EU-PERSONALERETTENS DOM (plenum)
24. juni 2008 (*)
»Tjenestemænd – ECB’s personale – vederlag – høring af ECB’s Personaleudvalg – metoden til beregning af den årlige tilpasning af vederlag – opfyldelse af en dom afsagt af Fællesskabets retsinstanser – tilbagevirkende kraft«
I sag F-15/05,
angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 36.2 i protokollen for statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, knyttet som bilag til EF-traktaten,
Carlos Andres, ansat ved Den Europæiske Centralbank, Frankfurt am Main (Tyskland), og de otte andre sagsøgere, der er opført i bilaget, ved avocats G. Vandersanden og L. Levi,
sagsøgere,
mod
Den Europæiske Centralbank (ECB) ved C. Zilioli og K. Sugar, som befuldmægtigede, bistået af avocat B. Wägenbaur,
sagsøgt,
har
RETTEN (plenum)
sammensat af afdelingsformanden, P. Mahoney, og dommerne H. Kreppel (refererende dommer) og S. Van Raepenbusch samt afdelingsformændene I. Boruta, H. Kanninen, H. Tagaras og S. Gervasoni,
justitssekretær: W. Hakenberg,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 22. maj 2007,
afsagt følgende
Dom
1 Ved stævning indleveret til De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans’ Justitskontor den 21. marts 2005 ved telefax (originalen blev indleveret den 23.3.2005) har sagsøgerne anlagt dette søgsmål, hvori der er nedlagt påstand dels om annullation af deres lønsedler for juli 2004, for så vidt som de indeholder en lønforhøjelse, der er fastsat under anvendelse af en angiveligt ulovlig ordning for den årlige tilpasning af vederlag og ikke har tilbagevirkende kraft for 2001, 2002 og 2003, dels om erstatning.
Retsforskrifter
2 Artikel 36 i protokollen om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (ECB), knyttet som bilag til EF-traktaten (herefter »ESCB-statutten«), indeholder følgende bestemmelser:
»Personale
36.1. Styrelsesrådet fastsætter på forslag af direktionen ansættelsesvilkårene for ECB’s ansatte.
36.2. [De Europæiske Fællesskabers] Domstol har kompetence til at træffe afgørelse i enhver tvist mellem ECB og dens ansatte inden for de rammer og på de betingelser, der er fastsat i ansættelsesvilkårene.«
3 I henhold til artikel 36.1 i ESCB-statutten vedtog Styrelsesrådet for ECB den 9. juni 1998 ansættelsesvilkårene for de ansatte i ECB (ECB’s afgørelse af 9.6.1998 om vedtagelse af ansættelsesvilkårene for de ansatte i ECB, ændret den 31.3.1999, EFT L 125, s. 32, og den 5.7.2001, EFT L 201, s. 25 – herefter »ansættelsesvilkårene«).
4 Artikel 42 i ansættelsesvilkårene præciserer artikel 36.2 i ESCB-statutten:
»Når alle interne klagemuligheder er udtømt, er [...] Domstolen kompetent i alle tvister mellem ECB og en ansat eller tidligere ansat, hvorpå disse ansættelsesvilkår finder anvendelse.
Denne kompetence er begrænset til en prøvelse af lovligheden af foranstaltningen eller afgørelsen. I tvister, der angår pengebeløb, har Domstolen fuld prøvelsesret.«
5 Vedrørende ansættelsesforholdene bestemmer artikel 9 i ansættelsesvilkårene bl.a.:
»a) Ansættelsesforholdet mellem ECB og dens ansatte reguleres af de ansættelseskontrakter, der indgås i overensstemmelse med nærværende ansættelsesvilkår. De administrative bestemmelser for [ECB’s] personale, der vedtages af direktionen, specificerer anvendelsen af disse ansættelsesvilkår.
[...]
c) Ansættelsesvilkårene er ikke underlagt nogen specifik national retsorden. ECB anvender i) de generelle retlige principper, der er fælles for medlemsstaterne, ii) de generelle fællesskabsretlige (EF) principper og iii) bestemmelserne i EF-forordninger og -direktiver vedrørende social politik, der er rettet til medlemsstaterne. Om nødvendigt implementerer ECB disse retlige instrumenter. EF-anbefalinger vedrørende social politik vil blive taget i betragtning. Ved fortolkningen af rettigheder og forpligtelser i henhold til nærværende ansættelsesvilkår skal der tages hensyn til de grundlæggende principper i forordninger, bestemmelser og retspraksis, der finder anvendelse på EF-institutionernes ansatte.«
6 Med hensyn til lønjusteringer bestemmer artikel 13 i ansættelsesvilkårene:
»På forslag fra direktionen vedtager Styrelsesrådet årligt de generelle lønjusteringer med virkning fra den 1. juli.«
7 Vedrørende de ansattes repræsentation i henhold til artikel 45 og 46 i ansættelsesvilkårene hedder det i niende del under overskriften »Personalerepræsentation«:
»Et personaleudvalg, hvis medlemmer vælges ved hemmelig afstemning, repræsenterer alle ansattes generelle interesser vedrørende ansættelseskontrakter, regler for personalet og vederlag, ansættelse, arbejdsvilkår, sundheds- og sikkerhedsforhold i ECB, forsikringsdækning og pensionsordninger.
Personaleudvalget skal høres inden enhver ændring af nærværende ansættelsesvilkår, de administrative bestemmelser for personalet eller andre forhold desangående, der er nævnt ovenfor i artikel 45.«
8 Bestemmelserne i ansættelsesvilkårenes artikel 46 er præciseret ved de administrative bestemmelser for personalet i ECB (»European Central Bank Staff Rules«), som bl.a. fastsætter de nærmere regler for høringsproceduren mellem ECB og Personaleudvalget (artikel 9.2).
9 Den 17. juni 2003 blev der indgået et aftalememorandum om forholdet mellem ECB’s direktion og Personaleudvalget (»Memorandum of Understanding on Relations between Executive Board and the Staff Committee of the ECB«, herefter »aftalememorandummet«), som nærmere fastlagde konteksten og de procedurer, der skulle følges.
10 I præamblen til memorandummet bestemmes, at »det skal tilstræbes at meddele alle relevante oplysninger og indlede en dialog så hurtigt som muligt, medmindre væsentlige hensyn er til hinder herfor« (»efforts shall be made to provide all relevant information and to initiate a dialogue at the earliest possible time in so far as there are no overriding reasons for not doing so«).
11 Artikel 6 i aftalememorandummet foreskriver betingelserne for en anmodning om høring:
»Når der indledes en høringsprocedure, forelægger formanden eller hans repræsentant Personaleudvalget en skriftlig anmodning om høring ledsaget af fuldstændige oplysninger, dvs. oplysninger, som sætter Personaleudvalget i stand til at gøre sig bekendt med det spørgsmål, der er genstand for høringen, og at undersøge det, medmindre væsentlige hensyn er til hinder herfor. […]«
12 Artikel 15 i aftalememorandummet indeholder bestemmelse om en forenklet høringsprocedure:
»Dialogens parter kan – af hensyn, der skal begrundes af en af dem – enes om en procedure til nedsættelse af antallet af udveksling af synspunkter om et bestemt spørgsmål. I så tilfælde fastlægger parterne ved fælles aftale en ad hoc-tidsramme.«
13 I henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 13 har ECB’s direktion udarbejdet en metode for beregning af de generelle lønjusteringer (»General Salary Adjustment – GSA«, herefter »beregningsmetoden«). Metoden bygger i princippet på en specifik vurdering af lønjusteringerne i de organisationer, der er de vigtigste kilder til ansættelse af ECB’s personale, såsom de nationale centralbanker (herefter »referenceorganisationerne«), for at sikre, at ECB’s personales lønninger matcher deres vederlagsniveau. Styrelsesrådet for ECB vedtog beregningsmetoden for 1999-2001 den 20. juni 1999 (herefter »beregningsmetoden for 1999/2001«). Denne version blev senere ændret af Styrelsesrådet for årene 2002-2004 (herefter »beregningsmetoden for 2002/2004«).
14 Ifølge beregningsmetoden for 1999/2001 blev lønjusteringen for hver referenceorganisations ansatte (i procent) sammenholdt med antallet af dens ansatte efter følgende principper:
»– De generelle årlige lønjusteringer skal baseres på den gennemsnitlige udvikling af de nominelle lønninger i de 15 [nationale centralbanker og den internationale betalingsbank (ITB)] i sidstnævntes egenskab af centralbankernes »centralbank«.
– Der skal tages hensyn til de årlige justeringer i referenceorganisationerne i det løbende kalenderår.
– Udviklingen af de nominelle lønninger vægtes[; v]ægten vil være baseret på antallet af ansatte i hver referenceinstitution.
– […]«
15 Følgelig blev der ikke ved beregningsmetoden for 1999/2001 gjort forskel mellem de forskellige referenceorganisationer, og der var ikke fastsat nogen mulighed for korrektion.
16 Beregningsmetoden for 2002/2004 fulgte de samme principper, men tog hensyn til to grupper referenceorganisationer, idet hver gruppe vægtede beregningen af den årlige justering med 50%:
»– Den generelle årlige lønjustering skal baseres på den gennemsnitlige udvikling af de nominelle lønninger i følgende institutioner:
– 1. de 15 [nationale centralbanker] og ITB
– 2. De Europæiske Fællesskabers institutioner og organer (dvs. Kommissionen [for De Europæiske Fællesskaber] og dens organer, Rådet for Den Europæiske Union, Europa-Parlamentet, Domstolen, Revisionsretten [for De Europæiske Fællesskaber], Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget [for De Europæiske Fællesskaber]
de »samordnede organisationer« (dvs. Atlantpagtorganisationen – NATO, Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), Den Europæiske Rumorganisation, Det Europæiske Center for Mellemlange Vejrprognoser, Europarådet, Den Vesteuropæiske Union)
Den Europæiske Investeringsbank.
– Udviklingen i de nominelle lønninger vægtes ud fra antallet af ansatte i hver af referenceinstitutionerne.
