DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)
7. maj 2020 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – civilretligt samarbejde – forordning (EF) nr. 44/2001 – artikel 1, stk. 1 – begreberne »det civil- og handelsretlige område« og »administrative anliggender« – anvendelsesområde – skibsklassifikations- og certificeringsselskabers aktiviteter – handlinger, der er udført jure imperii, og handlinger, der er udført jure gestionis – prærogativer som offentlig myndighed – retslig immunitet«
I sag C-641/18,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Tribunale di Genova (retten i Genova, Italien) ved afgørelse af 28. september 2018, indgået til Domstolen den 12. oktober 2018, i sagen
LG m.fl.
mod
Rina SpA,
Ente Registro Italiano Navale,
har
DOMSTOLEN (Første Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, J.-C. Bonichot, Domstolens vicepræsident, R. Silva de Lapuerta, som fungerende dommer i Første Afdeling, og dommerne M. Safjan, L. Bay Larsen og C. Toader (refererende dommer),
generaladvokat: M. Szpunar,
justitssekretær: fuldmægtig R. Schiano,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 18. september 2019,
efter at der er afgivet indlæg af:
– LG m.fl. ved avvocati R. Ambrosio, S. Commodo, S. Bertone, M. Bona, A. Novelli og F. Pocar, abogado C. Villacorta Salis, avocat J.-P. Bellecave og solicitor N. Taylor,
– Rina SpA og Ente Registro Italiano Navale ved avvocati G. Giacomini, F. Siccardi, R. Bassi, M. Campagna, T. Romanengo, F. Ronco og M. Giacomini,
– den franske regering ved D. Colas, D. Dubois og E. de Moustier, som befuldmægtigede,
– Europa-Kommissionen ved M. Heller, S.L. Kalėda og L. Malferrari, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 14. januar 2020,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 1, stk. 1, og artikel 2 i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1), sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og 16. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/15/EF af 23. april 2009 om fælles regler og standarder for organisationer, der udfører inspektion og syn af skibe, og for søfartsmyndighedernes aktiviteter i forbindelse dermed (EUT 2009, L 131, s. 47).
2 Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side LG m.fl. og på den anden side Rina SpA og Ente Registro Italiano Navale (herefter under ét »Rina-selskaberne«) vedrørende disse sidstnævntes betaling af erstatning, på grundlag af erstatningsansvar, for de økonomiske og ikke-økonomiske skader, som LG m.fl. har lidt som følge af, at skibet Al Salam Boccaccio ’98 forliste i Det Røde Hav mellem den 2. og den 3. februar 2006.
Retsforskrifter
Folkeretten
3 De Forenede Nationers havretskonvention, undertegnet i Montego Bay den 10. december 1982 (herefter »Montego Bay-konventionen«), trådte i kraft den 16. november 1994. Den blev godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 98/392/EF af 23. marts 1998 (EFT 1998, L 179, s. 1).
4 Denne konventions artikel 90, der har overskriften »Retten til sejlads«, bestemmer, at »[e]nhver stat har […] ret til at lade skibe sejle under sit flag på det åbne hav«.
5 Montego Bay-konventionens artikel 91, der har overskriften »Skibes nationalitet«, fastsætter følgende:
»1. Enhver stat skal fastsætte betingelserne for at give skibe sin nationalitet, for registrering af skibe på sit territorium samt for retten til at føre sit flag. Skibe har den stats nationalitet, hvis flag de er berettiget til at føre. […]
2. Enhver stat skal til skibe, som den har givet retten til at føre sit flag, udstede dokumenter, der viser dette.«
6 Montego Bay-konventionens artikel 94, stk. 1 og 3-5, bestemmer følgende:
»1. Enhver stat skal effektivt udøve sin jurisdiktion og kontrol i administrative, tekniske og sociale anliggender over skibe, som fører dens flag.
