Appel iværksat den 21. februar 2014 af Alvaro Sesma Merino til prøvelse af Personalerettens dom af 11. december 2013 i sag F-125/12, Sesma Merino mod KHIM

(Sag T-127/14 P)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Alvaro Sesma Merino (El Campello, Spanien) (ved advokat H. Tettenborn)

Den anden part i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

Appellantens påstande

Personalerettens dom (Tredje Afdeling) af 11. december 2013 i sag F-125/12 ophæves fuldt ud, og der træffes afgørelse i overensstemmelse med sagsøgerens påstande i den nævnte sag.

Subsidiært hjemvises sagen til Personaleretten efter ophævelsen af den førnævnte dom.

Sagsøgerens bedømmelsesrapport (appraisal report) for 2011, i dens affattelse af 1. februar 2012, annulleres, og sagsøgtes e-mails af 2. februar 2012, fremsendt henholdsvis kl. 14.51 og kl. 15.49, annulleres, i det omfang disse indeholder de mål, som KHIM har fastsat for sagsøgeren for perioden fra den 1. oktober 2011 til den 30. september 2012.

KHIM tilpligtes at betale sagsøgeren en efter Rettens skøn passende erstatning for den lidte ikke-økonomiske skade.

KHIM tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger, dvs. sagsomkostningerne for Personaleretten og for Retten.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanten fremsat tre anbringender.

Det første anbringende: Tilsidesættelse af tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2

Appellanten har gjort gældende, at fastsættelsen af mål, i modsætning til den opfattelse, der er lagt til grund i den appellerede dom, sagtens kan være en foranstaltning, der individuelt og umiddelbart berører den pågældendes retsstilling, og som er egnet til umiddelbart at berøre en bestemt retsstilling.

Appellanten har i denne henseende bl.a. gjort gældende, at Personaleretten alene har undersøgt, om fastsættelsen af mål afstedkom retligt bindende virkninger for den fremtidige bedømmelse af tjenestemanden, i stedet for at undersøge, om fastsættelsen af mål i sig selv indebar retligt bindende virkning for appellanten, hvilket den under alle omstændigheder burde have besvaret bekræftende. Appellanten har anført, at Personaleretten har sammenblandet fastsættelsen af mål og bedømmelsen af appellanten. Endvidere er det i strid med princippet om rettidig omhu og proportionalitetsprincippet og dermed retsstatsprincippet, at en tjenestemand i et helt år underkastes arbejdsbetingelser, som i det pågældende tilfælde er uacceptable, på grund af uacceptable mål, uden at den pågældende direkte kan modsætte sig dette.

Det andet anbringende: Tilsidesættelse af den grundlæggende ret til en effektiv domstolsbeskyttelse i henhold til artikel 6, stk. 1, i den europæiske menneskerettighedskonvention og artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder.

Appellanten har anført, at den grundlæggende ret til en effektiv domstolsbeskyttelse er blevet tilsidesat, fordi der ikke er foretaget en materiel prøvelse. Han har anført, at han har påberåbt sig tilsidesættelse af andre grundlæggende rettigheder, og at en sådan tilsidesættelse under alle omstændigheder udgør en bebyrdende retsakt som omhandlet i tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2.

Det tredje anbringende: Tilsidesættelse af logikkens grundsætninger

Appellanten har herved gjort gældende, at det forhold at anse fastsættelsen af mål for en ren og skær forberedende foranstaltning med henblik på bedømmelsen udgør en tilsidesættelse af logikkens grundsætninger.

Det samme gør sig gældende for Personalerettens udtalelse om, at fastsættelsen af mål under visse forudsætninger vil kunne anses for en bebyrdende retsakt som omhandlet i tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2. Netop undersøgelsen af disse betingelser ville imidlertid udgøre en prøvelse af sagens realitet. Hermed anerkender Personaleretten således nødvendigheden af en mulighed for retsbeskyttelse, som den imidlertid herefter – ulogisk – afslår ved en afvisning af sagen.