– Hver referencegruppe (punkt 1 og 2 ovenfor) tæller 50%.«
17 Beregningsmetoden for 2002/2004 indeholdt desuden et system til korrektion af justeringerne på grundlag af de data, der efterfølgende var blevet disponible:
»Der tages hensyn til de årlige justeringer (når de er disponible) i referenceorganisationerne for det løbende kalenderår. Når justeringerne for det løbende år ikke er disponible, anvendes data fra det foregående år, og med forbehold af, at dataene er disponible, korrigeres forskellen mellem de disponible data og de reelle data i det følgende regnskabsår.«
18 ECB’s afgørelse ECB/2004/3 af 4. marts 2004 om aktindsigt i ECB’s dokumenter (EUT L 80, s. 42), hvis artikel 2, stk. 1, bestemmer, at enhver unionsborger har »ret til aktindsigt i ECB-dokumenter med forbehold af de betingelser og begrænsninger, der er fastsat i denne afgørelse«, fastsætter i artikel 4, stk.1, at ECB afslår at give aktindsigt i et dokument, hvis udbredelse ville være til skade for beskyttelsen af offentlighedens interesser med hensyn til privatlivets fred og den enkeltes integritet, navnlig i henhold til Fællesskabets lovgivning om beskyttelse af fortroligheden af oplysninger, der er beskyttet som sådan i henhold til fællesskabslovgivningen. Angående anvendelsen af en sådan undtagelse fastsætter artikel 4, stk. 4, i afgørelsen følgende:
»Med hensyn til dokumenter fra tredjemand rådfører ECB sig med denne tredjemand for at vurdere, om en undtagelse i henhold til denne artikel finder anvendelse, medmindre det er indlysende, at dokumentet skal eller ikke skal udleveres.«
Sagens faktiske omstændigheder
19 Sagsøgerne har indgået ansættelseskontrakter med ECB, hvori det bl.a. fastsættes, at ansættelsesvilkårene og ændringer af dem udgør en integrerende del af ansættelseskontrakterne.
20 Ved dom afsagt af Retten i Første Instans den 20. november 2003, Cerafogli og Poloni mod ECB (sag T-63/02, Sml. II, s. 4929), blev afgørelserne i de lønsedler, der den 13. juli 2001 blev tilstillet de to sagsøgere, ansatte i ECB, annulleret, for så vidt som ECB ikke havde hørt Personaleudvalget før lønjusteringerne for året 2001.
21 Den 16. december 2003 tilstillede ECB alle de ansatte et memorandum, hvori den meddelte, at den som følge af den dom, der var afsagt af Retten i Første Instans, ville foretage en høring af Personaleudvalget om beregningsmetoden for årene 2001, 2002 og 2003. Det hed navnlig i memorandummet, at:
»Administrationen vil nu foretage en høring af Personaleudvalget vedrørende beregningsmetoden for årene 2001, 2002 og 2003. Det skal herved påpeges, at intet i Rettens dom indikerer, at beregningerne vedrørende et af disse år skal ændres i forbindelse med høringen.«
22 Ved notat af 9. januar 2004 indledte ECB høringsproceduren og fremsendte til Personaleudvalget listerne over oplysninger, som var udleveret af referenceorganisationerne for 2001, 2002 og 2003.
23 Personaleudvalget svarede den 25. marts 2004 og rejste forskellige spørgsmål vedrørende de af ECB fremsendte oplysninger og anmodede om anvendelse med tilbagevirkende kraft af resultatet af den endelige beregning af lønjusteringen for ECB’s ansatte for årene 2001, 2002 og 2003, navnlig med udgangspunkt i de divergenser, Personaleudvalget havde påpeget mellem de oplysninger, som ECB havde udleveret den 9. januar 2004, og oplysningerne af samme art, som Personaleudvalget havde modtaget fra referenceorganisationernes personaleudvalg. Personaleudvalget ønskede en forhøjelse af lønjusteringen under hensyn til disse omstændigheder.
24 En række »tekniske« og »ad hoc«-møder mellem Personaleudvalget og ECB’s repræsentanter fandt dernæst sted. Et teknisk møde fandt sted den 30. marts 2004, hvor repræsentanterne for Personaleudvalget (herunder sagsøgeren Maria Concetta Cerafogli) fremlagde kopier af de dokumenter, som udvalget havde modtaget fra referenceorganisationernes personaleudvalg for de foregående år. Lønjusteringen for årene 2001-2003 var ligeledes genstand for et teknisk møde den 11. maj 2004. En repræsentant for ECB, Chris Kelly, fremlagde tal for visse nationale centralbanker og forklarede, at det ville være nødvendigt at drøfte fordelingen på hvert af årene 2001, 2002 og 2003 og præcisere, at en justering, hvis tallene udviste en forskel, ville være sandsynlig. På spørgsmålet fra repræsentanterne for Personaleudvalget (herunder sagsøgeren Olivier Seigneur) om en justering med tilbagevirkende kraft udtrykte repræsentanten for ECB præference for, at justeringen fik virkning i 2004. Andre ad hoc-møder vedrørende lønjusteringen fandt sted den 1. juni 2004, under tilstedeværelse af repræsentanten for ECB, Chris Kelly, og talsmanden for Personaleudvalget, Marc van de Velde, samt en af udvalgets assisterende talsmænd, Bart van der Ark, og den 9. juni 2004, under tilstedeværelse af to repræsentanter for ECB, Berend van Baak og Chris Kelly, og de to medlemmer af Personaleudvalget, som deltog i mødet den 1. juni 2004. Karakteren, deltagelsen og indholdet af møderne den 1. og den 9. juni 2004 såvel som af andre møder er i flere henseender omtvistede.
25 Ved notat af 3. juni 2004 udtrykte Personaleudvalget ønske om, at det sandsynlige resultat af lønjusteringen som følge af høringsproceduren for årene 2001-2003 fik virkning samtidig med den justering, der skulle foretages for år 2004 (dvs. efter den 1.7.2004, som fastsat i artikel 13 i ansættelsesvilkårene).
26 Forberedelsen og afviklingen af et møde, der fandt sted den 14. juni 2004, er beskrevet forskelligt af parterne. Sagsøgerne har anført, at Personaleudvalget først modtog visse vigtige statistiske oplysninger under mødet, mens medlemmerne af Personaleudvalget på intet tidspunkt under høringsproceduren, der indledtes med notatet af 9. januar 2004, havde haft adgang til samtlige de dokumenter, hvori referenceorganisationerne meddelte den procentmæssige forhøjelse af lønningerne og tallene for de ansatte (herefter »kildeoplysningerne«). ECB anførte derimod, at Banken havde fremsendt de pågældende statistiske oplysninger allerede fredag den 11. juni 2004 og havde vist kildeoplysningerne til Personaleudvalgets talsmand, Marc van de Velde, og en af hans stedfortrædere, Bart van der Ark, på et tidspunkt, som den ikke var i stand til at præcisere. Udtalelsen om, at det var Personaleudvalget, som havde foreslået ECB, at dets talsmand samt en af dennes stedfortrædere fik aktindsigt i kildeoplysningerne, bekræftedes ved en e-mail af 1. juni 2004 fra stedfortrædende talsmand, Bart van der Ark. At denne adgang faktisk fandt sted, er endvidere blevet bekræftet ved en skriftlig erklæring af 13. juni 2005, bl.a. underskrevet af de to berørte repræsentanter for Personaleudvalget.
27 Personaleudvalget, repræsenteret ved sin talsmand og en af de stedfortrædende talsmænd, sendte en skrivelse, dateret den 14. juni 2004, til generaldirektøren for generaldirektoratet (GD) »Administration«, med følgende ordlyd:
»For nylig modtog Personaleudvalget reviderede tal for den generelle lønjustering for 2001-2003 fra direktoratet for menneskelige ressourcer.
Vi håbede, at kunne afslutte høringen om den generelle lønjustering for 2001/2003 rettidigt i forhold til beregningen af den generelle lønjustering for regnskabsåret 2004. Vi meddelte vore resultater den 25. marts, men har først for nylig modtaget en oversigt over de reviderede tal fra direktoratet for menneskelige ressourcer. Vi har mødtes med de pågældende medlemmer af direktoratet for menneskelige ressourcer for at forstå og afklare disse tal. Der hersker stadig uenighed om et lille antal divergenser, som endnu ikke kan forklares, vedrørende Belgien (2001), den [Tyske] Bundesbank (2001 og 2002) og Kommissionen […] (2002). Nye oplysninger er blevet disponible for Irland og EIB siden vores skrivelse af 25. marts 2004. De supplerende oplysninger fra personaleudvalget i Banca d’Italia indeholder oplysninger, der ikke vedrører den generelle lønjustering.
Det er ikke muligt at finde løsninger på disse divergenser ved at foregribe den foreslåede tidsramme for direktoratets bekræftelse af justeringen for 2004. Direktoratet for menneskelige ressourcer har imidlertid allerede bekræftet, at de reviderede oplysninger, som er blevet meddelt det, viser en kumulativ virkning på 0,9% for regnskabsåret 2001[/]2003, som allerede er indregnet med 0,6% i beregningen for regnskabsåret 2004.
Da den tilbageværende divergens, hvis den bekræftes, medfører en lille forhøjelse af det endelige resultat, foreslår vi, at forskellen på 0,3% (0,9% – 0,6%), som allerede er godkendt af begge sider, tilføjes resultatet af den generelle lønjustering for 2004, og at der kompenseres for enhver tilbageværende forskel i 2005, når de endelige tal er blevet bekræftet efter aftale.«
28 Den 15. juni 2004, dvs. den efterfølgende dag, godkendte ECB’s direktion formandens forslag om en forhøjelse på 3,5%, fordelt på 3,2% for året 2004 og en supplerende justering på 0,3% for perioden 2001-2003, og besluttede at indlevere dette forslag til vedtagelse i Styrelsesrådet. Satsen 3,2% omfatter 0,6% for de manglende oplysninger i 2003, som var blevet disponible i 2004.
