DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)
21. december 2023 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – aftale om vedtægten for Europaskolerne – artikel 27, stk. 2 – Europaskolernes almindelige reglement – artikel 62, 66 og 67 – anfægtelse af et lærerråds afgørelse om ikke at give tilladelse til en elevs oprykning til næste klassetrin på sekundærniveau – de nationale retters manglende kompetence – Europaskolernes Klagenævns enekompetence – effektiv domstolsbeskyttelse«
I sag C-431/22,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien) ved afgørelse af 6. juni 2022, indgået til Domstolen den 28. juni 2022, i sagen
Scuola europea di Varese
mod
PD, i egenskab af indehaver af forældreansvar over for NG
LC, i egenskab af indehaver af forældreansvar over for NG
har
DOMSTOLEN (Anden Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, A. Prechal (refererende dommer), og dommerne F. Biltgen, N. Wahl, J. Passer og M.L. Arastey Sahún,
generaladvokat: M. Szpunar,
justitssekretær: fuldmægtig I. Illéssy,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 4. maj 2023,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Scuola europea di Varese ved avvocati A. De Peri Lozito, R. Invernizzi og M. Luciani,
– PD og LC ved avvocati M.L. De Margheriti og R. Massaro,
– Europa-Kommissionen ved M. Bruti Liberati, I. Melo Sampaio, A. Spina og L. Vernier, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 13. juli 2023,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 27, stk. 2, i aftalen om vedtægten for Europaskolerne, indgået i Luxembourg den 21. juni 1994 mellem medlemsstaterne og De Europæiske Fællesskaber (EFT 1994, L 212, s. 3, herefter »aftalen«).
2 Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side Scuola europea di Varese (Europaskolen i Varese, Italien) og på den anden side PD og LC, der handler i egenskab af personer, som udøver forældremyndighed over deres mindreårige søn NG, vedrørende de italienske retters kompetence til at påkende et søgsmål med påstand om annullation af et lærerråds afgørelse om ikke at give tilladelse til, at NG, der er elev på femte år på sekundærniveau på denne skole, rykker op til næste klassetrin.
Retsforskrifter
Wienerkonventionen
3 I henhold til artikel 1 i Wienerkonventionen om traktatretten af 23. maj 1969 (De Forenede Nationers traktatsamling, bind 1155, s. 331, herefter »Wienerkonventionen«), der har overskriften »Konventionens anvendelsesområde«, finder denne konvention »anvendelse på traktater mellem stater«.
4 Denne konventions artikel 3 med overskriften »Mellemfolkelige overenskomster, som ikke omfattes af konventionen« bestemmer følgende:
»Den omstændighed, at denne konvention ikke omfatter mellemfolkelige overenskomster mellem stater og andre folkeretssubjekter eller mellem sådanne andre folkeretssubjekter indbyrdes eller mellemfolkelige overenskomster i ikke-skriftlig form, skal ikke påvirke
[...]
b) anvendelsen på dem af nogen bestemmelse indeholdt i denne konvention, som de ville være underkastet ifølge folkeretten uafhængigt af konventionen
[...]«
5 Wienerkonventionens artikel 31 med overskriften »Almindelig regel om fortolkning« har følgende ordlyd:
»1. En traktat skal fortolkes loyalt i overensstemmelse med den sædvanlige betydning, der måtte tillægges traktatens udtryk i deres sammenhæng og belyst af dens hensigt og formål.
[...]
3. Jævnsides med sammenhængen skal der tages hensyn til:
a) en eventuel efterfølgende aftale mellem deltagerne vedrørende traktatens fortolkning eller anvendelsen af dens bestemmelser
b) enhver efterfølgende praksis vedrørende traktatens anvendelse, som fastslår en enighed mellem deltagerne vedrørende dens fortolkning
c) enhver relevant folkeretlig retsregel, som finder anvendelse i forholdet mellem deltagerne.
[...]«
Aftalen
6 Oprettelsen af Europaskolerne hvilede oprindeligt på to instrumenter, nemlig dels vedtægten for Europaskolen, undertegnet i Luxembourg den 12. april 1957 (De Forenede Nationers traktatsamling, bind 443, s. 129), dels protokollen om oprettelse af Europaskolerne med henvisning til vedtægten for Europaskolen, undertegnet i Luxembourg den 13. april 1962 (De Forenede Nationers traktatsamling, bind 752, s. 267). Disse instrumenter blev erstattet af aftalen, som trådte i kraft den 1. oktober 2002.
7 Tredje og fjerde betragtning til Rådets afgørelse 94/557/EF, Euratom af 17. juni 1994 om bemyndigelse af Det Europæiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab til at undertegne og indgå aftalen om vedtægten for Europaskolerne (EFT 1994, L 212, s. 1) og tredje og fjerde betragtning til Kommissionens afgørelse 94/558/EKSF af 17. juni 1994 om indgåelse af aftalen om vedtægten for Europaskolerne (EFT 1994, L 212, s. 15) har følgende ordlyd:
»[D]et er nødvendigt, at [Fællesskaberne] deltager i gennemførelsen af [aftalen], for at [Fællesskaberne] kan nå sine mål;
[Fællesskaberne] medvirker til gennemførelsen af aftalen ved at udøve de beføjelser, som følger af bestemmelserne i aftalen og af fremtidige beslutninger, der træffes i overensstemmelse med bestemmelserne i aftalen[.]«
8 Første til fjerde betragtning til aftalen har følgende ordlyd:
»Siden 1957 er der blevet oprettet en række uddannelsesinstitutioner med betegnelsen »Europaskolerne« med det formål at give børn af de ansatte ved De Europæiske Fællesskaber uddannelse sammen, således at de europæiske institutioner kan fungere tilfredsstillende;
De Europæiske Fællesskaber ønsker at sikre, at disse børn uddannes sammen, og bidrager med henblik herpå til Europaskolernes budget;
ordningen med Europaskolerne er en ordning »sui generis«; med denne ordning gennemføres et samarbejde mellem medlemsstaterne samt mellem disse og De Europæiske Fællesskaber, samtidig med at medlemsstaternes ansvar med hensyn til undervisningens indhold og tilrettelæggelsen af deres uddannelsesordning, samt deres kulturelle og sproglige forskelle fuldt ud respekteres;
det vil være hensigtsmæssigt at
– konsolidere den vedtægt for Europaskolerne, der blev vedtaget i 1957, for at tage hensyn til alle de tekster, som de kontraherende parter har vedtaget herom
– tilpasse vedtægten under hensyn til De Europæiske Fællesskabers udvikling
– ændre beslutningsprocessen inden for skolernes organer
– tage hensyn til de erfaringer, der er indhøstet med hensyn til skolernes virke
– sikre en relevant juridisk beskyttelse af lærerpersonalet og af andre personer, der er omfattet af denne vedtægt, mod handlinger foretaget af Det Øverste Råd eller bestyrelserne; med dette for øje oprettes der et klagenævn, som tildeles nøje definerede beføjelser
– Klagenævnets beføjelser berører ikke de nationale domstoles kompetence med hensyn til civilretligt og strafferetligt ansvar.«
9 Aftalens artikel 1, stk. 2, bestemmer følgende:
»Skolernes opgave er at give børn af de ansatte ved De Europæiske Fællesskaber uddannelse sammen. [...]«
10 Aftalens artikel 6 fastsætter følgende:
»Hver skole har status som en juridisk person for så vidt angår udførelsen af dens opgave som defineret i artikel 1. [...] Den kan optræde som part i retssager. [...]
For så vidt angår skolens rettigheder og pligter, er den i forhold til hver enkelt medlemsstat og med forbehold af de særlige bestemmelser i den foreliggende aftale at betragte som en offentligretlig uddannelsesinstitution.«
11 Aftalens artikel 7 bestemmer følgende:
»Følgende organer er fælles for alle skolerne:
1) Det Øverste Råd
2) Generalsekretæren
3) Inspektionsrådene
4) Klagenævnet.
