemyndighed (jf. dom af 17.12.2014, Si.mobil mod Kommissionen, T-201/11, EU:T:2014:1096, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).
49 Det følger heraf, at Amazon ikke med føje kan hævde, at den bestridte del af den anfægtede afgørelse har frataget Amazon den beskyttelse, der er fastsat ved artikel 11, stk. 6, i forordning nr. 1/2003, idet denne beskyttende virkning ikke indebærer, at Kommissionen er forpligtet til at indlede en procedure med henblik på at fratage de nationale konkurrencemyndigheder deres adgang til at anvende artikel 101 TEUF og 102 TEUF.
50 Dertil kommer, at såfremt den italienske konkurrencemyndighed, i strid med beskyttelsen mod parallelle procedurer som fastsat i artikel 11, stk. 6, i forordning nr. 1/2003, indleder en sag vedrørende det samme geografiske område og de samme formodede overtrædelser af konkurrencereglerne som de i den af Kommissionen indledte procedure omhandlede, vil Amazon stadig have mulighed for at bestride dette forhold ved de nationale retsinstanser ved navnlig at gøre denne myndigheds manglende kompetence gældende. Såfremt der ligeledes måtte forekomme uregelmæssigheder i Kommissionens procedure, ville disse i givet fald kunne bestrides inden for rammerne af et søgsmål anlagt til prøvelse af Kommissionens endelige afgørelse.
51 Det følger af de foregående betragtninger, at den bestridte del af den anfægtede afgørelse, hvorved denne undtager Italien fra undersøgelsens territoriale anvendelsesområde, udgør en forberedende retsakt, der ikke har retsvirkninger over for Amazon i artikel 263 TEUF’s forstand, således at Kommissionens formalitetsindsigelse skal tages til følge, og at søgsmålet følgelig skal afvises fra realitetsbehandling, uden at det er nødvendigt at undersøge de to øvrige grunde til afvisning, som Kommissionen har fremsat.
52 Det følger af procesreglementets artikel 144, stk. 3, at når sagsøgte indgiver en formalitetsindsigelse eller en indsigelse mod Rettens kompetence som omhandlet i artikel 130, stk. 1, træffes der først afgørelse om anmodningen om intervention, når indsigelsen i forbindelse med sagens realitet afvises eller henskydes. Da den foreliggende sag afvises i sin helhed, er det ufornødent at træffe afgørelse vedrørende anmodningerne om intervention som omhandlet ovenfor i præmis 9 og 10.
Sagsomkostninger
53 I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgerne har tabt sagen, bør det pålægges dem at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.
54 I henhold til procesreglementets artikel 144, stk. 10, gælder endvidere, at såfremt hovedsagen som i den foreliggende sag afsluttes, inden der er truffet afgørelse om en anmodning om intervention, bærer den, der anmoder om intervention, og hovedparterne hver især de omkostninger, som de har haft i forbindelse med anmodningen om intervention. Eftersom anmodningerne om intervention ikke blev meddelt sagsøgerne og Kommissionen, hvorfor disse ikke har kunnet pådrage sig omkostninger, må det fastslås, at Den Italienske Republik, myndigheden til sikring af overholdelsen af konkurrence- og markedsreglerne, De Forenede Staters handelskammer og Computer & Communications Industry Association hver især bærer deres egne omkostninger i denne forbindelse.
På grundlag af disse præmisser
bestemmer
RETTEN (Første Afdeling):
1) Sagen afvises.
2) Det er ufornødent at træffe afgørelse vedrørende de anmodninger om intervention, der er fremsat af Den Italienske Republik, Autorità Garante della Concorrenza e del Mercato (myndighed til sikring af overholdelsen af konkurrence- og markedsreglerne, Italien), Chamber of Commerce of the United States of America (De Forenede Staters handelskammer) og Computer & Communications Industry Association.
3) Amazon.com, Inc., Amazon Services Europe Sàrl, Amazon EU Sàrl og Amazon Europe Core Sàrl bærer hver deres egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger.
4) Den Italienske Republik, myndigheden til sikring af overholdelsen af konkurrence- og markedsreglerne, De Forenede Staters handelskammer og Computer & Communications Industry Association bærer hver deres egne omkostninger i forbindelse med anmodningerne om intervention.
Således bestemt i Luxembourg den 14. oktober 2021.
Justitssekretær | | Afdelingsformand |