Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Najwyższy (Polen) den 21. juli 2023 – E. S.A. mod W. sp. z o.o. og Bankowi S.A.
(Sag C-459/23, E.)
Processprog: polsk
Den forelæggende ret
Sąd Najwyższy
Parter i hovedsagen
Sagsøger: E. S.A.
Sagsøgte: W. sp. z o.o. og Bank S.A.
Præjudicielle spørgsmål
1. Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, set i lyset af den fortolkning, som Domstolen har anlagt i dommen i sag C-487/19 W.Ż., fortolkes således, at en udpegelse af en dommer ved den øverste domstol, uden dennes samtykke, til midlertidigt at deltage i pådømmelsen i en anden afdeling ved den øverste domstol, ligesom forflyttelsen af en dommer ved en almindelig domstol til en anden afdeling ved den samme domstol er i strid med princippet om dommernes uafsættelighed og uafhængighed, når:
- dommeren udpeges til at deltage i pådømmelsen i sager, hvis genstand ikke hører under den materielle kompetence i den afdeling, som dommeren ved den øverste domstol er udpeget til at deltage i pådømmelsen i;
- dommeren ingen mulighed har for ad rettens vej at kunne anfægte afgørelsen om en sådan udpegelse efter kravene, der er beskrevet i præmis118 i dommen i sag C-487/18 W.Ż.;
- kendelsen fra førstepræsidenten for den øverste domstol om overførsel af dommerne til at deltage i pådømmelsen i en anden afdeling, og kendelsen fra formanden, der leder den civilretlige afdeling ved den øverste domstol om tildeling af specifikke sager, blev udstedt i forhold til personer, der var udnævnt til at varetage dommerstillinger i den øverste domstol under samme omstændigheder, som i sag C-487/18 W.Z., og set i lyset af den eksisterende retspraksis, er retssager, hvor sådanne personer deltager, enten ugyldige eller krænker partens ret til en retfærdig rettergang i henhold til EMRK’s artikel 6;
- udpegelse af en dommer, uden den pågældendes samtykke, til at deltage i pådømmelsen, for en bestemt periode i en anden afdeling ved den øverste domstol end den, hvori dommeren sædvanligvis indgår, og hvor en samtidig opretholdelse af pligten til at deltage i pådømmelsen i dommerens sædvanlige afdeling, ikke har noget retligt grundlag i national lovgivning;
- udpegelse af en dommer, uden den pågældendes samtykke, til at deltage i pådømmelsen, for en bestemt periode i en anden afdeling ved den øverste domstol end den, hvor dommeren sædvanligvis indgår [,] fører til en overtrædelse af artikel 6b, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EUT L 299 af 2003) 1 .
2. Uanset besvarelsen af det første spørgsmål, skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU fortolkes således, at en domstol med en sammensætning, der er oprettet ved kendelse fra førstepræsidenten for den øverste domstol om udpegelsen af dommerne til at deltage i pådømmelsen i en anden afdeling i den øverste domstol, og kendelse fra formanden, der leder den civilretlige afdeling ved den øverste domstol om tildeling af specifikke sager til personer, der er udnævnt til at varetage dommerstillinger i den øverste domstol under samme omstændigheder, som i sag C-487/18 W.Z., ikke er en domstol, der er »oprettet ved lov«, når det af retspraksis følger, at retssager, hvor der deltager personer, der er udnævnt på denne måde, er ugyldige eller krænker partens ret til en retfærdig rettergang i henhold til EMRK’s artikel 6?
3. Hvis det første spørgsmål skal besvares bekræftende, eller svaret på det andet spørgsmål er, at den således sammensatte ret ikke er en domstol, der forudgående er »oprettet ved lov« – skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og princippet om EU-rettens forrang da fortolkes således, at dommere, der er udpeget til en ret, som er sammensat på den måde, der er beskrevet i det første og det andet spørgsmål, kan nægte at deltage i pådømmelsen af en sag, der er tildelt til dem, herunder at afsige dom, med den begrundelse, at kendelserne om dommernes udpegelse til at deltage i pådømmelsen i en anden afdeling ved den øverste domstol og om tildeling af konkrete sager er en nullitet, eller skal dommerne afsige en dom, hvorefter det overlades til parterne at beslutte, om dommen skal anfægtes, da der er sket en krænkelse af partens ret til at få sagen behandlet ved en domstol, der opfylder kravene i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder?
4. Hvis ovenstående spørgsmål besvares således, at den omtalte ret er en domstol, der forudgående er oprettet ved lov som omhandlet i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, skal artikel 3, stk. 3, litra b), sammenholdt med artikel 20 og artikel 1, stk. 2, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/17/EF 1 af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester (EUT 2004, L 134, s. 1 som ændret) fortolkes således, at en offentlig virksomhed som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra b), i dette direktiv, der beskæftiger sig med engros- og detailsalg af elektricitet, er forpligtet til at købe grønne certifikater efter offentligt udbud som omhandlet i artikel 2 litra k)-litra l), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF 2 (EUT L 2009, nr. 140, side 16, som ændret)?
5. Hvis det fjerde spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel 14 sammenholdt med artikel 1, stk. 4, i direktiv 2004/17, da fortolkes således, at der skal indgås en rammeaftale i henhold til proceduren for offentlige indkøb mellem en sådan virksomhed og en producent af energi fra vedvarende kilder, når den anslåede (selv om det ikke er specificeret i kontrakten), samlede værdi af de grønne certifikater, der erhverves i henhold til denne aftale, overstiger tærskelværdien som er fastsat i artikel 16, litra a), i dette direktiv, mens værdien af de individuelle transaktioner, der er indgået i forbindelse med opfyldelsen af denne kontrakt, ikke overstiger denne tærskel?
6. I tilfælde af, at det fjerde og det femte spørgsmål besvares bekræftende udgør en indgåelse af en kontrakt, der indebærer en fuldstændig tilsidesættelse af bestemmelserne om offentlige indkøb, en situation som omhandlet i artikel 2d, stk. 1, litra a), i Rådets direktiv 92/13/EØF 1 af 25. februar 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelse af EF-reglerne for fremgangsmåden ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation (EUT 1992, L 76, s. 12, som ændret) eller udgør det en anden overtrædelse af EU’s regler om offentlige indkøb, der giver mulighed for at erklære aftalen ugyldig uden at følge den procedure, der er fastsat i national lovgivning, der implementerer ovenstående direktiv?
7. Hvis fjerde til sjette spørgsmål skal besvares bekræftende, skal det generelle princip om forbud mod lovmisbrug fortolkes således, at den ordregivende myndighed, som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/17, ikke kan søge om ophævelse af en kontrakt, som den har indgået med en leverandør i strid med nationale bestemmelser, der gennemfører EU-direktiver på området for offentlige indkøb, når den egentlige årsag til, at der anmodes om ophævelse af kontrakten ikke er på grund af overholdelse af EU-lovgivningen, men på grund af et fald i rentabiliteten i relation til kontraktens opfyldelse for den ordregivende myndighed?
____________
1 EUT 2003, L 299, s. 9,
1 EUT 2004, L 134, s. 1,
1 EUT 2009, L 140, s. 16.
1 EFT 1992, L 76, s. 14.