DOMSTOLENS DOM (Sjette Afdeling)
21. november 2018 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – direktiv 1999/70/EF – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – § 4 – princippet om ikke-diskrimination – berettigelse – § 5 – foranstaltninger med henblik på at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold – godtgørelse i tilfælde af opsigelse af en tidsubegrænset kontrakt af en objektiv grund – ingen godtgørelse ved udløbet af en tidsbegrænset interinidad-kontrakt (vikarkontrakt)«
I sag C-619/17,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) ved afgørelse af 25. oktober 2017, indgået til Domstolen den 3. november 2017, i sagen
Ministerio de Defensa
mod
Ana de Diego Porras,
har
DOMSTOLEN (Sjette Afdeling),
sammensat af formanden for Første Afdeling, J.-C. Bonichot, som fungerende formand for Sjette Afdeling, og dommerne A. Arabadjiev (refererende dommer) og C.G. Fernlund,
generaladvokat: J. Kokott,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– den spanske regering ved A. Rubio González og A. Gavela Llopis, som befuldmægtigede,
– Europa-Kommissionen ved M. van Beek og N. Ruiz García, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af §§ 4 og 5 i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, indgået den 18. marts 1999 (herefter »rammeaftalen«), der er indeholdt i bilaget til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT 1999, L 175, s. 43).
2 Anmodningen er blevet indgivet under en sag mellem Ministerio de Defensa (forsvarsministeriet, Spanien) og Ana de Diego Porras vedrørende kvalificeringen af det ansættelsesforhold, der binder parterne, og vedrørende udbetalingen af en godtgørelse som følge af opsigelsen af dette forhold.
Retsgrundlag
EU-retten
3 Følgende fremgår af 14. betragtning til direktiv 1999/70:
»[D]e underskrivende parter har ønsket at indgå en rammeaftale om tidsbegrænset ansættelse og har opregnet de generelle principper og minimumskravene for tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og ansættelsesforhold; de har givet udtryk for deres ønske om at forbedre kvaliteten ved tidsbegrænset ansættelse gennem anvendelsen af princippet om ikke-diskrimination og ved at fastsætte de rammer, der skal forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold.«
4 I henhold til artikel 1 i direktiv 1999/70 har direktivet til formål »at iværksætte den […] rammeaftale […], som blev indgået […] mellem de generelle tværfaglige organisationer (EFS, UNICE og CEEP)«.
5 Direktivets artikel 2, stk. 1, bestemmer:
»Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme nærværende direktiv [og] skal træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for, at de til enhver tid kan nå de resultater, der er foreskrevet i dette direktiv. […]«
6 Andet afsnit i indledningen til rammeaftalen har følgende ordlyd:
»Parterne bag denne aftale erkender, at ansættelseskontrakter af tidsubegrænset varighed er – og fortsat vil være – den ansættelsesform, der sædvanligvis anvendes mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. De erkender ligeledes, at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i visse tilfælde opfylder såvel arbejdsgivernes som arbejdstagernes behov.«
7 Denne indlednings tredje afsnit lyder således:
»I denne [rammeaftale] fastsættes de generelle principper og minimumskrav, der skal gælde for tidsbegrænset ansættelse, idet parterne erkender, at det ved den nærmere gennemførelse heraf er påkrævet at tage hensyn til de særlige nationale, sektorbestemte eller årstidsbetingede realiteter. Aftalen viser, at arbejdsmarkedets parter er indstillet på at fastsætte en generel ramme, som skal sikre ligebehandling for personer med tidsbegrænset ansættelse, ved at de beskyttes mod forskelsbehandling, og som skal sikre, at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter grundlæggende anvendes på en, for både arbejdsgivere og arbejdstagere, acceptabel måde.«
8 I henhold til rammeaftalens § 1 har denne til formål dels at forbedre kvaliteten ved tidsbegrænset ansættelse gennem anvendelsen af princippet om ikke-diskrimination, dels at fastsætte rammer, der skal forhindre misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold.
9 Rammeaftalens § 3 med overskriften »Definitioner« bestemmer følgende:
»I denne aftale forstås ved:
1. »en person med tidsbegrænset ansættelse«: en person, som har en ansættelseskontrakt, der er indgået direkte mellem den pågældende og en arbejdsgiver, eller som indgår i et ansættelsesforhold, etableret direkte mellem den pågældende og en arbejdsgiver, når tidspunktet for ansættelseskontraktens eller ansættelsesforholdets udløb er fastlagt ud fra objektive kriterier, såsom en bestemt dato, fuldførelsen af en bestemt opgave eller indtrædelsen af en bestemt begivenhed
2. »en sammenlignelig fastansat«: en fastansat i samme virksomhed, der har en tidsubegrænset ansættelseskontrakt eller indgår i et tidsubegrænset ansættelsesforhold, og som udfører samme eller tilsvarende arbejde/beskæftigelse, idet der tages hensyn til kvalifikationer/færdigheder […]«
10 Rammeaftalens § 4 med overskriften »Princippet om ikke-diskrimination« fastsætter i stk. 1:
»Ansættelsesvilkårene for personer med tidsbegrænset ansættelse må ikke være mindre gunstige end de, der gælder for sammenlignelige fastansatte, hvis dette udelukkende er begrundet i kontraktens tidsbegrænsede varighed, og forskelsbehandlingen ikke er begrundet i objektive forhold.«
11 I rammeaftalens § 5 med overskriften »Bestemmelser om misbrug« er fastsat:
»1. For at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold fastsættes, medmindre der allerede findes tilsvarende retsregler, bestemmelser af medlemsstaterne – efter høring af arbejdsmarkedets parter i henhold til national lovgivning, kollektive aftaler eller praksis – og/eller af arbejdsmarkedets parter, hvorved der tages hensyn til behovene inden for bestemte sektorer og/eller blandt bestemte kategorier af arbejdstagere, og som regulerer et eller flere af følgende forhold:
a) objektive omstændigheder, der kan begrunde en fornyelse af sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold
b) den maksimale samlede varighed af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller arbejdsforhold
c) antallet af gange, sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold kan fornys.
