KENDELSE AFSAGT AF RETTENS PRÆSIDENT
11. marts 2013 (*)
»Særlige rettergangsformer – fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler og økonomiske ressourcer – begæring om foreløbige forholdsregler – manglende uopsættelighed – interesseafvejning«
I sag T-110/12 R,
Iranian Offshore Engineering & Construction Co., Téhéran (Iran), ved advokaterne J. Viñals Camallonga, L. Barriola Urruticoechea og J. Iriarte Ángel,
sagsøger,
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved P. Plaza García og V. Piessevaux, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående en begæring om udsættelse af gennemførelsen dels af Rådets afgørelse 2011/783/FUSP af 1. december 2011 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 319, s. 71), for så vidt som sagsøgerens navn er blevet opført i bilag II til Rådets afgørelse 2010/413/FUSP af 26. juli 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP (EUT L 195, s. 39), dels af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1245/2011 af 1. december 2011 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 961/2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 319, s. 11) samt af Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012, om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EU) nr. 961/2010 (EUT L 88, s. 1), for så vidt som disse forordninger finder anvendelse på sagsøgeren,
har
RETTENS PRÆSIDENT
afsagt følgende
Kendelse
Baggrunden for tvisten, proceduren og parternes påstande
1 Sagsøgeren, Iranian Offshore Engineering & Construction Co., er et iransk selskab specialiseret inden for ingeniørvirksomhed på faste eller flytbare maritime anlæg.
2 Den 26. juli 2010 vedtog Rådet for Den Europæiske Union afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP (EUT L 195, s. 39). Artikel 20, stk. 1, i afgørelse 2010/413 fastsætter, at midler og økonomiske ressourcer tilhørende personer, der er opført på listen i bilag I og II til samme afgørelse, indefryses.
3 Den 25. oktober 2010 efter vedtagelsen af afgørelse 2010/413 vedtog Rådet forordning (EU) nr. 961/2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EF) nr. 423/2007 (EUT L 281, s. 1). Artikel 16, stk. 2, litra a), i forordning nr. 961/2010 fastsætter, at alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører eller ejes, besiddes eller kontrolleres af de personer, enheder eller organer, der er opregnet i bilag VIII til nævnte forordning, indefryses.
4 Den 1. december 2011 vedtog Rådet afgørelse 2011/783/FUSP om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT L 319, s. 71), hvorved Rådet bl.a. føjede sagsøgerens navn til listen over personer og enheder i bilag II til afgørelse 2010/413 med den begrundelse, at der var tale om en »[v]irksomhed i energisektoren, der [havde] været involveret i opførelsen af Qom/Fordow«, og at den var »[o]mfattet af UK’s, Italiens og Spaniens eksportafslag«.
5 Den 1. december 2011 vedtog Rådet gennemførelsesforordning (EU) nr. 1245/2011 om gennemførelse af forordning nr. 961/2010 (EUT L 319, s. 11), hvorved Rådet bl.a. føjede sagsøgerens navn til listen i bilag VIII til forordning nr. 961/2010. De hertil anførte grunde er identiske med dem, som Rådet anførte i afgørelse 2011/783.
6 Ved skrivelse af 5. december 2011 informerede Rådet sagsøgeren om opførelsen af selskabet på listen over personer og enheder i bilag II til afgørelse 2010/413 og i bilag VIII til forordning nr. 961/2010 efter vedtagelsen af afgørelse 2011/783 og af forordning nr. 1245/2011.
7 Rådet vedtog den 23. marts 2012 forordning (EU) nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning nr. 961/2010 (EUT L 88, s. 1). Forordning nr. 267/2012 forlænger indefrysningen af sagsøgerens midler og ressourcer. Hertil fremføres på linje 85 i tabel I B i bilag IX til forordning nr. 267/2012 i det væsentlige de samme begrundelser som begrundelserne i de bilag, der er omhandlet i artikel 1 i afgørelse 2011/783 og i artikel 1 i forordning nr. 1245/2011 (herefter under ét »de anfægtede retsakter«).
