Language of document : ECLI:EU:T:2017:105

Sag T-40/15

Plásticos Españoles, SA (ASPLA)
og
Armando Álvarez, SA

mod

Den Europæiske Union ved Den Europæiske Unions Domstol

»Ansvar uden for kontraktforhold – præcisering af stævningen – forældelse – antagelse til realitetsbehandling – artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder – rimelig sagsbehandlingstid – økonomisk skade – renter af det ikke-betalte bødebeløb – omkostninger til bankgaranti – årsagsforbindelse«

Sammendrag – Rettens dom (Tredje Udvidede Afdeling) af 17. februar 2017

1.      Retslig procedure – stævning – formkrav – fastlæggelse af søgsmålets genstand – kort fremstilling af søgsmålsgrundene – påstand om erstatning for skader, der angiveligt er forvoldt af en EU-institution

[Statutten for Domstolen, art. 21, stk. 1, og art. 53, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]

2.      Annullationssøgsmål – søgsmålsfrist – begyndelsestidspunkt – ansvar som følge af Unionens retsinstansers tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid med henblik på domsafsigelsen – datoen for den pågældende doms afsigelse

(Art. 340, stk. 2, TEUF; statutten for Domstolen, art. 46 og art. 53, stk. 1)

3.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – skade – årsagsforbindelse – kumulative betingelser – den ene betingelse ikke opfyldt – erstatningssøgsmålet forkastet i det hele

(Art. 340, stk. 2, TEUF)

4.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder – retsregel, som tillægger borgerne rettigheder – begreb – rimelig sagsbehandlingstid tilsidesat af Unionens retsinstanser – åbenhed – bedømmelseskriterier

(Art. 340, stk. 2, TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2)

5.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – skade – årsagsforbindelse – bevisbyrde

(Art. 340, stk. 2, TEUF)

6.      Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsafgørelse, hvorved der konstateres en overtrædelse og pålægges en bøde – eksigibilitet – anfægtelse af afgørelsen ved Unionens retsinstanser – ingen tvivl om eksigibiliteten

(Art. 101 TEUF, 263 TEUF, 278 TEUF og art. 299, stk. 1, TEUF)

7.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – årsagsforbindelse – brudt som følge af sagsøgerens eller andre personers fejlagtige adfærd

(Art. 340, stk. 2, TEUF)

8.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – årsagsforbindelse – begreb – bankgarantiomkostninger som følge af et selskabs valg om ikke at betale den af Kommissionen pålagte bøde – rimelig sagsbehandlingstid tilsidesat af Unionens retsinstanser i selskabets søgsmål – spørgsmål, om der foreligger årsagsforbindelse – betingelser

(Art. 340, stk. 2, TEUF)

9.      Annullationssøgsmål – Unionens retsinstansers kompetence – grænser – tilsidesættelse af forbuddet mod at træffe afgørelse ultra petita – forpligtelse til at overholde sagens rammer som fastlagt af parterne – mulighed for Unionens retsinstanser for ex officio at tilkende erstatning for tab lidt i en anden periode end den, der er angivet i stævningen – udelukket

(Art. 268 TEUF, statutten for Domstolen, art. 21; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1)

10.    Ansvar uden for kontraktforhold – skade – erstatning – hensyntagen til pengeforringelsen – udlignings- og morarenter – beregningsmåde

[Art. 340, stk. 2, TEUF; Kommissionens forordning nr. 1268/2012, art. 83, stk. 2, litra b), og art. 111, stk. 4, litra a)]

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 33)

2.      Forældelsesfristen begynder at løbe, når alle de betingelser, som er en forudsætning for erstatningspligten, og som er fastsat i artikel 340, stk. 2, TEUF, er opfyldt. Disse betingelser og således også de bestemmelser om forældelse, der regulerer fristen for anlæggelse af erstatningssøgsmål, kan kun være støttet på strengt objektive kriterier. Den skadelidtes subjektive bedømmelse af, hvorvidt der faktisk foreligger en skade, kan således ikke tages i betragtning ved afgørelsen af tidspunktet for, hvornår forældelsesfristen for krav, der støttes på Unionens ansvar uden for kontraktforhold, begynder at løbe.

