RETTENS DOM (Sjette Afdeling)
27. februar 2014 (*)
»Konkurrence – karteller – verdensmarkedet for flydende krystalskærme (LCD) – aftaler og samordnet praksis vedrørende priser og produktionskapacitet – internt salg – ret til forsvar – bøder – delvis bødefritagelse – samlet og vedvarende overtrædelse – princippet ne bis in idem«
I sag T-128/11,
LG Display Co. Ltd, Seoul (Sydkorea),
LG Display Taiwan Co. Ltd, Taipei (Taiwan),
ved advokaterne A. Winckler og F.-C. Laprévote,
sagsøgere,
mod
Europa-Kommissionen ved P. Van Nuffel og F. Ronkes Agerbeek, som befuldmægtigede, bistået af barrister S. Kingston,
sagsøgt,
angående en påstand om delvis annullation af Kommissionens afgørelse K(2010) 8761 endelig af 8. december 2010 vedrørende en procedure i henhold til artikel 101 [TEUF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/39 309 – LCD) og nedsættelse af den bøde, sagsøgerne er blevet pålagt ved denne afgørelse,
har
RETTEN (Sjette Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, H. Kanninen, og dommerne G. Berardis (refererende dommer) og C. Wetter,
justitssekretær: fuldmægtig N. Rosner,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 26. april 2013,
afsagt følgende
Dom (1)
Sagens baggrund
Selskaber berørt af nærværende sag
1 LG Display Co. Ltd (herefter »LGD«), tidligere kendt som LG Philips LCD Co. Ltd, er et koreansk selskab, der udøver kontrol med en verdensomspændende koncern, som producerer flydende krystalskærme med aktive legemer (herefter »LCD«).
2 LGD blev oprettet den 26. juli 1999 ved en joint venture-aftale mellem det koreanske selskab LG Electronics, Inc. (herefter »LGE«), og det nederlandske selskab Koninklijke Philips Electronics NV (herefter »Philips«).
3 I perioden fra den 26. juli 1999 til den 23. juli 2004 ejede LGE og Philips hver 50% af LGD’s kapital. Deres andele faldt senere til henholdsvis 37,9% og 32,87%.
4 LG Display Taiwan Co. Ltd, tidligere kendt som LG Philips LCD Taiwan (herefter »LGDT«), er et taiwansk helejet datterselskab til LGD, som er aktivt på området for produktion og levering af LCD.
[udelades]
Den anfægtede afgørelse
[udelades]
19 Kommissionen har i den anfægtede afgørelse fastslået, at der forelå et kartel mellem seks store internationale producenter af LCD, herunder sagsøgerne, for så vidt angår følgende to kategorier af produkter, der størrelsesmæssigt svarer til eller overstiger 12 tommer: LCD til informationsteknologi, såsom kompakte bærbare computere og computerskærme (herefter »LCD-it«) og LCD til fjernsyn (herefter »LCD-tv«) (herefter samlet omtalt som »kartelomfattede LCD«).
20 Ifølge den anfægtede afgørelse udgjorde kartellet en samlet og vedvarende overtrædelse af artikel 101 TEUF og artikel 53 i aftalen om det Europæiske og Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), som fandt sted mellem den 5. oktober 2001 og frem til i hvert fald den 1. februar 2006 (herefter »overtrædelsesperioden«). I denne periode afholdt karteldeltagerne flere multilaterale møder, som de kaldte »krystalmøder«, hovedsageligt på hoteller i Taiwan. Disse møder havde et klart konkurrencebegrænsende formål, eftersom de gav deltagerne mulighed for bl.a. at fastsætte mindstepriser på kartelomfattede LCD, at drøfte deres prisfremskrivninger for at undgå, at de blev sænket, og at samordne prisforhøjelser samt produktionsniveauer. I løbet af overtrædelsesperioden mødtes karteldeltagerne ligeledes bilateralt og udvekslede ofte oplysninger om de emner, der blev behandlet ved »krystalmøderne«. De traf endvidere foranstaltninger for at kontrollere, at de beslutninger, der blev truffet under disse møder, blev efterlevet (70.-74. betragtning til den anfægtede afgørelse).
[udelades]
22 I henhold til retningslinjerne af 2006 har Kommissionen for det første fastsat afsætningsværdien af kartelomfattede LCD, der var direkte og indirekte berørt af overtrædelsen. Kommissionen har med henblik herpå fastsat følgende tre afsætningskategorier, som karteldeltagerne har gennemført:
– »direkte afsætning til EØS«, dvs. afsætning af kartelomfattede LCD til en anden virksomhed inden for EØS
– »direkte afsætning til EØS ved hjælp af forarbejdede produkter«, dvs. afsætning af kartelomfattede LCD inden for den koncern, som producenten er en del af, som er integreret i færdige produkter, der sælges til en anden virksomhed i EØS
– »indirekte afsætning«, dvs. salg af kartelomfattede LCD til en anden virksomhed uden for EØS, som siden indbygger skærmene i sine færdige produkter, som den sælger i EØS (380. betragtning til den anfægtede afgørelse).
23 Kommissionen har imidlertid fundet, at den kunne begrænse sig til at tage hensyn til de to første kategorier nævnt ovenfor i præmis 22, idet det ikke var nødvendigt at medtage den tredje kategori, for at de pålagte bøder kunne nå et tilstrækkeligt afskrækkende niveau (381. betragtning til den anfægtede afgørelse).
24 I stedet for at tage udgangspunkt i værdien af den afsætning, der er gennemført af en virksomhed i det seneste hele regsnskabsår, hvor virksomheden deltog i overtrædelsen, som det er bestemt i punkt 13 i retningslinjerne af 2006, har Kommissionen fundet det mere passende i nærværende sag at tage udgangspunkt i det årlige gennemsnit af afsætningsværdien for hele overtrædelsens varighed, idet der er taget hensyn til bl.a. den eksponentielle vækst i de fleste virksomheders afsætning i løbet af de år, som den anfægtede afgørelse vedrører (384. betragtning til den anfægtede afgørelse).
