RETTENS DOM (Tredje Udvidede Afdeling)

16. juli 1998 (1)

»Freelancekonferencetolke - lovligheden af deres fællesskabsbeskatning«

I de forenede sager T-202/96 og T-204/96,

Andrea von Löwis (sag T-202/96) og Marta Alvarez-Cotera (sag T-204/96), konferencetolke, Geneve (Schweiz), ved Gerard van der Wal, advokat ved Hoge Raad der Nederlanden og i Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos Aloyse May, 31, Grand-Rue,

sagsøgere,

den anden sagsøger støttet af

Forbundsrepublikken Tyskland ved afdelingschef Ernst Röder, Forbundsøkonomiministeriet, Bonn, Tyskland, som befuldmægtiget,

intervenient,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Peter Oliver, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsøgt,

angående en påstand om tilbagebetaling af fællesskabsskat, som siden 1. januar 1989 er blevet opkrævet af sagsøgernes lønninger,

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS (Tredje Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, V. Tiili, og dommerne C.P. Briët, K. Lenaerts, A. Potocki og J.D. Cooke,

justitssekretær: fuldmægtig A. Mair,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 5. maj 1998,

afsagt følgende

Dom

Sagernes retlige baggrund

1.

    Artikel 13 i protokol vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter af 8. april 1965 (herefter »protokollen«), bestemmer følgende:

»Løn, vederlag og honorarer, som Fællesskaberne udbetaler sine tjenestemænd og øvrige ansatte, beskattes til fordel for Fællesskaberne på de betingelser og efter den fremgangsmåde, som fastsættes af Rådet på grundlag af forslag fra Kommissionen.

Tjenestemændene og de øvrige ansatte fritages for national beskatning af løn, vederlag og honorarer, som de modtager fra Fællesskaberne.«

2.

    Siden 1970 har Kommissionen med Association internationale des Interprètes de conférence (herefter »AIIC«), hvert femte år indgået rammeoverenskomster (herefter »rammeoverenskomster«) om arbejdsbetingelserne og aflønningen af de freelancekonferencetolke, som ansættes med henblik på at dække fællesskabsinstitutionernes behov.

3.

    I henhold til artikel 1, stk. 1, i rammeoverenskomsterne »finder disse anvendelse uanset tjenestested på freelancekonferencetolke, som ansættes af Kommissionen på de betingelser, der er fastsat i ordningen om freelancetolke for den institution, hvori de udfører deres tjenesteydelser«.

4.

    I indledningen til rammeoverenskomsten indgået den 9. december 1988 (herefter »rammeoverenskomsten af 1988«) har overenskomstparterne fastsat, at Europa-Parlamentet i henhold til artikel 78 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte ved Fællesskaberne (herefter »AØA«), undergiver de freelancetolke, som Parlamentet ansætter, fællesskabsbeskatning. Parterne i rammeoverenskomsten af 1988 fandt det derfor ønskeligt »under henvisning alene til de skattebestemmelser, som følger af anvendelsen af artikel 78 i AØA at sikre ligebehandling på skatteområdet mellem alle freelancetolke ...«.

5.

    Der blev derfor i artikel 8 i rammeoverenskomsten af 1988 ikrafttrådt den 1. januar 1989 fastsat følgende:

»Freelancetolke, som engageres af Kommissionen på vegne af alle Fællesskabets institutioner, betaler skat til Fællesskaberne som fastsat i protokollens artikel 13.

Dette gælder dog ikke, såfremt vedkommende ikke er statsborger i en af Fællesskabets medlemsstater, medmindre institutionen indrømmer undtagelser herfra.«

6.

    Med henblik på den særlige situation for freelancetolke, der er bosat i en tredje stat, blev der i artikel 8 i rammeoverenskomsten, indgået den 15. september 1994, for tidsrummet 1. januar 1994 til 31. december 1998 (herefter »rammeoverenskomsten af 1994«), indført et stk. 3, som lyder således:

»Ved beskatning i et tredjeland af vederlag, udbetalt af Kommissionen, og som undtagelse fra stk. 1, tilbagebetales fællesskabsskattebeløbet til freelancetolken efter fremlæggelse af dokumentation inden for størrelsen af det tilsvarende nationale skattebeløb.«

7.

    Artikel 23 i rammeoverenskomsterne bestemmer, at i tilfælde af tvist, kan freelancetolken, såfremt tvisten ikke har kunnet løses i henhold til den i artikel 22 fastsatte administrative procedure, anlægge sag ved Domstolen, som er indrømmet kompetence i ansættelseskontrakterne i henhold til artikel 42 i EKSF-traktaten, artikel 181 i EF-traktaten, og artikel 153 i Euratom-traktaten.

