Sag T-126/14

Kongeriget Nederlandene

mod

Europa-Kommissionen

»EUGFL – Garantisektionen – EGFL og ELFUL – finansiel korrektion, der pålægges for manglende anmeldelse af renter – begrundelsespligt – forpligtelse til at bogføre renter – artikel 32, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1290/2005 – ækvivalensprincippet – forpligtelse til at udvise omhu«

Sammendrag – Rettens dom (Anden Afdeling) af 24. november 2015

1.      Landbrug – fælles landbrugspolitik – finansiering af EGFL – regnskabsafslutningsprocedure – beløb, der skal tilbagebetales af medlemsstaten – medlemsstatens manglende inddrivelse inden for de fastsatte frister af skyldige beløb på grund af uregelmæssigheder eller forsømmelser – finansielle konsekvenser – hensyntagen til renter – betingelse – forpligtelse til at bogføre renter

(Rådets forordning nr. 1290/2005, art. 32, stk. 1 og 5)

2.      Landbrug – fælles landbrugspolitik – finansiering af EGFL – regnskabsafslutningsprocedure – beløb, der skal tilbagebetales af medlemsstaten – medlemsstatens forpligtelse til at opkræve renter af skyldige beløb i henhold til artikel 32, stk. 1 og 5, i forordning nr. 1290/2005 – foreligger ikke

(Rådets forordning nr. 729/70, som ændret ved forordning nr. 1287/95, art. 8, stk. 2, andet afsnit, og Rådets forordning nr. 1290/2005, art. 32, stk. 1 og 5)

3.      Landbrug – fælles landbrugspolitik – finansiering af EGFL – regnskabsafslutningsprocedure – beløb, der skal tilbagebetales af medlemsstaten – påberåbelse af ækvivalensprincippet med henblik på at skabe en forpligtelse til at opkræve renter ved inddrivelsen af beløb – lovlig – betingelse – sammenlignelighed af Unionens fordringer og nationale fordringer af samme type – sammenligning af Unionens fordringer vedrørende tillægsafgifterne på mælk og eksportrestitutioner med nationale skattefordringer – ikke sammenlignelig

(Art. 325, stk. 2, TEUF; Rådets forordning nr. 1290/2005, art. 32, stk. 1 og 5)

4.      Annullationssøgsmål – Unionens retsinstansers kompetence – rækkevidde – Rettens beføjelse til at erstatte ophavsmanden til den anfægtede retsakts begrundelse med sin egen – ikke omfattet

(Art. 263 TEUF og 264 TEUF)

5.      Annullationssøgsmål – frister – ufravigelighed

(Art. 263, stk.. 6, TEUF)

1.      Artikel 32 i forordning nr. 1290/2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik vedrører medlemsstaternes forpligtelser for så vidt angår inddrivelse af beløb hos støttemodtagere, som har begået uregelmæssigheder eller udvist forsømmelse.       Dels udbetales beløb, der inddrives som følge af uregelmæssigheder eller forsømmelighed, og de påløbne renter i henhold til stk. 1 i nævnte artikel til betalingsorganerne og bogføres af disse som indtægter bestemt til Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) for den måned, hvor beløbene rent faktisk modtages. Dels vedrører artikel 32, stk. 5, de særlige situationer, hvor medlemsstaterne ikke har inddrevet beløbene inden for en vis frist. I sådanne situationer bæres de finansielle konsekvenser af den manglende inddrivelse af den pågældende medlemsstat med 50% og af EU-budgettet med 50%. Denne fordeling af det finansielle ansvar finder anvendelse på alle følger af finansiel karakter forbundet med den manglende inddrivelse af de uretmæssigt udbetalte beløb, som bl.a. omfatter hovedstolen og de påløbne renter, der skulle have været betalt i henhold til samme forordnings artikel 32, stk. 1.

Det følger heraf, at Kommissionen i princippet har beføjelse til i de beløb, der skyldes i henhold til artikel 32, stk. 5, i forordning nr. 1290/2005 at medregne renter af fordringer, der ikke er blevet inddrevet inden for den frist, der er fastsat i denne bestemmelse. Denne medregning af renter er imidlertid nødvendigvis betinget af, at der i det pågældende tilfælde findes en forpligtelse for den berørte medlemsstat til at opkræve renter af de pågældende beløb.