25 Hvad angår sagsøgerne har Kommissionen på trods af deres indsigelser vurderet, at værdien af den relevante afsætning skulle beregnes under hensyntagen til deres afsætning til LGE og Philips. For det første blev afsætningen til disse selskaber også drøftet mellem de omhandlede karteldeltagere, og for det andet blev priserne i forhold til denne afsætning påvirket af markedsforholdene, dvs. eksistensen af priskarteller. For sagsøgerne er den samlede relevante afsætning i overtrædelsesperioden således fastsat til 2 296 240 479 EUR, hvis årlige gennemsnit, som opnås ved at dividere dette beløb med kartellets varighed på 4,33 år, udgjorde 530 309 579 EUR (386. og 396. betragtning samt tabel 4 i den anfægtede afgørelse).
[udelades]
31 På denne baggrund har Kommissionen i den anfægtede afgørelses artikel 2 pålagt sagsøgerne in solidum en bøde på 215 000 000 EUR.
Retsforhandlinger og parternes påstande
32 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 23. februar 2011 har sagsøgerne anlagt den foreliggende sag.
33 Efter at Kommissionen indgav duplik den 8. december 2011, fremlagde sagsøgerne på grundlag af artikel 48, stk. 1, i Rettens procesreglement yderligere beviser til støtte for det fjerde anbringende, som var anført i stævningen (herefter »fremsættelse af yderligere beviser«).
34 Kommissionen afgav indlæg om fremlæggelsen af yderligere beviser den 26. januar 2012.
35 På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Sjette Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og har som en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, jf. artikel 64 i Rettens procesreglement, stillet parterne skriftlige spørgsmål, som de har besvaret inden for den fastsatte frist.
36 Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet den 26. april 2006.
37 Efter retsmødet, hvor den mundtlige forhandling ikke blev afsluttet, stillede Retten yderligere skriftlige spørgsmål til parterne, som besvarede dem inden for den fastsatte frist.
38 Den mundtlige forhandling blev afsluttet ved en afgørelse vedtaget af formanden for Rettens Sjette Afdeling den 12. juli 2013.
39 Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres delvist, og beløbet for den bøde, der er blevet dem pålagt i medfør af denne afgørelse, nedsættes væsentligt.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
– Der træffes enhver anden foranstaltning, som Retten finder passende.
40 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Kommissionen frifindes.
– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
[udelades]
Det første anbringende om, at Kommissionen med urette og under tilsidesættelse af sagsøgernes ret til forsvar har taget hensyn til deres interne salg ved beregning af bøden
[udelades]
Det første led vedrørende tilsidesættelsen af retningslinjerne af 2006
[udelades]
– Inddragelse af salg til virksomheder tilknyttet sagsøgerne
60 Sagsøgerne har i det væsentlige gjort gældende, at den omstændighed, at de, LGE og Philips ikke udgør en enkelt virksomhed i henhold til den i præmis 54 nævnte retspraksis med den følge, at disse selskaber ikke kan betragtes som ansvarlige solidarisk og i fællesskab for sagsøgernes overtrædelse, er irrelevant med henblik på at fastslå, hvorvidt de kartelomfattede LCD, som sagsøgerne solgte til LGE og Philips, var omfattet af den afsætning, som overtrædelsen, der var fastslået i den anfægtede afgørelse i henhold til punkt 13 i retningslinjerne af 2006, vedrørte.
61 I den forbindelse bemærkes, at Kommissionen ikke har anført, at sagsøgernes salg til LGE og Philips var omfattet af overtrædelsen alene som følge af, det ikke drejede sig om salg mellem selskaber, der udgjorde en enkelt virksomhed i henhold til den i præmis 54 nævnte retspraksis.
62 Den omstændighed, at Kommissionen ikke i den anfægtede afgørelse fandt, at sagsøgerne, LGE og Philips udgjorde en enkelt virksomhed, var nemlig en nødvendig betingelse for at lade sagsøgernes salg til LGE og Philips omfatte af kategorien »direkte afsætning til EØS«, hvilket forudsætter, at den omhandlede afsætning sker til uafhængig tredjemand. Kommissionen var imidlertid stadig forpligtet til at forklare, hvilken forbindelse sagsøgernes salg til LGE og Philips havde til kartellet.
63 I denne henseende har Kommissionen i 396. betragtning til den anfægtede afgørelse anført, at forbindelsen dels bestod i, at afsætningen af kartelomfattede LCD skete til kunder som LGE og Philips, der var tilknyttet karteldeltagerne og deltog i drøftelserne mellem disse, dels i, at salgsprisen for disse kunder var påvirket af markedsforholdene, dvs. af eksistensen af priskarteller.
[udelades]
Det tredje led vedrørende tilsidesættelsen af princippet om ligebehandling
[udelades]
136 Kommissionen har for så vidt angår sagsøgerne endelig fastslået, at de, LGE og Philips ikke udgjorde en enkelt virksomhed. I denne forbindelse bemærkes, at sagsøgerne ikke har fremført et eneste argument, der kunne rejse tvivl om Kommissionens konklusion.
137 Sagsøgernes afsætning til LGE og Philips var således omfattet af kategorien »direkte afsætning til EØS«.
138 Såfremt Kommissionen ikke havde indtaget denne holdning, ville den have indrømmet sagsøgerne en fordel i forhold til de øvrige karteldeltagere, som – i lighed med sagsøgerne – ikke var vertikalt integrerede, idet de ikke udgjorde en enkelt virksomhed sammen med de selskaber, til hvilke de solgte deres kartelomfattede LCD.
139 Den omstændighed, at Kommissionen i forhold til de karteldeltagere, som i modsætning til sagsøgerne var blevet betragtet som vertikalt integrerede enkelt virksomheder, har henført de pågældende salg til kategorien »direkte afsætning til EØS ved hjælp af forarbejdede produkter«, kan ikke kritiseres på grundlag af princippet om ligebehandling, idet den omstændighed, at der er tale om en enkelt virksomhed, afføder en anden situation, der kan begrunde, at de pågældende deltagere omfattes af denne anden kategori.
140 For så vidt angår sagsøgernes argument om den angivelige forskelsbehandling, der har fundet sted på grundlag af, om de interne salg i en koncern var sket til datter- eller moderselskaber, er det tilstrækkeligt at bemærke, at Kommissionen har anvendt begrebet om en enkelt virksomhed korrekt. De helejede datterselskaber blev således anset for at tilhøre den samme virksomhed som karteldeltagerne, mens selskaber med en aktieandel i de selskaber, der deltog i kartellet, ikke blev anset for moderselskaber, for så vidt som det ikke var påvist, at de betingelser, der er fastsat i retspraksis herfor, var opfyldt. Kommissionen var af den opfattelse, at betingelserne ikke var opfyldt for LGE og Philips i forhold til sagsøgerne, som ikke anfægtede denne konklusion. Når en af de virksomheder, der deltog i kartellet, solgte til uafhængige tredjemænd i EØS, tog Kommissionen imidlertid hensyn til denne afsætning, uanset det pågældende selskabs status (datter- eller moderselskab) i virksomheden, der faktisk havde solgt de kartelomfattede LCD.