Hver enkelt skole administreres af en bestyrelse og ledes af rektor.«
12 Aftalens artikel 8, stk. 1, har følgende ordlyd:
»Det Øverste Råd har følgende medlemmer [...]:
a) den eller de repræsentanter på ministerplan for hver af medlemsstaterne i De Europæiske Fællesskaber, der har bemyndigelse til at forpligte den pågældende medlemsstat, idet hver medlemsstat dog kun har én stemme
b) et medlem af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
c) en repræsentant (for lærerpersonalet), der udpeges af Personaleudvalget [...]
d) en repræsentant, der udpeges af forældreforeningerne [...]«
13 Aftalens artikel 9, stk. 1, fastsætter følgende:
»Undtagen i de tilfælde, hvor der er i henhold til denne aftale kræves enstemmighed, træffes beslutningerne i Det Øverste Råd med et flertal på to tredjedele af dets medlemmer [...]«
14 Aftalens artikel 10 er affattet således:
»Det Øverste Råd sørger for gennemførelsen af denne aftale. Det råder med henblik herpå over de nødvendige beføjelser på det pædagogiske, budgetmæssige og administrative område [...]
Det Øverste Råd udarbejder det almindelige reglement for skolerne.
[...]«
15 Aftalens artikel 11 har følgende ordlyd:
»På det pædagogiske område[…] fastsætter Det Øverste Råd retningslinjerne for og tilrettelæggelsen af undervisningen. Efter udtalelse fra det kompetente inspektionsråd skal det bl.a. træffe følgende foranstaltninger:
[...]
3) [...] Det fastlægger reglerne for elevernes oprykning i næste klasse eller i overbygningen [...]
4) det indfører eksaminer, der skal aflægges som bevis for, at skolens undervisning er fulgt med tilfredsstillende resultat. Det fastsætter reglerne herfor, udpeger eksamenskommissioner og udsteder eksamensbeviser. Det lægger eksamensopgaverne [...]«
16 Aftalens artikel 12 fastsætter følgende:
»På det administrative område har Det Øverste Råd følgende opgaver:
[...]
2) det udpeger generalsekretæren [...]
[...]«
17 Aftalens artikel 14 bestemmer følgende:
»Generalsekretæren repræsenterer Det Øverste Råd [...]. Generalsekretæren repræsenterer skolerne i retssager. Generalsekretæren er ansvarlig over for Det Øverste Råd.«
18 Aftalens artikel 26 har følgende ordlyd:
»De Europæiske Fællesskabers Domstol har enekompetence til at træffe afgørelse om de tvister mellem de kontraherende parter vedrørende fortolkningen og anvendelsen af denne aftale, der ikke har kunnet bilægges i Det Øverste Råd.«
19 Aftalens artikel 27 er affattet således:
»1. Der oprettes et klagenævn.
2. Klagenævnet har enekompetence i første og sidste instans til, når de administrative retsmidler er opbrugt, at træffe afgørelse om tvister om anvendelsen af denne aftale på de personer, der er nævnt heri, bortset fra det tekniske og administrative personale, for så vidt angår lovligheden af en handling – baseret på aftalen eller regler i henhold hertil – der er til skade for de pågældende personer, og som er foretaget af Det Øverste Råd eller bestyrelsen for én af skolerne under udøvelsen af de beføjelser, de har fået tillagt ved denne aftale. Hvis tvisten drejer sig om pengespørgsmål, har Klagenævnet fuld prøvelsesret.
Betingelserne for og de nærmere gennemførelsesregler for disse procedurer er, afhængigt af det enkelte tilfælde, beskrevet i vedtægten for lærerpersonalet eller i den ordning, der gælder for lektorerne, eller i skolernes almindelige reglement.
3. Klagenævnet sammensættes af personer, hvis uafhængighed er uomtvistelig, og hvis juridiske kvalifikationer er almindeligt anerkendt.
Kun personer, der er opført på en fortegnelse, der er udarbejdet af De Europæiske Fællesskabers Domstol med henblik herpå, kan udnævnes til medlemmer af Klagenævnet.
4. Det Øverste Råd vedtager Klagenævnets vedtægt med enstemmighed.
I Klagenævnets vedtægt fastsættes antallet af medlemmer, proceduren for Det Øverste Råds udnævnelse af disse, varigheden af deres embedsperiode samt det lønningsregulativ, der gælder for dem. Vedtægterne beskriver Klagenævnets virksomhed.
5. Klagenævnet fastsætter selv sit procesreglement, der skal indeholde alle de forskrifter, der er nødvendige for at anvende vedtægten.
Dette reglement skal vedtages med enstemmighed i Det Øverste Råd.
6. Klagenævnets afgørelser er bindende for parterne og kan, hvis disse ikke fuldbyrder dem, tvangsfuldbyrdes af medlemsstaternes kompetente myndigheder i overensstemmelse med deres respektive nationale lovgivninger.
7. De øvrige tvister, som skolerne er part i, henhører under de nationale domstoles kompetence. Denne artikel berører navnlig ikke de nationale domstoles kompetence i sager om civilretligt og strafferetligt ansvar.«
20 Aftalens artikel 31, stk. 4, har følgende ordlyd:
»Enhver kontraherende part kan anmode om en ændring af denne aftale. Den meddeler med henblik herpå sin anmodning til den luxembourgske regering, som sammen med den kontraherende part, som varetager formandskabet for Rådet for De Europæiske Fællesskaber, træffer de nødvendige foranstaltninger med henblik på indkaldelse til en regeringskonference.«
Europaskolernes almindelige reglement
21 Artikel 61, A, stk. 1, i Europaskolernes almindelige reglement, i sin version nr. 2014-03-D-14-en-11, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen (herefter »2014-reglementet«), fastsætter, at afgørelser om oprykning til næste klassetrin på sekundærniveau træffes af det kompetente lærerråd i slutningen af skoleåret.
22 2014-reglementets artikel 62 med overskriften »Klager over afgørelser om manglende oprykning« har følgende ordlyd:
»1. Lærerrådenes afgørelser kan ikke påklages af elevernes retlige repræsentanter, medmindre der foreligger formelle fejl eller nye omstændigheder, der er anerkendt af generalsekretæren på grundlag af dokumentation fremlagt af skolen eller af elevens retlige repræsentanter.
Ved formel fejl forstås enhver tilsidesættelse af en retsregel vedrørende proceduren for oprykning til næste klassetrin, der er af en sådan karakter, at lærerrådet ville have truffet en anden afgørelse, hvis denne fejl ikke var blevet begået.
Manglende hjælp i form af optagelse af eleven i støtteundervisningsprogrammer udgør ikke en formel fejl, medmindre det godtgøres, at eleven eller dennes retlige repræsentanter har anmodet om denne hjælp, og at skolen uretmæssigt har givet afslag herpå.
De nærmere betingelser for den praktiske tilrettelæggelse af eksamener er skolernes ansvar og kan ikke anses for en formel fejl.
Ved en ny omstændighed forstås ethvert element, som lærerrådet ikke var gjort bekendt med, fordi ingen – hverken lærere, forældre eller elev – havde kendskab hertil, da lærerrådets drøftelser fandt sted, og som havde kunnet påvirke dets afgørelse. En omstændighed, som forældrene havde kendskab til, men som lærerrådet ikke var blevet gjort bekendt med, kan ikke kvalificeres som et nyt element i denne bestemmelses forstand.
Bedømmelserne af elevernes færdigheder, tildelingen af en karakter for en test eller en opgave i løbet af skoleåret og vurderingen af særlige omstændigheder som omhandlet i artikel 61. B-5 er alene undergivet lærerrådets skønsbeføjelse. De kan ikke påklages.
2. Den frist, der er fastsat for indgivelse af klage til generalsekretæren, er syv kalenderdage efter skoleårets afslutning. [...]
[...]
Generalsekretæren (eller ved delegation vicegeneralsekretæren) skal træffe afgørelse om denne klage inden den 31. august. Artikel 66 og 67 i dette reglement finder anvendelse. Såfremt klagen anses for at kunne antages til behandling og for velbegrundet, træffer lærerrådet fornyet afgørelse vedrørende sagen.