8.

    Artikel 23, stk. 2, bestemmer, at med forbehold af bestemmelserne i rammeoverenskomsten og dens bilag og i de individuelle ansættelseskontrakter finder belgisk ret anvendelse på kontraktforholdet mellem freelancetolken og institutionerne.

9.

    Rent praktisk engageres freelancetolkene med kort varsel ved telefonopkald eller telefax med henblik på ansættelse af få dages varighed. Kontrakten bliver dernæst formaliseret ved en skriftlig bekræftelse underskrevet af de to parter.

10.

    Det bestemmes i denne bekræftelse, at ansættelsen er reguleret af den ordning om freelancekonferencetolke, der er vedtaget af den institution, som den pågældende skal arbejde for, og af den gældende rammeoverenskomst. Der henvises i bekræftelsen også til værnetingsklausulen i rammeoverenskomstens artikel 23.

Tvisternes baggrund

11.

    A. von Löwis er tysk statsborger, og M. Alvarez-Cotera har spansk og schweizisk statsborgerskab. De har henholdsvis siden 1964 og 1970 været bosat i Schweiz. De arbejder begge som freelancetolke for fællesskabsinstitutionerne, A. von Löwis siden 1973 og mellem 125 og 135 dage om året, M. Alvarez-Cotera siden marts 1986 og mellem 40 og 50 dage årligt.

12.

    Kommissionen har siden den 1. januar 1989 tilbageholdt fællesskabsskat af freelancetolkenes vederlag, således at sagsøgerne altså eventuelt dobbeltbeskattes af deres vederlag, idet de også kan betale indkomstskat heraf i Schweiz.

13.

    I henhold til artikel 22 i rammeoverenskomsten af 1994 har M. Alvarez-Cotera og von Löwis henholdsvis den 23. april 1996 og 8. juli 1996 anmodet Kommissionen om at tilbagebetale dem den fællesskabsskat, de har betalt siden 1989.

14.

    Efter denne anmodning var blevet afslået af direktøren for direktoratet »konferencer« i den fælles konferencetolketjeneste, indgav sagsøgerne tilsvarende ansøgninger til de kompetente generaldirektører.

15.

    Disse anmodninger blev også afslået, henholdsvis ved afgørelse af 25. september 1996 og af 21. oktober 1996 under henvisning til, at sagsøgerne inden 1994 havde udøvet deres tolkevirksomhed under fuldt kendskab til rammeoverenskomsterne mellem AIIC, og at artikel 8, stk. 3, i rammeoverenskomsten af 1994 først fra 1994 fandt anvendelse på sagsøgernes tolkevirksomhed. Kommissionen anmodede med henblik på tilbagebetaling af fællesskabsskatten i henhold til sidstnævnte bestemmelse sagsøgerne om at fremlægge dokumentation for den skat, de havde betalt det schweiziske skattevæsen.

Retsforhandlinger

16.

    Ved stævninger indgivet til Rettens Justitskontor den 9. december 1996 har sagsøgerne anlagt nærværende søgsmål med påstand om tilbagebetaling af fællesskabsskatten.

17.

    Den 22. maj 1997 har Forbundsrepublikken Tyskland anmodet om at intervenere i sag T-204/96 til støtte for sagsøgerens påstande. Denne begæring er blevet tilladt ved kendelse af 11. juli 1997.

18.

    Ved kendelse af 18. november 1997 er sagerne T-202/96 og T-204/96 blevet forenet med henblik på den mundtlige forhandling og dom i henhold til procesreglementets artikel 50.

19.

    Sagerne, der først blev henvist til Tredje Afdeling, blev endelig henvist til Tredje Udvidede Afdeling ved Rettens beslutning af 4. februar 1998 i henhold til procesreglementets artikel 14 og 51.

20.

    På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Udvidede Afdeling) besluttet af indlede den mundtlige forhandling. Retten har i forbindelse med sagens tilrettelæggelse anmodet Kommissionen om at tilstille den visse oplysninger.

21.

    Parterne har afgivet indlæg og besvaret Domstolens mundtlige spørgsmål i retsmødet den 5. maj 1998.

Parternes påstande

22.

    Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

-    Sagerne antages til realitetsbehandling.

-    Afgørelserne af 25. september 1996 og af 21. oktober 1996 annulleres.

