Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 8. juli 2004 af Georgios Rounis mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

(Sag T-274/04)

(Processprog: fransk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 8. juli 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Georgios Rounis, Bruxelles, ved avocat Eric Boigelot, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Annullation af afgørelse af 4. august 2003, som blev truffet af generaldirektøren for GD COMP/A i dennes egenskab af appelbedømmer og som definitivt stadfæster og godkender de vedrørende sagsøgeren udfærdigede bedømmelser for 1997-1999 og for 1999-2001.

Annullation af de nævnte bedømmelser.

Sagsøgeren tilkendes en erstatning for ikke-økonomisk skade, der efter billighed kan fastsættes til 8 000 EUR, som følge af de forskellige væsentlige fejl begået på forskellige niveauer ved udfærdigelsen af bedømmelserne for 1997-1999 og for 1999-2001 og som følge af den væsentlige forsinkelse ved den endelige udfærdigelse af de nævnte bedømmelser.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet gjort gældende, at vedtægtens artikel 25, stk. 2, og artikel 26 og 43 er tilsidesat, samt at der er sket tilsidesættelse af de almindelige gennemførelsesbestemmelser vedrørende anvendelsen af artikel 43, som blev vedtaget af Kommissionen den 26. april 2002. Sagsøgeren har ligeledes anført, at der foreligger magtfordrejning og tilsidesættelse af hans ret til kontradiktion, af princippet om god forvaltningsskik, af ligebehandlingsprincippet samt af det princip, som pålægger ansættelsesmyndigheden kun at træffe afgørelser på basis af lovligt uanfægtelige grunde, dvs. grunde, der er relevante og ikke behæftet med åbenbare faktiske eller retlige fejl.

____________