FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
J. KOKOTT
fremsat den 11. april 2019 (1)
Forenede sager C-663/17 P, C-665/17 P og C-669/17 P
Den Europæiske Centralbank
mod
Trasta Komercbanka AS,
Ivan Fursin m.fl. (sag C-663/17 P)
og
Europa-Kommissionen
mod
Trasta Komercbanka AS,
Ivan Fursin m.fl. (sag C-665/17 P)
og
Trasta Komercbanka AS,
Ivan Fursin m.fl.
mod
Den Europæiske Centralbank (sag C-669/17 P)
»Appel – annullationssøgsmål – formalitetsindsigelse – forordning nr. 1024/2013/EU – tilsyn med kreditinstitutter – Den Europæiske Centralbanks inddragelse af et kreditinstituts tilladelse – automatisk likvidation af det berørte kreditinstitut efter national ret – søgsmålskompetence for kreditinstituttet i likvidation, repræsenteret ved den tidligere bestyrelse – aktionærernes søgsmålskompetence«
I. Indledning
1. Med lovgivningen om tilsyn med kreditinstitutter som den materielle kontekst rejses der i de tre foreliggende appelsager, der drejer sig om, hvorvidt søgsmål iværksat af en lettisk bank og dens aktionærer til prøvelse af Den Europæiske Centralbanks (herefter »ECB«) inddragelse af en banklicens (tilladelse) (2) kan antages til realitetsbehandling, grundlæggende spørgsmål vedrørende Unionens retsbeskyttelsesordning.
2. I lettisk ret fører inddragelsen af en banklicens direkte til en umiddelbar opløsning af den pågældende bank, der ikke kan anfægtes. Derfor afviste Retten efter en formalitetsindsigelse fra ECB et søgsmål iværksat af Trasta Komercbanka (herefter »TKB«) til prøvelse af inddragelsen af dennes licens. Retten var af den opfattelse, at den sagsøgende bestyrelse som følge af likvidationen i henhold til national ret ikke længere var berettiget til at repræsentere banken og med henblik herpå at antage advokater til at føre sagen. På denne baggrund besluttede Retten, at et søgsmål iværksat af aktionærerne med henblik på at forsvare bankens interesser med hensyn til inddragelsen af tilladelsen undtagelsesvis kunne antages til realitetsbehandling.
3. ECB og Kommissionen har appelleret denne del af Rettens kendelse, hvorved de også bestrider aktionærernes søgsmålskompetence. Dermed kommer den grundlæggende problemstilling vedrørende retsbeskyttelsen, der ligger til grund for de foreliggende sager, til udtryk. Bør enhver adgang til Domstolen i sidste ende virkelig være udelukket? Og kan det, henset til Unionens forpligtelse til at sikre effektiv retsbeskyttelse mod bebyrdende EU-retsakter, være tilladt, at der i den nationale lovgivning er knyttet uoprettelige følger til inddragelsen af en banklicens, der faktisk udelukker en effektiv efterprøvelse ved Unionens retsinstanser?
4. I den foreliggende situation, hvor en EU-retsakt direkte indebærer, at en juridisk person, til hvem den er adresseret, opløses, er spørgsmålet om, hvem der kan repræsentere denne juridiske person i sagen ved Unionens retsinstanser til efterprøvelse af denne retsakt, af særlig betydning.
II. Retsforskrifter
A. EU-retten
5. Artikel 14 i forordning nr. 1024/2013 (3) indeholder følgende bestemmelse:
»1. Ansøgninger om tilladelse til at påbegynde virksomhed som kreditinstitut, der påtænkes etableret i en deltagende medlemsstat, forelægges de kompetente nationale myndigheder i den medlemsstat, hvor kreditinstituttet påtænkes etableret i overensstemmelse med kravene i den relevante nationale lovgivning.
[…]
5. Med forbehold af stk. 6 kan ECB på eget initiativ inddrage tilladelsen i de tilfælde, der er fastsat i den relevante EU-ret, efter høringer med den kompetente nationale myndighed i den deltagende medlemsstat, hvor kreditinstituttet er etableret, eller på forslag fra en sådan kompetent national myndighed. Disse høringer sikrer navnlig, at ECB inden beslutningen om inddragelse giver de nationale myndigheder tilstrækkelig tid til at træffe afgørelse om de nødvendige afhjælpende tiltag, herunder mulige afviklingsforanstaltninger, og tager dem i betragtning.
Hvis den kompetente nationale myndighed, som har foreslået tilladelsen i henhold til stk. 1, er af den opfattelse, at tilladelsen skal inddrages i henhold til relevant national lovgivning, fremsender denne et forslag til ECB herom. ECB træffer i så fald afgørelse om den foreslåede inddragelse, idet den fuldt ud tager hensyn til den begrundelse for inddragelse, som den kompetente nationale myndighed har forelagt.
[…]«
B. Lettisk ret
1. Kredītiestāžu likums (den lettiske lov om kreditinstitutter)
6. Artikel 129 i den lettiske lov om kreditinstitutter (4) bestemmer følgende:
»(1) Såfremt Finanšu un kapitāla tirgus komisija [finans- og kapitalmarkedskommission, Letland] i henhold til denne lovs artikel 27, stk. 1, nr. 1, 2, 3, 4 og 8, ophæver en meddelt licens (tilladelse) til at drive virksomhed som kreditinstitut, udnævner Finanšu un kapitāla tirgus komisija [finans- og kapitalmarkedskommission] en administrator og indgiver en begæring om likvidation af dette kreditinstitut til retten samt om udnævnelse af en likvidator og foreslår samtidig en kandidat som likvidator.
(2) Efter ophævelse af licensen har kreditinstituttets generalforsamling ikke længere beføjelse til at træffe beslutning om en frivillig afvikling og udnævnelse af en likvidator.
[…]«
7. Artikel 133, stk. 4, i den lettiske lov om kreditinstitutter bestemmer:
»Bestemmelserne i denne lovs kapitel XI, med undtagelse af artikel 160 og 166, og de rettigheder, pligter og beføjelser, der overdrages til kurator i et konkursbo ved denne lovs artikel 172 og 1721, gælder for den af retten udnævnte likvidator for kreditinstituttet.«
8. Samme lovs artikel 161, stk. 1, har følgende ordlyd:
»Efter at et kreditinstitut er blevet erklæret insolvent, overtager kuratoren samtlige pligter, rettigheder og beføjelser, som varetages af de styrende organer og lederne af disse organer i henhold til loven og kreditinstituttets vedtægter.«
2. Civilprocesa likums (den lettiske lov om civil retspleje)
9. Artikel 5, stk. 3, i den lettiske lov om civil retspleje (5) bestemmer:
»Såfremt det pågældende retsspørgsmål er genstand for EU-lovgivning, der finder direkte anvendelse i Letland, gælder lettisk ret i det omfang, hvori dette er tilladt i henhold til EU-lovgivningen.«
10. Artikel 371 i den lettiske lov om civil retspleje regulerer indholdet af begæringen om likvidation, som skal indgives af Finanšu un kapitāla tirgus komisija [den lettiske finans- og kapitalmarkedskommission) i de tilfælde, der er anført i artikel 129 i den lettiske lov om kreditinstitutter. Bestemmelsens stk. 2 har følgende ordlyd:
»Begæringen om likvidation skal vedlægges afgørelsen truffet af Finanšu un kapitāla tirgus komisija [finans- og kapitalmarkedskommission], hvorved den meddelte licens til at drive virksomhed som kreditinstitut ophæves, samt de dokumenter, der bekræfter de forhold, på grundlag af hvilke kreditinstituttets tilladelse er blevet inddraget.«
11. Artikel 377, stk. 2, i den lettiske lov om civil retspleje bestemmer:
»Ved afsigelsen af en dom vedrørende likvidationen af et kreditinstitut udnævner retten en likvidator for kreditinstituttet. Retten udnævner en person, der er blevet foreslået af Finanšu un kapitāla tirgus komisija [finans- og kapitalmarkedskommission], til likvidator for kreditinstituttet.«
12. Artikel 387 i den lettiske lov om civil retspleje bestemmer endvidere:
»[…]
(2) En kurator for et konkursbo eller en likvidator kan efter begæring fra Finanšu un kapitāla tirgus komisija [finans- og kapitalmarkedskommission] afskediges af retten. Begæringen skal vedlægges afgørelsen truffet af Finanšu un kapitāla tirgus komisija [finans- og kapitalmarkedskommission], hvorved mistilliden til kuratoren eller likvidatoren udtrykkes med en af følgende begrundelser:
1. Kuratoren eller likvidatoren opfylder ikke bestemmelserne i artikel 131, stk. 1, henholdsvis artikel 1311, stk. 1, i loven om kreditinstitutter, eller der konstateres et af de i artikel 132 eller 1321 anførte forhold
2. kuratoren eller likvidatoren er inkompetent
3. kuratoren eller likvidatoren misbruger sine beføjelser.