2. Medlemsstaterne – efter høring af arbejdsmarkedets parter – og/eller arbejdsmarkedets parter fastsætter, hvor det er hensigtsmæssigt, under hvilke betingelser tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og ansættelsesforhold er at anse som:
a) »flere på hinanden følgende«
b) tidsubegrænsede kontrakter eller ansættelsesforhold.«
Spansk ret
12 Artikel 15, stk. 1, i texto refundido de la Ley del Estatuto de los Trabajadores (kodificeret udgave af lov om arbejdstagere), godkendt ved Real Decreto Legislativo 1/1995 (kongeligt lovdekret nr. 1/1995) af 24. marts 1995 (BOE nr. 75 af 29.3.1995, s. 9654), i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »lov om arbejdstagere«), fastsætter:
»Ansættelseskontrakten kan indgås tidsubegrænset eller tidsbegrænset. I følgende tilfælde kan kontrakten tidsbegrænses:
a) når arbejdstageren ansættes med henblik på at løse en bestemt opgave, der er særskilt og selvstændig i forhold til virksomhedens samlede aktiviteter, og udførelsen af denne opgave, der er tidsbegrænset, i princippet er af en usikker varighed; […]
b) når markedsvilkårene, ophobning af arbejde eller for mange ordrer, selv i forbindelse med virksomhedens almindelige aktivitet, kræver det […]
c) i tilfælde, hvor de arbejdstagere, der skal erstattes, har ret til at bevare deres stilling, på den betingelse, at navnet på den erstattede arbejdstager og begrundelsen for erstatningen anføres i ansættelseskontrakten.«
13 Artikel 15, stk. 3, i lov om arbejdstagere bestemmer, at tidsbegrænsede kontrakter, der er indgået i strid med loven, antages for at være indgået på ubestemt tid.
14 I henhold til denne lovs artikel 15, stk. 6, har ansatte med midlertidige og tidsbegrænsede kontrakter samme rettigheder som ansatte med tidsubegrænsede kontrakter med forbehold for de særlige forhold, der gør sig gældende for hver af disse kontrakttyper, for så vidt angår opsigelse af kontrakten, og de forhold, der udtrykkeligt fremgår af loven vedrørende uddannelseskontrakter.
15 Artikel 49, stk. 1, i lov om arbejdstagere bestemmer:
»1. Ansættelseskontrakten ophører:
[…]
b) af de grunde, der gyldigt er anført i kontrakten, medmindre disse udgør et åbenbart misbrug af retsregler fra arbejdsgiverens side
c) når den aftalte tidsperiode er udløbet, eller den arbejdsopgave eller tjenesteydelse, der er genstand for kontrakten, er fuldført; ved udløbet af kontrakten – undtagen når der er tale om interinidad-kontrakter [vikarkontrakter] og uddannelseskontrakter – har arbejdstageren ret til at modtage en godtgørelse på et beløb, der forholdsmæssigt svarer til 12 dages løn for hvert tjenesteår, eller i givet fald den godtgørelse, som er fastsat ved den særlovgivning, der finder anvendelse på området
[…]
l) når der foreligger lovlige objektive grunde
[…]«
16 »Objektive grunde«, der kan danne grundlag for opsigelsen af ansættelseskontrakten, kan i henhold til artikel 52 i lov om arbejdstagere bl.a. være arbejdstagerens uegnethed, der er blevet kendt eller opstået efter dennes faktiske indtræden i virksomheden, arbejdstagerens manglende tilpasning til rimelige tekniske ændringer af dennes stilling, grunde af økonomisk eller teknisk art eller vedrørende organisationen eller produktionen, når antallet af nedlagte stillinger er lavere end det antal, der kræves til at kvalificere opsigelsen af ansættelseskontrakter som »kollektiv afskedigelse«, samt under visse betingelser tilbagevendende fraværsperioder, selv om disse måtte være begrundede.
17 I overensstemmelse med artikel 53, stk. 1, litra b), i lov om arbejdstagere giver opsigelsen af en ansættelseskontrakt af en af de grunde, der er omhandlet i denne lovs artikel 52, anledning til, at der på tidspunktet for den skriftlige meddelelse udbetales en godtgørelse til arbejdstageren svarende til 20 dages løn pr. ansættelsesår, idet godtgørelsen ved ansættelsesperioder på under et år beregnes pro rata på månedlig basis og med et maksimum på 12 månedslønninger.
18 I henhold til artikel 56, stk. 1, i lov om arbejdstagere kan arbejdsgiveren i tilfælde af en uberettiget opsigelse af en ansættelseskontrakt enten genansætte arbejdstageren i virksomheden eller betale en godtgørelse svarende til 33 dages løn pr. ansættelsesår.
19 Real Decreto 2720/1998 por el que se desarrolla el artículo 15 del Estatuto de los Trabajadores en materia de contratos de duración determinada (kongeligt dekret nr. 2720/1998 om gennemførelse af artikel 15 i lov om arbejdstagere vedrørende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter) af 18. december 1998 (BOE nr. 7 af 8.1.1999, s. 568) definerer i artikel 4, stk. 1, en interinidad-kontrakt (herefter »vikarkontrakt«) som en kontrakt, der er indgået for at erstatte en arbejdstager, som i henhold til lov, kollektiv overenskomst eller en individuel aftale har ret til at bevare sin stilling, eller for midlertidigt at besætte en stilling under en udvælgelses- eller forfremmelsesprocedure med henblik på at besætte denne stilling permanent.
20 Ifølge dette kongelige dekrets artikel 4, stk. 2, skal vikarkontrakten bl.a. identificere den erstattede arbejdstager og begrundelsen for erstatningen eller den stilling, der skal besættes permanent efter udvælgelses- eller forfremmelsesproceduren. Varigheden af en vikarkontrakt, der er indgået for at erstatte en arbejdstager, som har ret til at bevare sin stilling, skal svare til varigheden af denne erstattede arbejdstagers fravær. Varigheden af en vikarkontrakt, der er indgået for midlertidigt at besætte en stilling under en udvælgelses- eller forfremmelsesprocedure med henblik på at besætte denne stilling permanent, skal svare til varigheden af denne procedure. Vikarkontrakten kan ikke vare længere end tre måneder, og der kan ikke indgås en ny kontrakt med det samme formål, når denne maksimale varighed er udløbet. I forbindelse med udvælgelsesprocedurer inden for den offentlige administration med henblik på besættelse af stillinger skal vikarkontrakters varighed svare til varigheden af disse procedurer i overensstemmelse med det, der er fastsat herom i særlovgivningen.
21 Det nævnte kongelige dekrets artikel 8, stk. 1, bestemmer:
»Tidsbegrænsede kontrakter ophører efter meddelelse fra en af parterne af følgende grunde:
[…]
c) Vikarkontrakter ophører af følgende grunde:
1) Den erstattede arbejdstager genindtræder i sin stilling.
2) Den lovbestemte eller aftalemæssigt fastsatte frist for genindtrædelse udløber.
3) Den begrundelse, der har givet anledning til bevarelsen af stillingen, bortfalder.
4) Udløbet af fristen på tre måneder i udvælgelses- eller forfremmelsesprocedurer med henblik på permanent at besætte stillinger eller udløbet af den frist, der gælder for udvælgelsesprocedurer inden for den offentlige administration.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
22 Siden februar 2003 har Ana de Diego Porras været ansat som sekretær i forskellige underdirektorater i forsvarsministeriet i henhold til adskillige kontrakter om vikaransættelse. Den sidste kontrakt om vikaransættelse, der blev indgået den 17. august 2005, havde til formål at erstatte Esperanza Mayoral Fernández, der var fritaget for sine arbejdsmæssige forpligtelser på fuld tid med henblik på at udføre fagforeningsarbejde.
