Sag T-187/11

Mohamed Trabelsi m.fl.

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger truffet over for visse personer og enheder på baggrund af situationen i Tunesien – indefrysning af midler – artikel 17, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – erstatningssøgsmål – artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement – afvisning«

Sammendrag – Rettens dom (Tredje Afdeling) af 28. maj 2013

1.      Annullationssøgsmål – Unionens retsinstansers kompetence – påstand om, at en af sagsøgerne beskyttes, eller at der tillades en ret til at tage til genmæle for en eller flere sagsøgere – afvisning

(Art. 13 TEU; art. 263 TEUF)

2.      Annullationssøgsmål – Unionens retsinstansers kompetence – påstand om, at en institution meddeles et påbud – afvisning

(Art. 263 TEUF)

3.      Særlige rettergangsformer – betingelser for antagelse til realitetsbehandling – stævning – formkrav – særskilt dokument – foreligger ikke – afvisning

(Art. 278 TEUF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2 og 3)

4.      Retslig procedure – stævning – formkrav – fastlæggelse af søgsmålets genstand – kort fremstilling af de påberåbte anbringender – påstand om erstatning for skade, som angiveligt er forvoldt af en EU-institution – manglende præcision vedrørende den adfærd, som bebrejdes denne institution, skadens karakter og årsagsforbindelsen – afvisning

[Art. 340, stk. 2, TEUF; statutten for Domstolen, art. 21 og art. 53, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]

5.      Annullationssøgsmål – Unionens retsinstansers kompetence – påstande, der er rettet mod en medlemsstat og fremsat på grundlag af bestemmelser i national ret – afvisning

(Art. 263 TEUF)

6.      Den Europæiske Union – fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for visse personer og enheder på baggrund af situationen i Tunesien – indefrysning af midler tilhørende personer, der har været involveret i uretmæssig tilegnelse af statens midler, og fysiske eller juridiske personer eller enheder med tilknytning til dem – myndighed, der har kompetence til at underskrive afgørelsen

(Art. 16, stk. 9, TUE og art. 18, stk. 3, TUE; Rådets forretningsorden, art. 2, stk. 5, andet afsnit; Rådets afgørelse 2011/79)

7.      Retslig procedure – stævning – formkrav – fastlæggelse af søgsmålets genstand – fejl ved angivelsen af den relevante bestemmelse – ingen betydning – betingelser

[Statutten for Domstolen, art. 21 og art. 53, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]

8.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – restriktive foranstaltninger over for visse personer og enheder på baggrund af situationen i Tunesien – indefrysning af midler tilhørende personer, der har været involveret i uretmæssig tilegnelse af statens midler, og fysiske eller juridiske personer eller enheder med tilknytning til dem – afgørelse, der er vedtaget under omstændigheder, som er den pågældende bekendt, og som gør det muligt for vedkommende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne – kortfattet begrundelse tilladt – grænser – begrundelsen kan ikke bestå af en generel og stereotyp formulering

(Art. 296 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41; Rådets afgørelse 2011/79)

9.      Den Europæiske Union – fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for visse personer og enheder på baggrund af situationen i Tunesien – indefrysning af midler tilhørende personer, der har været involveret i uretmæssig tilegnelse af statens midler, og fysiske eller juridiske personer eller enheder med tilknytning til dem – indskrænkning af ejendomsretten – betingelser – gennemførelsesafgørelsens overholdelse af de betingelser, der er fastsat i den oprindelige afgørelse – foreligger ikke – krænkelse af ejendomsretten

[Art. 21, stk. 2, litra b) og d), TEU; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 17, stk. 1, og art. 52, stk. 1; Rådets afgørelse 2011/72, art. 1-3 og 5, og Rådets afgørelse 2011/79]

10.    Retslig procedure – Unionens retsinstanser forpligtet til at overholde tvistens rammer som fastlagt af parterne – Unionens retsinstanser forpligtet til at træffe afgørelse alene på baggrund af parternes argumenter – foreligger ikke

(Rettens procesreglement, art. 48, stk. 2)

11.    Den Europæiske Union – fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for visse personer og enheder på baggrund af situationen i Tunesien – indefrysning af midler tilhørende personer, der har været involveret i uretmæssig tilegnelse af statens midler, og fysiske eller juridiske personer eller enheder med tilknytning til dem – vurdering af lovligheden ud fra de oplysninger, der forelå på tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen

(Art. 263 TEUF; Rådets afgørelse 2011/72, art. 1-3 og 5, og Rådets afgørelse 2011/79)

12.    Annullationssøgsmål – dom om annullation – virkninger – Domstolens begrænsning heraf – restriktive foranstaltninger over for visse personer og enheder på baggrund af situationen i Tunesien – indefrysning af midler tilhørende personer, der har været involveret i uretmæssig tilegnelse af statens midler, og fysiske eller juridiske personer eller enheder med tilknytning til dem – annullation, der medfører annullation af en forordning og fjerner retsgrundlaget for enhver restriktiv foranstaltning – risiko for alvorlig og uoprettelig skade for effektiviteten af enhver indefrysning af aktiver, som Rådet i fremtiden kunne vedtage over for de personer, der er omfattet af den annullerede retsakt – opretholdelse af virkningerne af den annullerede afgørelse indtil udløbet af appelfristen eller indtil forkastelsen eller afvisningen af appellen

(Art. 264 TEUF; statutten for Domstolen, art. 60, stk. 2; Rådets forordning nr. 101/2011; Rådets afgørelse 2011/79)

1.      Der findes ingen bestemmelse i traktaterne eller noget princip, der giver Retten kompetence til at træffe afgørelse om en påstand om, at en sagsøger beskyttes, eller at der tillades en ret til at tage til genmæle for en eller flere sagsøgere. På denne baggrund må en sådan påstand forkastes, idet den er nedlagt over for en retsinstans, der åbenbart ikke har kompetence til at træffe afgørelse herom.

