Sag T-563/12

Central Bank of Iran

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran med det formål at forhindre nuklear spredning – indefrysning af midler – begrundelsespligt – ret til forsvar – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – urigtigt skøn – ejendomsret – omdømme – proportionalitet«

Sammendrag – Rettens dom (Første Afdeling) af 25. marts 2015

1.      Retslig procedure – litispendensindsigelse – samme parter, sagsgenstand og anbringender i to sager – påstande, der er identiske med påstandene i et tidligere søgsmål, der blev afvist på grund af litispendens – formaliteten

2.      Retslig procedure – påstande i stævningen – ændring under sagen – svarer til at anlægge sag ved indlevering af stævning

3.      Grundlæggende rettigheder – personelt anvendelsesområde – juridiske personer, der er statsorganer i tredjelande – omfattet

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder)

4.      Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – forpligtelse til i begrundelsen at angive de individuelle og specifikke grunde til de restriktive foranstaltninger – afgørelse truffet under omstændigheder, som er den pågældende bekendt, og som gør det muligt for vedkommende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne – kortfattet eller indirekte begrundelse tilladt – grænser

(Rådets afgørelse 2012/635/FUSP)

5.      Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – alternative kriterier fastsat i Unionens retsakter for opførelse på listerne af de personer eller enheder, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger – rækkevidde

[Rådets afgørelse 2010/413/FUSP, art. 20, stk. 1, litra b) og c); Rådets forordning nr. 267/2012, art. 23, stk. 2, litra a), b) og d)]

6.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – henvisning til retsgrundlaget for en restriktiv foranstaltning, der er truffet inden for rammerne af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – udeladelse, der ikke udgør en væsentlig mangel – grænser – udtrykkelig henvisning, der er ubetinget nødvendig for udøvelsen af domstolsprøvelsen

(Rådets afgørelse 2012/635/FUSP; Rådets forordning nr. 945/2012)

7.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – alternative kriterier fastsat i Unionens retsakter for opførelse på listerne af de personer eller enheder, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger – tilstrækkeligheden af en begrundelse, der kun er baseret på et af disse kriterier

(Rådets afgørelse 2012/635/FUSP; Rådets forordning nr. 945/2012)

8.      Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – begrundelsespligt – kriterium for støtte til nuklear spredning – henvisning til finansiel støtte ydet af Irans centralbank til regeringens aktiviteter – tilstrækkelig begrundelse

Rådets afgørelse 2012/635/FUSP; Rådets forordning nr. 945/2012)

9.      EU-retten – principper – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – forpligtelse til at meddele de forhold, der lægges den berørte person eller enhed til last med henblik på at gøre den pågældende i stand til at anlægge sag ved EU’s retsinstanser og at sikre sidstnævntes kontrol af den omhandlede retsakts lovlighed – ingen tilsidesættelse

[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 2, litra a); Rådets afgørelse 2012/635/FUSP; Rådets forordning nr. 945/2012]

10.    Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – begrænsning i ejendomsretten og retten til at udøve en økonomisk virksomhed – tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet – foreligger ikke

(Rådets forordning nr. 945/2012)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 32-37)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 33)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 49)

4.      Selv om de retsakter, der indeholder de restriktive foranstaltninger, der er truffet inden for rammerne af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, er baseret på kriteriet om bistand til at omgå andre restriktive foranstaltninger, og selv om det i de nævnte retsakter er konstateret, at sagsøgeren havde medvirket i aktiviteter med henblik på at omgå sanktionerne, er begrundelsen for retsakterne utilstrækkelig, for så vidt som den ikke gør det muligt for sagsøgeren og Retten at forstå de hensyn, Rådet har lagt til grund for konklusionen, hvorefter dette kriterium var opfyldt i sagsøgerens tilfælde, og dermed for vedtagelsen af de nævnte retsakter. Denne begrundelse forekommer således blot at være en ren gengivelse af selve kriteriet. Begrundelsen indeholder ingen oplysninger, der specificerer grundene til, at dette kriterium finder anvendelse på sagsøgeren. I mangel af enhver præcisering forekommer denne begrundelse ikke tilstrækkelig til at gøre det muligt for sagsøgeren at vurdere, om de anfægtede retsakter er velbegrundede i forhold til kriteriet om bistand til at omgå de restriktive foranstaltninger og at forsvare sig for Retten, og til at sidstnævnte kan udøve sin prøvelsesret.

