Language of document : ECLI:EU:F:2014:10

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Tredje Afdeling)

5. februar 2014

Sag F-29/13

David Drakeford

mod

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA)

»Personalesag – midlertidigt ansat – ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 1 – undladelse af at forlænge en kontrakt – ændring af en tidsbegrænset kontrakt til en tidsubegrænset kontrakt«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, hvorunder David Drakeford har nedlagt påstand om annullation dels af afgørelsen af 30. august 2012 truffet af den administrerende direktør for Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA eller herefter »agenturet«) i dennes egenskab af ansættelsesmyndighed for EMA (herefter »ansættelsesmyndigheden«) om ikke at forlænge sagsøgerens kontrakt som midlertidigt ansat og om at beordre ham på sygeorlov, dels af samme myndigheds afgørelse af 26. februar 2013 om bl.a. afslag på hans ansøgning om ændring af sin kontrakt som hjælpeansat til en kontrakt som midlertidigt ansat og subsidiært om forlængelse af hans seneste kontrakt som midlertidigt ansat.

Udfald:      Afgørelsen truffet af Det Europæiske Lægemiddelagentur af 30. august 2012 om ikke at forlænge David Drakefords kontrakt annulleres. Det Europæiske Lægemiddelagentur betaler en erstatning til David Drakeford for det lidte økonomisk tab frem til datoen for afsigelse af denne dom, på differencen mellem, på den ene side, det vederlag, som han kunne have oppebåret, hvis han var forblevet ansat i EMA frem til datoen for denne dom, og, på den anden side, den løn, de honorarer, den arbejdsløshedsunderstøttelse og alle øvrige godtgørelser, som han rent faktisk har modtaget i stedet for det vederlag, han oppebar som midlertidigt ansat, fra den 1. maj 2013 indtil datoen for denne dom. Senest tre måneder efter afsigelsen af denne dom giver parterne Retten meddelelse enten om den løsning, som de efter fælles overenskomst er nået frem til med henblik på, på passende vis, at varetage David Drakefords rettigheder, eller, i tilfælde af uenighed, om deres talmæssigt opgjorte påstande vedrørende tildeling af en rimelig erstatning for det økonomiske tab, som sidstnævnte har lidt efter datoen for denne dom. I øvrigt frifindes Det Europæiske Lægemiddelagentur. Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssager – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – skrivelse til en midlertidig ansat, som gør opmærksom på kontraktens udløbsdato – ikke omfattet – afgørelse om ikke at forny en kontrakt – omfattet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2)

2.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – midlertidigt ansatte, der henhører under artikel 2, litra a), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte – forlængelse efter en første forlængelse af kontrakten på bestemt tid – ændring af kontrakten til en tidsubegrænset kontrakt – begrebet forlængelse – fortsættelse af arbejdsforholdet med eller uden karriereudvikling

[Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 2, litra a), og art. 8, stk. 1]

1.      En skrivelse fra administrationen, der begrænser sig til at minde en ansat om bestemmelserne i dennes kontrakt vedrørende dens udløbsdato, og som således ikke indeholder noget nyt element i forhold til disse bestemmelser, udgør ikke en bebyrdende retsakt. I tilfælde, hvor kontrakten kan forlænges, udgør en afgørelse, der er truffet efter en intern gennemgang på grundlag af artikel 8 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, som meddeler administrationens ønske om ikke at forlænge kontrakten, ikke desto mindre en bebyrdende retsakt.

(jf. præmis 23-25)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 15. oktober 2008, sag T-160/04, Potamianos mod Kommissionen, præmis 21

Personaleretten: 15. september 2011, sag F-102/09, Bennett m.fl. mod KHIM, præmis 57 og 59 og den deri nævnte retspraksis; 26. juni 2013, forenede sager F-135/11, F-51/12 og F-110/12, BU mod EMA, præmis 36, der verserer som appelsag for Den Europæiske Unions Ret, sag T-444/13 P; 23. oktober 2013, sag F-124/12, Solberg mod OEDT, præmis 17 og 18

2.      Hvad angår ændring af en tidsbegrænset kontrakt til en tidsubegrænset kontrakt i medfør af artikel 8, stk. 1, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte – nærmere bestemt hvordan begrebet »forlængelse« skal fortolkes – skal der, når der ikke er en utvetydig angivelse i bestemmelsens tekst, tages hensyn til den nævnte artikels formål.

I denne henseende gælder, at selv om det er korrekt, at den sikkerhed i ansættelsen, som er uløseligt forbundet med tidsubegrænsede ansættelseskontrakter, ikke kan sammenlignes med den, der er garanteret i tjenestemandsvedtægten, idet midlertidigt ansatte ikke kan opnå en varig ansættelseskontrakt, har kategorien af tidsubegrænsede ansættelseskontrakter en specifik karakter i forhold til sikkerhed i ansættelsen, der i særlig grad adskiller den fra tidsbegrænsede ansættelseskontrakter. Således tilstræber artikel 8, stk. 1, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte ved uden videre at anse den tredje tidsbegrænsede kontrakt, der indgås, for at være en tidsubegrænset kontrakt og ved således at begrænse brugen af på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter som midlertidigt ansat, utvivlsomt at sikre stabilitet og dermed en vis varighed af ansættelsesforholdet mellem den pågældende ansatte og den institution, det organ eller det agentur, som har ansat denne.

Udtrykket »enhver senere fornyelse«, der er indeholdt i artikel 8, stk. 1, tredje punktum, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, skal fortolkes som omhandlende enhver fremgangsmåde, hvorefter en midlertidigt ansat i henhold til artikel 2, litra a), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, ved udløbet af den pågældendes ansættelse på bestemt tid i denne egenskab kan fortsætte sit ansættelsesforhold hos sin arbejdsgiver, selv om denne forlængelse ledsages af en forfremmelse i løntrin eller en udvikling i de opgaver, der udføres. Dette kan ikke forholde sig anderledes, medmindre den nye kontrakt henhører under en anden retlig ordning eller er udtryk for et afbræk i karriereforløbet, der f.eks. kommer til udtryk i en væsentlig ændring af arten af det arbejde, som den pågældende ansatte udførte.

(jf. præmis 43, 45 og 48)

Henvisning til:

Domstolen: 6. oktober 1982, sag 283/81, Cilfit mod Ministère de la santé, præmis 20

Personaleretten: 26. oktober 2006, sag F-1/05, Landgren mod ETF, præmis 68; 13. april 2011, sag F-105/09, Scheefer mod Parlamentet, præmis 55 og 60