8 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 2. februar 2012 efterfulgt af replikken vedrørende udvidelse af påstandene anlagde sagsøgeren i det væsentlige sag om annullation af de anfægtede retsakter, for så vidt som de vedrører denne.
9 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 1. februar 2013 indgav sagsøgeren den i nærværende kendelse omhandlede begæring om foreløbige forholdsregler, hvori sagsøgeren i det væsentlige har nedlagt følgende påstande:
– Gennemførelsen af de anfægtede retsakter udsættes, for så vidt som de vedrører sagsøgeren, indtil Retten har afsagt dom i hovedsagen.
– Rådet for den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.
10 I sine indlæg vedrørende begæringen om foreløbige forholdsregler, som blev indleveret til Rettens Justitskontor den 19. februar 2013, har Rådet nedlagt følgende påstande:
– Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
11 I hovedsagen afgav parterne mundtlige indlæg og besvarede spørgsmål fra Retten under retsmødet den 26. februar 2013.
Retlige bemærkninger
12 Det fremgår af artikel 278 TEUF, sammenholdt med 279 TEUF, på den ene side, og af artikel 256, stk. 1, TEUF, på den anden side, at Retten, hvis den skønner, at forholdene kræver det, kan udsætte gennemførelsen af en anfægtet retsakt eller foreskrive de nødvendige, foreløbige forholdsregler. Artikel 278 TEUF fastslår dog princippet om, at et sagsanlæg ikke har opsættende virkning, idet retsakter vedtaget af institutioner, organer, kontorer eller agenturer under EU har en formodning om lovlighed med sig. Det er således kun undtagelsesvis, at retten i sager om foreløbige forholdsregler kan afsige kendelse om at udsætte gennemførelsen af en sådan retsakt eller foreskrive foreløbige forholdsregler (jf. i denne retning kendelse afsagt af Rettens præsident den 17.12.2009, sag T-396/09 R, Vereniging Milieudefensie og Stichting Stop Luchtverontreiniging Utrecht mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).
13 Desuden bestemmer artikel 104, stk. 2, i Rettens procesreglement, at begæringer om foreløbige forholdsregler skal angive søgsmålets genstand, de omstændigheder, der medfører uopsættelighed, samt de faktiske og retlige grunde til, at den begærede foreløbige forholdsregel umiddelbart forekommer berettiget. Således kan retten i sager om foreløbige forholdsregler udsætte gennemførelsen og foreskrive foreløbige forholdsregler, såfremt det er godtgjort, at de umiddelbart er berettigede af faktiske og retlige grunde (fumus boni juris), og såfremt der foreligger uopsættelighed, dvs. at det for at undgå et alvorligt og uopretteligt tab for den begærende part er nødvendigt at foreskrive dem og tillægge dem retsvirkninger inden afgørelsen i hovedsagen. Disse betingelser er kumulative, hvorfor der ikke kan anordnes foreløbige forholdsregler, når en af disse ikke er opfyldt (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 14.10.1996, sag C-268/96 P(R), SCK og FNK mod Kommissionen, Sml. I, s. 4971, præmis 30).
14 Retten i sager om foreløbige forholdsregler råder, inden for rammerne af denne helhedsundersøgelse, over et vidt skøn og kan frit under hensyn til sagens særegenheder afgøre, hvorledes de forskellige betingelser skal efterprøves samt rækkefølgen for denne undersøgelse, når ingen retlig bestemmelse pålægger den at anvende et forud fastsat skema for vurderingen af nødvendigheden af at træffe foreløbig afgørelse (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 19.7.1995, sag C-149/95 P(R), Kommissionen mod Atlantic Container Line m.fl., præmis 23, og den 3.4.2007, sag C-459/06 P(R), Vischim mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 25). Retten i sager om foreløbige forholdsregler foretager i givet fald også en afvejning af de berørte interesser (jf. kendelse afsagt af Domstolens præsident den 23.2.2001, sag C-445/00 R, Østrig mod Rådet, Sml. I, s. 1461, præmis 73).