Selv om en begrundelse kan fremgå indirekte, forudsat at de berørte får kendskab til de grunde, som de omhandlede foranstaltninger hviler på, og den kompetente ret råder over de til udøvelse af sin prøvelsesret nødvendige oplysninger, er det i denne henseende imidlertid ikke åbenbart, at Den Islamiske Republik Irans centralbank nødvendigvis har bistået personer eller enheder, som deltager i Irans regering eller er kontrolleret af sidstnævnte, og hvis navne var blevet opført på listerne over personer og enheder, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger over for Den Islamiske Republik Iran, med at overtræde eller at unddrage sig nævnte foranstaltninger ved at forsyne dem med bankydelser, såsom at stille pengemidler til rådighed.

(jf. præmis 53-58, 75 og 77-79)

5.      For så vidt som de i artikel 23, stk. 2, litra a), b) og d), i forordning nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ændring af forordning nr. 961/2010 og i artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 om restriktive foranstaltninger over for Iran definerede kriterier er alternative, skal det præciseres, hvorledes kriteriet om støtte til Irans regering i disse bestemmelser adskiller sig fra kriteriet om støtte til nuklear spredning. I denne henseende bemærkes, at sidstnævnte kriterium forudsætter, at der fastslås en direkte eller indirekte tilknytning mellem den omhandlede person eller enheds aktiviteter og den nukleare spredning. Kriteriet om støtte til Irans regering, der udvider de restriktive foranstaltningers anvendelsesområde med henblik på at øge presset på Den Islamiske Republik Iran, omhandler for sin del enhver aktivitet, der udøves af den omhandlede person eller enhed, som uafhængigt af enhver direkte eller indirekte godtgjort tilknytning til nuklear spredning, på grund af sin kvantitative eller kvalitative betydning kan fremme nævnte spredning ved at forsyne Irans regering med støtte i form af ressourcer eller materielle, økonomiske eller logistiske faciliteter, der gør det muligt for Irans regering at forfølge denne spredning. Der formodes således at foreligge en forbindelse mellem at yde en sådan støtte til Irans regering og forfølgelsen af nukleare spredningsaktiviteter i de anvendelige lovgivningsmæssige retsakter, der har til formål at fratage Irans regering indtægtskilderne med henblik på at tvinge den til at ophøre med udviklingen af dens nukleare spredningsprogram, fordi den ikke har tilstrækkelige finansielle ressourcer.

(jf. præmis 63 og 66)

6.      På området for restriktive foranstaltninger, der er vedtaget inden for rammerne af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, vedrører den begrundelsespligt, som Rådet er underlagt, ud over angivelsen af retsgrundlaget for den vedtagne foranstaltning, netop de omstændigheder, som gør det muligt at fastslå, at et af opførelseskriterierne er opfyldt i de berørtes tilfælde. Den manglende henvisning til en konkret bestemmelse udgør ikke en væsentlig mangel, såfremt retsgrundlaget for en retsakt kan fastlægges på grundlag af andre dele af retsakten. En sådan udtrykkelig henvisning er imidlertid ubetinget nødvendig, når de personer, der berøres af retsakten, og Unionens retsinstanser ellers vil svæve i uvished med hensyn til det konkrete retsgrundlag.

(jf. præmis 67 og 68)

7.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 75 og 86-88)

8.      På området for restriktive foranstaltninger, der er vedtaget inden for rammerne af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og nærmere bestemt indefrysning af Den Islamiske Republik Irans centralbanks midler, var Rådet derimod ikke forpligtet til at begrunde de anfægtede retsakter vedrørende denne regerings eventuelle anvendelse af disse ressourcer eller disse faciliteter med henblik på at forfølge den nukleare spredning, selv om Rådet for så vidt angår kriteriet om støtte til Irans regering var forpligtet til at præcisere og specificere de ressourcer og faciliteter, som sagsøgeren havde forsynet nævnte regering med. Ved blot at henvise udtrykkeligt til en finansiel støtte til den iranske regering uden udtrykkeligt at henvise til de finansielle ydelser, som banken forsyner den iranske regering med i kraft af sin rolle som Den Islamiske Republik Irans centralbank, gør Rådet således ikke denne bank mindre i stand til at forstå, at der henvises til nævnte finansielle ydelser, ydelser, som banken hermed har ydet nævnte regering.

(jf. præmis 81-84)

9.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 92-94)

10.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 114, 115 og 117-120)