Sag C-460/18 P
HK
mod
Europa-Kommissionen
Domstolens dom (Første Afdeling) af 19. december 2019
»Appel – personalesager – vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union – artikel 1d – artikel 17, stk. 1, i bilag VIII – efterladtepension – betingelser for tildeling – begrebet »længstlevende ægtefælle« efter en EU-tjenestemand – ægteskab og ægteskabslignende forhold – samlivsforhold – princippet om forbud mod forskelsbehandling – tilsvarende situation – foreligger ikke – betingelse om ægteskabets varighed – bekæmpelse af svig – berettigelse«
1. Retslig procedure – dommes begrundelse – rækkevidde
(Statutten for Domstolen, art. 36 og art. 53, stk. 1)
(jf. præmis 38 og 50-53)
2. Tjenestemænd – pensioner – efterladtepension – betingelser for tildeling – ægteskab – registreret partnerskab under visse betingelser sidestillet med ægteskab – samlivsforhold sidestillet med ægteskab – udelukket
[Tjenestemandsvedtægten, art. 1d, stk. 1, andet afsnit; bilag VII, art. 1, stk. 2, litra c), og bilag VIII, art. 17, stk. 1]
(jf. præmis 68-78)
3. Tjenestemænd – ligebehandling – efterladtepension – samlivsforhold og ægteskab – ikke-sammenlignelige situationer
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 21, stk. 1; tjenestemandsvedtægten, art. 1d og bilag VIII, art. 17, stk. 1; Rådets direktiv 2000/78, art. 2)
(jf. præmis 84 og 85)
4. Tjenestemænd – efterladtepension – betingelser for tildeling – ægteskab – ægteskabets minimumsvarighed – ikke-diskriminerende betingelse til bekæmpelse af misbrug og svig
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 21, stk. 1; tjenestemandsvedtægten, art. 1d og bilag VIII, art. 17, stk. 1; Rådets direktiv 2000/78, art. 2)
(jf. præmis 89 og 90)
5. Tjenestemandssager – erstatningspåstand tilknyttet en annullationspåstand – afvisning af annullationspåstanden medfører afvisning af erstatningspåstanden
(Tjenestemandsvedtægten, art. 91)
(jf. præmis 93)
Resumé
Domstolen stadfæstede, at den efterladte ægtefælle efter en EU-tjenestemand skal have været knyttet til sidstnævnte i mere end et år i form af et ægteskab eller – under visse betingelser – et registreret partnerskab for at få tildelt efterladtepension
I dommen i sagen HK mod Kommissionen (sag C-460/18 P), afsagt den 19. december 2019, ophævede Domstolen Rettens dom af 3. maj 2018, HK mod Kommissionen (1), traf endelig afgørelse i sagen og frifandt Europa-Kommissionen både i det annullationssøgsmål, som appellanten havde anlagt til prøvelse af Kommissionens afgørelse om afslag på tildeling af efterladtepension til appellanten som efterladt ægtefælle efter en tjenestemand, og i erstatningssøgsmålet for den økonomisk og ikke-økonomisk skade, der angiveligt var lidt.
Denne sag vedrører appellantens anmodning om at få tildelt efterladtepension som efterladt ægtefælle efter en tjenestemand ved Kommissionen, som var afgået ved døden den 11. april 2015, og som han havde været gift med siden den 9. maj 2014. Parret havde boet sammen siden 1994. Appellanten modtog regelmæssigt pengebeløb fra sin partner på grund af de sundhedsmæssige problemer, som forhindrede ham i at arbejde eller uddanne sig.
Domstolen ophævede først Rettens dom, hvori denne havde frifundet Kommissionen, med den begrundelse, at Retten havde tilsidesat sin begrundelsespligt. I denne henseende præciserede Domstolen, at begrundelsen for den appellerede dom ikke klart og forståeligt har angivet de betragtninger, som Retten har lagt til grund, for at fastslå, hvilke personer der er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 17, stk. 1, i bilag VIII til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«), hvilket var afgørende for spørgsmålet om sammenligneligheden af de situationer, der sammenholdes med henblik på efterprøvelsen af, hvorvidt denne vedtægtsmæssige bestemmelse er i overensstemmelse med det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling
Herefter antog Domstolen, at sagen var moden til påkendelse, og fastslog, at Kommissionen med rette havde kunnet afslå tildelingen af efterladtepension til appellanten, med den begrundelse, at denne ikke opfyldte betingelsen om, at ægteskabet med den afdøde tjenestemand skal have varet mindst ét år, jf. artikel 17, stk. 1, i bilag VIII til vedtægten.
Domstolen bemærkede, at hverken den omstændighed, at bestemmelsen både udelukker samlevende fra dens anvendelsesområde, eller den omstændighed, at bestemmelsen kræver en minimumsvarighed af ægteskabet for, at den efterladte ægtefælle kan få tildelt efterladtepension, var åbenbart uhensigtsmæssig i forhold til efterladtepensionens formål og heller ikke tilsidesatte det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling.
Ifølge Domstolen er retten til efterladtepension ikke knyttet til ægtefællens eventuelle økonomiske afhængighed af den afdøde. Derimod skal modtageren af denne pension have været knyttet til den afdøde tjenestemand i form af et borgerligt forhold, som udløser en række rettigheder og forpligtelser mellem dem, såsom et ægteskab eller – under visse betingelser – et registreret partnerskab.
Domstolen præciserede, at blandt disse betingelser er bl.a. den omstændighed, at den efterladte partner forelægger et officielt dokument, der er anerkendt af en medlemsstat eller af en kompetent myndighed i en medlemsstat, og som attesterer deres status som ugifte partnere, og at parret ikke har mulighed for at indgå ægteskab i denne medlemsstat.
Domstolen fandt således, at da et faktisk parforhold, såsom samlivsforhold, i princippet ikke er tildelt retlig status i henhold til lov, opfylder det ikke de fastsatte betingelser, og derfor befinder samlevende for så vidt angår efterladtepension sig ikke i en situation, som kan sammenlignes med situationen for gifte personer eller personer, som har indgået et registreret partnerskab, som opfylder betingelserne for at få tildelt den nævnte pension.
Desuden fastslog Domstolen, at EU-lovgiver råder over en skønsmargen med hensyn til fastsættelsen af retten til efterladtepension, og at betingelsen, hvorefter ægteskabet skal have varet mindst et år for, at den efterladte ægtefælle kan få tildelt efterladtepension, skulle sikre, at forholdet mellem de pågældende personer er reelt og stabilt.
Domstolen fastslog, at søgsmålet med påstand om erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, der angiveligt var lidt, ligeledes skulle afvises som ugrundet, da der er en nær sammenhæng mellem erstatningspåstanden og annullationspåstanden, som selv var blevet forkastet som ugrundet.