Sag T-144/02

Richard J. Eagle m.fl.

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personale ansat i fællesforetagendet JET – anvendelse af en anden retlig status end den for midlertidigt ansatte gældende – erstatning for lidt tab«

Sammendrag af dom

1.       Retspleje – fremførelse af nye anbringender under sagens behandling

(Rettens procesreglement, art. 44)

2.      Tjenestemænd – søgsmål – fuld prøvelsesesret

3.      Tjenestemænd – søgsmål – fuld prøvelsesesret

4.      Tjenestemænd – søgsmål – fuld prøvelsesesret

1.      Påstande opgjort i tal, der nedlægges under et erstatningssøgsmål efter afsigelse af fuld prøvelsesesret en mellemdom, hvorved Retten dømte Fællesskabet til at erstatte det tab, som medlemmerne af personalet i fællesforetagendet JET havde lidt på grund af anvendelse af en anden retlig status end den for midlertidigt ansatte gældende, og som blev ændret af hensyn til fremgangsmåden for beregning af tabet fastsat i mellemdommen, kan ikke afvises fra realitetsbehandling, eftersom de er udtryk for en tilladelig udvikling af de påstande, der var nedlagt i stævningen, navnlig fordi Retten havde fastsat de nødvendige elementer for beregningen af tabet første gang i mellemdommen, og fordi den nøjagtige sammensætning af tabet og den metode, der skulle anvendes ved fastsættelsen af den nøjagtige erstatning, ikke endnu var blevet behandlet.

Når der i mellemdommen er fastsat et tidsrum, hvorunder der skal betales erstatning, bør dennes elementer og den metode, der skal anvendes ved fastsættelse af den nøjagtige erstatning, der tilkommer hver sagsøger, samt påstandene opgjort i tal for hver enkelt sagsøger nemlig nødvendigvis kunne ændres efter nævnte doms afsigelse.

(jf. præmis 21 og 22)

2.      Under en erstatningssag anlagt efter afsigelsen af en mellemdom, hvorved Retten tilpligtede Fællesskabet at erstatte det tab, som medlemmerne af fællesforetagendet Joint European Torus (JET) havde lidt på grund af anvendelsen af en anden retlig status end den for midlertidigt ansatte gældende, skal indplaceringen i lønklasse og løntrin af hver sagsøger ved indledningen af erstatningsperioden fastsættes under hensyntagen til vedkommendes reelle ansættelse, hvilken periode udgør fem år fra det tidspunkt, hvor den tidligste kontrakt, der vedrørte sagsøgerne, blev indgået eller forlænget, hvilket tidspunkt ikke må ligge mere end fem år forud herfor.

Selv om Retten har begrænset hver enkelt sagsøgers ret til erstatning til maksimalt fem år, fastslog den dog, at de pågældende fra begyndelsen, altså fra deres første ansættelse, burde have været ansat som midlertidigt ansatte, og at denne ulovlighed havde foreligget under hele deres ansættelse ved JET. Følgelig bør hver enkelt sagsøgers situation ved erstatningsperiodens start ikke sidestilles med den, som følger af den første ansættelse, men skal behandles under hensyntagen til, at den pågældende allerede ved fastansættelsen som kontraktansat burde have været ansat som midlertidigt ansat, hvilket indebærer, at der må tages hensyn til den »karriere«, som vedkommende havde gennemført inden erstatningsperiodens start ved fastsættelsen af den indplacering, der svarer til de funktioner, som hver enkelt sagsøger udøvede ved nævnte periodestart. En sådan »genskabelse af karrieren« indebærer nødvendigvis hensyntagen til de forfremmelser, som hver ansøger havde opnået.

Vedrørende forfremmelse under erstatningsperioden fastslog Retten under hensyntagen til situationen for medlemmerne af projektgruppen ved JET, at sagsøgerne var blevet fastholdt i en retligt set diskriminerende situation, som pådrog Fællesskabets erstatningsansvar, hvorfor disse havde lidt et tab. Følgelig er den tilsvarende situation for midlertidigt ansatte ved Euratom, som skal anvendes ved sammenligningen for at fastsætte de karriereavancementer, som sagsøgerne havde kunnet opnå, den i givet fald gunstigere situation, som medlemmerne af projektgruppen ved JET befandt sig i.