141 Med hensyn til den omstændighed, at Kommissionen besluttede, at der ikke i beregningen af bøden skulle tages hensyn til den tredje afsætningskategori, som er defineret i 380. betragtning til den anfægtede afgørelse, dvs. »indirekte afsætning« (jf. præmis 22), bemærkes, at selv om visse kartelomfattede LCD, som karteldeltagerne leverede til tredjemænd etableret uden for EØS, måtte indgå som en del af de færdige produkter, der blev solgt i EØS, kan det ikke afvises, at tilknytningen mellem kartellet og EØS-området med henblik på punkt 13 i retningslinjerne af 2006 var svagere end tilknytningen mellem de to afsætningskategorier, som der blev taget hensyn til i den anfægtede afgørelse.
142 Eftersom udelukkelsen af »indirekte afsætning« blev anvendt i forhold til alle karteldeltagerne, kunne der endvidere ikke fastslås nogen forskelsbehandling i denne henseende.
[udelades]
Det andet anbringende vedrørende den omstændighed, at Kommissionen med urette havde afvist at indrømme sagsøgerne en bødefritagelse for 2005
155 Efter sagsøgernes opfattelse burde Kommissionen have indrømmet dem en delvis bødefritagelse i henhold til punkt 23, litra b), sidste afsnit, i samarbejdsmeddelelsen af 2002 både for 2006 og 2005. Med deres mundtlige anmodning om bødenedsættelse af 17. juli 2006 samt deres supplerende mundtlige erklæring af 20. juli 2006, der blev ledsaget af flere bevisdokumenter, var sagsøgerne reelt de første, der informerede Kommissionen om de hidtil ukendte faktiske omstændigheder, nemlig at LCD-kartellet fortsatte i 2005. I denne forbindelse har sagsøgerne anført, at de dokumenter, som Samsung fremlagde den 18. juli 2006 efter deres mundtlige anmodning, ikke gjorde det muligt at fastslå, at der i løbet af 2005 blev afholdt »krystalmøder«, og at Samsungs supplerende mundtlige erklæring af 20. juli 2006, uanset at den beskrev kontakterne mellem konkurrenter i 2005, ikke var ledsaget af bevisdokumenter.
[udelades]
157 Der henvises til, at samarbejdsmeddelelsen af 2002 foreskriver følgende i punkt 23:
»23 Kommissionen afgør i de endelige beslutninger, der vedtages ved afslutningen af den administrative procedure:
a) om det bevismateriale, som en virksomhed fremlagde på et bestemt tidspunkt, repræsenterede en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, som Kommissionen var i besiddelse af på samme tidspunkt
b) hvor stor en nedsættelse en virksomhed vil få fordel af vil blive fastsat som følger på grundlag af den bøde, der ellers ville være blevet pålagt:
– [f]ørste virksomhed, der opfylder punkt 21: en nedsættelse på 30-50%
– […]
Det gælder endvidere, at såfremt en virksomhed indsender bevismateriale vedrørende forhold, som Kommissionen ikke tidligere har haft kendskab til, og som er af direkte betydning for alvoren eller varigheden af det formodede kartel, tager Kommissionen ikke disse elementer i betragtning, når den fastsætter en eventuel bøde, som skal pålægges den virksomhed, der har indsendt dette bevismateriale.«
[udelades]
Generelle principper
[udelades]
166 Punkt 23, sidste afsnit, i samarbejdsmeddelelsen af 2002 vedrører således ikke den situation, hvor en virksomhed blot har fremlagt nye eller mere fuldstændige beviser vedrørende faktiske omstændigheder, som Kommissionen allerede havde kendskab til. Det nævnte afsnit finder endvidere ikke anvendelse på de situationer, hvor en virksomhed informerer Kommissionen om nye faktiske omstændigheder, der dog ikke kan ændre Kommissionens vurdering af kartellets grovhed eller varighed. Bestemmelsen finder derimod alene anvendelse i de tilfælde, hvor to betingelser er opfyldt: For det første skal virksomheden være den første virksomhed, der fremlægger beviser for faktiske omstændigheder, som Kommissionen ikke tidligere har haft kendskab til, og for det andet skal disse faktiske omstændigheder, der skal være af direkte betydning for alvoren eller varigheden af det formodede kartel, gøre det muligt for Kommissionen at nå til en anden konklusion vedrørende overtrædelsen (dommen i sagen Transcatab mod Kommissionen, præmis 382).
167 Der bør anlægges en restriktiv fortolkning af punkt 23, litra b), sidste afsnit, i samarbejdsmeddelelsen af 2002, således at den kun omfatter de tilfælde, hvor et selskab, der har deltaget i et kartel, giver Kommissionen nye oplysninger om kartellets grovhed eller varighed, og ikke de tilfælde, hvor et selskab kun tilvejebringer oplysninger, der bestyrker beviserne for overtrædelsens eksistens. Det bemærkes i den forbindelse, at eftersom samarbejdsproceduren udgør en undtagelse fra reglen om, at en virksomhed skal pålægges en sanktion for overtrædelse af konkurrenceretten, må disse undtagelsesbestemmelser undergives en streng fortolkning. Det bør endvidere understreges, at den effektive virkning af samarbejdsordningen ville blive påvirket, hvis virksomhederne ikke følte sig tilskyndet til at være de første til at tilvejebringe oplysninger, der kan afsløre eksistensen af et kartel over for Kommissionen.
[udelades]
Anvendelse på den foreliggende sag
170 Indledningsvis bør det fastslås, at sagsøgerne ikke har bestridt Kommissionens beskrivelse af rækkefølgen for begivenhederne i juli 2006. Det er således ubestridt, at:
– Sagsøgerne har fremsat en mundtlig erklæring den 17. juli 2006.
– Samsung har fremlagt visse bevisdokumenter den 18. juli 2006.
– Samsung har fremsat en mundtlig erklæring den 20. juli 2006, kl. 9:40.