[…]
3. Enhver stat skal for skibe, som fører dens flag, træffe de foranstaltninger, som er nødvendige for sikkerheden på havet, bl.a. med hensyn til:
a) skibes bygning, udrustning og sødygtighed
[…]
4. Disse foranstaltninger skal omfatte sådanne, som er nødvendige for at sikre:
a) at ethvert skib, før registreringen og derefter med passende mellemrum, synes af en kvalificeret skibsinspektør og om bord har sådanne søkort, nautiske publikationer samt navigationsudstyr og -instrumenter, som er nødvendige for skibets sikre sejlads
[…]
5. Ved iværksættelsen af de i stk. 3 og 4 omhandlede foranstaltninger skal hver enkelt stat rette sig efter almindeligt anerkendte internationale regler, procedurer og praksis og tage ethvert skridt, som kan være nødvendigt for at sikre deres overholdelse.«
7 Den internationale konvention om sikkerhed for menneskeliv på søen, der blev vedtaget i London den 1. november 1974 (herefter »SOLAS-konventionen«), og som alle medlemsstaterne er kontraherende parter i, har i denne forbindelse som sit primære formål at præcisere de minimumsstandarder for skibes bygning, udstyr og drift, som er forenelige med skibenes sikkerhed.
8 Ifølge denne konventions kapitel II-1, afsnit A-1, regel 3-1, skal skibe være konstruerede, byggede og vedligeholdt i overensstemmelse med styrkemæssige, mekaniske og elektriske krav, fra et klassifikationsselskab, som er anerkendt af Administrationen – det vil ifølge den nævnte konventions ordlyd sige af regeringen i den stat, under hvis flag skibet er berettiget til at sejle – i overensstemmelse med bestemmelserne i regel XI/1, eller opfylde Administrationens nationale standarder, som skal give et tilsvarende sikkerhedsniveau.
9 SOLAS-konventionens kapitel I, regel 6, bestemmer følgende:
»a) Inspektion og syn af skibe skal, for så vidt angår håndhævelsen af bestemmelserne i disse forskrifter samt meddelelse af dispensation herfra, foretages af Administrationens embedsmænd. Dog kan Administrationen overdrage inspektion og syn til dertil udpegede tilsynsførende eller til anerkendte organisationer.
b) En Administration, der udpeger tilsynsførende eller anerkendte organisationer til at foretage inspektioner og syn som anført i litra a), skal som minimum bemyndige enhver udpeget tilsynsførende eller anerkendt organisation til:
i) at kræve foretaget reparationer af et skib; og
ii) at foretage syn og inspektion efter anmodning fra vedkommende myndigheder i en havnestat.
Administrationen skal underrette Organisationen om de særlige opgaver og vilkår i bemyndigelsen til udpegede tilsynsførende eller anerkendte organisationer.
c) Når en udpeget tilsynsførende eller anerkendt organisation fastslår, at skibet eller dets udrustning ikke i alt væsentligt svarer til oplysningerne i certifikatet, eller at skibet er i en sådan stand, at det ikke er egnet til at gå til søs uden fare for skibet eller de ombordværende personer, skal den pågældende tilsynsførende eller organisation øjeblikkeligt drage omsorg for, at der tages skridt til en udbedring af forholdene, og skal underrette Administrationen i rette tid. Hvis der ikke tages sådanne skridt til en udbedring af forholdene, bør det pågældende certifikat inddrages og Administrationen øjeblikkeligt underrettes; […]
d) Administrationen skal i alle tilfælde fuldt ud garantere, at inspektionen og synet er udført effektivt og omhyggeligt, og skal sørge for, at der træffes de fornødne foranstaltninger til opfyldelse af denne pligt.«
EU-retten
Forordning nr. 44/2001
10 Artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 har følgende ordlyd: »Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, uanset domsmyndighedens art. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender.«
11 Denne forordnings artikel 2, stk. 1, fastsætter følgende:
»Med forbehold af bestemmelserne i denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.«
Direktiv 2009/15
12 16. betragtning til direktiv 2009/15 har følgende ordlyd:
»Når en anerkendt organisation, dens inspektører eller dens tekniske personale udsteder klassecertifikater på administrationens vegne, bør medlemsstaterne for så vidt angår disse delegerede aktiviteter overveje at lade dem være omfattet af forholdsmæssige retsgarantier og garantier for retssikkerhed, herunder udøvelse af passende rettigheder med hensyn til forsvar, bortset fra immunitet, der er et prærogativ, som kun medlemsstaterne kan påberåbe sig som en uadskillelig del af suveræniteten, og som derfor ikke kan delegeres.«
13 Dette direktivs artikel 1 bestemmer følgende:
»Dette direktiv fastlægger visse foranstaltninger, der skal følges af medlemsstaterne i deres forbindelser med de organisationer, der varetager inspektion, syn og certificering af skibe med henblik på at efterkomme de internationale konventioner om sikkerheden til søs og om forebyggelse af havforurening, samtidig med at den frie udveksling af tjenesteydelser fremmes. Dette omfatter udformning og gennemførelse af sikkerhedskrav til skrog, maskineri samt elinstallationer og styresystemer for skibe, der falder ind under de internationale konventioners anvendelsesområde.«
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
14 LG m.fl., der består af familiemedlemmer til ofrene for og overlevende passagerer fra forliset af skibet Al Salam Boccaccio ’98, der fandt sted mellem den 2. og den 3. februar 2006 i Det Røde Hav og krævede mere end 1 000 ofre, har anlagt sag ved Tribunale di Genova (retten i Genova, Italien) mod skibsklassifikations- og certificeringsselskaberne Rina, der har hjemsted i Genova.
