Language of document :

Appel iværksat den 11. april 2023 af Penya Barça Lyon: Plus que des supporters (PBL) og Issam Abdelmouine til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 8. februar 2023 i sag T-538/21, PBL og WA mod Kommissionen

(Sag C-224/23 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellanter: Penya Barça Lyon: Plus que des supporters (PBL) og Issam Abdelmouine (ved avocat J. Branco)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Den Europæiske Unions Rets dom af 8. februar 2023 i sag T-538/21, PBL og WA mod Kommissionen, ophæves i sin helhed.

De påstande, som appellanterne nedlagde i første instans, tages til følge i deres helhed.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanterne fremsat flere anbringender.

For det første begik Retten en retlig og faktisk fejl, da den afviste annullationspåstanden for så vidt angår Penya Barça Lyon, dels fordi den første appellants søgsmålsinteresse har forrang for den anden appellants søgsmålsinteresse, når flere personer anlægger et fælles søgsmål, dels fordi den afviste de beviser, der blev fremlagt af appellanterne med henblik på at godtgøre den første appellants søgsmålsinteresse.

For det andet tilsidesatte Retten appellanternes processuelle rettigheder, idet den undlod at tage stilling til et fremsat anbringende om Kommissionens skønsmæssige beføjelse med hensyn til de klager, der indbringes for den.

For det tredje begik Retten en retlig fejl, idet den så bort fra enhver direkte formueretlig og økonomisk interesse hos appellanterne i denne sags faktiske omstændigheder.

For det fjerde har appellanterne påberåbt sig en tilsidesættelse af artikel 1, litra h), i forordning (EU) 2015/1589 1 , idet Retten tilsidesatte den anden appellants status som interesseret part og fastslog, at denne appellants interesser ikke kan sammenlignes med en aktionærs interesser.

For det femte begik Retten en fejl, da den fastslog, at de nye beviser, som blev fremlagt af appellanterne på dagen for retsmødet, ikke havde konsekvenser for Rettens vurderinger om sin kompetence, formaliteten og grundlaget for appellanternes søgsmål.

For det sjette har appellanterne påberåbt sig en interessekonflikt hos en dommer i sammensætningen af afdelingen hos Retten.

____________

1     Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13.7.2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (kodifikation) (EUT 2015, L 248, s. 9).