Language of document : ECLI:EU:T:2021:925

RETTENS DOM (Femte Afdeling)

21. december 2021 (*)

»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Ukraine – indefrysning af midler – liste over personer, enheder og organer, der er omfattet af indefrysningen af midler og økonomiske ressourcer – opretholdelse af sagsøgerens navn på listen – Rådets forpligtelse til at kontrollere, at afgørelsen fra et tredjelands myndighed er blevet truffet under iagttagelse af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse«

I sag T-195/21,

Oleksandr Viktorovych Klymenko, Moskva (Rusland), ved advokat M. Phelippeau,

sagsøger,

mod

Rådet for Den Europæiske Union ved S. Lejeune og A. Vitro, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Rådets afgørelse (FUSP) 2021/394 af 4. marts 2021 om ændring af afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2021, L 77, s. 29) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2021/391 af 4. marts 2021 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 208/2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2021, L 77, s. 2), for så vidt som sagsøgerens navn ved disse retsakter er blevet opretholdt på listen over personer, enheder og organer, der er omfattet af disse restriktive foranstaltninger,

har

RETTEN (Femte Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, D. Spielmann, og dommerne R. Mastroianni (refererende dommer) og M. Brkan,

justitssekretær: E. Coulon,

afsagt følgende

Dom

 Tvistens baggrund

1        Den foreliggende sag er blevet anlagt i forbindelse med en række tvister om de restriktive foranstaltninger, der er blevet vedtaget over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine som følge af undertrykkelsen af demonstrationerne på Uafhængighedspladsen i Kiev (Ukraine) i februar 2014.

2        Sagsøgeren, Oleksandr Viktorovych Klymenko, har været finansminister i Ukraine.

3        Den 5. marts 2014 vedtog Rådet for Den Europæiske Union afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2014, L 66, s. 26). Rådet vedtog samme dag forordning (EU) nr. 208/2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2014, L 66, s. 1).

4        Følgende fremgår af første og anden betragtning til afgørelse 2014/119:

»(1)      Den 20. februar 2014 fordømte Rådet på det kraftigste enhver brug af vold i Ukraine. Det opfordrede til at bringe volden i Ukraine til ophør med det samme og til fuldt ud at overholde menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder. Det opfordrede den ukrainske regering til at udvise størst mulig tilbageholdenhed og oppositionslederne til at tage afstand fra dem, der tyr til radikale handlinger, herunder vold.

(2)      Den 3. marts 2014 vedtog Rådet at målrette restriktive foranstaltninger mod indefrysning og inddrivelse af aktiver tilhørende personer, der er identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler, og personer, der er ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser, med henblik på at konsolidere og styrke retsstatsprincippet og respekt for menneskerettighederne i Ukraine.«

5        Artikel 1, stk. 1 og 2, i afgørelse 2014/119 bestemmer følgende:

»1.      Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af de personer, der er identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler, og personer, der er ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser i Ukraine, og fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer med tilknytning til dem, der er opført på listen i bilaget, indefryses.

2.      Ingen pengemidler eller økonomiske ressourcer må hverken direkte eller indirekte stilles til rådighed for eller være til fordel for fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilaget.«

6        Reglerne for denne indefrysning af midler er fastsat i artikel 1, stk. 3-6, i afgørelse 2014/119.

7        I overensstemmelse med afgørelse 2014/119 kræver forordning nr. 208/2014 vedtagelse af de foranstaltninger i form af indefrysning af midler og ressourcer, der er fastsat i denne afgørelse (herefter »de omhandlede restriktive foranstaltninger«), og fastlægger fremgangsmåden for denne indefrysning på en måde, som i det væsentlige er identisk med den, der er fastsat i den nævnte afgørelse.

8        Navnene på de personer, der er omfattet af afgørelse 2014/119 og forordning nr. 208/2014, er opført på den liste, som er indeholdt i bilaget til den nævnte afgørelse og i bilag I til den nævnte forordning (herefter »listen«) sammen med navnlig begrundelsen for deres opførelse. Sagsøgerens navn var oprindeligt ikke opført på listen.

9        Afgørelse 2014/119 og forordning nr. 208/2014 blev ændret ved Rådets gennemførelsesafgørelse 2014/216/FUSP af 14. april 2014 om gennemførelse af afgørelse 2014/119 (EUT 2014, L 111, s. 91) og ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 381/2014 af 14. april 2014 om gennemførelse af forordning nr. 208/2014 (EUT 2014, L 111, s. 33) (herefter samlet »retsakterne af april 2014«).

10      Ved retsakterne af april 2014 blev sagsøgerens navn føjet til listen med identifikationsoplysningen »tidligere finansminister« og følgende begrundelse:

»Person, der er genstand for efterforskning i Ukraine for deltagelse i forbrydelser i forbindelse med underslæb med ukrainske statslige midler og ulovlig udførsel fra Ukraine heraf«.

11      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 30. juni 2014 anlagde sagsøgeren sag, registreret under sagsnummer T-494/14, med påstand om navnlig annullation af retsakterne af april 2014, for så vidt som de vedrørte ham.

12      Den 29. januar 2015 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2015/143 om ændring af afgørelse 2014/119 (EUT 2015, L 24, s. 16) og forordning (EU) 2015/138 om ændring af forordning nr. 208/2014 (EUT 2015, L 24, s. 1).

13      Ved afgørelse 2015/143 blev kriterierne for opførelse af de personer, der var omfattet af indefrysningen af midler, præciseret med virkning fra den 31. januar 2015, idet ordlyden af artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2014/119 blev erstattet med følgende tekst:

»1.      Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af personer, der er identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler, og personer, der er ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser i Ukraine, og fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer med tilknytning til dem, der er opført på listen i bilaget, indefryses.

Personer, der er identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler, omfatter med henblik på denne afgørelse personer, der er genstand for de ukrainske myndigheders undersøgelse:

a)      for uretmæssig tilegnelse af ukrainske offentlige midler eller aktiver, eller for medvirken hertil, eller

b)      for som indehaver af offentligt hverv at misbruge offentligt embede med henblik på at skaffe sig selv eller en tredjemand en uberettiget fordel og derved forårsage tab for ukrainske offentlige midler eller aktiver eller for medvirken hertil.«

14      Ved forordning 2015/138 blev forordning nr. 208/2014 ændret på tilsvarende vis.

15      Den 5. marts 2015 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2015/364 om ændring af afgørelse 2014/119 (EUT 2015, L 62, s. 25) og gennemførelsesforordning (EU) 2015/357 om gennemførelse af forordning nr. 208/2014 (EUT 2015, L 62, s. 1) (herefter samlet »retsakterne af marts 2015«). Afgørelse 2015/364 erstattede for det første artikel 5 i afgørelse 2014/119, idet anvendelsen af de restriktive foranstaltninger for så vidt angår sagsøgeren blev forlænget frem til den 6. marts 2016, og ændrede for det andet bilaget til sidstnævnte afgørelse. Ved gennemførelsesforordning 2015/357 blev bilag I til forordning nr. 208/2014 erstattet som følge heraf.

16      Ved retsakterne af marts 2015 blev sagsøgerens navn opretholdt på listen med identifikationsoplysningen »tidligere finansminister« og med følgende nye begrundelse:

»Person, som de ukrainske myndigheder har gjort til genstand for en straffesag for uretmæssig tilegnelse af offentlige midler eller aktiver og for som indehaver af offentligt hverv at misbruge offentligt embede med henblik på at skaffe sig selv eller en tredjemand en uberettiget fordel og derved forårsage tab for ukrainske offentlige midler eller aktiver«.

17      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 15. maj 2015 anlagde sagsøgeren sag, registreret under sagsnummer T-245/15, med påstand om navnlig annullation af retsakterne af marts 2015, for så vidt som de vedrørte ham.

18      Den 4. marts 2016 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2016/318 om ændring af afgørelse 2014/119 (EUT 2016, L 60, s. 76) og gennemførelsesforordning (EU) 2016/311 om gennemførelse af forordning nr. 208/2014 (EUT 2016, L 60, s. 1) (herefter samlet »retsakterne af marts 2016«).

19      Ved retsakterne af marts 2016 blev anvendelsen af de omhandlede restriktive foranstaltninger forlænget frem til den 6. marts 2017, herunder over for sagsøgeren, uden at begrundelsen for hans udpegelse blev ændret i forhold til begrundelsen i retsakterne af marts 2015.