23 I henhold til Real Decreto-ley 20/2012 de medidas para garantizar la estabilidad presupuestaria y de fomento de la competitividad (kongeligt lovdekret nr. 20/2012 om foranstaltninger til sikring af budgetstabilitet og styrkelse af konkurrenceevnen) af 13. juli 2012 (BOE nr. 168 af 14.7.2012, s. 50428) blev Esperanza Mayoral Fernández’ tjenestefritagelse tilbagekaldt.
24 Ved skrivelse af 13. september 2012 blev Ana de Diego Porras indkaldt for at underskrive opsigelsen af sin ansættelseskontrakt med virkning fra den 30. september 2012 med henblik på at muliggøre Esperanza Mayoral Fernández’ genindtræden i sin stilling fra den 1. oktober 2012.
25 Den 19. november 2012 anlagde Ana de Diego Porras sag ved Juzgado de lo Social n° 1 de Madrid (arbejdsret nr. 1 i Madrid, Spanien) med henblik på anfægtelse af lovligheden af såvel ansættelseskontrakten som dennes opsigelsesbetingelser.
26 Ved en afgørelse af 10. september 2013 blev sagsøgte frifundet, hvorefter Ana de Diego Porras iværksatte appel ved Tribunal Superior de Justicia de Madrid (øverste regionale domstol i Madrid, Spanien), hvorunder hun gjorde gældende, at kontrakterne om vikaransættelse, hvorved hun var blevet ansat, var blevet indgået i strid med loven, og at de måtte omkvalificeres til en »tidsubegrænset ansættelseskontrakt«. Følgelig udgjorde opsigelsen af en sådan kontrakt en uberettiget afskedigelse og medførte, at der skulle ske udbetaling af en godtgørelse svarende til 33 dages løn pr. ansættelsesår.
27 Ved afgørelse af 9. december 2014, indgået til Domstolen den 22. december 2014, fremsatte Tribunal Superior de Justicia de Madrid (øverste regionale domstol i Madrid) en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF.
28 I denne afgørelse fastslog Tribunal Superior de Justicia de Madrid (øverste regionale domstol i Madrid) for det første, at Ana de Diego Porras’ ansættelse via en kontrakt om vikaransættelse var i overensstemmelse med de krav, der følger af de gældende nationale bestemmelser, og, for det andet, at ophøret af ansættelsesforholdet til forsvarsministeriet var lovligt.
29 Tribunal Superior de Justicia de Madrid (øverste regionale domstol i Madrid) ønskede imidlertid oplyst, om Ana de Diego Porras havde ret til at kræve udbetaling af en godtgørelse som følge af opsigelsen af hendes ansættelseskontrakt. Denne domstol var af den opfattelse, at der i spansk ret eksisterer en forskelsbehandling i ansættelsesvilkårene for arbejdstagere, der har indgået en tidsubegrænset ansættelseskontrakt, og arbejdstagere, der har indgået en tidsbegrænset ansættelseskontrakt, for så vidt som den godtgørelse, der udbetales i tilfælde af en lovlig opsigelse af ansættelseskontrakten af objektive grunde, er på 20 dages løn pr. ansættelsesår for de førstnævnte, mens den kun er på 12 dages løn pr. tjenesteår for de sidstnævnte. Ifølge denne domstol er denne ulighed så meget desto mere tydelig for så vidt angår arbejdstagere, der er ansat på en kontrakt om vikaransættelse, idet disse i henhold til den nationale lovgivning ikke har ret til nogen form for godtgørelse ved denne kontrakts lovlige ophør.
30 Idet den fandt, at der ikke forelå nogen objektiv grund, der begrundede en sådan forskelsbehandling, rejste Tribunal Superior de Justicia de Madrid (øverste regionale domstol i Madrid) tvivl om de spanske bestemmelsers forenelighed med princippet om ikke-diskrimination af tidsbegrænsede ansatte og fastansatte, der er fastsat i rammeaftalens § 4, som fortolket i Domstolens praksis.
31 Denne domstol forelagde Domstolen fire præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af § 4.
32 Ved dom af 14. september 2016, de Diego Porras (C-596/14, EU:C:2016:683), svarede Domstolen bl.a., at § 4 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der afslår at give nogen form for godtgørelse ved opsigelsen af en ansættelseskontrakt til en arbejdstager, der er ansat inden for rammerne af en kontrakt om vikaransættelse, selv om den tillader, at en sådan godtgørelse bl.a. tildeles sammenlignelige fastansatte.
33 Ved dom af 5. oktober 2016 fastslog Tribunal Superior de Justicia de Madrid (øverste regionale domstol i Madrid, Spanien) bl.a., at Ana de Diego Porras’ ansættelse i henhold til en kontrakt om vikaransættelse og ophøret af ansættelsesforholdet til forsvarsministeriet var i overensstemmelse med den gældende spanske lovgivning, at lovgivningen imidlertid var diskriminerende, og at der i overensstemmelse med den retspraksis, der følger af dom af 14. september 2016, de Diego Porras (C-596/14, EU:C:2016:683), skulle udbetales en godtgørelse til hende svarende til 20 dages løn pr. ansættelsesår, som i henhold til spansk ret skal udbetales ved afskedigelse af økonomiske, tekniske, organisatoriske eller produktionsmæssige grunde.
34 Forsvarsministeriet iværksatte kassationsappel af denne første dom for Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) med henblik på at sikre en ensartet retspraksis.
35 Ifølge denne domstol er Ana de Diego Porras’ situation ubestrideligt sammenlignelig med situationen for en fastansat, bl.a. hvad angår de arbejdsopgaver, som hun udførte.
36 Denne domstol er imidlertid af den opfattelse, at selv om den pågældende arbejdstager med tidsbegrænset ansættelse udførte samme opgaver som sammenlignelige fastansatte, kan den godtgørelse, der udbetales ved ophøret af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt, ikke sammenlignes med den, der udbetales i tilfælde af opsigelse af en tidsubegrænset kontrakt af en af de grunde, som er omhandlet i artikel 52 i lov om arbejdstagere, eftersom en tidsubegrænset ansættelseskontrakt ikke kan bringes til ophør, fordi en frist udløber, eller en betingelse opfyldes.
37 Den lovbestemte godtgørelse, der svarer til 20 dages løn pr. ansættelsesår i virksomheden, som er fastsat i artikel 53, stk. 1, litra b), i lov om arbejdstagere, skal derimod udbetales ved opsigelse af en ansættelseskontrakt af en af de grunde, der er nævnt i artikel 52 i lov om arbejdstagere, uafhængigt af, om denne kontrakt er tidsbegrænset eller tidsubegrænset. Arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse og fastansatte behandles dermed ens, når grunden til, at deres ansættelsesforhold ophører, er den samme.