Med hensyn til et erstatningssøgsmål, der har til formål at opnå erstatning af et tab, der angiveligt er lidt som følge af en mulig tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid, er den omstændighed, der ligger til grund for det foreliggende krav som omhandlet i artikel 46 i statutten for Domstolen, en procedurefejl, der har karakter af en angivelig tilsidesættelse af de krav om overholdelsen af en rimelig sagsbehandlingstid, som Unionens retsinstanser skal overholde. Der skal således i forbindelse med fastlæggelsen af tidspunktet for, hvornår den forældelsesfrist på fem år, der er fastsat i nævnte artikel 46, begynder at løbe, tages hensyn til denne omstændighed. Forældelsesfristen kan navnlig ikke begynde at løbe fra et tidspunkt, hvor det forhold, der er årsag til skaden, fortsat består, og tidspunktet for, hvornår denne frist begynder at løbe, skal fastsættes fra et tidspunkt, hvor det forhold, der var årsag til skaden, er konkretiseret fuldt ud. I den specifikke situation, hvor et erstatningssøgsmål, der har til formål at opnå erstatning af et tab, der angiveligt er lidt som følge af en mulig tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid, skal tidspunktet for den forældelsesfrist på fem år, der er omhandlet i artikel 46 i statutten for Domstolen, når der træffes en afgørelse, som afbryder den omtvistede sagsbehandlingstid, fastsættes fra det tidspunkt, hvor denne afgørelse blev truffet. Et sådant tidspunkt udgør nemlig en bestemt dato, der er fastsat på grundlag af objektive kriterier. Fastsættelsen af dette tidspunkt garanterer, at retssikkerhedsprincippet overholdes, og gør det muligt at beskytte sagsøgerens rettigheder.

(jf. præmis 45-49)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 54 og 55)

4.      En procedure i to konkurrencesager for Retten, der varede næsten fem år og ni måneder, og som ikke kan begrundes med henvisning til nogen af de særlige omstændigheder i de to sager, indebærer en tilsidesættelse af artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, hvilket udgør en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en EU-retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder.

I perioden mellem afslutningen af den skriftlige forhandling, der fandt sted ved indlevering af duplikken, og indledningen af den mundtlig forhandling blev bl.a. parternes argumenter sammenfattet, sagerne fremmet, tvisterne vurderet i faktisk og retlig henseende og den mundtlige forhandling forberedt. Varigheden af denne periode afhænger navnlig af tvistens kompleksitet, parternes adfærd og opståede procedurespørgsmål.

Hvad for det første angår sagernes kompleksitet er sager vedrørende Kommissionens anvendelse af konkurrenceretten først mere komplekse end andre typer sager, navnlig med hensyn til længden af den anfægtede afgørelse, sagsakternes omfang og nødvendigheden af at foretage en detaljeret vurdering af mange komplekse faktiske omstændigheder, som ofte strækker sig vidt i tidsmæssig og geografisk henseende. En periode på 15 måneder mellem afslutningen af den skriftlige forhandling og indledningen af den mundtlige forhandling er i princippet passende til at behandle sager, som vedrører anvendelsen af konkurrenceretten. Hernæst er det principielt nødvendigt at behandle sager, som er blevet anlagt til prøvelse af den samme afgørelse, som Kommissionen har truffet under anvendelse af EU-konkurrenceretten, herunder når sagerne ikke er forbundne, parallelt. Denne parallelle behandling er bl.a. begrundet i sagernes sammenhæng og i nødvendigheden af at sikre en sammenhæng i analysen og besvarelsen af disse sager. Den parallelle behandling af konnekse sager kan derfor begrunde en forlængelse på 1 måned for hver yderligere konneks sag af perioden mellem den skriftlige forhandlings afslutning og indledningen af den mundtlige forhandling. Når et datterselskab og et moderselskab begge anlægger søgsmål til prøvelse af en konkurrenceafgørelse, hvorved de er blevet tilpligtet in solidum at betale en bøde, er der endelig en meget tæt sammenhæng mellem sagerne, der kan begrunde, at de bliver behandlet sammen og i samme tempo. I et sådant tilfælde er det således begrundet, at den mundtlige forhandling indledes på samme dato i de to sager, selv om den skriftlige forhandling blev afsluttet tidligere i den ene af disse.

For det andet skal der tages hensyn til, at varigheden af perioden mellem afslutningen af den skriftlige forhandling og indledningen af den mundtlige forhandling i hver af sagerne ikke på nogen måde er blevet påvirket af parternes adfærd eller af sådanne opståede procedurespørgsmål.

En periode på 46 måneder mellem afslutningen af den skriftlige forhandling og indledningen af den mundtlige forhandling i den første sag og på 50 måneder i den anden sag viser således, at der var en periode med ubegrundet passivitet på 20 måneder i behandlingen af hver af disse sager.

(jf. præmis 62, 63, 66, 68, 69, 71, 72, 76-78, 80, 81 og 83)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 84 og 85)

6.      I overensstemmelse med artikel 299, stk. 1, TEUF kan en kommissionsafgørelse om en procedure efter artikel 101 TEUF tvangsfuldbyrdes, såfremt den indebærer en forpligtelse for modtagerne til at betale en pengeydelse. Den omstændighed, at der er anlagt sag med påstand om annullation af denne beslutning i henhold til artikel 263 TEUF kan ikke rejse tvivl om, at den nævnte afgørelse kan tvangsfuldbyrdes, idet det følger af artikel 278 TEUF, at indbringelse af klager for Den Europæiske Unions Domstol ikke har opsættende virkning.