Der kan ligeledes indgives administrativ klage over den nye afgørelse til generalsekretæren [...].«
23 2014-reglementets artikel 66 med overskriften »Administrative klager« fastsætter følgende:
»1. De i artikel [...] 62 nævnte afgørelser kan gøres til genstand for en administrativ klage på de i disse artikler fastsatte betingelser. [...]
[...]
5. Generalsekretærens afgørelse vedrørende en administrativ klage meddeles klageren/klagerne [...]«
24 2014-reglementets artikel 67 med overskriften »Klager til Klagenævnet« bestemmer følgende:
»1. De administrative afgørelser, der implicit eller eksplicit træffes vedrørende de i foregående artikel omhandlede klager, kan af de retlige repræsentanter for de elever, der er direkte berørt af den omtvistede afgørelse, gøres til genstand for en klage til Klagenævnet som fastsat i artikel 27 i [aftalen].
[...]
4. Enhver klage skal, for ikke at blive afvist, indgives inden for en frist på to uger fra meddelelsen om eller offentliggørelsen af den anfægtede afgørelse [...].
5. De i denne artikel omhandlede klager skal undersøges og bedømmes på de betingelser, der er fastsat i Klagenævnets procesreglement.
6. Klagenævnet skal træffe afgørelse inden for en frist på seks måneder fra klagens modtagelse, jf. dog artikel 16, 34 og 35 i procedurereglementet for Europaskolernes Klagenævn, hvorefter der kan indgives klage til hastebehandling.«
25 Muligheden for at indgive en klage til Klagenævnet over generalsekretærens afgørelse om en klage over en afgørelse om manglende oprykning til næste klassetrin truffet af lærerrådet blev indført ved Europaskolernes almindelige reglement, i sin version nr. 2004-D-6010-en-5, der trådte i kraft den 2. februar 2005 (herefter »2005-reglementet«). Tidligere gav Europaskolernes almindelige reglement ikke mulighed for en sådan klage til Klagenævnet, idet elevens retlige repræsentanter kun kunne indgive en administrativ klage.
Italiensk ret
26 Artikel 41 i codice di procedura civile (den italienske civile retsplejelov) har følgende ordlyd:
»Såfremt der ikke er truffet afgørelse om sagens realitet i første instans, kan enhver part anmode [Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien)] i plenum om at bilægge kompetencespørgsmålene [...].«
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
27 Den 25. juni 2020 blev PD og LC, hvis søn NG på det tidspunkt var elev på femte år på sekundærniveau på Europaskolen i Varese, underrettet om en afgørelse fra det kompetente lærerråd om ikke at tillade NG’s oprykning til næste klassetrin.
28 Den 20. juli 2020 anlagde PD og LC søgsmål ved Tribunale amministrativo regionale per la Lombardia (den regionale forvaltningsdomstol for Lombardiet, Italien) med påstand om annullation af denne afgørelse.
29 Ved kendelse af 9. september 2020 erklærede denne ret sig kompetent til at påkende dette søgsmål, og den imødekom den for denne indbragte begæring om foreløbige forholdsregler med henblik på betinget oprykning til næste klassetrin af NG samtidig med, at den henviste sagen til realitetsbehandling i et retsmøde, der fandt sted den 19. oktober 2021.
30 Den 13. oktober 2021 fremsatte Europaskolen i Varese på grundlag af artikel 41 i den italienske civile retsplejelov en indledende indsigelse om kompetencespørgsmål ved Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol) i plenum med påstand om, at det blev fastslået, at de italienske domstole savner kompetence til at påkende den ovennævnte tvist. Ifølge denne skole henhører en sådan tvist under Klagenævnets enekompetence i medfør af aftalens artikel 27, sammenholdt med 2014-reglementets artikel 67, stk. 1.
31 PD og LC samt den offentlige anklager er til gengæld af den opfattelse, at de italienske domstole har kompetence til at påkende den pågældende tvist, navnlig eftersom Klagenævnets retslige enekompetence i henhold til aftalens artikel 27, stk. 2, er begrænset til skadevoldende handlinger foretaget af Det Øverste Råd eller skolens bestyrelse. Ifølge disse parter i hovedsagen udgør en udvidelse af dette nævns kompetence til at omfatte handlinger foretaget af et lærerråd derfor en ændring af aftalen, der kun kan finde sted i henhold til proceduren i aftalens artikel 31, stk. 4.
32 PD og LC er desuden af den opfattelse, at 2014-reglementets artikel 62, stk. 1, artikel 66, stk. 1, og artikel 67, stk. 1, blot giver elevens retlige repræsentanter mulighed for at indgive en klage over lærerrådets afgørelse til generalsekretæren efterfulgt af en eventuel klage til Klagenævnet. Disse retlige repræsentanter kan derfor fortsat frit vælge et andet retsmiddel ved at anfægte lærerrådets afgørelse direkte ved den kompetente nationale ret.
33 Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol), der skal tage stilling til det indledende spørgsmål om de italienske retters kompetence, har anført, at den i en dom af 15. marts 1999 (IT:CASS:1999:138CIV) udtalte sig til fordel for en sådan kompetence under omstændigheder svarende til dem, der kendetegner den tvist, der er nævnt i nærværende doms præmis 28. I denne dom fastslog Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol) således, at det følger af aftalens artikel 6, stk. 2, sammenholdt med dennes artikel 27, stk. 1, 2 og 7, at Klagenævnets enekompetence omfatter skadevoldende handlinger foretaget af Det Øverste Råd eller en skoles bestyrelse, men ikke de handlinger, der er foretaget af et lærerråd på en sådan skole.
34 Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol) har imidlertid anført, at på det tidspunkt, hvor den udtalte sig således, gav Europaskolernes daværende almindelige reglement kun en begrænset mulighed for interne klager af rent administrativ karakter i forhold til Europaskolerne over et lærerråds afgørelser om ikke at tillade en elevs oprykning til næste klassetrin, og reglementet gav endnu ikke mulighed for at indgive sådanne klager for Klagenævnet.
35 Den omstændighed, at muligheden for et sådant søgsmål i mellemtiden er blevet fastsat i 2005-reglementet og dernæst bekræftet i 2014-reglementets artikel 67, kan imidlertid ifølge den forelæggende ret vise sig at kunne begrunde, at der nu anerkendes en enekompetence for Klagenævnet til at træffe afgørelse i denne type klager.
36 Ifølge den forelæggende ret synes en sådan løsning for det første at kunne finde støtte i den lære, der kan udledes af dom af 11. marts 2015, Oberto og O’Leary (C-464/13 og C-465/13, herefter »Oberto og O’Leary-dommen«, EU:C:2015:163), hvori Domstolen allerede på grundlag af reglerne i Wienerkonventionen medgav, at Klagenævnet gyldigt kunne tillægge sig selv enekompetence til at træffe afgørelse i sager til prøvelse af en handling foretaget af en rektor for en Europaskole til skade for en af skolens lærere.
37 Hvad der ligeledes kan vise sig at være relevant i denne forbindelse, er Den Europæiske Unions Rets kendelse af 18. juni 2020, JT mod generalsekretæren for Europaskolerne og Europaskolernes Klagenævn (T-42/20, EU:T:2020:278), samt forskellige dokumenter fremlagt af Europaskolen i Varese og navnlig de talrige afgørelser, hvorved Klagenævnet har truffet afgørelse i tvister vedrørende lærerrådsafgørelser om ikke at give tilladelse til en elevs oprykning til næste klassetrin, hvorved der har udviklet sig en fast retspraksis, siden nævnet blev tillagt kompetence til at påkende sådanne tvister ved 2005-reglementet.