20      Den 28. april 2016 tilpassede sagsøgeren sine påstande inden for rammerne af sag T-245/15 i henhold til artikel 86 i Rettens procesreglement, således at disse ligeledes tilsigtede annullation af retsakterne af marts 2016, for så vidt som de vedrørte ham.

21      Ved kendelse af 10. juni 2016, Klymenko mod Rådet (T-494/14, EU:T:2016:360), afsagt på grundlag af procesreglementets artikel 132, gav Retten medhold i det i præmis 11 ovenfor nævnte søgsmål, idet den fastslog, at sagen åbenbart skulle tages til følge, og idet den derfor annullerede retsakterne af april 2014, for så vidt som de angik sagsøgeren.

22      Den 3. marts 2017 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2017/381 om ændring af afgørelse 2014/119 (EUT 2017, L 58, s. 34) og gennemførelsesforordning (EU) 2017/374 om gennemførelse af forordning nr. 208/2014 (EUT 2017, L 58, s. 1) (herefter samlet »retsakterne af marts 2017«).

23      Ved retsakterne af marts 2017 blev anvendelsen af de omhandlede restriktive foranstaltninger forlænget frem til den 6. marts 2018, herunder over for sagsøgeren, uden at begrundelsen for hans udpegelse blev ændret i forhold til begrundelsen i retsakterne af marts 2015.

24      Den 27. marts 2017 tilpassede sagsøgeren på ny sine påstande i sag T-245/15, således at disse ligeledes tilsigtede annullation af retsakterne af marts 2017, for så vidt som de vedrørte ham.

25      Ved dom af 8. november 2017, Klymenko mod Rådet (T-245/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:792), frifandt Retten Rådet i samtlige de af sagsøgeren nedlagte påstande, der er nævnt i præmis 17, 20 og 24 ovenfor.

26      Den 5. januar 2018 iværksatte sagsøgeren appel for Domstolen, der blev registreret under sagsnummer C-11/18 P, til prøvelse af dom af 8. november 2017, Klymenko mod Rådet (T-245/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:792).

27      Den 5. marts 2018 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2018/333 om ændring af afgørelse 2014/119 (EUT 2018, L 63, s. 48) og gennemførelsesforordning (EU) 2018/326 om gennemførelse af forordning nr. 208/2014 (EUT 2018, L 63, s. 5) (herefter samlet »retsakterne af marts 2018«).

28      Ved retsakterne af marts 2018 blev anvendelsen af de omhandlede restriktive foranstaltninger forlænget frem til den 6. marts 2019, herunder over for sagsøgeren, uden at begrundelsen for hans udpegelse blev ændret i forhold til begrundelsen i retsakterne af marts 2015.

29      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 30. april 2018 anlagde sagsøgeren sag, registreret under sagsnummer T-274/18, med påstand om annullation af retsakterne af marts 2018, for så vidt som de vedrørte ham.

30      Den 4. marts 2019 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2019/354 om ændring af afgørelse 2014/119 (EUT 2019, L 64, s. 7) og gennemførelsesforordning (EU) 2019/352 om gennemførelse af forordning nr. 208/2014 (EUT 2019, L 64, s. 1) (herefter samlet »retsakterne af marts 2019«).

31      Ved retsakterne af marts 2019 blev anvendelsen af de omhandlede restriktive foranstaltninger forlænget frem til den 6. marts 2020, og sagsøgerens navn blev opretholdt på listen med samme begrundelse som anført ovenfor i præmis 16, ledsaget af en præcisering vedrørende overholdelsen af hans ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse i den straffesag, som Rådet havde lagt til grund.

32      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 3. maj 2019 anlagde sagsøgeren sag, registreret under sagsnummer T-295/19, med påstand om annullation af retsakterne af marts 2019, for så vidt som de vedrørte ham.

33      Ved dom af 11. juli 2019, Klymenko mod Rådet (T-274/18, EU:T:2019:509), annullerede Retten retsakterne af marts 2018, for så vidt som de vedrørte sagsøgeren.

34      Ved dom af 26. september 2019, Klymenko mod Rådet (C-11/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:786), ophævede Domstolen for det første dom af 8. november 2017, Klymenko mod Rådet (T-245/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:792) (jf. præmis 25 ovenfor), og annullerede for det andet retsakterne af marts 2015, retsakterne af marts 2016 og retsakterne af marts 2017, for så vidt som de vedrørte sagsøgeren.

35      Den 5. marts 2020 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2020/373 om ændring af afgørelse 2014/119 (EUT 2020, L 71, s. 10) og gennemførelsesforordning (EU) 2020/370 om gennemførelse af forordning nr. 208/2014 (EUT 2020, L 71, s. 1) (herefter samlet »retsakterne af marts 2020«).

36      Ved retsakterne af marts 2020 blev anvendelsen af de omhandlede restriktive foranstaltninger forlænget frem til den 6. marts 2021, og sagsøgerens navn blev opretholdt på listen med samme begrundelse som anført ovenfor i præmis 16, ledsaget af en præcisering vedrørende overholdelsen af hans ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse i den straffesag, som Rådet havde lagt til grund.

37      Mellem november 2020 og januar 2021 udvekslede Rådet og sagsøgeren flere skrivelser vedrørende en mulig forlængelse af de omhandlede restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren. Rådet tilsendte navnlig sagsøgeren flere skrivelser fra den offentlige anklagemyndighed i Ukraine (herefter »den offentlige anklagemyndighed«) vedrørende bl.a. de straffesager, som var rejst mod ham, og som Rådet støttede sig på med henblik på den påtænkte forlængelse.

38      Ved dom af 3. februar 2021, Klymenko mod Rådet (T-258/20, EU:T:2021:52), annullerede Retten retsakterne af marts 2020, for så vidt som de vedrørte sagsøgeren.

39      Den 4. marts 2021 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2021/394 om ændring af afgørelse 2014/119 (EUT 2021, L 77, s. 29) og gennemførelsesforordning (EU) 2021/391 om gennemførelse af forordning nr. 208/2014 (EUT 2021, L 77, s. 2) (herefter samlet »de anfægtede retsakter«).

40      Ved de anfægtede retsakter blev anvendelsen af de omhandlede restriktive foranstaltninger for så vidt angår sagsøgeren forlænget frem til den 6. september 2021, og sagsøgerens navn blev opretholdt på listen med samme begrundelse som anført ovenfor i præmis 16. Bilaget til afgørelse 2014/119 og bilag I til forordning nr. 208/2014 er desuden blevet inddelt i to afdelinger, hvoraf den anden har overskriften »Ret til et forsvar og ret til en effektiv retsbeskyttelse«. I denne afdeling er følgende angivelse anført for så vidt angår sagsøgeren:

»Straffesagen vedrørende uretmæssig tilegnelse af offentlige midler eller aktiver er stadig i gang. Oplysningerne i Rådets sagsakter viser, at retten til et forsvar og retten til en effektiv retsbeskyttelse for Oleksandr Viktorovych Klymenko, herunder den grundlæggende ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, […] er overholdt i de straffesager, som Rådet har lagt til grund. Dette fremgår navnlig af undersøgelsesdommerens afgørelser af 1. marts 2017 og 5. oktober 2018, der giver tilladelse til en særundersøgelse in absentia. Rådet noterer sig, at forsvaret blev underrettet om afslutningen af efterforskningen forud for retssagen i henholdsvis 2017 og 2018, og at det siden har modtaget materiale fra straffesagen med henblik på at gøre sig bekendt hermed. Forsvaret er i færd med at gennemgå og undersøge den store mængde materiale, der er til rådighed i forbindelse med efterforskningen forud for straffesagen. Rådet er af den opfattelse, at den lange periode til at gøre sig bekendt med materialet må tilskrives forsvaret.«

41      Ved skrivelse af 5. marts 2021 oplyste Rådet sagsøgeren om, at de omhandlede restriktive foranstaltninger over for ham ville blive opretholdt. Rådet besvarede de bemærkninger, som sagsøgeren havde fremsat i korrespondancen af 11. december 2020, af 22. januar 2021 og af 27. januar 2021, og tilstillede ham de anfægtede retsakter. Rådet meddelte ham desuden en frist til at fremsætte bemærkninger forud for vedtagelsen af en beslutning vedrørende en eventuel opretholdelse af hans navn på listen.