(3) Retten kan undersøge spørgsmålet om en kurators eller likvidators afskedigelse på begæring af en kreditor eller en gruppe af kreditorer eller ex officio, såfremt den er i besiddelse af beviser for, at kuratoren eller likvidatoren i forbindelse med udøvelsen af sit hverv har tilsidesat bestemmelserne i loven om kreditinstitutter henholdsvis andre retsakter eller retsafgørelser, ikke opfylder bestemmelserne i artikel 131, stk. 1, henholdsvis artikel 1311, stk. 1, i loven om kreditinstitutter, eller der konstateres et af de i artikel 132 eller 1321 anførte forhold, eller kuratoren eller likvidatoren er inkompetent eller misbruger sine beføjelser.«
3. Komerclikums (den lettiske handelslov)
13. Artikel 322 i den lettiske handelslov (6), med den officielle overskrift »Likvidators rettigheder og pligter«, har følgende ordlyd:
»(1) Likvidatoren har alle direktionens og bestyrelsens rettigheder og pligter, for så vidt de ikke er i strid med likvidationens formål.
(2) Likvidatoren opkræver tilgodehavender, herunder beløb, der tilkommer selskabet på grund af ikke-indbetalte kapitalandele, afhænder selskabets aktiver og opfylder kreditorernes tilgodehavender.
(3) Likvidatoren må kun foretage de transaktioner, der er nødvendige med henblik på selskabets likvidation.
[…]«
III. Tvistens baggrund og retsforhandlingerne for Retten
14. Første appellant i sag C-669/17 P, TKB, er et lettisk kreditinstitut. Anden til syvende appellant i denne sag er aktionærerne i TKB (herefter »aktionærerne«). TKB udbød fra september 1991 finansielle tjenesteydelser i henhold til den tilladelse, som var blevet meddelt TKB af FKMK med henblik herpå.
15. Den 5. februar 2016 foreslog FKMK i henhold til artikel 14, stk. 5, i forordning nr. 1024/2013 ECB at inddrage TKB’s tilladelse.
16. Efter en undersøgelse af, om betingelserne for inddragelse af tilladelsen var opfyldt, hvilken undersøgelse blev gennemført i samarbejde med FKMK, vedtog ECB den 3. marts 2016 afgørelse ECB/SSM/2016 – 529900WIP0INFDAWTJ81/1 WOANCA-2016-0005, hvorved den inddrog TKB’s banklicens. Samtidig afslog ECB TKB’s anmodning om at udsætte gennemførelsen af afgørelsen en måned.
17. Den 14. marts 2016 indledte Rīgas pilsētas Vidzemes priekšpilsētas tiesa (byretten i Riga, retskreds Vidzeme, Letland) på FKMK’s begæring likvidationsbehandlingen af TKB og udnævnte en af FKMK foreslået likvidator. Forud for afsigelsen af likvidationsdekretet anmodede TKB om, at bestyrelsens repræsentationsbeføjelse blev opretholdt med henblik på at indgive indsigelse til ECB’s klagenævn og iværksætte annullationssøgsmål ved Retten. Disse anmodninger blev afvist af Rīgas pilsētas Vidzemes priekšpilsētas tiesa (byretten i Riga, retskreds Vidzeme, Letland). Denne afgørelse kan ikke appelleres.
18. Den 17. marts 2016 blev indledningen af likvidationsbehandlingen og udnævnelsen af likvidatoren bekendtgjort i Republikken Letlands statstidende. Samme dag blev alle fuldmagter, som TKB tidligere havde meddelt, tilbagekaldt ved likvidatorens beslutning. Tilbagekaldelsen blev bekendtgjort af en notar i den lettiske statstidende den 21. marts 2016.
19. Den 3. april 2016 indgav TKB, repræsenteret ved de advokater, der var meddelt fuldmagt af den tidligere bestyrelse før den 17. marts 2016, indsigelse mod inddragelsen af tilladelsen til ECB’s administrative klagenævn. I sin afgørelse af 30. maj 2016 fandt klagenævnet, at TKB’s formelle og materielle klagepunkter var ugrundede, og at ECB’s afgørelse om inddragelse af tilladelsen som helhed var tilstrækkeligt begrundet og forholdsmæssig. Nævnet pålagde dog ECB at præcisere visse punkter i afgørelsen. Derefter traf ECB den 11. juli 2016 en ny afgørelse om inddragelse af TKB’s tilladelse (7), der erstattede afgørelsen af 3. marts 2016.
20. Den 13. maj 2016 anlagde både TKB og aktionærerne annullationssøgsmål ved Retten til prøvelse af ECB’s afgørelse om inddragelse af banklicensen. I denne forbindelse blev TKB atter repræsenteret af de advokater, som bankens tidligere bestyrelse havde meddelt fuldmagt før den 17. marts 2016.
21. Derefter indgav ECB den 29. september 2016 en formalitetsindsigelse i henhold til artikel 130, stk. 1, i Rettens procesreglement, nærmere betegnet både for så vidt angår TKB’s og aktionærernes søgsmål.
22. Ved særskilt kendelse af 12. september 2017 (herefter »den appellerede kendelse«) (8) tog Retten til dels ECB’s formalitetsindsigelse til følge. Retten tiltrådte ECB’s argumentation, hvorefter de advokater, der var meddelt fuldmagt af den tidligere bestyrelse, ikke havde gyldig fuldmagt, eftersom de var blevet meddelt deres hverv af en person, der ikke længere havde repræsentationsbeføjelse. Den person, der nu havde repræsentationsbeføjelse, nemlig likvidatoren, havde imidlertid ret til at tilbagekalde procesfuldmagterne med virkning for sagen ved Retten. Derfor var TKB’s søgsmål uden genstand.
23. For så vidt angår aktionærernes søgsmål afviste Retten dog ECB’s formalitetsindsigelse, idet den fandt, at aktionærerne i den foreliggende situation undtagelsesvis skulle anses for at have en søgsmålsinteresse med henblik på at anfægte inddragelsen af banklicensen i TKB’s interesse. I den foreliggende situation var aktionærerne nemlig frataget enhver mulighed for selskabsretlig indflydelse. Retten fandt endvidere, at aktionærerne i det foreliggende tilfælde skulle anses for at være berørt individuelt og umiddelbart af inddragelsen af banklicensen.
24. Både TKB, aktionærerne, ECB og Kommissionen har appelleret Rettens kendelse.
IV. Retsforhandlingerne for Domstolen og parternes påstande
25. Den Europæiske Centralbank har i sit appelskrift i sag C-663/17 P af 24. november 2017 nedlagt følgende påstande:
– Ophævelse af den appellerede kendelse, for så vidt som det deri fastslås, at sagsøgerne [i første instans, undtagen TKB,] havde retlig interesse og søgsmålskompetence […] for så vidt angår søgsmålet om annullation af den anfægtede afgørelse (punkt 2 i den appellerede kendelse).
– Der træffes […] afgørelse vedrørende realiteten, og det af [aktionærerne] anlagte søgsmål afvises.
– [Aktionærerne] tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
26. Kommissionen har i sit appelskrift i sag C-665/17 P af 27. november 2017 nedlagt følgende påstande:
– [Den appellerede kendelse] ophæves, for så vidt som den forkaster formalitetsindsigelsen mod det [af aktionærerne anlagte] søgsmål […].
– Søgsmålet anlagt af [aktionærerne] afvises.
– [Aktionærerne] tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
27. TKB og aktionærerne har i deres appelskrift i sag C-669/17 P af 25. november 2017 nedlagt følgende påstande:
– [Punkt] 1 i [den appellerede] kendelse[…], dvs. Rettens kendelse om, at det er ufornødent at træffe afgørelse i det af TKB anlagte annullationssøgsmål, ophæves.
– Det fastslås, at det af […] TKB anlagte […]søgsmål ikke er uden genstand.
– Det fastslås, at [det af TKB anlagte] […]søgsmål[…] kan antages til realitetsbehandling.
– Sagen hjemvises til Retten, for at denne kan træffe afgørelse i annullationssøgsmålet.
– ECB tilpligtes at betale […] sagsomkostninger[ne] og omkostningerne i forbindelse med appelsagen.
28. I deres svarskrift i sag C-663/17 P og C-665/17 P har TKB og aktionærerne nedlagt følgende påstande:
– Appellerne forkastes.