38 Den forelæggende ret har dog anført, at Oberto og O’Leary-dommen vedrørte en handling foretaget af rektoren for en Europaskole vedrørende en tidsbegrænsning af et ansættelsesforhold i en ansættelseskontrakt, der var indgået mellem en Europaskole og en lokalt ansat lærer, og at Klagenævnets kompetence i denne sag ikke fulgte af Europaskolernes almindelige reglement, men af vedtægten for lokalt ansatte lærere, og den forelæggende ret er af den opfattelse, at de faktuelle forskelle mellem den sag, der gav anledning til Oberto og O’Leary-dommen, og den foreliggende sag ikke gør det muligt at fastslå, at en fortolkning af aftalens artikel 27, stk. 2, i det foreliggende tilfælde fremgår med en sådan klarhed, at der ikke er plads til nogen rimelig tvivl.
39 På denne baggrund har Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal [aftalens] artikel 27, stk. 2, første afsnit, første punktum, [...] fortolkes således, at det heri omhandlede klagenævn har enekompetence i første og sidste instans til, når de i Europaskolernes almindelige reglement fastsatte administrative retsmidler er udtømte, at træffe afgørelse om en tvist om et lærerråds afgørelse om, at en elev på sekundærniveau skal gå et klassetrin om?«
Anmodningen om anvendelse af den fremskyndede procedure
40 Den forelæggende ret har anmodet om, at denne præjudicielle forelæggelse undergives den fremskyndede procedure i henhold til artikel 105 i Domstolens procesreglement. Til støtte for sin anmodning har denne ret gjort gældende, at anvendelsen af denne procedure er begrundet i såvel nødvendigheden af hurtigst muligt at afklare den pågældende elevs skolesituation som betydningen for alle de kontraherende parter i aftalen af at få præciseret rækkevidden af Klagenævnets kompetence for så vidt angår tvister som den i hovedsagen omhandlede.
41 Artikel 105, stk. 1, i Domstolens procesreglement bestemmer, at Domstolens præsident efter anmodning fra den forelæggende ret eller i undtagelsestilfælde af egen drift, efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten, kan beslutte at undergive en sag en fremskyndet procedure, når sagens karakter kræver, at den behandles hurtigt.
42 Det skal bemærkes, at en sådan fremskyndet procedure udgør et processuelt instrument til behandling af en ekstraordinær nødsituation (dom af 21.12.2021, Randstad Italia, C-497/20, EU:C:2021:1037, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).
43 I det foreliggende tilfælde har Domstolens præsident den 21. juli 2022 besluttet, at der ikke var anledning til at efterkomme den anmodning, der er nævnt i nærværende doms præmis 40.
44 Det fremgår i denne henseende af Domstolens praksis, at den blotte interesse for borgerne, som ganske vist er berettiget, i hurtigst muligt at fastlægge omfanget af de rettigheder, som de udleder af EU-retten, ikke kan godtgøre, at der foreligger en ekstraordinær omstændighed som omhandlet i artikel 105, stk. 1, i Domstolens procesreglement (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 28.11.2013, Sähköalojen ammattiliitto, C-396/13, EU:C:2013:811, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis).
45 I det foreliggende tilfælde og hvad nærmere bestemt angår den pågældende elevs situation skal det for det første bemærkes, at det fremgår af angivelserne i forelæggelsesafgørelsen, at Tribunale amministrativo regionale per la Lombardia (den regionale forvaltningsdomstol for Lombardiet) den 9. september 2020 ved kendelse bestemte, at der skulle ske betinget oprykning til næste klassetrin af denne elev i skoleåret 2020/2021. For det andet blev den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse først forelagt Domstolen den 28. juni 2022, således at Domstolens forventede svar under alle omstændigheder først kunne have fået eventuelle konkrete konsekvenser for den nævnte elevs skoleforløb tidligst i løbet af skoleåret 2022/2023. Under sådanne omstændigheder kan det ikke konkluderes, at der foreligger en ekstraordinær nødsituation som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 42.
46 Den formodede interesse for de kontraherende parter i aftalen i så hurtigt som muligt at få afklaret det fortolkningsspørgsmål, der er rejst i den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse, synes i øvrigt heller ikke – hvor legitim den end måtte være – at kunne godtgøre, at der foreligger en ekstraordinær omstændighed som omhandlet i artikel 105, stk. 1, i Domstolens procesreglement.
Det præjudicielle spørgsmål
47 Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om bestemmelserne i aftalens artikel 27, stk. 2, sammenholdt med bestemmelserne i 2014-reglementets artikel 61, 62, 66 og 67, skal fortolkes således, at Klagenævnet har enekompetence i første og sidste instans til, når de i dette almindelige reglement indførte administrative retsmidler er udtømte, at træffe afgørelse om en tvist om lovligheden af en afgørelse truffet af et lærerråd på en Europaskole om ikke at give tilladelse til en elevs oprykning til næste klassetrin på sekundærniveau.
Domstolens kompetence
48 PD og LC har i retsmødet udtrykt tvivl om Domstolens kompetence til at træffe præjudiciel afgørelse inden for rammerne af den foreliggende sag, idet de i det væsentlige har gjort gældende, at Domstolen i henhold til aftalens artikel 26 kun er berettiget til at udtale sig om spørgsmål vedrørende fortolkningen af denne aftale, når den har fået forelagt en tvist, som går på en sådan fortolkning eller på anvendelsen af den nævnte aftale, som står mellem de kontraherende parter i denne aftale, og som ikke har kunnet løses i Det Øverste Råd.
49 Som generaladvokaten har anført i punkt 33 og 34 i forslaget til afgørelse, kan den omstændighed, at en sådan særlig retslig mekanisme således er blevet indført med henblik på at gøre det muligt, at sådanne tvister mellem de kontraherende parter i aftalen forelægges for Domstolen, imidlertid ikke påvirke rækkevidden af den kompetence, som Domstolen i øvrigt har i henhold til selve traktaterne med henblik på at træffe afgørelse i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 267 TEUF om fortolkningen af disse traktater og retsakter udstedt af institutionerne, når et sådant spørgsmål, som i hovedsagen, rejses ved en ret i en af medlemsstaterne, og denne ret finder, at en afgørelse af dette spørgsmål er nødvendig for, at den kan afsige sin dom, og anmoder Domstolen om at træffe afgørelse om dette spørgsmål.
50 I denne henseende har Domstolen i øvrigt allerede fastslået, at en international aftale såsom aftalen, der er indgået på grundlag af EF-traktatens artikel 235 (senere artikel 308 EF, nu artikel 352 TEUF) af De Europæiske Fællesskaber – der fik bemyndigelse hertil ved afgørelse 94/557 og 94/558 – for så vidt angår Den Europæiske Union udgør en retsakt udstedt af en af dennes institutioner som omhandlet i artikel 267, stk. 1, litra b), TEUF. Bestemmelserne i en sådan aftale udgør derfor en integrerende del af EU-retten regnet fra ikrafttrædelsen af denne aftale, således at Domstolen har kompetence til præjudicielt at afgøre spørgsmål vedrørende fortolkningen af denne aftale og de handlinger, der er foretaget på grundlag af aftalen (jf. i denne retning Oberto og O’Leary-dommen, præmis 29-31 og den deri nævnte retspraksis), handlinger hvortil bl.a. hører 2014-reglementet.
51 Domstolen har derfor kompetence til at træffe præjudiciel afgørelse om fortolkningen af denne aftale og dette reglement.
Realiteten
52 Indledningsvis skal det bemærkes, at ordningen med Europaskolerne er en ordning sui generis, som gennem en international aftale gennemfører et samarbejde mellem medlemsstaterne og mellem disse og Unionen (Oberto og O’Leary-dommen, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).
53 Det følger ligeledes af retspraksis, at Europaskolerne udgør en international organisation, der på trods af den funktionelle forbindelse, i hvilken den indgår med Unionen, formelt er adskilt fra denne Union og dens medlemsstater (Oberto og O’Leary-dommen, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).
54 Selv om aftalen for så vidt angår Unionen – og som påpeget i nærværende doms præmis 50 – er en retsakt fra en af Unionens institutioner som omhandlet i artikel 267, stk. 1, litra b), TEUF, er den følgelig ligeledes underlagt folkeretten og nærmere bestemt hvad angår dens fortolkning den internationale traktatret (Oberto og O’Leary-dommen, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).