-    Det fastslås, at det er retsstridigt at pålægge sagsøgerne fællesskabsskat, og/eller artikel 8 i rammeoverenskomsten annulleres.

-    Kommissionen pålægges at tilbagebetale den fællesskabsskat, den har tilbageholdt, og/eller som sagsøgerne har betalt, nærmere bestemt i tidsrummet fra den 1. januar 1989 til tidspunktet for dommens afsigelse, tillige med renter 8% p.a. efter den lovbestemte rentesats.

-    Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

23.

    Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

-    Afvisning.

-    Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

24.

    Intervenienten i sag T-204/96 har nedlagt påstand om, at der gives sagsøgeren medhold i påstanden om tilbagebetaling af fællesskabsskatten.

Den retlige karakter af sagsøgernes ansættelsesforhold

25.

    Det står fast og er ubestridt mellem parterne, at sagsøgerne som freelancetolke, der engageres i henhold til kortvarige kontrakter, som hyppigt fornys hvert år, hverken kan anses for tjenestemænd eller ansatte i Fællesskaberne som omhandlet af AØA (Domstolens domme af 11.7.1985, sag 43/84, Maag mod Kommissionen, Sml. s. 2581, præmis 23, og sag 111/84, Cantisani, Sml. s. 2671, præmis 13), men som aftalepartnere, der er knyttet til Kommissionen ved privatretlige bestemmelser, der henhører under belgisk ret i henhold til rammeoverenskomsternes artikel 23 med hensyn til alle spørgsmål, der ikke er reguleret i de individuelle ansættelseskontrakter og i rammeoverenskomsterne.

26.

    Det følger heraf, at nærværende sager hviler på kontraktforhold.

Formaliteten

Rettens inkompetence

Parternes argumenter

27.

    Kommissionen har anført, at Retten ikke har kompetence til at træffe afgørelse i de to sager, idet disse vedrører kontrakter, der er indgået inden den 1. august 1993, og som derfor burde være blevet anlagt ved Domstolen. Rådets afgørelse af 8. juni 1993 (93/350/EKSF/EØF/Euratom) om ændring af afgørelse 88/591/EKSF/EØF/Euratom om oprettelse af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (EFT L 144, s. 21; herefter »Rådets afgørelse«) begrænser i artikel 3, stk. 2, Rettens kompetence til at påkende søgsmål, der som i denne sag, er indbragt af fysiske personer i henhold til en værnetingsaftale, til sager vedrørende opfyldelsen af kontrakter, der er indgået efter Rettens oprettelse den 1. august 1993.

28.

    Sagsøgerne har, støttet af intervenienten, herimod indvendt, at Retten er kompetent til at træffe afgørelse i deres sager, eftersom sagerne er blevet anlagt efter ikrafttrædelsen af rammeoverenskomsten af 1994, og sagerne vedrører et fortsat retsforhold med Kommissionen, som består i en række kortvarige kontrakter, der ikke kan bedømmes separat.

Rettens bemærkninger

29.

    Med nærværende søgsmål bestrides lovligheden af den tilbageholdelse af fællesskabsskat, som blev foretaget i henhold til enslydende bestemmelser i de gældende rammeoverenskomster, henholdsvis i 1989-1994 og 1994-1998, opkrævet

af de vederlag, som Kommissionen udbetalte sagsøgerne i henhold til en række individuelle næsten enslydende kontrakter, der var indgået efter 1. januar 1989.

30.

    Under disse omstændigheder er det i overensstemmelse med vægtigeretsplejehensyn og retsbeskyttelsen af sagsøgerne, at Retten vurderer tvisterne i deres helhed, uanset om de individuelle ansættelseskontrakter er blevet indgået før eller efter ikrafttrædelsen af Rådets afgørelse (jf. Domstolens dom af 1.7.1982, sag 109/81, Porta mod Kommissionen, Sml. s. 2469, præmis 10).

31.

    Den af Kommissionen fremsatte formalitetsindsigelse må derfor afvises.

Formalitetsindsigelsen om sammenblanding af retsmidler

32.

    Kommissionen har hovedsagelig foreholdt sagsøgerne, at de forsøger at ophæve den grundlæggende forskel mellem et søgsmål vedrørende en kontrakt og et annullationssøgsmål. Ifølge Kommissionen kan sagsøgerne ikke definere de afgørelser, hvorved Kommissionen afsluttede den i henhold til kontrakten fastsatte administrative procedure som retsakter, og derfor heller ikke nedlægge påstand om deres annullation.

33.