– Det fastslås, at [aktionærernes] annullationssøgsmål kan antages til realitetsbehandling, og at søgsmålet ikke er uden genstand.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
29. I sit svarskrift i sag C-669/17 P har ECB nedlagt følgende påstande:
– Appellen forkastes.
– [TKB og aktionærerne] tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
30. Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 13. marts 2018 blev sagerne C-663/17 P, C-665/17 P og C-669/17 P forenet med henblik på den mundtlige forhandling og dommen.
31. Procesdeltagerne har afgivet skriftlige indlæg og fremsat bemærkninger vedrørende appellerne i retsmødet den 11. februar 2019.
V. Retlig bedømmelse
32. ECB fik kun delvist medhold i sin formalitetsindsigelse ved Retten, nemlig med hensyn til TKB’s søgsmål. Derfor er Rettens kendelse med appelsagen blevet anfægtet fra begge sider, idet Kommissionen har støttet ECB’s standpunkt med sin egen appel.
33. Med appellen i sag C-669/17 P har TKB og aktionærerne først anfægtet punkt 1 i den appellerede kendelses konklusion, hvorved Retten anså det for ufornødent at træffe afgørelse i TKB’s søgsmål (herom under A.).
34. Dernæst vedrører ECB’s appel i sag C-663/17 P og Kommissionens appel i sag C-665/17 P punkt 2 i den appellerede kendelse, hvorved Retten forkastede ECB’s formalitetsindsigelse vedrørende aktionærernes søgsmål. Begge appellanter har som begrundelse for deres appeller både anfægtet Rettens bemærkninger om aktionærernes søgsmålsinteresse og om, at de var umiddelbart og individuelt berørt. Derfor kan disse appeller realitetsbehandles under ét (under B.).
A. Appellen i sag C-669/17 P
35. Med deres appel i sag C-669/17 P har TKB og aktionærerne anfægtet punkt 1 i den appellerede kendelses konklusion, hvorved Retten fastslog, at det var ufornødent at træffe afgørelse i TKB’s søgsmål. Efter Rettens opfattelse var dette ufornødent, eftersom likvidatoren den 17. marts 2016 tilbagekaldte alle fuldmagter, der var meddelt af TKB henholdsvis af bankens tidligere bestyrelse, og appellanten således ikke længere var gyldigt repræsenteret ved Retten.
36. Til støtte for deres appel har TKB og aktionærerne indholdsmæssigt (9) gjort to appelanbringender gældende, nemlig for det første en tilsidesættelse af princippet om effektiv retsbeskyttelse og for det andet, subsidiært, at advokaternes procesfuldmagt ikke var blevet gyldigt tilbagekaldt.
1. Formaliteten med hensyn til appellen
37. For så vidt som appellen er iværksat af aktionærerne og udelukkende anfægter punkt 1 i den appellerede kendelses konklusion, kan denne ikke antages til realitetsbehandling. I henhold til artikel 56, stk. 2, i statutten for Domstolen kan en appel nemlig kun iværksættes af en part, som helt eller delvist ikke har fået medhold. Retten gav imidlertid aktionærerne medhold med hensyn til søgsmålets formalitet.
38. For så vidt som appellen er iværksat af TKB, afhænger formaliteten netop af, om de klagepunkter, hvorpå TKB har støttet sin appel, kan tages til følge. Realiteten og formaliteten skal derfor undersøges samlet.
2. Første appelanbringende vedrørende tilsidesættelse af princippet om effektiv retsbeskyttelse
39. Med sit første appelanbringende har TKB nærmere bestemt gjort gældende, at det er uforeneligt med forpligtelsen til at sikre en effektiv retsbeskyttelse, når det som følge af en likvidation lægges til grund, at likvidatoren er den eneste med repræsentationsbeføjelse i alle spørgsmål vedrørende inddragelsen af licensen og dermed også har beføjelse til at tilbagekalde de procesfuldmagter, som bestyrelsen har meddelt advokater. Derved ville TKB retligt eller i det mindste reelt blive frataget domstolsbeskyttelse med hensyn til inddragelsen af banklicensen.
40. Retten forkastede denne indvending i præmis 36-38 i den appellerede kendelse. Som begrundelse anførte den, at TKB i sin egenskab af juridisk person fortsat er søgsmålsberettiget som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, hvorved det er op til likvidator at anlægge annullationssøgsmål på TKB’s vegne. Som følge af likvidationen og indsættelsen af likvidatoren kan den tidligere bestyrelse nemlig ikke længere gyldigt repræsentere TKB og derfor heller ikke meddele fuldmagt til en procesfuldmægtig. Denne beslutning ligger derimod nu hos likvidatoren, der således også kunne tilbagekalde fuldmagterne til de advokater, der har indgivet annullationssøgsmålet på TKB’s vegne.
41. Det skal derfor undersøges, om Retten i præmis 36 i den appellerede kendelse med rette fastslog, at formålet for banken med søgsmålet, nemlig annullation af afgørelsen om inddragelsen af dens tilladelse, kan opfyldes effektivt med henvisningen til likvidatoren. TKB betvivler dette af to grunde.
42. For det første lagde Retten med urette til grund, at likvidatorens mandat omfatter en retlig beføjelse til at anfægte inddragelsen af tilladelsen. I så henseende har appellanten principielt foreholdt Retten, at den har fordrejet de faktiske omstændigheder [første appelanbringendes første del, herom under b)].
43. For det andet har appellanten gjort gældende, at det udgør en retlig fejl at anse adgangen til retsbeskyttelse via likvidatoren for effektiv som omhandlet i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«). For det første blev likvidatoren indsat af FKMK, på hvis forslag ECB inddrog appellantens tilladelse. Af denne grund kan han ikke effektivt repræsentere TKB’s interesser over for disse institutioner. For det andet var det kun bestyrelsen, der indholdsmæssigt var involveret i processen vedrørende licensens inddragelse fra begyndelsen, hvorfor likvidatoren ikke kunne erstatte bestyrelsen på processtadiet. For det tredje ville det udgøre en pligtforsømmelse fra likvidatorens side, såfremt han forsøgte at opnå en reetablering af licensen og dermed af den økonomiske virksomhed i det selskab, hvis forretning han netop har til opgave at afvikle [det første appelanbringendes anden del, herom under c)].
44. Som præliminært spørgsmål skal det dog først afklares, om EU-retten i det hele taget kan begrunde en opretholdelse af den tidligere bestyrelses repræsentationsbeføjelse med henblik på anlæggelse af annullationssøgsmål i strid med bestemmelserne i national ret om likvidatorens beføjelser og repræsentationen af et kreditinstitut [herom under a)].
a) Samspillet mellem EU-retten og national ret i forbindelse med undersøgelsen af, om en juridisk persons annullationssøgsmål kan antages til realitetsbehandling
45. Spørgsmålet om, hvorvidt en juridisk person i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF kan anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af en EU-retsakt, er alene af EU-retlig karakter (10). Eftersom en juridisk person imidlertid ikke selv kan foretage processuelle skridt, hænger dennes mulighed for at opnå retsbeskyttelse ved Unionens retsinstanser direkte sammen med spørgsmålet om, hvilken person der har repræsentationsbeføjelse. Dette spørgsmål er følgelig ligeledes af EU-retlig karakter.
46. I mangel af relevante regler for repræsentationen af juridiske personer på EU-plan fastlægges den repræsentationsberettigede person ganske vist i princippet på grundlag af national ret (11). Samtidig har Domstolen imidlertid understreget, at den nationale lovgivning ikke må gøre indgreb i retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, såfremt og i det omfang bestemmelserne i national ret anvendes med hensyn til visse processuelle betingelser (12).
47. I den foreliggende sag var Retten heroverfor af den opfattelse, at den endelige afgørelse afsagt af Rīgas pilsētas Vidzemes priekšpilsētas tiesa (byretten i Riga, retskreds Vidzeme, Letland) under alle omstændigheder var til hinder for et annullationssøgsmål iværksat af banken, repræsenteret ved den tidligere bestyrelse. Ved denne afgørelse blev TKB’s tidligere bestyrelse nemlig på trods af advokaternes begæring om det modsatte nægtet adgang til at iværksætte annullationssøgsmål til prøvelse af ECB’s afgørelse på TKB’s vegne. I præmis 35 i den appellerede kendelse fastslog Retten, at denne afgørelse var bindende, også i tilfælde af en interessekonflikt og endog i tilfælde af, at likvidatoren ikke havde beføjelse til at iværksætte et annullationssøgsmål på appellantens vegne.