55 Den internationale traktatret er i det væsentlige blevet kodificeret i Wienerkonventionen. I henhold til denne konventions artikel 1 finder den anvendelse på traktater mellem stater. Det følger imidlertid af den nævnte konventions artikel 3, litra b), at den omstændighed, at den ikke omfatter mellemfolkelige overenskomster mellem stater og andre folkeretssubjekter, ikke skal påvirke anvendelsen på dem af nogen bestemmelse indeholdt i Wienerkonventionen, som de ville være underlagt ifølge folkeretten uafhængigt af konventionen (Oberto og O’Leary-dommen, præmis 35).
56 Det følger heraf, at reglerne i Wienerkonventionen finder anvendelse på en aftale indgået mellem medlemsstaterne og en international organisation, såsom aftalen, for så vidt som disse regler er et udtryk for den almindelige folkeretlige sædvaneret. Denne sidstnævnte aftale skal følgelig fortolkes ud fra disse regler og især i overensstemmelse med dem, der er indeholdt i Wienerkonventionens artikel 31, som er udtryk for den folkeretlige sædvaneret (jf. i denne retning Oberto og O’Leary-dommen, præmis 36 og 37 og den deri nævnte retspraksis).
57 I den foreliggende sag skal der for det første erindres om, at det følger af ordlyden af aftalens artikel 27, stk. 2, første afsnit, at Klagenævnet har enekompetence i første og sidste instans til, når de administrative retsmidler er opbrugt, at træffe afgørelse om tvister om anvendelsen af denne aftale på de personer, der er nævnt heri, bortset fra det tekniske og administrative personale, for så vidt angår lovligheden af en handling – baseret på aftalen eller regler i henhold hertil – der er til skade for de pågældende personer, og som er foretaget af Det Øverste Råd eller bestyrelsen for én af skolerne under udøvelsen af de beføjelser, de har fået tillagt ved denne aftale. I denne henseende præciseres det i øvrigt i aftalens artikel 27, stk. 2, andet afsnit, at betingelserne for og de nærmere gennemførelsesregler for de procedurer, der indledes ved Klagenævnet, afhængigt af det enkelte tilfælde er beskrevet i vedtægten for lærerpersonalet eller i den ordning, der gælder for lektorerne, eller i Europaskolernes almindelige reglement.
58 For det andet fremgår det af bestemmelserne i 2014-reglementets artikel 61, A, stk. 1, sammenholdt med bestemmelserne i samme reglements artikel 62, stk. 1 og 2, artikel 66, stk. 1 og 5, og artikel 67, stk. 1, at afgørelser om oprykning til næste klassetrin på sekundærniveau, der træffes af det kompetente lærerråd på en Europaskole, kun kan påklages administrativt af elevernes retlige repræsentanter i tilfælde af formelle fejl eller nye omstændigheder, der anerkendes som sådanne af generalsekretæren, og at såfremt generalsekretæren afslår en sådan klage, kan denne afgørelse om afslag påklages til Klagenævnet.
59 Hvad angår rækkevidden af disse bestemmelser i 2014-reglementet skal det indledningsvis præciseres, at de nævnte bestemmelser i modsætning til, hvad PD og LC har gjort gældende, ikke kan læses således, at den administrative klage, der eventuelt følges op af en klage ved Klagenævnet, som disse bestemmelser således giver mulighed for, eksisterer side om side med et andet tilgængeligt retsmiddel, som for den pågældende elevs retlige repræsentanter består i at anlægge direkte søgsmål ved de nationale retsinstanser til prøvelse af en afgørelse fra et lærerråd om ikke at tillade denne elev at rykke op til næste klassetrin på sekundærniveau.
60 Det fremgår nemlig af selve ordlyden af 2014-reglementets artikel 62, stk. 1, at de pågældende afgørelser »ikke [kan] påklages«, »medmindre der foreligger formelle fejl eller nye omstændigheder, der er anerkendt af generalsekretæren«, hvilket bekræfter, at den eneste måde, hvorpå en elevs retlige repræsentanter kan anfægte en sådan afgørelse, er i første omgang at indgive den således fastsatte administrative klage til generalsekretæren og ikke på dette stadium at anlægge noget direkte søgsmål til prøvelse af den nævnte afgørelse.
61 Som det i øvrigt fremgår af bestemmelserne i aftalens artikel 27, stk. 2, første afsnit, sammenholdt med bestemmelserne i 2014-reglementets artikel 66, stk. 1 og 5, og artikel 67, stk. 1, kan den afgørelse, som generalsekretæren træffer på grundlag af en sådan administrativ klage, for sin del kun påklages til Klagenævnet, som i et sådant tilfælde har retslig enekompetence i første og sidste instans for så vidt angår prøvelsen af lovligheden af denne afgørelse og af lærerrådets afgørelse om ikke at tillade, at den pågældende elev rykker op til næste klassetrin. Det skal i denne forbindelse ligeledes bemærkes, at det præciseres i aftalens artikel 27, stk. 6, at Klagenævnets afgørelser er bindende for parterne, og at de om nødvendigt tvangsfuldbyrdes af medlemsstaternes kompetente myndigheder, hvilket ligeledes bekræfter, at de nævnte myndigheder ikke kan se bort fra anvendelsesområdet for den – efter sin karakter – enekompetence, som er tillagt Klagenævnet.
62 På baggrund af disse indledende præciseringer og med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt aftalens artikel 27, stk. 2, første afsnit, skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for, at Klagenævnet tillægges en enekompetence som den, der således følger af de bestemmelser i 2014-reglementet, der er nævnt i nærværende doms præmis 58, skal det indledningsvis bemærkes, at den betingelse, der er fastsat i den nævnte artikel 27, stk. 2, første afsnit, hvorefter de tvister, der indbringes for Klagenævnet, skal vedrøre anvendelsen af aftalen på »de personer, der er nævnt heri«, er opfyldt i det foreliggende tilfælde.
63 Der er således ingen tvivl om, at en sådan personkategori bl.a. omfatter eleverne i Europaskolerne, som er de primært begunstigede af det undervisningssystem og de undervisningsstrukturer, der er oprettet i henhold til aftalen. I første betragtning til aftalen understreges det i denne forbindelse, at Europaskolerne er blevet oprettet med det formål at give børn af de ansatte ved De Europæiske Fællesskaber uddannelse sammen, således at de europæiske institutioner kan fungere tilfredsstillende. Disse elever er i øvrigt udtrykkeligt nævnt i adskillige af aftalens bestemmelser og navnlig i denne aftales artikel 11, nr. 3), hvorefter det påhviler Det Øverste Råd at fastlægge reglerne for elevernes oprykning i næste klasse eller i overbygningen.
64 Hvad dernæst angår den betingelse, der ligeledes er fastsat i aftalens artikel 27, stk. 2, første afsnit, hvorefter klagen skal være rettet mod en »handling – baseret på aftalen eller regler i henhold hertil – der er til skade«, fremgår det for det første af Domstolens praksis, at begrebet »handling, der er til skade« skal fortolkes bredt og forstås som enhver handling, som umiddelbart kan påvirke en bestemt retsstilling (jf. i denne retning Oberto og O’Leary-dommen, præmis 49 og 53). Dette er åbenbart tilfældet med en afgørelse, hvorved en elev nægtes retten til at rykke op til næste klassetrin.
65 For det andet er det ubestridt, at afgørelser om oprykning til næste klassetrin på sekundærniveau træffes af det kompetente lærerråd på grundlag af 2014-reglementets artikel 61, A, stk. 1, dvs. en bestemmelse vedtaget af Det Øverste Råd i henhold til aftalens artikel 10, stk. 1 og 2, sammenholdt med aftalens artikel 11, nr. 3) og 4). En afgørelse fra et lærerråd om ikke at tillade en sådan oprykning udgør derfor »en handling[, der er] baseret på aftalen eller regler i henhold hertil«, i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i denne aftales artikel 27, stk. 2, første afsnit.
