Language of document : ECLI:EU:T:2021:822

RETTENS DOM (Fjerde Afdeling)

24. november 2021 (*)

»Personalesag – ansatte ved EIB – helbredstilstand – arbejdsdygtighed – uberettiget fravær – annullationssøgsmål – begrebet invaliditet – fuld prøvelsesret – tvister, der angår pengebeløb – udbetaling af invalidepension med tilbagevirkende kraft – erstatningssøgsmål'

I sag T-370/20,

KL ved advokaterne L. Levi og A. Champetier,

sagsøger,

mod

Den Europæiske Investeringsbank (EIB) ved G. Faedo og M. Loizou, som befuldmægtigede, bistået af advokat A. Duron,

sagsøgt,

angående et søgsmål støttet på artikel 270 TEUF og artikel 50a i statutten for Den Europæiske Unions Domstol med påstand for det første om annullation af EIB’s afgørelser af 8. februar og 8. marts 2019, hvori det fastslås, at sagsøgeren er arbejdsdygtig og har været uberettiget fraværende siden den 18. februar 2019, og om nødvendigt annullation af afgørelsen truffet af EIB’s formand den 16. marts 2020, som bekræfter disse afgørelser, for det andet om, at EIB tilpligtes at udbetale invalidepension til sagsøgeren med tilbagevirkende kraft fra den 1. februar 2019, og for det tredje om erstatning for det tab, som sagsøgeren hævder at have lidt som følge af disse afgørelser,

har

RETTEN (Fjerde Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, S. Gervasoni, og dommerne P. Nihoul (refererende dommer) og R. Frendo,

justitssekretær: fuldmægtig L. Ramette,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 24. juni 2021,

afsagt følgende

Dom

 Tvistens baggrund

1        Sagsøgeren, KL, arbejdede fra 1997 til 2001 som IT-konsulent for Den Europæiske Investeringsbank (EIB).

2        Fra den 1. september 2001 var han ansat ved EIB på en tidsubegrænset kontrakt.

3        Efter flere perioder, hvor sagsøgeren var fraværende, meddelte EIB ham ved skrivelse af 22. maj 2017, at A, rådgivende læge ved EIB med hensyn til uarbejdsdygtighed, havde anbefalet, at han blev erklæret midlertidigt delvist uarbejdsdygtig (svarende til 50%) i en periode på seks måneder fra den 1. juni 2017.

4        Ved skrivelse af 1. juni 2017 anfægtede sagsøgeren A’s anbefaling og anmodede om, at der blev indledt en procedure med en uafhængig læge som opmand med henblik på at vurdere hans angivelige fuldstændige manglende evne til at genoptage tjenesten ved EIB.

5        Ved skrivelse sendt til sagsøgeren den 9. oktober 2017 præciserede EIB, at den procedure, der blev anmodet om, var den, der er fastsat i artikel 4 i bilag X til de administrative bestemmelser, som finder anvendelse på ansatte ved EIB, der er vedtaget til gennemførelse af vedtægten for de ansatte ved EIB (herefter »de administrative bestemmelser«), og oplyste ham om, at banken havde udpeget B som uafhængig læge til at gennemføre proceduren.

6        Den 18. oktober 2017 mødtes sagsøgeren med B, som bekræftede A’s holdning og underrettede EIB og sagsøgeren om sin konklusion henholdsvis den 29. november og den 11. december 2017.

7        Ved skrivelse af 14. december 2017 oplyste EIB sagsøgeren om, at der var indledt drøftelser med henblik på at give ham mulighed for at vende tilbage til arbejdet på deltid i en periode på tre måneder i en anden stilling end den, han beklædte, idet han mellem den 1. januar 2018 og hans tilbagevenden ville være fritaget for at møde op i EIB.

8        Ved telefax af 28. december 2017 anførte sagsøgerens advokat, at den procedure, der skulle have været iværksat, ikke var proceduren med en uafhængig læge som opmand, der er fastsat i artikel 4 i bilag X til de administrative bestemmelser, men proceduren ved invaliditetsudvalget, som er fastsat i artikel 13-1 i overgangsregulativ om pensionsordningen for ansatte ved EIB (herefter »overgangsregulativet«). Han anfægtede derfor de konsekvenser, som banken ville drage af proceduren med en uafhængig læge som opmand.

9        Ved telefax af 19. januar 2018 anmodede sagsøgerens advokat EIB om, at proceduren ved invaliditetsudvalget blev iværksat på grundlag af artikel 11.3 i de administrative bestemmelser og overgangsregulativets artikel 13-1.

10      Ved skrivelse af 7. februar 2018 imødekom EIB sagsøgerens anmodning og opfordrede ham til at udpege en læge, som skulle repræsentere ham ved invaliditetsudvalget, og til at fremsende sidstnævntes rapport til EIB senest den 16. februar 2018, idet han ville blive anset for at være midlertidigt fuldstændigt uarbejdsdygtig, indtil invaliditetsudvalget havde afgivet sin udtalelse.

11      Ved telefax af 28. marts 2018 meddelte sagsøgerens advokat EIB, at hans klient havde udpeget sin behandlende læge, C, til at repræsentere ham i invaliditetsudvalget, og at alle lægelige dokumenter vedrørende det rejste problem ville blive fremsendt til dette udvalg, så snart det blev nedsat.

12      Ved telefax af 24. april 2018 sendte sagsøgerens advokat bl.a. EIB en rapport fra C vedrørende de anfægtede lægelige spørgsmål, der var rettet til invaliditetsudvalget.

13      Ved skrivelse af 26. oktober 2018 meddelte EIB sagsøgeren, at invaliditetsudvalget bestod af C, den læge, der repræsenterede sagsøgeren, A, den læge, der repræsenterede EIB, og D, der var udpeget efter fælles aftale af de to førstnævnte, og som ville fungere som formand for invaliditetsudvalget i henhold til overgangsregulativets artikel 13-1. EIB opfordrede endvidere sagsøgeren til at give møde for invaliditetsudvalget den 9. november 2018.

14      Ved telefax af 2. november 2018 afslog sagsøgerens advokat denne opfordring på grund af klientens helbredstilstand.

15      Ved skrivelse af 6. november 2018 oplyste EIB sagsøgerens advokat om, at hans klients helbredstilstand ikke udgjorde en hindring for hans tilstedeværelse for invaliditetsudvalget, som i øvrigt mødtes med henblik på at vurdere denne helbredstilstand på nævnte klients anmodning.

16      Ved skrivelse af 14. november 2018 indkaldte EIB sagsøgeren til et møde alene med læge D, formanden for invaliditetsudvalget, den 21. november 2018, og sagsøgeren mødte op til dette møde.