15 Retten, der skal træffe afgørelse i sagen om foreløbige forholdsregler, har på baggrund af sagens akter fundet, at den er i besiddelse af alle de nødvendige oplysninger for at kunne træffe afgørelse om den foreliggende begæring om foreløbige forholdsregler, uden at det forinden er nødvendigt at høre parternes mundtlige bemærkninger.
16 Under de i sagen foreliggende omstændigheder må det indledningsvis undersøges, om betingelsen vedrørende uopsættelighed er opfyldt.
Om uopsætteligheden
17 Sagsøgeren påstår, at denne allerede er påført alvorlige og uoprettelige tab, som vil fortsætte og øges med tiden. Med henvisning til oplysninger indeholdt i begæringen om foreløbige forholdsregler har sagsøgeren præciseret, at disse tab er af meget forskellig art og ikke alene påvirker sagsøgerens produktion, men ligeledes selve strukturen af dennes virksomhed. I denne sammenhæng anfører sagsøgeren [fortroligt] (1). Endelig ville sanktionerne have en utilladelig ekstraterritorial virkning, som vil få konsekvenser i tredjelande.
18 Ifølge sagsøgeren kommer de tab, som følger af anvendelsen af de anfægtede retsakter, som truer selve virksomhedens eksistens, bl.a. til udtryk ved to meget negative følger: forsinkelsen ved udførelsen af projekter, hvis gennemførelse denne deltager i [fortroligt]. Desuden vil det være svært for sagsøgeren at få adgang til visse goder og visse former for nødvendigt udstyr for at kunne udføre sin byggevirksomhed. Den manglende mulighed for at interagere direkte med sine kunder og sine leverandører ville medføre et tab af kunder, manglende gennemførelse af værker og generelt en forværring af sagsøgerens status og forretningsmæssige omdømme. Der vil være tale om tab, der vil være vanskelige at værdisætte, og for hvilke en økonomisk bedømmelse i vid udstrækning ville være umulig.
19 Det skal i denne henseende bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt uopsætteligheden er opfyldt, ifølge fast retspraksis skal vurderes på baggrund af nødvendigheden af at træffe en foreløbig afgørelse for at undgå, at den begærende part udsættes for et alvorligt og uopretteligt tab. Tabets truende nærhed skal ikke være godtgjort med absolut vished. Det er tilstrækkeligt, at tabene kan forudsiges med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed (jf. kendelse afsagt af Rettens præsident den 7.6.2007, sag T-346/06 R, IMS mod Kommissionen, Sml. II, s. 1781, præmis 121 og 123 og den deri nævnte retspraksis). Dog skal den part, der påberåber sig dem, fortsat føre bevis for de faktiske omstændigheder, der begrunder, at der er udsigt til et sådant alvorligt og uopretteligt tab (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 14.12.1999, sag C-335/99 P(R), HFB m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8705, præmis 67, samt kendelse afsagt af Rettens præsident den 15.11.2001, sag T-151/01 R, Duales System Deutschland mod Kommissionen, Sml. II, s. 3295, præmis 188, og den 25.6.2002, sag T-34/02 R, B mod Kommission, Sml. II, s. 2803, præmis 86) og fremlægge konkrete og præcise beviser for retten i sager om foreløbige forholdsregler, der er detaljeret dokumenteret, og som fremstiller dennes situation og muliggør en undersøgelse af, hvilke præcise virkninger det formodes at ville have, såfremt de begærede forholdsregler ikke anordnes. Den part, der indgiver begæringen om en foreløbig forholdsregel, er således forpligtet til på grundlag af fremlagte beviser at levere et retvisende og fuldstændigt billede af den situation, som ifølge denne begrunder bevillingen af disse forholdsregler (jf. i denne retning kendelse afsagt af Rettens præsident den 7.5.2010, sag T-410/09 R, Almamet mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 32, 57 og 61).
