RETTENS DOM (Sjette Afdeling)

11. maj 2022 (*)

»Unionens egne indtægter – medlemsstaternes økonomiske ansvar – importtold – indbetaling til Kommissionen af beløb svarende til egne indtægter, som ikke er blevet inddrevet – søgsmål støttet på ugrundet berigelse for Unionen – en medlemsstats forpligtelser på området for egne indtægter – forpligtelse til sikkerhedsstillelse – fritagelse for at stille beløb svarende til fastlagte fordringer, der er erklæret uinddrivelige, til rådighed«

I sag T-151/20,

Den Tjekkiske Republik ved M. Smolek, J. Vláčil og O. Serdula, som befuldmægtigede,

sagsøger,

støttet af

Kongeriget Belgien ved S. Baeyens og J.-C. Halleux, som befuldmægtigede,

og af

Republikken Polen ved B. Majczyna, som befuldmægtiget,

intervenienter,

mod

Europa-Kommissionen ved T. Materne og P. Němečková, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 268 TEUF med påstand om tilbagebetaling af et beløb på 40 482 255 tjekkiske kroner (CZK), der er betalt i henhold til Den Europæiske Union egne indtægter,

har

RETTEN (Sjette Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, A. Marcoulli, og dommerne J. Schwarcz og R. Norkus (refererende dommer),

justitssekretær: fuldmægtig R. Ūkelytė,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 12. november 2021,

afsagt følgende

Dom

 Sagens baggrund

 Vigtigste faktiske omstændigheder

1        Mellem den 2. og den 26. november 2007 gennemførte Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) en EF-tjenesterejse med henblik på administrativt samarbejde og administrative undersøgelser i Laos, hvori der deltog en repræsentant for de tjekkiske toldmyndigheder (herefter »inspektionen«). Undersøgelsen vedrørte kontrol af importen til forskellige lande i Den Europæiske Union af lommetændere med fyrsten, med gas som brændstof, ikke til genopfyldning (herefter »lommetændere«), med oprindelse i Laos, i perioden fra 2004 til 2007. Den 15. november 2007 blev der udfærdiget et dokument med titlen »agreed joint minutes«, der blev underskrevet af samtlige deltagere i inspektionen og de kompetente laotiske myndigheder (herefter »referatet af 15. november 2007«).

2        Efter inspektionen vedtog OLAF den 30. maj 2008 en inspektionsrapport (herefter »OLAF’s rapport«). Den 9. juli 2008 blev rapporten fremsendt til Den Tjekkiske Republik i den engelske, franske og tyske version.

3        Den 10. december 2008 vedtog OLAF den endelige undersøgelsesrapport.

4        Det fremgår af konklusionerne i OLAF’s rapport, at under den i rapporten omhandlede periode importerede Baide lighter Industry (LAO) Co., Ltd, herefter »selskabet BAIDE«) lommetændere med oprindelse i Kina, der blev frembudt for toldmyndighederne som hidrørende fra Laos, hvorved de således undgik den antidumpingtold, der fandt anvendelse på lommetændere med oprindelse i Kina.

5        Det fremgik i denne forbindelse af OLAF’s rapport, at »de ved inspektionen godtgjorte beviser for den kinesiske oprindelse [var tilstrækkelige] til, at medlemsstaterne kunne indlede en administrativ procedure med henblik på at ændre toldansættelsen«. Ifølge nævnte rapport var det nødvendigt, »at medlemsstaterne udfør[te] opfølgende revision og, om nødvendigt, undersøgelser af de pågældende importører, samt at de omgående indled[t]e en procedure med henblik på inddrivelse, hvis dette ikke allerede [var] sket«.

6        Konklusionerne i OLAF’s rapport vedrørte bl.a. 28 tilfælde, hvor selskabet BAIDE havde importeret lommetændere til Den Tjekkiske Republik og bragt dem i fri omsætning mellem den 26. september 2005 og den 1. marts 2007 (herefter »de omtvistede indførsler«).

7        De kompetente tjekkiske toldsteder traf foranstaltninger med henblik på at ændre toldansættelsen og foretage inddrivelse af tolden i disse tilfælde.

8        Det var imidlertid ikke i alle nævnte tilfælde muligt at ændre toldansættelsen eller inddrive de fastlagte fordringer.

9        Mellem den 22. september 2008 og den 18. februar 2009 blev de beløb, der svarede til de fastlagte fordringer, der endnu ikke var inddrevet for de omtvistede indførsler, bogført i det dertil beregnede regnskab, det såkaldte B-regnskab, i overensstemmelse med artikel 6, stk. 3, litra b), i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 af 22. maj 2000 om gennemførelse af afgørelse 2007/436/EF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter (EFT 2000, L 130, s. 1).

10      Mellem november 2013 og november 2014 indberettede Den Tjekkiske Republik i overensstemmelse med de gældende bestemmelser i informationssystemet WOMIS (Write-Off Management and Information System) de tilfælde, hvor Unionens egne indtægter ikke kunne inddrives.

11      Ved skrivelse af 20. januar 2015 meddelte Europa-Kommissionen Den Tjekkiske Republik – som svar på dens anmodning om fritagelse fra forpligtelsen til at stille de af Unionens egne indtægter til rådighed, som er nævnt i præmis 10 ovenfor – at betingelserne i artikel 17, stk. 2, i forordning nr. 1150/2000 ikke var opfyldt i nogen af de omhandlede tilfælde. Kommissionen opfordrede de tjekkiske myndigheder til at træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på, at denne institutions konto blev krediteret et beløb på 53 976 340 tjekkiske kroner (CZK) senest den første arbejdsdag efter den 19. dag i den anden måned efter den måned, hvori denne skrivelse blev sendt. Kommissionen tilføjede, at enhver forsinkelse ville medføre, at der skulle betales renter i henhold til artikel 11 i forordning nr. 1150/2000.

12      Den 17. marts 2015 indbetalte Den Tjekkiske Republik 75% af det i præmis 11 omhandlede beløb til Kommissionens hertil udpegede konto efter fradrag af opkrævningsomkostninger svarende til 25% af det nævnte beløb, dvs. et beløb på 40 482 255 CZK (herefter »det omtvistede beløb«).

13      Ved skrivelse af 27. februar 2015 gav Den Tjekkiske Republik for at undgå at blive pålagt at betale de i artikel 11 i forordning nr. 1150/2000 omhandlede renter udtryk for betænkeligheder, idet den meddelte Kommissionen, at der var tale om en betaling under forbehold for, at denne myndigheds krav var velbegrundede.

14      Kommissionen besvarede skrivelsen af 27. februar 2015 ved skrivelser af 4. og 21. maj 2015.

15      Den ovenfor i præmis 12 omhandlede betaling blev den 22. december 2016 suppleret med en anden betaling svarende til 5% af det omhandlede beløb, dvs. et beløb på 2 698 817 CZK, der svarede til den forskel vedrørende beløbet til dækning af opkrævningsomkostninger, der var forbundet med nedsættelsen af satsen fra 25% til 20% som følge af en ændring med tilbagevirkende kraft af de gældende bestemmelser.

 Forudgående retslig procedure

16      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 30. marts 2015 anlagde Den Tjekkiske Republik sag med påstand om annullation af Kommissionens skrivelse af 20. januar 2015.

17      Ved kendelse af 28. juni 2018, Den Tjekkiske Republik mod Kommissionen (T-147/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:395), blev Kommissionen frifundet, for så vidt som søgsmålet var rettet mod en retsakt, der ikke kunne gøres til genstand for et annullationssøgsmål.

18      Den appel, der blev iværksat til prøvelse af kendelsen af 28. juni 2018, Den Tjekkiske Republik mod Kommissionen (T-147/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:395), blev forkastet af Domstolen i dom af 9. juli 2020, Den Tjekkiske Republik mod Kommissionen (C-575/18 P, EU:C:2020:530).

19      Domstolen præciserede følgende i denne doms præmis 81:

»[N]år en medlemsstat har stillet et beløb i henhold til Unionens egne indtægter til rådighed for Kommissionen, idet den har taget forbehold for spørgsmålet, om denne institutions holdning var korrekt, og den dialogprocedure, [som det i henhold til princippet om loyalt samarbejde påhviler Kommissionen at indlede med denne medlemsstat for at klarlægge de respektive holdninger og fastlægge de forpligtelser, der påhviler denne medlemsstat,] ikke har gjort det muligt at bringe tvisten mellem denne medlemsstat og den nævnte institution til ophør, kan den nævnte medlemsstat kræve erstatning på grund af ugrundet berigelse for Unionen og i givet fald anlægge et søgsmål for Retten herom.«

 Retsforhandlinger og parternes påstande

20      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 16. marts 2020 har Den Tjekkiske Republik anlagt nærværende søgsmål.

21      Kommissionen har indgivet svarskrift den 7. september 2020.

22      Ved processkrifter indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 8. og den 16. juli 2020 har Republikken Polen og Kongeriget Belgien anmodet om tilladelse til at intervenere i den foreliggende sag til støtte for Den Tjekkiske Republiks påstande.

23      Ved afgørelser af 16. september 2020 har formanden for Rettens Sjette Afdeling givet tilladelse til disse interventioner.

24      Republikken Polen og Kongeriget Belgien har hver især indgivet interventionsindlæg den 30. november 2020.

25      Parterne har indgivet bemærkninger til Kongeriget Belgiens interventionsindlæg inden for de fastsatte frister. Kommissionen har ligeledes fremsat bemærkninger til Republikken Polens interventionsindlæg.

26      Den Tjekkiske Republik har indleveret replik den 27. november 2020, og Kommissionen har indleveret duplik den 18. januar 2021.

27      Ved skrivelse af 15. marts 2021 har sagsøgeren fremsat anmodning om afholdelse af retsmøde i henhold til artikel 106, stk. 2, i Rettens procesreglement.

28      Ved en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse af 7. september 2021 har Retten anmodet Kommissionen om at fremlægge OLAF’s endelige undersøgelsesrapport, der blev vedtaget den 10. december 2008, og stillet hovedparterne skriftlige spørgsmål. Den Tjekkiske Republik og Kommissionen har besvaret denne anmodning inden for de fastsatte frister.

29      Den Tjekkiske Republik har som svar på et af de spørgsmål, den er blevet stillet, frafaldet sine påstande om tilbagebetaling af det ovenfor i præmis 15 omhandlede beløb på 2 698 817 CZK.

30      Ved skrivelse af 1. oktober 2021 har Kongeriget Belgien afstået fra at deltage i retsmødet.

31      Ved skrivelse af 13. oktober 2021 har Republikken Polen afstået fra at deltage i retsmødet.

32      Hovedparterne har afgivet indlæg og besvaret mundtlige spørgsmål fra Retten i retsmødet den 12. november 2021.

33      Efter det delvise frafald, der er nævnt i præmis 29 ovenfor, har Den Tjekkiske Republik nedlagt følgende påstande:

–        Kommissionen tilpligtes at tilbagebetale Den Tjekkiske Republik det omtvistede beløb på grund af ugrundet berigelse for Unionen.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

34      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Den Tjekkiske Republik tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

35      Kongeriget Belgien og Republikken Polen har nedlagt påstand om, at de af sagsøgeren nedlagte påstande tages til følge.

 Retlige bemærkninger

 Søgsmålets genstand og betingelserne for at anlægge sag om ugrundet berigelse

36      Den Tjekkiske Republik har nedlagt påstand om tilbagebetaling af det omtvistede beløb, som den mener, at den uretmæssigt har betalt i henhold til Unionens egne indtægter. Den Tjekkiske Republik har til støtte for sin påstand gjort gældende, at Unionen har pådraget sig ansvar uden for kontraktforhold på grund af ugrundet berigelse.