– Sagsøgerne har fremsat en mundtlig erklæring og fremlagt bevisdokumenter den 20. juli 2006, kl. 15:30.
171 Det følger heraf, at for at opnå en delvis bødefritagelse for 2005 skal sagsøgerne bevise, at de oplysninger, som de fremlagde den 17. juli 2006, opfylder betingelserne i punkt 23, litra b), sidste afsnit i samarbejdsmeddelelsen af 2002, som er sammenfattet i præmis 166. Kan sagsøgerne ikke det, skal de dels bevise, at Kommissionen på trods af de oplysninger, som Samsung fremlagde den 18. og 20. juli 2006, ikke havde kendskab til, at den overtrædelse, der var fastslået i den anfægtede afgørelse, fortsatte i 2005, dels at de oplysninger, som sagsøgerne fremlagde den 20. juli 2006 opfyldte de omhandlede betingelser.
172 Det skal efterprøves, om sagsøgerne med de argumenter, som er påberåbt til støtte for dette anbringende, har formået at påvise, at de bør indrømmes en delvis bødefritagelse for 2005.
173 Sagsøgerne har for det første anført, at Kommissionen har anlagt en fejlagtig fortolkning af punkt 23, litra b), sidste afsnit, i samarbejdsmeddelelsen af 2002, ved at kræve, at sagsøgerne for at opnå en delvis bødefritagelse skal fremlægge tilstrækkelige beviser for de omhandlede faktiske omstændigheder. Ifølge ordlyden af den nævnte meddelelse, som Kommissionen har fortolket i andre sager, skal beviserne alene være relevante. Kommissionen har endvidere begunstiget Samsung ved at indrømme denne en fritagelse på grundlag af oplysninger, som ikke var af højere kvalitet end de oplysninger, sagsøgerne havde fremlagt.
174 I denne henseende bemærkes i overensstemmelse med de i præmis 161-168 anførte principper, at Kommissionen med rette har fastslået, at de oplysninger, som sagsøgerne fremlagde den 17. juli 2006, var for vage til at opfylde betingelserne i de omhandlede bestemmelser, således som de er blevet fortolket i retspraksis.
175 En gennemgang af sagsøgernes erklæring af 17. juli 2006 støtter Kommissionens konklusion i 467. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvor følgende med rette anføres:
» […] I den foreliggende sag var de påstande, der blev fremsat mundtligt den 17. juli 2006 om, at møder, der lignede møderne af 5. og 19. oktober 2001, blev afholdt frem til begyndelsen af 2005, og at der derefter fandt en vis indformationsudveksling sted i et nærmere bestemt tidsrum, samt at minimumspriser og retningslinjer for prisfastsættelse nogle gange blev drøftet eller aftalt, men at disse møder i øvrigt typiske vedrørte udveksling af oplysninger om pris, kapacitet og produktion, ikke tilstrækkelige til at fastslå, at der forelå en overtrædelse, der fortsatte i hele 2005. På det tidspunkt, hvor [LGD] fremlagde denne form for beviser for 2005 og for de to første måneder af 2006, herunder ved erklæringen af 20. juli 2006, havde Samsung som ansøger om fritagelse allerede ved sine erklæringer af 18. og 20. juli 2006 givet Kommissionen tilstrækkelige oplysninger om den fortsatte overtrædelse i 2005 […]«
176 Til forskel fra det af sagsøgerne anførte kan deres erklæringer ikke anses for at indeholde præcise og begrundede oplysninger – med direkte betydning for varigheden af overtrædelsen i henhold til den i præmis 168 nævnte retspraksis – om, at overtrædelsen pågik i hele 2005. Selv om det i erklæringen er anført, at der er udvekslet oplysninger om priser, markedet og forsyningsvilkårene på verdensmarkedet samt oplysninger om forholdet til visse kunder, i forbindelse med møder afholdt i perioden fra oktober 2011 til begyndelsen af 2005, er det herefter et spørgsmål om, at der efter dette tidspunkt var »en vis informationsudveksling« i et »vist tidsrum«, uden at det præciseres, hvilken type information det drejede sig om. Erklæringens henvisninger til udveksling af oplysninger om priser relaterer sig til de møder, der blev afholdt i perioden fra 2001 til begyndelsen af 2005. Der nævnes intet i erklæringen om udveksling af oplysninger om priserne for perioden efter begyndelsen af 2005. Det præciseres heller ikke i erklæringen, hvornår i 2005 karakteren af møderne skulle have ændret sig, idet der blot henvises til, at ændringen indtrådte i begyndelsen af året.
177 Det følger heraf, at de oplysninger, der er indeholdt i sagsøgernes erklæring, og som vedrører 2005, er for vage til at kunne have en direkte betydning for kartellets varighed.
178 For så vidt angår den omstændighed, at Kommissionen har anvendt mindre strenge kriterier i forhold til Samsung, da den fritog selskabet for hele bøden, er det tilstrækkeligt at bemærke, at den prøvelse, der skal anvendes i den forbindelse, er beskrevet i punkt 8, litra b), i samarbejdsmeddelelsen af 2002, og adskiller sig fra den, der er fastsat i samme meddelelses punkt 23, litra b), sidste afsnit. Den første af de nævnte bestemmelser foreskriver nemlig, at der gives bødefritagelse til den virksomhed, der er den første til at fremlægge bevismateriale, som efter Kommissionens opfattelse kan sætte den i stand til at konstatere en overtrædelse.
179 Den omstændighed, at der er tale om forskellige prøvelser, udgør en objektiv begrundelse, der bevirker, at Kommission kan behandle Samsung og sagsøgerne forskelligt uden derved at tilsidesætte ligebehandlingsprincippet (jf. den i præmis 131 anførte retspraksis).
[udelades]
189 Det er endvidere korrekt, at det seneste bevismateriale, der er fremlagt af Samsung, og til hvilket der henvises i præmis 187, ikke er nævnt i den anfægtede afgørelse, der oftest støttes på det bevismateriale, som sagsøgerne har fremlagt vedrørende 2005. Den manglende henvisning i den anfægtede afgørelse til hvert enkelt bevis, som Samsung har fremlagt, påvirker imidlertid ikke den omstændighed, at Kommissionen på tidspunktet for sagsøgernes erklæring den 20. juli 2006 allerede – som følge af de beviser, som Samsung havde fremlagt – havde kendskab til, at de bilaterale kontakter mellem visse karteldeltagere fortsatte i 2005.