20 For så vidt som sagsøgeren i dette tilfælde påstår, at selskabet risikerer at blive påført et økonomisk tab, skal det tilføjes, at et tab af denne art ifølge helt fast retspraksis ikke, undtagen i ganske særlige tilfælde, kan anses for uopretteligt eller vanskeligt genopretteligt, eftersom det generelt kan blive genstand for en senere økonomisk erstatning. I et sådant tilfælde er den begærede foreløbige forholdsregel berettiget, hvis det fremgår, at sagsøgte i fraværet af denne forholdsregel ville befinde sig i en situation, som kan bringe dennes økonomiske levedygtighed i fare, inden den afgørelse træffes, som afslutter hovedsagen, eller at dennes markedsandele ville ændres uopretteligt og væsentligt bl.a. med henblik på størrelsen af dennes virksomhed (jf. kendelse afsagt af Rettens præsident den 28.4.2009, sag T-95/09 R, United Phosphorus mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 33-35 og den deri nævnte retspraksis).
21 Det følger heraf, at sagsøgeren for at skabe et retvisende og fuldstændigt billede af sin økonomiske og finansielle situation for at godtgøre det påståede økonomiske tabs alvorlige og uoprettelige karakter skal fremlægge de forhold for retten i sager om foreløbige forholdsregler, som gør det muligt for den at vurdere denne situation, navnlig de økonomiske og finansielle særpræg ved sagsøgerens virksomhed, idet fremlæggelsen heraf skal fremgå af teksten til begæringen om foreløbige forholdsregler. En sådan begæring skal nemlig være tilstrækkelig klar og præcis til i sig selv at gøre det muligt for sagsøgte at forberede sine bemærkninger og for retten i sager om foreløbige forholdsregler at træffe afgørelse om begæringen om nødvendigt uden støtte fra andre oplysninger, idet de væsentlige faktuelle og juridiske forhold, som denne baserer sig på, bør fremgå på en sammenhængende og forståelig måde af selve teksten i begæringen om foreløbige forholdsregler (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 30.4.2010, sag C-113/09 P(R), Ziegler mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 13, og kendelse afsagt af Rettens præsident den 31.8.2010, sag T-299/10 R, Babcock Noell mod Entreprise commune Fusion for Energy, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 17). Desuden skal de beviser, der skaber et sådant retvisende og fuldstændigt billede, understøttes af detaljeret dokumentation, der godkendes af en ekspert, der er uafhængig af den part, der har indgivet begæringen, hvilket giver mulighed for at efterprøve rigtigheden af de nævnte beviser (jf. i denne retning kendelse afsagt af Rettens præsident den 15.1.2001, sag T-241/00 R, Le Canne mod Kommissionen, Sml. II, s. 37, præmis 35, den 13.10.2006, sag T-420/05 R II, Vischim mod Kommissionen, Sml. II, s. 4085, præmis 83, og den 15.3.2010, sag T-435/09 R, GL2006 Europe mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 34).
22 Det må imidlertid konstateres, at den foreliggende begæring om foreløbige forholdsregler ikke opfylder de kriterier, der fremgår af denne retspraksis.
23 Selv om begæringen om foreløbige forholdsregler angiver nogle beløb vedrørende det påståede økonomiske tab, undlader sagsøgeren nemlig at afsløre sin virksomheds økonomiske situation. Sagsøgeren nævner bl.a. ikke de forskellige kategorier af indtægter, selskabet har til rådighed, eller arten og værdien af alt det løsøre og fast ejendom, som tilhører dette. Selskabet angiver heller ikke summen af de midler, som det råder over, og som er genstand for de anfægtede indefrysningsforanstaltninger, hverken den procentdel, som denne sum udgør i forhold til sagsøgerens samlede finansielle styrke, eller omfanget af den virksomhed, som denne udøver på EU-markedet. Sagsøgeren har således åbenlyst undladt at fremlægge de oplysninger, der gør det muligt at få et retvisende og fuldstændigt billede af selskabets situation, hvilket ville have givet det mulighed for effektivt at påberåbe sig alvoren af det påståede økonomiske tab.
