RETTENS DOM (Fjerde Afdeling)
6. september 2013 (*)
»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran med det formål at forhindre nuklear spredning – indefrysning af midler – annullationssøgsmål – frist for tilpasning af påstandene – formaliteten – begrundelsespligt – åbenbart urigtigt skøn«
I sag T-110/12,
Iranian Offshore Engineering & Construction Co., Téheran (Iran), ved advokaterne J. Viñals Camallonga, L. Barriola Urruticoechea og J. Iriarte Ángel,
sagsøger,
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved P. Plaza García og V. Piessevaux og G. Ramos Ruano, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående en påstand om annullation dels af Rådets afgørelse 2011/783/FUSP af 1. december 2011 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 319, s. 71), dels af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1245/2011 af 1. december 2011 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 961/2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 319, s. 11) samt af Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012 om gennemførelse af restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EU) nr. 961/2010 (EUT L 88, s. 1), for så vidt som disse retsakter finder anvendelse på sagsøgeren,
har
RETTEN (Fjerde Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, I. Pelikánová, og dommerne K. Jürimäe og M. van der Woude (refererende dommer),
justitssekretær: ekspeditionssekretær J. Palacio González,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 5. marts 2013,
afsagt følgende
Dom (1)
[udelades]
Retsforhandlinger og parternes påstande
8 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 27. februar 2012 har sagsøgeren anlagt nærværende sag.
9 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 1. februar har sagsøgeren indgivet en begæring om foreløbige forholdsregler med henblik på at opnå en udsættelse af gennemførelsen af de anfægtede retsakter, for så vidt som de vedrører denne, indtil Retten har afsagt dom i hovedsagen. Ved kendelse af 11. marts 2013 har Rettens præsident forkastet denne begæring (sag T-110/12 R, Iranian Offshore Engineering & Construction mod Rådet).
10 I forbindelse med foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse har Retten anmodet Rådet om at besvare en række spørgsmål skriftligt. Rådet har efterkommet disse anmodninger inden for den fastsatte frist.
11 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Artikel 1 i afgørelse 2011/783 og artikel 1 i gennemførelsesforordning 1245/2011 annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren.
– Sagsøgerens navn fjernes fra de i de nævnte artikler omhandlede bilag.
– Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
12 I replikken indleveret den 19. juli 2012 har sagsøgeren anmodet om at måtte tilpasse sine påstande, idet selskabet har nedlagt påstand om, at Retten ligeledes annullerer forordning nr. 267/2012, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.
13 Rådet har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
14 Under retsmødet har sagsøgeren præciseret, at selskabets anden påstand reelt er sammenfaldende med den første. I øvrigt har sagsøgeren fået tilladelse af Retten til at fremlægge flere nye dokumenter, hvoraf Rådet har modtaget kopier. Sidstnævnte har ikke modsat sig, at disse dokumenter indgår i sagsakterne. Retten har besluttet at udsætte sin afgørelse om at lade nævnte dokumenter indgå i sagsakterne, indtil der afsiges endelig dom i sagen.
Retlige bemærkninger
Begæringen om tilpasning af påstandene
15 I replikken anmoder sagsøgeren om at måtte tilpasse sine oprindelige påstande, således at dennes søgsmål ligeledes tilsigter annullation af forordning nr. 267/2012, der er vedtaget efter sagens anlæg, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.
16 Såfremt en beslutning eller en forordning, som direkte og individuelt berører en enkeltperson, under sagen erstattes af en retsakt med samme genstand, skal den ifølge retspraksis betragtes som en ny omstændighed, der gør det muligt for sagsøgeren at tilpasse sine påstande og anbringender. Det ville således være i strid med retsplejehensyn og procesøkonomiske hensyn at forpligte sagsøgeren til at anlægge en ny sag. Det ville desuden være ubilligt, hvis den pågældende institution for at imødegå de indsigelser, der i en stævning for en af Unionens retsinstanser rettes mod en retsakt, kunne ændre den anfægtede retsakt eller lade en anden træde i stedet og under sagen påberåbe sig denne ændring eller nye retsakt for at hindre modparten i at udvide de oprindelige påstande og anbringender til at omfatte den senere retsakt eller i at fremsætte supplerende påstande og anbringender angående denne (jf. Rettens dom af 23.10.2008, sag T-256/07, People’s Mojahedin Organization of Iran mod Rådet, Sml. II, s. 3019, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).