(jf. præmis 72, 73 og 75-78)

2.      Artikel 32, stk. 1 og 5, i forordning nr. 1290/2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik indeholder ikke nogen forpligtelse for medlemsstaterne til at opkræve renter af de fordringer, der skal inddrives. Dels indeholder artikel 32, stk. 1, i forordning nr. 1290/2005, i lighed med artikel 8, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 729/70 om finansiering af den fælles landbrugspolitik, i den affattelse, der findes i forordning nr. 1287/95, blot en simpel bestemmelse om den budgetmæssige anvendelse af beløb, der inddrives som følge af uregelmæssigheder eller forsømmelser, uden at fastsætte en forpligtelse for medlemsstaterne til at opkræve renter af de således inddrevne beløb. Dels indfører denne forordnings artikel 32, stk. 5, heller ikke en sådan forpligtelse, eftersom denne bestemmelse blot indeholder en regel om deling af det finansielle ansvar, når der er tale om konsekvenserne af den manglende inddrivelse af de pågældende beløb efter udløbet af de i denne bestemmelse omhandlede frister.

Selv om det i denne forbindelse er korrekt, at udelukkelsen af renter af det beløb, der skulle inddrives, og således nedsættelsen af det beløb, der blev pålagt den pågældende medlemsstat i henhold til artikel 32 stk. 5, i forordning nr. 1290/2005, ville være i strid med beskyttelsen af EU-budgettets finansielle interesser, kan det dog ikke udledes af disse betragtninger, at der findes et generelt princip om, at medlemsstaterne er forpligtede til at opkræve renter ved inddrivelsen af beløb, der skyldes som følge af uregelmæssigheder.

(jf. præmis 80-82, 85 og 86)

3.      Da der med hensyn til inddrivelse af landbrugsfordringer hverken i de sektorbestemte forordninger eller i forordning nr. 1290/2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik findes nogen som helst forpligtelse til at opkræve renter af sådanne fordringer, kan en sådan forpligtelse i givet fald gyldigt baseres på ækvivalensprincippet, når den pågældende medlemsstats nationale lovgivning fastsætter opkrævning af renter i forbindelse med tilbagebetaling af samme type fordele, der med urette er modtaget fra dennes eget nationale budget. Det samme gælder de finansielle byrder, som medlemsstaternes forvaltninger skal opkræve på Unionens vegne.

Fordringer vedrørende tillægsafgifterne inden for mælkesektoren og eksportrestitutioner kan ikke i henhold til ækvivalensprincippet betragtes som nationale skattefordringer. Tillægsafgifterne på mælk skal således sikre indtægter til EU-budgettet og er kendetegnet ved, at de har til formål at regulere landbrugsmarkederne, mens nationale skatter er kendetegnet ved deres hovedfunktion, hvis ikke eneste funktion, som består i at skabe indtægter til det nationale budget. Desuden opkræves landbrugsafgifterne af en meget snævert afgrænset kategori af skatteydere, og ikke af hele befolkningen, og indtægterne fra tillægsafgifterne går til finansiering af udgifter inden for mejerisektoren og nærmere bestemt til afsætning af produktionen fra de producenter, der har overskredet deres kvoter.

Eksportrestitutionsordningen har endvidere til formål at sikre udførslen af europæiske produkter, som ellers ikke ville være rentabel for den erhvervsdrivende. Eksportrestitutionerne, som er en fordel, der indrømmes landbrugerne, adskiller sig således på grund af deres art fra nationale skatter. Mens eksportrestitutionerne finansieres over EU-budgettet, bidrager de nationale skatter til det nationale budget. Selv om det er korrekt, at beløb vedrørende uretmæssigt udbetalte eksportrestitutioner, der er blevet inddrevet, bogføres i EU-budgettet som indtægter, står det ikke desto mindre fast, at til forskel fra inddrevne nationale skatter bidrager uretmæssigt udbetalte eksportrestitutioner, der er blevet inddrevet, ikke specifikt til EU-budgettet, men fører beløb, der aldrig skulle have været udbetalt, tilbage til EU-budgettet.

(jf. præmis 91, 92, 97-100, 104, 106, 110 og 111)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 121)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 142 og 149)