48. Såfremt denne antagelse er korrekt, vil muligheden for en effektiv domstolsprøvelse af ECB’s afgørelse, dvs. en EU-retsakt, dog reelt afhænge af national ret. Muligheden kan endog helt udelukkes af denne lovgivning, f.eks. i tilfælde af, at likvidatoren i henhold til de gældende nationale bestemmelser slet ikke har beføjelse til at anlægge annullationssøgsmål. Den endelige afgørelse om, hvorvidt en EU-retsakt i konkrete tilfælde kan efterprøves (effektivt), kan dog ikke være baseret på national ret.
49. Denne betragtning kan illustreres med forskellige eksempler fra Domstolens praksis.
50. Eksempelvis fastslog Domstolen i dommen i sagen Groupement des Agences de voyages, at et annullationssøgsmål anlagt af et selskab under stiftelse, der efter national ret ikke havde status som juridisk person, kunne antages til realitetsbehandling, på trods af, at det ifølge fast praksis, som ikke er blevet anfægtet, i så henseende principielt kun er den nationale selskabsret, der kan være afgørende (13). Det afgørende set ud fra retten til effektiv retsbeskyttelse var dog, at en sammenslutning, der er adressat for en EU-retsakt, også skal have mulighed for at anfægte en sådan retsakt (14).
51. Tilsvarende fastslog Domstolen i PKK-sagen, at en organisation uanset dens opløsning og tab af dens retsevne fortsat skal anses for at have søgsmålskompetence som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, såfremt retsbeskyttelsen i modsat fald ikke kan sikres effektivt (15). I den ophævede kendelse havde Retten fastslået, at en sådan organisation i mangel af retsevne ikke kan meddele fuldmagt til en repræsentant (16). Retten så sig i denne forbindelse ikke i stand til at sætte sig ud over denne omstændighed, selv om den var opmærksom på problemstillingen vedrørende retsbeskyttelsen (17).
52. Disse afgørelser omhandlede ganske vist opretholdelsen af en juridisk persons retsevne med henblik på anlæggelse af sag ved Unionens retsinstanser og ikke opretholdelsen af fuldmagten til en person, der handlede på den juridiske persons vegne. Den betragtning, der ligger til grund for disse afgørelser, er imidlertid, at Unionens retsinstansers »hænder« på ingen måde er »bundet« i tilfælde, hvor anvendelsen af national ret ville føre til, at der ikke kan ydes en effektiv domstolsbeskyttelse (18). Tværtimod er de også i disse tilfælde forpligtet til at yde effektiv retsbeskyttelse.
53. Det er heller ikke til hinder herfor, at en person, der søger retsbeskyttelse, ifølge Domstolens praksis i andre situationer i sidste ende kun kan gøre erstatningskrav gældende, såfremt den nationale lovgivning ikke hjemler den pågældende en adgang til effektiv retsbeskyttelse. De sager, der blev drøftet i retsmødet i denne sammenhæng, vedrørte aldrig søgsmål anlagt af en adressat som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF til prøvelse af en EU-retsakt, der var rettet mod denne, men derimod søgsmål anlagt af ikke-adressater til prøvelse af EU-retsakter med bred generel virkning, der kræver gennemførelse eller fører til nationale gennemførelsesretsakter (19). Såfremt den nationale ret i sådanne tilfælde ikke hjemler en (effektiv) adgang til domstolene, kan der ikke »i stedet« anlægges et annullationssøgsmål til direkte prøvelse af den tilgrundliggende EU-retsakt, som ikke er hjemlet i ordningen i artikel 263, stk. 4, TEUF.
54. Det søgsmål, der i den foreliggende sag blev iværksat af adressaten – TKB – til prøvelse af den retsakt, der bebyrder denne – ECB’s afgørelse – er imidlertid uden videre hjemlet i ordningen i artikel 263, stk. 4, TEUF og kan navnlig ikke erstattes af et erstatningskrav. I den foreliggende sag findes der endvidere ingen nok så teoretisk mulighed for at få ECB’s inddragelse af licensen efterprøvet ved nationale retsinstanser (20).
55. En begæring om foreløbige retsmidler havde ligeledes ikke kunnet forhindre den foreliggende situation. En sådan kræver nemlig, i lighed med søgsmålet i henhold til artikel 263 TEUF, at betingelserne for antagelse til realitetsbehandling er opfyldt på det tidspunkt, hvor Domstolen træffer sin afgørelse. Som følge af inddragelsen af licensen blev der imidlertid allerede 11 dage efter vedtagelsen af ECB’s afgørelse indsat en likvidator, hvorfor advokaternes procesfuldmagter ligeledes allerede ville være blevet tilbagekaldt på det tidspunkt, hvor Domstolen i så fald skulle have truffet afgørelse om det midlertidige retsmiddel. Desuden kan Domstolen i henhold til artikel 278 TEUF ganske vist udsætte gennemførelsen af den anfægtede retsakt, det vil i det foreliggende tilfælde sige fuldbyrdelsen af afgørelsen om inddragelse af licensen, men ikke likvidationen i henhold til national ret.
56. Konklusionen om, at den nationale lovgivning i den foreliggende sag ikke kan være afgørende for, hvem der kan repræsentere TKB, bekræftes i øvrigt ved en betragtning af parallelle sager. I en lignende sag ved Retten havde den kompetente maltesiske retsinstans, der behandlede likvidationen, eksempelvis i sit dekret om likvidationen af den pågældende bank udtrykkeligt opretholdt bestyrelsens repræsentationsbeføjelse med henblik på iværksættelse af et annullationssøgsmål til prøvelse af inddragelsen af banklicensen ved Retten (21). Der har ligeledes været tilfælde i Letland, hvor bestyrelsen fortsat blev anset for repræsentationsberettiget med henblik på sagen til prøvelse af inddragelsen af tilladelsen (22). Hvis man følger Rettens opfattelse, gøres muligheden for efterprøvelse af en EU-retsakt således betinget af lovrammerne i den pågældende medlemsstat.
57. Idet Retten i præmis 35 i den appellerede kendelse lagde til grund, at repræsentationsbeføjelsen og dermed beføjelsen til at tilbagekalde procesfuldmagterne under alle omstændigheder alene skal fastlægges på grundlag af national ret, begik den derfor en retlig fejl.
58. Denne retlige fejl kan dog kun føre til ophævelse af kendelsen, såfremt likvidatorens tilbagekaldelse af procesfuldmagten rent faktisk kan forhindre en effektiv retsbeskyttelse af banken mod inddragelsen af dennes tilladelse. Dette er ikke tilfældet, såfremt formålet for banken med søgsmålet kan nås lige så effektivt af likvidatoren.
b) Det første appelanbringendes første led
59. Chartrets artikel 47, stk. 1, beskriver princippet om effektiv retsbeskyttelse som adgangen for enhver til effektive retsmidler for en domstol. Af chartrets artikel 47, stk. 3, fremgår det endvidere, at adgangen til domstolsprøvelse skal være sikret. En adgang til et retsmiddel, der alene foreligger formelt eller teoretisk, men i praksis er udelukket, kan ikke anses for tilstrækkeligt (23). F.eks. anser Domstolen ikke en mulighed for retsbeskyttelse for effektiv, hvis retssubjekterne kun har adgang til domstolsprøvelse, hvis de nødsages til at overtræde retten, for derefter at kunne gøre indsigelse mod sanktionerne mod overtrædelsen (24).
60. Såfremt likvidatoren ifølge lettisk ret allerede retligt ikke har beføjelse til at anfægte inddragelsen af tilladelsen, har banken slet ikke adgang til noget retsmiddel, eftersom det ligger i sagens natur, at en juridisk person ikke selv kan foretage processuelle skridt, me n skal repræsenteres af en fysisk person. Dette ville i al fald ikke opfylde kravene til effektiv retsbeskyttelse.
61. TKB gjorde i første instans gældende, at en sådan begrænsning af likvidatorens repræsentationsbeføjelse følger af artikel 322, stk. 1, i den lettiske handelslov, der begrænser dennes handlefrihed til transaktioner, som ikke er i modstrid med målet om selskabets afvikling. Heroverfor fastslog Retten i præmis 36 i den appellerede kendelse, at den lettiske lovgivning overdrager opgaven med at anlægge annullationssøgsmål på vegne af banken til likvidatoren.
62. I denne sammenhæng bemærkes det, at en forkert bedømmelse af national ret fra Rettens side kan anfægtes i appelsagen, hvis Retten har gengivet national ret forkert (25).