66 Hvad endelig angår betingelsen i denne artikel 27, stk. 2, første afsnit, hvorefter de handlinger, der er til skade, og som påklages til Klagenævnet, skal være foretaget over for de pågældende personer »af Det Øverste Råd eller bestyrelsen for én af skolerne«, har Domstolen allerede – ved at støtte sig på fortolkningsreglerne i Wienerkonventionens artikel 31 – i Oberto og O’Leary-dommens præmis 58 præciseret, at den omstændighed alene, at handlinger foretaget af en rektor for en Europaskole ikke for deres del er udtrykkeligt nævnt i denne bestemmelse, ikke kan medføre, at disse udelukkes fra denne bestemmelses anvendelsesområde.
67 I det foreliggende tilfælde skal det undersøges, om reglerne i Wienerkonventionens artikel 31 analogt med, hvad Domstolen således fastslog i Oberto og O’Leary-dommen vedrørende afgørelser truffet af en rektor for en Europaskole, gør det muligt at fortolke aftalens artikel 27, stk. 2, første afsnit, således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for, at Klagenævnet i henhold til de i nærværende doms præmis 58 nævnte bestemmelser i 2014-reglementet har enekompetence til at behandle afgørelser om ikke at tillade, at en elev på en Europaskole rykker op til næste klassetrin, selv om disse afgørelser ikke træffes af Det Øverste Råd eller af denne skoles bestyrelse, men af et lærerråd.
68 For så vidt angår Wienerkonventionens artikel 31, stk. 1, skal der her erindres om, at en traktat ifølge denne bestemmelse skal fortolkes i overensstemmelse med den sædvanlige betydning, der måtte tillægges traktatens udtryk i deres sammenhæng og belyst af dens hensigt og formål.
69 I første række og hvad angår den normative sammenhæng for udtrykket »en handling [...] som er foretaget af Det Øverste Råd eller bestyrelsen for én af skolerne«, i aftalens artikel 27, stk. 2, første afsnit, skal der for det første tages hensyn til, at i medfør af denne aftales artikel 27, stk. 2, andet afsnit, er betingelserne for og de nærmere gennemførelsesregler for procedurerne for Klagenævnet, afhængigt af det enkelte tilfælde, bl.a. beskrevet i Europaskolernes almindelige reglement (jf. i denne retning Oberto og O’Leary-dommen, præmis 59). De regler, der tillægger Klagenævnet retslig enekompetence til efter forudgående udtømning af den fastsatte administrative klageadgang at afgøre klager over et lærerråds afgørelser om ikke at give tilladelse til en elevs oprykning til næste klassetrin, og de regler, der præciserer de nærmere bestemmelser for disse klager, er i det foreliggende tilfælde således indeholdt i dette almindelige reglement, dvs. 2014-reglementet.
70 For det andet – og således som det allerede er anført i denne doms præmis 65 – gælder det, at de regler, der giver et lærerråd beføjelse til at tage stilling til elevernes oprykning til næste klassetrin, og som regulerer en sådan oprykning, selv er indeholdt i 2014-reglementet og således er blevet vedtaget af Det Øverste Råd i medfør af de beføjelser, som dette er tillagt i medfør af bestemmelserne i aftalens artikel 10, stk. 1 og 2, og artikel 11, nr. 3) og 4). Selv om den i hovedsagen omhandlede handling, for så vidt som den hidrører fra et lærerråd, ganske vist ikke er blevet foretaget direkte af Det Øverste Råd, er den således ikke desto mindre blevet vedtaget af dette lærerråd i medfør af de afgrænsede beføjelser, som dette er tillagt i medfør af en retsakt vedtaget af Det Øverste Råd.
71 For det tredje vedrører den enekompetence, der tilkommer Klagenævnet i henhold til 2014-reglementets artikel 67, først og fremmest den afgørelse, hvorved generalsekretæren tog stilling til den klage, der var indgivet af den pågældende elevs retlige repræsentanter over lærerrådets afgørelse om ikke at tillade, at eleven rykkede op til næste klassetrin. Som det fremgår af aftalens artikel 7, stk. 1, nr. 2), artikel 12, nr. 2), og artikel 14, er generalsekretæren imidlertid et fælles organ for alle Europaskolerne, der udpeges af Det Øverste Råd, er bemyndiget til at repræsentere Det Øverste Råd og er ansvarlig over for dette råd. Det følger heraf, at denne generalsekretærs handlinger i sidste ende kan tilregnes Det Øverste Råd. Dette gælder navnlig, når disse handlinger foretages af generalsekretæren på grundlag af en bemyndigelse fra dette råd såsom den, der følger af 2014-reglementets artikel 62.
72 I anden række og hvad angår de formål, der forfølges med aftalen, er Europaskolerne, således som det fremgår af første betragtning til denne aftale, blevet oprettet for at give »børn af de ansatte ved [Unionen] uddannelse sammen«, og dette således at »de europæiske institutioner kan fungere tilfredsstillende«.
73 Som generaladvokaten har anført i punkt 73 og 75 i forslaget til afgørelse, kan den retslige prøvelse af lærerrådenes handlinger angående oprykningen til næste klassetrin af eleverne i disse skoler – hvis den koncentreres hos en enkelt specialret, der er integreret i den internationale organisation, som Europaskolerne udgør – bidrage til en ensartet tilgang til procedure og retspraksis og til forfølgelsen af et sådant formål om uddannelse sammen og på samme niveau, og det på lige vilkår i alle de nævnte skoler.
74 Det følger derfor af de betragtninger, der er redegjort for i nærværende doms præmis 69-73, at selv om lærerrådenes handlinger ikke udtrykkeligt er nævnt i aftalens artikel 27, stk. 2, første afsnit, gør den normative sammenhæng, hvori denne bestemmelse indgår, og de med aftalen forfulgte formål det muligt at fastslå, at den kompetenceudvidelse, der er sket til fordel for Klagenævnet ved hjælp af de bestemmelser i 2014-reglementet, der er nævnt i nærværende doms præmis 58, ikke er i strid med denne bestemmelse i aftalen.
75 For så vidt angår Wienerkonventionens artikel 31, stk. 3, litra a) og b), skal der erindres om, at det fremgår af denne bestemmelse, at der ved fortolkningen af en traktat, jævnsides med sammenhængen, skal tages hensyn dels til en eventuel efterfølgende aftale mellem deltagerne vedrørende traktatens fortolkning eller anvendelsen af dens bestemmelser, dels til enhver efterfølgende praksis vedrørende traktatens anvendelse, som fastslår en enighed mellem deltagerne vedrørende dens fortolkning.
76 I denne henseende har Domstolen allerede haft anledning til at fremhæve, at det i folkeretten hverken er forbudt eller usædvanligt at fastsætte en mulighed for, at parterne i en international aftale kan præcisere fortolkningen af aftalen, i takt med at deres fælles vilje vedrørende denne aftale udvikler sig. Sådanne præciseringer kan foretages af parterne selv eller af et organ, der er oprettet af parterne, og som af disse er blevet tillagt en beslutningsbeføjelse, der er bindende for dem. Sådanne fortolkende retsakter har i dette tilfælde de retlige virkninger, der følger af Wienerkonventionens artikel 31, stk. 3, litra a) (jf. i denne retning udtalelse 1/17 (CETA-aftalen EU-Canada) af 30.4.2019, EU:C:2019:341, præmis 233 og 234).
77 Domstolen har i øvrigt allerede fastslået, at for at fastlægge rækkevidden af udtrykket »handling, som er foretaget af Det Øverste Råd eller bestyrelsen for én af skolerne«, i aftalens artikel 27, stk. 2, første afsnit, første punktum, skal der i henhold til Wienerkonventionens artikel 31, stk. 3, litra b), bl.a. tages hensyn til enhver efterfølgende praksis vedrørende denne aftales anvendelse (jf. i denne retning Oberto og O’Leary-dommen, præmis 60 og 62).
78 For det første skal det i den konkrete sag fremhæves, at Det Øverste Råd, således som det fremgår af aftalens artikel 8, stk. 1, bl.a. er sammensat af »den eller de repræsentanter på ministerplan for hver af medlemsstaterne i [Unionen], der har bemyndigelse til at forpligte den pågældende medlemsstat«, og et medlem af Europa-Kommissionen.