15 LG m.fl. har rejst krav om erstatning for de økonomiske og ikke-økonomiske skader, der følger af Rina-selskabernes eventuelle erstatningsansvar, idet de har gjort gældende, at årsagen til det omhandlede forlis skal findes i de aktiviteter vedrørende klassifikation og certificering af det nævnte skib, som Rina-selskaberne udførte i henhold til en aftale indgået med Republikken Panama med henblik på, at dette skib kunne opnå ret til at føre denne stats flag.
16 Rina-selskaberne har gjort gældende, at den forelæggende ret savner kompetence, idet de har påberåbt sig det folkeretlige princip om fremmede staters retslige immunitet. Disse selskaber har navnlig anført, at de klassifikations- og certificeringsaktiviteter, som de gennemførte, blev udført efter bemyndigelse fra Republikken Panama og derfor er et udtryk for den bemyndigende stats suveræne prærogativer.
17 LG m.fl. har derimod anført, at de italienske retsinstanser er kompetente i medfør af artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, da Rina-selskaberne har deres hjemsted i Italien, og da tvisten i hovedsagen er af civilretlig karakter som omhandlet i denne forordnings artikel 1. LG m.fl. er desuden af den opfattelse, at den indsigelse om retslig immunitet, som Rina-selskaberne har fremsat, ikke dækker aktiviteter, der er reguleret af tekniske regler, som er uden skønsmæssig karakter og under alle omstændigheder ikke har nogen sammenhæng med en stats politiske valg og dens prærogativer.
18 Den forelæggende ret ønsker oplyst, om de italienske retsinstanser har kompetence, eftersom Rina-selskaberne – selv om det er ubestridt, at de har deres hjemsted i Italien – handlede efter bemyndigelse fra Republikken Panama.
19 I denne forbindelse har den forelæggende ret i sin anmodning om præjudiciel afgørelse redegjort for retspraksis fra Corte costituzionale (forfatningsdomstol, Italien) og Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien) på området for retslig immunitet. Ifølge retspraksis fra disse øverste domstole er anerkendelse af retslig immunitet kun udelukket i forhold til de handlinger foretaget af fremmede stater, der består i krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, eller når en sådan anerkendelse er til skade for princippet om domstolsbeskyttelse.
20 På denne baggrund har Tribunale di Genova (retten i Genova) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal artikel 1, stk. 1, og artikel 2, stk. 1, i [forordning nr. 44/2001] – herunder i lyset af [chartrets] artikel 47 […], […] artikel 6, stk. 1, [i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet den 4. november 1950 i Rom (herefter »EMRK«),] samt 16. betragtning til direktiv [2009/15] – fortolkes således, at de udelukker, at retten i en medlemsstat inden for rammerne af en erstatningssag som følge af dødsfald og personlige skader i forbindelse med forlis af en [passager- og bilfærge], hvorunder der er nedlagt påstand om ifald af ansvar for culpøs adfærd, kan erklære at mangle kompetence, henset til den retslige immunitet, som anerkendes enheder og private juridiske personer med hjemsted i den pågældende medlemsstat, der udfører klassifikations- og/eller certificeringsaktiviteter, når disse aktiviteter udføres på vegne af et tredjeland?«
Om det præjudicielle spørgsmål
Formaliteten
21 Rina-selskaberne har i deres skriftlige indlæg gjort gældende, at anmodningen om præjudiciel afgørelse skal afvises fra realitetsbehandling. Selskaberne har i denne forbindelse i det væsentlige anført, at en fortolkning af bestemmelserne i forordning nr. 44/2001 ikke er relevant for afgørelsen vedrørende den indsigelse om retslig immunitet, der er fremsat i tvisten i hovedsagen, og som den forelæggende ret burde have taget stilling til for at fastslå sin eventuelle kompetence, inden den forelagde Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse. Ifølge Rina-selskaberne er forordning nr. 44/2001 desuden ikke materielt anvendelig på tvisten i hovedsagen, eftersom der i det foreliggende tilfælde er tale om et krav, der udspringer af en handling foretaget under udøvelsen af offentlig myndighed, hvilket er tilstrækkeligt til, at sagsanlægget skal udelukkes fra denne forordnings anvendelsesområde.