 Faktiske omstændigheder efter anlæggelsen af dette søgsmål

42      Ved skrivelse af 14. september 2021 oplyste Rådet Retten om udløbet af de omhandlede restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren og om den omstændighed, at hans navn derfor ikke længere var opført på listen.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

43      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 8. april 2021 har sagsøgeren anlagt et søgsmål med påstand om annullation af de anfægtede retsakter.

44      Rådet har indgivet svarskrift den 25. juni 2021.

45      Da et medlem af Femte Afdeling har haft forfald, har Rettens præsident udpeget en anden dommer, for at afdelingen kan være beslutningsdygtig.

46      Sagsøgeren har ikke indgivet replik inden for den fastsatte frist.

47      Den 31. august 2021 er retsforhandlingernes skriftlige del blevet afsluttet.

48      I henhold til procesreglementets artikel 106, stk. 3, kan Retten, når ingen af parterne har anmodet om afholdelse af et retsmøde inden for fristen på tre uger efter, at det er forkyndt for parterne, at retsforhandlingernes skriftlige del er afsluttet, beslutte at træffe afgørelse i sagen, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del. I den foreliggende sag finder Retten, at sagen er tilstrækkelig oplyst ved sagsakterne, og har besluttet at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del, da der ikke er indgivet en sådan anmodning.

49      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        De anfægtede retsakter annulleres, for så vidt som de vedrører ham.

–        Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

50      Rådet har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Subsidiært, såfremt de anfægtede retsakter annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren, træffes der bestemmelse om, at virkningerne af afgørelse 2021/394 opretholdes, indtil den delvise annullation af gennemførelsesforordning 2021/391 får virkning.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

51      Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender, hvoraf det første vedrører en tilsidesættelse af begrundelsespligten, det andet et åbenbart urigtigt skøn og magtfordrejning, det tredje i det væsentlige en tilsidesættelse af grundlæggende rettigheder i forbindelse med vedtagelsen af de anfægtede retsakter og det fjerde manglende retsgrundlag.

52      Indledningsvis skal det andet anbringende undersøges, for så vidt som Rådet foreholdes ikke at have kontrolleret de ukrainske myndigheders overholdelse af sagsøgerens ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, hvilket medførte et åbenbart urigtigt skøn, som blev begået ved vedtagelsen af de anfægtede retsakter.

53      Inden for rammerne af dette anbringende har sagsøgeren navnlig gjort gældende, at Rådet undlod at kontrollere, om de straffesager, der vedrørte ham, og som havde henholdsvis referencenummer 42017000000000113 (herefter »procedure 113«) og referencenummer 42014000000000521 (herefter »procedure 521«), som Rådet havde støttet sig på for at opretholde de restriktive foranstaltninger over for ham, var blevet truffet under iagttagelse af hans ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse.

54      Sagsøgeren er af den opfattelse, at den offentlige anklagemyndigheds svar på de spørgsmål, som Rådet havde stillet med hensyn til iagttagelsen af hans ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – herunder de ukrainske myndigheders iagttagelse af en rimelig frist – status i straffesagerne mod ham samt kompetencen hos de forskellige omhandlede efterforskningsmyndigheder, forholdet mellem disse og overførslen af efterforskningen fra den ene til den anden myndighed, ikke var tilfredsstillende. Han har derfor i det væsentlige foreholdt Rådet, at det foretog en utilstrækkelig kontrol og tilsidesatte de af ham fremlagte beviser vedrørende de proceduremæssige ulovligheder, som de ukrainske myndigheder har begået, og disse myndigheders manglende uafhængighed.

55      Han har for det første gjort gældende, at hans navn ikke var opført på den liste over internationalt eftersøgte personer, der oprettes af Den Internationale Kriminalpolitiorganisation (INTERPOL) (herefter »listen over personer, der eftersøges af INTERPOL«), således som appelkammeret ved den øverste ukrainske antikorruptionsdomstol fastslog i sin dom af 13. maj 2020 (herefter »dom af 13. maj 2020«) om annullation af en forebyggende frihedsberøvelsesforanstaltning over for ham med den begrundelse, at en af de betingelser, der ifølge den ukrainske strafferetsplejelov (herefter »strafferetsplejeloven«) skal være opfyldt for at vedtage en sådan afgørelse, nemlig at den pågældende persons navn skal være opført på en international liste over eftersøgte personer, ikke var opfyldt. Den nævnte dom er også vigtig i lyset af bedømmelsen af den afgørelse, der blev truffet af undersøgelsesdommeren ved byretten i Petchersk i Kiev (herefter »byretten i Petchersk«) den 5. oktober 2018 (herefter »undersøgelsesdommerens afgørelse af 5. oktober 2018«), om tilladelse til indledning af en særundersøgelse in absentia i forhold til ham, for så vidt som vedtagelsen heraf ligeledes bl.a. forudsatte en opførelse af sagsøgerens navn på en international liste over eftersøgte personer.

56      For det andet er sagsøgeren af den opfattelse, at varigheden af den iværksatte strafforfølgelse af ham i Ukraine ikke er rimelig som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet den 4. november 1950 i Rom (herefter »EMRK«), som fortolket af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (herefter »Menneskerettighedsdomstolen«), og at den usædvanligt lange varighed af de straffesager, som Rådet har støttet sig på uden at foretage nogen form for kontrol, kun kan tilskrives de myndigheder, der har ansvaret for disse, og som ikke har truffet nogen afgørelse om at indbringe sagen for en retsinstans med henblik på at forlænge indefrysningen af midler.

57      For det tredje har sagsøgeren foreholdt Rådet, at det ikke foretog nogen kontrol med hensyn til iagttagelsen af hans ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse i forbindelse med overførslen af forundersøgelserne, som allerede var blevet afsluttet, til Ukraines nationale kontor for bekæmpelse af korruption, og det endda seks år efter disse forundersøgelsers indledning, skønt dette kontor havde været aktivt siden april 2015.

58      For det fjerde har sagsøgeren gjort gældende, at undersøgelsesdommerens afgørelse af 5. oktober 2018 ikke blev vedtaget under overholdelse af hans ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse.

59      For det femte har sagsøgeren gjort gældende, at der – henset til de uregelmæssigheder, som de ukrainske myndigheder har begået – ikke foreligger nogen sikkerhed for, at undersøgelserne blev gennemført under iagttagelse af de nævnte rettigheder, og at Rådet derfor ikke blot kunne støtte sig på oplysningerne fra den offentlige anklagemyndighed, der udpeges af regeringen, og som inden for rammerne af en atmosfære af politisk opgør har gjort sig skyldig i gentagne krænkelser af hans grundlæggende rettigheder.

60      I sidste ende har Rådet tilsidesat sine forpligtelser til at kontrollere iagttagelsen af sagsøgerens ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, skønt sagsøgeren gentagne gange havde gjort gældende, at disse rettigheder var blevet tilsidesat.

61      Rådet har gjort gældende, at det fremgår af korrespondancen med sagsøgeren, at Rådet tog hensyn til hans bemærkninger, at det kontrollerede rigtigheden heraf ved også at stille præcise spørgsmål og ved at opnå afklarende svar fra de ukrainske myndigheder, og at det, henset til oplysningerne modtaget fra sidstnævnte myndigheder, kunne lægge til grund dels, at sagsøgerens ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse ikke var blevet tilsidesat, dels at der forelå et tilstrækkeligt grundlag for at opretholde sagsøgerens navn på listen.

62      Sagsøgeren har endvidere udøvet sin ret til at være repræsenteret ved en advokat i Ukraine i de sager, der vedrørte ham, og han har benyttet sin manglende tilstedeværelse i landet til at påberåbe sig processuelle mangler og til at undgå at give møde for de kompetente domstole. Desuden giver strafferetsplejeloven sagsøgeren klage- eller anfægtelsesmuligheder, og det fremgår af sagsakterne, at han har gjort effektiv brug heraf, således at han til tider har fået medhold i sine søgsmål.