63. I denne forbindelse efterprøver Domstolen, at Retten på grundlag af de dokumenter og oplysninger, som er blevet fremlagt for den, ikke har foretaget en urigtig gengivelse af ordlyden af de pågældende nationale bestemmelser eller af den nationale retspraksis, som er relevant for dem, eller endog af den retsvidenskabelige litteratur, som vedrører dem, og derefter at Retten i forhold til disse oplysninger ikke har foretaget konstateringer, der er åbenbart i strid med oplysningernes indhold, og endelig at Retten ved bedømmelsen af alle oplysningerne for at fastlægge indholdet af den pågældende nationale lovgivning ikke har tillagt en af dem en betydning, som ikke kan udledes deraf i forhold til de øvrige oplysninger, for så vidt som dette fremgår åbenbart af sagsakterne (26).
64. Appellanten skulle således gøre gældende, at Retten foretog konstateringer, som åbenbart er i strid med indholdet af nævnte nationale ret, eller i forhold til oplysninger i sagen tillagde national ret en rækkevidde, som den åbenbart ikke har (27).
65. Det fremgår af sagens akter, at TKB er af den opfattelse, at likvidatorens handlemuligheder i henhold til den lettiske handelslovs artikel 322, stk. 1, er begrænset til foranstaltninger, der ikke strider mod likvidationens formål, mens ECB har henvist til artikel 133, stk. 4, og artikel 161, stk. 1, i den lettiske lov om kreditinstitutter for at godtgøre, at likvidatoren har alle de beføjelser, som bestyrelsen i en bank ville have.
66. Den lettiske retsstilling kan således ikke anses for at være så klar, at Rettens antagelse, hvorefter likvidatoren efter lettisk ret i det mindste retligt har mulighed for at anfægte ECB’s inddragelse af tilladelsen ved Unionens retsinstanser, kan anses for en forkert gengivelse af kendsgerningerne som omhandlet i den retspraksis, der er redegjort for i punkt 63 i nærværende forslag til afgørelse.
67. Deraf følger, at denne konstatering fra Rettens side er bindende.
c) Det første appelanbringendes andet led
68. Tilbage står at undersøge, om Retten uden at begå retlige fejl kunne lægge til grund, at denne adgang til retsbeskyttelse er effektiv. Som det nemlig fremgår af den retspraksis, der er anført i punkt 59 i nærværende forslag til afgørelse, må et retsmiddel ikke være de facto ineffektivt.
69. I denne forbindelse har generaladvokat Bobek i en anden sammenhæng allerede anført, at spørgsmålet om, hvorvidt et retsmiddel er effektivt, skal besvares på grundlag af strukturelle overvejelser (28). Forstået således kan eksistensen af en rent formel mulighed for at få adgang til et retsmiddel ikke være tilstrækkelig, såfremt lovrammerne er udformet således, at der rent faktisk ikke gøres brug af denne mulighed. I modsat fald ville chartrets artikel 47, stk. 1, blive indholdsløs.
1) Skal muligheden for, at likvidatoren kan anlægge sag, anses for en effektiv prøvelsesadgang?
70. For så vidt angår likvidatorens mulighed for at anlægge sag efter indledningen af likvidationsbehandlingen har TKB for det første gjort gældende, at det, henset til den lettiske handelslovs artikel 322, stk. 1, som minimum ville udgøre en pligtforsømmelse fra likvidatorens side at anfægte inddragelsen af tilladelsen. Derfor er et sagsanlæg iværksat af likvidatoren kun en teoretisk mulighed. Heroverfor har ECB gjort gældende, at likvidatoren har en forpligtelse over for kreditorerne til at sikre en størst mulig aktivmasse, og at det derfor så absolut også kunne være i likvidatorens interesse at anfægte inddragelsen af tilladelsen.
71. Det er ganske vist principielt korrekt, at det eventuelt kan være tilladt at videreføre det berørte selskabs erhvervsmæssige aktivitet i nogen tid med henblik på likvidatorens forpligtelse over for kreditorerne. I modsætning til konkursbehandlingen er målet med likvidationen imidlertid netop at afvikle selskabets aktiver og at bringe selskabet fuldstændig til ophør. Hvis man overdrager opgaven med at anfægte inddragelsen af licensen ved Unionens retsinstanser til likvidatoren, kræver man af likvidatoren, at denne skal fjerne den retlige grund til afviklingen af selskabet. Dette er imidlertid netop ikke i overensstemmelse med dennes opdrag.
72. Dette kan ikke sammenlignes med situationen for en kurator for et konkursbo, der administrerer formuen i et selskab, der har måttet indgive konkursbegæring som følge af en EU-retsakt, der er vedtaget over for denne, f.eks. en bøde for overtrædelse af konkurrencereglerne. I denne situation er det uproblematisk at overlade det til kuratoren alene at repræsentere det berørte selskab i forbindelse med et annullationssøgsmål ved Unionens retsinstanser (29). Det er nemlig i hans interesse at anfægte den pålagte bøde, hvis insolvensen derigennem kan afværges. Et illustrativt eksempel er i denne sammenhæng en sag, hvori Retten skulle træffe afgørelse. I den pågældende sag var den kurator, der var blevet indsat efter pålæggelsen af bøden for overtrædelse af konkurrencereglerne, i henhold til medlemsstatens lovgivning endog forpligtet til at fortsætte det pågældende selskabs aktiviteter (30). I det foreliggende tilfælde forholder det sig imidlertid lige omvendt med hensyn til interesser og pligter.
73. For det andet har TKB gjort gældende, at bankens interesser kun kan repræsenteres effektivt af bestyrelsen, der allerede fra begyndelsen var involveret i den komplekse procedure vedrørende inddragelsen af licensen. Derfor skal der sikres en kontinuitet med hensyn til de personer, der handler på processtadiet.
74. I så henseende skal det indledningsvis fastslås, at ECB’s klagenævn på trods af, at likvidatoren allerede havde tilbagekaldt fuldmagterne, og at Rīgas pilsētas Vidzemes priekšpilsētas tiesa (byretten i Riga, retskreds Vidzeme, Letland) havde afsagt en anden kendelse, ikke afviste bestyrelsens indsigelse mod inddragelsen af licensen og traf afgørelse i sagen. Dette taler for også at lade disse personer optræde på bankens vegne på processtadiet. Desuden kan der også af Domstolens ovenfor nævnte praksis vedrørende opretholdelsen af juridiske personers retsevne med henblik på anlæggelse af sag ved Unionens retsinstanser udledes det princip, at adressaten for en EU-retsakt også skal kunne anfægte den retsakt, der bebyrder denne, i den form, som adressaten antog på det tidspunkt, hvor EU-institutionerne greb ind over for denne (31).
75. Dertil kommer, for det tredje, at likvidatoren af en bank, hvis tilladelse er blevet inddraget, i henhold til artikel 377, stk. 2, i den lettiske lov om civil retspleje udnævnes på forslag af FKMK. I henhold til artikel 387, stk. 2, i den lettiske lov om civil retspleje kan FKMK desuden til enhver tid fremsætte begæring om udskiftning af likvidatoren, hvis FKMK ikke længere har tillid til denne. Hvis man samtidig betænker, at ECB netop inddrog TKB’s tilladelse på forslag af FKMK, bliver interessekonflikten åbenbar. Såfremt likvidatoren ønsker at anfægte ECB’s inddragelse af tilladelsen, kan han således til enhver tid blive udskiftet på begæring af FKMK, der i så henseende er på ECB’s side.
76. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i en lignende sag anset den omstændighed, at en domstolsprøvelse af lovligheden af inddragelsen af en banklicens, der medførte en likvidation af den berørte bank, kun kunne foranlediges af likvidatoren, men ikke længere af den tidligere bestyrelse, for en tilsidesættelse af artikel 6 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (herefter »EMRK«). Menneskerettighedsdomstolen lagde i denne forbindelse navnlig vægt på, at likvidatoren rent faktisk blev kontrolleret af tilsynsmyndigheden, som f.eks. til enhver tid kunne anmode skifteretten om at udskifte likvidatoren (32). Ganske vist kan FKMK – i modsætning til omstændighederne i ovennævnte afgørelse – i den foreliggende sag ikke selv indsætte likvidatoren, men i henhold til artikel 377, stk. 2, og artikel 387, stk. 2, i den lettiske lov om civil retspleje udnævner retten den af FKMK foreslåede person og afskediger denne igen, hvis FKMK mister tilliden til likvidatoren.
77. Likvidators beslutning om ikke at anfægte inddragelsen af tilladelsen er således af strukturel karakter og ikke betinget af en økonomisk eller retlig afvejning i det konkrete tilfælde. Derfor kan TKB heller ikke foreholdes, at TKB ikke har forsøgt at opnå en udskiftning af den indsatte likvidator med en anden ved de lettiske retsinstanser. Med den lettiske retsstilling, således som den fremgår af sagens akter, vil en likvidator i et tilfælde som det foreliggende systematisk ikke anfægte inddragelsen af banklicensen. Dermed foreligger der heller ikke en situation, hvor bestyrelsen blot ikke ønsker at stille sig tilfreds med, at likvidatoren har en anden opfattelse af, hvorvidt et retsligt skridt er hensigtsmæssigt i et konkret tilfælde (33).
