Language of document : ECLI:EU:T:2011:360

Sag T-53/07

Trade-Stomil sp. z o.o.

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – karteller – markedet for butadiengummi og styrenbutadiengummi fremstillet ved emulsionspolymerisation – beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF – deltagelse i kartellet – fastlæggelse af ansvaret for den ulovlige adfærd – bøder – overtrædelsens grovhed og varighed – formildende omstændigheder«

Sammendrag af dom

Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – bevismateriale, som skal indsamles

(Art. 81, stk. 1, EF)

For så vidt angår bevisførelsen for en overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF skal Kommissionen føre bevis for de fastslåede overtrædelser og for, at de omstændigheder, som udgør overtrædelsen, faktisk foreligger. Kommissionen skal således have indsamlet et tilstrækkeligt præcist og samstemmende bevismateriale til, at den har kunnet danne sig en fast overbevisning om, at overtrædelsen har fundet sted.

Er Retten i tvivl, skal dette komme den virksomhed til gode, hvortil den beslutning er rettet, hvori der fastslås en overtrædelse. Retten kan derfor ikke konkludere, at Kommissionen har ført fornødent bevis for den pågældende overtrædelse, hvis den fortsat nærer tvivl vedrørende dette spørgsmål.

Endvidere er det hyppigt forekommende, at de aktiviteter, som indebærer en konkurrencebegrænsende praksis og konkurrencebegrænsende aftale, gennemføres hemmeligt, at møderne afholdes hemmeligt, og at dokumenterne herom begrænses til et minimum. Det følger heraf, at selv i tilfælde, hvor Kommissionen opdager dokumenter, der udtrykkeligt viser en ulovlig kontakt mellem erhvervsdrivende, er disse normalt brudstykkeagtige og spredte, hvorfor det ofte viser sig nødvendigt at rekonstruere visse enkeltheder ved hjælp af følgeslutninger. I de fleste tilfælde må den omstændighed, at der foreligger en konkurrencebegrænsende praksis eller aftale, derfor udledes ved en slutning ud fra et vist antal sammenfaldende omstændigheder og indicier, der, når de betragtes samlet, og i mangel af en anden logisk forklaring, kan udgøre beviset for en tilsidesættelse af konkurrencereglerne.

Når det materiale, som gengives af Kommissionen – skønt det kan have en vis bevisværdi – ikke udgør et tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at den pågældende virksomhed gjorde sig skyldig i en overtrædelse, henset til selvmodsigelserne i Kommissionens beslutning vedrørende bl.a. møder afholdt inden for rammerne af kartellet, og den tvivl, der skal komme den pågældende virksomhed til gode, skal Kommissionens beslutning annulleres.

(jf. præmis 63, 64, 76 og 78)