63      Hvad angår sagsøgerens argumenter, hvorved han har hævdet, at forundersøgelserne har pågået for længe, og at der ikke er blevet rejst tiltale mod ham, har Rådet svaret, at det anmodede om og fik afklaringer herom fra de ukrainske myndigheder, at efterforskningen vedrørende procedure 113 og procedure 521 blev afsluttet i henholdsvis 2017 og oktober 2018, og at sagsøgerens forsvar er i færd med at gøre sig bekendt med sagsakterne, hvilket vidner om en udvikling i sagsbehandlingen. I denne henseende har Rådet gjort gældende, at denne proces med at gøre sig bekendt med sagsakternes indhold er blevet forsinket på grund af sagens kompleksitet, den betydelige mængde dokumenter indeholdt i sagsakterne, sundhedskrisen samt sagsøgerens manglende tilstedeværelse på det ukrainske område. Dernæst har Rådet gjort gældende, at strafferetsplejelovens bestemmelser ikke pålægger de ukrainske myndigheder at afslutte de pågældende straffesager, eftersom den i 2017 foretagne reform af denne lov, hvorved der blev fastsat en maksimal varighed for gennemførelsen af forundersøgelser, fandt sted efter opførelsen af sagsøgerens navn i registret over mistænkte og følgelig ikke finder anvendelse på de nævnte sager.

64      Hvad endelig angår dom af 13. maj 2020 har Rådet anført, at den ikke berører procedure 113, og at der ligeledes findes en præventiv frihedsberøvelsesforanstaltning inden for rammerne af procedure 521, selv om den ikke kan fuldbyrdes, da sagsøgeren har forladt landet. Under alle omstændigheder bekræfter den nævnte dom, at sagsøgeren har opnået beskyttelse af sine rettigheder.

65      Det skal indledningsvis bemærkes, at det andet anbringende skal anses for at vedrøre et urigtigt skøn og ikke et åbenbart urigtigt skøn. Rådet havde nemlig ingen skønsmargen med henblik på at afgøre, om det rådede over tilstrækkelige oplysninger til at kunne vurdere, om de ukrainske myndigheder havde overholdt sagsøgerens ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, og om disse oplysninger kunne give anledning til berettiget tvivl om, hvorvidt disse rettigheder var blevet overholdt (jf. i denne retning analogt dom af 9.6.2021, Yanukovych mod Rådet, T-303/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:334, præmis 73 og den deri nævnte retspraksis).

66      Det fremgår desuden af fast retspraksis, at Den Europæiske Unions retsinstanser i forbindelse med prøvelsen af restriktive foranstaltninger skal sikre en, principielt fuldstændig, legalitetsprøvelse af alle EU-retsakter under hensyn til de grundlæggende rettigheder, der udgør en integrerende del af Unionens retsorden, og som bl.a. omfatter retten til en effektiv domstolsbeskyttelse og retten til forsvar som fastsat i artikel 47 og 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) (jf. dom af 3.2.2021, Klymenko mod Rådet, T-258/20, EU:T:2021:52, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).

67      Den effektive domstolsprøvelse, der er sikret ved chartrets artikel 47, indebærer, at Unionens retsinstanser i forbindelse med prøvelsen af, om begrundelsen for afgørelsen om at opføre eller opretholde en persons navn på en liste over personer, som er omfattet af restriktive foranstaltninger, er lovlig, skal sikre sig, at denne afgørelse, hvis rækkevidde er individuel for denne person, er baseret på et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag. Dette indebærer en efterprøvelse af de faktiske omstændigheder, der indgår i begrundelsen for den nævnte afgørelse, således at domstolsprøvelsen ikke skal begrænses til en vurdering af, om den anførte begrundelse er sandsynlig i abstrakt forstand, men skal indebære en stillingtagen til, om der er belæg for disse grunde, eller i det mindste én af dem, som i sig selv anses for at kunne begrunde de nævnte retsakter (jf. dom af 3.2.2021, Klymenko mod Rådet, T-258/20, EU:T:2021:52, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

68      Vedtagelsen og opretholdelsen af restriktive foranstaltninger som dem, der er fastsat i afgørelse 2014/119 og forordning nr. 208/2014, med senere ændringer, og som er blevet truffet over for en person, der er identificeret som ansvarlig for uretmæssig tilegnelse af midler, der tilhører et tredjeland, er i det væsentlige støttet på en afgørelse fra en myndighed i dette land, der i denne henseende har kompetence til at indlede og gennemføre en strafferetlig efterforskning mod denne person vedrørende en lovovertrædelse bestående i uretmæssig tilegnelse af statsmidler (jf. dom af 3.2.2021, Klymenko mod Rådet, T-258/20, EU:T:2021:52, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).

69      Selv om Rådet på grundlag af et opførelseskriterium som det, der er nævnt i præmis 13 ovenfor, således har mulighed for at støtte restriktive foranstaltninger på en afgørelse fra et tredjeland, indebærer den på denne institution påhvilende forpligtelse til at overholde retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse en forpligtelse til at sikre sig, at de myndigheder i tredjelandet, som har vedtaget den nævnte afgørelse, har iagttaget disse rettigheder (jf. dom af 3.2.2021, Klymenko mod Rådet, T-258/20, EU:T:2021:52, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

70      Kravet om, at Rådet skal kontrollere, at de afgørelser fra tredjelande, hvorpå det agter at støtte sig, er blevet truffet under overholdelse af de nævnte rettigheder, har til formål at sikre, at vedtagelsen eller opretholdelsen af foranstaltninger om indefrysning af midler kun sker på et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag, og dermed at beskytte de berørte personer eller enheder. Rådet kan således først lægge til grund, at vedtagelsen eller opretholdelsen af sådanne foranstaltninger er baseret på et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag, når det selv har kontrolleret, at retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse er blevet overholdt under vedtagelsen af det pågældende tredjelands afgørelse, hvorpå det agter at støtte sig (jf. dom af 3.2.2021, Klymenko mod Rådet, T-258/20, EU:T:2021:52, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis).

71      Selv om det i øvrigt er korrekt, at den omstændighed, at tredjelandet henhører under de stater, der har tiltrådt EMRK, indebærer en kontrol fra Menneskerettighedsdomstolen af de ved konventionen garanterede grundlæggende rettigheder, der i overensstemmelse med artikel 6, stk. 3, TEU udgør generelle principper i EU-retten, kan en sådan omstændighed imidlertid ikke overflødiggøre det kontrolkrav, der er nævnt i præmis 70 ovenfor (jf. dom af 3.2.2021, Klymenko mod Rådet, T-258/20, EU:T:2021:52, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).

72      Ifølge retspraksis er Rådet i begrundelsen for at vedtage eller opretholde restriktive foranstaltninger over for en person eller en enhed forpligtet til i hvert fald kortfattet at redegøre for grundene til, at det er af den opfattelse, at den afgørelse fra et tredjeland, som det agter at støtte sig på, er blevet truffet under overholdelse af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse. For at opfylde sin begrundelsespligt påhviler det således Rådet i den afgørelse, hvorved der pålægges restriktive foranstaltninger, at angive, om det har kontrolleret, at den afgørelse fra tredjelandet, hvorpå det har støttet disse foranstaltninger, er blevet vedtaget under overholdelse af disse rettigheder (jf. dom af 3.2.2021, Klymenko mod Rådet, T-258/20, EU:T:2021:52, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis).

73      I sidste ende skal Rådet, når det støtter vedtagelsen eller opretholdelsen af restriktive foranstaltninger såsom de i den foreliggende sag omhandlede på et tredjelands afgørelse om at indlede og gennemføre en straffesag for uretmæssig tilegnelse af offentlige midler eller aktiver fra den berørte persons side, dels sikre sig, at dette tredjelands myndigheder på tidspunktet for vedtagelsen af den nævnte afgørelse har iagttaget retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse for den person, der er genstand for den pågældende straffesag, dels i den afgørelse, hvorved der pålægges restriktive foranstaltninger, angive grundene til, at det er af den opfattelse, at den nævnte afgørelse fra tredjelandet er blevet vedtaget under iagttagelse af disse rettigheder (jf. dom af 3.2.2021, Klymenko mod Rådet, T-258/20, EU:T:2021:52, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis).