38 På denne baggrund kan den forelæggende ret ikke se, at der er tale om en forskelsbehandling som nævnt i præmis 21 i dom af 14. september 2016, de Diego Porras (C-596/14, EU:C:2016:683).
39 Det følger af denne dom, at der bør fastsættes en engangsgodtgørelse for samtlige tilfælde, hvor et ansættelsesforhold ophører, dvs. en godtgørelse svarende til 20 dages løn pr. ansættelsesår i virksomheden, til trods for, at der kan være tale om meget forskellige situationer.
40 Denne godtgørelse bør således udbetales ved ophøret af såvel vikarkontrakter som andre tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, idet dette vil kunne udviske den forskel mellem disse to kategorier af tidsbegrænsede kontrakter, som den spanske lovgiver har indført med vedtagelsen af artikel 49, stk. 1, litra c), i lov om arbejdstagere, hvori det foreskrives, at der skal udbetales en godtgørelse svarende til 12 dages løn pr. ansættelsesår i virksomheden ved ophøret af andre tidsbegrænsede ansættelseskontrakter end vikarkontrakter.
41 Denne forskel påvirker imidlertid ikke ligevægten mellem tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og tidsubegrænsede ansættelseskontrakter.
42 På denne baggrund finder den forelæggende ret det tvivlsomt, om det forhold, at en tidsbegrænset kontrakt ophører, nødvendigvis skal give anledning til, at der udbetales en godtgørelse, og, i bekræftende fald, om denne godtgørelse skal fastsættes på samme måde som den godtgørelse, der skal udbetales i andre tilfælde af ansættelsesforholdets ophør.
43 Denne domstol har endvidere præciseret, at tvivlen ikke vedrører spørgsmålet, om der foreligger en forskelsbehandling mellem arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse og fastansatte, men derimod, hvorvidt den omstændighed, at der i henhold til spansk ret skal udbetales en godtgørelse ved ophøret af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, med undtagelse af vikarkontrakter, indebærer, at der i spansk ret er vedtaget en foranstaltning for at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i rammeaftalens § 5, der alene omfatter andre tidsbegrænsede ansættelseskontrakter end vikarkontrakter.
44 Den godtgørelse på 12 dages løn pr. ansættelsesår i virksomheden, som er foreskrevet i artikel 49, stk. 1, litra c), i lov om arbejdstagere, blev nemlig indført ved Real Decreto-ley 5/2001 (kongeligt lovdekret nr. 5/2001) af 2. marts 2001, og ley 12/2001 de medidas urgentes de reforma del mercado de trabajo para el incremento del empleo y la mejora de su calidad (lov om hasteforanstaltninger til reform af arbejdsmarkedet med henblik på vækst i beskæftigelsen og forbedring af dens kvalitet) af 9. juli 2001 med henblik på at gennemføre direktiv 1999/70 i spansk ret. Personer, som er ansat i henhold til vikarkontrakter, er imidlertid udtrykkeligt undtaget fra retten til denne godtgørelse.
45 Det vil derfor være muligt at antage, at selv om der ikke er nogen forbindelse mellem den nævnte godtgørelse og anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, udgør den en foranstaltning, der har til formål at opfylde de forpligtelser, som følger af rammeaftalens § 5, og sikre en stabil beskæftigelse.
46 Spørgsmålet er i denne forbindelse, om den spanske lovgiver uden at tilsidesætte rammeaftalens § 5 kan udelukke personer ansat i vikarkontrakter fra retten til denne godtgørelse.
47 I denne forbindelse følger det af dom af 14. september 2016, Martínez Andrés og Castrejana López (C-184/15 og C-197/15, EU:C:2016:680), at en medlemsstat ikke ved gennemførelsen af sine forpligtelser i henhold til rammeaftalens § 5, stk. 1, kan foreskrive forskellige retlige ordninger for forskellige personalekategorier.
48 Eftersom vikarkontrakter vedrører to forskellige arbejdstagere, nemlig den arbejdstager, der vikarierer, og den arbejdstager, der vikarieres for, adskiller den sig imidlertid fra andre typer af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter. Den forelæggende ret har i denne forbindelse præciseret, at selv om den godtgørelse, som er forskrevet i artikel 49, stk. 1, litra c), i lov om arbejdstagere, kan have en afskrækkende virkning på en arbejdsgiver, som ønsker uden større vanskeligheder at nedbringe antallet af ansatte, har denne godtgørelse ikke en sådan virkning hvad angår vikarkontrakter, eftersom antallet af ansatte ikke nedbringes ved udløbet af disse kontrakter.
49 Under disse omstændigheder har Tribunal Supremo (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal § 4 i [rammeaftalen] fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, der ikke fastsætter nogen godtgørelse ved ophøret af en tidsbegrænset vikaransættelseskontrakt indgået med henblik på at afløse en anden arbejdstager, der har ret til at vende tilbage til den samme stilling, når kontrakten ophører på grund af, at den arbejdstager, som afløses, genindtræder i stillingen, men derimod fastsætter en godtgørelse, når ansættelseskontrakten ophører af andre grunde, som er fastsat i lovgivningen?
2) Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, er en foranstaltning som den, der er indført af den spanske lovgiver, som består i at fastsætte en godtgørelse på 12 dages løn for hvert års ansættelse, som modtages af arbejdstageren ved en midlertidig ansættelses udløb, da omfattet af anvendelsesområdet for rammeaftalens § 5, selv om den midlertidige ansættelse har været begrænset til en enkelt kontrakt?
3) Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende, er en lovbestemmelse, hvorefter tidsbegrænset ansatte arbejdstagere ved ansættelsens udløb modtager en godtgørelse på 12 dages løn for hvert års ansættelse, men som udelukker tidsbegrænset ansatte arbejdstagere fra denne godtgørelse, når ansættelseskontrakten er indgået som en vikaransættelseskontrakt med henblik på at afløse en arbejdstager, der har ret til at vende tilbage til den samme stilling, da i strid med rammeaftalens § 5?«
50 Den forelæggende ret har endvidere fremsat anmodning til Domstolen om, at den foreliggende sag skal behandles i henhold til den fremskyndede procedure i artikel 105, stk. 1, i Domstolens procesreglement eller i givet fald pådømmes forud for andre sager, således at den behandles forud for sag C-574/16, Grupo Norte Facility, og sag C-677/16, Montero Mateos.
51 Ved kendelse af 20. december 2017, de Diego Porras (C-619/17, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:1025), har Domstolens præsident afslået anmodningen om fremskyndet behandling fra Tribunal Supremo (øverste domstol).
