Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Kammergericht Berlin (Tyskland) den 30. december 2020 – DB Station & Service AG mod ODEG Ostdeutsche Eisenbahn GmbH

(Sag C-721/20)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Kammergericht Berlin

Parter i hovedsagen

Sagsøgt og appellant: DB Station & Service AG

Sagsøger og appelindstævnt: ODEG Ostdeutsche Eisenbahn GmbH

Præjudicielle spørgsmål

Er det foreneligt med direktiv 2001/14/EF 1 – navnlig dette direktivs bestemmelser om infrastrukturforvalterens forvaltningsmæssige uafhængighed (artikel 4), principperne om fastsættelse af afgifter (artikel 7-12) og om tilsynsorganernes opgaver (artikel 30) – at nationale civile domstole i konkrete tilfælde og uafhængigt af tilsynsorganets kontrol kontrollerer størrelsen af de forlangte afgifter i henhold til principperne i artikel 102 TEUF og/eller den nationale kartellovgivning?

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Er kontrol ved de nationale civile domstole af, om der foreligger misbrug som omhandlet i artikel 102 TEUF og/eller den nationale kartellovgivning også lovlig og påkrævet i tilfælde, hvor jernbanevirksomhederne har mulighed for at opnå en kontrol af, om de betalte afgifter er rimelige, ved det kompetente tilsynsorgan? Skal de nationale civile domstole afvente en sådan afgørelse fra tilsynsorganet og, såfremt denne anfægtes ved retten, eventuelt at den bliver endelig?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14/EF af 26.2.2001 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur samt sikkerhedscertificering (EFT 2001, L 75, s. 29).