74      I den foreliggende sag synes sådanne pligter at have så meget desto større betydning, som afgørelse 2014/119 – således som det fremgår af anden betragtning hertil – og de senere afgørelser er blevet vedtaget som led i en politik til konsolidering og styrkelse af retsstatsprincippet og respekt for menneskerettighederne i Ukraine (jf. præmis 4 ovenfor) i overensstemmelse med de mål, der er omhandlet i artikel 21, stk. 2, litra b), TEU. Formålet med disse afgørelser, som bl.a. er at gøre det nemmere for de ukrainske myndigheder at påvise uretmæssig tilegnelse af statens midler og at sikre disse myndigheders mulighed for at inddrive udbyttet af denne uretmæssige tilegnelse, vil følgelig ikke være relevant for de nævnte mål, hvis denne påvisning er behæftet med en retsnægtelse eller er vilkårlig (jf. i denne retning analogt dom af 28.10.2020, Ben Ali mod Rådet, T-151/18, EU:T:2020:514, præmis 95).

75      Det er i lyset af disse i retspraksis fastsatte principper, at det skal afgøres, om Rådet har overholdt disse forpligtelser, som påhvilede det i forbindelse med vedtagelsen af de anfægtede retsakter, for så vidt som disse vedrører sagsøgeren.

76      I denne henseende skal det bemærkes, at Rådet i de anfægtede retsakter nævnte grundene til, at det havde fundet, at de ukrainske myndigheders beslutning om at iværksætte og føre straffesager mod sagsøgeren for uretmæssig tilegnelse af offentlige midler eller aktiver var blevet vedtaget under overholdelse af hans ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse (jf. præmis 40 ovenfor). Det skal imidlertid efterprøves, om Rådet med føje fandt, at dette havde været tilfældet.

77      Den kontrol med overholdelsen af begrundelsespligten, der henhører under kontrollen med de anfægtede retsakters materielle lovlighed og i det foreliggende tilfælde består i at efterprøve, om de af Rådet fremlagte oplysninger er godtgjort, og om de kan godtgøre kontrollen med de ukrainske myndigheders overholdelse af disse rettigheder, skal nemlig adskilles fra spørgsmålet om begrundelsen, som vedrører en væsentlig formforskrift og blot er den logiske følge af Rådets forpligtelse til på forhånd at sikre overholdelsen af disse rettigheder (jf. dom af 3.2.2021, Klymenko mod Rådet, T-258/20, EU:T:2021:52, præmis 74 og den deri nævnte retspraksis).

78      De tidligere vedtagne restriktive foranstaltninger er blevet forlænget og opretholdt over for sagsøgeren på grundlag af det opførelseskriterium, der er fastsat i artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2014/119, som præciseret ved afgørelse 2015/143, og i artikel 3 i forordning nr. 208/2014, som præciseret i forordning 2015/138 (jf. præmis 13 og 14 ovenfor). Dette kriterium vedrører de personer, der er identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler, herunder personer, der er genstand for de ukrainske myndigheders undersøgelse.

79      Det fremgår af den ovenfor i præmis 40 anførte begrundelse for de anfægtede retsakter og af skrivelsen af 5. marts 2021, at Rådet med henblik på afgørelsen om at opretholde sagsøgerens navn på listen har støttet sig på den omstændighed, at han var genstand for straffesager, der var iværksat af de ukrainske myndigheder, for kriminalitet i form af uretmæssig tilegnelse af offentlige midler eller aktiver forbundet med misbrug af stilling, hvilken omstændighed bl.a. var blevet godtgjort ved den offentlige anklagemyndigheds skrivelser og ved visse retsafgørelser.

80      Opretholdelsen af de restriktive foranstaltninger, der var blevet truffet over for sagsøgeren, var derfor, ligesom det var tilfældet i de sager, der gav anledning til dom af 26. september 2019, Klymenko mod Rådet (C-11/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:786), af 25. juni 2020, Klymenko mod Rådet (T-295/19, EU:T:2020:287), og af 3. februar 2021, Klymenko mod Rådet (T-258/20, EU:T:2021:52), støttet på de ukrainske myndigheders afgørelse om at indlede og føre strafferetlige undersøgelser af kriminalitet i form af uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler.

81      Det skal ligeledes bemærkes, at Rådet ved med de anfægtede retsakter at ændre bilaget til afgørelse 2014/119 og bilag I til forordning nr. 208/2014 til disse har tilføjet, ligesom det allerede havde gjort i forbindelse med vedtagelsen af retsakterne af marts 2019 og retsakterne af marts 2020, en ny afdeling, der alene vedrører retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, og som består af to dele.

82      Den første del indeholder en simpel generel henvisning til retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse i henhold til strafferetsplejeloven. Først nævnes navnlig de forskellige processuelle rettigheder, som enhver person, der er mistænkt eller tiltalt i straffesager, nyder i henhold til strafferetsplejelovens artikel 42. Dernæst henvises der til samme lovs artikel 303, som sondrer mellem afgørelser og undladelser, der kan anfægtes forud for retssagen, og afgørelser, handlinger og undladelser, der kan tages i betragtning i retten under den forberedende sagsbehandling. Desuden bemærkes for det første, at denne lovs artikel 306 fastsætter, at enhver klage over efterforskeres eller offentlige anklageres afgørelser, handlinger eller undladelser skal behandles af en undersøgelsesdommer ved en lokal retsinstans under tilstedeværelse af klageren eller dennes forsvarsadvokat eller retlige repræsentant. For det andet er det navnlig angivet, at denne lovs artikel 309 præciserer undersøgelsesdommerens afgørelser, der kan appelleres. Endelig præciseres det, at en række undersøgelsesforanstaltninger, såsom beslaglæggelse og frihedsberøvelsesforanstaltninger, kun kan foretages efter afgørelse fra en undersøgelsesdommer eller en retsinstans.

83      Afdelingens anden del vedrører overholdelsen af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse for hver af de personer, hvis navn er opført på listen. Hvad mere specifikt angår sagsøgeren præciseres, at det af oplysningerne i Rådets sagsakter fremgår, at hans ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – herunder den grundlæggende ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol – blev overholdt i de straffesager, som Rådet støttede sig på, hvilket navnlig fremgår af »undersøgelsesdommerens afgørelser af 1. marts 2017 og 5. oktober 2018, der giver tilladelse til en særundersøgelse in absentia«. Rådet har endvidere noteret sig, at »forsvaret blev underrettet om afslutningen af efterforskningen forud for retssagen i henholdsvis 2017 og 2018, og at det siden har modtaget materiale fra straffesagen med henblik på at gøre sig bekendt hermed«, at sagsøgerens forsvars proces med at gøre sig bekendt med sagsakternes indhold var igangværende, og at den lange varighed af denne periode til at gøre sig bekendt med materialet måtte tilskrives sagsøgerens forsvar (jf. præmis 40 ovenfor).

84      I skrivelsen af 5. marts 2021, der blev tilstillet sagsøgeren (jf. præmis 41 ovenfor), anførte Rådet indledningsvis, at oplysningerne fra den offentlige anklagemyndighed og oplysningerne i sagsakterne godtgjorde, at sagsøgeren fortsat var genstand for straffesager i Ukraine for uretmæssig tilegnelse af offentlige midler eller aktiver. Dernæst anførte Rådet for det første, at dom af 13. maj 2020 havde bekræftet, at meddelelsen om mistanke var blevet gyldigt forkyndt inden for rammerne af procedure 113, og at sagsøgeren derfor havde status som mistænkt. Hvad for det andet angår forundersøgelsernes angiveligt for lange varighed svarede Rådet, at de bestemmelser i strafferetsplejeloven, der pålægger anklageren at afslutte proceduren, når efterforskningsperioden er udløbet, var trådt i kraft den 3. oktober 2017, dvs. efter opførelsen af sagsøgerens navn i registret over mistænkte, og at de derfor ikke fandt anvendelse inden for rammerne af procedure 113 og procedure 521. Rådet præciserede endvidere, at det trin, hvor forsvaret skulle gøre sig bekendt med sagsakterne, ikke var omfattet af fristen for den indledende undersøgelse, således at eventuelle forsinkelser på dette procestrin ikke kunne tilskrives de ukrainske myndigheder, som havde ansvaret for undersøgelsen. Endelig konkluderede Rådet, at det ikke tilkom det at kontrollere, om der faktisk forelå et grundlag for straffesagerne, men alene at undersøge, om der forelå en tilstrækkelig begrundelse for at pålægge en restriktiv foranstaltning i lyset af de dokumenter, som denne var støttet på.

85      Det fremgår således af en samlet læsning af de begrundelser, som er anført i de anfægtede retsakter og i skrivelsen af 5. marts 2021, at Rådet har bekræftet, at det har kontrolleret overholdelsen af sagsøgerens ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse i de to procedurer, som er nævnt i præmis 84 ovenfor.

