Appel iværksat den 2. januar 2014 af BQ til prøvelse af Personalerettens dom af 23. oktober 2013 i sag F-39/12, BQ mod Revisionsretten

(Sag T-7/14 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: BQ (Bereldange, Luxembourg) (ved advokaterne D. de Abreu Caldas og J.-N. Louis)

Den anden part i appelsagen: Revisionsretten for Den Europæiske Union

Appellantens påstande

Dom afsagt af Personaleretten (Tredje Afdeling) den 23. oktober i sag F-39/12, BQ mod Revisionsretten, annulleres.

Revisionsretten tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanten fremsat fire anbringender.

Første anbringende vedrører en retlig fejl i forbindelse med betingelserne for at drage Den Europæiske Union til ansvar ved gennemførelsen af artikel 24 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, for så vidt som Personaleretten har krævet, at den episode, som er uforenelig med en ordentlig og rolig afvikling af tjenesten, skal have påvirket den berørte parts arbejdsevne og helbred, selvom denne sidste betingelse hverken følger af vedtægten eller af retspraksis. Appellanten gør i øvrigt gældende, at Personaleretten har forvansket sagens faktiske omstændigheder, idet den har lagt til grund, dels at Revisionsretten har truffet alle de nødvendige foranstaltninger for at genoprette en ordentlig og rolig afvikling af tjenesten, og dels at problemerne på arbejdspladsen ikke har påvirket den berørte parts helbred. Samtidig skred Revisionsretten ikke ind med den nødvendige fasthed og hurtighed for at bringe konfliktsituationen til ophør, hvilket medførte en vedvarende total invaliditet for appellanten (vedrørende præmis 67 og 68 i den anfægtede dom).

Andet anbringende vedrører en retlig fejl i forbindelse med Personalerettens legalitetskontrol, da den hævdede, at de lægelige vurderinger, der påpegede, at der forelå psykiske problemer som følge af den psykiske chikane, som appellanten blev udsat for på sin arbejdsplads, ikke kunne bruges som bevis for, at den pågældende rent faktisk havde været offer for psykisk chikane. Appellanten gør gældende, at Personaleretten ikke er beføjet til at rejse tvivl om en lægefaglig vurdering og heraf udlede modstridende konklusioner.

Tredje anbringende vedrører en overtrædelse af proportionalitetsprincippet i forbindelse med Personalerettens fastlæggelse af den skadeserstatning, som appellanten fik tildelt som følge en forsinkelse på mere end to år ved fremsendelsen af undersøgelsesrapporten. Erstatningen blev af Personaleretten sat til 2 000 EUR uden angivelse af en begrundelse herfor, som kunne sætte appellanten i stand til at forstå hvilke overvejelser, der har ført til dette beløb. Appellanten gør gældende, at Personaleretten ikke har taget de forhold i betragtning, hvorunder skaden blev påført.

Fjerde anbringende vedrører en retlig fejl i forbindelse med fordelingen af sagsomkostninger.