17      Som det fremgår af duplikkens punkt 15, modtog EIB den 21. december 2018 et dokument fra D, som var underskrevet af D, dateret den 18. december 2018 og havde overskriften »Invaliditetsudvalgets konklusion af 9. november 2018«. Dokumentet havde følgende ordlyd:

»[KL] er på grund af sin psykiske lidelse ude af stand til at vende tilbage til sin seneste stilling og til sin tidligere arbejdsgiver. Han er således invalid i forhold til EIB, men er ikke invalid i forhold til det almindelige arbejdsmarked. Invaliditetsudvalget var enigt herom.«

18      Det fremgår endvidere af duplikkens punkt 16, at D samtidig fremsendte en fuldstændig rapport til lægetjenesten, der ligeledes var dateret den 18. december 2018, og som havde overskriften »Lægesagkyndig vurdering inden for rammerne af invaliditetsudvalget af 9. november 2018«. Rapporten indeholdt den samme konklusion som dokumentet med overskriften »Invaliditetsudvalgets konklusion af 9. november 2018«.

19      Den 27. december 2018 sendte sagsøgeren en påmindelse til EIB vedrørende invaliditetsudvalgets udtalelse. EIB svarede, at den endnu ikke havde modtaget denne udtalelse.

20      Ved skrivelse af 8. februar 2019 meddelte EIB sagsøgerens advokat, at invaliditetsudvalget den 23. januar 2019 havde fremsendt sin afgørelse, som var blevet enstemmigt vedtaget, hvorefter hans klient ikke var invalid, og EIB anmodede sidstnævnte om at genoptage arbejdet den 18. februar 2019 efter at have kontaktet afdelingen for menneskelige relationer og trivsel med henblik på at drøfte vilkårene for hans tilbagevenden. Denne skrivelse var vedlagt tre formularer med overskriften »Invalidity committee decision« (Invaliditetsudvalgets afgørelse), hvori rubrikken »not invalid« (ikke invalid) var afkrydset. To af disse formularer var dateret den 16. januar 2019 og den tredje den 23. januar 2019 (herefter »formularerne af 16. og 23. januar 2019«). I samme skrivelse af 8. februar 2019 havde EIB tilføjet, at dens lægetjeneste havde modtaget et supplerende dokument fra D, som kunne udleveres til sagsøgeren på anmodning.

21      Den afgørelse, der var indeholdt i denne skrivelse af 8. februar 2019 (herefter »afgørelsen af 8. februar 2019«), for så vidt som den erklærede, at sagsøgeren var arbejdsdygtig, og at hans fravær var uberettiget fra den 18. februar 2019, udgør den første anfægtede afgørelse i den foreliggende sag.

22      Ved telefax af 14. februar 2019 anmodede sagsøgerens advokat EIB om at fremsende invaliditetsudvalgets begrundede udtalelse som omhandlet i overgangsregulativets artikel 15-3.

23      Ved skrivelse af 8. marts 2019 fremsendte EIB det i denne doms præmis 17 nævnte dokument med overskriften »Invaliditetsudvalgets konklusion af 9. november 2018« til sagsøgerens advokat og forklarede, at den havde fortolket det som et forslag om en ordning, hvorefter sagsøgeren skulle forlade EIB definitivt mod et pengebeløb. En sådan ordning ville have været mulig inden for den sociale sikringsordning i Luxembourg, men ikke inden for EIB’s retlige rammer.

24      Følgelig gentog EIB i samme skrivelse, at sagsøgeren i henhold til invaliditetsudvalgets afgørelse, hvorved han blev erklæret ikke-invalid, skulle have genoptaget tjenesten den 18. februar 2019. Banken tilføjede, at hans fravær ville blive anset for uberettiget i henhold til artikel 3.4 i bilag X til de administrative bestemmelser, således at de dage, hvor han ikke havde arbejdet, ville blive fratrukket hans årlige ferie.

25      Den afgørelse, der var indeholdt i denne skrivelse af 8. marts 2019, for så vidt som den erklærede, at sagsøgeren var arbejdsdygtig, og at han havde været uberettiget fraværende siden den 18. februar 2019 (herefter »afgørelsen af 8. marts 2019«), udgør den anden anfægtede afgørelse i den foreliggende sag.

26      Ved telefax af 29. marts 2019 stilet til EIB anfægtede sagsøgerens advokat afgørelserne af 8. februar og 8. marts 2019. Denne telefax var vedlagt en lægeerklæring fra C af 15. marts 2019, hvori C anførte, at »[invaliditetsudvalgets] enstemmige holdning, som fremgår af dets konklusioner af 9. november 2018, [var], at [sagsøgeren var] invalid i forhold til en eventuel tilbagevenden til arbejdet i EIB«, og at han, hvis han havde forstået den formular korrekt, han havde sendt til EIB, »ville have sat kryds i rubrikken »invalid« med henvisning til EIB«.

27      Ved skrivelse af 2. maj 2019 til sagsøgerens advokat bekræftede EIB sine afgørelser af 8. februar og 8. marts 2019.

28      Den 16. maj 2019 modtog sagsøgeren efter egen anmodning et dokument fra D med overskriften »Lægesagkyndig vurdering inden for rammerne af invaliditetsudvalget af 9. november 2018« samt en underskrevet post-it, hvorpå det blev præciseret, at invaliditetsudvalgets afgørelse ganske rigtigt var at erklære ham »invalid i forhold til EIB«.

29      Den 8. juni 2019 anmodede sagsøgeren om, at der blev indledt en forligsprocedure i henhold til artikel 41 i vedtægten for de ansatte ved EIB (herefter »personalevedtægten«). Denne anmodning vedrørte afgørelsen af 8. marts 2019, for så vidt som den bekræftede afgørelsen af 8. februar 2019, idet den fastslog, at sagsøgeren havde været uberettiget fraværende siden den 18. februar 2019, og anvendte artikel 3.4 i bilag X til de administrative bestemmelser, idet den trak hans uberettigede fraværsdage fra hans årlige ferie.

30      Ved skrivelse af 25. juli 2019 erklærede EIB sig indforstået med, at der blev indledt en sådan procedure.

31      Sagsøgeren har ikke fået løn siden den 1. august 2019, hvor han ikke havde flere feriedage tilbage.

32      Den 12. september 2019 forklarede læge C i en skrivelse til sagsøgeren, at han i første omgang havde sat kryds i rubrikken »invalid«, og at han efter at have været i kontakt med EIB, som fortalte ham, at de to andre læger havde sat kryds i rubrikken »not invalid« (ikke invalid), og at han skulle gøre det samme, havde ændret sit svar til »not invalid« (ikke invalid), idet han troede, at formularen skulle angive, at sagsøgeren ikke var invalid i forhold til det almindelige arbejdsmarked.