86      I denne henseende skal det indledningsvis bemærkes, at Rådet ikke har godtgjort, i hvilket omfang de i præmis 83 ovenfor anførte afgørelser fra undersøgelsesdommeren ved byretten i Petchersk bevidner, at sagsøgerens ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse blev overholdt under procedure 113 og procedure 521. Som anført i præmis 67-69 ovenfor var Rådet i den foreliggende sag inden afgørelsen om opretholdelse af de omhandlede restriktive foranstaltninger nemlig forpligtet til at kontrollere, om de retslige ukrainske myndigheders afgørelse om at indlede og gennemføre strafferetlig efterforskning af den af sagsøgeren angiveligt begåede kriminalitet forbundet med uretmæssig tilegnelse af offentlige midler eller aktiver og magtmisbrug begået af indehaveren af et offentligt hverv var blevet vedtaget under overholdelse af hans nævnte rettigheder (jf. i denne retning dom af 3.2.2021, Klymenko mod Rådet, T-258/20, EU:T:2021:52, præmis 83 og den deri nævnte retspraksis).

87      På denne baggrund kan de i præmis 83 ovenfor nævnte retsafgørelser ikke identificeres som værende afgørelser om at indlede og foretage efterforskningen, der begrunder opretholdelsen af de omhandlede restriktive foranstaltninger. Når dette er sagt, er det muligt at tiltræde, at Rådet ud fra et materielt synspunkt reelt tog hensyn til disse afgørelser som det faktuelle grundlag, der begrundede opretholdelsen af vedtagelsen af de omhandlede foranstaltninger, eftersom afgørelserne var blevet truffet af en dommer, nemlig undersøgelsesdommeren ved byretten i Petchersk (jf. i denne retning dom af 3.2.2021, Klymenko mod Rådet, T-258/20, EU:T:2021:52, præmis 84 og den deri nævnte retspraksis).

88      Det skal således efterprøves, om Rådet med føje kunne fastslå, at disse afgørelser og den omstændighed, at det trin, hvor sagsøgerens forsvar gjorde sig bekendt med sagsakterne, var i gang på tidspunktet for vedtagelsen af de anfægtede retsakter, og at dette trins varighed i det væsentlige kunne tilskrives sagsøgeren, vidnede om, at hans ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse var blevet overholdt.

89      Hvad for det første angår undersøgelsesdommerens afgørelse af 1. marts 2017 og af 5. oktober 2018 om indledning af en særundersøgelse in absentia inden for rammerne af henholdsvis procedure 113 og procedure 521 må det fastslås, at de blev truffet henholdsvis fire og to et halvt år før vedtagelsen af de anfægtede retsakter. Det følger heraf, at de ikke er tilstrækkelige til at godtgøre, at de nævnte procedurer, hvorpå Rådet har støttet sig med henblik på at opretholde de omhandlede restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren i perioden fra marts til september 2021, forløb under iagttagelse af hans ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse.

90      I øvrigt har Retten allerede haft lejlighed til at udtale sig om undersøgelsesdommerens afgørelse af 1. marts 2017 såvel som om dennes afgørelse af 5. oktober 2018 i forbindelse med de sager, der gav anledning til dom af 25. juni 2020, Klymenko mod Rådet (T-295/19, EU:T:2020:287, præmis 78-91), og af 3. februar 2021, Klymenko mod Rådet (T-258/20, EU:T:2021:52, præmis 83, 93 og 94), som ikke har været genstand for en appel for Domstolen, idet den fastslog, at disse afgørelser ikke kunne godtgøre, at sagsøgerens ret til forsvar og hans ret til en effektiv domstolsbeskyttelse var blevet overholdt inden for rammerne af de pågældende procedurer. Det skal fastslås, at Retten ikke kan se helt bort fra den argumentation, som den fremførte i de nævnte to domme, der vedrører de samme parter, og som i det væsentlige rejser de samme retlige spørgsmål.

91      Hvad nærmere bestemt angår undersøgelsesdommerens afgørelse af 5. oktober 2018, der blev truffet inden for rammerne af procedure 521, skal det for det første bemærkes, at Retten anførte, at Rådet ikke havde kontrolleret, i hvilket omfang denne afgørelse, som ikke kunne appelleres, var forenelig med de bestemmelser i strafferetsplejeloven, der er nævnt i den første del af den afdeling i de anfægtede retsakter, der vedrører retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse (jf. præmis 82 ovenfor). For det andet fandt Retten, at grundene til, at sagsøgeren ikke var blevet repræsenteret af advokater udpeget af ham selv, ikke fremgik af sagsakterne, og at Rådet i denne henseende ikke havde opfyldt sin forpligtelse til at sikre sig, at sagsøgerens ret til forsvar var blevet overholdt. For det tredje fastslog Retten, at Rådet på trods af alle de dokumenter, som sagsøgeren havde tilsendt det, og som godtgjorde, at hans navn ikke var opført på listen over personer, der eftersøges af INTERPOL, havde stillet sig tilfreds med simple udsagn fra den offentlige anklagemyndighed og undersøgelsesdommeren i denne henseende, skønt det at have sit navn opført på en mellemstatslig eller international liste over eftersøgte personer er en af de to betingelser, som anklageren skal godtgøre, når den pågældende anmoder om tilladelse til at kunne føre sagen in absentia (jf. i denne retning dom af 25.6.2020, Klymenko mod Rådet, T-295/19, EU:T:2020:287, præmis 82-88).

92      Det samme gælder for så vidt angår procedure 113. I forbindelse med denne procedure bemærkede Retten nemlig ligeledes, at Rådet ikke havde forklaret grundene til, at det havde stillet sig tilfreds med simple udsagn fra den offentlige anklagemyndighed og den nævnte undersøgelsesdommer med hensyn til opførelsen af sagsøgerens navn på en international liste over eftersøgte personer, selv om dokumenterne godtgjorde, at hans navn ikke var opført på listen over personer, der eftersøges af INTERPOL. Ifølge Retten gjorde de oplysninger, som Rådet rådede over, det ikke muligt for Rådet at kontrollere, om anklageren havde overholdt betingelsen vedrørende en sådan opførelse, og dermed om undersøgelsesdommeren i forbindelse med vedtagelsen af sin afgørelse havde iagttaget sagsøgerens ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse. I denne henseende bemærkede Retten ligeledes, at det af dom af 13. maj 2020, der imidlertid blev afsagt efter vedtagelsen af retsakterne af marts 2020, men ikke efter vedtagelsen af de anfægtede retsakter, dels fremgik, at den blotte omstændighed, at anklageren træffer en processuel afgørelse i form af en resolution bestående i at opføre en person på listen over personer, der eftersøges af INTERPOL, ikke er tilstrækkelig, da det ligeledes er påkrævet, at samtlige nødvendige foranstaltninger skal træffes for at gennemføre en sådan resolution, hvilket anklageren på ingen måde havde ført bevis for, dels at en sådan fortolkning af strafferetsplejelovens artikel 193-6 allerede var blevet anlagt af appelkammeret ved den øverste antikorruptionsdomstol i forbindelse med flere retsafgørelser truffet mellem september 2019 og februar 2020 (jf. i denne retning dom af 3.2.2021, Klymenko mod Rådet, T-258/20, EU:T:2021:52, præmis 86-92) og derfor i endnu højere grad burde have været kendt af anklageren.

93      I den foreliggende sag skal det fastslås, at selv om dom af 3. februar 2021, Klymenko mod Rådet (T-258/20, EU:T:2021:52), blev afsagt før vedtagelsen af de anfægtede retsakter, har Rådet ikke i sine skriftlige indlæg fremført noget forhold, som gør det muligt for Retten at nå til andre konklusioner end dem, der blev draget i dom af 25. juni 2020, Klymenko mod Rådet (T-295/19, EU:T:2020:287), og af 3. februar 2021, Klymenko mod Rådet (T-258/20, EU:T:2021:52), for så vidt angår bevisværdien af undersøgelsesdommerens afgørelse af 1. marts 2017 og af 5. oktober 2018.