(jf. præmis 93)

7.      Betingelsen om årsagsforbindelse i artikel 340 TEUF kræver, at den kritiserede adfærd skal have været afgørende for skadens indtræden. Selv om institutionernes bidrag til det tab, der kræves erstattet, foreligger, kan det med andre ord være for fjernt som følge af andre personers ansvar, herunder i givet fald sagsøgerens.

(jf. præmis 108)

8.      Et tab, der består i omkostninger til en bankgaranti, der er afholdt af et selskab, som er blevet pålagt en bøde ved en kommissionsafgørelse, som Unionens retsinstanser senere annullerer, er ganske vist ikke direkte afledt af denne afgørelses retsstridighed, med den begrundelse, at dette tab var opstået på grund af dette selskabs egen beslutning om at stille en bankgaranti for ikke at opfylde sin forpligtelse til at betale bøden inden for den i den omtvistede afgørelse fastsatte frist. Det forholder sig imidlertid anderledes i tilfælde af, at proceduren ved Unionens retsinstanser overskrider en rimelig sagsbehandlingsfrist, når for det første tilsidesættelsen af en rimelig sagsbehandlingstid på det tidspunkt, hvor der blev stillet en bankgaranti, ikke var mulig at forudse, og når sagsøgeren med føje kunne forvente, at sagen ville blive behandlet inden for en rimelig frist. For det andet skete tilsidesættelsen af en rimelig sagsbehandlingstid efter sagsøgerens oprindelige beslutning om at stille bankgaranti.

Det følger heraf, at der er en tilstrækkelig direkte årsagsforbindelse mellem dels tilsidesættelsen af en rimelig sagsbehandlingstid af Unionens retsinstanser med henblik på domsafsigelsen, dels den skade, som sagsøgeren led før afsigelsen af den pågældende dom, og som består i betalingen af omkostningerne til bankgarantier i den periode, der svarer til overskridelsen af en rimelig sagsbehandlingstid. Der er i denne henseende ikke en tilstrækkelig direkte årsagsforbindelse mellem den omstændighed, at omkostningerne til bankgarantier blev betalt efter afsigelsen af nævnte dom, som bragte tilsidesættelsen af en rimelig sagsbehandlingstid i sagen til ophør, og denne tilsidesættelse, idet betalingen af disse omkostninger var resultatet af sagsøgerens egen selvstændige beslutning, som de traf efter den nævnte tilsidesættelse, om ikke at betale bøden, om ikke at anmode om udsættelse af gennemførelsen af den omtvistede afgørelse og om at iværksætte appel til prøvelse af den nævnte dom.

(jf. præmis 109-111, 119 og 120)

9.      Det følger af de regler, der regulerer rettergangsmåden ved Unionens retsinstanser, navnlig af artikel 21 i statutten for Domstolen og artikel 44, stk. 1, i Rettens procesreglement, at tvisten fastlægges og afgrænses af parterne, og at Unionens retsinstanser ikke kan træffe afgørelse ultra petita. Unionens retsinstanser kan således ikke se bort fra sagsøgerens påstand og af egen drift beslutte at tildele erstatning for et tab, som sagsøgeren har lidt forudgående, dvs. et tab, der er lidt i en periode, der tidsmæssigt adskiller sig fra den periode, hvori sagsøgeren har hævdet at have lidt et tab.

(jf. præmis 127 og 128)

10.    Når betingelserne for at pålægge Unionen ansvar uden for kontraktforhold er opfyldt, må de skadevirkninger, som følger af den tid, der er gået mellem skadens opståen og vurderingen af erstatningen, ikke lades ude af betragtning, for så vidt som der skal tages hensyn til den indtrådte pengeforringelse. Udligningsrenter tilsigter i denne henseende at kompensere for den tid, der går frem til retsinstansernes fastsættelse af skadesbeløbet, uanset enhver forsinkelse, der kan tilskrives debitor. Sluttidspunktet for den periode, for hvilken der er ret til monetær revaluering, skal principielt være sammenfaldende med datoen for afsigelsen af den dom, hvori forpligtelsen til at erstatte den skade, sagsøgeren har lidt, fastslås. Såfremt en sagsøger ikke har godtgjort, at de skadevirkninger, som følger af den tid, der er gået, kan beregnes på grundlag af Den Europæiske Centralbanks rentesats for de vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med adskillige procentpoint, er den monetære erosion til gengæld afspejlet i den af Eurostat konstaterede årlige inflationssats for den pågældende periode i den medlemsstat, hvori sagsøgeren er etableret.

(jf. præmis 138, 139, 143 og 145)