33      I e-mail af 18. september 2019 skrev D til sagsøgeren:

»EIB har tildelt mig en opgave, som jeg mener at have løst. De tre læger i det sagkyndige udvalg konkluderede, at der var tale om invaliditet i forhold til det seneste arbejdssted, dvs. EIB, men ikke invaliditet i forhold til det almindelige arbejdsmarked, hvilket ikke er ensbetydende med, at arbejdet ved EIB kan genoptages. De tre læger er af den opfattelse, at De ikke kan vende tilbage til EIB. Dette er klart angivet i min sagkyndige rapport og i [invaliditetsudvalgets] konklusion (som af hensyn til lægernes tavshedspligt kun indeholder den sidste sætning i den sagkyndige rapport og ikke den medicinske diagnose: Den sagkyndige rapport er alene blevet sendt til EIB’s læge). Jeg har sendt Dem disse to dokumenter.

Jeg kan ikke se, hvordan jeg kan være mere præcis. Hvis EIB’s administration fortolker denne rapport og denne konklusion på deres egen måde, skal dette afklares med dem på det retlige plan. Ifølge den sagkyndige vurdering er De invalid i forhold til det seneste arbejdssted.«

34      Ved e-mail af 27. november 2019 gjorde sagsøgerens advokat over for forligsudvalget gældende, at EIB havde begået en fejl ved anvendelsen af invaliditetsudvalgets konklusioner, idet den havde anlagt en fejlagtig fortolkning af sit eget invaliditetsbegreb, således som det fremgik af overgangsregulativets artikel 46-1, hvorefter invaliditeten skulle vurderes i forhold til den stilling, som den pågældende ansatte i EIB besad.

35      Den 20. januar 2020 meddelte formanden for forligsudvalget EIB’s formand, at forligsproceduren var slået fejl.

36      Ved skrivelse af 16. marts 2020 konstaterede EIB, at forligsproceduren var slået fejl, og fremsendte udvalgets konklusioner til sagsøgeren. Den afgørelse, der var indeholdt i denne skrivelse, for så vidt som den godkendte forligsudvalgets konklusioner og følgelig bekræftede afgørelserne af 8. februar og 8. marts 2019, anfægtes om nødvendigt i den foreliggende sag.

37      Mellem den 18. februar 2019 og den 28. december 2020 fremlagde sagsøgeren forskellige lægeerklæringer som begrundelse for sit fravær fra arbejdet.

38      Den 12. juni, den 18. juli, den 13. august, den 25. september, den 28. oktober, den 14. november, den 18. december 2019 og den 15. og den 25. februar 2020 indkaldte EIB sagsøgeren til lægeundersøgelser, der skulle finde sted henholdsvis den 18. juni, den 8. august, den 27. august, den 2. oktober, den 4. november, den 25. november, den 23. december 2019 og den 3. og den 28. februar 2020.

39      Sagsøgeren nægtede gennem sin advokat at underkaste sig disse undersøgelser og fremsendte lægeerklæringer, som attesterede, at han ikke var i stand til at møde op til dem.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

40      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 11. juni 2020 har sagsøgeren anlagt den foreliggende sag.

41      Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor samme dag har sagsøgeren indgivet en anmodning om anonymitet. Retten har imødekommet denne anmodning ved afgørelse af 21. juli 2020.

42      Svarskrift, replik og duplik er blevet indgivet henholdsvis den 17. september 2020, den 25. november 2020 og den 19. januar 2021.

43      Den 26. april 2021 har sagsøgeren fremlagt yderligere beviser i henhold til artikel 85, stk. 3, i Rettens procesreglement.

44      Den 27. april 2021 har Retten (Fjerde Afdeling) på forslag fra den refererende dommer besluttet at indlede den mundtlige forhandling og har som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse, jf. procesreglementets artikel 89, anmodet parterne om at fremlægge visse dokumenter og stillet dem skriftlige spørgsmål, som de blev opfordret til at besvare skriftligt. Parterne har efterkommet disse anmodninger inden for den fastsatte frist.

45      Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret mundtlige spørgsmål fra Retten i retsmødet den 24. juni 2021.

46      I retsmødet har Retten anmodet dels EIB om at fremlægge nye dokumenter og besvare en række spørgsmål, dels sagsøgeren om at fremsætte sine bemærkninger til de af EIB afgivne svar, hvilket begge parter har gjort inden for de fastsatte frister.

47      Den mundtlige forhandling blev afsluttet den 29. juli 2021.

48      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        EIB’s afgørelser af 8. februar og 8. marts 2019, hvori det fastslås, at sagsøgeren er arbejdsdygtig og har været uberettiget fraværende siden den 18. februar 2019, annulleres.

–        Afgørelsen truffet af EIB’s formand den 16. marts 2020, som bekræfter konklusionerne fra forligsudvalget og følgelig afgørelserne af 8. februar og 8. marts 2019, annulleres om nødvendigt.

–        Følgelig tilpligtes EIB med tilbagevirkende kraft at udbetale den invalidepension, der principielt skyldes fra den 1. februar 2019, indtil fuld betaling har fundet sted, idet morarenterne fastsættes med Den Europæiske Centralbanks (ECB) rentesats forhøjet med to procentpoint.

–        EIB tilpligtes at betale erstatning for det ikke-økonomiske tab.

–        EIB tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

49      EIB har nedlagt følgende påstande:

–        Sagen afvises delvis.

–        I øvrigt frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

 Annullationspåstanden

50      Til støtte for annullationspåstanden har sagsøgeren anført to anbringender. Det første vedrører tilsidesættelsen af overgangsregulativets artikel 46-1 og 48-1 og af artikel 11.1 og 11.3 i de administrative bestemmelser og anlæggelsen af et åbenbart urigtigt skøn, mens det andet vedrører tilsidesættelsen af omsorgspligten.

51      Med det første anbringende har sagsøgeren bl.a. gjort gældende, at EIB ved i afgørelserne af 8. februar og 8. marts 2019, som blev bekræftet ved afgørelsen af 16. marts 2020 (herefter »de anfægtede afgørelser«), at fastslå, at han var arbejdsdygtig og havde været uberettiget fraværende siden den 18. februar 2019, dels har tilsidesat overgangsregulativets artikel 46-1 og 48-1 samt artikel 11.1 og 11.3 i de administrative bestemmelser, dels har anlagt et åbenbart urigtigt skøn.

52      Ifølge sagsøgeren følger disse ulovligheder af den omstændighed, at invaliditetsudvalget havde erklæret ham invalid i forhold til EIB i to dokumenter med overskrifterne »Lægesagkyndig vurdering inden for rammerne af invaliditetsudvalget af 9. november 2018« og »Invaliditetsudvalgets konklusion af 9. november 2018«.

53      Den holdning, som invaliditetsudvalget gav udtryk for i disse to dokumenter, understøttes dels af erklæringen fra C af 12. september 2019, dels af mailen fra D af 18. september 2019.

54      Ifølge sagsøgeren er det for at blive erklæret invalid som omhandlet i overgangsregulativets artikel 46-1 tilstrækkeligt, at den ansatte eller tjenestemanden er invalid i forhold til EIB, uden at det skal fastslås, at vedkommende er invalid i forhold til det almindelige arbejdsmarked.

