Sag anlagt den 31. juli 2013 – Miettinen mod Rådet

(Sag T-395/13)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Samuli Miettinen (Espoo, Finand) (ved advokaterne O. Brouwer og E. Raedts)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Rådets afgørelse af 21. maj 2013 om afslag på adgang til dokument nr. 12979/12 i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145, s. 43), som meddelt i skrivelse af 21. maj 2013 til sagsøgeren med reference »06/c/02/1 3« (herefter »den anfægtede afgørelse«) samt Rådets fornyede afslag af 23. maj 2013, annulleres.

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger i henhold til artikel 87 i Rettens procesreglement, herunder eventuelle intervenienters sagsomkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.

Med det første anbringende gøres det gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 4, stk. 2, andet led, og artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1049/2001, idet den anfægtede afgørelse er baseret på en fejlagtig fortolkning og anvendelse af de nævnte bestemmelser, der henholdsvis vedrører beskyttelse af retlige procedurer og juridisk rådgivning og beskyttelse af den igangværende beslutningsproces.

For det første har Rådet ikke godtgjort, at aktindsigt i dokument nr. 12979/12 indskrænker dets juridiske tjenestes evne til at forsvare Rådet i fremtidige retssager og undergraver lovgivningsprocessen.

For det andet har Rådet ikke godtgjort, at dokument nr. 12979/12 er særligt følsomt og/eller har et bredt anvendelsesområde, der gør det muligt at se bort fra formodningen om aktindsigt i juridiske udtalelser i en retlig kontekst.

For det tredje er Rådets skadesteori rent hypotetisk. Den er faktisk og retligt ubegrundet, da indholdet af rådgivningen i dokument nr. 12979/12 allerede var offentligt tilgængeligt, da den anfægtede afgørelse blev truffet, og

For det fjerde har Rådet ikke anvendt kriteriet om den mere tungtvejende offentlige interesse ved påberåbelsen af artikel 4, stk. 3, første afsnit, idet den alene overvejede de formodede risici for sin beslutningsproces i forbindelse med aktindsigt og ikke de positive virkninger af en sådan aktindsigt, bl.a. beslutningsprocessens legitimitet, og har ikke anvendt kriteriet ved påberåbelsen af artikel 4, stk. 2, andet led.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af begrundelsespligten i henhold til artikel 296 TEUF, idet Rådet ikke har opfyldt sin pligt til at begrunde den anfægtede afgørelse tilstrækkeligt og passende.