29 Samme dag, den 15. juni 2004, valgte ECB’s ansatte et nyt Personaleudvalg.
30 Ved skrivelse af 25. juni 2004 til ECB’s næstformand anførte det nye Personaleudvalg, at høringsproceduren for årene 2001-2003 ikke var blevet afsluttet med skrivelsen af 14. juni 2004. Det anmodede følgelig om et svar på skrivelsen fra det tidligere Personaleudvalg af 25. marts 2004 med henblik på at følge en høringsprocedure i overensstemmelse med aftalememorandummet, der omfattede en anden høringsfase.
31 På mødet den 1. juli 2004 vedtog Styrelsesrådet direktionens forslag af 15. juni 2004.
32 Ved notat af 1. juli 2004 meddelte direktøren for direktoratet for menneskelige ressourcer i GD »Administration« de ansatte, at Styrelsesrådet havde besluttet at forhøje lønningerne med 3,5%, med virkning fra den 1. juli 2004.
33 Ved skrivelse af 7. juli 2004 svarede direktøren for direktoratet for menneskelige ressourcer i GD »Administration« det nye Personaleudvalg vedrørende lønjusteringen for årene 2001-2003 således:
– Han henviste til skrivelserne af 9. januar 2004 (der indledte høringsproceduren) og til Personaleudvalgets skrivelser af 14. og 25. juni 2004.
– Han understregede, at »de udleverede oplysninger […] var blevet efterprøvet og bekræftede et indtægtstab på 0,3% i den pågældende periode på grund af de fejlagtige oplysninger, der var meddelt af visse referenceorganisationer[; f]ølgelig h[avde] Styrelsesrådet accepteret at anvende et ekstraordinært supplement på 0,3% til den generelle lønjusterings procentsats for 2004, hvilket medførte en forhøjelse på i alt 3,5% med virkning pr. 1. juli 2004«.
– Han bekræftede, at høringsproceduren ville fortsætte (»denne udveksling er ikke afsluttet«), men med virkning for den kommende justeringsperiode (»selv om det står fast, at der vil blive kompenseret for enhver tilbageværende forskel ved den kommende lønjustering, foreslår jeg Dem, med henblik på at udvise den fornødne omhu, at meddele Deres bemærkninger før udløbet af en frist på 20 hverdage fra modtagelsen af denne skrivelse«).
34 Lønsedlerne, som indeholdt forhøjelsen på 0,3% for årene 2001-2003 samt forhøjelsen på 3,2% for året 2004, blev tilstillet sagsøgerne midt i juli 2004.
35 Den 4. august 2004 besvarede Personaleudvalget ECB’s skrivelse af 7. juli 2004. Det nye Personaleudvalg, der delvis støttede sig på andre oplysninger end dem, der var meddelt af det foregående Personaleudvalg, gjorde gældende, at det var uforståeligt, hvorledes man var nået frem til tallet 0,3%. Det nye Personaleudvalg mente, at de divergenser, det havde konstateret, sandsynligvis kunne tilskrives »[det tidligere Personaleudvalgs] og administrationens urigtige fortolkning af oplysningerne«.
36 Som svar på Personaleudvalgets notat af 4. august 2004 gav direktøren for direktoratet for menneskelige ressourcer i GD »Administration« ved notat af 23. september 2004 oplysninger og præciseringer om de tre elementer, der ifølge Personaleudvalgets skrivelse af 14. juni endnu ikke var afklaret, for så vidt angik lønjusteringerne for årene 2001-2003, vedrørende oplysningerne fra Banque nationale de Belgique, Deutsche Bundesbank og Kommissionen. Direktøren anså høringsproceduren for afsluttet.
37 Ved notat af 6. oktober 2004 stilet til direktøren for direktoratet for menneskelige ressourcer i GD »Administration« anmodede Personaleudvalget bl.a. denne om at tilbagekalde notatet af 23. september 2004 og fremsende en ny skrivelse, som besvarede de spørgsmål, der var rejst i udvalgets skrivelser af 25. marts, 25. juni og 4. august 2004, som ikke var blevet besvaret i tilstrækkeligt omfang. I modsat fald ville Personaleudvalget ikke anse høringen om de generelle lønjusteringer for 2001-2003 for at være blevet foretaget.
38 ECB besvarede den 23. februar 2005 Personaleudvalgets notat af 6. oktober 2004. Ved notat af 28. februar 2005 reagerede Personaleudvalget på ECB’s skrivelse af 23. februar 2005. Det er hovedsagelig ved disse to skrivelser og de forslag, de indeholdt, at ECB og Personaleudvalget forsøgte at bringe deres tvist til ophør ved en mindelig ordning. Det grundlæggende princip for den planlagte mindelige ordning var at kompensere for den manglende hensyntagen til de divergenser, som Personaleudvalget havde påpeget vedrørende beregningen af lønjusteringen for årene 2001-2003, ved udbetaling af supplerende feriedage. Da ECB ikke nåede frem til en aftale med Personaleudvalget, bekræftede Banken i sit notat af 7. marts 2005 udtalelsen om, at høringen var afsluttet.
39 Visse af ECB’s ansatte, herunder sagsøgerne, indgav mellem den 10. og den 14. september 2004 anmodning om administrativ genbehandling (»administrative reviews«) af deres lønsedler for juli 2004. I disse skrivelser, der byggede på en fælles model, anmodede sagsøgerne bl.a. om:
– revision af deres lønsedler for juli 2004, således at de med tilbagevirkende kraft i det beløb, der var betalt i juli 2004, indeholdt resultatet af revisionen af lønjusteringen for årene 2001-2003
– revision af deres lønsedler for juli 2004, således at de indeholdt hele den af Personaleudvalget beregnede saldo, der var en følge af revisionen af beregningen af lønjusteringerne for årene 2001, 2002 og 2003 (dvs. 2,67%), hvorved betalingerne skulle have tilbagevirkende kraft
– såfremt ECB skulle afvise Personaleudvalgets anmodning, udlevering af de kildeoplysninger, der var fremsendt til ECB af referenceorganisationerne med henblik på at bevise, at ECB’s beregninger var sammenhængende med kildeoplysningerne.
40 Den 9. december 2004 besvarede ECB anmodningen om administrativ genbehandling. Dens besvarelser byggede ligeledes på en fælles model med undtagelse af svaret til Paolo Poloni, som var anderledes i betragtning af, at hans anmodning om genbehandling angiveligt var indgivet for sent.
41 Sagsøgerne indgav interne klager (»grievance procedures«) ved skrivelser af 9., 10. og 13. december 2004.
42 Klagerne blev afslået ved skrivelser af 6. januar 2005, som blev meddelt sagsøgerne den 10. januar 2005.
Retsforhandlinger og parternes påstande
43 Det foreliggende søgsmål blev registreret på Retten i Første Instans’ Justitskontor under nr. T-131/05.
44 Ved kendelse af 15. december 2005 henviste Retten i Første Instans på grundlag af artikel 3, stk. 3, i Rådets afgørelse 2004/752/EF, Euratom af 2. november 2004 om oprettelse af en ret for EU-personalesager (EUT L 333, s. 7) den foreliggende sag til EU-Personaleretten. Sagen blev registreret på EU-Personalerettens Justitskontor som sag F-15/05.
45 EU-Personaleretten bestemte efter høring af parterne at henvise sagen til plenum.
46 Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:
– Sagen antages til realitetsbehandling, og der gives sagsøgerne medhold. Som følge heraf:
– Annullation af sagsøgernes lønsedler for juli 2004.
– Om fornødent: annullation af afslagene på de af sagsøgerne indgivne anmodninger om administrativ genbehandling og klagerne af 9. december 2004, henholdsvis 6. januar 2005.
– ECB tilpligtes at fremlægge sine »administrative sagsakter«.
– ECB tilpligtes at betale erstatning til dækning af sagsøgernes tab, hvilken erstatning består i tilkendelse af 5 000 EUR pr. sagsøger som følge af en forringelse af købekraften siden den 1. juli 2001 og i lønefterbetalinger svarende til en forhøjelse af sagsøgernes løn på 1,86% i perioden fra den 1. juli 2001 til den 30. juni 2002, på 0,92% for perioden fra den 1. juli 2002 til den 30. juni 2003, og på 2,09% for perioden fra den 1. juli 2003 til den 30. juni 2004, med tillæg af renter på sagsøgernes lønefterbetalinger, fra disses respektive forfaldsdato, indtil effektiv betaling sker. Disse renter bør beregnes på grundlag af den af ECB fastsatte rentesats for primære refinansieringsoperationer i den pågældende periode, forhøjet med to procentpoints.
– ECB tilpligtes at betale sagens omkostninger.
47 ECB har nedlagt følgende påstande:
– Afvisning for så vidt angår Paolo Poloni.
– Frifindelse.
– Der træffes afgørelse om sagens omkostninger efter gældende bestemmelser.
48 Som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til artikel 64 i procesreglementet for Retten i Første Instans, som finder tilsvarende anvendelse med de nødvendige ændringer ved EU-Personaleretten i medfør af artikel 3, stk. 4, i afgørelse 2004/752, indtil procesreglementet for EU-Personaleretten træder i kraft, stillede EU-Personaleretten de to parter skriftlige spørgsmål og anmodede om fremlæggelse af dokumenter, herunder sagsakterne med kildeoplysningerne. Parterne har efterkommet anmodningerne inden for de fastsatte frister.
49 Med hensyn til sagsøgernes anmodning om, at ECB fremlagde sine »administrative sagsakter«, bemærkes, at de fik aktindsigt i sagsakterne med kildeoplysninger. Det var derfor ufornødent at tage stilling til deres anmodning, for så vidt som de ikke havde anført, hvilke andre dokumenter det ville være relevant at konsultere.
50 Et forsøg på en mindelig ordning på EU-Personalerettens initiativ førte ikke til noget resultat.
Retlige bemærkninger
1. Påstandene om annullation
51 Selv om påstandene om annullation formelt var rettet mod afgørelserne med afslag på anmodningerne om administrativ genbehandling og de afgørelser, der blev truffet den 6. januar 2005 om afslag på sagsøgernes interne klager af 9., 10. og 13. december 2004, må de i henhold til fast retspraksis, som finder tilsvarende anvendelse på ECB, anses for rettet mod de afgørelser, hvorved ECB har fastsat sagsøgernes vederlag, dvs. de afgørelser, der er afspejlet i lønsedlerne for juli 2004 (jf. bl.a. Domstolens dom af 17.1.1989, sag 293/87, Vainker mod Parlamentet, Sml. s. 23, præmis 8).