52 Ved dom af 5. juni 2018, Montero Mateos (C-677/16, EU:C:2018:393), fastslog Domstolen (Store Afdeling) i det væsentlige, at rammeaftalens § 4, stk. 1, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, som ikke fastsætter udbetaling af en godtgørelse til arbejdstagere, der er ansat i tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, såsom vikarkontrakter, som er indgået for midlertidigt at besætte en stilling under en udvælgelses- eller forfremmelsesprocedure med henblik på at besætte denne stilling permanent, ved udløbet af den periode, for hvilken disse kontrakter er blevet indgået, selv om fastansatte tildeles en godtgørelse i tilfælde af, at deres ansættelseskontrakt opsiges af en objektiv grund.
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første spørgsmål
53 Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om rammeaftalens § 4, stk. 1, skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, som ikke fastsætter udbetaling af en godtgørelse til arbejdstagere, der er ansat i tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som er indgået for at erstatte en arbejdstager, som har ret til at bevare sin stilling, såsom den i hovedsagen omhandlede vikarkontrakt, ved udløbet af den periode, for hvilken disse kontrakter er blevet indgået, selv om fastansatte tildeles en godtgørelse i tilfælde af, at deres ansættelseskontrakt opsiges af en objektiv grund.
54 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at et af formålene med rammeaftalen i henhold til dennes § 1, litra a), er at forbedre kvaliteten ved tidsbegrænset ansættelse gennem anvendelsen af princippet om ikke-diskrimination. Ligeledes er det i tredje afsnit i indledningen til rammeaftalen præciseret, at den »viser, at arbejdsmarkedets parter er indstillet på at fastsætte en generel ramme, som skal sikre ligebehandling for personer med tidsbegrænset ansættelse, ved at de beskyttes mod forskelsbehandling«. I 14. betragtning til direktiv 1999/70 anføres det i denne forbindelse, at formålet med rammeaftalen bl.a. er at forbedre kvaliteten ved tidsbegrænset ansættelse ved at fastsætte minimumskrav, der kan sikre anvendelsen af princippet om ikke-diskrimination (dom af 5.6.2018, Montero Mateos, C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).
55 Rammeaftalen, navnlig dennes § 4, tilsigter at bringe nævnte princip i anvendelse på arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse for at forhindre, at en arbejdsgiver udnytter sådanne arbejdsforhold til at fratage disse arbejdstagere rettigheder, der indrømmes fastansatte (dom af 5.6.2018, Montero Mateos, C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).
56 Henset til de mål, der forfølges med rammeaftalen, som er nævnt i de to ovenstående præmisser, skal dens § 4 anses for at være et udtryk for et socialretligt princip på EU-plan, der ikke kan fortolkes indskrænkende (dom af 5.6.2018, Montero Mateos, C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).
57 Det bemærkes, at der i rammeaftalens § 4, stk. 1, er fastsat et forbud mod at behandle personer med tidsbegrænset ansættelse mindre gunstigt med hensyn til ansættelsesvilkår end sammenlignelige fastansatte, hvis dette udelukkende er begrundet i kontraktens tidsbegrænsede varighed, og forskelsbehandlingen ikke er begrundet i objektive forhold.
58 I det foreliggende tilfælde skal det for det første bemærkes, at eftersom Ana de Diego Porras’ ansættelseskontrakt fastsatte, at den ophørte ved indtrædelsen af en bestemt begivenhed – nemlig at den arbejdstager, hvis stilling hun besatte, genindtrådte i sin stilling – skal hun anses for at have egenskab af en »person med tidsbegrænset ansættelse« som omhandlet i rammeaftalens § 3, stk. 1.
59 Det skal for det andet bemærkes, at den godtgørelse, der tildeles arbejdstageren som følge af opsigelsen af dennes ansættelseskontrakt, der knytter ham til hans arbejdsgiver, såsom den i hovedsagen omhandlede kontrakt, henhører under begrebet »ansættelsesvilkår« som omhandlet i rammeaftalens § 4, stk. 1 (jf. i denne retning dom af 5.6.2018, Montero Mateos, C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 44-48 og den deri nævnte retspraksis).
60 Det skal for det tredje bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, at princippet om ikke-diskrimination, som rammeaftalens § 4, stk. 1, er et særligt udtryk for, kræver, at ensartede forhold ikke må behandles forskelligt, og at forskellige forhold ikke må behandles ensartet, medmindre en sådan forskellig behandling er objektivt begrundet (dom af 5.6.2018, Montero Mateos, C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).
61 I denne henseende bemærkes, at princippet om ikke-diskrimination er blevet gennemført og konkretiseret af rammeaftalen udelukkende for så vidt angår forskelsbehandlinger mellem arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse og fastansatte, der befinder sig i en sammenlignelig situation (dom af 5.6.2018, Montero Mateos, C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).
62 Det følger af Domstolens faste praksis, at det ved bedømmelsen af, om de berørte personer udfører samme eller tilsvarende arbejde i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i rammeaftalen, i henhold til rammeaftalens § 3, stk. 2, og § 4, stk. 1, skal undersøges, om disse personer, henset til en helhed af omstændigheder, herunder arbejdets art, uddannelseskrav og arbejdsforhold, kan anses for at befinde sig i en sammenlignelig situation (dom af 5.6.2018, Montero Mateos, C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).
63 I det foreliggende tilfælde tilkommer det den forelæggende ret, som alene har kompetence til at bedømme de faktiske omstændigheder, at afgøre, om Ana de Diego Porras, da hun var ansat af forsvarsministeriet inden for rammerne af en tidsbegrænset kontrakt, befandt sig i en situation, der var sammenlignelig med situationen for de arbejdstagere, som af samme arbejdsgiver i samme periode var ansat tidsubegrænset (jf. analogt dom af 5.6.2018, Montero Mateos, C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 52).
64 Når dette er sagt, fremgår det af de oplysninger, som Domstolen har til rådighed, at Ana de Diego Porras, mens hun var ansat af forsvarsministeriet i en vikarkontrakt, udførte samme sekretæropgaver som den arbejdstager, hun erstattede.
65 Med forbehold for den forelæggende rets endelige vurdering med hensyn til alle de relevante oplysninger må det følgelig antages, at situationen for en person med tidsbegrænset ansættelse såsom Ana de Diego Porras var sammenlignelig med situationen for en fastansat, der var ansat af forsvarsministeriet til at udføre samme sekretæropgaver.
66 Det skal således for det fjerde undersøges, om der findes en objektiv grund, der begrunder, at udløbet af en vikarkontrakt som den i hovedsagen omhandlede ikke giver anledning til, at der til den berørte arbejdstager med tidsbegrænset ansættelse udbetales godtgørelse, mens en fastansat, når denne afskediges af en af de grunde, der er omhandlet i artikel 52 i lov om arbejdstagere, får udbetalt en godtgørelse.