37      Kommissionen har i denne forbindelse i det væsentlige gjort gældende, at Den Tjekkiske Republik har begrænset sin argumentation til at afvise indholdet af skrivelsen af 20. januar 2015. Et søgsmål, der støttes på ugrundet berigelse, kan imidlertid ikke træde i stedet for et annullationssøgsmål til prøvelse af denne skrivelse. Tvistens genstand er således ikke indholdet af skrivelsen af 20. januar 2015, men spørgsmålet om, hvorvidt »[det omtvistede beløb] tilkommer Unionen som egne indtægter eller ej«.

38      Den Tjekkiske Republik har svaret, at skrivelsen af 20. januar 2015 udgør rammen for tvisten, og at Kommissionen ikke kan ændre denne ramme ved at fremføre nye argumenter til anfægtelse af dens anbringender, som ikke blev gjort gældende over for Den Tjekkiske Republik i skrivelsen. Den Tjekkiske Republik er af den opfattelse, at nævnte skrivelse har retsvirkninger, og at »en undersøgelse af søgsmålet om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb og af betingelsen om, at der ikke foreligger et gyldigt retsgrundlag for den pågældende berigelse, også må følge af Kommissionens standpunkt i [skrivelsen] af 20. januar 2015«.

39      Adspurgt herom under retsmødet bekræftede Den Tjekkiske Republik det standpunkt, der forsvares i dens skriftlige indlæg.

40      Efter således at have nævnt hovedparternes argumenter vedrørende sagens genstand skal det fremhæves, at søgsmål støttet på ugrundet berigelse ikke henhører under ordningen for ansvar uden for kontrakt i egentlig forstand, der forudsætter, at en række betingelser skal være opfyldt vedrørende den retsstridige adfærd, der foreholdes Unionen, det eventuelle tab samt årsagssammenhængen mellem denne adfærd og det påberåbte tab. Det adskiller sig fra søgsmål indledt i henhold til nævnte ordning, idet der ikke stilles krav om bevis for en retsstridig adfærd fra sagsøgtes side og end ikke, at der ganske enkelt er tale om en adfærd, men alene kræves bevis for en berigelse hos sagsøgte uden gyldigt juridisk grundlag og et tab for sagsøgeren, der er forbundet med nævnte berigelse (dom af 16.12.2008, Masdar (UK) mod Kommissionen, C-47/07 P, EU:C:2008:726, præmis 49).

41      Det skal i denne henseende præciseres, at ifølge de retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, har en person, der har lidt et tab, der forbedrer en anden persons aktiver, uden at der er et juridisk grundlag for denne berigelse, normalt ret til tilbagebetaling for dette tab fra den berigede person. Selv om EUF-traktaten ikke udtrykkeligt fastsætter en adgang til retsmidler, der er rettet mod denne handlingstype, ville en fortolkning af artikel 268 TEUF og af artikel 340, stk. 2, TEUF, der udelukker denne mulighed, føre til et resultat, der er i strid med princippet om effektiv domstolsbeskyttelse. Den sag, der støttes på ugrundet berigelse for Unionen, indledt i henhold til disse artikler, kræver bevis for en berigelse for sagsøgte uden gyldigt retsgrundlag og et bevis for tab for sagsøgeren, der er forbundet med nævnte berigelse (jf. i denne retning dom af 16.12.2008, Masdar (UK) mod Kommissionen, C-47/07 P, EU:C:2008:726, præmis 44 og 46-50).

42      Inden for rammerne af behandlingen af et sådant søgsmål tilkommer det Retten at vurdere bl.a., om den sagsøgende medlemsstats tab, der svarer til tilrådighedsstillelsen for Kommissionen af et beløb i henhold til Unionens egne indtægter, som denne medlemsstat har anfægtet, og den tilsvarende berigelse for denne institution kan begrundes i de forpligtelser, som den nævnte medlemsstat er pålagt i medfør af EU-retten på området for Unionens egne indtægter, eller derimod mangler en sådan begrundelse (dom af 9.7.2020, Den Tjekkiske Republik mod Kommissionen, C-575/18 P, EU:C:2020:530, præmis 83).

43      Under disse omstændigheder kan Den Tjekkiske Republik ikke godtgøre, at dens påstande er velbegrundede inden for rammerne af et søgsmål støttet på, at der foreligger en uberettiget berigelse for Kommissionen, ved blot at tilbagevise de argumenter, der er indeholdt i skrivelsen af 20. januar 2015, men skal godtgøre, dels at Kommissionens berigelse som følge tilrådighedsstillelsen af det omtvistede beløb ikke kan begrundes i de forpligtelser, der påhviler den i henhold til EU-retten på området for Unionens egne indtægter, dels at dens tab er forbundet med den nævnte berigelse.

44      I denne henseende følger Den Tjekkiske Republiks forpligtelser med hensyn til egne indtægter ikke af »den opfattelse, som Kommissionen har givet udtryk for i [skrivelsen] af 20. januar 2015«, men påhviler den direkte i medfør af den gældende lovgivning på dette område, uden at Kommissionen er blevet tillagt en beføjelse til at træffe afgørelser, der gør det muligt for den at pålægge medlemsstaterne at fastlægge beløbene for Unionens egne indtægter og at stille dem til rådighed for denne (jf. i denne retning dom af 9.7.2020, Den Tjekkiske Republik mod Kommissionen, C-575/18 P, EU:C:2020:530, præmis 62).

45      Det følger for det første heraf, at Den Tjekkiske Republiks argumenter, der består i at anfægte såvel begrundelsen for skrivelsen af 20. januar 2015 som Kommissionens adfærd under dialogen med Den Tjekkiske Republik, er irrelevante inden for rammerne af den foreliggende tvist, for så vidt som de ikke kan knyttes til den fremlæggelse af beviser, som Den Tjekkiske Republik skal foretage (jf. præmis 43 ovenfor).

46      For det andet kan skrivelsen af 20. januar 2015, i modsætning til, hvad Den Tjekkiske Republik har gjort gældende, heller ikke udgøre rammerne for tvisten, for så vidt som Den Tjekkiske Republik hermed begrænser Kommissionens argumenter, der går ud på at bestride, at der foreligger en ugrundet berigelse, til de i skrivelsen omhandlede argumenter.

47      Navnlig kan de oplysninger, der er indeholdt i skrivelsen af 20. januar 2015, ikke udgøre præcise, ubetingede og samstemmende oplysninger, der kan give Den Tjekkiske Republik anledning til begrundede forventninger med hensyn til den afgrænsning af sagens genstand, som Den Tjekkiske Republik kan gøre gældende over for Kommissionen inden for rammerne af et søgsmål, der er baseret på en ugrundet berigelse for denne institution.

48      Det følger heraf, at Kommissionen for Retten kan gøre ethvert forhold gældende med henblik på at anfægte, at der foreligger en ugrundet berigelse, herunder forhold, der ikke fremgår af skrivelsen af 20. januar 2015, uden at tilsidesætte princippet om beskyttelse af den berettigede forventning eller retten til god forvaltning som defineret i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

49      Henset til det ovenstående skal det nu inden for de rammer, der er defineret i præmis 42 ovenfor, undersøges, om det foreliggende søgsmål er velbegrundet under hensyn til de beviser, som Den Tjekkiske Republik har fremlagt, og de argumenter, som parterne har udvekslet.

 Sagens realitet og spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en ugrundet berigelse for Unionen

50      Den Tjekkiske Republik har i det væsentlige gjort gældende, at den ikke skal betale det omtvistede beløb, eftersom den først har kunnet træffe de nødvendige foranstaltninger til inddrivelse heraf efter fremsendelsen af OLAF’s rapport.

51      Ifølge Den Tjekkiske Republik kunne betingelserne for at fastlægge den told, der svarede til det omtvistede beløb, først opfyldes, efter at OLAF’s rapport var blevet fremsendt, idet det kun var indholdet heraf, der faktisk ville have gjort det muligt for Den Tjekkiske Republik med sikkerhed at fastlægge størrelsen på de udestående fordringer og disses debitor.

52      Selskabet BAIDE havde imidlertid indstillet al virksomhed på Den Tjekkiske Republiks område fra og med maj 2008, dvs. før fremsendelsen af OLAF’s rapport, således at der på tidspunktet for vedtagelsen af nævnte rapport i Den Tjekkiske Republik ikke fandtes andre aktiver, der kunne gøres udlæg i, end dem, der i sidste ende blev beslaglagt af de nationale toldmyndigheder.

53      Den forsinkelse, som toldmyndighederne angiveligt er skyldig i efter modtagelsen af den nævnte rapport, kunne således under alle omstændigheder ikke have medført, at det var umuligt at opkræve toldskylden.

54      Den Tjekkiske Republik har tilføjet, at den under alle omstændigheder ikke kan tilskrives nogen forsinkelse i fastlæggelsen og inddrivelsen af det omtvistede beløb efter modtagelsen af OLAF’s rapport. Den har præciseret, at toldmyndighederne traf de nødvendige foranstaltninger for at undgå en fortabelse af muligheden for en afgiftsberigtigelse i alle de pågældende 28 tilfælde af indførsler.

55      Under disse omstændigheder kan grundene til den manglende inddrivelse af det omtvistede beløb ikke tilskrives Den Tjekkiske Republik, og denne kan påberåbe sig den fritagelse for at stille egne indtægter til rådighed, der er omhandlet i artikel 17, stk. 2, i forordning nr. 1150/2000.

56      Følgelig er Kommissionens berigelse som følge af Den Tjekkiske Republiks tab gennem tilrådighedsstillelsen af det omtvistede beløb ikke baseret på et gyldigt retsgrundlag.

57      Kommissionen har nedlagt påstand om, at Den Tjekkiske Republiks argumentation skal forkastes i sin helhed, og gjort gældende, at Den Tjekkiske Republik ikke har ført bevis for en ugrundet berigelse.

58      Kommissionen har principalt gjort gældende, at bestemmelserne i artikel 17, stk. 2, i forordning nr. 1150/2000 ikke finder anvendelse på Den Tjekkiske Republik, eftersom Den Tjekkiske Republik ikke har bogført egne indtægter, der ikke er blevet inddrevet i det dertil beregnede særskilte regnskab, B-regnskabet, under iagttagelse af de i samme forordnings artikel 6, stk. 3, omhandlede frister.

59      Det følger nemlig af dom af 8. juli 2010, Kommissionen mod Italien (C-334/08, EU:C:2010:414, præmis 65), at medlemsstaternes mulighed for at blive fritaget for deres forpligtelse til at overdrage Kommissionen beløb svarende til fastlagte fordringer ikke blot kræver, at de betingelser, der er nævnt i artikel 17, stk. 2, i forordning nr. 1150/2000, overholdes, men også, at de nævnte fordringer regelmæssigt er blevet opført i B-regnskabet.

60      Ifølge Kommissionen har Den Tjekkiske Republik ikke overholdt de fastsatte frister og har således ikke forskriftsmæssigt i B-regnskabet bogført de udestående fordringer, eftersom den handlede for sent ved ikke at fastlægge den antidumpingtold, som selskabet BAIDE skyldte på de omtvistede indførsler umiddelbart efter inspektionens afslutning den 26. november 2007.

61      Selv hvis det antages, at de beløb, der svarer til de fastlagte fordringer, forskriftsmæssigt er blevet bogført i B-regnskabet, har Kommissionen gjort gældende, at Den Tjekkiske Republik burde have krævet sikkerhedsstillelse for inddrivelsen af det omtvistede beløb, inden de omtvistede indførsler blev bragt i fri omsætning, således at det efterfølgende ophør af selskabet BAIDE’s ophør af dets aktivitet ikke lovligt kunne udgøre en hindring for opkrævningen af disse fordringer.

62      Republikken Polen har fremhævet, at løsningen i dom af 9. juli 2020, Den Tjekkiske Republik mod Kommissionen (C-575/18 P, EU:C:2020:530), har stor betydning for de medlemsstater, der ønsker at gøre brug af muligheden for at blive hørt i tvister mellem dem og Kommissionen vedrørende forpligtelserne til at stille egne indtægter til rådighed.