52 Til støtte herfor har sagsøgerne fremsat tre anbringender, som i det væsentlige drejer sig om tilsidesættelse af forpligtelsen til at høre Personaleudvalget om ændringer af de administrative bestemmelser for personalet, for så vidt som de vedrører lønjusteringen for årene 2001-2003, tilsidesættelse af beregningsmetoden og manglende anvendelse med tilbagevirkende kraft af korrektionerne af den generelle lønjustering.
Første anbringende om tilsidesættelse af forpligtelsen til at høre Personaleudvalget
Parternes argumenter
53 Med det første anbringende foreholder sagsøgerne i det væsentlige ECB at have tilsidesat høringsproceduren af Personaleudvalget ved lønjusteringen for årene 2001-2003. Dette anbringende omfatter fire led, som består i en angivelig tilsidesættelse af artikel 45 og 46 i ansættelsesvilkårene, af artikel 9 i aftalememorandummet, af princippet om god forvaltning og forpligtelsen til at udvise god vilje.
54 Sagsøgerne har anført, at de kildeoplysninger, som skulle være udleveret til ECB af referenceorganisationerne, og på grundlag af hvilke Banken foretog sine beregninger i forbindelse med iværksættelsen af beregningsmetoderne for årene 2001, 2002 og 2003, aldrig er blevet udleveret til Personaleudvalget. Endvidere mener sagsøgerne ikke, at ECB har overholdt sin forpligtelse til at høre Personaleudvalget, således som den fremgår af artikel 45 og 46 i ansættelsesvilkårene og aftalememorandummet, for så vidt som ECB ikke havde informeret udvalget rettidigt, ikke havde holdt tekniske møder på korrekt vis, men havde afholdt uregelmæssige ad hoc-møder, kun havde besvaret Personaleudvalgets spørgsmål i utilstrækkelig grad, og høringsproceduren ikke var afsluttet ved fremsendelsen af lønsedlerne for juli 2004.
55 På grundlag af bl.a. dom afsagt af Retten i Første Instans den 10. april 2003, Robert mod Parlamentet (sag T-186/01, Sml. Pers. I-A, s. 131, og II, s. 631, præmis 64), har ECB rejst tvivl om, hvorvidt det første anbringende kan antages til realitetsbehandling. Sagsøgerne havde nemlig ikke fremsat dette anbringende i den administrative fase.
56 Om realiteten har ECB foruden konstateringen af »den strengt fortrolige karakter« af de kildeoplysninger, der var meddelt Banken, anført, at direktoratet for menneskelige ressourcer i GD »Administration« havde givet medlemmerne af Personaleudvalget mulighed for »ved talsmandens […] og den stedfortrædende talsmands mellemkomst« at sikre sig relevansen af de af ECB udleverede tabeller og tilladt dem at gøre sig bekendt med disse dokumenter i ECB’s lokaler, og således sikret den nødvendige gennemsigtighed i forbindelse med høringen uden at udlevere disse dokumenter i skriftlig form. Denne omstændighed er bekræftet ved erklæringen fra de fem medlemmer af det tidligere Personaleudvalg.
Rettens bemærkninger
57 Det er nødvendigt at undersøge alle fire led i det første anbringende, for så vidt som de er indbyrdes forbundne, og sagsøgerne har fremført en samlet argumentation til støtte herfor.
58 I henhold til artikel 46 i ansættelsesvilkårene skal Personaleudvalget høres inden »enhver ændring af ansættelsesvilkårene, de administrative bestemmelser for personalet eller andre forhold desangående, der er nævnt i artikel 45 [i ansættelsesvilkårene]«. Blandt disse spørgsmål er dem, der vedrører vederlag.
59 På grundlag af navnlig disse bestemmelser konkretiserer aftalememorandummet Personaleudvalgets ret til at blive hørt og fastsætter den procedure, der skal følges, idet det indledes med ECB’s forpligtelse til at give fuldstændige oplysninger (jf. præmis 10 og 11 i denne dom).
60 Det bemærkes, at retten til oplysninger og høring af arbejdstageren er et »almindeligt arbejdsretligt princip« (dom afsagt af Retten i Første Instans den 6.3.2001, sag T-192/99, Dunnett m.fl. mod EIB, Sml. II, s. 813, præmis 105), i lyset af hvilket de relevante bestemmelser i aftalememorandummet skal fortolkes.
61 I denne forbindelse har sagsøgerne anført flere klagepunkter med henblik på at påvise, at den høringsprocedure, der kræves ved de relevante bestemmelser i ansættelsesvilkårene og aftalememorandummet, ikke er blevet korrekt overholdt af ECB.
– Klagepunktet om den ufuldstændige karakter af de af ECB fremsendte oplysninger
62 Sagsøgerne foreholder ECB ikke at have givet »fuldstændige oplysninger«, for så vidt som adgangen til kildeoplysningerne ikke var blevet sikret for samtlige medlemmer af Personaleudvalget på grund af, at disse oplysninger angiveligt skulle behandles fortroligt.
63 Hertil bemærkes, at i henhold til artikel 6 i aftalememorandummet skal anmodningen om høring »ledsages af fuldstændige oplysninger«, der giver Personaleudvalget mulighed for at »gøre sig bekendt med det spørgsmål, der er genstand for høringen og undersøge det, medmindre væsentlige hensyn er til hinder herfor«.
64 Rækkevidden af denne forpligtelse til at give oplysninger skal i dette tilfælde vurderes i forhold til karakteren af kildeoplysningerne, som, selv om de indehaves af ECB, ikke stammer fra Banken. Det fremgår imidlertid af sagsakterne, at på tidspunktet for de faktiske omstændigheder fremsendte referenceorganisationerne generelt kun kildeoplysningerne med en forsikring om, at de ikke blev udleveret i vidt omfang, men alene benyttet til brug ved de årlige lønjusteringer for ECB’s personale.
65 ECB kan under disse omstændigheder ikke foreholdes at have efterkommet ophavsmandsreglen i henhold til artikel 4, stk. 4, i afgørelse ECB/2004/3, ved ikke at have udleveret kildeoplysningerne til samtlige medlemmer af Personaleudvalget.
66 Argumentet om, at ECB siden 2006 har stillet kildeoplysningerne til rådighed for samtlige medlemmer af Personaleudvalget samtidig med beregningen af tallene i forbindelse med lønjusteringerne, kan ikke underkende denne konklusion. Det er nemlig kun for årene efter de faktiske omstændigheder i tvisten, efter ECB’s initiativ i denne retning, at referenceorganisationerne accepterede at udlevere deres oplysninger i videre omfang.
67 Det fremgår derimod af sagsakterne, dels at Personaleudvalgets talsmand og en af de stedfortrædende talsmænd havde adgang til kildeoplysningerne. Det var Personaleudvalget, som havde foreslået, at de to talsmænd fik en sådan adgang. Dette bekræftedes ved en e-mail af 1. juni 2004 fra den stedfortrædende talsmand, Bart van der Ark.
68 Talsmændene var desuden valgt og behørigt bemyndiget af Personaleudvalget og ikke »udvalgt« af ECB’s administration som forhandlingspartnere. Resultaterne af Personaleudvalgets valg af talsmanden, Marc van de Velde, og af de to stedfortrædende talsmænd, Van Damme og B. van der Ark, blev meddelt administrationen ved notat af 17. februar 2003. Talsmændene må således anses for at have været de af Personaleudvalget behørigt bemyndigede repræsentanter med henblik på høringen om lønjusteringer for 2001, 2002 og 2003.
69 Det må derfor fastslås, at ved disse repræsentanters mellemkomst fik ECB’s Personaleudvalg som organ kendskab til kildeoplysningerne (jf. i denne retning kendelse afsagt af Retten i Første Instans den 24.10.2000, sag T-27/00, ECB’s Personaleudvalg m.fl. mod ECB, Sml. Pers. I-A, s. 217, og II, s. 987, præmis 25).
70 I øvrigt var de oplysninger, der blev udleveret til Personaleudvalget, i det væsentlige tilstrækkelige, for så vidt som udvalget havde mulighed for at kontrollere alle de relevante oplysninger for hver referenceorganisation og sammenligne dem med de oplysninger, det var i besiddelse af, og som var blevet indsamlet og fremsendt af repræsentanterne for referenceorganisationernes medarbejdere.
71 I øvrigt har Personaleudvalget under høringsproceduren ikke fremsat kritik eller forbehold med hensyn til udlevering af kildeoplysningerne. Navnlig indeholder notatet af 14. juni 2004 ingen omtale af manglende aktindsigt i kildeoplysningerne.
72 Det følger heraf, at klagepunktet om den ufuldstændige karakter af de af ECB udleverede oplysninger skal forkastes.
– Klagepunktet om manglende rettidige oplysninger
73 Sagsøgerne har foreholdt ECB ikke at have udleveret de nødvendige oplysninger rettidigt. Især var de oplysninger, der blev givet fredag den 11. juni og mandag den 14. juni 2004, blevet udleveret for sent.
74 Hertil bemærkes, at præamblen til aftalememorandummet kræver, at alle relevante oplysninger meddeles så hurtigt som muligt. De konsoliderede tabeller, som en repræsentant for ECB fredag den 11. juni og mandag den 14. juni 2004 fremlagde for Personaleudvalget, var ikke blevet meddelt under omstændigheder, der muliggjorde en indgående analyse af alle de statistiske oplysninger. Med henblik på, at Personaleudvalget kunne træffe en beslutning den 14. juni 2004, som var den sidste arbejdsdag (før mødet i ECB’s direktion den 15.6.2004), der gav mulighed for at foretage en eventuel »speciel« lønjustering for årene 2001-2003 fra den 1. juli 2004 samtidig med den normale justering for 2004, var der ikke tilstrækkelig tid til at foretage den nødvendige kontrol af visse oplysninger, om hvilke der stadig var divergenser, og til derefter at indgå i dialog med ECB.