67 I denne henseende bemærkes, at ifølge Domstolens faste praksis skal begrebet »objektive forhold« som omhandlet i rammeaftalens § 4, stk. 1, forstås således, at en forskelsbehandling mellem personer med tidsbegrænset ansættelse og fastansatte ikke kan begrundes med, at denne forskel er fastsat ved en generel og abstrakt retsforskrift, såsom en lov eller en kollektiv overenskomst (dom af 5.6.2018, Montero Mateos, C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).
68 Det nævnte begreb kræver ifølge fast retspraksis, at den konstaterede ulige behandling er begrundet i, at der foreligger præcise og konkrete omstændigheder, der kendetegner det ansættelsesvilkår, der er tale om, i den særlige sammenhæng, hvori det indgår, og på grundlag af objektive og gennemsigtige kriterier for at efterprøve, om denne ulige behandling rent faktisk opfylder et reelt behov, er egnet til at nå det forfulgte formål og er nødvendig herfor. Disse omstændigheder kan bl.a. opstå på grund af den særlige art opgaver, med henblik på hvis udførelse tidsbegrænsede kontrakter er indgået, samt de hermed forbundne kendetegn eller i givet fald på grund af en medlemsstats forfølgelse af et lovligt socialpolitisk formål (dom af 5.6.2018, Montero Mateos, C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).
69 I den foreliggende sag har den spanske regering påberåbt sig den forskellige kontekst, hvori grundene til ophøret af tidsbegrænsede kontrakter, der er omhandlet i artikel 49, stk. 1, litra c), i lov om arbejdstagere – såsom en vikarkontrakts udløb – indgår, i forhold til den kontekst, hvori betalingen af en godtgørelse i tilfælde af opsigelse af en af de grunde, der er omhandlet i den nævnte lovs artikel 52 – såsom grunde af økonomisk eller teknisk art eller vedrørende organisationen eller produktionen hos arbejdsgiveren, når antallet af nedlagte stillinger er lavere end det antal, der kræves for at kvalificere opsigelsen af ansættelseskontrakter som »kollektiv afskedigelse« – er fastsat. For at forklare den i hovedsagen omhandlede forskelsbehandling har den nævnte regering i det væsentlige fremhævet, at afbrydelsen af ansættelsesforholdet i det første tilfælde sker på grund af en begivenhed, der er forudsigelig for arbejdstageren på tidspunktet for indgåelsen af den tidsbegrænsede ansættelseskontrakt, hvilket svarer helt til den i hovedsagen omhandlede situation, hvor vikarkontrakten udløb på grund af, at den erstattede arbejdstager genindtrådte i sin stilling. I det andet tilfælde er betalingen af godtgørelsen, der er fastsat i artikel 53, stk. 1, litra b), i lov om arbejdstagere, derimod begrundet i viljen til at kompensere for skuffelsen af arbejdstagerens berettigede forventninger om fortsættelsen af ansættelsesforholdet, hvilken skuffelse er foranlediget af dennes afskedigelse af en af de grunde, der er omhandlet i nævnte lovs artikel 52.
70 I denne henseende skal det bemærkes, at udløbet af Ana de Diego Porras’ vikarkontrakt som følge af det forhold, at den erstattede arbejdstager genindtrådte i sin stilling, ud fra en faktuel og retlig synsvinkel indgår i en helt anden kontekst end den kontekst, hvori ansættelseskontrakten for en fastansat opsiges af en af de grunde, der er omhandlet i artikel 52 i lov om arbejdstagere.
71 Det følger nemlig af definitionen af begrebet »tidsbegrænset kontrakt«, der er omhandlet i rammeaftalens § 3, stk. 1, at en sådan kontrakt ophører med at have virkninger for fremtiden ved udløbet af den periode, der er fastsat for den, idet denne periode kan bero på fuldførelsen af en bestemt opgave, en bestemt dato eller – som i det foreliggende tilfælde – indtrædelsen af en bestemt begivenhed. Parterne i en tidsbegrænset ansættelseskontrakt kender således fra indgåelsen af denne den dato eller den begivenhed, der afgør dens udløb. Denne periode begrænser ansættelsesforholdets varighed, uden at parterne for så vidt skal give udtryk for deres vilje efter indgåelsen af kontrakten (dom af 5.6.2018, Montero Mateos, C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 60).
72 Derimod følger opsigelsen af en tidsubegrænset ansættelseskontrakt af en af de grunde, der er fastsat i artikel 52 i lov om arbejdstagere, på arbejdsgiverens initiativ, af en indtræden af omstændigheder, der ikke var forudset på datoen for indgåelsen af denne, og som nu forstyrrer den normale gennemførelse af ansættelsesforholdet (dom af 5.6.2018, Montero Mateos, C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 61). Som det fremgår af den spanske regerings forklaringer, der er nævnt i nærværende doms præmis 69, er det netop for at kompensere for den uforudsete karakter af denne afbrydelse af ansættelsesforholdet af en sådan grund og følgelig skuffelsen af berettigede forventninger, som arbejdstageren kan have haft på denne dato for så vidt angår ansættelsesforholdets stabilitet, at artikel 53, stk. 1, litra b), i lov om arbejdstagere i dette tilfælde kræver, at den nævnte afskedigede arbejdstager betales en godtgørelse, der svarer til 20 dages løn pr. ansættelsesår.
73 I dette sidstnævnte tilfælde foretager den spanske lovgivning ingen forskelsbehandling mellem arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse og sammenlignelige fastansatte, idet artikel 53, stk. 1, litra b), i lov om arbejdstagere fastsætter en lovbestemt godtgørelse, der svarer til 20 dages løn pr. ansættelsesår i virksomheden til fordel for arbejdstageren, uafhængigt af, om dennes ansættelseskontrakt er tidsbegrænset eller tidsubegrænset.
74 Under disse omstændigheder skal det fastslås, at det særlige formål med den godtgørelse for opsigelse, der er fastsat i artikel 53, stk. 1, litra b), i lov om arbejdstagere, og den særlige kontekst, som betalingen af den nævnte godtgørelse indgår i, udgør en objektiv grund, der begrunder den omhandlede forskelsbehandling.
75 Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at rammeaftalens § 4, stk. 1, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, som ikke fastsætter udbetaling af en godtgørelse til arbejdstagere, der er ansat i tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som er indgået for at erstatte en arbejdstager, som har ret til at bevare sin stilling, såsom den i hovedsagen omhandlede vikarkontrakt, ved udløbet af den periode, for hvilken disse kontrakter er blevet indgået, selv om fastansatte tildeles en godtgørelse i tilfælde af, at deres ansættelseskontrakt opsiges af en objektiv grund.
Det andet spørgsmål
Formaliteten
76 Den spanske regering har gjort gældende, at det andet spørgsmål ikke er relevant med henblik på at afgøre tvisten i hovedsagen. Rammeaftalens § 5 vedrører nemlig kun misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold, og hvor der foreligger tilsidesættelse af lovgivningen. I denne sag er der imidlertid hverken tale om en svigagtig anvendelse af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt eller et misbrug af sådanne kontrakter. Tvisten i hovedsagen vedrører desuden kun en enkelt tidsbegrænset ansættelseskontrakt.