22 I denne henseende skal det bemærkes, at der ifølge fast retspraksis er formodning for, at de spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge – og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve – er relevante. Domstolen kan kun afvise en anmodning fra en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 19.12.2019, Airbnb Ireland, C-390/18, EU:C:2019:1112, præmis 29).
23 I den foreliggende sag fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at der består en reel og direkte forbindelse mellem artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, som den forelæggende ret har anmodet om en fortolkning af, og tvisten i hovedsagen. Denne fortolkning er således nødvendig for at fastslå, om den forelæggende ret ifølge denne forordnings artikel 2, stk. 1, har kompetence til at afgøre denne tvist.
24 Med hensyn til indsigelsen om denne forordnings uanvendelighed på hovedsagen angår denne indsigelse ikke formaliteten i anmodningen om præjudiciel afgørelse, men realiteten i det forelagte spørgsmål (jf. i denne retning dom af 4.7.2019, Kirschstein, C-393/17, EU:C:2019:563, præmis 28).
25 I øvrigt skal det bemærkes, at forordning nr. 44/2001 ikke kun finder anvendelse, når tvisten vedrører flere medlemsstater, men ligeledes når den vedrører en enkelt medlemsstat, såfremt der er tale om tilfælde med tilknytning til udlandet på grund af, at en tredjestat er involveret. Denne situation kan således rejse nogle spørgsmål vedrørende fastlæggelsen af retternes internationale kompetence (jf. i denne retning dom af 1.3.2005, Owusu, C-281/02, EU:C:2005:120, præmis 24-27, og af 17.3.2016, Taser International, C-175/15, EU:C:2016:176, præmis 20).
26 Det følger heraf, at det præjudicielle spørgsmål kan antages til realitetsbehandling.
Realiteten
27 Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at et erstatningssøgsmål anlagt mod privatretlige juridiske personer, der udøver virksomhed inden for skibsklassifikation og -certificering på vegne af og efter bemyndigelse fra en tredjestat, falder ind under begrebet »det civil- og handelsretlige område« som omhandlet i denne bestemmelse og derfor er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, samt om princippet i den folkeretlige sædvaneret om retslig immunitet i et sådant tilfælde er til hinder for, at den nationale ret, som skal pådømme sagen, udøver den retslige kompetence, der er fastsat i den nævnte forordning.
28 For at give den forelæggende ret et nyttigt svar skal der i denne forbindelse for det første ske en fastlæggelse af fortolkningen af begreberne »det civil- og handelsretlige område« og »administrative anliggender« som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 i forhold til den klassifikations- og certificeringsvirksomhed, som Rina-selskaberne udøver, med henblik på at fastslå, om de italienske retsinstanser er kompetente i henhold til denne forordnings artikel 2, stk. 1, og for det andet skal det undersøges, hvad en eventuel anerkendelse af, at privatretlige organisationer såsom Rina-selskaberne nyder retslig immunitet, har af konsekvenser for anvendelsen af den nævnte forordning og navnlig for udøvelsen af den retslige kompetence, som den forelæggende ret måtte have i medfør af artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 44/2001.
29 Det følger af ordlyden af artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, at denne forordnings anvendelsesområde er begrænset til begrebet »det civil- og handelsretlige område«. Forordningen omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender.
30 For det første skal det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at med henblik på i videst muligt omfang at sikre, at medlemsstaterne og de berørte personer har samme og ensartede rettigheder og forpligtelser i henhold til forordning nr. 44/2001, skal begrebet »det civil- og handelsretlige område« ikke fortolkes som en ren henvisning til den ene eller den anden af de berørte staters nationale ret. Dette begreb skal anses for at være et selvstændigt begreb, som skal fortolkes under hensyn dels til denne forordnings mål og opbygning, dels til de almindelige principper, der kan udledes af de nationale retsordener under ét (dom af 23.10.2014, flyLAL-Lithuanian Airlines, C-302/13, EU:C:2014:2319, præmis 24).