24 Mere specifikt vedrørende den dokumentation, der er indeholdt i bilagene til begæringen om forholdsmæssige forholdsregler, drejer det sig om en tekst dateret 30. januar 2013 og undertegnet af sagsøgerens administrerende direktør, som på to sider begrænser sig til at opregne de samme tab som dem, der fremgår af begæringen om foreløbige forholdsregler. Det er helt tydeligt, at denne tekst ikke opfylder de betingelser, der er nævnt i den retspraksis, der er nævnt ovenfor i præmis 21, idet den ikke giver et retvisende og fuldstændigt billede af sagsøgerens økonomiske og finansielle situation og i øvrigt ikke er godkendt af en ekspert, der er uafhængig af sidstnævnte.
25 Det bemærkes endvidere, at formålet med ordningen om indefrysning af midler er at forhindre, at de udpegede personer eller enheder får adgang til økonomiske eller finansielle ressourcer, som de ville kunne anvende til at støtte nukleare aktiviteter, der udgør en spredningsrisiko, eller udvikling af fremføringssystemer til kernevåben. For at dette forbud bevarer sin effektive virkning, og for at EU- sanktionerne over for Den Islamiske Republik Iran vedbliver at være effektive, er det nødvendigt at undgå, at de nævnte personer og enheder kan omgå indefrysningen af deres midler eller af deres økonomiske ressourcer og forfølge deres virksomhed til støtte for det iranske atomprogram. Ud fra dette perspektiv bemyndiger de relevante bestemmelser i EU-retsakterne om indefrysning af midler eller økonomiske ressourcer de kompetente nationale myndigheder til undtagelsesvis at godkende frigørelsen af visse indefrosne midler, som principielt skulle gøre det muligt at dække væsentlige udgifter og behov eller opfylde kontraktlige forpligtelser, der blev indgået, før den nævnte indefrysning fik virkning (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens præsident den 14.6.2012, sag C-644/11 P(R), Qualitest FZE mod Rådet, præmis 41, 42 og 44, og den 25.10.2012, sag C-168/12 P(R), Hassan mod Rådet, præmis 39).
26 Selv om restriktive foranstaltninger som dem, der er tale om i denne sag, har en betydelig indflydelse på de udpegede personers, enheders eller organers rettigheder eller friheder (jf. i denne retning Domstolens dom af 3.9.2008, forenede sager C-402/05 P og C-415/05 P, Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 6351, præmis 375, og af 29.4.2010, sag C-340/08, M m.fl., Sml. I, s. 3913, præmis 65), skal det følgelig ikke desto mindre bemærkes, at de ovennævnte undtagelsesbestemmelser gør det muligt at sikre overlevelsen for de personer, enheder eller organer, der er omhandlet af de nævnte foranstaltninger, og således at undgå, at deres eksistens bringes i fare (jf. i denne retning kendelsen i sagen Qualitest FZE mod Rådet, præmis 43).
27 I det foreliggende tilfælde er det artikel 20, stk. 3, 4 og 6, i afgørelse 2010/413 samt artikel 24-26 i forordning nr. 267/2012, som gør det muligt undtagelsesvis at sikre, at omfanget af det finansielle tab, som er påført sagsøgeren ved indefrysningen af midler og økonomiske ressourcer, ikke er så stort, at det truer selve selskabets eksistens. Under disse omstændigheder skal den foreliggende begæring om udsættelse af gennemførelsen af de anfægtede retsakter vurderes i forbindelse med anvendelsen i sagsøgerens tilfælde af de nævnte undtagelsesprocedurer om godkendelse af en frigørelse af visse indefrosne midler. (jf. i denne retning kendelsen i sagen Qualitest FZE mod Rådet, præmis 66, og kendelsen i sagen Hassan mod Rådet, præmis 40).