75 Det skal imidlertid bemærkes, dels at Personaleudvalget den 3. juni 2004 skriftligt havde udtrykt ønske om, at den eventuelle »specielle« lønjustering for årene 2001-2003 fik virkning i forbindelse med den normale justering for 2004 og derfor bevidst havde accepteret et sådant tidspres, idet ECB ved artikel 13 i ansættelsesvilkårene var forpligtet til at foretage lønjusteringen for 2004 med virkning fra den 1. juli, og dels at en stor del af de relevante oplysninger var blevet drøftet mellem ECB og Personaleudvalget mellem januar og juni 2004, efterhånden som de var til rådighed, på regelmæssige og ad hoc-tekniske møder. Den sammenfattende tabel, der blev fremlagt den 11. juni 2004 af ECB, udgjorde ikke en første præsentation, men resultatet af et løbende arbejde udført i fællesskab af repræsentanterne for ECB, navnlig Chris Kelly, og de af Personaleudvalget udpegede repræsentanter. Personaleudvalget mødtes efter at have modtaget denne sammenfattende tabel ifølge dets notat af 14. juni 2004 med repræsentanterne for direktoratet for menneskelige ressourcer for at forstå og afklare de reviderede tal og konkluderede, at der kun var uenighed om nogle få divergenser (tre), som ikke kunne have nogen særlig indflydelse på det endelige resultat. Af denne grund var det Personaleudvalget, der i det nævnte notat »foreslog« ECB, at »forskellen på 0,3% […], som allerede var blevet godkendt af begge sider, blev tilføjet resultatet af lønjusteringen for 2004, og at der kompenseredes for enhver tilbageværende forskel i 2005, når de endelige tal var blevet bekræftet ved fælles aftale«.
76 Heraf følger, at klagepunktet om manglende rettidige oplysninger skal forkastes.
– Klagepunktet om uregelmæssig afholdelse af møder
77 Sagsøgerne har kritiseret den omstændighed, at der ud over den officielle procedure i henhold til aftalememorandummet blev afholdt »uformelle« høringsmøder med Personaleudvalgets talsmand, og ikke med Personaleudvalget i plenum – uden udvalgets vidende.
78 Talsmændene var imidlertid de repræsentanter, der var behørigt bemyndiget af Personaleudvalget med henblik på høringen (jf. præmis 68 i denne dom ).
79 Tekniske møder og en forenklet høringsprocedure er i øvrigt fastsat i aftalememorandummet. For så vidt angår ad hoc-møderne udelukker aftalememorandummet på ingen måde afholdelsen af sådanne møder, idet dets artikel 15 udtrykkeligt fastsætter en forenklet høringsprocedure. Denne artikel giver faktisk parterne mulighed for at nedsætte antallet af meningsudvekslinger og også at fravige de i memorandummet fastsatte frister ved at indgå aftale om kortere frister; udarbejdelse af et referat er kun fastsat i de administrative bestemmelser for ECB’s ansatte for møder med formændene.
80 Det fremgår endvidere af sagsakterne, at forholdet mellem Personaleudvalget, hvis mandat dækkede årene 2002-2004, og ECB var baseret på en høj grad af gensidig tillid og åben kommunikation, hvilket kan begrunde visse møders relativt uformelle karakter.
81 Endelig skal det tilføjes, at den »specielle« høringsprocedure, der blev fulgt ved lønjusteringen for årene 2001-2003, var blevet aftalt mellem ECB og Personaleudvalget, bl.a. efter sidstnævntes ønske som udtrykt i dets notat af 3. juni 2004. Personaleudvalget blev holdt informeret om resultaterne af møderne mellem dets talsmand og ECB’s repræsentanter, hvilket fremgår af interne notater og e-mails fra Personaleudvalget vedlagt parternes skriftlige indlæg. Endvidere henvises til notatet fra Personaleudvalget af 14. juni 2004, der henviser til elementer i proceduren uden fremsættelse af nogen kritik i den forbindelse, og som principielt fastslår, at høringsproceduren var afsluttet (undtagen for de tre punkter, der manglede at blive løst, jf. præmis 27 i denne dom), hvorfor notatet må analyseres som indeholdende godkendelse af den i det foreliggende tilfælde fulgte høringsprocedures formelle rigtighed.
82 Klagepunktet om uregelmæssig afholdelse af møder skal følgelig forkastes.
– Klagepunktet om utilstrækkelig besvarelse af Personaleudvalgets spørgsmål
83 Sagsøgerne har foreholdt ECB ikke at have givet et formelt skriftligt svar på Personaleudvalgets skrivelse af 25. marts 2004.
84 Hertil bemærkes, at de af Personaleudvalget rejste punkter i skrivelsen af 25. marts 2004 blev behandlet på høringsmøderne i tidsrummet mellem april og juni 2004. Det påberåbte klagepunkt savner derfor grundlag i de faktiske omstændigheder.
– Klagepunktet om misbrug af hasteprocedure
85 Under retsmødet kritiserede sagsøgerne ECB for at have pålagt Personaleudvalget en hasteprocedure og have stillet det over for et fait accompli.
86 Uanset spørgsmålet, om den kan antages til realitetsbehandling, er denne kritik, som i vid udstrækning er sammenfaldende med klagepunktet om manglende rettidige oplysninger (jf. præmis 73-76 i denne dom), ugrundet, for så vidt som det var Personaleudvalget selv, som den 3. juni 2004 havde anmodet ECB, mindre end to uger før ECB’s direktions møde, som skulle udtale sig om den obligatoriske årlige justering for 2004, om i denne justering at medtage resultaterne af den »specielle« høring vedrørende årene 2001-2003. I notatet af 14. juni 2004 anførte Personaleudvalget imidlertid, at det faktisk var bekendt med den fastsatte tidsplan for ECB’s direktions bekræftelse af lønjusteringen for 2004.
87 Hvad det øvrige angår må der mod disse klagepunkter rejses de samme indsigelser som i de betragtninger, som er nævnt i præmis 74-76 i denne dom.
88 Klagepunktet om misbrug af hasteprocedure skal følgelig forkastes.
– Klagepunktet om, at høringsproceduren ikke var afsluttet ved fremsendelsen af lønsedlerne for juli måned 2004
89 Sagsøgerne har foreholdt ECB ikke at have afsluttet høringsproceduren for årene 2001-2003, før den traf beslutning om lønjusteringen for denne periode.
90 Hertil bemærkes, at ved notat af 14. juni 2004 foreslog Personaleudvalget implicit ECB’s direktion at afslutte høringsproceduren med forbehold for undersøgelsen af tre endnu ikke afgjorte specifikke punkter vedrørende oplysningerne fra Banque nationale de Belgique, Deutsche Bundesbank og Kommissionen, idet undersøgelsen skulle udsættes med henblik på at integrere resultatet i høringsprocessen for det efterfølgende år (2005).
91 I samme notat »foreslog« Personaleudvalget at tilføje »forskellen på 0,3% […], som allerede var blevet godkendt af begge sider«, til resultaterne af den normale lønjustering for 2004, i forbindelse med den »specielle« høring vedrørende årene 2001-2003, og udsætte undersøgelsen af tre – særligt nævnte – punkter til lønjusteringen for år 2005. Selv om disse punkter endnu ikke var løst ved høringens afslutning, konstaterer Retten, at de var udelukket fra høringen vedrørende årene 2001-2003, og at de ifølge Personaleudvalget under alle omstændigheder kun kunne antages at have ringe betydning for det endelige resultat af lønjusteringen for årene 2001-2003.
92 Vurderingen, hvorefter notatet fra Personaleudvalget af 14. juni 2004 henviste til en aftale mellem udvalget og ECB om at kunne færdiggøre resultaterne af den »specielle« høring (»forskellen på 0,3% […], som allerede var blevet godkendt af begge sider«), bortset fra tre punkter, som ikke var løst, men som måtte antages at have ringe indflydelse på resultatet, er udtrykkeligt bekræftet af visse medlemmer af det tidligere Personaleudvalg, hvilket fremgår af en erklæring fra fem af dem af 13. juni 2005. Endvidere bekræftes denne aftale af Personaleudvalgets interne dokumenter, som er fremlagt af sagsøgerne.
93 I henhold til artikel 15 i aftalememorandummet kunne Personaleudvalget godtage indførelse af en forenklet høring inklusive tidspunktet for dens afslutning (jf. præmis 81 i denne dom).
94 Vedrørende rollen for Personaleudvalgets talsmand, Marc van de Velde, og udvalgets stedfortrædende talsmand, Bart van der Ark, der begge havde underskrevet notatet af 14. juni 2004, skal det understreges, at Personaleudvalget var behørigt repræsenteret af sine talsmænd til i sit navn at overbringe notatet til ECB (jf. præmis 68 i denne dom). Endvidere bekræfter referatet af mødet i Personaleudvalget af 14. juni 2004, fremlagt af sagsøgerne, at dette notat afspejler flertallet af udvalgets medlemmers stillingtagen.
95 Den 15. juni 2004 godkendte ECB’s direktion formandens forslag om en forhøjelse på 0,3% i henhold til den specielle lønjustering for årene 2001-2003 og som et resultat af høringsproceduren.
96 Det følger heraf, at Personaleudvalget har godkendt afslutningen af høringsproceduren og princippet om en lønforhøjelse på 0,3% for årene 2001- 2003, som skulle udbetales fra juli måned 2004.
97 Denne konstatering underkendes ikke ved sagsøgernes argument om skrivelsen fra det nye Personaleudvalg af 25. juni 2004. Denne skrivelse må nemlig analyseres som et ensidigt forsøg fra Personaleudvalgets side på at genåbne den afsluttede høring. ECB har imidlertid ikke accepteret anmodningen fra det nye Personaleudvalg om at revurdere det tidligere personaleudvalgs stillingtagen med hensyn til høringens afslutning. Den 1. juli 2004 vedtog Styrelsesrådet således forslaget fra ECB’s formand, som var godkendt af direktionen den 15. juni 2004, baseret på resultatet af høringen, således som det fremgår af notatet fra Personaleudvalget af 14. juni 2004.