31 For det andet følger det af fast retspraksis, at EU-lovgiver, således som det bl.a. fremgår af syvende betragtning til forordning nr. 44/2001, har ønsket at fastlægge en bred definition af begrebet »det civil- og handelsretlige område« i forordningens artikel 1, stk. 1, og dermed et bredt anvendelsesområde herfor (dom af 6.2.2019, NK, C-535/17, EU:C:2019:96, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).
32 For det tredje skal det bemærkes, at for at afgøre, om et område er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001, er det nødvendigt at undersøge de faktorer, som karakteriserer retsforholdet mellem parterne i tvisten eller tvistens genstand (dom af 23.10.2014, flyLAL-Lithuanian Airlines, C-302/13, EU:C:2014:2319, præmis 26).
33 Domstolen har således allerede fastslået, at selv om visse tvister mellem en offentlig myndighed og en privatperson kan henhøre under anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001, når søgsmålet omhandler handlinger, der er udført jure gestionis, forholder det sig anderledes, når den offentlige myndighed udøver offentligretlige beføjelser (jf. i denne retning dom af 23.10.2014, flyLAL-Lithuanian Airlines, C-302/13, EU:C:2014:2319, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).
34 Hvis en af parterne i tvisten udøver offentlig myndighed, fordi denne part udøver beføjelser, som er særligt vidtgående i forhold til de retsregler, der finder anvendelse i forholdet mellem privatpersoner, er en sådan tvist således udelukket fra »det civil- og handelsretlige område« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 (dom af 28.4.2009, Apostolides, C-420/07, EU:C:2009:271, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).
35 For at kunne afgøre, om en tvist angår handlinger, der er udført under udøvelse af offentligretlige beføjelser, er det nødvendigt at undersøge, på hvilket grundlag og efter hvilke nærmere regler søgsmålet er iværksat (jf. i denne retning dom af 11.4.2013, Sapir m.fl., C-645/11, EU:C:2013:228, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis, og af 12.9.2013, C-49/12, Sunico m.fl., C-49/12, EU:C:2013:545, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).
36 Som det fremgår af de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, er det af LG m.fl. anlagte søgsmål i denne henseende støttet på artikel 2043, 2049, 2050 og 2055 i den italienske civillovbog, der regulerer ansvar uden for kontraktforhold, og på denne civillovbogs artikel 1218 og 1228, der omhandler kontraktansvar for tilsidesættelse af sikkerhedsforpligtelser.
37 Det skal desuden fastlægges, hvorvidt de nævnte aktiviteter vedrørende klassifikation og certificering af skibe, som Rina-selskaberne udførte efter bemyndigelse fra og på vegne af Republikken Panama, i betragtning af deres indhold henhører under udøvelse af prærogativer som offentlig myndighed.
38 Inden for rammerne af den procedure, der er fastsat i artikel 267 TEUF, tilkommer det i denne forbindelse den forelæggende ret og ikke Domstolen at foretage en retlig kvalifikation af disse aktiviteter. Med henblik på at give den forelæggende ret et nyttigt svar skal der dog gøres følgende bemærkninger.
39 I denne henseende er det, som generaladvokaten i det væsentlige har påpeget i punkt 67-70 i forslaget til afgørelse, under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende uden betydning, at visse aktiviteter er blevet udøvet efter bemyndigelse fra en stat, eftersom Domstolen herom har fastslået, at det forhold alene, at visse beføjelser er blevet tildelt ved en afgørelse fra en offentlig myndighed, ikke indebærer, at disse beføjelser udøves jure imperii (jf. i denne retning dom af 9.3.2017, Pula Parking, C-551/15, EU:C:2017:193, præmis 35).
40 En sådan konklusion modsiges ikke af den omstændighed, at de omhandlede klassifikations- og certificeringsaktiviteter blev udført af Rina-selskaberne på vegne af Republikken Panama og i dennes interesse. Domstolen har således allerede fastslået, at dét at handle på en stats vegne ikke altid indebærer en udøvelse af offentligretlige beføjelser (jf. i denne retning dom af 21.4.1993, Sonntag, C-172/91, EU:C:1993:144, præmis 21).
41 Som LG m.fl. har anført i deres indlæg, er den omstændighed, at visse aktiviteter har et offentligt formål, ikke i sig selv tilstrækkelig til at kvalificere disse aktiviteter som værende udført jure imperii, såfremt de ikke er ensbetydende med udøvelse af beføjelser, som er særligt vidtgående i forhold til de retsregler, der finder anvendelse i forholdet mellem privatpersoner (jf. i denne retning dom af 21.4.1993, Sonntag, C-172/91, EU:C:1993:144, præmis 22). Selv om formålet med Rina-selskabernes virksomhed er at sikre sikkerheden for skibspassagerer, indebærer dette imidlertid ikke, at deres virksomhed er et udtryk for udøvelse af prærogativer som offentlig myndighed.