190 Den omstændighed, at Kommissionen gjorde hyppig brug af de oplysninger, som sagsøgerne havde leveret den 20. juli 2006, bekræfter, at disse oplysninger havde en større bevismæssig værdi end de oplysninger, som Samsung tidligere havde afsløret. Det er imidlertid netop grunden til, at Kommissionen har anført, at sagsøgernes oplysninger repræsenterede en »betydelig merværdi« i henhold til punkt 21 og 22 i samarbejdsmeddelelsen af 2002, hvilket begrundede en nedsættelse på 50% af bødebeløbet. Det skal i den forbindelse understreges, at de kriterier, der anvendes ved vurderingen af, om en sådan nedsættelse skal indrømmes, adskiller sig fra de kriterier, der er nævnt i præmis 166, og som anvendes ved fastlæggelsen af, om sagsøgernes erklæring af 20. juli 2006 også kunne danne grundlag for en delvis bødefritagelse for 2005.
[udelades]
192 For det fjerde, for så vidt angår den omstændighed, at de oplysninger, som Samsung har fremlagt, ikke vedrører »krystalmøderne«, men alene de bilaterale kontakter, bemærkes, at den anfægtede afgørelse i bl.a. 70. betragtning definerer den omhandlede overtrædelse med henvisning til, at den ikke blot omfatter »krystalmøderne«, men også bilaterale møder og kontakter mellem deltagerne. Bevismaterialet som vedrørende forekomsten af denne kontakt i 2005 er relevant med henblik på at bevise, at den samlede overtrædelse, der er fastslået i den anfægtede afgørelse, bestod hele året.
193 For så vidt angår den omstændighed, at de beviser, som Samsung har fremlagt, ikke tager specifikt sigte på sagsøgernes deltagelse i kartellet i 2005, bemærkes for det første, og således som det er anført i præmis 185, at et af de breve, som Samsung har fremlagt, henviser til muligheden for at forhøre sig om sagsøgernes hensigter i forhold til visse priser, hvilket viser, at de fortsatte deres deltagelse i kartellet. For det andet følger det af retspraksis, at når der er tale om en samlet og vedvarende overtrædelse, kan en virksomhed, der har deltaget i en overtrædelse ved egne handlinger, der udgjorde en aftale eller en samordnet praksis ifølge artikel 101, stk. 1, TEUF, og som medvirkede til gennemførelsen af overtrædelsen i sin helhed, således også være ansvarlig for så vidt angår hele det tidsrum, hvor virksomheden har deltaget i overtrædelsen, for de handlinger, som andre virksomheder har udført som led i den samme overtrædelse (Rettens dom af 12.12.2007, forenede sager T-101/05 og T-111/05, BASF og UCB mod Kommissionen, Sml. II, s. 4949, præmis 160, og af 2.2.2012, sag T-83/08, Denki Kagaku Kogyo og Denka Chemicals mod Kommissionen, EU:T:2012:48, præmis 242).
194 Det følger heraf, at sagsøgernes argumenter med henblik på at opnå delvis bødefritagelse for 2005 er ubegrundede.
195 Under disse omstændigheder skal der endelig tages stilling til sagsøgernes subsidiære argument, hvorefter den omstændighed, at Kommissionen har indrømmet dem delvis bødefritagelse for januar 2006 indebar, at denne måned skulle have været udelukket fra ethvert trin i beregningen af beløbet af den bøde, som vedrører dem.
196 I denne forbindelse henvises der til, således som det fremgår af tabel 5 i den anfægtede afgørelse, at Kommissionen har udelukket januar 2006 ved beregningen af koefficienten for overtrædelsens varighed for så vidt angår sagsøgerne. For sagsøgerne er der nemlig anvendt en koefficient på 4,16, mens der for de øvrige karteldeltagere er anvendt en koefficient på 4,25, hvilket svarer til varigheden af hele overtrædelsesperioden, nedrundet.
197 I forbindelse med fastsættelsen af afsætningsværdien af varer i forhold til overtrædelsen, hvilket er den værdi der lægges til grund for at opnå grundbeløbet for beregning af bøden, har Kommissionen imidlertid for alle deltagere i overtrædelsen beregnet gennemsnittet for deres afsætning i hele overtrædelsesperioden, herunder januar 2006.
198 Kommissionen har således også i forhold til sagsøgerne taget hensyn til deres samlede afsætning i hele overtrædelsesperioden, herunder januar 2006, og har divideret det fremkomne beløb med 4,33, varigheden af hele overtrædelsesperioden, oprundet.
199 Det bemærkes, således som Kommissionen har anført i 468. betragtning til den anfægtede afgørelse, at den omstændighed, at sagsøgerne indrømmes en delvis bødefritagelse for 2006, indebærer, at de skal behandles, som om de kun havde deltaget i overtrædelse fra den 5. oktober 2001 til den 31. december 2005 med henblik på beregningen af den bøde, de skal pålægges. Formuleret på en måde, som ligger tættere op ad ordlyden af punkt 23, litra b), sidste afsnit, i samarbejdsmeddelelsen af 2002, skal der ikke tages hensyn til omstændigheder, der ligger efter den 31. december 2005, ved fastsættelsen af den nævnte bøde.
200 Ved at anlægge denne holdning i forhold til sagsøgerne har Kommissionen ikke overholdt sit løfte om ikke at tage hensyn til den periode, der er omfattet af den delvise bødefritagelse, som er indrømmet i medfør af punkt 23, litra b), sidste afsnit, i samarbejdsmeddelelsen af 2002.
201 I denne bestemmelse foreskrives det nemlig ikke, at Kommissionen kun skal se bort fra omstændigheder, der er omfattet af den nævnte fritagelse, med henblik på beregning af koefficienten for overtrædelsens varighed, idet fritagelsen skal tillægges en mere generel rækkevidde, hvilket udelukker, at de nævnte omstændigheder tages i betragtning i forhold til alle aspekter, der vedrører fastsættelsen af bødebeløbet, herunder beregningen af gennemsnittet for den relevante afsætningsværdi. Den delvise bødefritagelse som omhandlet i samarbejdsmeddelelsen af 2002 udgør således i det væsentlige en »retlig fiktion«, i medfør af hvilken Kommissionen med henblik på beregning af bødebeløbet bør lade som om, at den virksomhed, der indrømmes bødefritagelsen, ikke havde deltaget i overtrædelsen i den periode, der er omfattet af fritagelsen.