98 I denne forbindelse udgør det skriftlige svar fra ECB til Personaleudvalget af 7. juli 2004, som nævner, at »administrationen fortsat mener, at denne udveksling ikke er afsluttet«, og at »der vil blive kompenseret for enhver tilbageværende forskel ved den næste lønjustering«, ikke en bekræftelse på, at høringen med henblik på lønjusteringen for årene 2001-2003 efter ECB’s mening stadig var åben, trods Styrelsesrådets godkendelse af lønforhøjelsen på 0,3%, som de to parter havde udtrykt enighed om. I sammenhæng med udvekslingen af skrivelser mellem Personaleudvalget og ECB om den »specielle« justering for årene 2001-2003, må dette svar forstås som en henvisning til de tre – mindre væsentlige – punkter, for hvilke det tidligere personaleudvalg specifikt havde taget forbehold i dets skrivelse af 14. juni 2004, med henblik på undersøgelsen af dem i forbindelse med den efterfølgende årlige justering, dvs. i 2005.
99 På denne baggrund må det fastslås, at de af sagsøgerne anførte omstændigheder til støtte for deres klagepunkter ikke giver mulighed for, heller ikke ud fra en samlet betragtning, at fastslå en tilsidesættelse af kravene i forbindelse med Personaleudvalgets høringsprocedure før vedtagelsen af afgørelsen om lønjusteringen for årene 2001-2003. Dermed, og uden at det er nødvendigt at tage stilling til, om det kan antages til realitetsbehandling, må det første anbringende i dets forskellige led forkastes.
Andet anbringende om tilsidesættelse af beregningsmetoderne, et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesættelse af begrundelsespligten
Parternes argumenter
100 Med dette anbringende har sagsøgerne i det væsentlige kritiseret, at ECB har lagt åbenbart urigtige oplysninger til grund og således har tilsidesat beregningsmetoderne og begrundelsespligten for lønjusteringen vedrørende årene 2001-2003.
101 Ifølge sagsøgerne var de tabeller, der blev udarbejdet af ECB ved indledningen af høringsproceduren, dvs. den 9. januar 2004, behæftet med et åbenbart urigtigt skøn og var udtryk for en ukorrekt anvendelse af beregningsmetoden. Navnlig var den omstændighed, at der kun var taget hensyn til den fordel, der udgjordes af nedsættelsen af arbejdstiden for Banque de Frances personale fra år 2002, en åbenbar fejl, eftersom personalet i Banque de France fra februar 2001 havde været omfattet af de positive følger af lov nr. 2000-37 af 19. januar 2000 om nedsættelse af arbejdstiden (herefter »loven om nedsættelse af arbejdstiden«). At ECB ikke har taget hensyn til oplysningerne om den særlige forhøjelse, som Deutsche Bundesbank havde givet sine ansatte, der arbejdede i det tidligere Østtyskland, udgjorde ligeledes en åbenbar fejl.
102 ECB har understreget, at Banken er fuldstændigt afhængig af referenceorganisationerne med hensyn til relevansen og nøjagtigheden af de kildeoplysninger, der skal tages i betragtning, og den hurtighed, hvormed de indsamles og fremsendes. Der skal tages hensyn til, at kildeoplysningerne ikke begrænser sig til et enkelt parameter, men omfatter en mængde faktorer, som f.eks. antallet af ansatte, den ugentlige arbejdstids varighed, antallet af helligdage, de ansattes status (offentligt ansatte eller ansatte i privatsektoren) osv. Under disse omstændigheder kunne ECB kun stole på nøjagtigheden og relevansen af de oplysninger, der er fremsendt til Banken. Det er kun i tilfælde af en åbenbar fejl, at den har en forpligtelse til at kontakte den referenceorganisation, hvorfra de urigtige oplysninger stammer, for at efterprøve nøjagtigheden. I denne sag havde der imidlertid ikke været nogen åbenbar fejl blandt de kildeoplysninger, som referenceorganisationerne havde fremsendt.
103 ECB har erkendt, at spørgsmålet om hensyntagen til nedsættelsen af arbejdstiden for Banque de Frances personale blev rejst i skrivelsen fra Personaleudvalget af 25. marts 2004, men har anført, at dette spørgsmål under høringen var afklaret til Personaleudvalgets tilfredshed, og i »aftalen af 14. juni 2004« nævntes det ikke længere. For så vidt angår Deutsche Bundesbank rejste ECB spørgsmålet, om klagepunktet vedrørende denne angiveligt åbenbare fejl kunne antages til realitetsbehandling, ud fra bestemmelserne i artikel 44, stk.1, litra c), i procesreglementet for Retten i Første Instans og om dette klagepunkts berettigelse, med henvisning til »aftalen af 14. juni 2004«, der fastsatte en efterfølgende debat om disse oplysninger. Endelig kunne ECB ikke indse, at denne omstændighed havde betydning for lønjusteringen for årene 2001-2003.
Rettens bemærkninger
104 Selv om sagsøgerne til støtte for deres andet anbringende har påberåbt sig en »tilsidesættelse af begrundelsespligten«, vedrører deres argumentation udelukkende den materielle, og ikke den formelle lovlighed af de omtvistede afgørelser.
105 I stævningen beklager sagsøgerne kun forekomsten af en »åbenbar fejl«, som havde medført en tilsidesættelse af beregningsmetoden, og dette i to henseender:
– Dels havde ECB ikke korrekt taget hensyn til lønpåvirkningen af nedsættelsen af arbejdstiden for Banque de Frances ansatte på beregningsmetoderne.
– Dels havde ECB undladt at overføre virkningerne af den specielle lønforhøjelse til ansatte i Deutsche Bundesbank, der arbejder i Østtyskland, på sine ansattes løn.
106 Med henblik på at besvare disse to klagepunkter, der kun er påberåbt af sagsøgerne, skal det undersøges, om ECB har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved med henblik på udarbejdelsen af de tabeller, der var nødvendige til at bestemme den gennemsnitlige udvikling af de nominelle lønninger som fastsat ved beregningsmetoden, at basere sig på ovennævnte kildeoplysninger fra Banque de France og Deutsche Bundesbank.
107 For så vidt angår Banque de France har sagsøgerne ikke fremlagt oplysninger, som kan påvise, at ECB burde have draget konsekvenserne af en anvendelse af loven om nedsættelse af arbejdstiden på alle denne banks ansatte fra 2001. Sagsøgerne har derimod fremlagt tre dokumenter, med titlen »Notater om anvendelse«, fra den nævnte bank og vedrørende en »lokal overenskomst om varigheden og tilrettelæggelsen af ledende medarbejderes arbejdstid« af 13. februar, 6. april og 6. juni 2001, som kun vedrører denne personalekategori. Oplysningerne i disse notater er sammenfaldende med de af Banque de France meddelte, for så vidt som sidstnævnte havde meddelt ECB, at denne personalekategori kun repræsenterede mellem 1 000 og 1 100 personer, mens den lokale overenskomst, der fandt anvendelse på alle de ansatte (ca. 15 000 personer), først var trådt i kraft den 1. januar 2002. Ifølge de simuleringer, ECB havde foretaget under tilstedeværelse af repræsentanter for Personaleudvalget, som ikke seriøst er blevet anfægtet af sagsøgerne, førte lønforhøjelserne for ledende medarbejdere i Banque de France som følge af anvendelsen af loven om nedsættelse af arbejdstiden ikke til nogen væsentlig positiv virkning på det endelige resultat af lønjusteringen for ECB’s ansatte for året 2001.
108 Med hensyn til Deutsche Bundesbanks situation har to forhold betydning. For det første hvad angår den specielle forhøjelse til de ansatte, der arbejder i det tidligere Østtyskland, havde Deutsche Bundesbank meddelt ECB, at Personaleudvalgets oprindeligt udtrykte synspunkt vedrørende virkningerne af denne specielle forhøjelse var ukorrekt. Personaleudvalget accepterede efterfølgende denne forklaring og medtog følgelig ikke i sin skrivelse af 14. juni 2004 lønspørgsmålet for de ansatte i Deutsche Bundesbank, der arbejder i det tidligere Østtyskland, blandt de punkter, som manglede at blive løst. Dermed var dette problem blevet løst under høringsproceduren før dennes afslutning, den 14. juni 2004. For det andet henviste forbeholdet vedrørende Deutsche Bundesbank, nævnt i Personaleudvalgets notat af 14. juni 2004 som et af de tre punkter, der endnu ikke var løst, til et andet spørgsmål, nemlig spørgsmålet om den procentmæssige generelle lønforhøjelse for årene 2001 og 2002. Dette forbehold blev analyseret i september 2004 og ophævet ved lønjusteringen for 2005, som det var blevet aftalt mellem Personaleudvalget og ECB.
109 Hvis de to parter i forhandlingerne den 14. juni 2004 efter efterprøvelse af oplysningerne fra Banque de France og Deutsche Bundesbank desuden var enige om at fastslå, at den planlagte lønjustering tog korrekt hensyn til disse spørgsmål, er det vanskeligt at identificere den åbenbare fejl, som ECB skulle have begået i denne forbindelse, på grund af de upræcise klagepunkter, som sagsøgerne påberåbte sig på dette punkt, og de utilstrækkelige beviser, der var anført til støtte herfor.
110 Det følger heraf, at sagsøgerne ikke har påvist hverken en tilsidesættelse af beregningsmetoden, eller at ECB havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved undersøgelsen af de kildeoplysninger, der stammede fra Banque de France og Deutsche Bundesbank.
111 På denne baggrund skal det andet anbringende ligeledes forkastes.
Tredje anbringende om manglende anvendelse med tilbagevirkende kraft af de korrektioner, der skal foretages af den generelle lønjustering
Parternes argumenter
112 Det tredje anbringende omfatter tre led om tilsidesættelse af legalitetsprincippet, tilsidesættelse af metoden til beregning af lønjusteringen og af beskyttelsen af den berettigede forventning. Med disse tre led har sagsøgerne i det væsentlige foreholdt ECB, at Banken ikke at have anvendt beregningsmetoden med tilbagevirkende kraft, selv om dette burde have været tilfældet.
