Language of document :

Appel iværksat den 16. december 2021 af Covestro Deutschland AG til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 6.oktober 2021 i sag T-745/18, Covestro Deutschland AG mod Europa-Kommissionen

(Sag C-790/21 P)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Covestro Deutschland AG (ved Rechtsanwälte T. Hartmann, M. Kachel og D. Fouquet)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen og Forbundsrepublikken Tyskland

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den Europæiske Unions Rets dom af 6. oktober 2021 i sag T-745/18 ophæves, og Europa-Kommissionens afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018, C(2018) 3166, for 2012 og 2013 annulleres.

Subsidiært annulleres den appellerede dom, og den omtvistede afgørelse annulleres, for så vidt som den vedrører appellanten.

Subsidiært i forhold til den første påstand ophæves den appellerede dom, og sagen hjemvises til Retten til fornyet afgørelse om annullation af den omtvistede afgørelse.

Subsidiært i forhold til den anden påstand ophæves den appellerede dom, og sagen hjemvises til Retten til fornyet afgørelse om annullation af den omtvistede afgørelse for så vidt som den vedrører appellanten.

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har støttet appellen på fire appelanbringender.

Første og andet appelanbringende: Tilsidesættelse af retten til at blive hørt og af begrundelsespligten

Appellanten har i forbindelse med det første og det andet appelanbringende gjort gældende, at Retten har tilsidesat processuelle krav i EU-retten, nemlig appellantens ret til at blive hørt og sin pligt til at begrunde dommen. Som følge af disse tilsidesættelser lagde Retten retligt ukorrekt til grund, at der foreligger statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

Appellanten har med første led af disse to appelanbringender anfægtet, at Retten ikke tog hensyn til det af appellanten anførte om fastlæggelse af størrelsen af tillægsafgiften efter den tyske elnetsbekendtgørelsens § 19, stk. 2, ved efterprøvelsen af den statslige kontrol (den appellerede doms præmis 8).

Appellanten har med det andet led af disse to appelanbringender gjort gældende, at Retten ikke tog hensyn til det af appellanten anførte om fastlæggelse af størrelsen af tillægsafgiften efter elnetsbekendtgørelsens § 19, stk. 2 (den appellerede doms præmis 12, 94, 103, 129, 135 og 146).

Appellanten har med tredje led af disse to appelanbringender anfægtet, at Retten ikke tog hensyn til det af appellanten anførte om den manglende godtgørelse af alle indtægtstab og omkostninger som følge af indrømmelsen af netafgiftsfritagelse (den appellerede doms præmis 130 og 143).

Appellanten har med fjerde led af disse to appelanbringender anfægtet, at Retten ikke tog hensyn til det af appellanten anførte om ugyldighed af forbundsagenturets afgørelse af 2011 ved efterprøvelsen af, om der er tale om statsmidler (den appellerede doms præmis 107 og 125).

Tredje appelanbringende: Tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF

Appellanten har i forbindelse med det tredje appelanbringende desuden gjort gældende, at Retten har tilsidesat materielle bestemmelser i EU-retten, idet den anså tillægsafgiften efter elnetsbekendtgørelsens § 19, stk. 2, for statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF (den appellerede doms præmis 78 -145).

Appellanten har herved for det første anfægtet, at Retten anvendte et urigtigt støtteretligt kriterium, idet den lagde til grund, at den omtvistede tillægsafgift udgør en begunstigelse. Retten lagde urigtigt til grund, at der forelå en fordel og erkendte ikke, at det følger af forholdets art, henholdsvis systematikken i elnetsbekendtgørelsen, at der ikke foreligger selektivitet.

Appellanten har for det andet gjort gældende, at Retten ukorrekt anså tillægsafgiften efter elnetsbekendtgørelsens § 19, stk. 2, for støtte, som blev ydet ved hjælp af statsmidler. Retten lagde herved et ukorrekt udgangspunkt til grund ved bedømmelsen af spøgsmålet, om der er tale om statsmidler, og antog med urette, at der er tale om en afgift, der indikerer, at midlerne er statsmidler.

For det tredje har appellanten ligeledes anfægtet, at Retten retligt ukorrekt bekræftede, at staten har kontrol over de i elnetsbekendtgørelsens § 19, stk. 2, omhandlede afgiftsmidler.

Fjerde appelanbringende: Tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling

Appellanten har i forbindelse med det fjerde appelanbringende endelig gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling, der består i, at Retten for det første så bort fra den retsstridige forskelsbehandling som følge af den tilbagesøgning af støtten, som Kommissionen har anordnet i den omtvistede afgørelse, i forhold til den i § 32, stk. 7, i elnetsbekendtgørelsen af 2013 fastsatte overgangsregel, for det andet, at den retsstridigt sondrede mellem båndlastbrugere, og for det tredje, at kontracykliske forbrugere og båndlastbrugere retsstridigt undergives den samme behandling (den appellerede doms præmis 192 - 210).

____________