63      Republikken Polen har gjort gældende, at Den Tjekkiske Republik ikke har kunnet inddrive de omtvistede beløb af en grund, som ikke kan tilskrives den, eftersom debitor havde indstillet sine aktiviteter inden den dato, hvor OLAF’s rapport blev vedtaget.

64      Kongeriget Belgien er af den opfattelse, at en medlemsstat kan påberåbe sig den fritagelse for at stille egne indtægter til rådighed, der er fastsat i artikel 17, stk. 2, i forordning nr. 1150/2000, selv i det tilfælde, hvor de egne indtægter er bogført i B-regnskabet for sent, hvis sådanne indtægter opfylder de materielle betingelser for en sådan bogføring, og den pågældende medlemsstat godtgør, at den manglende inddrivelse af visse egne indtægter følger af omstændigheder, som ikke kan tilskrives medlemsstaten.

65      I det foreliggende tilfælde har Den Tjekkiske Republik ikke foretaget en forsinket opkrævning af de omtvistede beløb, for så vidt som det i det væsentlige tilkom OLAF, såfremt OLAF fandt det nødvendigt officielt og efter afslutningen af inspektionen at fremsende de oplysninger, der var nødvendige for opkrævningen af toldskylden, og ikke »passivt« at regne med, at den tjekkiske forvaltnings repræsentant, der var til stede under inspektionen, gjorde det.

66      Retten er af den opfattelse, at den mellem parterne udvekslede argumentation, således som den er gengivet ovenfor, skal føre til, at følgende fire punkter undersøges i følgende rækkefølge: betingelserne for Den Tjekkiske Republiks anvendelse af muligheden for at blive fritaget for sin forpligtelse til at stille det omtvistede beløb til rådighed; det tidspunkt, hvor den af selskabet BAIDE skyldige antidumpingtold, svarende til det omtvistede beløb, skulle fastlægges; konsekvenserne af det nævnte selskabs ophør af sine aktiviteter for forpligtelsen til at stille det omtvistede beløb til rådighed og Den Tjekkiske Republiks forpligtelse til at etablere sikkerhed for inddrivelse af det omtvistede beløb.

 Om betingelserne for Den Tjekkiske Republiks mulighed for at blive fritaget for sin forpligtelse til at stille det omtvistede beløb til rådighed

67      Som anført i præmis 58 ovenfor har Kommissionen gjort gældende, at Den Tjekkiske Republik ikke kan påberåbe sig bestemmelserne i artikel 17, stk. 2, i forordning nr. 1150/2000, eftersom den ikke har godtgjort, at den i B-regnskabet har bogført de udestående fordringer inden for de frister, der er fastsat i samme forordnings artikel 6, stk. 3, litra b).

–       Gældende bestemmelser

68      For så vidt angår perioden for de faktiske omstændigheder i sagen finder to afgørelser vedrørende ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter successivt anvendelse, nemlig Rådets afgørelse 2000/597/EF, Euratom af 29. september 2000 om ordningen for De Europæiske Fællesskabers egne indtægter (EFT 2000, L 253, s. 42), og derefter fra den 1. januar 2007 Rådets afgørelse 2007/436/EF, Euratom af 7. juni 2007 om ordningen for De Europæiske Fællesskabers egne indtægter (EUT 2007, L 163, s. 17).

69      I henhold til artikel 2, stk. 1, litra b), i afgørelse 2000/597, hvis indhold i det væsentlige er gentaget i artikel 2, stk. 1, litra a), i afgørelse 2007/436, omfatter egne indtægter, der opføres på Den Europæiske Unions budget, provenuet af bl.a. »told i henhold til den fælles toldtarif og anden told, der af [Unionens] institutioner er pålagt eller vil blive pålagt handelen med ikke-medlemsstater«.

70      Artikel 8, stk. 1, første og tredje afsnit, i afgørelse 2000/597 og afgørelse 2007/436 bestemmer bl.a. dels, at Unionens egne indtægter opkræves af medlemsstaterne i henhold til deres nationale love og administrative bestemmelser, som i givet fald tilpasses EU-forskrifternes krav, dels at medlemsstaterne stiller disse indtægter til Kommissionens rådighed.

71      Forordning nr. 1150/2000, der finder anvendelse på den foreliggende sag, er resultatet af to ændringer, der i løbet af perioden for de faktiske omstændigheder i sagen er blevet indført med virkning fra den 28. november 2004 ved Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2028/2004 af 16. november 2004 (EUT 2004, L 352, s. 1) og med virkning fra den 1. januar 2007 ved Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 105/2009 af 26. januar 2009 (EUT 2009, L 36, s. 1).

72      I henhold til artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1150/2000 opstår der en fordring for Unionen på de omhandlede egne indtægter, når toldbestemmelsernes betingelser om bogføring af fordringen er opfyldt, og beløbet er meddelt debitor. Den i stk. 1 omhandlede fastlæggelse anses for at have fundet sted på den i toldbestemmelserne fastsatte bogføringsdato i overensstemmelse med samme forordnings artikel 2, stk. 2, første afsnit.

73      Denne forordnings artikel 6, stk. 1, og artikel 6, stk. 3, litra a) og b), bestemmer:

»1.      Et regnskab over egne indtægter, opdelt efter indtægternes art, føres af hver medlemsstats finansforvaltning eller af det af hver medlemsstat udpegede organ.

[…]

3.

a)      De i henhold til artikel 2 konstaterede fordringer opføres, med forbehold af litra b), i regnskabet [normalt betegnet »A-regnskabet«] senest den første arbejdsdag efter den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken fordringen blev konstateret.

b)      De fordringer, der er konstateret, men ikke opført i det regnskab, der er omhandlet i litra a), fordi de endnu ikke er indgået, og der ikke er stillet sikkerhed, opføres inden for den i litra a) fastsatte frist i et særskilt regnskab [normalt betegnet »B-regnskabet«]. Medlemsstaterne kan benytte samme fremgangsmåde, når fordringer, der er konstateret og dækket af garantier, anfægtes og forventes at blive ændret som følge af de opståede uoverensstemmelser.«

74      Den nævnte forordnings artikel 9, stk. 1, første afsnit, bestemmer:

»Som fastlagt i artikel 10 fører hver enkelt medlemsstat egne indtægter til kredit for den konto, som med henblik herpå er oprettet i Kommissionens navn hos medlemsstatens finansforvaltning eller hos det af medlemsstaten udpegede organ.«

75      Samme forordnings artikel 10, stk. 1, bestemmer følgende:

»Efter fradrag af opkrævningsomkostninger, jf. artikel 2, stk. 3, og artikel 10, stk. 3, i afgørelse 2007/436[…], foretages den i artikel 2, stk. 1, litra a), i nævnte afgørelse omhandlede kreditering senest den første arbejdsdag efter den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken fordringen blev fastlagt i henhold til artikel 2 i nærværende forordning.

For de fordringer, som er opført i det særskilte regnskab i henhold til artikel 6, stk. 3, litra b), i denne forordning, skal krediteringen dog foretages senest den første arbejdsdag efter den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken fordringen er indgået.«

76      I henhold til artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 1150/2000 medfører enhver forsinkelse af krediteringen af den i artikel 9, stk. 1, foreskrevne konto, at den pågældende medlemsstat skal betale morarenter.

77      Forordningens artikel 17, stk. 1-4, bestemmer:

»1.      Medlemsstaterne skal træffe alle nødvendige foranstaltninger for, at de beløb, som svarer til de i henhold til artikel 2 konstaterede fordringer, stilles til Kommissionens rådighed efter de i denne forordning indeholdte regler.

2.      Medlemsstaterne fritages for at overdrage Kommissionen beløb svarende til fastlagte fordringer, der viser sig uinddrivelige:

a)      enten på grund af force majeure

b)      eller af andre grunde, som ikke kan tilskrives dem.

Fastlagte fordringer erklæres for uinddrivelige ved afgørelse truffet af den kompetente administrative myndighed, der fastslår, at beløbet ikke kan inddrives.

Fastlagte fordringer anses for uinddrivelige senest fem år efter den dato, hvor beløbet er fastlagt i overensstemmelse med artikel 2, eller – i tilfælde af administrativ eller retlig anke – efter meddelelse, notifikation eller offentliggørelse af den endelige afgørelse.

[…]

Beløb, der er erklæret eller anses for uinddrivelige, slettes definitivt i det særskilte regnskab, der er omhandlet i artikel 6, stk. 3, litra b). De slettede beløb anføres i et bilag til den kvartalsopgørelse, der er omhandlet i stk. 4, litra b), i samme artikel, og eventuelt i den kvartalsopgørelse, der er omhandlet i stk. 5 i samme artikel.

3.      Senest tre måneder efter den administrative afgørelse, der nævnes i stk. 2, eller efter den tidsfrist, der nævnes i samme stykke, sender medlemsstaterne Kommissionen en meddelelse med oplysninger om tilfælde, hvor nævnte stk. 2 er blevet anvendt, dog kun hvis de fastlagte fordringer drejer sig om et beløb på over 50 000 EUR.

[…]

Meddelelsen, der udformes efter en model opstillet af Kommissionen efter høring af det i artikel 20 omhandlede udvalg, skal give Kommissionen mulighed for at vurdere de grunde, omhandlet i stk. 2, litra a) og b), der har forhindret den pågældende medlemsstat i at overdrage beløbet, og de foranstaltninger, som denne har truffet for at sikre inddrivelsen.

4.      Inden for en frist på seks måneder regnet fra modtagelsen af den i stk. 3 omhandlede meddelelse fremsender Kommissionen sine bemærkninger til den pågældende medlemsstat.

[…]«

–       Domstolens fortolkning

78      Det følger af artikel 8, stk. 1, i afgørelse 2000/597 og 2007/436, at Unionens egne indtægter, der er omhandlet i henholdsvis artikel 2, stk. 1, litra a) og b), i afgørelse 2000/597 og i artikel 2, stk. 1, litra a), i afgørelse 2007/436, opkræves af medlemsstaterne, og at disse er forpligtet til at stille disse indtægter til rådighed for Kommissionen (jf. i denne retning dom af 8.7.2010, Kommissionen mod Italien, C-334/08, EU:C:2010:414, præmis 34).

79      Til dette formål er medlemsstaterne forpligtet til i medfør af artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1150/2000 at konstatere, at der er opstået en fordring for Unionen på de egne indtægter, når toldbestemmelsernes betingelser om bogføring af fordringen er opfyldt, og beløbet er meddelt debitor. Medlemsstaterne skal følgelig bogføre fordringerne i overensstemmelse med denne forordnings artikel 2 i regnskabet over Unionens egne indtægter under de betingelser, der er fastsat i nævnte forordnings artikel 6 (jf. i denne retning dom af 1.7.2010, Kommissionen mod Tyskland, C-442/08, EU:C:2010:390, præmis 76 og den deri nævnte retspraksis).

80      Det skal i denne henseende præciseres, at i henhold til samme forordnings artikel 6, stk. 3, litra b), opføres en fordring, der er konstateret, og som endnu ikke er indgået, og for hvilken der ikke er stillet sikkerhed, i et særskilt regnskab, nemlig B-regnskabet (jf. i denne retning dom af 11.7.2019, Kommissionen mod Italien (Egne indtægter – opkrævning af toldskyld), C-304/18, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:601, præmis 52).

81      Medlemsstaterne skal herefter stille Unionens egne indtægter til rådighed for Kommissionen under de betingelser, der er fastsat i artikel 9-11 i forordning nr. 1150/2000, ved under overholdelse af de fastsatte frister at føre dem til kredit for den konto, som med henblik herpå er oprettet i denne institutionens navn. I henhold til denne forordnings artikel 11, stk. 1, medfører enhver forsinkelse af krediteringen på denne konto, at den pågældende medlemsstat skal betale morarenter (dom af 9.7.2020, Den Tjekkiske Republik mod Kommissionen, C-575/18 P, EU:C:2020:530, præmis 58).