77 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at i overensstemmelse med Domstolens faste praksis gælder der en formodning for, at de spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge – og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve – er relevante. Domstolen kan kun afslå at træffe afgørelse om en anmodning om præjudiciel afgørelse fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er hypotetisk, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål (dom af 27.6.2018, Altiner og Ravn, C-230/17, EU:C:2018:497, præmis 22).
78 I det foreliggende tilfælde fremgår det af de sagsakter, der er til rådighed for Domstolen, at Ana de Diego Porras siden februar 2003 har været ansat som sekretær i forskellige underdirektorater i forsvarsministeriet på grundlag af adskillige kontrakter om vikaransættelse.
79 Det fremgår i denne forbindelse af rammeaftalens § 5, stk. 2, litra a), at det påhviler medlemsstaterne at fastsætte, under hvilke betingelser tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og ansættelsesforhold er at anse for »flere på hinanden følgende«.
80 Fortolkningen af nationale bestemmelser henhører imidlertid under de nationale retters enekompetence (jf. i denne retning dom af 5.6.2018, Grupo Norte Facility, C-574/16, EU:C:2018:390, præmis 32).
81 Under disse omstændigheder fremgår det ikke klart, at den af den forelæggende ret ønskede fortolkning af rammeaftalens § 5 i det andet spørgsmål savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand eller omhandler et hypotetisk problem.
82 Det andet spørgsmål kan derfor antages til realitetsbehandling.
Realiteten
83 Med sit andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om rammeaftalens § 5 skal fortolkes således, at en foranstaltning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter der skal udbetales en godtgørelse til arbejdstagere, der er ansat i visse typer af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, ved udløbet af den periode, for hvilken disse kontrakter er blevet indgået, udgør en foranstaltning, der skal forhindre og i givet fald sanktionere misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold, eller en tilsvarende retsregel som omhandlet i denne bestemmelse.
84 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at rammeaftalens § 5, der har til formål at gennemføre et af rammeaftalens formål, nemlig at begrænse anvendelsen af flere på hinanden følgende ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold, i stk. 1 pålægger medlemsstaterne effektivt og ufravigeligt at vedtage i det mindste en af de foranstaltninger, der opregnes i bestemmelsen, når der ikke er fastsat tilsvarende retsregler i national ret. De tre opregnede foranstaltninger i § 5, stk. 1, litra a)-c), vedrører henholdsvis objektive omstændigheder, der kan begrunde en fornyelse af sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold, den maksimale samlede varighed af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold og antallet af gange, sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold kan fornys (dom af 14.9.2016, Martínez Andrés og Castrejana López, C-184/15 og C-197/15, EU:C:2016:680, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).
85 Medlemsstaterne råder i denne henseende over en skønsmargen, da de har valget mellem at benytte sig af en eller flere af de foranstaltninger, der er opregnet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a)-c), eller at opretholde en allerede eksisterende tilsvarende retsregel, hvorved der tages hensyn til behovene inden for bestemte sektorer og/eller blandt bestemte kategorier af arbejdstagere (dom af 7.3.2018, Santoro, C-494/16, EU:C:2018:166, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).
86 Dermed pålægger rammeaftalens § 5, stk. 1, medlemsstaterne et overordnet formål, der består i at forhindre et sådant misbrug, idet de overlades et valg med hensyn til midlerne til at opnå dette formål, forudsat at de ikke skader formålet og den effektive virkning af rammeaftalen (dom af 7.3.2018, Santoro, C-494/16, EU:C:2018:166, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).
87 Rammeaftalens § 5 foreskriver ikke særlige sanktioner for det tilfælde, at der konstateres misbrug. I et sådant tilfælde påhviler det de nationale myndigheder at vedtage foranstaltninger, der ikke alene skal være forholdsmæssige, men tillige tilstrækkeligt effektive og afskrækkende med henblik på at sikre, at de regler, der er fastsat i medfør af rammeaftalen, har fuld gennemslagskraft (dom af 14.9.2016, Martínez Andrés og Castrejana López, C-184/15 og C-197/15, EU:C:2016:680, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).
88 Hvis et misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold har fundet sted, skal en foranstaltning, der på effektiv og tilsvarende vis sikrer beskyttelsen af arbejdstagerne, kunne finde anvendelse, således at misbruget sanktioneres behørigt, og konsekvenserne af tilsidesættelsen af EU-retten elimineres. Medlemsstaterne skal nemlig ifølge selve ordlyden af artikel 2, stk. 1, i direktiv 1999/70 »træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for, at de til enhver tid kan nå de resultater, der er foreskrevet i dette direktiv« (dom af 14.9.2016, Martínez Andrés og Castrejana López, C-184/15 og C-197/15, EU:C:2016:680, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).
89 Det skal endvidere bemærkes, at det ikke tilkommer Domstolen at tage stilling til fortolkningen af bestemmelser i national ret, idet denne opgave påhviler de kompetente nationale domstole, der bør afgøre, om kravene i rammeaftalens § 5 er opfyldt ved bestemmelserne i den gældende nationale lovgivning (dom af 14.9.2016, Martínez Andrés og Castrejana López, C-184/15 og C-197/15, EU:C:2016:680, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).
90 Det påhviler således den forelæggende ret at vurdere, i hvilket omfang betingelserne for anvendelse og effektiv gennemførelse af de relevante bestemmelser i national ret udgør en passende foranstaltning for at forhindre og i givet fald sanktionere misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold (dom af 14.9.2016, Martínez Andrés og Castrejana López, C-184/15 og C-197/15, EU:C:2016:680, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).
91 Domstolen kan i en præjudiciel forelæggelsessag ikke desto mindre give nærmere oplysninger med henblik på at vejlede den nævnte ret i dens vurdering (dom af 14.9.2016, Martínez Andrés og Castrejana López, C-184/15 og C-197/15, EU:C:2016:680, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).
92 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at en foranstaltning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter der skal udbetales en godtgørelse til arbejdstagere, der er ansat i visse typer af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, ved udløbet af den periode, for hvilken disse kontrakter er blevet indgået, ikke umiddelbart henhører under en af de kategorier af foranstaltninger, som skal forhindre misbrug, og som er omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a)-c).
93 En sådan national foranstaltning forekommer heller ikke at svare til en »tilsvarende retsregel [med henblik på at forhindre misbrug]« som omhandlet i denne bestemmelse.
94 Udbetaling af en godtgørelse ved kontraktens ophør som den, der er omhandlet i artikel 49, stk. 1, litra c), i lov om arbejdstagere, gør det ikke muligt at nå det mål, der forfølges med rammeaftalens § 5, som består i at forhindre misbrug, der hidrører fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter. En sådan udbetaling forekommer nemlig at være uafhængig af enhver overvejelse om, hvorvidt en anvendelse af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter er lovlig eller udgør misbrug.