79 Det følger heraf, at 2014-reglementets bestemmelser, og navnlig dettes artikel 62, 66 og 67 – der dels har indført en mulighed for at indgive en administrativ klage til generalsekretæren over et lærerråds afgørelser om ikke at tillade en elevs oprykning til næste klassetrin på sekundærniveau, dels har tillagt Klagenævnet retslig enekompetence til at behandle en klage over en afgørelse truffet af generalsekretæren på grundlag af en sådan administrativ klage – er blevet vedtaget af behørigt beføjede repræsentanter for disse medlemsstater og for Unionen, der har bemyndigelse til at forpligte disse.
80 For det andet skal det bemærkes, at selv om aftalens artikel 26 tillægger Domstolen kompetence til at træffe afgørelse om de tvister mellem de kontraherende parter vedrørende fortolkningen og anvendelsen af denne aftale, der ikke har kunnet bilægges i Det Øverste Råd, har vedtagelsen af 2014-reglementets artikel 62, 66 og 67, og før det vedtagelsen af de tilsvarende bestemmelser i 2005-reglementet, ikke ført til, at disse kontraherende parter har anlagt nogen sag for Domstolen med henblik på at forebygge eller anfægte en sådan vedtagelse. Selve den omstændighed, at de kontraherende parter i aftalen, forsamlet i Det Øverste Råd, vedtog disse bestemmelser i 2014-reglementet, synes således at vidne om, at der i forbindelse med vedtagelsen af de nævnte bestemmelser i 2014-reglementet var bred enighed mellem disse parter om den foretagne anvendelse og fortolkning af aftalens bestemmelser.
81 Disse kontraherende parter har endvidere heller ikke – i givet fald ved at gøre brug af den mekanisme, der således er fastsat i aftalens artikel 26 – bestridt eller rejst tvivl om den systematiske anvendelse, der senere er sket af bestemmelserne i 2014-reglementets artikel 62, 66 og 67 og af de tilsvarende bestemmelser, der tidligere var indeholdt i 2005-reglementet, dels fra generalsekretærens side, når denne har skullet afgøre administrative klager over lærerrådsafgørelser om ikke at tillade en elevs oprykning til næste klassetrin på sekundærniveau, dels fra Klagenævnets side, når dette har skullet afgøre klager over generalsekretærens afgørelser og systematisk har udøvet den retslige kompetence, som det er tillagt ved denne artikel 67 i 2014-reglementet.
82 Under disse omstændigheder må det fastslås, at Det Øverste Råds vedtagelse af 2014-reglementets artikel 62, 66 og 67 og før dette af de tilsvarende bestemmelser i 2005-reglementet samt såvel generalsekretærens som Klagenævnets siden da uafbrudte anvendelse af disse bestemmelser, uden at de kontraherende parter i aftalen har anfægtet denne vedtagelse og anvendelse, kan godtgøre, at der foreligger om ikke en efterfølgende aftale mellem disse deltagere vedrørende denne aftales fortolkning eller anvendelsen af dens bestemmelser som omhandlet i Wienerkonventionens artikel 31, stk. 3, litra a), så i det mindste en praksis, som fastslår en enighed mellem deltagerne vedrørende en sådan fortolkning som omhandlet i denne konventions artikel 31, stk. 3, litra b). Den omstændighed, at parterne i aftalen ikke har anfægtet en sådan uafbrudt anvendelse, må nemlig anses for en adfærd fra disse parters side, som er udtryk for deres stiltiende samtykke til den nævnte anvendelse, og dermed for en sådan praksis.
83 En sådan aftale og/eller en sådan praksis kan have forrang for ordlyden af aftalens artikel 27, stk. 2, første afsnit, første punktum. Det følger heraf, at denne bestemmelse skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at afgørelser truffet af Europaskolernes lærerråd om ikke at give tilladelse til en elevs oprykning til næste klassetrin principielt betragtes som omfattet af den nævnte bestemmelse (jf. i denne retning Oberto og O’Leary-dommen, præmis 65-67).
84 Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at Klagenævnet i henhold til 2014-reglementets artikel 67, stk. 1, har enekompetence i første og sidste instans til, når de i dette reglements artikel 62, stk. 1, indførte administrative retsmidler er udtømte, at træffe afgørelse om en tvist om en afgørelse truffet af et lærerråd på en Europaskole om ikke at give tilladelse til en elevs oprykning til næste klassetrin på sekundærniveau, og at en sådan enekompetence ikke er i strid med aftalens artikel 27, stk. 2.
85 Det skal endvidere præciseres, at en sådan fortolkning af de relevante bestemmelser i aftalen og i 2014-reglementet i modsætning til, hvad PD og LC har gjort gældende, ikke tilsidesætter de berørtes ret til en effektiv domstolsbeskyttelse.
86 I denne henseende fremgår det af nærværende doms præmis 52 og 72, at ordningen med Europaskolerne er en ordning sui generis, der er etableret ved en international aftale, som er resultatet af tilsagn afgivet mellem Unionen og dens medlemsstater, og som udspringer af et ønske hos disse parter om at sikre, at EU-institutionerne kan fungere tilfredsstillende. Selv om ordningen med Europaskolerne udgør en international organisation, der er adskilt fra Unionen, er den således funktionelt set meget tæt knyttet til Unionen som påpeget i nærværende doms præmis 53. I tredje og fjerde betragtning til afgørelse 94/557 og 94/558 fremhæves det i øvrigt, at Unionens indgåelse af aftalen bl.a. har været styret af den omstændighed, at Unionens deltagelse i gennemførelsen af denne aftale under udøvelse af de beføjelser, der følger af de regler, der er fastsat i aftalen, og af fremtidige beslutninger, der træffes i overensstemmelse med dens bestemmelser, har vist sig at være nødvendig for at nå Unionens mål.
87 Som Kommissionen har gjort gældende i retsmødet, og som generaladvokaten har anført i punkt 97 i forslaget til afgørelse, udgør den retsorden, der er indført ved traktaterne om oprettelse af Unionen, således en helhed af konventionsbaserede folkeretlige regler, der kan vise sig at være relevante for fortolkningen af aftalen, således som det fremgår af Wienerkonventionens artikel 31, stk. 3, litra c). Denne sidstnævnte bestemmelse, som kodificerer den folkeretlige sædvaneret, bestemmer nemlig, at der ved fortolkningen af en traktat, jævnsides med sammenhængen, skal tages hensyn til de relevante folkeretlige regler, der finder anvendelse i forholdet mellem parterne, herunder bl.a. de øvrige traktater, der er blevet indgået af de kontraherende parter i den traktat, der er genstand for en sådan fortolkning (jf. Den Internationale Domstol, sag om visse spørgsmål vedrørende gensidig retshjælp i straffesager (Djibouti mod Frankrig), dom af 4.6.2008, ICJ Reports 2008, s. 219, præmis 112-114). I det foreliggende tilfælde er aftalen blevet indgået af Unionens medlemsstater og Unionen selv, idet medlemsstaterne er parter i traktaterne om oprettelse af Unionen, og Unionen udleder sin eksistens, sin status som juridisk person og sine beføjelser af disse traktater.
88 I denne henseende skal det tillige bemærkes, at de internationale aftaler, som Unionen indgår, skal være fuldt forenelige med traktaterne og med de heraf følgende forfatningsmæssige principper, herunder bl.a. de garantier, der er sikret ved Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) (jf. i denne retning udtalelse 1/17 (CETA-aftalen EU-Canada) af 30.4.2019, EU:C:2019:341, præmis 165 og 167 og den deri nævnte retspraksis).