28 Sagsøgeren har imidlertid ikke udtalt sig med hensyn til muligheden for frigørelse i henhold til artikel 20 i afgørelse 2010/413 og artikel 24-26 i forordning nr. 267/2012. Nærmere bestemt har selskabet ikke angivet, om det havde indgivet begæring om at opnå godkendelse til at anvende de indefrosne midler, eller om det var stødt på problemer eller blev mødt med afslag, der ikke gjorde det muligt for det at opnå en sådan godkendelse fra en medlemsstats kompetente myndigheder.
29 Af denne yderligere grund er det påståede økonomiske tabs alvor ikke godtgjort.
30 Med hensyn til tabets uoprettelige karakter skal det bemærkes, at et økonomisk tab som det, der er påført i dette tilfælde, normalt kan blive genstand for en senere økonomisk godtgørelse. I tilfælde af annullation af de anfægtede retsakter ville sagsøgeren nemlig kunne opnå en godtgørelse ved et erstatningssøgsmål i henhold til artikel 268 TEUF og 340 TEUF, idet den eneste mulighed for at anlægge en sådan sag ifølge fast retspraksis dog består i at godtgøre den principielt oprettelige karakter af et økonomisk tab og dette trods den usikkerhed, der er forbundet med sagens udfald (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens præsident den 14.12.2001, sag C-404/01 P(R), Kommissionen mod Euroalliages m.fl., Sml. I, s. 10367, præmis 70-75, og kendelsen i sagen Hassan mod Rådet, præmis 77-81).
31 Det følger heraf, at betingelsen i forhold til uopsættelighed ikke er opfyldt i dette tilfælde.
32 Denne løsning hænger sammen med afvejningen af de forskellige tilstedeværende interesser.
Om afvejningen af interesser
33 Det er fast retspraksis, at retten i sager om foreløbige forholdsregler inden for rammerne af afvejningen af de forskellige foreliggende interesser bl.a. skal afgøre, om interessen for den part, som har begæret udsættelse af gennemførelsen, i at opnå denne bevilling går forud for interessen i den umiddelbare anvendelse af den anfægtede retsakt eller ej, idet den nærmere bestemt skal undersøge, om den eventuelle annullation af denne retsakt ved den ret, der træffer afgørelse i hovedsagen, ville gøre det muligt at ændre den situation, som ville være blevet fremkaldt af dens umiddelbare gennemførelse, og omvendt, hvis udsættelsen af gennemførelsen af den nævnte retsakt ville kunne stå i vejen for dens fulde virkning, i tilfælde af frifindelse i hovedsagen (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens præsident den 26.6.2003, forenede sager C-182/03 R og C-217/03 R, Belgique et Forum 187 mod Kommissionen, Sml. I, s. 6887, præmis 142, og kendelsen i sagen Babcock Noell mod Entreprise commune Fusion for Energy, præmis 64).