55      EIB mener derimod ikke, at invaliditetsudvalgets udtalelse findes i de dokumenter, som sagsøgeren har henvist til, men i formularerne af 16. og 23. januar 2019, hvori invaliditetsudvalgets tre medlemmer havde sat kryds i rubrikken »not invalid« (ikke invalid). Til sammen udgør disse tre formularer den udtalelse, som invaliditetsudvalget skulle fremsende til EIB i henhold til overgangsregulativets artikel 15-4.

56      EIB har gjort gældende, at det følger af invaliditetsudvalgets udtalelse, i hvilken det fandt, at sagsøgeren var »ikke invalid«, at han burde have genoptaget arbejdet i EIB den 18. februar 2019, og at han derfor skulle anses for uberettiget fraværende fra og med denne dato, således som banken havde anført i afgørelserne af 8. februar og 8. marts 2019.

57      Ifølge EIB anerkender overgangsregulativet kun én form for invaliditet, nemlig invaliditet på det almindelige arbejdsmarked, og ikke en invaliditet, der kun foreligger i forhold til EIB.

 De dokumenter, der udgør invaliditetsudvalgets udtalelse

58      Som det fremgår af denne doms præmis 52, 53 og 55, er parterne uenige om, hvilke dokumenter der skal tages i betragtning ved afgørelsen af, om sagsøgeren ifølge invaliditetsudvalget var invalid eller ej.

59      I den foreliggende sag fremgår det af denne doms præmis 17, 18 og 20, at EIB på tidspunktet for vedtagelsen af afgørelserne af 8. februar og 8. marts 2019 rådede over følgende:

–        dokumentet med overskriften »Invaliditetsudvalgets konklusion af 9. november 2018«, modtaget den 21. december 2018

–        formularerne af 16. og 23. januar 2019, modtaget i januar 2019

–        rapporten med overskriften »Lægesagkyndig vurdering inden for rammerne af invaliditetsudvalget af 9. november 2018«, som den 18. december 2018 var blevet fremsendt til EIB’s lægetjeneste, der – som det fremgår af afgørelsen af 8. marts 2019 – meddelte EIB’s administration dens indhold uden at afsløre følsomme personoplysninger. Konklusionen nederst i dette dokument stemte overens med konklusionen i dokumentet med overskriften »Invaliditetsudvalgets konklusion af 9. november 2018«.

60      EIB har i sine processkrifter anført, at det blandt disse dokumenter kun var formularerne af 16. og 23. januar 2019, der kunne tages i betragtning, og dette af fire grunde.

61      For det første udgør disse formularer det eneste officielle autentiske dokument, der indeholder invaliditetsudvalgets udtalelse i overensstemmelse med overgangsregulativets artikel 15-4.

62      For det andet stammer de nævnte formularer tidsmæssigt fra efter dokumentet med overskriften »Invaliditetsudvalgets konklusion af 9. november 2018«.

63      For det tredje er formularerne af 16. og 23. januar 2019 underskrevet af alle invaliditetsudvalgets tre medlemmer, mens dokumentet med overskriften »Invaliditetsudvalgets konklusion af 9. november 2018« kun var underskrevet af D.

64      For det fjerde indeholder overskriften til sidstnævnte dokument en vildledende dato, for så vidt som sagsøgeren ikke blev undersøgt af invaliditetsudvalget den 9. november 2018.

65      Hvad angår EIB’s første argument bemærkes, at EIB ikke har fremlagt et regulativ eller en intern bestemmelse, hvoraf det fremgår, at det var et krav, at invaliditetsudvalgets udtalelse, som blev meddelt administrationen i henhold til overgangsregulativets artikel 15-4, blev udtrykt i en formular som formularerne af 16. og 23. januar 2019. Under disse omstændigheder kan det ikke antages, at disse formularer udgjorde det eneste officielle dokument fra invaliditetsudvalget, som EIB kunne tage i betragtning ved afgørelsen af, om sagsøgeren var invalid.

66      Hvad angår EIB’s andet argument bemærkes, at den omstændighed, at dokumentet med overskriften »Invaliditetsudvalgets konklusion af 9. november 2018« tidsmæssigt gik forud for formularerne af 16. og 23. januar 2019, ikke var til hinder for, at det blev taget i betragtning, eftersom dets indhold ikke blev afkræftet af invaliditetsudvalgets medlemmer, da de udfyldte disse formularer. Hvis invaliditetsudvalgets medlemmer havde ønsket at ændre eller nuancere vurderingen i førstnævnte dokument, skulle de blot have forsynet de nævnte formularer med oplysninger herom.

67      Hvad angår EIB’s tredje argument må det konstateres, at selv om dokumentet med overskriften »Invaliditetsudvalgets konklusion af 9. november 2018« faktisk kun er underskrevet af læge D, henviser det til hele invaliditetsudvalget og angiver under denne betegnelse »Udvalgets sammensætning: læge [C], læge [A], læge [D]«. Ifølge overgangsregulativets artikel 15-2 fastsætter invaliditetsudvalget imidlertid selv sin fremgangsmåde. Da EIB ikke har fremlagt en bestemmelse, hvoraf det fremgår, at invaliditetsudvalgets udtalelse skulle være underskrevet af alle udvalgets medlemmer, kan der således ikke ses bort fra dette dokument med den begrundelse, at det kun var underskrevet af invaliditetsudvalgets formand, idet denne muligvis var blevet bemyndiget af de øvrige medlemmer til at udarbejde det. EIB har ikke fremlagt nogen oplysninger, der angiver, at de øvrige medlemmer af invaliditetsudvalget tog afstand fra indholdet af dette dokument og af den lægesagkyndige rapport.

68      Hvad angår EIB’s fjerde argument bemærkes, at datoen den 9. november 2018, som er anført i dokumentets overskrift, ikke kan medføre, at der ses bort fra det som følge af, at sagsøgeren ikke gav møde for invaliditetsudvalget på denne dato.

69      Ved afgørelsen om sagsøgerens eventuelle invaliditet gælder nemlig kun de faktiske konstateringer, som de enkelte medlemmer af invaliditetsudvalget gjorde med hensyn til hans helbredstilstand, og det forhold, at et flertal af eller alle udvalgets medlemmer støttede den konklusion, som udvalget nåede frem til.

70      Ingen af disse forhold er blevet anfægtet for Retten. Dels fremgår det af sagsakterne, at sagsøgerens patientjournal blev gennemgået af alle invaliditetsudvalgets tre medlemmer, og at D mødtes med sagsøgeren den 21. november 2018. Dels har parterne ikke bestridt, at der i udvalget var enighed om, at sagsøgeren var invalid i forhold til EIB, men ikke i forhold til det almindelige arbejdsmarked.

71      Under disse omstændigheder kan der ikke ses bort fra dokumentet med overskriften »Invaliditetsudvalgets konklusion af 9. november 2018« med den begrundelse, at den dato, der er anført heri, ikke er den dato, hvor sagsøgeren blev undersøgt af invaliditetsudvalget.