(jf. præmis 36-38)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 40 og 41)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 43 og 45)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 46-48)

5.      Den af TEU og TEUF affødte ret, der udspringer af en autonom retskilde, kan i kraft af sin natur ikke vige for nationale retsregler, af hvilken art disse end måtte være, uden at retsgrundlaget for selve Unionen bliver bragt i fare. Følgelig kan en national bestemmelse ikke med føje påberåbes til støtte for et annullationssøgsmål til prøvelse af en EU-retsakt.

(jf. præmis 50 og 61)

6.      Det følger af artikel 16, stk. 9, TEU, artikel 18, stk. 3, TEU og artikel 2, stk. 5, andet afsnit, i Rådets forretningsorden, at den myndighed, der er kompetent til at underskrive de retsakter, der vedtages af rådssammensætningen for udenrigsanliggender, i princippet er Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. Denne sidstnævnte kan dog efter behov lade sig erstatte af det medlem af denne rådssammensætning, der repræsenterer den medlemsstat, som varetager det halvårlige formandskab for Rådet, uden at skulle begrunde dette med en underskriftsbemyndigelse.

(jf. præmis 57 og 58)

7.      En fejl, der er begået ved angivelsen af den relevante bestemmelse, kan ikke medføre, at klagepunktet afvises, hvis klagepunktets genstand og den nødvendige korte fremstilling heraf fremgår tilstrækkelig klart af stævningen. Det følger heraf, at det heller ikke påhviler en sagsøger udtrykkeligt at angive den særlige retsregel, der er genstand for klagepunktet, forudsat at argumentationen er tilstrækkeligt klar til, at modparten og Unionens retsinstanser uden videre kan identificere bestemmelsen.

(jf. præmis 63)

8.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 66-72)

9.      Artikel 17, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder sikrer ejendomsretten. Denne ret udgør dog ikke en absolut forrettighed. Det følger af nævnte charters artikel 52, stk. 1, at en begrænsning i udøvelsen af ejedomsretten, for at være i overensstemmelse med EU-retten, under alle omstændigheder skal opfylde tre betingelser. For det første skal begrænsningen være fastlagt i lovgivningen, og den omhandlede foranstaltning skal derfor have lovhjemmel. For det andet skal den vedrøre et mål af almen interesse, der er anerkendt som sådan af Unionen. For det tredje må begrænsningen ikke være uforholdsmæssig. I henseende til denne sidste betingelse skal begrænsningen på den ene side være nødvendig og proportional i forhold til det forfulgte formål, og på den anden side må det væsentligste indhold af den pågældende rettighed eller frihed ikke krænkes.

Den første af disse betingelser opfyldes ikke af en afgørelse om gennemførelse af en afgørelse om indefrysning af midler over for visse personer og enheder på baggrund af situationen i Tunesien, som anvender et andet kriterium end dét, der er fastsat i den afgørelse, der udgør dens lovhjemmel. Dette er tilfældet, når en sådan gennemførelsesafgørelse indføjer sagsøgeren blandt de personer, der er omfattet af en indefrysning af aktiver, med den begrundelse, at han var genstand for en retslig efterforskning for handlinger begået som led i hvidvaskning af penge, skønt den oprindelige afgørelse pålægger indefrysning af midler, der besiddes af personer, der er ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af statens midler, eftersom det dels ikke er godtgjort, at begrebet uretmæssig tilegnelse af statens midler i forhold til den omhandlede stats strafferet dækker begrebet hvidvaskning af penge, og den definition af hvidvaskning af penge, der fremgår af artikel 1, stk. 2, i direktiv 2005/60 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme, dels ikke svarer til de blotte handlinger, der gør det muligt at fortie den ulovlige oprindelse af aktiver, der stammer fra uretmæssige tilegnelser af statens midler. En sådan gennemførelsesafgørelse kan ikke anses for at være fastlagt i lovgivningen som omhandlet i artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(jf. præmis 75, 78-81, 91 og 93-96)

10.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 82)

11.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 115)

12.    De domme, hvormed Retten annullerer en afgørelse, der er truffet af en EU-institution eller et EU-organ, har i princippet umiddelbar virkning, således at den annullerede retsakt fjernes fra retsordenen med tilbagevirkende kraft og anses for aldrig at have eksisteret. Det forholder sig ikke desto mindre således, at Retten på grundlag af artikel 264, stk. 2, TEUF midlertidigt kan opretholde virkningerne af en annulleret afgørelse.

Virkningerne af den annullerede afgørelse skal – analogt med bestemmelserne i artikel 60, stk. 2, i statutten for Domstolen vedrørende annullerede forordninger – opretholdes indtil udløbet af appelfristen eller indtil forkastelsen eller afvisningen af appellen, da forordningen i forhold til de restriktive foranstaltninger om indefrysning af midler, som omhandler sagsøgeren, ikke ville have noget gyldigt retsgrundlag, dersom Rettens dom havde umiddelbar virkning, og Rådet i medfør af artikel 266 TEUF ville være forpligtet til at ophæve denne forordning i forhold til sagsøgeren. Sagsøgeren ville således være i stand til at flytte sine aktiver helt eller delvist uden for Den Europæiske Union, hvilket kunne risikere at være til alvorlig og uoprettelig skade for effektiviteten af enhver indefrysning af aktiver, som Rådet i fremtiden kunne vedtage over for den pågældende, mens det ikke kan udelukkes, at det af andre grunde end de i afgørelsen nævnte kunne være begrundet at opføre den omhandlede person på den liste, der er medtaget som bilag til denne afgørelse.

(jf. præmis 118 og 121-123)