94      Under alle omstændigheder skal det ligeledes bemærkes, at de i præmis 83 ovenfor nævnte retsafgørelser er truffet som led i de straffesager, der begrundede opførelsen og opretholdelsen af sagsøgerens navn på listen, og blot udgør et led i disse, for så vidt som de er af processuel karakter. Sådanne afgørelser, som højst kan godtgøre, at der foreligger et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag, fordi sagsøgeren i overensstemmelse med det gældende opførelseskriterium var genstand for straffesager vedrørende navnlig en overtrædelse bestående i uretmæssig tilegnelse af midler eller aktiver tilhørende den ukrainske stat, kan ontologisk set ikke i sig selv godtgøre, at den afgørelse om at indlede og gennemføre nævnte straffesager, der er blevet truffet af de retslige myndigheder i Ukraine, og hvorpå opretholdelsen af de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren i det væsentlige er støttet, er blevet truffet under iagttagelse af hans ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, hvilket det påhviler Rådet at undersøge i overensstemmelse med den retspraksis, hvortil der er blevet henvist i præmis 70 ovenfor (jf. i denne retning dom af 3.2.2021, Klymenko mod Rådet, T-258/20, EU:T:2021:52, præmis 94 og den deri nævnte retspraksis).

95      I øvrigt har Rådet ikke påberåbt sig noget dokument i akterne i den sag, der førte til vedtagelsen af de anfægtede retsakter, af hvilket det fremgår, at Rådet har kontrolleret de påberåbte retsafgørelser, og at det heraf har kunnet udlede, at substansen i sagsøgerens processuelle rettigheder var blevet iagttaget.

96      Rådets blotte henvisning til gentagne skrivelser og stillingtagen fra de ukrainske myndigheder, hvori disse har forklaret, hvorledes sagsøgerens grundlæggende rettigheder er blevet overholdt, og givet forsikringer i denne henseende, er ikke tilstrækkelig til at lægge til grund, at afgørelsen om at opretholde hans navn på listen er baseret på et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag som omhandlet i den retspraksis, hvortil der er blevet henvist i præmis 70 ovenfor (jf. i denne retning dom af 3.12.2020, Saleh Thabet m.fl. mod Rådet, C-72/19 P og C-145/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:992, præmis 44).

97      I denne henseende skal det ligeledes bemærkes, at Rådet var forpligtet til at foretage en sådan kontrol uafhængigt af ethvert bevis, som sagsøgeren havde fremlagt for at godtgøre, at han i den foreliggende sag havde været udsat for en tilsidesættelse af hans ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, idet den blotte mulighed for at påberåbe sig en tilsidesættelse af disse rettigheder for de ukrainske domstole i medfør af strafferetsplejelovens bestemmelser ikke i sig selv er tilstrækkelig til at godtgøre, at de retslige myndigheder i Ukraine har overholdt disse rettigheder (jf. i denne retning dom af 9.6.2021, Yanukovych mod Rådet, T-303/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:334, præmis 121 og den deri nævnte retspraksis).

98      Denne konklusion kan ikke drages i tvivl af Rådets argument om, at sagsøgeren ikke har fremlagt nogen oplysninger, der kan godtgøre, at hans særlige situation var blevet berørt af de hævdede problemer med det ukrainske retssystem. Ifølge fast retspraksis er det nemlig Unionens kompetente myndighed, som i tilfælde af anfægtelse skal godtgøre grundlaget for den begrundelse, der foreholdes den berørte person, og ikke sidstnævnte, som skal føre bevis for, at der ikke foreligger noget grundlag for den nævnte begrundelse (jf. i denne retning dom af 3.12.2020, Saleh Thabet m.fl. mod Rådet, C-72/19 P og C-145/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:992, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

99      Hvad for det andet angår processen med, at forsvaret var i færd med at gøre sig bekendt med sagsakternes indhold, hvilken proces på tidspunktet for vedtagelsen af de anfægtede retsakter fortsat var igangværende inden for rammerne af de to procedurer, fremgår det af sagsakterne, at Rådet havde stillet sig tilfreds med de korte forklaringer fra den offentlige anklagemyndighed, som konkluderede, at varigheden af perioden med at gøre sig bekendt med sagens indhold udelukkende afhang af forsvaret, uden at give nogen underbyggede oplysninger om arten og den maksimale varighed af denne proces, skønt den havde været i gang siden den 21. april 2017, der er datoen for afslutningen af forundersøgelsen inden for rammerne af procedure 113, og siden den 3. december 2018, som er datoen for afslutningen af forundersøgelsen inden for rammerne af procedure 521.

100    I modsætning til det, som Rådet har hævdet, har Rådet imidlertid ikke godtgjort, i hvilket omfang de oplysninger, som det rådede over med hensyn til forsvarets nævnte proces med at gøre sig bekendt med sagsakterne i de nævnte procedurer, og de hertil knyttede retsafgørelser gjorde det muligt for det at lægge til grund, at sagsøgerens ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse var blevet iagttaget, skønt de nævnte procedurer, der vedrørte forhold angiveligt begået mellem 2011 og 2014 og, således som Rådet har gjort gældende, fortsat befandt sig på forundersøgelsesstadiet og desuden blev overført, selv om de var blevet afsluttet, til andre efterforskningsmyndigheder i november 2019, således at de pågældende sager endnu ikke var blevet indbragt for en ukrainsk retsinstans til materiel prøvelse.

101    Chartrets artikel 47, stk. 2, som er et parameter, som Rådet skal lægge til grund for bedømmelsen af overholdelsen af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse (jf. dom af 3.2.2021, Klymenko mod Rådet, T-258/20, EU:T:2021:52, præmis 98 og den deri nævnte retspraksis), foreskriver, at enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov.

102    I det omfang chartret indeholder rettigheder svarende til dem, der er sikret ved EMRK, såsom de i sidstnævntes artikel 6 fastsatte, har de i medfør af chartrets artikel 52, stk. 3, samme betydning og omfang som i EMRK.

103    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Menneskerettighedsdomstolen ved fortolkningen af EMRK’s artikel 6 har anført, at hovedformålet med princippet om en rimelig frist navnlig er at beskytte tiltalte personer mod en usædvanligt langsommelig procedure og at undgå, at den pågældende person ikke i for lang tid forbliver i uvished om sin skæbne, og at det nævnte princip understregede betydningen af at lade retfærdigheden ske fyldest uden forsinkelser, der kan skade retsplejens effektivitet og troværdighed (jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 7.7.2015, Rutkowski m.fl. mod Polen, CE:ECHR:2015:0707JUD007228710, præmis 126 og den deri nævnte retspraksis). Desuden har Menneskerettighedsdomstolen fastslået, at det var muligt at fastslå, at dette princip var blevet tilsidesat, bl.a. når undersøgelsesfasen i en straffesag var kendetegnet ved et antal perioder med inaktivitet, der kunne tilskrives de kompetente myndigheder, som havde ansvaret for denne undersøgelse (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 6.1.2004, Rouille mod Frankrig, CE:ECHR:2004:0106JUD005026899, præmis 29-31, af 27.9.2007, Reiner m.fl. mod Rumænien, CE:ECHR:2007:0927JUD000150502, præmis 57-59, og af 12.1.2012, Borisenko mod Ukraine, CE:ECHR:2012:0112JUD002572502, præmis 58-62).

104    Det fremgår i øvrigt af retspraksis, at når en person har været genstand for restriktive foranstaltninger i flere år, og dette i det væsentlige som følge af den samme forundersøgelse, ligesom det er tilfældet i den foreliggende sag, har Rådet pligt til forud for vedtagelsen af en afgørelse om forlængelse af disse foranstaltningers anvendelse at sikre sig, at denne persons ret til at få sin sag pådømt inden for en rimelig frist er blevet overholdt (jf. i denne retning dom af 3.2.2021, Klymenko mod Rådet, T-258/20, EU:T:2021:52, præmis 101, og af 9.6.2021, Yanukovych mod Rådet, T-303/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:334, præmis 127; jf. ligeledes i denne retning analogt dom af 28.10.2020, Ben Ali mod Rådet, T-151/18, EU:T:2020:514, præmis 114 og den deri nævnte retspraksis).