82      Det fremgår endvidere af artikel 17, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1150/2000, at medlemsstaterne skal træffe alle nødvendige foranstaltninger for, at de beløb, som svarer til de i henhold til artikel 2 konstaterede fordringer, stilles til Kommissionens rådighed. Medlemsstaterne er alene fritaget for denne pligt, såfremt inddrivelse ikke har kunnet foretages på grund af force majeure, eller hvis det viser sig, at det definitivt er umuligt at foretage inddrivelsen af grunde, som ikke kan tilskrives dem. Beløb, der er erklæret eller anses for uinddrivelige, slettes definitivt i det særskilte regnskab, der er omhandlet i nævnte forordnings artikel 6, stk. 3, litra b) (dom af 9.7.2020, Den Tjekkiske Republik mod Kommissionen, C-575/18 P, EU:C:2020:530, præmis 60).

83      Opførelsen af egne indtægter i B-regnskabet er således udtryk for en undtagelsessituation, der er kendetegnet ved, at det er muligt for medlemsstaterne enten i henhold til artikel 6, stk. 3, litra b), i forordning nr. 1150/2000 ikke at overdrage Kommissionen disse fordringer, efter at de er blevet konstateret, fordi de endnu ikke er indgået, eller på grundlag af denne forordnings artikel 17, stk. 2, at være fritaget for at overdrage de nævnte fordringer, hvis de viser sig uinddrivelige på grund af force majeure eller af andre grunde, som ikke kan tilskrives dem (dom af 8.7.2010, Kommissionen mod Italien, C-334/08, EU:C:2010:414, præmis 68).

84      Medlemsstaternes mulighed for at blive fritaget for deres forpligtelse til at overdrage Kommissionen beløb svarende til fastlagte fordringer kræver imidlertid ikke blot, at de betingelser, der er nævnt i artikel 17, stk. 2, i forordning nr. 1150/2000, overholdes, men også, at de nævnte fordringer regelmæssigt er blevet opført i B-regnskabet (dom af 8.7.2010, Kommissionen mod Italien, C-334/08, EU:C:2010:414, præmis 65).

–       Anvendelse på det foreliggende tilfælde

85      Kommissionen har, som det er præciseret i præmis 59 ovenfor, henvist til dom af 8. juli 2010, Kommissionen mod Italien (C-334/08, EU:C:2010:414, præmis 65), der er beskrevet ovenfor i præmis 84.

86      Det skal indledningsvis bemærkes, at det argument, som Kommissionen har fremført, uanset om det er velbegrundet, er uvirksomt inden for rammerne af det foreliggende søgsmål, der er støttet på en ugrundet berigelse for Unionen.

87      I denne forbindelse skal det nemlig som anført i præmis 42 ovenfor efterprøves, om sagsøgeren har ført bevis for, at Kommissionen har opnået en sådan ugrundet berigelse uden gyldigt retsgrundlag, og at sagsøgerens tab er forbundet med den nævnte berigelse, eller om det i mangel af et sådant bevis kan konkluderes, at denne berigelse er begrundet i de forpligtelser, der er pålagt i medfør af bestemmelserne om egne indtægter. En tilrådighedsstillelse af egne indtægter kan under alle omstændigheder ikke begrundes i forpligtelsen til at overholde fristerne i artikel 6 i forordning nr. 1150/2000, hvis tilsidesættelse ikke fører til nogen betaling, end ikke til betaling af morarenter, der er betinget af, at der er sket en forsinkelse i forbindelse med krediteringen på den konto, der i Kommissionens navn er oprettet med henblik herpå i overensstemmelse med artikel 11 i forordning nr. 1150/2000, som ændret.

88      Det kan således ikke kræves, at Den Tjekkiske Republik inden for rammerne af sit søgsmål støttet på en ugrundet berigelse, således som Kommissionen i det væsentlige har gjort gældende, godtgør, at »samtlige processer i forbindelse med toldproceduren, inddrivelsen af fordringen og transaktionerne vedrørende egne indtægter korrekt og rettidigt er blevet gennemført i overensstemmelse med samtlige regler og under iagttagelse af beskyttelsen af Unionens finansielle interesser«, men alene at den godtgør, at dens tab og den tilsvarende berigelse savner berettigelse.

89      Under alle omstændigheder fremgår det af sagens akter, at de omhandlede fordringer er blevet bogført inden for de frister, der er fastsat i artikel 6, stk. 3, i forordning nr. 1150/2000.

90      Bogføringen i B-regnskabet er en ren regnskabsmæssig transaktion, således at de frister, der er fastsat for at foretage denne bogføring, i modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, ikke skal beregnes fra den dato, hvor de pågældende fordringer skulle have været fastlagt, i overensstemmelse med artikel 2 i forordning nr. 1150/2000, men fra det tidspunkt, hvor disse fordringer rent faktisk er fastlagt.

91      Det er imidlertid ubestridt mellem parterne, således som de har bekræftet i deres svar på de skriftlige spørgsmål, at den antidumpingtold, som BAIDE skulle betale på de omtvistede indførsler, blev fastlagt og opført i B-regnskabet samme dag, dvs. mellem den 22. september 2008 og den 18. februar 2009. Kommissionen har i øvrigt som led i den foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, der er omhandlet i præmis 28, erkendt, at »bogføringen i B-regnskabet umiddelbart efter den i toldbestemmelserne fastsatte bogføringsdato [var] acceptabel«.

92      Under disse omstændigheder skal det konkluderes, at i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 6, stk. 3, litra b), i forordning nr. 1150/2000 blev de fordringer, som BAIDE skyldte, men som endnu ikke var inddrevet, og for hvilke der ikke var stillet sikkerhed, under alle omstændigheder opført i B-regnskabet senest den første arbejdsdag efter den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken disse fordringer blev fastlagt.

93      Det skal derfor undersøges, om det omtvistede beløb var uinddriveligt af grunde, som ikke kan tilregnes Den Tjekkiske Republik, og som har bevirket, at Den Tjekkiske Republik kunne bogføre dem i et særskilt regnskab.

 Om tidspunktet for fastlæggelsen af selskabet BAIDE’s skyldige antidumpingtold, der svarer til det omtvistede beløb

94      Den Tjekkiske Republik har, således som det er anført i præmis 51 ovenfor, gjort gældende, at den først var i stand til at fastslå selskabet BAIDE’s skyldige antidumpingtold på den omtvistede import efter fremsendelsen af OLAF’s rapport, hvorimod Kommissionen har gjort gældende, at den burde have fastlagt denne antidumpingtold, så snart inspektionens var afsluttet, således som det fremgår af præmis 60 ovenfor.

95      Den Tjekkiske Republik havde således kendskab til referatet af 15. november 2007 og til beviserne for den kinesiske oprindelse af de omhandlede varer, som blev indsamlet under inspektionen og vedlagt dette dokument, eftersom dokumentet var underskrevet af repræsentanten for den tjekkiske toldmyndighed, som var til stede under inspektionen og deltog i samtlige møder og i inspektionen af produktionsfaciliteterne. Under disse omstændigheder rådede Den Tjekkiske Republik over tilstrækkelige oplysninger til at fastslå toldskylden, så snart dens repræsentant var vendt tilbage fra mission.

96      Som det fremgår af de gældende bestemmelser, der er nævnt i præmis 68-77 ovenfor, således som de fortolkes af Domstolen, er medlemsstaterne forpligtet til at fastslå, at der er opstået en fordring for Unionen på de egne indtægter, når toldbestemmelsernes betingelser om bogføring af fordringen er opfyldt, og beløbet er meddelt debitor.

97      I denne henseende bestemmer artikel 217, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT 1992, L 302, s. 1, herefter »toldkodeksen«) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten, at »[e]thvert importafgifts- eller eksportafgiftsbeløb, der udgør en toldskyld […] skal beregnes af toldmyndighederne, så snart de har de fornødne oplysninger, og indskrives af disse myndigheder i regnskabsregistrene eller på anden måde (bogføring)«.

98      Disse betingelser opfyldt, når toldmyndighederne har de nødvendige oplysninger og følgelig er i stand til at beregne afgiftsbeløbet vedrørende toldskylden og fastslå, hvem der er debitor (jf. i denne retning dom af 15.11.2005, Kommissionen mod Danmark, C-392/02, EU:C:2005:683, præmis 57-59).

99      I den foreliggende sag er det ubestridt, at en repræsentant for den tjekkiske toldmyndighed deltog i inspektionen, og at vedkommende underskrev mødereferatet af 15. november 2007.

100    Den Tjekkiske Republik har bekræftet, at repræsentanten for dens toldmyndighed ikke modtog de dokumenter, der var vedlagt mødereferatet ved afslutningen af inspektionen, således at vedkommende ikke på dette tidspunkt rådede over de beviser, der var nødvendige for at inddrive det omtvistede beløb.

101    Under retsmødet har Kommissionen bekræftet, at den ikke har gjort gældende, at den tjekkiske toldmyndigheds repræsentant, der var til stede under inspektionen, faktisk havde modtaget de dokumenter, der var vedlagt mødereferatet, men at vedkommende nødvendigvis havde haft kendskab til de beviser, der var indsamlet under inspektionen, eftersom den pågældende havde haft mulighed for at gennemgå dem.

102    Kommissionens påstand om, at det ville have været tilstrækkeligt, at den tjekkiske toldmyndigheds repræsentant »med egne øjne [var] bekendt med, hvad der [var] forekommet«, for at Den Tjekkiske Republik alene på grundlag af sin repræsentants vidneudsagn var i stand til at fastlægge selskabet BAIDE’s skyldige told efter vedkommende var vendt tilbage fra inspektionen, kan imidlertid ikke godtages.

103    Det er nemlig ikke tilstrækkeligt at have kendskab til forekomsten af et bevis, for at dette bevis kan påberåbes inden for rammerne af en administrativ procedure. For at de tjekkiske myndigheder kunne bogføre det skyldige afgiftsbeløb og underrette den afgiftspligtige herom, burde den have været i stand til at bekræfte de beviser, der var indsamlet under inspektionen, og derefter gøre disse gældende over for den afgiftspligtige person. Som det netop er anført, er det imidlertid ubestridt, at sådanne oplysninger ikke blev fremsendt til Den Tjekkiske Republik ved afslutningen af inspektionen.

104    Kommissionen har imidlertid gjort gældende, at for så vidt som Den Tjekkiske Republik på baggrund af referatet af 15. november 2007 var blevet informeret om listen over de indsamlede beviser, påhvilede det den at få dem tilsendt ved at anmode OLAF herom, såfremt den fandt det nødvendigt.

105    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Den Tjekkiske Republik har anført, at der ikke er noget retsgrundlag, der gør det muligt for repræsentanten for dens toldmyndighed til de kompetente nationale myndigheder direkte at videregive materiale, der er indsamlet i forbindelse med en inspektion gennemført under OLAF’s ansvar, idet dette er fortroligt og kun kan tjene som bevis i en administrativ eller retslig procedure efter at være blevet fremsendt af Kommissionen og kontrolleret af OLAF, som er de eneste modtagere af de dokumenter og oplysninger, der indsamles inden for rammerne af en tjenesterejse til et tredjeland.

106    I henhold til artikel 1 i Rådets forordning (EF) nr. 515/97 af 13. marts 1997 om gensidig bistand mellem medlemsstaternes administrative myndigheder og om samarbejde mellem disse og Kommissionen med henblik på at sikre den rette anvendelse af told- og landbrugsbestemmelserne (EFT 1997, L 82, s. 1) »fastsættes det [ved denne forordning], på hvilke betingelser de administrative myndigheder, der i medlemsstaterne har til opgave at gennemføre told- og landbrugsbestemmelserne, skal samarbejde indbyrdes og med Kommissionen med henblik på at sikre overholdelsen af disse bestemmelser i et EF-system«.