42 På tilsvarende vis medfører det forhold, at visse handlinger, henset til deres formål, udføres i en stats interesse, ikke i sig selv, at de i hovedsagen omhandlede aktiviteter gennemføres under udøvelse af offentligretlige beføjelser som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 34, da det relevante kriterium er, om der udøves beføjelser, som er særligt vidtgående i forhold til de retsregler, der finder anvendelse i forholdet mellem privatpersoner.
43 For at afgøre, om dette er tilfældet, skal det bemærkes, at klassifikations- og certificeringsvirksomhed er reguleret af internationale konventioner om sikkerheden til søs og om forebyggelse af havforurening, såsom Montego Bay-konventionen og SOLAS-konventionen. Skibsklassifikationsvirksomhed består nærmere bestemt i udstedelse af et certifikat af et klassifikationsselskab, der er udvalgt af skibsrederen. Dette certifikat attesterer, at skibet er konstrueret og bygget i overensstemmelse med de klasseregler, som dette selskab har udarbejdet ifølge de principper, der er fastsat af Den Internationale Søfartsorganisation (IMO). Opnåelsen af et klassifikationscertifikat er en forhåndsbetingelse for at opnå myndighedscertificering, som finder sted, efter at skibsrederen har valgt flagstaten.
44 Certificeringsvirksomhed består i udstedelse af et myndighedscertifikat af flagstaten eller på dennes vegne af en af de organisationer, som flagstaten har bemyndiget til at gennemføre inspektioner, samt i udstedelse af visse dokumenter og certifikater i medfør af SOLAS-konventionen. Klassifikations- og certificeringsvirksomhed udøves ofte af det samme selskab.
45 Ifølge de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, blev klassifikations- og certificeringsaktiviteterne udført af Rina-selskaberne mod betaling og i henhold til en privatretlig forretningsaftale, som var indgået direkte med rederen til skibet Al Salam Boccaccio ’98, og ifølge hvilken de tjenesteydelser, der skulle leveres af Rina-selskaberne, alene bestod i at fastslå, om det undersøgte skib opfyldte de krav, der var fastsat i de gældende retsakter, og i bekræftende fald at udstede de tilsvarende certifikater. Det fremgår desuden af de for Domstolen foreliggende oplysninger, at det var forbeholdt Republikken Panamas myndigheder at fortolke og vælge de gældende tekniske krav.
46 Det følger i denne henseende af Montego Bay-konventionens artikel 91 og artikel 94, stk. 3 og 5 – som Domstolen har kompetence til at fortolke (jf. i denne retning dom af 24.6.2008, Commune de Mesquer, C-188/07, EU:C:2008:359, præmis 85, og af 11.7.2018, Bosphorus Queen Shipping, C-15/17, EU:C:2018:557, præmis 44) – at det tilkommer enhver stat at fastsætte betingelserne for at give skibe retten til at føre sit flag samt at træffe de foranstaltninger, som er nødvendige for sikkerheden på havet, bl.a. med hensyn til skibes bygning, udrustning og sødygtighed.
47 Rollen for de bemyndigede organisationer såsom Rina-selskaberne består således i at kontrollere skibet i henhold til de krav, der er fastsat i de gældende lovbestemmelser, hvilket i givet fald kan føre til, at certifikatet tilbagekaldes grundet skibets manglende overholdelse af disse krav. Som generaladvokaten har fremhævet i punkt 95 i forslaget til afgørelse, følger en sådan tilbagekaldelse imidlertid ikke af beslutningsbeføjelsen hos de nævnte bemyndigede organisationer, som agerer inden for på forhånd fastlagte retlige rammer. Når et skib efter en tilbagekaldelse af et certifikat ikke længere kan sejle, er det på grund af den sanktion, der – som anerkendt af Rina-selskaberne i retsmødet – er pålagt ved lov.
48 Det følger i øvrigt af SOLAS-konventionens kapitel I, regel 6, litra c) og d), at den bemyndigede organisation i tilfælde af skibets manglende regeloverholdelse skal underrette den pågældende stats myndigheder, som forbliver ansvarlige og skal garantere, at inspektionen og synet er udført effektivt og omhyggeligt, og skal sørge for, at der træffes de fornødne foranstaltninger.