72      Dette gælder så meget desto mere, som denne dato ikke nødvendigvis er fejlagtig, idet invaliditetsudvalgets formand under de omstændigheder, der er nævnt i denne doms præmis 70, eventuelt allerede den 9. november 2018 kunne konstatere, at der forelå et flertal til støtte for den konklusion, som han så selv bekræftede den 21. november 2018 efter at have undersøgt sagsøgeren.

73      De argumenter, som EIB har fremført til støtte for sit standpunkt, hvorefter kun formularerne af 16. og 23. januar 2019 skal tages i betragtning ved fastlæggelsen af indholdet af invaliditetsudvalgets udtalelse og følgelig ved vurderingen af de anfægtede afgørelsers lovlighed, må således forkastes. Disse vurderinger skal følgelig baseres på de nævnte formularer samt på det dokument, der har overskriften »Invaliditetsudvalgets konklusion af 9. november 2018«, som blev bekræftet ved dokumentet med overskriften »Lægesagkyndig vurdering inden for rammerne af invaliditetsudvalget af 9. november 2018«.

 Indholdet af invaliditetsudvalgets udtalelse

74      Efter således at have identificeret de dokumenter, der skal tages i betragtning, skal indholdet af invaliditetsudvalgets udtalelse fastlægges.

75      Det fremgår af dokumentet med overskriften »Invaliditetsudvalgets konklusion af 9. november 2018«, som EIB’s administration modtog den 21. december 2018, at sagsøgeren for alle invaliditetsudvalgets tre medlemmer ikke længere kunne gøre tjeneste ved EIB, men at han stadig var i stand til at udøve erhvervsmæssig beskæftigelse uden for EIB.

76      Denne holdning stemmer overens med den, der er givet udtryk for nederst i dokumentet med overskriften »Lægesagkyndig vurdering inden for rammerne af invaliditetsudvalget af 9. november 2018«, som den 18. december 2018 blev fremsendt til EIB’s lægetjeneste, der underrettede administrationen herom med udeladelse af de følsomme personoplysninger, således som den skrev den 8. marts 2019.

77      Denne udtalelse fra invaliditetsudvalget er ikke i strid med den holdning, som udvalgets tre medlemmer gav udtryk for i formularerne af 16. og 23. januar 2019.

78      Det fremgår nemlig af afgørelsen af 8. marts 2019, af svarskriftets punkt 75 og af de erklæringer, som EIB har afgivet i retsmødet, at der mellem fremsendelsen af de to dokumenter, der er nævnt i denne doms præmis 75 og 76, og fremsendelsen af formularerne af 16. og 23. januar 2019 fandt uformelle kontakter sted mellem EIB og i hvert fald invaliditetsudvalgets formand. I forlængelse af disse kontakter kunne udvalgets medlemmer få det indtryk, at eftersom sagsøgeren ikke var invalid i forhold til det almindelige arbejdsmarked, skulle rubrikken »not invalid« afkrydses, eftersom det var denne opfattelse af invaliditeten, som EIB forfægtede.

79      EIB har over for denne holdning gjort gældende, at formanden for invaliditetsudvalget ved i dokumentet med overskriften »Invaliditetsudvalgets konklusion af 9. november 2018« at anføre, at sagsøgeren var invalid i forhold til EIB, men ikke i forhold til det almindelige arbejdsmarked, i realiteten foreslog en form for finansiel ordning, der findes i national ret, og som ville have givet sagsøgeren mulighed for at forlade institutionen med et vist pengebeløb.

80      Ud over at der ikke er ført bevis for denne angivelse, vedrører den de grunde, som foranledigede invaliditetsudvalgets formand til i ovennævnte dokument at udtale, at sagsøgeren kunne udøve erhvervsmæssig beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked, selv om han ikke længere var i stand til at arbejde ved EIB, men den rejser ikke tvivl om selve udtalelsen.

81      Følgelig må det ved vurderingen af de anfægtede afgørelsers lovlighed antages, at sagsøgeren ifølge invaliditetsudvalgets udtalelse ikke længere kunne gøre tjeneste ved EIB, men stadig var i stand til at udøve erhvervsmæssig beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked.

 Begrebet invaliditet, som er anvendt i overgangsregulativets artikel 46-1 og i de administrative bestemmelsers artikel 11.1

82      Sagsøgeren er af den opfattelse, at eftersom han ikke er i stand til at arbejde ved EIB, bør banken erklære ham invalid, mens begrebet invaliditet ifølge EIB udelukker, at en person stadig er i stand til at arbejde uden for dette organ.

83      I denne henseende bemærkes, at ifølge overgangsregulativets artikel 46-1 og artikel 11.1 i de administrative bestemmelser er en forsikret invalid, når vedkommende som følge af sygdom, ulykke eller funktionsnedsættelse er fysisk eller psykisk ude af stand til på varig vis at varetage »sine opgaver eller andre opgaver på tilsvarende niveau«.

84      Det fremgår af disse bestemmelser, at invaliditeten for en ansat ved EIB skal vurderes i forhold til vedkommendes evne til at genoptage »sine opgaver eller andre opgaver på tilsvarende niveau«.

85      I modsætning til, hvad EIB har anført, skulle de »andre opgaver på tilsvarende niveau«, som sagsøgeren ligeledes skulle være ude af stand til at varetage, som omhandlet i overgangsregulativets artikel 46-1 og artikel 11.1 i de administrative bestemmelser, være interne opgaver i EIB.

86      For det første skal overgangsregulativets artikel 46-1 og artikel 11.1 i de administrative bestemmelser på dette punkt fortolkes analogt med artikel 78 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«), hvorefter »den tjenestemand, der er ramt af vedvarende invaliditet, som anses for fuldstændig, og medfører, at den pågældende er ude af stand til at gøre tjeneste i en stilling i hans ansættelsesgruppe, [er] berettiget til invaliditetsydelse«.

87      På samme måde som vedtægtens artikel 78 henviser til de ansættelsesgrupper, der er fastlagt i vedtægtens artikel 5 og i bilag I til vedtægten, og som er specifikke for EU-institutionernes organisation, må det fastslås, at overgangsregulativets artikel 46-1 og artikel 11.1 i de administrative bestemmelser henviser til den klassificering af interne stillinger i EIB, der er fastsat i personalevedtægtens artikel 14.

88      Personalevedtægtens artikel 14 indeholder fire grupper af ansatte, nemlig ledelsespersonale, projekteringspersonale, udøvende personale og nyuddannede, og inden for disse grupper forskellige grader af stillinger, nemlig ledende stillinger og C-stillinger for ledelsespersonale, D-, E- og F-stillinger for projekteringspersonale og G-, H-, I- og K-stillinger for udøvende personale.