107    Artikel 12 i forordning nr. 515/97 i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten, bestemmer, at »[d]e påvisninger, attester, informationer, dokumenter, bekræftede genparter og alle de oplysninger, som repræsentanterne for den bistandssøgte myndighed [dvs. en medlemsstats kompetente myndighed, hvortil en anmodning om bistand rettes,] fremskaffer og videregiver til den bistandssøgende myndighed [dvs. en medlemsstats kompetente myndighed, der fremsætter en anmodning om bistand,] i forbindelse med bistanden efter artikel 4-11 [om gennemførelse af bistand efter anmodning], kan gøres gældende som bevisligheder af de kompetente instanser i den medlemsstat, hvor den bistandssøgende myndighed er hjemmehørende«.

108    Artikel 20 i forordning nr. 515/97 bestemmer følgende:

»1.      For at gennemføre målsætningen for denne forordning kan Kommissionen på betingelserne i artikel 19 efter koordinering og i snævert samarbejde med medlemsstaternes kompetente myndigheder iværksætte tjenesterejser til tredjelande med henblik på administrativt samarbejde og administrative undersøgelser.

2.      Tjenesterejser til tredjelande som omhandlet i stk. 1 gennemføres på følgende vilkår:

a)      [D]e finder sted på Kommissionens foranledning, eventuelt på grundlag af oplysninger fra Europa-Parlamentet, eller efter anmodning fra en eller flere medlemsstater.

b)      [I] tjenesterejserne deltager sådanne repræsentanter for Kommissionen, der udpeges hertil, samt repræsentanter, der udpeges hertil af den eller de berørte medlemsstat(er).

c)      [T]jenesterejser kan ligeledes i forståelse med Kommissionen og de berørte medlemsstater gennemføres af repræsentanter for en medlemsstat med henblik på varetagelse af Fællesskabets interesser, navnlig i medfør af en bilateral bistandsaftale med et tredjeland; i så tilfælde underrettes Kommissionen om resultaterne af tjenesterejserne.

[…]«

109    Artikel 21, som er indeholdt i afsnit IV, »Forbindelser med tredjelande«, i forordning nr. 515/97 i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten, præciserer:

»1.      De påvisninger, der foretages, og de oplysninger, der opnås under tjenesterejserne efter artikel 20 bl.a. i form af dokumenter, der stilles til rådighed af de kompetente myndigheder i de pågældende tredjelande, behandles i overensstemmelse med artikel 45.

2.      Artikel 12 finder tilsvarende anvendelse på de påvisninger og oplysninger, der er nævnt i stk. 1.

3.      Med henblik på anvendelse heraf i henhold til artikel 12 udleverer Kommissionen de modtagne originale dokumenter eller bekræftede genparter heraf til medlemsstaternes kompetente myndigheder på disses anmodning.«

110    Artikel 45 i forordning nr. 515/97 i den affattelse, som finder anvendelse på tvisten, bestemmer:

»1.      De oplysninger, der under en hvilken som helst form meddeles i medfør af denne forordning, herunder også oplysningerne i toldinformationssystemet, er fortrolige. De er omfattet af den tjenstlige tavshedspligt og beskyttes af den nationale lovgivning, der i den medlemsstat, som modtager dem, gælder for oplysninger af samme art, samt af de tilsvarende bestemmelser, der gælder for Fællesskabets institutioner.

De i første afsnit nævnte oplysninger må navnlig ikke meddeles andre personer end dem, der i medlemsstaterne eller i fællesskabsinstitutionerne i kraft af deres stilling er bemyndiget til at kende eller bruge dem. De må heller ikke anvendes til andre end de i denne forordning fastsatte formål, medmindre den medlemsstat eller Kommissionen, som har afgivet dem eller registreret dem i toldinformationssystemet, udtrykkeligt har indvilliget heri, og det sker på de af denne medlemsstat eller af Kommissionen fastsatte betingelser, og såfremt en sådan meddelelse eller anvendelse ikke er i strid med gældende bestemmelser i den medlemsstat, hvor den myndighed, som har modtaget dem, er hjemmehørende.

2.      Oplysninger om fysiske og juridiske personer må kun indgå i de i denne forordning nævnte meddelelser, hvis det er strengt nødvendigt for at forebygge, efterforske eller forfølge transaktioner, der er i strid med told- eller landbrugsbestemmelserne, jf. dog bestemmelserne i afsnit V vedrørende toldinformationssystemet.

3.      Stk. 1 og stk. 2 er ikke til hinder for, at oplysninger, der er indhentet i medfør af denne forordning, anvendes i forbindelse med senere retslige foranstaltninger eller retsforfølgning for overtrædelse af told- eller landbrugsbestemmelserne.

[…]«

111    Artikel 9 med overskriften »Undersøgelsesrapport og opfølgning af undersøgelserne« i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 af 25. maj 1999 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) (EFT 1999, L 136, s. 1), har følgende ordlyd:

»1.      Ved afslutningen af en undersøgelse, som foretages af kontoret, udarbejder det under direktørens myndighed en afsluttende rapport, som bl.a. indeholder oplysninger om de konstaterede forhold, i givet fald det økonomiske tab og konklusionerne af undersøgelsen, herunder henstillinger fra kontorets direktør om, hvorledes undersøgelsen bør følges op.

2.      Disse rapporter udarbejdes under hensyntagen til de procedurekrav, der er fastsat i den pågældende medlemsstats lovgivning. De således udarbejdede rapporter kan på lige fod med og på samme vilkår som de administrative rapporter, de nationale administrative inspektører udarbejder, udgøre gyldige bevismidler i administrative eller retslige procedurer i den medlemsstat, hvor dette måtte være påkrævet. De bedømmes efter samme regler som dem, der gælder for de administrative rapporter, som de nationale administrative inspektører udarbejder, og har samme værdi som disse.

3.      Den rapport, der udarbejdes efter en ekstern undersøgelse [med hvilken kontoret i henhold til forordningens artikel 3 foretager kontrol og inspektion i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 og til sektorbestemmelserne i samme forordnings artikel 9, stk. 2, i medlemsstaterne og i tredjelande i overensstemmelse med de gældende samarbejdsaftaler], og alle relevante dokumenter vedrørende undersøgelsen sendes til de pågældende medlemsstaters kompetente myndigheder i overensstemmelse med reglerne for eksterne undersøgelser.

[…]«

112    Artikel 17 med overskriften »Undersøgelsesmissioner i tredjelande« i de interne retningslinjer om undersøgelsesprocedurerne for OLAF (herefter »de interne retningslinjer«) bestemmer i stk. 5, at »[m]edlemmer af undersøgelsesenheden[, som sagen i overensstemmelse med artikel 6.1 i de interne retningslinjer er henvist til af OLAF’s generaldirektør], der er involveret i gennemførelsen af undersøgelsesmissionen, skal udarbejde en rapport om de aktiviteter, der gennemført under missionen, og der skal udleveres en kopi til deltagerne [dvs., når der i henhold til stk. 7 er tale om undersøgelsesmissioner vedrørende told eller traditionelle egne indtægter til tjenestemænd fra de berørte medlemsstater og medlemmer af undersøgelsesenheden]«.

113    Efter at have redegjort for de bestemmelser, der finder anvendelse i den foreliggende sag, og som parterne har påberåbt sig, skal det bemærkes, at det følger af denne lovmæssige ramme, at medlemsstaternes samarbejde med Kommissionen er en væsentlig betingelse for, at toldlovgivningen overholdes inden for Unionen.

114    Med henblik herpå gennemføres tjenesterejser til tredjelande med henblik på administrativt samarbejde og administrative undersøgelser, hvori deltager ansatte, der er udpeget af medlemsstaterne med henblik herpå i overensstemmelse med artikel 20, stk. 2, i forordning nr. 515/97.

115    Selv om de konstateringer, der er foretaget, og de oplysninger, der er indhentet i forbindelse med tjenesterejser, er fortrolige, kan den tjenstlige tavshedspligt, som de er undergivet i henhold til artikel 45, stk. 1, i forordning nr. 515/97, ikke være til hinder for, at de videregives til repræsentanter udpeget af medlemsstaterne inden for rammerne af sådanne tjenesterejser, da formålet med denne forordning som omhandlet i denne forordnings artikel 1, således som det er defineret i præmis 113 ovenfor, ellers ville miste sin effektive virkning.

116    Under disse omstændigheder skal disse repræsentanter i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 45, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 515/97, anses for personer, der i medlemsstaterne i kraft af deres stilling er bemyndiget til at kende eller bruge dem.

117    Følgelig kan konstateringer og oplysninger, der er indhentet i forbindelse med en tjenesterejse, der gennemføres i et tredjeland, anvendes af de ansatte, der af medlemsstaterne er udpeget til at deltage heri i forbindelse med anvendelsen af forordning nr. 515/97.

118    I henhold til samme forordnings artikel 45, stk. 2 og 3, kan oplysninger, der indhentes som led i tjenesterejsen, anvendes for at forfølge transaktioner, der er i strid med toldbestemmelserne, samt i forbindelse med efterfølgende retssager eller retsforfølgning. Sådanne oplysninger kan navnlig anvendes som bevismidler af de kompetente instanser i medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 21, stk. 2, i forordning nr. 515/97.

119    Under disse omstændigheder og i modsætning til, hvad Den Tjekkiske Republik har gjort gældende, havde dens repræsentant for toldmyndigheden inden for rammerne af inspektionen, som Kommissionen har gjort gældende, bemyndigelse til at anmode OLAF om det bevismateriale, der var vedlagt mødereferatet af 15. november 2007, og modtage det, og den i artikel 45 i forordning nr. 515/97 omhandlede tjenstlige tavshedspligt var ikke til hinder herfor. Repræsentanten kunne ligeledes meddele de kompetente myndigheder i Den Tjekkiske Republik disse oplysninger med henblik på, at disse myndigheder anvender dem som beviser mod selskabet BAIDE i forbindelse med opkrævningen af selskabet toldskyld.

120    I denne forbindelse har Den Tjekkiske Republik imidlertid gjort gældende, således som det er præciseret i præmis 105 ovenfor, at OLAF var forpligtet til at vurdere de konstateringer, der blev foretaget under inspektionen, inden OLAF i forbindelse med sin undersøgelsesrapport fremsendte dem i overensstemmelse med de interne retningslinjers artikel 17, stk. 5, og artikel 9 i forordning nr. 1073/1999.

121    Den omstændighed, at OLAF skal kontrollere beviserne, inden de fremsendes inden for rammerne af OLAF’s rapport, uanset om det i givet fald kan forsinke videregivelsen af disse oplysninger, var imidlertid ikke i sig selv til hinder for, at Den Tjekkiske Republik, således som Kommissionen har gjort gældende, anmodede Kommissionen om disse oplysninger, så snart Den Tjekkiske Republiks repræsentanter var vendt tilbage fra tjenesterejserne.

122    Det er imidlertid ubestridt, at OLAF havde forpligtet sig til at meddele Den Tjekkiske Republik de beviser, der var indsamlet under inspektionen fra begyndelsen af 2008. Det er ubestridt, således som Kommissionen i øvrigt har erkendt under retsmødet, at OLAF var forsinket med fremsendelsen af sin rapport, som var vedlagt sådanne oplysninger.

123    Under disse omstændigheder kan Den Tjekkiske Republik ikke kritiseres for at have afventet modtagelsen af OLAF’s rapport og for ikke at have anmodet om fremlæggelse af beviser straks efter inspektionen.

124    Desuden kunne Den Tjekkiske Republik i det foreliggende tilfælde finde det nødvendigt at afvente, at sådanne beviser blev analyseret og kontrolleret af OLAF, inden de blev anvendt i forbindelse med en afgiftsansættelse. OLAF var nemlig bedst i stand til at foretage denne kontrol, eftersom indsamlingen af beviser fandt sted inden for rammerne af en samarbejdsaftale mellem Kommissionen og Laos og i mangel af en bilateral aftale om bistand mellem dette land og Den Tjekkiske Republik.

