PERSONALERETTENS DOM (Anden Afdeling)

24. april 2008

Sag F-74/06

Pavlos Longinidis

mod

Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse (Cedefop)

»Personalesag – midlertidigt ansatte – omplacering – klageudvalg – sammensætning og forretningsorden – illoyal optræden – afskedigelse – begrundelse – åbenbart urigtigt skøn – magtfordrejning«

Angående: Sag anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved P. Longinidis har nedlagt påstand om annullation af den af Cedefops ledelse trufne afgørelse af 30. november 2005 om opsigelse af hans tidsubestemte kontrakt som midlertidigt ansat, af den af Cedefops ledelse trufne afgørelse af 10. marts 2006 om afslag på hans ansøgning om udsættelse af gennemførelsen af ovennævnte afgørelse, af den af Cedefops ledelse trufne afgørelse af 9. december 2005 om at overflytte ham til en stilling som rådgiver ved Cedefops ledelse, af den af Cedefops klageudvalg trufne afgørelse af 24. maj 2006 om afslag på den af sagsøgeren indgivne klage med henblik på annullation af afgørelserne om opsigelse og overflyttelse, af den af Cedefops ledelse trufne afgørelse af 11. november 2005 om ændring af sammensætningen af klageudvalget, af den af Cedefops klageudvalg trufne afgørelse af 14. november 2005 om ændring af klageudvalgets interne reglement, af den af Cedefops klageudvalg trufne afgørelse af 10. marts 2006 om afslag på den af sagsøgeren indgivne klage med henblik på annullation af sidstnævnte to afgørelser, af den af Cedefops ledelse trufne afgørelse af 28. april 2006 om afslag på den af sagsøgeren indgivne ansøgning med henblik på fjernelse af Cedefops vicedirektør fra ledelsen af den administrative undersøgelse vedrørende sidstnævnte og af den af Cedefops klageudvalg trufne afgørelse af 9. marts 2006 om den af Fru C., midlertidigt ansat i Cedefop, indgivne klage.

Udfald: Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse frifindes, da søgsmålet delvis afvises, delvis er ugrundet. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – opsigelse af en kontrakt på ubestemt tid – begrundelsespligt – rækkevidde

[Tjenestemandsvedtægten, art. 25, stk. 2; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 11 og art. 47, litra c)]

2.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – opsigelse af en kontrakt på ubestemt tid – administrationens skønsbeføjelse

[ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 47, litra c), og art. 49, stk. 1]

3.      Tjenestemænd – tjenestegrenenes organisation – personalets placering

(Tjenestemandsvedtægten, art. 7)

1.      Der foreligger ikke noget tvingende hensyn, som udelukker midlertidigt ansatte fra en beskyttelse mod ubegrundet opsigelse, navnlig når de er bundet af en tidsubestemt ansættelseskontrakt, eller når de, idet de er bundet af en tidsbestemt ansættelseskontrakt, afskediges inden udløbet af kontrakten. For at sikre en tilstrækkelig beskyttelse i denne henseende, er det nødvendigt dels at give de berørte mulighed for at konstatere, om deres berettigede interesser er overholdt eller tilsidesat, samt mulighed for at anlægge et søgsmål, dels at gøre det muligt for Retten at udøve sin kontrol, hvilket er ensbetydende med en anerkendelse af, at ansættelsesmyndigheden har en begrundelsespligt.

Når der er tale om en foranstaltning om afskedigelse af en ansat, der er ansat ved en kontrakt af ubestemt varighed, er det særligt vigtigt, at de grunde, som en sådan foranstaltning bygger på, klart fremgår skriftligt, helst i selve afgørelsen. Det er nemlig kun denne retsakt, hvis lovlighed skal vurderes på den dag, den er vedtaget, som gennemfører institutionens afgørelse. Forpligtelsen til at angive begrundelsen for opsigelsen kan imidlertid også betragtes som overholdt, hvis den pågældende behørigt under samtaler med sine overordnede er blevet underrettet herom, og hvis ansættelsesmyndighedens afgørelse er truffet kort efter afholdelsen af disse samtaler. Den pågældende myndighed kan også i givet fald supplere denne begrundelse ved besvarelsen af den af den pågældende indgivne klage.

Ansættelsesmyndigheden råder over en vid skønsmargin ved opsigelser, og kontrollen af Fællesskabets retsinstanser skal derfor begrænses til en efterprøvelse af, om der foreligger en åbenbar fejl eller magtfordrejning.

(jf. præmis 49, 51 og 84)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 12. december 2000, sag T-223/99, Dejaiffe mod KHIM, Sml. Pers. I-A, s. 277, og II, s. 1267, præmis 53; 6. februar 2003, sag T-7/01, Pyres mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 37, og II, s. 239, præmis 50.

Personaleretten: 26. oktober 2006, sag F-1/05, Landgren mod ETF, Sml. Pers. I-A-1, s. 123, og II-A-1, s. 459, som er genstand for en appelsag ved Retten i Første Instans, sag T-404/06 P, præmis 73-75 og 79.

2.      Henset til ansættelsesmyndighedens vide skønsbeføjelse i tilfælde af fejl, som kan begrunde en midlertidigt ansats opsigelse, er der intet, der forpligter denne myndighed til at indlede en disciplinærundersøgelse mod vedkommende frem for at gøre brug af muligheden for ensidig opsigelse af kontrakten efter artikel 47, litra c), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte. Det er alene i tilfælde, hvor myndigheden ønsker at opsige en midlertidig ansat uden varsel fordi han groft har tilsidesat sine pligter, at den disciplinære forfølgning, der er fastsat i bilag IX til vedtægten for tjenestemænd, som finder tilsvarende anvendelse på midlertidig ansatte, skal iværksættes i henhold til artikel 49, stk. 1, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte. Der er endvidere intet til hinder for, at administrationen iværksætter den disciplinære forfølgning efter opsigelsen med varsel af den midlertidig ansattes kontrakt, hvis det efterfølgende viser sig, at de forhold, den pågældende foreholdes, er tilstrækkeligt alvorlige til at indlede en sådan forfølgning.

(jf. præmis 115 og 116)

3.      Reglen om, at lønklasse og stilling skal svare til hinanden, indebærer i tilfælde af en ændring af tjenestemandens arbejdsområder ikke en sammenligning mellem hans nuværende og tidligere arbejdsområder, men mellem hans nuværende arbejdsområder og den lønklasse, han hierarkisk er indplaceret i.

Desuden udgør en foranstaltning til omstrukturering af tjenestegrenene, der blot giver anledning til en ændring eller endog en formindskelse af en eller anden art af tjenestemandens arbejdsopgaver, ikke en tilsidesættelse af reglen om, at lønklasse og stilling skal svare til hinanden; dette er kun tilfældet, når tjenestemandens nye opgaver i det hele ligger klart under de opgaver, der svarer til hans lønklasse og stilling, når henses til beskaffenheden, betydningen og omfanget af disse opgaver.

(jf. præmis 142 og 143)

Henvisning til:

Domstolen: 23. marts 1988, sag 19/87, Hecq mod Kommissionen, Sml. s. 1681, præmis 7.

Retten i Første Instans: 10. juli 1992, forenede sager T59/91 og T‑79/91, Eppe mod Kommissionen, Sml. II, s. 2061, præmis 49; 28. maj 1998, forenede sager T-78/96 og T-170/96, W mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 239, og II, s. 745, præmis 104; 16. april 2002, sag T-51/01, Fronia mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 43, og II, s. 187, præmis 53; 21. september 2004, sag T-325/02, Soubies mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 241, og II, s. 1067, præmis 55.