Language of document :

Sag anlagt den 31. juli 2009 - Tilda Riceland mod KHIM - Siam Grains (BASMALI LONG GRAIN RICE RIZ LONG DE LUXE)

(Sag T-304/09)

Stævningen er affattet på: engelsk

Parter

Sagsøger: Tilda Riceland Ltd (Gurgaon, Indien) (ved barrister S. Malynicz og solicitors D. Sills og N. Urwin)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Siam Grains Company Limited (Bangkok, Thailand)

Sagsøgerens påstande

Afgørelse truffet den 19. marts 2009 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 513/2008-1) annulleres.

Sagsøgte og den anden part i sagen for appelkammeret tilpligtes at bære deres egne omkostninger og betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ansøger om EF-varemærket: Siam Grains Company Limited

Det omhandlede EF-varemærke: Figurmærket "BASMALI LONG GRAIN RICE RIZ LONG DE LUXE" for varer i klasse 30

Indehaver af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: Tilda Riceland Ltd

Det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: Ordet "BASMATI", der anvendes som ikke-registreret varemærke for ris, og et tegn bestående i ordet "BASMATI" anvendt erhvervsmæssigt som betegnelse for en vareklasse, nemlig ris

Indsigelsesafdelingens afgørelse: Indsigelsen forkastet

Appelkammerets afgørelse: Afslag på klagen

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 4, i Rådets forordning nr. 207/2009, idet appelkammeret fejlagtigt udelukkende har baseret sin afgørelse på en fortolkning af bestemmelsen, der ikke tager hensyn til den berørte medlemsstats nationale lovgivning og retspraksis; for det andet har appelkammeret ikke anvendt dennes medlemsstats, nemlig Det Forenede Kongeriges, ret vedrørende den form for common law-søgsmål, der kaldes "videregående utilbørlig udnyttelse" ("extended form of passing off"); for det tredje har appelkammeret fejlagtigt krævet, at sagsøgeren skal være indehaver af ejendomsrettigheder over tegnet "BASMATI"; og endelig har appelkammeret fejlagtigt anset ordet "BASMATI" for at være generisk.

____________