202 Af denne grund forkastes Kommissionens argument, hvorefter den delvise bødefritagelse ikke har nogen betydning for valget af det eller de referenceår, der er anvendt ved beregningen af værdien af den relevante afsætning med henblik på fastsættelsen af grundbeløbet for bøden, idet denne værdi alene tjener til at vurdere den skade, som karteldeltageren kan forvolde.
203 Heraf følger, at dette anbringende delvist kan tages til følge, idet Kommissionen har medregnet januar 2006 ved fastsættelsen af værdien af sagsøgernes afsætning med henblik på beregningen af det bødebeløb, de skal pålægges.
Det tredje anbringende vedrørende den omstændighed, at Kommissionen med urette har afvist at tage hensyn til sagsøgernes samarbejde som en formildende omstændighed ved beregningen af bødebeløbet
[udelades]
205 Ifølge punkt 29, fjerde led, i retningslinjerne af 2006 kan bødens grundbeløb nedsættes, såfremt der foreligger en formildende omstændighed, herunder såfremt »den pågældende virksomhed samarbejder effektivt med Kommissionen uden for anvendelsesområdet for meddelelsen om samarbejde [af 2002] i kartelsager og ud over dens retlige pligt til at samarbejde«.
206 I denne forbindelse bemærkes, at denne bestemmelse skal fortolkes således, at den ikke giver mulighed for, at der for det samme samarbejde med Kommissionen indrømmes en virksomhed en dobbelt nedsættelse af bødebeløbet dels i henhold til samarbejdsmeddelelsen af 2002, dels i henhold til retningslinjerne af 2006.
207 Det fremgår nemlig af retspraksis, at hvad angår overtrædelser, som henhører under anvendelsesområdet for samarbejdsmeddelelsen af 2002, kan den berørte i princippet ikke med føje kritisere Kommissionen for, at den ikke har taget hensyn til graden af sagsøgerens samarbejde som en formildende omstændighed uden for de retlige rammer, som samarbejdsmeddelelsen udgør (jf. i denne retning Rettens dom af 15.3.2006, sag T-15/02, BASF mod Kommissionen, Sml. II, s. 497, præmis 586, og af 14.7.2011, sag T-189/06, Arkema France mod Kommissionen, Sml. II, s. 5455, præmis 178). Eftersom Kommissionen har taget hensyn til sagsøgernes samarbejde ved at nedsætte bødebeløbet i henhold til samarbejdsmeddelelsen af 2002, kan Kommissionen ikke med føje kritiseres for ikke at have reduceret den bøde, der er pålagt sagsøgerne, yderligere uden for de retlige rammer, som den nævnte meddelelse udgør.
208 Det følger heraf, at den retspraksis, hvorefter Kommissionen i usædvanlige situationer har pligt til at indrømme en nedsættelse af bøden til en virksomhed på grundlag af punkt 29, fjerde led, i retningslinjerne af 2006 (jf. i denne retning dom af 17.5.2011, Arkema France mod Kommissionen, præmis 170, og dommen i sagen Transcatab mod Kommissionen, præmis 330), skal fortolkes således, at en forudsætning for, at der foreligger sådanne situationer, er, at den pågældende virksomheds samarbejde går ud over dens retlige pligt til at samarbejde, hvilket imidlertid ikke giver virksomheden ret til en bødenedsættelse i medfør af samarbejdsmeddelelsen af 2002.
209 Da Kommissionen i den foreliggende sag har anført, at sagsøgerne har deltaget i et kartel, er det ubestridt, at der foreligger en overtrædelse, der er omfattet af samarbejdsmeddelelsen fra 2002 (jf. analogt Domstolens dom af 28.6.2005, forenede sager C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5425, præmis 381).
210 Det er ligeledes ubestridt, at der er indrømmet sagsøgerne en bødenedsættelse i medfør af nævnte meddelelse.
211 Under disse omstændigheder ville sagsøgerne kun kunne indrømmes en yderligere nedsættelse med henvisning til formildende omstændigheder på grundlag af et samarbejde, der adskiller sig fra det samarbejde, der allerede er taget hensyn til inden for rammerne af samarbejdsmeddelelsen af 2002, og som opfyldte betingelserne for anvendelsen af punkt 29, fjerde led i retningslinjerne af 2006.
[udelades]
Det fjerde anbringende om udelukkelse fra proceduren af de japanske leverandører af LCD
[udelades]
Begrebet samlet og vedvarende overtrædelse
[udelades]
220 Indledningsvis bemærkes, at begrebet en samlet overtrædelse vedrører en situation, hvor flere virksomheder har deltaget i en overtrædelse bestående af en vedvarende adfærd, hvor der forfølges et enkelt økonomisk formål med henblik på at fordreje konkurrencen, eller af individuelle overtrædelser, som er indbyrdes forbundet af et fælles mål (idet samtlige dele har det samme formål) og de samme aktører (de samme virksomheder, som bevidst stræber efter det samme formål) (jf. Rettens dom af 28.4.2010, T-446/05, Amann & Söhne og Cousin Filterie mod Kommissionen, Sml. II, s. 1255, præmis 89 og den deri nævnte retspraksis).
221 Dernæst bemærkes, at en tilsidesættelse af artikel 101, stk. 1, TEUF kan foreligge ikke alene ved en enkeltstående handling, men også ved en række handlinger eller en sammenhængende adfærd. Denne fortolkning kan ikke anfægtes under henvisning til, at et eller flere elementer i rækken af handlinger eller i den sammenhængende adfærd også i sig selv og isoleret betragtet kan udgøre en tilsidesættelse af den nævnte bestemmelse. Når de forskellige handlinger indgår i en samlet plan, fordi de har det samme formål, nemlig at fordreje konkurrencen inden for fællesmarkedet, kan Kommissionen med rette pålægge de omhandlede virksomheder ansvaret for disse handlinger som følge af deres deltagelse i overtrædelsen betragtet i sin helhed (dommen i sagen Amann & Söhne og Cousin Filterie mod Kommissionen, præmis 90 og den deri nævnte retspraksis).