89      Af denne henvisning til arbejdets organisation, som er fastlagt i personalevedtægtens artikel 14, fremgår det, at begrebet invaliditet i overgangsregulativets artikel 46-1 og i artikel 11.1 i de administrative bestemmelser skal defineres i forhold til EIB og de opgaver, der udføres dér.

90      For det andet skal det fremhæves, at de invaliditetsudvalg, der nedsættes af EIB, er organer under EIB (jf. i denne retning og analogt dom af 11.4.2006, Angeletti mod Kommissionen, T-394/03, EU:T:2006:111, præmis 159) og derfor ikke på det retlige plan har kompetence til at vurdere EIB’s ansattes evne til at udføre arbejdsopgaver uden for dette organ.

91      De nævnte udvalg har på det retlige plan kompetence til at udtale sig om EIB’s personales evne til at arbejde i institutionen. De har derimod ikke en sådan kompetence, når det drejer sig om at vurdere en persons, herunder en ansat ved EIB’s, evne til at arbejde for en anden EU-institution eller på det nationale marked for en virksomhed eller en administration, der henhører under medlemsstaterne. Det er udvalg, som er oprettet af de øvrige institutioner eller af de nationale myndigheder, der skal undersøge en sådan person med henblik på at udtale sig om vedkommendes evne til at arbejde uden for EIB.

92      Man kan således ikke forestille sig, at udtalelser fra et invaliditetsudvalg nedsat af EIB kan være bindende for tilsvarende udvalg, som er oprettet af de øvrige institutioner eller af de nationale myndigheder i de lande, hvor EIB’s ansatte efterfølgende kan udøve beskæftigelse.

93      Ved at udtale sig om sagsøgerens evne til at udøve beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked har det invaliditetsudvalg, der er nedsat i den foreliggende sag, gjort indgreb i disse udvalgs kompetence, hvilket indebærer en risiko for, at udvalgets vurdering af sagsøgerens evne til at arbejde på det almindelige arbejdsmarked strider imod de vurderinger, som de invaliditetsudvalg, der er oprettet af de øvrige institutioner eller af de nationale myndigheder, efterfølgende måtte foretage.

94      For det tredje bemærkes, at i henhold til overgangsregulativets artikel 51-1 nedsættes invalidepensionen, hvis den pågældende udøver indtægtsgivende virksomhed, for så vidt som summen af invalidepensionen, børnepensionerne og indtægten fra denne virksomhed overstiger den nettoløn, der svarer til den forsikredes løntrin og stilling på det samme familiegrundlag som på det tidspunkt, hvor vedkommende blev erklæret invalid.

95      Det følger af denne bestemmelse, at den lovgivning, der finder anvendelse på EIB, giver mulighed for, at en ansat, der er erklæret invalid ved EIB, kan udøve indtægtsgivende virksomhed uden for dette organ, for så vidt som hans samlede indtægter ikke overstiger den nettoløn, som han oppebar, da han arbejdede ved EIB.

96      EIB har i retsmødet gjort gældende, at denne mulighed er begrænset til udøvelsen af aktiviteter, der ikke kan anses for at svare til dem, som den ansatte udøvede inden for dette organ. Ifølge banken skal der ved begrebet invaliditet i overgangsregulativets artikel 46-1 og artikel 11.1 i de administrative bestemmelser forstås den manglende evne til i eller uden for dette organ at udøve beskæftigelse, der er identisk med eller svarer til den, som den ansatte udøvede på det tidspunkt, hvor invaliditetsudvalget afgav sin udtalelse. Overgangsregulativets artikel 51.1 omhandler således udelukkende sjældne situationer, hvor en person, der er erklæret invalid ved EIB, udøver anden beskæftigelse end den, vedkommende udøvede ved EIB, uden for EIB.

97      Den af EIB anlagte fortolkning kan ikke tiltrædes.

98      Dels finder den ikke støtte i ordlyden af den omhandlede lovgivning, som tværtimod bekræfter, at en ansat ved EIB har mulighed for at udøve anden beskæftigelse efter at være blevet erklæret invalid ved EIB, uden at der stilles nogen begrænsninger herfor. Det følger af en sådan generel formulering, at det for en person, der erklæres invalid, er tilladt at udøve en hvilken som helst form for beskæftigelse uden for EIB, idet den eneste begrænsning er indtægtsgrænsen som anført i den nævnte bestemmelse.

99      Dels kan den af EIB anlagte fortolkning skabe retsusikkerhed. Hvis der anlægges en sådan fortolkning, opstår spørgsmålet nemlig, hvorledes EIB kan definere de stillinger, der på det almindelige marked kan eller skal anses for at svare til dem, der varetages af de ansatte ved EIB. Retten er navnlig i tvivl om, hvilke kriterier der i så fald skulle lægges til grund ved fastlæggelsen af sådanne tilsvarende stillinger, og om, hvorvidt sådanne kriterier burde offentliggøres, og den konstaterer, at et sådant arbejde med at definere og offentliggøre forekommer umuligt at udføre, da stillingerne på det almindelige arbejdsmarked konstant udvikler sig.

100    Henset til disse forskellige forhold må det fastslås, at begrebet invaliditet som omhandlet i overgangsregulativets artikel 46-1 og artikel 11.1 i de administrative bestemmelser skal fortolkes således, at det vedrører den ansatte ved EIB, der af et invaliditetsudvalg nedsat af EIB er erklæret ude af stand til at genoptage sine opgaver eller tilsvarende opgaver i dette organ.

 Tilsidesættelsen af overgangsregulativets artikel 46-1 og 48-1 samt af artikel 11.1 og 11.3 i de administrative bestemmelser

101    Eftersom invaliditetsudvalget i den foreliggende sag havde erklæret, at sagsøgeren ikke var i stand til at gøre tjeneste ved EIB, og eftersom begrebet invaliditet i overgangsregulativets artikel 46-1 og artikel 11.1 i de administrative bestemmelser udelukkende skulle vurderes i forhold til dette organ, var EIB forpligtet til at erklære sagsøgeren invalid.

102    Det må følgelig fastslås, at EIB tilsidesatte overgangsregulativets artikel 46-1 og artikel 11.1 i de administrative bestemmelser, da banken i de anfægtede afgørelser erklærede, at sagsøgeren var arbejdsdygtig og havde været uberettiget fraværende siden den 18. februar 2019.

103    EIB tilsidesatte endvidere overgangsregulativets artikel 48-1 og artikel 11.3 i de administrative bestemmelser, som sagsøgeren ligeledes har påberåbt sig i forbindelse med det første anbringende, hvorefter det i tilfælde af en klage er invaliditetsudvalget, der har kompetence til at fastslå invaliditeten.