125    Under disse omstændigheder har Den Tjekkiske Republik godtgjort, at den ikke kunne råde over de beviser, der var nødvendige for at fastslå den antidumpingtold, som selskabet BAIDE fra og med inspektionen skulle betale for de 28 tilfælde af omtvistede indførsler.

126    I modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, har Den Tjekkiske Republik følgelig ikke tilsidesat sine forpligtelser i henhold til de bestemmelser, der er nævnt i præmis 68-77 ovenfor, ved ikke under de foreliggende omstændigheder at have fastlagt de omhandlede fordringer i dagene efter inspektionens afslutning.

 Om konsekvenserne af, at selskabet BAIDE har indstillet sine aktiviteter, for forpligtelsen til at stille det omtvistede beløb til rådighed og for inddrivelsen heraf

127    Den Tjekkiske Republik har, som anført i præmis 52 ovenfor, gjort gældende, at den ikke kunne inddrive det omtvistede beløb, eftersom selskabet BAIDE havde indstillet alle sine aktivitet på det nationale område fra og med maj 2008, således at der ikke kunne gøres udlæg i størstedelen af dette selskabs aktiver, da OLAF’s rapport blev overgivet til den

128    Det er ubestridt, at OLAF’s rapport faktisk gjorde det muligt at beregne den told, som selskabet BAIDE skyldte. En sådan rapport præciserer nemlig, at beviserne for varernes kinesiske oprindelse var tilstrækkelige til at indlede en afgiftsansættelse og redegøre for de 28 tilfælde af omtvistede indførsler, som i Den Tjekkiske Republik vedrører selskabet BAIDE.

129    Det er ligeledes ubestridt, at selskabet BAIDE havde indstillet sine aktiviteter i Den Tjekkiske Republik fra og med maj 2008, hvilket Kommissionen har erkendt under retsmødet.

130    Det fremgår desuden af inspektionen, navnlig af de tjekkiske toldmyndigheders undersøgelse hos bankerne og de kommunale myndigheder i Prag (Den Tjekkiske Republik), af udtrækket af handelsregistret, af afgiftsmyndighedernes svar på de tjekkiske afgiftsmyndigheders anmodning om betaling af den overskydende skat, der er fastslået i selskabet BAIDE’s navn, af svaret på en anmodning om oplysninger på skatteområdet og af den insolvensbegæring fra kuratoren i selskabet BAIDE, der var vedlagt stævningen som bilag A.8, A.19, A.20 og A.21, at selskabet BAIDE ikke længere ejede nogen former for aktiver, der kunne gøres udlæg i på Den Tjekkiske Republiks område, med undtagelse af de beløb, der var deponeret på tre konti, som var åbnet i Československá obchodní banka, samt et overskydende afgiftsbeløb på henholdsvis 16 047,67 CZK, 14,56 amerikanske dollar (USD), 51,60 EUR og 82 300 CZK, hvilke beløb endelig blev opkrævet af toldmyndighederne.

131    Kommissionen har hverken bestridt resultatet af de tjekkiske toldmyndigheders undersøgelse af selskabet BAIDE’s formue eller de konklusioner og finansielle data, der er indeholdt i de dokumenter, der er nævnt i præmis 130 ovenfor. Den har heller ikke bestridt den omstændighed, at konstateringen af, at selskabet BAIDE har indstillet sine aktiviteter, er direkte forbundet med den omstændighed, at dette selskab efterfølgende ud over de ovennævnte beløb ikke rådede over nogen aktiver, i hvilke der kunne gøres udlæg i Den Tjekkiske Republik.

132    Endelig har Kommissionen ikke hævdet, at Den Tjekkiske Republik kunne have beslaglagt en formue, der var større end den, som den endelig beslaglagde efter fremsendelsen af OLAF’s rapport.

133    Selv om Kommissionen har foreholdt Den Tjekkiske Republik, at den ikke handlede med al den omhu, der var nødvendig ved afslutningen af inspektionen, bekræftede den under retsmødet, at den ikke havde til hensigt at gøre gældende, at Den Tjekkiske Republik, uafhængigt af de foranstaltninger, der var iværksat efter fremsendelsen af OLAF’s rapport, burde have opkrævet et større beløb end det, der endelig blev opkrævet efter fremsendelsen af denne rapport.

134    Kommissionen har i denne forbindelse under retsmødet som svar på et spørgsmål vedrørende dette punkt gjort gældende, at »Den Tjekkiske Republik var forpligtet til at fastslå tolden på det tidspunkt, hvor [selskabet BAIDE] fortsat var til stede på tjekkisk område, dvs. på et tidspunkt mellem udgangen af november 2007 og udgangen af februar 2008«, og at den »[således] kunne have opkrævet flere penge, hvis den havde fastslået tolden tidligere«.

135    Under de særlige omstændigheder i den foreliggende sag kunne Den Tjekkiske Republik, som fastslået i præmis 123 og 124 ovenfor, med rimelighed vente på fremsendelsen af OLAF’s rapport i begyndelsen af 2008 uden allerede før denne dato at anmode om de beviser, der var indsamlet i forbindelse med inspektionen. I denne sammenhæng, og henset til den frist, der ville have været nødvendig for at fremskaffe de nævnte dokumenter, for de tjekkiske myndigheders analyse heraf og for en efteropkrævning kan Kommissionen ikke med føje gøre gældende, at Den Tjekkiske Republik kunne have opkrævet en større toldskyld i henhold til egne indtægter, hvis den havde fastlagt disse fordringer tidligere.

136    Under disse omstændigheder følger det af bevisoptagelsen, henset til sagsakterne og de argumenter, som parterne har udvekslet, at selskabet BAIDE’s indstilling af sine aktiviteter kan have udgjort en grund, som ikke kan tilskrives Den Tjekkiske Republik, og som lovligt har kunnet fritage denne medlemsstat fra at stille det omtvistede beløb til rådighed for Unionen i henhold til artikel 17, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1150/2000, der er gengivet ovenfor i præmis 77.

137    Eftersom selskabet BAIDE indstillede sine aktiviteter inden fremsendelsen af OLAF’s rapport, er den omstændighed – selv hvis den antages at være velbegrundet – at Den Tjekkiske Republik efter fremsendelsen af denne rapport handlede for sent, under alle omstændigheder uden betydning for vurderingen af Den Tjekkiske Republiks forpligtelse til at stille det omtvistede beløb til rådighed.

 Om forpligtelsen til at stille sikkerhed for inddrivelse af det omtvistede beløb

138    Kommissionen har imidlertid gjort gældende, at Den Tjekkiske Republik havde kendskab til risikoen for svig fra BAIDE’s side i forbindelse med kontrollen forud for frigivelsen af de omhandlede varer. Den burde således som præciseret i præmis 61 ovenfor, inden disse varer blev bragt i omsætning, have etableret en tilstrækkelig garanti for at dække den forskel, der måtte være mellem det afgiftsbeløb, som dette selskab havde angivet, og de beløb, som sådanne varer i sidste ende kunne pålægges, henset til den alvorlige tvivl, der forelå med hensyn til deres oprindelse.

139    Kommissionen har på dette punkt påberåbt sig artikel 248 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 2913/92 (EFT 1993, L 253, s. 1, herefter »gennemførelsesforordningen til toldkodeksen«).

140    Den Tjekkiske Republik har bestridt Kommissionens holdning og gjort gældende, at toldmyndighederne ikke kunne kræve sikkerhedsstillelse i forbindelse med kontrol forud for frigivelsen af de omhandlede varer i betragtning af, at der, henset til de foreliggende oplysninger, ikke forelå noget bevis for en toldskyld, der var opstået eller kunne opstå.

141    Den Tjekkiske Republik har til støtte for sin argumentation påberåbt sig toldkodeksens artikel 190, stk. 1, der bestemmer, at »[e]r det fastsat i toldforskrifterne, at sikkerhedsstillelse er fakultativ, kræves denne sikkerhed efter toldmyndighedernes skøn, for så vidt rettidig betaling af en toldskyld, der er opstået eller vil kunne opstå, ikke er helt sikret«.

142    Den Tjekkiske Republik er blevet opfordret til at præcisere sin argumentation i forbindelse med den foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, der er nævnt i præmis 28 ovenfor, og har anført, at »ingen bestemmelse i de toldforskrifter, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, fastsatte, at der kunne kræves sikkerhedsstillelse i henhold til [toldkodeksens artikel 190] efter yderligere kontroller eller oplysninger, der var indhentet, efter at varerne var overgået til fri omsætning«. Den konkluderede på baggrund heraf, at det således var »utænkeligt, at de tjekkiske toldmyndigheder stillede krav om en sikkerhedsstillelse i henhold til denne bestemmelse«.

143    Det skal imidlertid bemærkes, at Kommissionen, således som den bekræftede under retsmødet, ikke har foreholdt Den Tjekkiske Republik, at den ikke etablerede sikkerhed, efter at lommetænderne var overgået til fri omsætning, men først i forbindelse med frigivelsen.

144    Uafhængigt af, om den er velbegrundet, er Den Tjekkiske Republiks argumentation vedrørende betingelserne for anvendelse af den fakultative sikkerhedsstillelse, der er omhandlet i toldkodeksens artikel 190 i den foreliggende sag, således uden betydning for undersøgelsen i den foreliggende sag af den garantiforpligtelse, som Kommissionen har påberåbt sig med henblik på inddrivelse af det omtvistede beløb.

145    I denne henseende har Den Tjekkiske Republik ikke bestridt, at undersøgelsen af de omhandlede varer er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 248 i gennemførelsesforordningen til toldkodeksen, som bestemmer, at der i forbindelse med varernes frigivelse skal stilles en sikkerhed for, at varerne kan overgå til fri omsætning, såfremt den udførte kontrol kan føre til fastsættelse af et afgiftsbeløb, der er højere end det, der fremgår af oplysningerne på toldangivelsen. Den Tjekkiske Republik har derimod bestridt, at betingelserne for dens anvendelse er opfyldt i den foreliggende sag.

146    Når dette er sagt, bemærkes, at på EU-rettens nuværende udviklingstrin ligger forvaltningen af ordningen for Unionens egne indtægter hos medlemsstaterne og henhører alene under sidstnævntes ansvar (dom af 9.7.2020, Den Tjekkiske Republik mod Kommissionen, C-575/18 P, EU:C:2020:530, præmis 62). I denne forbindelse skal medlemsstaterne træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at beløb svarende til de konstaterede fordringer, som anført i præmis 77 ovenfor, stilles til Kommissionens rådighed i overensstemmelse med artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1150/2000.

147    Det tilkommer derfor i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 18, stk. 1, medlemsstaterne at foretage revisioner og undersøgelser vedrørende fastlæggelsen og overdragelsen af egne indtægter, der, som i det foreliggende tilfælde, hidrører fra told i henhold til den fælles toldtarif og anden told, der fastsættes af institutionerne for samhandel med tredjelande, således som disse afgifter er defineret i præmis 69 ovenfor.

148    I henhold til toldbestemmelserne opstår der en fordring, når betingelser om bogføring af fordringen er opfyldt, og beløbet er meddelt debitor, jf. artikel 2 i samme forordning.

149    Toldkodeksens artikel 74, stk. 1, første punktum, bestemmer, at »[o]pstår der toldskyld som følge af, at en toldangivelse antages, frigives de varer, der er omfattet af denne angivelse, kun, når denne toldskyld er blevet betalt, eller der er stillet sikkerhed for den«.