222 I denne forbindelse bemærkes for det første, at selv om denne retspraksis giver Kommissionen mulighed for ved hjælp af en enkelt procedure og en enkelt afgørelse samtidig at forfølge en række handlinger, der kunne forfølges individuelt, er det ikke ensbetydende med, at Kommissionen er forpligtet til at handle på denne måde. Kommissionen kan derfor i princippet ikke kritiseres for separat at forfølge forskellige handlinger, som den kunne have samlet i en enkelt og sammenhængende overtrædelse. Endvidere kunne hver af disse handlinger omfatte flere overtrædelser.
223 Det følger heraf, at Kommissionen råder over en skønsbeføjelse for så vidt angår rækkevidden af de procedurer, den indleder. Ifølge denne retspraksis kan Kommissionen nemlig ikke som følge af de skønsbeføjelser, den har i denne henseende, være forpligtet til at finde frem til og sanktionere al konkurrencebegrænsende adfærd, ligesom Unionens retsinstanser heller ikke – selv om det kun er med det formål at nedbringe bøden – kan fastslå, at Kommissionen i lyset af de beviser, den rådede over, burde have fundet, at en bestemt virksomhed i en bestemt periode havde begået en overtrædelse (jf. i denne retning dommen i sagen Tokai Carbon m.fl. mod Kommissionen, præmis 369 og 370).
224 Udøvelsen af denne beføjelse er undergivet domstolsprøvelse. Det fremgår imidlertid af retspraksis, at det kun er såfremt det kan påvises, at Kommissionen uden saglig grund har indledt to særskilte procedurer vedrørende én faktisk situation, at Kommissionens valg kan betragtes som magtfordrejning (jf. i denne retning Domstolens dom af 29.6.2010, sag C-441/07 P, Kommissionen mod Alrosa, Sml. I, s. 5949, præmis 89).
225 I den foreliggende sag var det Kommissionens opfattelse, at den ikke – eller endnu ikke – havde tilstrækkelige beviser mod de japanske leverandører, og den valgte derfor ikke at forfølge dem samtidig med sagsøgerne og de øvrige adressater for den anfægtede afgørelse. Denne omstændighed udgør imidlertid en objektiv begrundelse, som Kommissionen kan støtte sit valg på. Det er klart, at Kommissionen i forbindelse med en procedure indledt mod de japanske leverandører er forpligtet til bl.a. at overholde princippet ne bis in idem i forhold til sagsøgerne.
[udelades]
228 I den foreliggende sag bemærkes for det første, at den påståede overtrædelse, som adressaterne for den anfægtede afgørelse ifølge Kommissionen har begået, består i, at de har deltaget dels i »krystalmøder«, hvor de fastsatte minimumspriser for de kartelomfattede LCD, drøftede fremtidige priser for at undgå prisnedsættelse og koordinerede deres prisstigninger og produktionsniveau, dels i bilaterale møder vedrørende emner, som de drøftede under »krystalmøderne« (jf. præmis 20).
229 Sagsøgerne har medgivet, at de japanske leverandører ikke har deltaget i »krystalmøderne«, men i andre møder, som adressaterne for den anfægtede afgørelse imidlertid ikke har deltaget i.
230 Selv hvis de japanske leverandører – med hinanden eller med adressaterne for den anfægtede afgørelse – også havde etableret et kartel, der tog sigte på at fordreje konkurrencen for så vidt angår priserne på LCD, kan deres strategi i denne henseende ikke nødvendigvis anses for at være omfattet af den samme samlede plan eller for at anvende de samme metoder, som adressaterne for den anfægtede afgørelse har udviklet.
231 Det manglende bevis for en samlet plan og fælles metoder udgør en objektiv begrundelse, som giver Kommissionen mulighed for at forfølge den overtrædelse, som sagsøgerne har begået, uden at lade en eventuel overtrædelse, som de japanske leverandører måtte have begået, omfatte af den samme procedure.
[udelades]
234 Endvidere forkastes det argument, som sagsøgerne forsøger at udlede af den omstændighed, at Kommissionen i sine indlæg til Retten har anført, at det var med henblik på at sikre overholdelsen af de principper, der blev fastslået i Rettens dom af 12. oktober 2007, Pergan Hilfsstoffe für industrielle Prozesse mod Kommissionen (sag T-474/04, Sml. II, s. 4225, præmis 72-81), at den undlod enhver henvisning til de japanske leverandører i den anfægtede afgørelse, selv om de var nævnt i klagepunktsmeddelelsen, uden at de dog var adressater herfor.
235 I denne henseende henvises til, at det følger af dommen i sagen Pergan Hilfsstoffe für industrielle Prozesse mod Kommissionen, at princippet om uskyldsformodningen indebærer, at Kommissionen i sine afgørelser skal undgå at offentliggøre henvisninger, som gør det muligt at udlede, at en virksomhed beskyldes for en overtrædelse, når afgørelsens konklusion ikke er rettet til den pågældende virksomhed. Den omstændighed, at Kommissionen i henhold til de principper, der blev fastslået i den nævnte dom, ikke har nævnt de japanske leverandører i den anfægtede afgørelse, er alene udtryk for, at Kommissionen har overholdt princippet om uskyldsformodningen i forhold til de pågældende leverandører. At de japanske leverandører ikke er nævnt, kan derimod ikke forstås således, at Kommissionen har taget stilling – end ikke indirekte – til deres deltagelse i konkurrencebegrænsende praksis vedrørende kartelomfattede LCD.
[udelades]
Den påståede tilsidesættelse af begrundelsespligten
[udelades]
238 I denne forbindelse skal det bemærkes, at Kommissionen ikke havde nogen forpligtelse til i den anfægtede afgørelse at redegøre for grundene til, at der ikke var indledt en procedure mod de japanske leverandører. Forpligtelsen til at begrunde en retsakt kan nemlig ikke omfatte en forpligtelse for den institution, der har udstedt den, til at begrunde den omstændighed, at den ikke har udstedt lignende retsakter i forhold til tredjeparter (Rettens dom af 8.7.2004, forenede sager T-67/00, T-68/00, T-71/00 og T-78/00, JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2501, præmis 414, og af 4.7.2006, sag T-304/02, Hoek Loos mod Kommissionen, Sml. II, s. 1887, præmis 63). Sagsøgernes argumenter må derfor forkastes.