78. For det fjerde kan den omstændighed, at sagen i realiteten faktisk kun drejer sig om erstatningskrav som følge af, at likvidationen af TKB i henhold til lettisk ret ikke kan ophæves, ikke begrunde et andet synspunkt. Med den lettiske retsstilling er likvidatoren også undergivet den beskrevne interessekonflikt for så vidt angår en anfægtelse af inddragelsen af tilladelsen med henblik på senere at rejse erstatningskrav. Han vil desuden alligevel formelt anfægte den retlige grund til likvidationen. Endvidere vil denne argumentation resultere i en nægtelse af effektiv retsbeskyttelse med det argument, at den lettiske retsstilling på forhånd udelukker effektiv (primær) retsbeskyttelse mod inddragelsen af licensen.
79. På denne baggrund kan det ikke lægges til grund, at formålet for TKB med søgsmålet kan opfyldes på effektiv måde med henvisningen til et søgsmål, der skal anlægges af likvidatoren.
2) Er et søgsmål iværksat af aktionærerne et effektivt alternativ som retsbeskyttelse?
80. Konstateringen i præmis 36 i den appellerede kendelse fra Retten, hvorefter der ikke skete indgreb i TKB’s ret til effektiv domstolsbeskyttelse som følge af tilbagekaldelsen af procesfuldmagterne, der bevirkede, at søgsmålet blev uden genstand, kan dog vise sig at være korrekt af andre grunde.
81. Dette vil navnlig være tilfældet, såfremt et søgsmål iværksat af aktionærerne, som ifølge præmis 72 i den appellerede kendelse fra Retten kan antages til realitetsbehandling, lige så effektivt kan opfylde formålet for banken med søgsmålet.
82. I den foreliggende sag kan man forestille sig to former for søgsmål fra aktionærernes side: et søgsmål iværksat af aktionærerne på egne vegne med henblik på at forsvare deres egne rettigheder, og et søgsmål iværksat af aktionærerne på egne vegne med henblik på at forsvare selskabets rettigheder (som procesførende repræsentant) (34).
83. Førstnævnte variant, et søgsmål iværksat af aktionærerne til prøvelse af inddragelsen af tilladelsen på grundlag af egne rettigheder, herunder retten til at forsvare deres ejendomsrettigheder (35), udgør på forhånd et aliud i forhold til et søgsmål iværksat af banken – som indehaver af tilladelsen – med henblik på at forsvare dennes interesse i opretholdelse af tilladelsen og kan af denne grund ikke anses for lige så effektiv.
84. I præmis 57 i den appellerede kendelse lagde Retten imidlertid til grund, at aktionærerne i en situation som den foreliggende skal have ret til at forsvare bankens interesser. Uanset spørgsmålet om, hvorvidt et sådant søgsmål i det hele taget kan antages til realitetsbehandling (36), kan dette dog under alle omstændigheder ikke anses for lige så effektivt som et søgsmål iværksat af banken selv.
85. For det første skal et søgsmål, der skal anlægges af en anden person, altid anses for mindre effektivt, eftersom retsbeskyttelsen dermed reelt afhænger af en tredjemands vilje. TKB har i så henseende gjort gældende under appelsagen, at et søgsmål iværksat af aktionærerne ikke kan erstatte et søgsmål iværksat af banken selv.
86. For det andet råder aktionærerne ikke over de oplysninger og den indsigt i procedurens forløb, som er nødvendige med henblik på at repræsentere bankens synspunkt effektivt.
87. For det tredje tager adgangen til retsmidler ved Unionens retsinstanser sigte på direkte retsbeskyttelse af adressaten for en bebyrdende EU-retsakt. Dette kommer til udtryk ved, at søgsmål iværksat af ikke-adressater kun kan antages til realitetsbehandling under særlige omstændigheder, for disses vedkommende udfyldes Unionens retsmiddel- og proceduresystem af de nationale domstole (37). Af denne grund kan adressaten for en EU-retsakt ikke henvises til en mulighed for retsbeskyttelse, der i denne forstand er underordnet, og som skal varetages af en person, der ikke selv er adressat for den pågældende retsakt. Ved vurderingen af, om et annullationssøgsmål kan antages til realitetsbehandling, skal der derfor i første række sikres effektiv retsbeskyttelse for den direkte adressat for en EU-retsakt.
3) Foreløbig konklusion
88. Formålet for banken med søgsmålet kan følgelig hverken opfyldes på effektiv måde med en henvisning til likvidatoren eller med en henvisning til et søgsmål anlagt af aktionærerne. Retten begik således en retlig fejl, idet den i præmis 36 i den appellerede kendelse afviste, at der foreligger en tilsidesættelse af retten til effektiv retsbeskyttelse.
89. Henset til det ovenfor anførte, bør det første appelanbringende tages til følge.
3. Konsekvenserne af, at appellen i sag C-6[6]9/17 P kan tages til følge
90. Rettens afgørelse, for så vidt den fastslog, at det var ufornødent at træffe afgørelse i TKB’s søgsmål, er baseret på konstateringerne i præmis 35 og 36 i den appellerede kendelse, hvorefter den manglende mulighed for effektiv retsbeskyttelse efter tilbagekaldelsen af procesfuldmagterne ikke kan føre til, at de pågældende nationale retsforskrifter ikke skal finde anvendelse, og at en effektiv retsbeskyttelse under alle omstændigheder er sikret gennem likvidatoren. Disse to antagelser har dog vist sig at være behæftet med retlige fejl (38).
91. Følgelig skal punkt 1 i den appellerede kendelse ophæves, uanset om det andet appelanbringende, hvorved TKB subsidiært har gjort gældende, at tilbagekaldelsen af procesfuldmagterne ikke opfyldte de nationale formkrav, er begrundet.
4. Om formaliteten med hensyn til TKB’s søgsmål ved Retten
92. I henhold til artikel 61, stk. 1, i statutten for Domstolen træffer Domstolen, når den ophæver den af Retten trufne afgørelse, selv endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse.
93. Dette er tilfældet i den foreliggende sag. Det følger nemlig af ovenstående overvejelser, at ECB’s formalitetsindsigelse skal forkastes, uden at det er nødvendigt at foretage yderligere konstateringer.
94. Ifølge Rettens konstateringer tilbagekaldte likvidatoren den 17. marts 2016 alle fuldmagter, der var meddelt af TKB henholdsvis af den tidligere bestyrelse.
95. For så vidt som TKB derigennem rent faktisk formenes adgang til Unionens retsinstanser, kan dette ikke være afgørende for vurderingen af, om TKB’s søgsmål kan antages til realitetsbehandling. Som det allerede er blevet påvist ovenfor, kan anvendelsen af den nationale ret nemlig ikke føre til, at den effektive adgang til domstolsprøvelse af EU-retsakter, der er garanteret ved chartrets artikel 47, stk. 1, udhules (39).
96. Som anført ovenfor kan TKB imidlertid kun opnå en effektiv retsbeskyttelse mod inddragelsen af sin banklicens ved det søgsmål, der er anlagt af den tidligere bestyrelse på TKB’s vegne i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF.
97. I så henseende følger det indledningsvis af punkt 70-79 i nærværende forslag til afgørelse, at navnlig muligheden for, at likvidatoren kan anlægge sag på bankens vegne, der formelt fortsat eksisterer efter tilbagekaldelsen af procesfuldmagterne, ikke kan anses for effektiv.
98. Lige så lidt kan TKB henvises til et søgsmål, der skal anlægges af bankens aktionærer, eftersom dette ikke er lige så effektivt som et søgsmål iværksat af banken selv (40).
99. Af denne grund er likvidatorens beføjelse i medfør af national ret til at tilbagekalde alle fuldmagter, for så vidt som beføjelsen vedrører fuldmagten til at anlægge søgsmål i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF og fører til, at der ikke længere kan opnås effektiv retsbeskyttelse, uden betydning ud fra et EU-retligt synspunkt. Følgelig skal advokaternes oprindelige fuldmagt, som ubestridt var gyldig, da den blev meddelt, fortsat anses for gyldig.