17 For at kunne antages til påkendelse skal en begæring om tilpasning af påstandene dog indleveres inden for den søgsmålsfrist, der er fastsat i artikel 263, stk. 6, TEUF. Ifølge fast retspraksis er søgsmålsfristen nemlig ufravigelig og skal anvendes af Unionens retsinstanser på en sådan måde, at retssikkerheden og retssubjekternes lighed for loven sikres (jf. i denne retning Domstolens dom af 18.1.2007, sag C-229/05 P, PKK og KNK mod Rådet, Sml. I, s. 439, præmis 101). Det tilkommer således retsinstansen i givet fald af egen drift at efterprøve, om denne frist er blevet overholdt (Rettens kendelse af 11.1.2012, sag T-301/11, Ben Ali mod Rådet, Sml., EU:T:2012:4, præmis 16).
18 For så vidt angår beregningen af søgsmålsfristen bemærkes, at i henhold til artikel 263, stk. 6, TEUF skal et annullationssøgsmål indgives inden to måneder, efter at den anfægtede retsakt, alt efter sin art, er offentliggjort eller meddelt sagsøgeren eller, i mangel heraf, senest to måneder efter, at sagsøgeren har fået kendskab til den. Når fristen for anlæggelse af søgsmål til prøvelse af en institutions retsakter begynder at løbe fra tidspunktet for offentliggørelsen af retsakten, regnes fristen i medfør af Rettens procesreglements artikel 102, stk. 1, fra udløbet af fjortendedagen efter datoen for offentliggørelsen af retsakten i Den Europæiske Unions Tidende. I henhold til dette reglements artikel 102, stk. 2, forlænges nævnte frist endvidere under hensyn til afstanden med en fast særlig frist på ti dage.
19 I øvrigt indebærer princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse ifølge retspraksis, at en EU-myndighed, som vedtager individuelle restriktive foranstaltninger over for en person eller en enhed, som det er tilfældet i denne sag, meddeler begrundelsen for disse foranstaltninger til den berørte person eller enhed, enten på det tidspunkt, hvor disse foranstaltninger bliver vedtaget, eller i det mindste så hurtigt som muligt efter deres vedtagelse, med henblik på at disse personer eller enheder sættes i stand til at udnytte deres søgsmålsret (jf. i denne retning Domstolens dom af 16.11.2011, sag C-548/09 P, Bank Melli Iran mod Rådet, Sml. I, s. 11381, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).
20 I det foreliggende tilfælde er dette princip i øvrigt konkretiseret i artikel 24, stk. 3, i afgørelse 2010/413, i artikel 36 i forordning nr. 961/2010 og i artikel 46, stk. 3, i forordning nr. 267/2012, der fastsætter, at Rådet meddeler sin beslutning, herunder begrundelsen for opførelsen på listen over personer og enheder omfattet af de restriktive foranstaltninger, til den pågældende person eller enhed, enten direkte, hvis adressen er kendt, eller ved offentliggørelse af en bekendtgørelse, der giver den pågældende person eller enhed lejlighed til at fremsætte bemærkninger.