    Sagsøgerne har hertil indvendt, at deres søgsmål ikke kan henregnes til privatretten, eftersom Kommissionen, da den retsstridigt har opkrævet fællesskabsskat, ikke har handlet som en medkontrahent, men som en offentlig myndighed.

34.

    Retten skal alene fastslå, at sagsøgerne, således som det fremgår af deres påstande, i overensstemmelse med nærværende søgsmåls kontraktmæssige karakter påstår Kommissionen dømt til at tilbagebetale dem fællesskabsskatten under henvisning til, at der ikke foreligger nogen hjemmel for de bestemmelser i rammeoverenskomsterne, i henhold til hvilke skattetilbageholdelserne er blevet foretaget.

35.

    Det følger heraf, at Kommissionens formalitetsindsigelse ikke kan tages til følge.

Formalitetsindsigelserne vedrørende tilsidesættelse af procesreglementet

36.

    Kommissionen har først anført, at sagsøgerne i strid med procesreglementets artikel 44, stk. 5a, ikke havde vedlagt deres stævning en kopi af alle deres ansættelseskontrakter med værnetingsklausulen.

37.

    Sagsøgerne har hertil anført, at de sammen med stævningen behørigt har indgivet de gældende rammeoverenskomster og et eksemplar af deres ansættelseskontrakt i henhold til nævnte bestemmelse.

38.

    Retten fastslår, at sagsøgerne behørigt har bilagt deres stævning en kopi af ansættelseskontrakten med værnetingsklausulen som omhandlet af

procesreglementets artikel 44, stk. 5, litra a), og at de på grund af den enslydende formulering af ansættelseskontrakterne, overhovedet ikke var forpligtet til at fremlægge alle de af dem indgåede ansættelseskontrakter.

39.

    Dernæst har Kommissionen foreholdt sagsøgerne, at de ikke præcist har angivet størrelsen af den fællesskabsskat, som er blevet pålagt deres vederlag.

40.

    Sagsøgerne har hertil anført, at de bestrider selve princippet om at betale fællesskabsskat af deres vederlag, og at den omstændighed, at de ikke har angivet et præcist beløb, ikke kan medføre, at deres søgsmål må afvises.

41.

    Retten anser nærværende søgsmål for behørigt anlagt, hvorfor den kan træffe afgørelse såvel vedrørende selve princippet om lovligheden af den af Kommissionen tilbageholdte fællesskabsskat som sagsøgernes påstande om tilbagebetaling. Det står fast, at sidstnævnte vedrører beløb, som Kommissionen selv har tilbageholdt, og som den derfor også selv kan fastsætte.

42.

    Kommissionen har for det tredje anført, at sagsøgerne ikke engang har forsøgt at angive den bestemmelse, som gør det muligt for dem at anfægte artikel 8 i de pågældende to rammeoverenskomster, hvilket ifølge Kommissionen er i klar modstrid med artikel 44, stk. 1, litra c), i procesreglementet, hvorefter stævningen skal indeholde »en kort fremstilling af søgsmålsgrundene«.

43.

    Sagsøgerne finder derimod, at de behørigt har angivet grundene til, at Kommissionen efter deres opfattelse med urette har anvendt rammeoverenskomsternes artikel 8 på dem.

44.

    Retten fastslår, at sagsøgerne under henvisning til de relevante fællesskabsbestemmelser klart har angivet, at Kommissionen ikke havde kompetence til at foretage de omtvistede skattetilbageholdelser.

45.

    Under disse omstændigheder kan Kommissionens formalitetsindsigelser vedrørende tilsidesættelse af procesreglementet ikke tages til følge.

Formalitetsindsigelsen om sagsøgernes indvilgelse i opkrævningen af fællesskabsskatten

46.

    Kommissionen har anført, at sagsøgerne siden 1989 har accepteret opkrævning af fællesskabsskatten, og nu forsøger at opnå tilbagebetaling heraf efter i flere år ikke at have anlagt noget søgsmål.

47.

    Retten finder, at behandlingen af denne indsigelse henhører under tvistens realitet, og derfor må behandles sammen med denne.

Realiteten

Parternes argumenter

48.

    Sagsøgerne har støttet af intervenienten i sag T-204/96 anført, at Rådet i henhold til artikel 13 i protokollen i forordning (EØF/Euratom/EKSF) nr. 260/68 af 29. februar 1968 om fastlæggelse af betingelserne for og fremgangsmåden ved opkrævning af skat til De Europæiske Fællesskaber (JO L 56, s. 8), har fastsat betingelserne og de nærmere regler for fællesskabsbeskatningen af de vederlag, som Fællesskaberne udbetaler deres tjenestemænd og øvrige ansatte.