100. Den fortsatte beståen af bestyrelsens repræsentationsbeføjelse med henblik på annullationssøgsmålet ved Unionens retsinstanser berører ikke den lettiske retsstilling i øvrigt (41). Ligesom anerkendelsen af rejsebureauselskabets søgsmålskompetence i den sag, der er nævnt i punkt 50 i nærværende forslag til afgørelse, ikke gav selskabet status som juridisk person i henhold til national ret, indebærer anerkendelsen af den tidligere bestyrelses repræsentationsbeføjelse i forbindelse med søgsmålet i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF ikke en retablering af dennes selskabsretlige stilling før likvidationen i national ret.
101. Det følger af disse oplysninger som helhed, at den ved Retten fremsatte formalitetsindsigelse skal forkastes, for så vidt som den vedrører TKB’s søgsmål.
B. Appellerne i sag C-663/17 P og C-665/17 P
102. Ved appellerne i sag C-663/17 P og C-665/17 P har ECB og Kommissionen anfægtet punkt 2 i den appellerede kendelse, hvorved Retten forkastede ECB’s formalitetsindsigelse vedrørende aktionærernes søgsmål.
103. ECB har formelt støttet sin appel på tre anbringender, mens Kommissionen har støttet sin appel på to anbringender. Indholdsmæssigt foreholder de begge Retten, at den begik en retlig fejl, både ved fastsættelsen af søgsmålsinteressen (herom under 1.) og ved fastsættelsen af aktionærernes søgsmålskompetence (herom under 2.).
1. Første appelanbringende: aktionærernes søgsmålsinteresse
104. En sagsøgende parts søgsmålsinteresse er ifølge Domstolens faste praksis betinget af, at den anfægtede foranstaltnings retligt bindende virkninger skal kunne berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af dennes retsstilling (42).
105. I henhold til den retspraksis, der er anført i præmis 53 i den appellerede kendelse, kan et annullationssøgsmål iværksat af en aktionær i et selskab principielt kun antages til realitetsbehandling, såfremt vedkommende kan gøre en særskilt søgsmålsinteresse gældende, der er forskellig fra den, som selskabet, adressaten for EU-retsakten, har med hensyn til ophævelsen af netop denne retsakt. I modsat fald kan aktionæren kun forsvare sin interesse med hensyn til denne retsakt ved at udøve sine interesser som medejer af selskabet (43).
106. Grunden hertil er, at selskabet i så henseende selv har ret til at anlægge søgsmål til prøvelse af EU-retsakten. Et søgsmål iværksat af aktionæren er derfor ikke nødvendigt og skal anses for sekundært i forhold til den direkte retsbeskyttelse af selskabet som adressat for den pågældende retsakt (44).
107. I præmis 57 i den appellerede kendelse fastslog Retten imidlertid, at aktionærerne i den foreliggende sag undtagelsesvis kunne anlægge søgsmål med henblik på at forsvare bankens interesser, eftersom banken på grund af likvidationen af TKB var forhindret i at gøre sine selskabsretlige rettigheder gældende over for bestyrelsen i det interne forhold.
108. Her er besvarelsen af spørgsmålet om, hvorvidt man lægger til grund, at aktionærerne har en særskilt søgsmålsinteresse, eller at aktionærerne kan anlægge søgsmål med henblik på at forsvare bankens interesser, på afgørende vis retningsgivende. På grundlag heraf afgøres det nemlig, hvilke krav der som næste skridt skal stilles til prøvelsen af søgsmålskompetencen. Såfremt aktionærerne kan anlægge søgsmål med henblik på at forsvare bankens interesse, kan det nemlig for så vidt angår søgsmålskompetencen yderligere kun være afgørende, om banken er umiddelbart og individuelt berørt af inddragelsen af tilladelsen – og ikke aktionærerne selv.
109. Dette kan konkluderes på grundlag af Domstolens praksis vedrørende sammenslutningers ret til at anlægge søgsmål på støtteområdet. Heri findes der igen og igen situationer, hvor en sammenslutning på egne vegne iværksætter et annullationssøgsmål med henblik på at forsvare en anden juridisk persons, for det meste et medlems, interesser.
110. Ifølge denne retspraksis kan en sammenslutning, der har virksomheder som medlemmer, som er berørt af en støtteafgørelse, principielt kun anlægge sag til prøvelse af en sådan afgørelse, når sammenslutningen kan gøre en særskilt søgsmålsinteresse gældende. Opretholdelsen af sammenslutningens forhandlingsposition kan eksempelvis begrunde en særskilt søgsmålsinteresse for denne. I så fald kræver Domstolen herefter som næste skridt, at sammenslutningens forhandlingsposition er berørt individuelt og umiddelbart af den anfægtede afgørelse (45).
111. Domstolen har imidlertid ligeledes fastslået, at en sammenslutning også kan have ret til at anlægge søgsmål på egne vegne med henblik på at forsvare sine medlemmers interesser i annullationen. I så fald er det afgørende i forbindelse med søgsmålskompetencen, at medlemmerne er individuelt og umiddelbart berørt af den afgørelse, der skal anfægtes (46).
112. Dette er kun logisk. Det ligger nemlig i sagens natur, at sammenslutningen ikke er individuelt og umiddelbart berørt med hensyn til egne rettigheder, når den forsvarer sine medlemmers interesser. Såfremt man derfor tillader, at en person forsvarer en andens interesser, kan det ikke være et krav, at sagsøgeren selv er berørt, for at et sådant søgsmål kan antages til realitetsbehandling. Dette må gælde på samme måde for sammenslutningers søgsmål og for aktionærers søgsmål. Retten har i sin praksis ligeledes lagt til grund, at bedømmelserne fra retspraksis vedrørende sammenslutningers ret til at anlægge søgsmål kan anvendes på aktionærers ret i så henseende (47).
113. Det skal følgelig undersøges, om aktionærerne i det foreliggende tilfælde – sådan som Retten lagde til grund – undtagelsesvis kan gøre den interesse gældende, som banken også har i en annullation af afgørelsen. Forinden skal det imidlertid undersøges, om aktionærerne har en særskilt søgsmålsinteresse, og den appellerede kendelse kan vise sig at være korrekt af denne grund.
a) Har aktionærerne en særskilt søgsmålsinteresse?
114. Den økonomiske interesse i opretholdelsen af licensen, som banken er eneindehaver af, kan i princippet ikke begrunde en særskilt søgsmålsinteresse for aktionærerne. I så henseende er aktionærernes interesse nemlig sammenfaldende med bankens (48).
115. Når en ikke-privilegeret sagsøger anlægger et annullationssøgsmål til prøvelse af en retsakt, som han ikke er adressat for, overlapper betingelsen om, at den anfægtede foranstaltnings retligt bindende virkninger skal kunne berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af dennes retsstilling (søgsmålsinteresse), de betingelser, der er fastsat i artikel 263, stk. 4, TEUF (navnlig betingelsen om at være umiddelbart berørt) (49).
116. Derfor kan aktionærernes rolle i den administrative procedure forud for inddragelsen af licensen, som blev fremhævet i retsmødet, isoleret betragtet ligeledes ikke begrunde en særskilt søgsmålsinteresse for aktionærerne. En deltagelse i proceduren indebærer nemlig ikke i sig selv, at en deltagende part er berørt af den retsakt, som proceduren munder ud i (50).
117. Ifølge Domstolens praksis kan aktionærerne i en bank dog navnlig gøre forsvaret af deres ejendomsrettigheder gældende som særskilt søgsmålsinteresse (51). Retten undersøger i disse tilfælde, om aktionærens stilling som ejer af kapitalandele er individuelt og umiddelbart berørt af den EU-retsakt, der er rettet til selskabet (52).
118. Det følger af fast retspraksis, at en person, der ikke er adressat for en EU-retsakt, kun er individuelt berørt af denne som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, hvis den pågældende retsakt rammer personen på grund af visse egenskaber, som er særlige for ham, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller ham fra alle andre og derfor individualiserer ham på lignende måde som adressaten (53). Endvidere kræver kriteriet om umiddelbar berøring i denne forbindelse, at den pågældende EU-retsakt skal berøre denne persons retsstilling umiddelbart og ikke overlader et skøn til de myndigheder, der skal gennemføre den, idet gennemførelsen sker helt automatisk, udelukkende i medfør af selve Unionens retsforskrifter og uden anvendelse af andre mellemkommende regler (54).
119. Aktionærernes selskabsretlige stilling eller deres ejendomsrettigheder berøres imidlertid – som ECB og Kommissionen har gjort gældende – i al fald ikke umiddelbart af inddragelsen af tilladelsen. Inddragelsen af banklicensen har nemlig ikke umiddelbare virkninger på aktionærernes stilling og deres ejendomsret til kapitalandelene i TKB. Visse retsvirkninger indtræder ganske vist i henhold til national ret som led i likvidationen af selskabet, idet opløsningen af selskabet medfører et endeligt tab af formue- og medlemsrettigheder. Likvidationen kommer dog efter inddragelsen af banklicensen og er på ingen måde foreskrevet i EU-retten. Retsvirkningerne af likvidationen indtræder således ikke umiddelbart som omhandlet i den nævnte retspraksis.