21 Det følger deraf, at fristen for indgivelse af et annullationssøgsmål til prøvelse af en retsakt, der pålægger restriktive foranstaltninger over for en person eller enhed, først begynder at løbe enten fra tidspunktet for den individuelle meddelelse om denne retsakt til den berørte, hvis dennes adresse er kendt, eller fra offentliggørelsen af en bekendtgørelse i Den Europæiske Unions Tidende i modsat fald. Fristen for indlevering af en begæring om at udvide påstandene og anbringenderne til ligeledes at omfatte en retsakt, der ophæver og træder i stedet for den anfægtede retsakt, som har pålagt de restriktive foranstaltninger, og som fastholder disse foranstaltninger, begynder først at løbe enten fra tidspunktet for den individuelle meddelelse om denne nye retsakt til den pågældende person eller enhed, hvis dennes adresse er kendt, eller fra offentliggørelsen af en bekendtgørelse i Tidende, hvis en individuel meddelelse ikke er mulig.
22 I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren gjort gældende, at forordning nr. 267/2012 ikke straks efter dens vedtagelse den 23. marts 2012 er blevet meddelt denne, hvilket Rådet ikke bestrider. Under retsmødet har Rådet dog præciseret, uden at blive modsagt af sagsøgeren, at forordning nr. 267/2012 var blevet forkyndt for sidstnævnte den 11. december 2012, efter at Rådet havde besluttet at fastholde dens opførelse på listen over personer og enheder omfattet af de restriktive foranstaltninger efter en revision af denne i henhold til forordningens artikel 46, stk 6.
23 Under disse omstændigheder begyndte søgsmålsfristen på to måneder fastsat i artikel 263, stk. 6, TEUF over for den nye afgørelse om at opretholde opførelsen af sagsøgeren i bilag IX til forordning nr. 267/2012 at løbe den 12. december 2012 og udløb den 21. februar 2013 i medfør af procesreglementets artikel 102, stk. 2.
24 For så vidt som sagsøgeren imidlertid har fået kendskab til vedtagelsen af forordning nr. 267/2012, før den forkyndes for denne, og har indgivet sin begæring om tilpasning af påstandene allerede den 19. juli 2012, kan denne begæring ikke anses for at være indgivet for sent.
25 Under retsmødet har Rådet dog rejst formalitetsindsigelse mod denne begæring, for så vidt som den er baseret på et nyt anbringende om et åbenbart urigtigt skøn vedrørende de faktiske omstændigheder, hvilket ville ændre søgsmålets genstand og rammer, som de er fastlagt i stævningen.
26 For så vidt som begæringen om tilpasning af påstandene er blevet indgivet inden for den fastsatte frist, kan den antages til realitetsbehandling, selv om dette anbringende om et åbenbart urigtigt skøn, som støtter denne begæring, måtte være nyt, således som Rådet hævder.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Fjerde Afdeling):
1) Rådets afgørelse 2011/783/FUSP af 1. december 2011 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran annulleres, for så vidt som den opførte Iranian Offshore Engineering & Construction Co.’s navn i bilag II til afgørelse 2010/413/FUSP.
2) Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1245/2011 af 1. december 2011 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 961/2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran annulleres, for så vidt som den opførte Iranian Offshore Engineering & Constructions Co.’s navn i bilag VIII til Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 af 25. oktober 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EF) nr. 423/2007.
3) Bilag IX til Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012 om gennemførelse af restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EU) nr. 961/2010 annulleres, for så vidt som det vedrører Iranian Offshore Engineering & Construction Co.
4) Virkningerne af afgørelse 2010/413, som ændret ved afgørelse 2011/783, opretholdes for så vidt angår Iranian Offshore Engineering & Construction Co. fra dens ikrafttræden, den 20. dag efter dens offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende, indtil den delvise annullation af forordning nr. 267/2012 får virkning.
5) Rådet for Den Europæiske Union bærer sine egne omkostninger og betaler omkostningerne afholdt af Iranian Offshore Engineering & Construction Co. i forbindelse med den foreliggende sag og sagen om foreløbige forholdsregler.
Pelikánová | Jürimäe | Van der Woude |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 6. september 2013.
Underskrifter