150    Artikel 248 i afsnit VIII, der har overskriften »Undersøgelse af varerne, toldstedets påtegning og andre foranstaltninger truffet af toldstedet«, i gennemførelsesforordningen til toldkodeksen har følgende ordlyd:

»1.      Frigivelsen af varerne medfører, at de importafgifter, der er fastlagt på grundlag af oplysningerne i angivelsen, straks bogføres. Når toldmyndighederne skønner, at den kontrol, de har iværksat, vil kunne føre til fastsættelse af et højere importafgiftsbeløb end det, der følger af oplysningerne i angivelsen, kræver de desuden, at der stilles en sikkerhed, som er tilstrækkelig til at dække forskellen mellem det beløb, der følger af oplysningerne i angivelsen, og det beløb, der endeligt vil kunne pålægges varerne. Klarereren kan dog i stedet for at stille sikkerhed anmode om straks at få bogført det beløb, der endeligt vil kunne pålægges varerne.

[…]«

151    Det følger af disse bestemmelser, at når der er indgivet toldangivelse, skal de gældende afgifter enten være betalt eller dækket af en sikkerhed, inden varerne frigives. Når toldmyndighederne mener, at verifikationen af toldangivelsen kan føre til, at der skal betales et højere beløb i importafgifter, end hvad der fulgte af oplysningerne i toldangivelsen, sker frigivelsen af varerne efter, at der er stillet en tilstrækkelig sikkerhed, som kan dække forskellen mellem beløbene.

152    Selv om artikel 248, stk. 1, i gennemførelsesforordningen til toldkodeksen i denne henseende på grund af brugen af verbet »skønner« giver medlemsstaternes toldmyndigheder en vis skønsmargen, når de afgør, om det er nødvendigt at kræve sikkerhedsstillelse, begrænses denne skønsmargen af effektivitetsprincippet, der er fastsat i artikel 325, stk. 1, TEUF, hvorefter en effektiv beskyttelse af Unionens finansielle interesser skal sikres mod svig eller enhver anden ulovlig aktivitet, der kan skade disse interesser.

153    Rækkevidden af effektivitetsprincippet – for så vidt som det finder anvendelse på den specifikke forpligtelse, der påhviler medlemsstaterne i henhold til artikel 325, stk. 1, TEUF, til at sikre effektiv og fuldstændig opkrævning af de af Unionens egne indtægter, som udgøres af told – kan ikke fastlægges abstrakt og statisk, eftersom det afhænger af kendetegnene ved den pågældende svig eller den ulovlige aktivitet, der i øvrigt kan forandre sig med tiden.

154    I den foreliggende sag har Kommissionen for at gøre gældende, at Den Tjekkiske Republik havde kendskab til risikoen for svig i forbindelse med frigivelsen af de omhandlede varer, i det væsentlige anført, at den anmodende medlemsstat var blevet oplyst om, at det femcifrede serienummer »44001«, der var påført nederst på lommetænderne, kunne give anledning til en formodning om, at de havde kinesisk oprindelse.

155    I denne forbindelse har Kommissionen for det første gjort gældende, at denne oplysning fremgik af dokumenter udarbejdet af OLAF og uddelt under et seminar afholdt den 31. maj og den 1. juni 2005 (herefter »OLAF’s dokumenter af 2005«). Kommissionen har anerkendt, at Den Tjekkiske Republik ikke deltog i det nævnte seminar, men har gjort gældende, at den var adressat for disse dokumenter.

156    Den Tjekkiske Republik har bestridt, at den har modtaget OLAF’s dokumenter af 2005.

157    Under retsmødet har Kommissionen anført, at den ikke »nøjagtigt [vidste]«, på hvilken dato OLAF’s dokumenter af 2005 var blevet modtaget af Den Tjekkiske Republik. Kommissionen præciserede, at den ikke havde fundet noget »konkret bevis« på, at disse dokumenter var fremsendt til Den Tjekkiske Republik. Det fremgår heller ikke af sagsakterne, at sådanne dokumenter i modsætning til, hvad Kommissionen har anført under retsmødet, blev fremsendt til Den Tjekkiske Republik mellem »juni og slutningen af [2005]«.

158    I modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende i duplikken, fremgår det heller ikke af meddelelsen WOMIS/CZ/2014/5, der er vedlagt som bilag D.3 og dateret den 3. oktober 2016, at »de tjekkiske myndigheder på grundlag af [OLAF’s dokumenter fra 2005] fastsatte en risikoprofil den 22. marts 2006«.

159    Selv om Den Tjekkiske Republik under retsmødet, således som det i øvrigt udtrykkeligt er nævnt, har erkendt, at den risikoprofil, som den fastsatte den 22. marts 2006, rent faktisk var blevet udarbejdet på grundlag af oplysninger fra OLAF, og endelig har anført, at den var blevet meddelt disse oplysninger under et møde afholdt med repræsentanter for OLAF mellem den 20. og den 22. marts 2006, er Kommissionen ikke fremkommet med bemærkninger til denne angivelse.

160    Under disse omstændigheder er det ikke godtgjort, at Den Tjekkiske Republik modtog OLAF’s dokumenter fra 2005 mellem juni og udgangen af 2005.

161    Følgelig kan Kommissionen ikke gøre gældende, at Den Tjekkiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser med hensyn til egne indtægter for ikke fra 2005 på grundlag af de »tilstrækkeligt præcise oplysninger om risikoen« for svig, der er indeholdt i disse dokumenter, at have etableret sikkerhed for den antidumpingtold, som selskabet BAIDE kunne være skyldig, inden lommetænderne blev bragt i fri omsætning.

162    For det andet har Kommissionen gjort gældende, at oplysningen om serienummeret »44001«, som angiver lommetændernes kinesiske oprindelse, ligeledes fremgik af den risikoprofil, som Den Tjekkiske Republik havde udarbejdet den 22. marts 2006, og som den havde ajourført i november samme år (herefter »risikoprofilen«).

163    Det fremgår af sagsakterne, at risikoprofilen, således som Den Tjekkiske Republik udtrykkeligt har hævdet, blev fastlagt for at »henlede de forskellige toldsteders opmærksomhed på de konstaterede risici og for at tvinge dem til at foretage grundige kontroller af varerne under hensyntagen til disse risici«. Risikoprofilen fremhæver, således som Kommissionen har gjort gældende, at »det fremgår af den femcifrede kode på lommetænderne, at der kan være tale om lommetændere med oprindelse i Kina«.

164    Den Tjekkiske Republik har for det første gjort gældende, at de kontroller, der blev foretaget på grundlag af risikoprofilen, imidlertid ikke gjorde det muligt at godtgøre, at lommetænderne havde en anden oprindelse end den, der var angivet af selskabet BAIDE.

165    Den Tjekkiske Republik har i denne forbindelse i punkt 43 og 44 i stævningen henvist til bilag C.1a-C.1f, C.1h-C.1l og C.2.a-C.2.n. Den har nærmere bestemt, som det fremgår af punkt 22 i dens svar på de skriftlige spørgsmål, der er stillet som led i den ovenfor i præmis 28 omhandlede foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse udpeget bilag C.1h og C.2.a-C.2.n, navnlig de referater, som bilagene indeholder vedrørende de indførsler, der blev gennemført efter vedtagelsen af risikoprofilen.

166    Den Tjekkiske Republik har imidlertid ikke på baggrund af disse bilag, der indeholder et udvalg af »dokumenter vedrørende toldkontrol«, således som de er identificeret i den til replikken vedlagte fortegnelse over 24 af de 28 omhandlede indførsler, som i det væsentlige består af referater af de gennemførte kontroller, fakturaer udstedt af selskabet BAIDE og en række fotografier af de omhandlede ladninger og varer, identificeret de oplysninger, som den mener antyder, at »ingen af disse kontroller [skulle have] medført en opdatering af de oplysninger, som viser, at varernes faktiske oprindelse var en anden end den angivne oprindelse«.

167    Selv hvis det antages, at sådanne oplysninger var blevet identificeret på en tilstrækkelig præcis måde til, at Retten kan vurdere, om de er velbegrundede, gør den fragmentariske og ufuldstændige karakter af et sådant dokument, som er fremlagt selektivt, det under alle omstændigheder ikke muligt at konkludere, at der ikke var nogen oplysning, der kunne give anledning til at formode, at de omhandlede varer havde oprindelse i Kina. Som Kommissionen har anført i duplikkens punkt 66, er der desuden ikke vedlagt nogen fotografier af lommetænderne til de udvalgte dokumenter i bilag C.1b, C.1f, C.1h-C.1l og C.2a-C.2n.

168    Da Den Tjekkiske Republik blev adspurgt herom i forbindelse med den foranstaltning, der er nævnt i præmis 28 ovenfor, begrænsede den sig til at påberåbe sig yderligere to fotografier for at bekræfte, at de tjekkiske toldmyndigheder ikke havde fundet serienummeret »44001«, som OLAF havde angivet, skrevet nederst på lommetænderne, men en anden kode, der bestod af tre bogstaver og to tal, eller ingen kode overhovedet.

169    Fremlæggelsen alene af to fotografier til støtte for en sådan argumentation er imidlertid ikke som hævdet af Den Tjekkiske Republik tilstrækkelig til at godtgøre, at »de fotografier, der blev taget under toldkontrollen«, gjorde det muligt at konkludere, at serienummeret »44001« ikke fremgik af de omtvistede indførsler. Hertil kommer, at selv om de fotografier, der er vedlagt som bilag F.3, nederst på to tændere faktisk viser en anden kode end den, OLAF har henvist til, fremgår der intet af disse fotografier, som gør det muligt at identificere importøren af disse varer.

170    Henset til, at de omtvistede indførsler vedrører flere millioner lommetændere, er manglen – såfremt den måtte anses for godtgjort – på det serienummer, som OLAF har identificeret nederst på ca. ti af de lommetændere, som selskabet BAIDE har indført, således som de fremgår af fotografierne tilføjet de ovenfor i præmis 165 nævnte bilag, ikke tilstrækkelig til at godtgøre, at Den Tjekkiske Republik ikke kunne have næret tvivl om lommetændernes kinesiske oprindelse.

171    Den Tjekkiske Republik kan endvidere ikke med henblik på at påvise, at der med de trufne foranstaltninger »intet var fremkommet, der viste, at varerne havde en anden oprindelse end den angivne« med føje påberåbe sig de mødereferater, der er vedlagt som bilag C, eftersom disse dokumenter alene dokumenterer resultaterne af kontrollerne, således som de i henholdt til de oplysninger, der er taget hensyn til, faktisk fandt sted.

172    Det skal ligeledes i denne forbindelse bemærkes, at punkt 6.1 i Kommissionens meddelelse AM 2007/019 af 30. april 2007, som blev sendt til medlemsstaterne inden for rammerne af det gensidige samarbejde, præciserer følgende:

»[…]

I perioden fra slutningen af 2004 til juli 2006 udgjorde den mængde lommetændere, der blev importeret til Fællesskabet fra Laos, mere end 80 mio. stykker.

[…]

Under kontrollen opdagede to medlemsstater (de tjekkiske og belgiske toldmyndigheder) nederst på beholdere af lommetændere, der var var angivet som havende oprindelse i Laos en femcifret kode, som af de kinesiske myndigheder var tildelt producenterne af kinesiske lommetændere. Der var tale om kode 44001, som var den kode de kinesiske myndigheder havde givet den i punkt 7.1.2 nævnte kinesiske producent [dvs. selskabet BAIDE].«

173    Samme meddelelses punkt 12 har i øvrigt følgende ordlyd:

»Det er fastslået, at den i punkt 7.1.2 nævnte kinesiske producent har etableret sit europæiske distributionscenter i Prag i Den Tjekkiske Republik. De tjekkiske toldmyndigheder kontrollerede importsituation for den i punkt nr. 7.2 omhandlede importør, hvilken situation er knyttet til eksportøren.

Den importør, som er forbundet med eksportøren, flyttede umiddelbart fortoldningen fra et toldsted til et andet for at undgå en fuldstændig kontrol af de ladninger af lommetændere, der var angivet som havende oprindelse i Laos.