49 Det følger af det ovenstående, at klassifikations- og certificeringsaktiviteter som dem, som Rina-selskaberne udførte på skibet Al Salam Boccaccio ’98 efter bemyndigelse fra og på vegne af Republikken Panama – med forbehold af de efterprøvninger, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage – ikke kan anses for at være blevet udført under udøvelse af prærogativer som offentlig myndighed i EU-rettens forstand, således at et erstatningssøgsmål angående de nævnte aktiviteter falder ind under begrebet »det civil- og handelsretlige område« som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 og er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde.
50 Som led i en bredere systematisk fortolkning skal det desuden påpeges, at det følger af Domstolens praksis vedrørende etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser, at attesteringsvirksomhed, som udføres af selskaber, der fungerer som attesteringsorganer, ikke er omfattet af undtagelsen i artikel 51 TEUF, fordi disse selskaber er kommercielle virksomheder, som udøver deres virksomhed under normale konkurrencevilkår og ikke har nogen beslutningskompetence, der henhører under udøvelsen af offentlige myndigheders prærogativer (jf. i denne retning dom af 16.6.2015, Rina Services m.fl., C-593/13, EU:C:2015:399, præmis 16-21).
51 Domstolen har således udelukket, at undtagelsen om udøvelse af offentlig myndighed som omhandlet i artikel 51 TEUF kan omfatte de aktiviteter, der udøves af privatretlige organer, som har fået overdraget at kontrollere og certificere, at de virksomheder, der udfører offentlige arbejder, overholder de i loven fastsatte betingelser (jf. i denne retning dom af 12.12.2013, SOA Nazionale Costruttori, C-327/12, EU:C:2013:827, præmis 50).
52 Nærmere bestemt kan disse selskabers kontrol af den tekniske og finansielle formåen hos de virksomheder, som er underkastet certificering, og af rigtigheden og indholdet af de erklæringer, certifikater og dokumenter, der fremlægges af de personer, som attesten udstedes til, ikke anses for virksomhed, der henhører under udøvelse af beføjelser som offentlig myndighed, eftersom denne kontrol – der foretages under direkte statsligt tilsyn – i det hele er reguleret i de nationale lovbestemmelser (jf. i denne retning dom af 12.12.2013, SOA Nazionale Costruttori, C-327/12, EU:C:2013:827, præmis 54, og analogt dom af 22.10.2009, Kommissionen mod Portugal, C-438/08, EU:C:2009:651, præmis 41, og af 15.10.2015, Grupo Itevelesa m.fl., C-168/14, EU:C:2015:685, præmis 56).
53 Den forelæggende ret ønsker oplyst, hvorvidt den af Rina-selskaberne fremsatte indsigelse om princippet i den folkeretlige sædvaneret om retslig immunitet har nogen betydning i forhold til muligheden for at anvende forordning nr. 44/2001 på tvisten i hovedsagen, med henblik på at afgøre, om den nationale ret, ved hvilken sagen er anlagt, kan erklære sig inkompetent i sagen ved at anerkende denne immunitet på grund af Rina-selskabernes udøvelse af klassifikations- og certificeringsvirksomhed.
54 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at de regler, der er et udtryk for folkeretlig sædvaneret, som sådan binder Unionens institutioner og er en del af Unionens retsorden (jf. i denne retning dom af 16.6.1998, Racke, C-162/96, EU:C:1998:293, præmis 46, af 25.2.2010, Brita, C-386/08, EU:C:2010:91, præmis 42, og af 23.1.2014, Manzi og Compagnia Naviera Orchestra, C-537/11, EU:C:2014:19, præmis 39).
55 En national ret, der gennemfører EU-retten under anvendelse af forordning nr. 44/2001, skal dog efterleve de krav, der følger af chartrets artikel 47 (dom af 25.5.2016, Meroni, C-559/14, EU:C:2016:349, præmis 44). I den konkrete sag vil den forelæggende ret derfor skulle sikre sig, at LG m.fl. – hvis retten tager indsigelsen om retslig immunitet til følge – ikke fratages deres ret til adgang til domstolsprøvelse, som udgør et af elementerne i den ret til effektiv domstolsbeskyttelse, der fremgår af chartrets artikel 47.
