Language of document :

Sag anlagt den 11. juli 2008 - Italien mod Kommissionen

(Sag T-274/08)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Den Italienske Republik (ved avvocato dello Stato S. Fiorentino)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Kommissionens beslutning K(2008) 1711 af 30. april 2008 om afslutning af regnskaberne for medlemsstaternes betalingsorganer vedrørende de udgifter, der finansieres af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL), for regnskabsåret 2007 annulleres.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Beslutningen, der ligger til grund nærværende søgsmål, anfægtes, for så vidt den beregner renter af de beløb, der er pålagt den italienske stats budget i henhold til artikel 32, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1290/05, og særligt for så vidt den bogfører renterne med løbetid fra datoen for betalingen af det skyldige beløb af de beløb, hvis inddrivelse ikke har fundet sted inden otte år efter datoen for den første administrative eller retslige konstatering, og der verserer et søgsmål ved de nationale domstole, og idet disse beløb skal bæres af den pågældende medlemsstat med 50 % og af fællesskabsbudgettet med 50%.

Den sagsøgende regering har til støtte for sit søgsmål gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af artikel 32, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1290/05. Denne bestemmelse kan ikke fortolkes således, at der skal pålægges renter, såfremt inddrivelsen er genstand for et verserende søgsmål, dels fordi det ikke er foreskrevet i artikel 32, stk. 5 (i modsætning til det i artikel 32, stk. 1, foreskrevne), dels fordi begrebet renternes løbetid kun kan fastsættes ved retsinstansens domsafsigelse.

____________