105    I denne henseende er det vigtigt, således som det er blevet anført i præmis 74 ovenfor, at henvise til den sikrende karakter af indefrysningen af sagsøgerens midler og formålet hermed, nemlig – således som Rådet har anført i sine skriftlige indlæg – at gøre det lettere for de ukrainske myndigheder at påvise uretmæssig tilegnelse af offentlige midler efter afslutningen af de iværksatte retslige procedurer og at sikre disse myndigheders mulighed for i sidste ende at inddrive udbyttet af denne uretmæssige tilegnelse. Det påhviler derfor Rådet at undgå, at denne foranstaltning, der netop er begrundet i sin midlertidige karakter, unødigt forlænges til skade for sagsøgerens rettigheder og friheder, på hvilke den har en betydelig negativ indvirkning, alene som følge af, at straffesagerne, der fortsat er på forundersøgelsestrinnet, og som den er støttet på, i det væsentlige fortsætter i det uendelige og uden nogen reel begrundelse herfor (jf. i denne retning analogt dom af 28.10.2020, Ben Ali mod Rådet, T-151/18, EU:T:2020:514, præmis 115 og den deri nævnte retspraksis).

106    Det fremgår ligeledes af Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende fortolkningen af nævnte artikel 6 i EMRK, at forsinkelser, der skyldes myndighedernes udsættelse af en sag, afgørelser om at forene eller adskille forskellige straffesager samt henvisninger af en sag til nærmere undersøgelse inden for rammerne af en og samme procedure, kan anses for tegn på alvorlige mangler i det strafferetlige systems funktionsmåde (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 23.6.2016, Krivoshey mod Ukraine, CE:ECHR:2016:0623JUD000743305, præmis 97 og den deri nævnte retspraksis). Henset til den lange varighed af forundersøgelserne og disses manglende fremskridt forholder det sig i den foreliggende sag således, at det følger af det i præmis 104 ovenfor anførte, at Rådet var forpligtet til forud for vedtagelsen af de anfægtede retsakter at sikre sig, at disse forundersøgelsers urimelige varighed var begrundet. For så vidt som det hverken er godtgjort eller endog hævdet, at de bestemmelser i strafferetsplejeloven, der finder anvendelse på de omhandlede sager, ikke gjorde det muligt at afslutte de dermed forbundne forundersøgelser, kunne Rådet således ikke med føje nøjes med den af den offentlige anklagemyndighed fremførte begrundelse om, at de nye bestemmelser i strafferetsplejeloven vedrørende afslutningen af straffesager ikke fandt anvendelse, eftersom de ikke havde tilbagevirkende kraft.

107    Denne konklusion kan ikke drages i tvivl af den argumentation, som Rådet har udledt at den sag, der gav anledning til dom af 5. oktober 2017, Mabrouk mod Rådet (T-175/15, EU:T:2017:694), hvor den strafferetlige efterforskning var blevet suspenderet i flere år. I denne henseende skal det for det første fastslås, at dom af 5. oktober 2017, Mabrouk mod Rådet (T-175/15, EU:T:2017:694), blev afsagt før afsigelsen af dom af 19. december 2018, Azarov mod Rådet (C-530/17 P, EU:C:2018:1031), som gav væsentlige præciseringer med hensyn til Rådets forpligtelse til bl.a. at undersøge, om retten til at blive dømt inden for en rimelig frist – hvilken ret, således som det er blevet anført i præmis 101 ovenfor, udgør en del af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse – er blevet overholdt i forbindelse med de straffesager, der tjener som grundlag for vedtagelsen af restriktive foranstaltninger. For det andet var situationen i den sag, der gav anledning til dom af 5. oktober 2017, Mabrouk mod Rådet (T-175/15, EU:T:2017:694), forskellig fra situationen i den foreliggende sag, for så vidt som de dokumenter, som Rådet var i besiddelse af, godtgjorde, at der både blev foretaget faktiske processuelle skridt inden for rammerne af bevisoptagelsen i sagen mod sagsøgeren og navnlig procedurehandlinger gennemført af de pågældende myndigheder inden for rammerne af de internationale åstedsforretninger (jf. i denne retning dom af 9.6.2021, Yanukovych mod Rådet, T-303/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:334, præmis 130 og den deri nævnte retspraksis).

108    Det følger heraf, at Rådet i den foreliggende sag i det mindste burde have vurderet alle de oplysninger, der var blevet fremlagt af den offentlige anklagemyndighed og af sagsøgeren, og anført grundene til, at det efter en selvstændig og tilbundsgående analyse af disse oplysninger var af den opfattelse, at sagsøgerens ret til en effektiv domstolsbeskyttelse ved de retslige myndigheder i Ukraine var blevet overholdt for så vidt angår hans ret til at få sin sag behandlet inden for en rimelig frist (jf. i denne retning dom af 3.2.2021, Klymenko mod Rådet, T-258/20, EU:T:2021:52, præmis 102).

109    Det kan derfor ikke, henset til sagsakterne, konkluderes, at de oplysninger, som Rådet rådede over i forbindelse med vedtagelsen af de anfægtede retsakter, gjorde det muligt for det at kontrollere, om de ukrainske retslige myndigheders afgørelse om at indlede og gennemføre de pågældende straffesager var blevet vedtaget og gennemført under iagttagelse af sagsøgerens ret til en effektiv domstolsbeskyttelse og ret til nærmere bestemt at få sin sag behandlet inden for en rimelig frist.

110    I denne henseende skal det endvidere bemærkes, at fast retspraksis, hvorefter det i tilfælde af vedtagelse af en afgørelse om indefrysning af midler – såsom den, der er blevet truffet over for sagsøgeren inden for rammerne af de anfægtede retsakter – ikke tilkommer Rådet eller Unionens retsinstanser at efterprøve, om den efterforskning, som den af disse restriktive foranstaltninger omfattede person var genstand for i Ukraine, er begrundet, men blot at efterprøve, om afgørelsen om indefrysning af midler er begrundet med hensyn til det eller de dokumenter, hvorpå denne afgørelse er blevet støttet, ikke kan fortolkes således, at Rådet ikke er forpligtet til at kontrollere, om den afgørelse fra et tredjeland, hvorpå det agter at støtte vedtagelsen af de nævnte restriktive foranstaltninger, er blevet truffet under iagttagelse af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse (jf. i denne retning dom af 3.2.2021, Klymenko mod Rådet, T-258/20, EU:T:2021:52, præmis 104 og den deri nævnte retspraksis).

111    Henset til samtlige ovenstående betragtninger er det ikke blevet godtgjort, at Rådet inden vedtagelsen af de anfægtede retsakter havde sikret sig, at de retslige myndigheder i Ukraine havde iagttaget sagsøgerens ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse som led i de straffesager, som det støttede sig på. Det følger heraf, at Rådet anlagde et urigtigt skøn, da det besluttede at opretholde sagsøgerens navn på listen.

112    På denne baggrund skal de anfægtede retsakter annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren, uden at det er fornødent at behandle sidstnævntes øvrige anbringender og argumenter.

113    I lyset af Rådets subsidiære påstand (jf. præmis 50, andet led, ovenfor), hvorved der i det væsentlige er nedlagt påstand om opretholdelse af virkningerne af afgørelse 2021/394 indtil udløbet af den frist, der er fastsat for at iværksætte appel af denne dom – såfremt gennemførelsesforordning 2021/391 herved annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren – og i tilfælde af, at en appel iværksættes, indtil der træffes afgørelse herom, skal det blot bemærkes, at afgørelse 2021/394 kun havde virkning indtil den 6. september 2021. Annullationen heraf ved denne dom har følgelig ingen konsekvenser for perioden efter denne dato, hvorfor det er ufornødent at træffe afgørelse om spørgsmålet om opretholdelsen af denne afgørelses virkninger (jf. i denne retning dom af 23.9.2020, Arbuzov mod Rådet, T-289/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:445, præmis 98 og den deri nævnte retspraksis).

 Sagsomkostninger

114    Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Rådet har tabt sagen, bør det pålægges det at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med sagsøgerens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Femte Afdeling):

1)      Rådets afgørelse (FUSP) 2021/394 af 4. marts 2021 om ændring af afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2021/391 af 4. marts 2021 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 208/2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine annulleres, for så vidt som Oleksandr Viktorovych Klymenkos navn er blevet opretholdt på listen over personer, enheder og organer, der er omfattet af disse restriktive foranstaltninger.

2)      Rådet for Den Europæiske Union betaler sagsomkostningerne.

Spielmann

Mastroianni

Brkan

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 21. december 2021.

Underskrifter


*      Processprog: fransk.