89 Hvad angår aftalen følger det bl.a. af de betragtninger, der er redegjort for i nærværende doms præmis 86-88, at de generelle EU-retlige principper både skal styre fortolkningen af denne aftale og behørigt tages i betragtning og overholdes af de ved denne aftale oprettede organer, når disse organer udøver de beføjelser, der følger af de i aftalen opstillede regler, og foretager handlinger i overensstemmelse med aftalens bestemmelser (jf. i denne retning dom af 14.6.2011, Miles m.fl., C-196/09, EU:C:2011:388, præmis 43, og Oberto og O’Leary-dommen, præmis 74).
90 Hvad nærmere bestemt angår princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse, der er tale om i den foreliggende sag, udgør dette princip i henhold til fast retspraksis et generelt princip i EU-retten, som udspringer af medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner, og som er fastslået i artikel 6 og 13 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, og som nu er bekræftet i chartrets artikel 47 (dom af 18.5.2021, Asociaţia »Forumul Judecătorilor din România« m.fl., C-83/19, C-127/19, C-195/19, C-291/19, C-355/19 og C-397/19, EU:C:2021:393, præmis 190 og den deri nævnte retspraksis).
91 Det fremgår i øvrigt af fjerde betragtning, femte led, til aftalen, at denne aftale har som et af sine mål at sikre en relevant juridisk beskyttelse mod handlinger foretaget af Det Øverste Råd eller bestyrelserne for Europaskolerne, og at et sådant mål har været afgørende for oprettelsen af Klagenævnet (jf. i denne retning Oberto og O’Leary-dommen, præmis 48).
92 Indledningsvis og hvad angår Klagenævnet som sådant har Domstolen i denne henseende allerede fastslået, at denne instans opfylder samtlige betingelser, der gør det muligt at kvalificere et organ som »en ret« i artikel 267 TEUF’s forstand, bl.a. om at dette organ er oprettet ved lov, har permanent karakter, virker som obligatorisk retsinstans, anvender en kontradiktorisk sagsbehandling, træffer afgørelse på grundlag af retsregler, og at det er uafhængigt, med undtagelse af betingelsen om, at det skal henhøre under en af medlemsstaterne (Oberto og O’Leary-dommen, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).
93 Hvad dernæst angår den omstændighed, at Klagenævnet træffer afgørelse i første og sidste instans, skal det bemærkes, at i medfør af chartrets artikel 47 giver princippet om effektiv domstolsbeskyttelse ret til adgang til domstolsprøvelse, men ikke til behandling i to instanser (Oberto og O’Leary-dommen, præmis 73 og den deri nævnte retspraksis).
94 Hvad endelig angår rækkevidden af den retslige kompetence, som Klagenævnet er tillagt for så vidt angår afgørelser truffet af et lærerråd på en Europaskole om ikke at give tilladelse til en elevs oprykning til næste klassetrin, fremgår det af 2014-reglementets artikel 62, stk. 1, at sådanne afgørelser fra et lærerråd kun kan påklages af elevernes retlige repræsentanter, såfremt der foreligger formelle fejl eller nye omstændigheder, der er anerkendt af generalsekretæren på grundlag af dokumentation fremlagt af skolen eller af elevens retlige repræsentanter.
95 Denne bestemmelse fastsætter, at ved »formel fejl« forstås enhver tilsidesættelse af en retsregel vedrørende proceduren for oprykning til næste klassetrin, der er af en sådan karakter, at lærerrådet ville have truffet en anden afgørelse, hvis denne fejl ikke var blevet begået, samtidig med at det i denne forbindelse bl.a. præciseres, at de nærmere betingelser for den praktiske tilrettelæggelse af eksamener er skolernes ansvar og ikke kan anses for en formel fejl. Ved en »ny omstændighed« forstås ethvert element, som lærerrådet ikke var gjort bekendt med, fordi ingen – hverken lærere, forældre eller elev – havde kendskab hertil, da lærerrådets drøftelser fandt sted, og som havde kunnet påvirke dets afgørelse, idet en omstændighed, som forældrene havde kendskab til, men som lærerrådet ikke var blevet gjort bekendt med, ikke kan kvalificeres som et nyt element i den nævnte bestemmelses forstand.
96 Det er desuden præciseret i 2014-reglementets artikel 62, stk. 1, sidste afsnit, at bedømmelserne af elevernes færdigheder og tildelingen af en karakter for en test eller en opgave i løbet af skoleåret alene er undergivet lærerrådets skønsbeføjelse, og at disse bedømmelser ikke kan påklages.
97 Som det fremgår af de afgørelser fra Klagenævnet, som Europaskolen i Varese har fremlagt, er bestemmelserne i 2014-reglementets artikel 62, stk. 1, selv om de angår en administrativ klage indgivet til generalsekretæren, følgelig også afgørende for rækkevidden af dette nævns retslige kompetence i tilfælde af, at en elevs retlige repræsentanter påklager en afgørelse fra generalsekretæren om ikke at give medhold i den administrative klage, der oprindeligt blev indgivet til generalsekretæren.
98 Selv et søgsmål, der er således afgrænset med henblik på bl.a. at bevare den pædagogiske skønsmargen, som nødvendigvis må tilkomme det kollegium af lærere, der har undervist den elev, hvis oprykning til næste klassetrin er genstand for en vurdering og en afgørelse fra dette kollegiums side, tilsidesætter imidlertid ikke princippet om effektiv domstolsbeskyttelse, for så vidt som der ved »tilsidesættelse af en retsregel vedrørende proceduren for oprykning til næste klassetrin« som omhandlet i 2014-reglementets artikel 62, stk. 1, i bred forstand forstås tilsidesættelse af enhver såvel rent processuel som materiel regel, der nødvendigvis skal ligge til grund for lærerrådenes drøftelser. Som det fremgår af nærværende doms præmis 89, indgår blandt sådanne regler bl.a. de gældende generelle principper i EU-retten, som Klagenævnet følgelig skal sikre bliver overholdt, når det modtager en klage over et lærerråds afgørelse om ikke at give tilladelse til en elevs oprykning til næste klassetrin.
99 Hvad angår omfanget af den prøvelse, som dette klagenævn udøver angående begrundelsen for en sådan afgørelse fra et lærerråd, kræver princippet om effektiv domstolsbeskyttelse således navnlig, at en sådan prøvelse – med forbehold af den ovennævnte vide skønsmargen, der er uløseligt forbundet med den funktion med drøftelse, som lærerrådet er tildelt – som minimum omfatter en efterprøvelse af, at der ikke foreligger overskridelse af beføjelser eller magtfordrejning, retlige fejl eller et åbenbart urigtigt skøn (jf. i denne retning dom af 19.11.2019, A.K. m.fl. (Den øverste domstols disciplinærafdelings uafhængighed), C-585/18, C-624/18 og C-625/18, EU:C:2019:982, præmis 145, og af 15.4.2021, FV mod Rådet, C-875/19 P, EU:C:2021:283, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).
100 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte præjudicielle spørgsmål besvares med, at bestemmelserne i aftalens artikel 27, stk. 2, sammenholdt med bestemmelserne i 2014-reglementets artikel 61, 62, 66 og 67, skal fortolkes således, at Klagenævnet har enekompetence i første og sidste instans til, når de i dette almindelige reglement indførte administrative retsmidler er udtømte, at træffe afgørelse om en tvist om lovligheden af en afgørelse truffet af et lærerråd på en Europaskole om ikke at give tilladelse til en elevs oprykning til næste klassetrin på sekundærniveau.
Sagsomkostninger
101 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:
Bestemmelserne i artikel 27, stk. 2, i vedtægten for Europaskolerne, indgået i Luxembourg den 21. juni 1994 mellem medlemsstaterne og De Europæiske Fællesskaber, sammenholdt med bestemmelserne i artikel 61, 62, 66 og 67 i Europaskolernes almindelige reglement, i sin version nr. 2014-03-D-14-en-11, skal fortolkes således, at Klagenævnet har enekompetence i første og sidste instans til, når de i dette almindelige reglement indførte administrative retsmidler er udtømte, at træffe afgørelse om en tvist om lovligheden af en afgørelse truffet af et lærerråd på en Europaskole om ikke at give tilladelse til en elevs oprykning til næste klassetrin på sekundærniveau.
Underskrifter