34 I det foreliggende tilfælde fremgår det, at en udsættelse af gennemførelsen af de anfægtede retsakter ville kunne udgøre en hindring for deres fulde virkning i tilfælde af frifindelse i hovedsagen og følgelig umuliggøre en ændring af situationen. En sådan udsættelse ville nemlig gøre det muligt for sagsøgeren at gå i gang med at hæve alle de tilbageholdte midler hos de banker, der er forpligtede til at sikre indefrysningen, og tømme sine bankkonti, inden der er truffet afgørelse i hovedsagen. Det ville således være muligt for selskabet at gøre brug af sine midler og at omgå formålet med de restriktive foranstaltninger truffet over for det, som er at lægge pres på Den Islamiske Republik Iran, for at denne sidstnævnte afslutter de nukleare aktiviteter, der udgør en spredningsrisiko, og udviklingen af fremføringssystemer til kernevåben, uden at denne situation kan ændres af en efterfølgende afgørelse om frifindelse i hovedsagen. Ifølge fast retspraksis skal de for retten begærede foreløbige forholdsregler imidlertid ikke på forhånd ophæve følgerne af den afgørelse, der senere skal træffes i hovedsagen (kendelsen i sagen Kommissionen mod Atlantic Container Line m.fl., præmis 22, og kendelse afsagt af Rettens præsident den 7.5.2002, sag T-306/01 R, Aden m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 2387, præmis 41).
35 Det følger derimod af det forhold, at sagsøgeren ikke har godtgjort tilstedeværelsen af et alvorligt og uopretteligt tab i tilfælde af, at begæringen forkastes, at såfremt de anfægtede retsakter efter prøvelse af sagens realitet annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgte, vil den situation, der er fremkaldt af deres umiddelbare gennemførelse, kunne genoprettes.
36 Det skal tilføjes, at det følger af Domstolens retspraksis, at retsakter som de anfægtede retsakter har »karakter af [forordninger]« (Domstolens dom i sagen Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen, præmis 241-243, og dom af 16.11.2011, sag C-548/09 P, Bank Melli Iran mod Rådet, Sml. I, s. 11381, præmis 45). Vedrørende de tidsmæssige virkninger af annullationen af en retsakt bestemmer artikel 60, andet afsnit, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at de af Rettens afgørelser, der annullerer en sådan retsakt, først får virkning fra udløbet af appelfristen eller, hvis der er indgivet appel inden for denne frist, fra Domstolens forkastelse af denne (Rettens dom af 5.2.2013, sag T-494/10, Bank Saderat Iran mod Rådet, præmis 119-124).
37 Denne fastholdelse af sanktionernes gyldighed er begrundet i nødvendigheden af at give Rådet en chance for at afhjælpe de retsstridige forhold ved i givet fald at vedtage nye foranstaltninger (dommen i sagen Bank Saderat Iran mod Rådet, præmis 125). I øvrigt har Domstolen selv, idet den henviste til den sag, der lå til grund for dommen i sagen Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen, truffet afgørelse om fastholdelse i tre måneder af sanktioner, som den senere ophævede med den begrundelse, at en ophævelse med øjeblikkelig virkning ville kunne være til alvorlig og uoprettelig skade for effektiviteten af sådanne foranstaltninger, eftersom de berørte parter i tidsrummet før disses eventuelle udskiftning med nye foranstaltninger ville kunne undgå, at disse foranstaltninger virkningsfuldt ville kunne anvendes på dem igen (dommen i sagen Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen, præmis 373 og 376).
38 De foregående betragtninger i forhold til forordninger er blevet systematisk udstrakt til at omfatte de afgørelser, der pålægger indefrysning af midler og økonomiske ressourcer, og dette i henhold til artikel 264, andet afsnit, TEUF, som bemyndiger Retten til at angive, hvilke af den annullerede retsakts virkninger der skal anses for endelige. Hvad netop angår afgørelse 2010/413, som ændret ved afgørelse 2011/783, har Retten i dommen i sagen Bank Saderat Iran mod Rådet (præmis 126 og den deri nævnte retspraksis) fastslået, at en forskel mellem den dato, hvor annullationen af forordning nr. 267/2012 får virkning, og den tilsvarende dato for afgørelse 2010/413 kunne være til alvorlig skade for retssikkerheden, eftersom disse to retsakter pålægger Bank Saderat Iran identiske foranstaltninger. Virkningerne af afgørelse 2010/413 blev således opretholdt for så vidt angår Bank Saderat Iran, indtil annullationen af forordning nr. 267/2012 fik virkning.