Varerne blev efterfølgende frigjort med henblik på fri bevægelighed i Slovakiet. De slovakiske toldmyndigheder blev underrettet om transporten af lommetændere af de tjekkiske toldmyndigheder i juli 2006, og med bistand fra OLAF blev indførslen af to ladninger indstillet i august 2006. Da de slovakiske toldmyndigheder anmodede om garantier for antidumpingtold på tænderne, blev lasten sendt tilbage til et toldoplag i Prag.

[…]«

174    Da Den Tjekkiske Republik som led i den foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, der er omhandlet i præmis 28 ovenfor, udtrykkeligt er blevet opfordret til at fremsætte sine bemærkninger til oplysningerne i punkt 6.1 og 12 i den meddelelse, der er nævnt i præmis 172 og 173 ovenfor, har den gjort gældende, at »oplysningerne om betydningen af den femcifrede kode i [den nævnte] meddelelse [er] meget fragmentariske og vage«. Den har imidlertid ikke rejst tvivl om den omstændighed, der er nævnt i nævnte meddelelses punkt 6.1, at de tjekkiske toldmyndigheder – uafhængigt af den femcifrede kodes nøjagtige betydning – opdagede en sådan seriekode nederst på de tændere, der var indført af selskabet BAIDE.

175    Selv om Den Tjekkiske Republik ligeledes har gjort gældende, at en sådan meddelelse er uden betydning for den foreliggende tvist, for så vidt som den blev offentliggjort efter, at de omtvistede indførsler var blevet bragt i fri omsætning, kan denne omstændighed heller ikke i sig selv ugyldiggøre oplysningerne i denne meddelelse, hvorefter de tjekkiske toldmyndigheder havde opdaget serienummeret »44001« nederst på tænderne.

176    Eftersom denne meddelelse, som Den Tjekkiske Republik har fremhævet, først blev fremsendt efter varernes overgang til fri omsætning, kan den omstændighed, at OLAF ikke anbefalede, at der blev stillet sikkerhed i den omhandlede meddelelse, endvidere ikke gyldigt tages i betragtning ved vurderingen af Den Tjekkiske Republiks forpligtelse til at etablere en sådan sikkerhed ved frigivelsen af de samme varer.

177    Da Den Tjekkiske Republik under retsmødet på ny blev opfordret til at fremsætte sine bemærkninger til de oplysninger, der er indeholdt i punkt 6.1 og 12 i meddelelse AM/2007/019, fremkom den imidlertid ikke med nogen konkrete oplysninger, der kan medføre, at de kan anses for ugyldige. Den har i øvrigt ikke bestridt at have advaret de slovakiske toldmyndigheder om, at der forekom svigagtige indførsler, således som det fremgår af punkt 12 i meddelelse AM/2007/019.

178    Det skal således fastslås, at Den Tjekkiske Republik, selv om den skriftligt blev opfordret til at tydeliggøre de oplysninger, der er indeholdt i punkt 6.1 og 12 i meddelelse AM/2007/019, ikke har været i stand til at fremlægge tilstrækkeligt præcise og relevante oplysninger, der kan afkræfte disse oplysninger. Den Tjekkiske Republik kan således ikke hævde ikke at have opdaget det af OLAF oplyste serienummer, når den har oplyst de slovakiske myndigheder om, at der var foretaget svigagtige indførsler, der var deklareret med oprindelse i Laos, og som tidligere var blevet indført på dens område af selskabet BAIDE.

179    Selv om Den Tjekkiske Republik har forsøgt at anfægte relevansen af de oplysninger, som OLAF har fremsendt med henblik på vurderingen af de omhandlede varers oprindelse, idet den, som anført i præmis 174 ovenfor, har gjort gældende, at deres mangelfulde karakter i det væsentlige ikke har gjort det muligt for den at være sikker på deres betydning, er det ubestridt, således som den har bekræftet under retsmødet, at den ikke har forespurgt OLAF om nøjagtigheden af de således fremsendte oplysninger, selv om den har gengivet dem, som de var i risikoprofilen.

180    Det skal desuden bemærkes, at det påhviler medlemsstaternes toldmyndigheder at sikre, at EU-toldlovgivningen overholdes, og navnlig at foretage passende toldkontrol for effektivt at beskytte Unionens finansielle interesser. Opfyldelsen af en sådan opgave kræver, at disse myndigheder udfører et kontinuerligt, sammenhængende og systemisk arbejde. Selv om de foranstaltninger vedrørende toldkontrol, der iværksættes på EU-plan, har til formål at støtte medlemsstaterne, kan de under alle omstændigheder ikke erstatte den kontrol og effektive beskyttelse af Unionens finansielle interesser, som påhviler medlemsstaterne.

181    I modsætning til, hvad Den Tjekkiske Republik har gjort gældende, krævede en sikkerhedsstillelse for inddrivelsen af det omtvistede beløb endelig ikke, at der ved frigivelsen af de omhandlede varer var sikkerhed for, at deres oprindelse var anderledes end den angivne, men alene, at der forelå indicier, der i forbindelse med kontrollen af disse varer kunne føre til fastsættelse af et højre afgiftsbeløb end det, der fremgik af oplysningerne på toldangivelsen.

182    I denne henseende kan Den Tjekkiske Republik i dag ikke gøre gældende, at den kun kunne have haft en vag mistanke om, at den omtvistede import var svigagtig, når den i risikoprofilen selv havde anerkendt, at der »forel[å] en rimelig mistanke om omgåelse af toldlovgivningen«, havde præciseret, at formålet med den interne kontrol var at »træffe alle mulige foranstaltninger for at undgå antidumpingtold ved hjælp af en anden tarifering eller en anden angivelse af varernes oprindelse«, og havde angivet, at der i givet fald »foretages udlæg svarende til antidumpingtolden«.

183    Som anført i præmis 178 ovenfor advarede Den Tjekkiske Republik i øvrigt de slovakiske toldmyndigheder om, at der forekom svigagtige indførsler. Den har ligeledes indført en række foranstaltninger efter vedtagelsen af risikoprofilen, som i det mindste viser, at den havde kendskab til risikoen for svig, da denne profil blev vedtaget. Som Kommissionen har fremhævet i svarskriftets punkt 15, har Den Tjekkiske Republik ikke bestridt, at den den 13. april 2006 sendte en skrivelse til OLAF vedrørende mistanke om svig fra selskabet BAIDE’s side og indledte en undersøgelse vedrørende dette selskab den 28. august 2006. Den har heller ikke bestridt, at den inden kontrolbesøget tilsendte OLAF listen over de omtvistede indførsler, hvis oprindelse skulle kontrolleres.

184    For det andet har Den Tjekkiske Republik ikke desto mindre gjort gældende, at selv hvis det antages, at den på baggrund af OLAF’s oplysninger burde have etableret en sikkerhed for tilbagebetaling af det omtvistede beløb, skulle den have frigivet den, så snart de laotiske myndigheder havde bekræftet ægtheden af de omhandlede varers oprindelsescertifikater, og der ikke forelå »noget bevis for det modsatte«.

185    Den blotte omstændighed, at disse myndigheder bekræftede autenticiteten af de af selskabet BAIDE vedlagte oprindelsescertifikater i 2 af de 28 tilfælde af de omtvistede indførsler, kunne under alle omstændigheder ikke i sig selv fjerne den tvivl, som Den Tjekkiske Republik selv havde næret på grundlag af de oplysninger, som OLAF havde fremlagt vedrørende selskabet BAIDE’s samlede import fra Laos.

186    De af selskabet BAIDE fremlagte certifikater kunne højst have udgjort indicier for lommetændernes laotiske oprindelse, for så vidt som en sådan oprindelse var blevet bekræftet, og ikke som i det foreliggende tilfælde tilbagevist af de øvrige oplysninger, som Den Tjekkiske Republik var i besiddelse af ved frigivelsen af de omhandlede varer.

187    På baggrund af det ovenstående var Den Tjekkiske Republik i henhold til artikel 248, stk. 1, i gennemførelsesforordningen til toldkodeksen forpligtet til at etablere sikkerhed for inddrivelse af den antidumpingtold, som selskabet BAIDE skulle betale fra og med vedtagelsen af risikoprofilen, dvs. fra den 22. marts 2006.

 Generel konklusion om forekomsten af en ugrundet berigelse for Unionen

188    Som det fremgår af præmis 123 og 124 ovenfor, var Den Tjekkiske Republik i stand til at fastslå den told, som selskabet BAIDE skulle betale på de omtvistede indførsler regnet fra modtagelsen af OLAF’s rapport.

189    Som fastslået i præmis 129 ovenfor, blev OLAF’s rapport imidlertid først fremsendt efter, at selskabet BAIDE havde indstillet sine aktiviteter.

190    I overensstemmelse med konklusionen i punkt 136 kunne selskabet BAIDE’s indstilling af sine aktiviteter før fremsendelsen OLAF’s rapport udgøre en grund, som ikke kan tilskrives Den Tjekkiske Republik som omhandlet i artikel 17, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1150/2000, og som lovligt kunne fritage den fra at stille det omtvistede beløb til rådighed for Unionen, idet ingen aktiver herefter kunne beslaglægges på Den Tjekkiske Republiks område

191    Det er imidlertid i præmis 187 ovenfor blevet fastslået, at Den Tjekkiske Republik i henhold til artikel 248, stk. 1, i gennemførelsesforordningen til toldkodeksen var forpligtet til at etablere sikkerhed for de beløb, der skulle inddrives i form af den antidumpingtold, som selskabet BAIDE skyldte fra den 22. marts 2006.

192    Det er ubestridt mellem parterne, at de omtvistede indførsler, således som parterne har bekræftet under retsmødet, fandt sted mellem den 26. september 2005 og den 1. marts 2007. Endvidere har Kommissionen under retsmødet bekræftet, at forpligtelsen til at etablere sikkerhed omfatter samtlige omtvistede indførsler.

193    Det fremgår af dokumentet i bilag F.1 og af tabellen i bilag B.7, at der fra den 22. marts 2006 blev foretaget 16 indførsler, den første den 11. april 2006 og den sidste den 1. marts 2007.

194    Henset til det ovenstående skal det fastslås, at der foreligger en ugrundet berigelse for Unionen, svarende til den del af det omtvistede beløb, der svarer til den antidumpingtold, som selskabet BAIDE skulle betale af de første 12 indførsler af lommetændere, der blev gennemført mellem den 26. september 2005, hvor den første fandt sted, og den 20. februar 2006, hvor den sidste fandt sted, dvs. den 26. september, den 7., 15., 27., 29. og 30. november 2005, den 3., 10., 16., 17. og 27. januar samt den 20. februar 2006.

195    Følgelig skal Den Tjekkiske Republik gives medhold i søgsmålet, for så vidt som det vedrører påstanden om tilbagebetaling til Den Tjekkiske Republik af det beløb, der er omhandlet i præmis 194 ovenfor, dvs. – henset til de finansielle oplysninger, der er fremlagt som bilag F.1, og som Kommissionen ikke har bestridt – det beløb på 17 828 399,66 CZK, der er betalt i henhold til Unionens egne indtægter til den dertil af Kommissionen udpegede konto.

196    I øvrigt frifindes Kommissionen.

 Sagsomkostninger

197    Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 3, bærer hver part sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter.

198    Da Den Tjekkiske Republik og Kommissionen i det foreliggende tilfælde delvist har tabt sagen, bør hver part bære sine egne omkostninger.

199    Kongeriget Belgien og Republikken Polen bærer deres egne omkostninger i overensstemmelse med procesreglementets artikel 138, stk. 1.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Sjette Afdeling):

1)      Den Tjekkiske Republik gives medhold i søgsmålet, for så vidt som det vedrører påstanden om, at Europa-Kommissionen skal tilbagebetale et beløb på 17 828 399,66 tjekkiske kroner (CZK), der er blevet betalt i henhold til Unionens egne indtægter.

2)      I øvrigt frifindes Kommissionen.

3)      Hver part bærer sine egne omkostninger.

Marcoulli Schwarcz Norkus

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 11. maj 2022.

Underskrifter

*      Processprog: tjekkisk.