(jf. præmis 49-51, 64 og 67)

3.      I en mellemdom, hvorved Retten tilpligtede Fællesskabet at erstatte det tab, som medlemmerne af personalet ved fællesforetagendet Joint European Torus (JET) havde lidt på grund af anvendelsen af en anden retlig status end den for anvendelsen af midlertidigt ansatte gældende, fastslog Retten, at sagsøgernes tab bestod i forskellen mellem den løn og de hermed tilknyttede rettigheder og pensionsrettigheder, som de ville have modtaget eller erhvervet, hvis de havde arbejdet for JET-projektet som midlertidigt ansatte, og den løn og de hermed tilknyttede rettigheder og pensionsrettigheder, som de faktisk modtog eller erhvervede som kontraktansat personale.

Heraf fremgår, at ved fastsættelsen af det nettofællesskabsbeløb, som hver enkelt sagsøger ville have oppebåret i erstatningsperioden, såfremt vedkommende var blevet ansat som midlertidigt ansat, skal der tages hensyn til alle ydelser, som den pågældende havde kunnet gøre krav på under hensyntagen til hans personlige og faglige situation, og som vedkommende kan fremlægge bevis for. Derimod skal der ikke tages hensyn til godtgørelser, som blev oppebåret i forbindelse med tjenesterejser, idet Kommissionen herved uimodsagt har anført, at ved fællesforetagendet JET blev alle opholdsudgifter godtgjort, mens dagpengene blev nedsat eller ophævet. Desuden skal der ved fastsættelsen af det nationale nettobeløb, som hver enkelt sagsøger har oppebåret som kontraktansat i erstatningsperioden, endvidere tages hensyn til alle de ydelser, som de pågældende herved har oppebåret, herunder bl.a. de dagpenge, som visse af sagsøgerne eventuelt har oppebåret på grund af, at de boede fjernt fra JET’s sæde.

(jf. præmis 76-78)

4.      I en mellemdom, hvorved den tilpligtede Fællesskabet at erstatte det tab, som medlemmerne af personalet ved fællesforetagendet Joint European Torus (JET) havde lidt på grund af anvendelsen af en anden retlig status end den for midlertidigt ansatte gældende, fastslog Retten, at sagsøgerne fra begyndelsen burde have været ansat som midlertidigt ansatte, og at denne ulovlighed på grund af dens varighed overskred erstatningsperioden fastsat af Retten. Denne konstatering indebærer nødvendigvis, at der må tages hensyn til, at sagsøgerne har kunnet erhverve pensionsrettigheder i den periode, hvorunder hver enkelt af dem reelt arbejdede ved fællesforetagendet JET, men at erstatningen for disse eventuelle rettigheder må begrænses til erstatningsperioden.

Følgelig skal der ved fastsættelsen af den erstatning, som svarer til pensionsrettighederne, for hver enkelt sagsøger tages hensyn til tidspunktet for vedkommendes første reelle ansættelse ved JET, som eventuelt kan ligge forud for erstatningsperioden, således at der skal betales erstatning for pensionsrettigheder, som vedrører maksimalt fem år, svarende til erstatningsperioden. Maksimumsperioden på fem år udgør altså ikke de eneste år, som giver ret til pension. Det er nemlig hele den periode, hvorunder hver enkelt sagsøger var ansat ved JET, som giver ret til pension, hvorved de dertil svarende rettigheder dernæst skal nedsættes forholdsmæssigt til varigheden af erstatningsperioden, sammenholdt med den samlede ansættelsesperiode.

Desuden må det fastslås, at erstatning for pensionsrettigheder ikke kan være mindre end den aktuarmæssige værdi af de beløb, der er optjent af hver enkelt sagsøger ved arbejdstager- og arbejdsgiverbidrag i den maksimalt femårige periode, som svarer til erstatningsperioden.

I et tilfælde derimod, hvor en sagsøger, fordi han har arbejdet ved JET i under ti år, ikke under alle omstændigheder i henhold til vedtægtsbestemmelser havde haft ret til en alderspension, men udelukkende til udtrædelsespenge, udgør en erstatning for tabet af denne godtgørelse, nedsat forholdsmæssigt efter erstatningsperiodens varighed, sammenholdt med den samlede ansættelsesperiode, et alternativ, som nødvendigvis må indrømmes ham.

(jf. præmis 89-92)