39 Hvis Retten således inden for rammerne af hovedsagen følger det ræsonnement, den fulgte i den sag, der lå til grund for dommen i sagen Bank Saderat Iran mod Rådet, vil selv ikke annullationen af de anfægtede retsakter medføre, at sagsøgerens navn øjeblikkeligt bliver fjernet fra de nævnte retsakter. De foranstaltninger til indefrysning af midler, der er truffet i forhold til sagsøgeren, ville i stedet blive fastholdt ud over datoen for afsigelsen af dommen om annullation. Selv om retsvirkningerne i tidsmæssig henseende af en annullation af afgørelse 2010/413, som ændret ved afgørelse 2011/783, ikke ville skulle tilpasse retsvirkningerne i tidsmæssig henseende af annullationen af forordning nr. 267/2012, ville de foranstaltninger til indefrysning af midler, der var truffet vedrørende sagsøgeren i henhold til nævnte forordning, under alle omstændigheder fortsat gælde i henhold til artikel 60, andet afsnit, i Domstolens statut efter datoen for afsigelsen af dommen om annullation, således at sagsøgerens navn ikke under nogen omstændigheder vil blive fjernet øjeblikkeligt i henhold til denne dom.
40 Eftersom sagen om foreløbige forholdsregler har en rent underordnet karakter i forhold til hovedsagen, som den knytter sig til, og kun sigter efter at garantere den fulde virkning af den fremtidige afgørelse i hovedsagen (jf. kendelse afsagt af Rettens præsident den 16.11.2012, sag T-345/12 R, Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis), og eftersom enhver foreløbig forholdsregel, som retten har foranstaltet, automatisk ophører med at have virkning i henhold til procesreglementets artikel 107, stk. 3, fra domsafsigelsen, hvorved sagens behandling afsluttes, følger det, at sagsøgerens interesse i at få indrømmet en midlertidig ophævelse af indefrysningen af dennes midler og økonomiske ressourcer sigter mod at opnå en fordel, som sagsøgeren ikke ville kunne opnå selv ved en dom om annullation. En sådan dom ville nemlig først få de af sagsøgeren ønskede praktiske virkninger – dvs. fjernelsen af selskabets navn fra listen over de personer, hvis midler og økonomiske ressourcer er indefrosset – på en dato efter datoen for afsigelsen af denne dom, mens retten i sagen om forholdsmæssige forholdsregler i første instans på denne dato vil miste enhver kompetence ratione temporis, og sagsøgerens navn vil under alle omstændigheder kunne fastholdes på den nævnte liste som følge af vedtagelsen af en ny restriktiv foranstaltning som erstatning for den annullerede foranstaltning inden for den i artikel 60, andet afsnit, i Domstolens statut fastsatte frist. Under disse omstændigheder er sagsøgerens interesse i at opnå en midlertidig frigørelse af sine midler og økonomiske ressourcer ved hjælp af foreløbige forholdsregler ikke af en sådan art, at den skal beskyttes af retten i sagen om foreløbige forholdsregler.
41 Det følger af det ovenstående, at afvejningen af de forskellige foreliggende interesser ikke er til sagsøgerens fordel.
42 Følgelig skal begæringen om foreløbige forholdsregler forkastes, uden at det er nødvendigt at tage stilling til tilstedeværelsen af fumus boni juris.
43 Vedrørende sager om foranstaltningerne til indefrysning af midler og økonomiske ressourcer fremgår det således, at den mest egnede procedure til at sikre en umiddelbar retsbeskyttelse er den fremskyndede procedure i henhold til procesreglementets artikel 76a, hvilket sagsøgeren burde have fremsat begæring om ved et særskilt dokument samtidig med indleveringen af stævningen i hovedsagen.
På grundlag af disse præmisser
bestemmer
RETTENS PRÆSIDENT:
1) Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.
2) Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.
Således bestemt i Luxembourg den 11. marts 2013.
Justitssekretær | | Afdelingsformand |