Den påståede tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og princippet ne bis in idem
[udelades]
242 I den foreliggende sag kan sagsøgerne ikke påberåbe sig princippet ne bis in idem, idet deres søgsmål er rettet mod den afgørelse, der afsluttede den første procedure, som Kommissionen indledte mod dem for en overtrædelse, der vedrørte kartelomfattede LCD. Dette princip kan nemlig kun påberåbes i forhold til en afgørelse, der afslutter en eventuel anden procedure, som vedrørte den samme overtrædelse. Dette princip spiller nemlig ikke nogen rolle i forhold til den anfægtede afgørelse, som udgør en nødvendig betingelse for, at dette princip kan påberåbes i forhold til den anden procedure.
243 Sagsøgernes retssikkerhed er sikret ved, at enhver afgørelse truffet af Kommissionen, hvorved sagsøgerne forfølges for den samme overtrædelse, som er genstand for den anfægtede afgørelse, ville være i strid med princippet ne bis in idem. Dette princip kan derfor ikke påberåbes som en forebyggende foranstaltning i forbindelse med nærværende sag, der er anlagt til prøvelse af den anfægtede afgørelse.
244 For så vidt angår den omstændighed, at Kommissionen har indledt en procedure i forhold til de japanske leverandører og i den forbindelse har anmodet sagsøgerne om oplysninger, har ingen indflydelse på lovligheden af den anfægtede afgørelse eller på beløbet for den bøde, der er pålagt sagsøgerne. Den omstændighed, at Kommissionen greb ind over for sagsøgerne som følge af den overtrædelse, der blev fastslået i den anfægtede afgørelse fritager ikke sagsøgerne for deres forpligtelse til at samarbejde med Kommissionen med henblik på en procedure, der kan føre til, at Kommissionen fastslår, at en overtrædelse er begået af andre virksomheder eller endog af sagsøgerne, forudsat at de faktiske omstændigheder, som Kommissionen lægger til grund i denne sammenhæng, adskiller sig fra dem, som den anfægtede afgørelse støttes på, idet disse omstændigheder ikke vedrørte de japanske leverandører.
[udelades]
Den påståede tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet
[udelades]
248 Det bemærkes, at en bødes forholdsmæssighed skal vurderes på baggrund af samtlige omstændigheder ved overtrædelsen (jf. Rettens dom af 29.11.2005, sag T-52/02, SNCZ mod Kommissionen, Sml. II, s. 5005, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis). Den risiko, som sagsøgerne har gjort gældende, med hensyn til at skulle bære yderligere omkostninger som følge af en anden procedure, som Kommissionen har indledt i forhold til bl.a. de japanske leverandører, kan imidlertid ikke betragtes som omstændigheder, der vedrører den overtrædelse, som sagsøgerne har begået, og som er fastslået i den anfægtede afgørelse.
[udelades]
Udøvelse af den fulde prøvelsesret
252 Ud over påstanden om delvis annullation af den anfægtede afgørelse har sagsøgerne anmodet Retten om at nedsætte den bøde, som Kommissionen har pålagt dem, idet de til støtte herfor har henvist til, dels at Kommissionen har begået fejl, som det fremgår af de anbringender, der behandlet ovenfor, dels, for så vidt angår udelukkelsen af de japanske leverandører af LCD fra proceduren, at der, såfremt der indledes en procedure mod de pågældende leverandører, er risiko for at sagsøgerne påføres et tab.
253 Det fremgår af prøvelsen af sagsøgernes anbringender, at den eneste fejl Kommissionen har begået i forbindelse med fastsættelsen af den bøde, sagsøgerne blev pålagt, var at medtage januar 2006 ved beregningen af gennemsnittet af deres afsætningsværdi (jf. præmis 195-203). Endvidere kan Kommissionens indledning af en procedure i forhold til de japanske leverandører af de grunde, der er anført i præmis 244, ikke anses for at have medført et tab for sagsøgerne. Under alle omstændigheder har dette ikke haft nogen indflydelse på grovheden eller varigheden af sagsøgernes overtrædelse.
254 Under disse omstændigheder skal der tages stilling til sagsøgernes anmodning om, at Retten berigtiger fejlen vedrørende januar 2006 og nedsætter den bøde, som Kommissionen har pålagt dem.
255 Det bemærkes, at legalitetskontrollen af Kommissionens afgørelser komplementeres af den fulde prøvelsesret, der er tillagt EU’s retsinstanser ved artikel 31 i Rådets forordning nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 [EF] og 82 [EF] (EUT L 1, s. 1) i henhold til artikel 261 TEUF. Denne kompetence giver dommeren beføjelse til, ud over en simpel legalitetskontrol af sanktionen, at anlægge sin egen vurdering i stedet for Kommissionens og derfor ophæve, nedsætte eller forhøje den pålagte bøde eller tvangsbøde.
256 Det tilkommer derfor Retten inden for rammerne af sin fulde prøvelsesret, når den træffer sin afgørelse, at undersøge, om sagsøgeren er blevet pålagt en bøde, hvis størrelse afspejler den pågældende overtrædelses grovhed og varighed korrekt (jf. i denne retning Rettens dom af 27.9.2012, sag T-343/06, Shell Petroleum m.fl. mod Kommissionen, EU:T:2012:478, præmis 117 og den deri nævnte retspraksis).
257 Det bemærkes, at parterne i den foreliggende sag er enige om, at konsekvensen af, at januar 2006 udelukkes ved beregningen af gennemsnittet af sagsøgernes relevante afsætningsværdi, er, at det bødebeløb, som sagsøgerne skal betale, såfremt den samme metode som i den anfægtede afgørelse anvendes på det nævnte gennemsnit, udgør 210 000 000 EUR.
258 Da der ikke er andre faktorer, der kan begrunde en større nedsættelse af det bødebeløb, som sagsøgerne er pålagt ved den anfægtede afgørelse, og henset til de samlede omstændigheder i sagen, skal bøden nedsættes til 210 000 000 EUR.
259 Med henvisning til det ovenfor anførte frifindes Kommissionen i øvrigt.
[udelades]
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Sjette Afdeling):
1) Den bøde, der er pålagt LG Display Co. Ltd og LG Display Taiwan Co. Ltd in solidum i artikel 2 i Kommissionens afgørelse K(2010) 8761 endelig af 8. december 2010 vedrørende en procedure i henhold til artikel 101 [TEUF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/39 309 – LCD), fastsættes til 210 000 000 EUR.
2) I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen.
3) LG Display og LG Display Taiwan bærer deres egne omkostninger og betaler tre fjerdedele af Kommissionens omkostninger.
4) Kommissionen bærer en fjerdedel af sine egne omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 27. februar 2014.
Underskrifter