113 Med henblik på at forklare, på hvilket grundlag lønforhøjelsens tilbagevirkende kraft var baseret, henviser sagsøgerne hovedsageligt til legalitetsprincippet, der efter deres opfattelse pålægger den administrative myndighed at udforme sin politik og sine beslutninger i henhold til den ret, der gælder for den, og at genetablere retten, hvis den er blevet tilsidesat. Hvis der er tale om urigtige oplysninger, påhviler det myndigheden at genetablere retten fra begyndelsen, dvs. med tilbagevirkende kraft.
114 Sagsøgerne har anført, at referenceorganisationerne foretager korrektioner med tilbagevirkende kraft, når det er nødvendigt. De nævner således eksemplet med fællesskabslovgiveren, som udstedte Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2148/2003 af 5. december 2003 om berigtigelse med virkning fra den 1. juli 2002 af vederlag og pensioner for tjenestemænd og øvrige ansatte ved De Europæiske Fællesskaber, og eksemplet med Banca d’Italias ansatte, som fik en supplerende forhøjelse af deres løn for perioden 2002-2003 efter en afgørelse truffet i oktober 2004. ECB burde anvende det samme princip og anerkende, at dens korrigerende afgørelser har tilbagevirkende kraft.
115 Sagsøgerne har i øvrigt foreholdt ECB ikke at have overholdt den forpligtelse, som Banken indgik i sit memorandum af 16. december 2003 stilet til alle dens ansatte. Denne forpligtelse skulle vurderes på grundlag af andre erklæringer fra ECB og navnlig dem, der var indeholdt i et notat af »7. juli 1999« (sagsøgerne henviser i realiteten til et notat af 7.5.1999), der nævner, at beregningsmetodens mål var at gøre det muligt for ECB at tilpasse sig vederlagsniveauet for Bankens vigtigste ansættelseskilder, dvs. referenceorganisationerne.
116 ECB har understreget, at de omtvistede lønforhøjelser skyldtes en »frivillig forpligtelse« fra Bankens side, en betegnelse, som også sagsøgerne brugte. Iværksættelsen af en sådan forpligtelse kan ikke resultere i en retlig forpligtelse. ECB henviser til Domstolens praksis, som i kendelsen af 3. marts 1999, Echauz Brigaldi m.fl. mod Kommissionen (sag C-315/97 P, Sml. I, s. 1287, præmis 11), havde bekræftet dommen afsagt af Retten i Første Instans den 9. juli 1997, Echauz Brigaldi m.fl. mod Kommissionen (sag T-156/95, Sml. Pers. I-A, s. 171, og II, s. 509), hvorved Retten fastslog, at en fordel, frivilligt indrømmet af en institution til sine tjenestemænd, og ikke i medfør af en retlig forpligtelse i henhold til vedtægten, ikke forpligtede en anden institution til at give sine tjenestemænd samme behandling. Retten i Første Instans havde følgelig fastslået, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet tilsidesat.
117 Endvidere afviser ECB enhver »berettiget forventning« hos sagsøgerne, idet høringen af Personaleudvalget ikke indebærer, at Bankens udtalelse er bindende. ECB har desuden understreget, at den i juli 2004 besluttede lønforhøjelse var en frivillig disposition, som dermed ikke kan skabe en forpligtelse til at give lønjusteringen som følge af høringen tilbagevirkende kraft.
Rettens bemærkninger
118 Med dette anbringende søger sagsøgerne at opnå anerkendelse af, at ECB med urette ikke har forhøjet deres løn for 2001-2003, som var omhandlet af den høring, der blev indledt efter memorandummet af 16. december 2003, med tilbagevirkende kraft.
119 I denne forbindelse skal alle tre led i det tredje anbringende undersøges, for så vidt som de er indbyrdes forbundne, og sagsøgerne har fremført en samlet argumentation til støtte for dem.
120 Det skal følgelig fastslås, om høringen af Personaleudvalget, der blev indledt efter memorandummet af 16. december 2003 og efterfulgtes af anvendelsen på denne hørings resultater af den gældende beregningsmetode i årene 2001-2003, som sagsøgerne har gjort gældende, skulle have haft tilbagevirkende kraft for hvert af de omhandlede år af lønforhøjelsen, som var en følge af høringen.
121 Det skal indledningsvis understreges, at med henblik på at opfylde dommen i sagen Cerafogli og Poloni mod ECB, som havde erklæret lønjusteringsproceduren for ECBۥs ansatte for 2001 ulovlig, var ECB – for at udbedre den af Retten i Første Instans påtalte mangel – forpligtet til regelmæssigt og relevant at høre Personaleudvalget med hensyn til lønjusteringen for år 2001. I kraft af sin karakter havde en sådan foranstaltning, der ikke kunne opfattes, som om den kun vedrørte Maria Concetta Cerafoglis og Paolo Polonis situation, nødvendigvis en generel karakter.
122 Det skal tilføjes, at ECB har udstrakt høringen til 2002 og 2003 som følge af den forpligtelse, den havde indgået over for alle de ansatte ved sit memorandum af 16. december 2003 med titlen »Retten i Første Instans’ dom vedrørende lønjusteringen for 2001«. Som ECB erkendte på retsmødet og i modsætning til, hvad Banken hævdede i sine skriftlige indlæg, indebar denne forpligtelse pligten til at anvende den gældende beregningsmetode på resultatet af den således udstrakte høring.
123 Parterne var imidlertid uenige med hensyn til de økonomiske følger af høringen og af forpligtelsen til at anvende beregningsmetoden på resultatet af høringen. Mens sagsøgerne anførte, at ECB for at opfylde dommen i sagen Cerafogli og Poloni mod ECB skulle udstrække retten til eventuelle lønforhøjelser som følge af høringen til alle de ansatte, nægtede ECB en sådan virkning af den nævnte dom.
124 I det foreliggende tilfælde er det ikke nødvendigt at tage stilling til spørgsmålet, om det i medfør af artikel 233 EF påhvilede ECB at udstrække lønforhøjelserne som følge af høringen, herunder for perioden forud for dommens afsigelse, til alle ECB’ۥs ansatte, navnlig i betragtning af den påtalte uregelmæssigheds karakter. Det er tilstrækkeligt at konstatere, at ECB selv havde fundet, at Banken skulle anvende et bindende regelsæt – der fandt anvendelse på alle de ansatte, og ikke alene på Maria Concetta Cerafogli og Paoli Poloni, og på de tre pågældende år – der omfattede både høring som forberedelse til lønsjusteringsproceduren og de efterfølgende faser, herunder den endelige fase bestående i lønjustering for hver enkelt ansat.
125 Under disse omstændigheder skal det efterprøves, hvorledes beregningsmetoden for lønjusteringen blev anvendt for hele perioden 2001-2003.
126 Der skal først erindres om de vigtigste elementer i beregningsmetoden og forskellen mellem beregningsmetoden for 1999/2001 og beregningsmetoden for 2002/2004 (jf. præmis 13-17 i denne dom).
127 Beregningsmetoden bestod i det væsentlige i en på tillid baseret anvendelse af kildeoplysningerne, der var fremsendt af referenceorganisationerne, uden at ECB kunne foretage en indgående kontrol heraf.
128 Beregningsmetoden for 1999/2001 indeholdt ingen mulighed for korrektion af beregningsmetodens resultater, og selv om beregningsmetoden for 2002/2004 indeholdt muligheden for sådanne korrektioner, var den begrænset på to måder. Dels gav denne beregningsmetode kun mulighed for korrektioner på grund af manglende oplysninger på det normale tidspunkt for lønjustering, dvs. korrektioner foretaget i henhold til oplysninger, som referenceorganisationerne havde fremsendt for sent, og ikke korrektioner som følge af en efterfølgende opdagelse af fejl i kildeoplysningerne, der var fremsendt og taget i betragtning med henblik på justeringen. Dels havde korrektionerne ikke tilbagevirkende kraft. Kun de korrektioner, der fulgte af oprindeligt manglende oplysninger, der var blevet disponible mellem den sidste justering og justeringen for det efterfølgende år, ville få virkning efter denne sidste forfaldsdato; den første anvendelse af denne mulighed for korrektion havde således først kunnet finde sted den 1. juli 2003, eftersom de oplysninger, der henviste til år 2002, var fremsendt for sent og derfor ikke havde kunnet tages i betragtning ved beregningen af den justering, der var besluttet den 1. juli 2002.
129 Det bemærkes endvidere, at det ville have været kunstigt at foretage en ny høring af Personaleudvalget og lægge de elementer, der var til rådighed på tidspunktet for den oprindelige høring, til grund og omgå de elementer, der efterfølgende var kommet til rådighed, dvs. de korrigerede oplysninger.
130 Vedrørende år 2002 skal der tages hensyn til vanskeligheden ved på grundlag af oplysninger om dette år modtaget i 2004 at anvende en lønnedsættelse på 0,4% som følge af beregningen foretaget på grundlag af de korrigerede oplysninger og indeholdt i de tabeller, som ECB havde udarbejdet i løbet af høringsproceduren.
131 Selv om det antages, at disse beregninger havde været mulige, var ordningen med ECB’s udstedelse af lønsedler ifølge ECB ikke i stand til med tilbagevirkende kraft at foretage en ny lønberegning fra år 2001, hvilket ligeledes anerkendtes af Personaleudvalget i dets notat af 4. august 2004.
132 Det fremgår af retspraksis, at hvis der er særlige vanskeligheder forbundet med at opfylde en annullationsdom, kan den berørte institution træffe enhver beslutning, der på rimelig vis kan kompensere for den ulempe, der for de berørte følger af den annullerede afgørelse. Administrationen kan således indlede en dialog med dem med henblik på at nå til en aftale, der giver dem en rimelig kompensation for den ulovlighed, de har været ofre for (dom afsagt af Retten i Første Instans den 26.6.1996, sag T-91/95, De Nil og Impens mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 327, og II, s. 959, præmis 34, den 10.7.1997, sag T-81/96, Apostolidis m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 207, og II, s. 607, præmis 42, og den 10.5.2000, sag T-177/97, Simon mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 75, og II, s. 319, præmis 23).