104    Tilsidesættelsen af de ovennævnte bestemmelser er så meget desto mere åbenbar for så vidt angår afgørelsen af 16. marts 2020, idet EIB på tidspunktet for vedtagelsen af denne afgørelse ligeledes var i besiddelse af C’s erklæring af 15. marts 2019, hvori det for det første var anført, at sagsøgeren ifølge et enstemmigt invaliditetsudvalg var invalid i forhold til EIB, og hvoraf det for det andet fremgik, at hvis C havde forstået formularen af 23. januar 2019, ville han have sat kryds i »rubrikken »invalid« med henvisning til EIB«. Denne erklæring bekræftede – uden at det var nødvendigt – at sagsøgeren for invaliditetsudvalget var ude af stand til at genoptage arbejdet ved EIB.

 Konklusion vedrørende det første anbringende

105    Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første anbringende anses for begrundet, og de anfægtede afgørelser skal følgelig annulleres, uden at det er fornødent at undersøge de øvrige argumenter, som sagsøgeren har påberåbt sig inden for rammerne af det første anbringende, antageligheden af de yderligere beviser, som sagsøgeren har fremlagt den 26. april 2021 til støtte for dette anbringende, eller det andet anbringende.

 Påstanden om, at EIB tilpligtes at udbetale invalidepension til sagsøgeren med tilbagevirkende kraft

106    Sagsøgeren har som det tredje nedlagt påstand om, at EIB tilpligtes at udbetale den invalidepension med tilbagevirkende kraft, der principielt skyldes fra den 1. februar 2019, indtil fuld betaling har fundet sted, idet morarenterne fastsættes med ECB’s rentesats forhøjet med to procentpoint.

107    EIB er af den opfattelse, at denne påstand ikke kan antages til realitetsbehandling, fordi Retten, hvis den nævnte påstand blev taget til følge, ville pålægge EIB at anerkende, at sagsøgeren er invalid i henhold til gældende lovgivning. Ifølge EIB kan Retten imidlertid ikke rette påbud til institutionerne, som i henhold til artikel 266 TEUF alene har pligt til at gennemføre de til annullationsdommens opfyldelse nødvendige foranstaltninger.

108    Endvidere kan hverken Retten eller EIB efter EIB’s opfattelse træde i invaliditetsudvalgets sted med hensyn til dets lægefaglige vurderinger, som bør anses for endelige. For at sagsøgeren kan tildeles invalidepension, mener EIB, at der skal nedsættes et nyt invaliditetsudvalg, som skal have til opgave at afgøre, om sagsøgeren er invalid eller ej.

109    I denne henseende bemærkes, således som EIB har anført, at Unionens retsinstanser ikke uden at gribe ind i den administrative myndigheds beføjelser kan pålægge en EU-institution eller et EU-organ at gennemføre de særlige foranstaltninger, som opfyldelsen af en dom, der annullerer en afgørelse, indebærer (jf. i denne retning dom af 14.9.2011, Marcuccio mod Kommissionen, T-236/02, EU:T:2011:465, præmis 163 og den deri nævnte retspraksis).

110    I henhold til retspraksis finder reglen i vedtægtens artikel 91, stk. 1, andet punktum, imidlertid anvendelse på tvister mellem EIB og dens ansatte (jf. i denne retning dom af 28.9.1999, Hautem mod EIB, T-140/97, EU:T:1999:176, præmis 77, stadfæstet ved dom af 2.10.2001, EIB mod Hautem, C-449/99 P, EU:C:2001:502, præmis 95).

111    I henhold til denne bestemmelse råder Retten over fuld prøvelsesret i tvister, hvor der indgår pengebeløb, inden for rammerne af hvilken den har beføjelse til i givet fald ex officio at dømme sagsøgte til betaling af en erstatning for det tab, der er forvoldt ved dens fejl, og i påkommende tilfælde at ansætte tabet efter ret og billighed på baggrund af samtlige foreliggende omstændigheder (jf. dom af 20.5.2010, Gogos mod Kommissionen, C-583/08 P, EU:C:2010:287, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

112    Den fulde prøvelsesret, som Unionens retsinstanser således er blevet tillagt ved vedtægtens artikel 91, stk. 1, andet punktum, indebærer, at vedkommende retsinstans i de tvister, den behandler, navnlig skal finde en fuldstændig løsning og sikre, at de domme om annullation, som den afsiger i personalesager, rent faktisk får effektiv virkning (jf. dom af 20.5.2010, Gogos mod Kommissionen, C-583/08 P, EU:C:2010:287, præmis 49 og 50 og den deri nævnte retspraksis).

113    Når Unionens retsinstanser udøver deres fulde prøvelsesret, retter de ikke påbud til de berørte institutioner eller organer, men har i givet fald kompetence til i deres sted at træffe de afgørelser, som nødvendigvis følger af de konklusioner, som instanserne når frem til efter deres retlige bedømmelse af tvisten.

114    I den foreliggende sag opstår spørgsmålet, om sagsøgerens tredje påstand skal fortolkes som en påstand om, at Retten skal gøre brug af sin fulde prøvelsesret. Det skal i denne forbindelse afgøres, om Retten ved en sådan påstand skal tage stilling til en »tvist, der angår pengebeløb« som omhandlet i vedtægtens artikel 91, stk. 1.

115    Retten har stillet EIB dette spørgsmål, og EIB har ikke bestridt, at Unionens retsinstanser i tvister mellem banken og dens ansatte, herunder over for EIB, har fuld prøvelsesret, for så vidt som disse tvister angår pengebeløb.

116    EIB er imidlertid af den opfattelse, at den foreliggende sag ikke angår pengebeløb, idet sagsøgerens påstand om udbetaling af invalidepension med tilbagevirkende kraft forudsætter, at han er blevet erklæret invalid i henhold til de bestemmelser, der finder anvendelse på EIB, og at en sådan erklæring om invaliditet henhører under invaliditetsudvalgets enekompetence.

117    I denne henseende bemærkes, at ifølge retspraksis udgør »tvister, der angår pengebeløb« som omhandlet i denne bestemmelse ikke kun erstatningssøgsmål, som ansatte har anlagt imod en EU-institution eller et EU-organ, men også alle søgsmål, som tilsigter, at en institution eller et organ betaler en ansat et beløb, som sidstnævnte mener at være berettiget til i henhold til vedtægten eller en anden retsakt, som regulerer deres ansættelsesforhold (jf. i denne retning dom af 18.12.2007, Weißenfels mod Parlamentet, C-135/06 P, EU:C:2007:812, præmis 65, og af 20.5.2010, Gogos mod Kommissionen, C-583/08 P, EU:C:2010:287, præmis 45).

118    Når sagsøgeren i den foreliggende sag har anmodet Unionens retsinstanser om at efterprøve lovligheden af afgørelsen om ikke at erklære ham »invalid«, og i forbindelse med den tredje påstand har pålagt EIB at udbetale ham et pengebeløb, skal det forstås således, at søgsmålet er blevet en tvist, der angår pengebeløb. Afgørelsen om, at sagsøgeren skulle anses for »ikke invalid«, har nemlig direkte konsekvenser for den pågældendes fortsatte situation som ansat ved EIB og dermed for hans vederlag og økonomiske situation (jf. i denne retning dom af 20.5.2010, Gogos mod Kommissionen, C-583/08 P, EU:C:2010:287, præmis 47, og af 30.9.2013, Possanzini mod Frontex, F-124/11, EU:F:2013:137, præmis 73).