56 Det skal anføres, at Domstolen allerede har fastslået, at retslig immunitet for stater er sikret i folkeretten og er baseret på princippet par in parem non habet imperium, idet en stat ikke kan undergives en anden stats kompetence. Denne immunitet har imidlertid ikke en absolut værdi på det nuværende udviklingstrin af international praksis, men den anerkendes generelt, når tvisten vedrører suverænitetshandlinger, der er udført jure imperii. Immunitet kan derimod udelukkes, hvis søgsmålet omhandler handlinger, der ikke henhører under offentlig myndighed (jf. i denne retning dom af 19.7.2012, Mahamdia, C-154/11, EU:C:2012:491, præmis 54 og 55).
57 Som generaladvokaten har fremhævet i punkt 108-128 i forslaget til afgørelse, forholder det sig i den konkrete sag således, at det ikke er almindeligt anerkendt, at privatretlige organisationer såsom Rina-selskaberne nyder retslig immunitet hvad angår aktiviteter inden for klassifikation og certificering af skibe, når disse aktiviteter ikke er blevet udført jure imperii i folkerettens forstand.
58 Det må herefter fastslås, at princippet i den folkeretlige sædvaneret om retslig immunitet ikke er til hinder for anvendelsen af forordning nr. 44/2001 i en tvist vedrørende et erstatningssøgsmål anlagt mod privatretlige organisationer såsom Rina-selskaberne på grund af klassifikations- og certificeringsvirksomhed, der er blevet udøvet efter bemyndigelse fra og på vegne af en tredjestat, når den ret, som skal pådømme sagen, fastslår, at sådanne organisationer ikke har gjort brug af prærogativer som offentlig myndighed i folkerettens forstand.
59 Selv om det er ubestridt, at direktiv 2009/15 ikke finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, da det udelukkende angår medlemsstaterne, bekræfter 16. betragtning hertil, der indgår i den forelæggende rets præjudicielle spørgsmål, i øvrigt EU-lovgivers ønske om at foretage en begrænset fortolkning af princippet i den folkeretlige sædvaneret om retslig immunitet med hensyn til aktiviteter inden for klassifikation og certificering af skibe. Det fremgår således af den nævnte betragtning, at når en anerkendt organisation, dens inspektører eller dens tekniske personale udsteder klassecertifikater på administrationens vegne, bør medlemsstaterne for så vidt angår disse delegerede aktiviteter overveje at lade dem være omfattet af forholdsmæssige retsgarantier og garantier for retssikkerhed, herunder udøvelse af passende rettigheder med hensyn til forsvar, bortset fra immunitet, der er et prærogativ, som kun medlemsstaterne kan påberåbe sig som en uadskillelig del af suveræniteten, og som derfor ikke kan delegeres.
60 Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at det forelagte spørgsmål skal besvares med, at artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at et erstatningssøgsmål anlagt mod privatretlige juridiske personer, der udøver virksomhed inden for skibsklassifikation og -certificering på vegne af og efter bemyndigelse fra en tredjestat, falder ind under begrebet »det civil- og handelsretlige område« som omhandlet i denne bestemmelse og derfor er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, for så vidt som denne virksomhed ikke udøves i kraft af prærogativer som offentlig myndighed i EU-rettens forstand, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve. Princippet i den folkeretlige sædvaneret om retslig immunitet er ikke til hinder for, at den nationale ret, som skal pådømme sagen, udøver den retslige kompetence, der er fastsat i den nævnte forordning, i en tvist vedrørende et sådant søgsmål, når denne ret fastslår, at sådanne organisationer ikke har gjort brug af prærogativer som offentlig myndighed i folkerettens forstand.
Sagsomkostninger
61 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:
Artikel 1, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at et erstatningssøgsmål anlagt mod privatretlige juridiske personer, der udøver virksomhed inden for skibsklassifikation og -certificering på vegne af og efter bemyndigelse fra en tredjestat, falder ind under begrebet »det civil- og handelsretlige område« som omhandlet i denne bestemmelse og derfor er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, for så vidt som denne virksomhed ikke udøves i kraft af prærogativer som offentlig myndighed i EU-rettens forstand, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve. Princippet i den folkeretlige sædvaneret om retslig immunitet er ikke til hinder for, at den nationale ret, som skal pådømme sagen, udøver den retslige kompetence, der er fastsat i den nævnte forordning, i en tvist vedrørende et sådant søgsmål, når denne ret fastslår, at sådanne organisationer ikke har gjort brug af prærogativer som offentlig myndighed i folkerettens forstand.
Underskrifter