133 I det foreliggende tilfælde har ECB under hensyn til de omstændigheder, der er nævnt i præmis 126-131 i denne dom, valgt en forenklet fremgangsmåde – betaling af det kumulerede resultat af lønjusteringen for årene 2001-2003, konstateret som resultat af høringsproceduren på den dato, hvor lønjusteringen for år 2004, dvs. den 1. juli 2004, fik virkning. Denne løsning blev implicit accepteret af Personaleudvalget ved notatet af 14. juni 2004, hvori det ikke gentog anmodningen om betaling med tilbagevirkende kraft, som var formuleret i dets notat af 25. marts 2004 og gentaget på flere tekniske møder.
134 Det kumulerede resultat, som ECB således nåede frem til, er resultatet af en kompromisløsning mellem ECB og Personaleudvalget, som har gjort det muligt at tilpasse og kombinere beregningsmetoden på en forenklet måde. Kompromisløsningen bestod i flere elementer:
– for det første vedrørende år 2001 i muligheden for at tage hensyn til de korrigerede oplysninger, når de var blevet disponible, hvilket ikke var fastsat ved beregningsmetoden for 1999/2001, men kun ved beregningsmetoden for 2002/2004
– for det andet i hensyntagen til de relevante oplysninger for det år, for hvilket lønnen skulle justeres, og ikke kun for det år, i løbet af hvilket disse oplysninger var blevet disponible som omhandlet i beregningsmetoden for 2002/2004
– for det tredje i muligheden for ikke at begrænse hensynet til de »korrigerede« oplysninger, dvs. dem, der ikke var disponible eller var ufuldstændige for det år, for hvilket lønnen skulle justeres, i udbetalingen det efterfølgende år
– for det fjerde i udbetalingen fra den 1. juli 2004 af en forhøjelse på 0,3%, som udgjorde det kumulerede resultat af de beregnede variationer for årene 2001-2003 på grundlag af nøjagtige oplysninger, som Personaleudvalget og ECB var blevet enige om (+ 0,3% for 2001, – 0,4% for 2002, + 0,4% for 2003, dvs. 0,3%).
135 Det følger heraf, at selv om ECB ikke har givet lønforhøjelsen som følge af høringen den af sagsøgerne krævede tilbagevirkende kraft, har Banken som modydelse dels anvendt de korrigerede oplysninger (opjusterede) for år 2001, hvilket ikke ville have været muligt på det tidspunkt, hvor de daværende bestemmelser gjaldt, dels udstrakt høringen til årene 2002 og 2003 og resultaterne af denne høring til alle de ansatte, i modsætning til den opfattelse, at kun sagsøgerne i dommen i sagen Cerafogli og Poloni mod ECB skulle være omfattet heraf. ECB valgte således en løsning, som ikke alene var afbalanceret, men som også havde en strukturel virkning på løn- og pensionsskalaerne.
136 På grundlag af de ovenfor nævnte særlige vanskeligheder med at opfylde dommen i sagen Cerafogli og Poloni mod ECB skal det fastslås, at den beslutning, der blev truffet på baggrund af resultaterne af høringsproceduren vedrørende lønjusteringen for årene 2001-2003, må anses for en rimelig og retfærdig løsning som omhandlet i den i præmis 132 nævnte retspraksis.
137 Denne konstatering underkendes ikke af de argumenter, som sagsøgerne har fremført.
138 For det første bemærkes vedrørende argumentet om de korrektioner med tilbagevirkende kraft, der er foretaget af visse referenceorganisationer, at en sådan praksis fuldstændigt svarer til den mekanisme, der er omhandlet i beregningsmetoden for 2002/2004, nemlig en lønkorrektion på grundlag af de faktiske kildeoplysninger året efter året med det lønudløsende faktum. Under alle omstændigheder medfører visse referenceorganisationers korrektioner med tilbagevirkende kraft ingen forpligtelse for ECB til at foretage lønjusteringer med tilbagevirkende kraft, eftersom denne praksis, selv om den er baseret på nationale eller EF-retsforskrifter, kun binder disse organisationer og ikke ECB.
139 For det andet og i modsætning til, hvad sagsøgerne hævder, har ECB ved i det foreliggende tilfælde at vedtage en retfærdig løsning for alle sine ansatte, handlet i overensstemmelse med forpligtelsen indgået i dens memorandum af 16. december 2003 til at drage følgerne dommen afsagt af Retten i Første Instans.
140 Det tredje anbringende skal følgelig forkastes. Annullationspåstandene skal dermed forkastes.
2. Påstandene om erstatning
Parternes argumenter
141 Sagsøgerne understreger, at de påståede fejl har skadet dem, idet de fra den 1. juli 2001, 2002 og 2003 ikke har kunnet råde over den løn, der tilkom dem, dvs. en løn fastsat i overensstemmelse med beregningsmetoden og som følge af regelmæssige høringer. Sagsøgerne er ikke i stand til at opgøre deres tab, men foreslår at fastsætte det efter ret og billighed og foreløbigt til 5 000 EUR pr. sagsøger.
142 ECB anfører, at Banken i tilstrækkeligt omfang har godtgjort, at den ikke har begået nogen ulovlighed. Dermed er erstatningspåstanden uden retligt grundlag. Økonomisk havde sagsøgerne opnået en forhøjelse på 0,3% fra ECB, ikke i henhold til en retlig forpligtelse, men i henhold til en personalepolitisk afgørelse.
Rettens bemærkninger
143 Ifølge fast retspraksis skal en påstand om erstatning for en økonomisk eller ikke-økonomisk skade forkastes, hvis den har nær forbindelse med en annullationspåstand, og denne er blevet forkastet (jf. dom afsagt af Retten i Første Instans den 25.6.2003, sag T-72/01, Pyres mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s.169, og II, s. 861, præmis 85 og den deri nævnte retspraksis).
144 I det foreliggende tilfælde må påstandene om erstatning for det tab, der angiveligt er forvoldt sagsøgerne på grund af påståede uregelmæssigheder, ligeledes forkastes, eftersom undersøgelsen af de anbringender, der er fremsat til støtte for påstandene om annullation af lønsedlerne for juli 2004, ikke har vist nogen ulovlighed begået af ECB og derfor ingen ansvarspådragende fejl.
3. Generel konklusion
145 Det følger af det ovenstående, at påstandene om annullation og erstatning er ubegrundede, og at det ikke er fornødent at tage stilling til påstandene om fremlæggelse af de administrative sagsakter. Søgsmålet skal følgelig forkastes, uden at det er fornødent at træffe afgørelse om de formalitetsindsigelser, som ECB har fremført, i særdeleshed at anmodningerne om genbehandling og Paolo Polonis klage, der blev modtaget af ECB den 14. december 2004, var indgivet for sent, nemlig efter fristen på to måneder, som ifølge ECB udløb den 13. december 2004.
Sagens omkostninger
146 I henhold til artikel 122 i EU-Personalerettens procesreglement finder dette reglements bestemmelser i kapitel otte i andet afsnit om sagsomkostninger kun anvendelse på sager, der er anlagt ved EU-Personaleretten fra tidspunktet for dette reglements ikrafttrædelse, dvs. den 1. november 2007. De relevante bestemmelser i procesreglementet for Retten i Først Instans finder fortsat tilsvarende anvendelse på sager, der verserer for EU-Personaleretten før denne dato.
147 Ifølge artikel 87, stk. 2, i procesreglementet for Retten i Første Instans pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. I henhold til artikel 88 i samme reglement bærer institutionerne i tvister mellem Fællesskaberne og deres ansatte selv deres egne omkostninger. Da sagsøgerne har tabt sagen, bestemmes det, at hver part skal bære sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (plenum):
1) Den Europæiske Centralbank frifindes.
2) Hver part bærer sine egne omkostninger.
Mahoney | Kreppel | Van Raepenbusch |
Boruta | Kanninen Tagaras | Gervasoni |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 24. juni 2008.
Justitssekretær | | Afdelingsformand |
De foreliggende sprogversioner af denne afgørelse og af de afgørelser fra Fællesskabets retsinstanser, der er henvist til heri, og som endnu ikke er trykt i Samling af Afgørelser, kan findes på Domstolens hjemmeside på internettet: www.curia.europa.eu
Bilag
Maria Concetta Cerafogli, ansat ved Den Europæiske Centralbank, Frankfurt am Main (Tyskland)
Marion Kotowski, ansat ved Den Europæiske Centralbank, Frankfurt am Main (Tyskland)
Emmanuel Larue, ansat ved Den Europæiske Centralbank, Frankfurt am Main (Tyskland)
Paolo Poloni, ansat ved Den Europæiske Centralbank, Frankfurt am Main (Tyskland)
Olivier Seigneur, ansat ved Den Europæiske Centralbank, Frankfurt am Main (Tyskland)
Ali Shikhane, ansat ved Den Europæiske Centralbank, Hünfelden-Nauheim (Tyskland)
Luca Tagliaretti, ansat ved Den Europæiske Centralbank, Frankfurt am Main (Tyskland)
Louisa Vegh, ansat ved Den Europæiske Centralbank, Frankfurt am Main (Tyskland).
Indhold
Retsforskrifter
Sagens faktiske omstændigheder
Retsforhandlinger og parternes påstande
Retlige bemærkninger
1. Påstandene om annullation
Første anbringende om tilsidesættelse af forpligtelsen til at høre Personaleudvalget
Parternes argumenter
Rettens bemærkninger
– Klagepunktet om den ufuldstændige karakter af de af ECB fremsendte oplysninger
– Klagepunktet om manglende rettidige oplysninger
– Klagepunktet om uregelmæssig afholdelse af møder
– Klagepunktet om utilstrækkelig besvarelse af Personaleudvalgets spørgsmål
– Klagepunktet om misbrug af hasteprocedure
– Klagepunktet om, at høringsproceduren ikke var afsluttet ved fremsendelsen af lønsedlerne for juli måned 2004
Andet anbringende om tilsidesættelse af beregningsmetoderne, et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesættelse af begrundelsespligten
Parternes argumenter
Rettens bemærkninger
Tredje anbringende om manglende anvendelse med tilbagevirkende kraft af de korrektioner, der skal foretages af den generelle lønjustering
Parternes argumenter
Rettens bemærkninger
2. Påstandene om erstatning
Parternes argumenter
Rettens bemærkninger
3. Generel konklusion
Sagens omkostninger