120. Den blotte omstændighed, at inddragelsen af tilladelsen bringer selskabets formål i fare og dermed kan medføre, at kapitalandelene mister værdi, er ikke tilstrækkelig til at begrunde en umiddelbar berøring. Det ville desuden være uforeneligt med de principper, der er redegjort for i punkt 105 i nærværende forslag til afgørelse, at give aktionærerne ret til at anfægte enhver EU-retsakt, der muligvis kan have negative virkninger på værdien af aktierne i et aktieselskab.
121. Dertil kommer, at den interesse, som aktionærerne i det foreliggende tilfælde har i selskabets fortsatte beståen, ligeledes ikke i tilstrækkelig grad er forskellig fra bankens interesse i at opretholde sin licens (55).
122. Det bør derfor ikke tiltrædes, at aktionærerne har en særskilt søgsmålsinteresse.
b) Kan aktionærerne anlægge søgsmål i bankens interesse?
123. Retten fastslog imidlertid alligevel i præmis 57 i den appellerede kendelse, at de principper, der er redegjort for i punkt 105 i nærværende forslag til afgørelse, skulle fraviges i den foreliggende sag, og at spørgsmålet om aktionærernes søgsmålsinteresse skulle besvares bekræftende, selv om de ikke har nogen særskilt interesse, men forsøger at forsvare bankens interesse.
124. Retten begrundede i præmis 54-56 sin opfattelse med, at aktionærerne i det foreliggende tilfælde ikke har nogen mulighed for at øve indflydelse, således at de kan fremtvinge et søgsmål på bankens vegne. Derfor skulle spørgsmålet om aktionærernes søgsmålsinteresse med henblik på at forsvare bankens interesser besvares bekræftende.
125. Som jeg dog allerede har redegjort for i punkt 106 ovenfor, er grunden til begrænsningen af aktionærernes ret til at anlægge sag, at selskabet selv har ret til at anlægge søgsmål til prøvelse af EU-retsakten, og ikke, at aktionærerne under normale omstændigheder kan påvirke selskabet henholdsvis dettes bestyrelse og derved kan fremtvinge et søgsmål. Det er slet ikke i alle retsordener, at en generalforsamling har sådanne beføjelser. Såfremt man vil lægge til grund, at aktionærerne altid har ret til at anlægge sag, hvis mulighederne for selskabsretlig indflydelse er begrænsede, skal en sådan admitteres i enhver likvidations- og konkursbehandling.
126. Aktionærerne kan ganske rigtigt ikke anlægge søgsmål i de tilfælde, hvor de ikke kan gøre en interesse gældende, der er forskellig fra selskabets interesse i annnullationen af EU-retsakten, af den simple grund, at selskabet i så henseende selv har søgsmålskompetence (56). Henset til, at selskabet har en sådan søgsmålskompetence, er det berettiget, at aktionærerne i så henseende henvises til at udøve deres selskabsretlige rettigheder til medbestemmelse og som aktionærer (57). Dette er nemlig i overensstemmelse med den sædvanlige selskabsretlige struktur, hvorefter selskabet udadtil repræsenteres af bestyrelsen eller ledelsen, men ikke af aktionærerne.
127. Hvis der i det hele taget skal gøres en undtagelse fra dette princip ud fra hensigten og formålet med dette, skal det ikke være i tilfælde, hvor aktionærernes medbestemmelsesret er begrænset, således som Retten lagde til grund i præmis 54-56 i den appellerede kendelse, men derimod i tilfælde, hvor selskabet ikke selv (på effektiv måde) kan anlægge søgsmål til prøvelse af den pågældende EU-retsakt.
128. Som det fremgår af mine bemærkninger i forbindelse med appellen i sag C-669/17 P, foreligger der netop ikke en sådan situation i dette tilfælde. Tværtimod må det lægges til grund, at et søgsmål iværksat af TKB, repræsenteret ved den tidligere bestyrelse, fortsat er muligt. Der er derfor ingen grund til at fravige det princip, som Retten refererede i præmis 53 i den appellerede kendelse, hvorefter et annullationssøgsmål iværksat af en aktionær i et selskab principielt kun kan antages til realitetsbehandling, såfremt vedkommende kan gøre en særskilt søgsmålsinteresse gældende, der er forskellig fra selskabets.
129. Idet Retten i præmis 57 i den appellerede kendelse fastslog, at det uanset dette princip under de foreliggende omstændigheder skal lægges til grund, at aktionærerne har en søgsmålsinteresse, begik den således en retlig fejl.
130. Det appelanbringende, der indholdsmæssigt udgør ECB’s og Kommissionens første anbringende i sag C-663/17 P og C-665/17 P, skal derfor tages til følge.
2. Det andet appelanbringende: Har aktionærerne søgsmålskompetence?
131. Eftersom det i den foreliggende sag allerede må lægges til grund, at aktionærerne ikke har en søgsmålsinteresse, er det ufornødent at undersøge de indvendinger, som appellanterne som næste skridt har gjort gældende i forhold til aktionærernes søgsmålskompetence, navnlig deres individuelle og umiddelbare berøring.
132. Ifølge bemærkningerne ovenfor (58) er det under alle omstændigheder ikke afgørende, om aktionærerne er berørt individuelt og umiddelbart med hensyn til egne rettigheder, i forbindelse med et søgsmål med henblik på at forsvare bankens interesser. Dette skulle kun have været undersøgt, hvis Retten havde fastslået, at aktionærerne havde særskilt søgsmålsinteresse (59).
133. Det fremgår imidlertid af præmis 53-57 i den appellerede kendelse, at Retten ønskede at fravige denne tilgang. Logisk set burde den dog så under disse omstændigheder som næste trin ikke have undersøgt, om aktionærerne, men om TKB er umiddelbart og individuelt berørt af inddragelsen af tilladelsen med hensyn til egne rettigheder. Dette spørgsmål skal besvares bekræftende som følge af TKB’s egenskab som adressat for den pågældende EU-retsakt.
134. Ifølge den opfattelse, der er fremført i nærværende forslag til afgørelse, kan et søgsmål iværksat af aktionærerne med henblik på at forsvare TKB’s interesse i opretholdelsen af tilladelsen dog under alle omstændigheder ikke komme på tale, eftersom TKB, repræsenteret ved bestyrelsen, selv direkte kan anlægge søgsmål til prøvelse af ECB’s inddragelse af bankens tilladelse (60).
3. Forslag til afgørelse
135. Eftersom det første appelanbringende, hvorved ECB og Kommissionen i sag C-663/17 P og C-665/17 P har anfægtet Rettens konstatering af, at aktionærerne har en søgsmålsinteresse i den foreliggende sag, er begrundet, skal punkt 2 i den appellerede kendelse ophæves. Når aktionærerne ikke har en søgsmålsinteresse, kunne Retten nemlig ikke bekræfte, at aktionærernes søgsmål kunne antages til realitetsbehandling, og afvise ECB’s formalitetsindsigelse i så henseende.
136. Deraf følger samtidig, at sagen i så henseende er moden til påkendelse som omhandlet i artikel 61, stk. 1, i Domstolens statut. I mangel af søgsmålsinteresse kan aktionærernes søgsmål ikke antages til realitetsbehandling.
VI. Sagsomkostninger
137. Da sagen ifølge den foreslåede opfattelse for så vidt angår TKB’s søgsmål skal hjemvises til fortsat behandling ved Retten, udsættes afgørelsen om sagsomkostningerne for TKB’s vedkommende.
VII. Forslag til afgørelse
138. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at træffe følgende afgørelse:
»1) Den Europæiske Unions Rets kendelse (Anden Afdeling) af 12. september 2017, Fursin m.fl. mod ECB (T-247/16, EU:T:2017:623), ophæves.
2) Den Europæiske Centralbanks formalitetsindsigelse i første instans forkastes, for så vidt som den vedrører søgsmålet iværksat af Trasta Komercbanka AS.
3) Søgsmålet iværksat af anden til syvende appellant i første instans i sag C-669/17 P afvises.
4) Anden til syvende appellant i sag C-669/17 P betaler omkostningerne i forbindelse med det af dem anlagte søgsmål samt med den af dem iværksatte appel.
5) I øvrigt udsættes afgørelsen om sagsomkostningerne.«