119    Under disse omstændigheder må det fastslås, at den foreliggende tvist angår pengebeløb, og at Retten derfor i den foreliggende sag har fuld prøvelsesret.

120    Det er ganske vist nødvendigt, at EIB i forlængelse af den annullation af de anfægtede afgørelser, der er fastslået i denne doms præmis 105, på grundlag af artikel 266 TEUF vedtager en ny afgørelse, der godkender sagsøgerens invaliditet og anerkender hans ret til invalidepension, idet udvalgets udtalelse ikke i sig selv kan have disse virkninger.

121    EIB skal imidlertid ikke med henblik på vedtagelsen af denne afgørelse foretage en fornyet undersøgelse af sagsøgerens situation, eftersom banken i den foreliggende sag kun har en bunden kompetence, der forpligter den til at drage de administrative konsekvenser af erklæringen om invaliditet fra det invaliditetsudvalg, der på lovlig vis blev nedsat med henblik herpå (jf. modsætningsvis for så vidt angår annullation af en medicinsk afgørelse, hvorefter administrationen var forpligtet til på ny at undersøge sagsøgerens situation, dom af 28.9.2011, Allen mod Kommissionen, F-23/10, EU:F:2011:162, præmis 115).

122    Dels fremgår det nemlig af overgangsregulativets artikel 46-1 og 48-1, at invaliditetsudvalget har anerkendt invaliditeten. Dels har ansatte, der er anerkendt som invalide af invaliditetsudvalget, i medfør af personalevedtægtens artikel 33d og artikel 36 samt overgangsregulativets artikel 49-1 ret til invalidepension.

123    Som det fremgår af denne doms præmis 75-81, kom invaliditetsudvalgets udtalelse, i henhold til hvilken sagsøgeren er invalid, til udtryk i dokumentet med overskriften »Invaliditetsudvalgets konklusion af 9. november 2018«, som det i lyset af alle de faktiske omstændigheder i sagen er blevet fastslået udtrykte invaliditetsudvalgets medlemmers holdning, og EIB, som ikke har gjort gældende, at proceduren ved invaliditetsudvalget var ulovlig, har derfor ikke andet valg end at erklære sagsøgeren invalid og følgelig anerkende hans ret til invalidepension, uden at der skal nedsættes et nyt invaliditetsudvalg.

124    EIB skal således tilpligtes at udbetale sagsøgeren den invalidepension, der skyldes fra den 1. februar 2019, og at betale morarenter af denne pension, indtil fuld betaling har fundet sted, idet morarenterne fastsættes med den rentesats, som ECB anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, og som er gældende den første dag i forfaldsmåneden, forhøjet med to procentpoint.

125    Det således beregnede beløb fratrækkes de beløb, der er udbetalt til sagsøgeren i form af løn i samme periode, og som sagsøgeren ikke har krav på som følge af udbetalingen af invalidepension.

 Erstatningspåstanden

126    Sagsøgeren mener, at EIB ved at forpligte ham til at anlægge en sag, selv om invaliditetsudvalgets udtalelse var klar med hensyn til hans invaliditet, har påført ham et ikke-økonomisk tab i form af en forværring af hans angsttilstand, som skal erstattes ved udbetaling af et beløb på 5 000 EUR, fastsat efter ret og billighed.

127    Ifølge sagsøgeren er årsagsforbindelsen mellem dette ikke-økonomiske tab og EIB’s adfærd åbenbar, for så vidt som han ikke ville have været udsat for dette yderligere stress, hvis EIB havde accepteret at godkende invaliditetsudvalgets konklusioner.

128    Sagsøgeren har i denne forbindelse fremlagt en rapport fra sin psykiater, E, dateret den 2. juni 2020.

129    EIB har bestridt dette krav.

130    I denne henseende bemærkes, at annullationen af en ulovlig retsakt ifølge retspraksis i sig selv kan udgøre en passende og principielt tilstrækkelig erstatning for den ikke-økonomiske skade, som retsakten kan have forvoldt (dom af 9.11.2004, Montalto mod Rådet, T-116/03, EU:T:2004:325, præmis 127; jf. ligeledes i denne retning dom af 9.7.1987, Hochbaum og Rawes mod Kommissionen, 44/85, 77/85, 294/85 og 295/85, EU:C:1987:348, præmis 22).

131    Det forholder sig kun anderledes, hvis sagsøgeren godtgør at have lidt en ikke-økonomisk skade, som kan adskilles fra den ulovlighed, der danner grundlag for annullationen, og som ikke kan erstattes fuldt ud ved denne annullation (dom af 31.5.2018, Korwin-Mikke mod Parlamentet, T-352/17, EU:T:2018:319, præmis 78).

132    Selv om det i den foreliggende sag må fastslås, at det tab, som sagsøgeren har påberåbt sig i form af en forværring af hans angsttilstand, hænger sammen med EIB’s adfærd under sagens administrative fase, er Retten ikke desto mindre af den opfattelse, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at dette tab ikke fuldt ud kan erstattes ved annullationen af EIB’s afgørelse, så meget desto mere som denne i den foreliggende sag ledsages af en dom, hvorved institutionen tilpligtes at udbetale sagsøgeren alle de finansielle ydelser, som han er blevet frataget ved den annullerede afgørelse (jf. i denne retning dom af 30.1.2020, BZ mod Kommissionen, T-336/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:21, præmis 55).

133    Følgelig skal sagsøgerens påstand om erstatning for et ikke-økonomisk tab forkastes.

 Sagsomkostninger

134    I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

135    Da EIB i det væsentlige har tabt sagen, bør det pålægges EIB at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med sagsøgerens påstand.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling):

1)      Den Europæiske Investeringsbanks (EIB) afgørelser af 8. februar og 8. marts 2019, hvori det fastslås, at KL er arbejdsdygtig og har været uberettiget fraværende siden den 18. februar 2019, og afgørelsen truffet af EIB’s formand den 16. marts 2020, der bekræfter disse afgørelser, annulleres.

2)      EIB udbetaler invalidepension til KL med virkning fra den 1. februar 2019 og betaler morarenter af denne pension, indtil fuld betaling har fundet sted, idet morarenterne fastsættes med den rentesats, som Den Europæiske Centralbank (ECB) anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, og som er gældende den første dag i forfaldsmåneden, forhøjet med to procentpoint og med fradrag af de beløb, der er udbetalt til sagsøgeren i form af løn i samme periode, og som sagsøgeren ikke har krav på som følge af udbetalingen af invalidepension.

3)      I øvrigt frifindes EIB.

4)      EIB betaler sagsomkostningerne.

Gervasoni

Nihoul

Frendo

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 24. november 2021.

Underskrifter


*      Processprog: fransk.