95 En sådan foranstaltning forekommer dermed ikke at være egnet til behørigt at sanktionere misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold og eliminere konsekvenserne af tilsidesættelsen af EU-retten, og den synes dermed ikke i sig selv at udgøre en tilstrækkeligt effektiv og afskrækkende foranstaltning til at sikre, at de regler, der er fastsat i medfør af rammeaftalen, har fuld gennemslagskraft som omhandlet i den retspraksis, hvortil der henvises i nærværende doms præmis 87.
96 Henset til ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at rammeaftalens § 5 skal fortolkes således, at det påhviler den nationale ret i overensstemmelse med alle de regler i national ret, der finder anvendelse, at vurdere, om en foranstaltning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter der skal udbetales en godtgørelse til arbejdstagere, der er ansat i visse typer af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, ved udløbet af den periode, for hvilken disse kontrakter er blevet indgået, udgør en passende foranstaltning for at forhindre og i givet fald sanktionere misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold eller en tilsvarende retsregel som omhandlet i denne bestemmelse.
Det tredje spørgsmål
97 Med det tredje spørgsmål, som er stillet for det tilfælde, at det andet spørgsmål besvares bekræftende, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om rammeaftalens § 5 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter udløbet af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter henhørende under visse kategorier giver anledning til udbetaling af en sådan godtgørelse til arbejdstagere, der er ansat i henhold til disse kontrakter, mens udløbet af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter henhørende under andre kategorier ikke medfører, at arbejdstagere, som er ansat i henhold til disse sidstnævnte kontrakter, ydes nogen godtgørelse.
98 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at rammeaftalens § 5 i princippet ikke er til hinder for, at der er forskellige følger af konstateringen af misbrug af anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter og ansættelsesforhold, afhængigt af hvilken sektor eller kategori det omhandlede personale henhører under, forudsat at den berørte medlemsstats retsorden inden for denne sektor eller med hensyn til denne personalekategori indeholder en anden effektiv foranstaltning med henblik på at forhindre og sanktionere misbrug (dom af 14.9.2016, Martínez Andrés og Castrejana López, C-184/15 og C-197/15, EU:C:2016:680, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).
99 Disse betragtninger kan i deres helhed overføres på en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvori udløbet af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter henhørende under visse kategorier indebærer, at arbejdstagere, som er ansat i henhold til disse kontrakter, har ret til en godtgørelse, mens udløbet af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter henhørende under andre kategorier ikke udløser ret til en godtgørelse.
100 Selv om den forelæggende ret måtte fastslå, at den obligatoriske udbetaling af en godtgørelse, som er omhandlet i artikel 49, stk. 1, litra c), i lov om arbejdstagere, udgør en foranstaltning, der skal forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold, eller en tilsvarende retsregel som omhandlet i rammeaftalens § 5, vil den omstændighed, at godtgørelsen alene udbetales ved udløbet af andre tidsbegrænsede ansættelseskontrakter end vikarkontrakter, kun kunne bringe formålet med rammeaftalen i fare og fratage den dens effektive virkning, hvis der ikke i spansk ret findes en anden effektiv foranstaltning med henblik på at forhindre og sanktionere misbrug over for arbejdstagere, som er ansat i vikarkontrakter, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
101 Henset til ovenstående betragtninger skal det tredje spørgsmål besvares med, at såfremt den nationale domstol fastslår, at en foranstaltning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter der skal udbetales en godtgørelse til arbejdstagere, der er ansat i visse typer af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, ved udløbet af den periode, for hvilken disse kontrakter er blevet indgået, udgør en passende foranstaltning for at forhindre og i givet fald sanktionere misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold eller en tilsvarende retsregel som omhandlet i rammeaftalens § 5, skal denne bestemmelse fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter udløbet af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter henhørende under visse kategorier giver anledning til udbetaling af en sådan godtgørelse til arbejdstagere, som er ansat i henhold til disse kontrakter, mens udløbet af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter henhørende under andre kategorier ikke medfører, at arbejdstagere, som er ansat i henhold til disse sidstnævnte kontrakter, ydes nogen godtgørelse, medmindre der i den nationale retsorden ikke findes nogen anden effektiv foranstaltning med henblik på at forhindre og sanktionere et sådant misbrug over for de sidstnævnte arbejdstagere, hvilket det tilkommer den nationale domstol at efterprøve.
Sagsomkostninger
102 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Sjette Afdeling) for ret:
1) § 4, stk. 1, i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999, og som er indeholdt i bilaget til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, som ikke fastsætter udbetaling af en godtgørelse til arbejdstagere, der er ansat i tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som er indgået for at erstatte en arbejdstager, som har ret til at bevare sin stilling, såsom den i hovedsagen omhandlede vikarkontrakt, ved udløbet af den periode, for hvilken disse kontrakter er blevet indgået, selv om fastansatte tildeles en godtgørelse i tilfælde af, at deres ansættelseskontrakt opsiges af en objektiv grund.
2) § 5 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der er indeholdt i bilaget til direktiv 1999/70, skal fortolkes således, at det påhviler den nationale ret i overensstemmelse med alle de regler i national ret, der finder anvendelse, at vurdere, om en foranstaltning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter der skal udbetales en godtgørelse til arbejdstagere, der er ansat i visse typer af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, ved udløbet af den periode, for hvilken disse kontrakter er blevet indgået, udgør en passende foranstaltning for at forhindre og i givet fald sanktionere misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold eller en tilsvarende retsregel som omhandlet i denne bestemmelse.
3) Såfremt den nationale domstol fastslår, at en foranstaltning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter der skal udbetales en godtgørelse til arbejdstagere, der er ansat i visse typer af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, ved udløbet af den periode, for hvilken disse kontrakter er blevet indgået, udgør en passende foranstaltning for at forhindre og i givet fald sanktionere misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold eller en tilsvarende retsregel som omhandlet i § 5 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der er indeholdt i bilaget til direktiv 1999/70, skal denne bestemmelse fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter udløbet af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter henhørende under visse kategorier giver anledning til udbetaling af en sådan godtgørelse til arbejdstagere, som er ansat i henhold til disse kontrakter, mens udløbet af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter henhørende under andre kategorier ikke medfører, at arbejdstagere, som er ansat i henhold til disse sidstnævnte kontrakter, ydes nogen godtgørelse, medmindre der i den nationale retsorden ikke findes nogen anden effektiv foranstaltning med henblik på at forhindre og sanktionere et sådant misbrug over for de sidstnævnte arbejdstagere, hvilket det tilkommer den nationale domstol at efterprøve.
Underskrifter