49.

    Da freelancetolkene hverken er tjenestemænd eller øvrige ansatte i Fællesskaberne som omhandlet af AØA, har Kommissionen gjort sig skyldig i en åbenbart forkert retsanvendelse ved at opkræve fællesskabsskat af deres vederlag under henvisning til artikel 8 i rammeoverenskomsterne, idet disse var blevet indgået med en international privatretlig organisation og henhører under civilretten.

50.

    Kommissionen har herimod indvendt, at fællesskabsbeskatningen af freelancetolkene hviler på et kontraktforhold, hvorfor sagsøgerne ud fra princippet om »pacta sunt servanda« (aftaler skal holdes), ikke kan bestride gyldigheden af deres kontrakter, når der ikke foreligger svig, mangler, tvang eller andre lignende omstændigheder. Kommissionen mener desuden, at artikel 8 i rammeoverenskomsterne er uadskillelig fra de øvrige bestemmelser.

Rettens bemærkninger

51.

    I henhold til protokollens artikel 13, stk. 1, beskattes vederlag, som Fællesskaberne udbetaler sine tjenestemænd og øvrige ansatte til fordel for Fællesskaberne.

52.

    Artikel 2 i nævnte rådsforordning nr. 260/68, der er udstedt i henhold til ovennævnte bestemmelser, bestemmer, at personer, der er omfattet af vedtægten for tjenestemænd eller af AØA er fællesskabsskattepligtige, med undtagelse af lokalt ansatte.

53.

    Da sagsøgerne på grund af deres status som freelancetolke hverken kan anses for tjenestemænd eller for øvrige ansatte som omhandlet af AØA, kunne Kommissionen ikke opkræve fællesskabsskat af de lønninger, som den har udbetalt de pågældende siden den 1. januar 1989.

54.

    Det fremgår desuden af opbygningen af artikel 13 i protokollen, at fællesskabsbeskatningen i henhold til artiklens stk. 1 af tjenestemænd og øvrige ansatte i Fællesskaberne af det vederlag, som Fællesskaberne udbetaler dem, nødvendigvis, således som det fremgår af artiklens stk. 2, har til følge, at de pågældende fritages for national beskatning af de samme vederlag.

55.

    Dette princip er fastslået i artikel 2, litra a), i artikel 13, stk. 2, i Rådets forordning (Euratom, EKSF, EØF) nr. 549/69 af 25. marts 1969 (JO L 74, s. 1), om fastsættelse af de grupper af De Europæiske Fællesskabers tjenestemænd og øvrige ansatte, for hvilke visse bestemmelser i protokollen finder anvendelse, som senere

ændret, hvorefter alene personer, der er undergivet vedtægten for tjenestemænd eller AØA, med undtagelse af lokalt ansatte, omfattes af protokollens artikel 13, stk. 2.

56.

    Heraf følger, at de vederlag, som Kommissionen har udbetalt sagsøgerne, henhører under medlemsstaternes skattemyndighed.

57.

    Kommissionen har også tilsidesat den skattekompetence, som medlemsstaterne besidder, ved at foretage den omtvistede opkrævning af fællesskabsskat.

58.

    Der må derfor gives sagsøgerne medhold i deres påstand om tilbagebetaling, idet de indsigelser, som Kommissionen støtter på sagsøgernes såkaldte stiltiende anerkendelse af opkrævningen af fællesskabsskatten og uadskilleligheden af rammeoverenskomsternes bestemmelser (se ovenfor, præmis 50), ikke kan tages til følge. Hverken parternes indgåelse af en overenskomst eller dennes overholdelse kan retligt begrunde en gennemførelse eller opretholdelse af retsstridige forpligtelser.

59.

    Det fremgår af det anførte, at Kommissionen må pålægges at tilbagebetale sagsøgerne de beløb, som den har opkrævet i såkaldt fællesskabsskat af de vederlag, som den siden den 1. januar 1989 har udbetalt sagsøgerne, med tillæg af renter efter den lovbestemte belgiske sats fra tidspunktet for hver af sagsøgernes først fremsatte anmodning om tilbagebetaling (jf. præmis 13), indtil betaling sker.

Sagens omkostninger

60.

    I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Kommissionen har tabt sagen og pålægges derfor sagens omkostninger i henhold til sagsøgernes påstande.

61.

    Forbundsrepublikken Tyskland, intervenient i sagen T-204/96, bærer sine egne omkostninger i henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 4, første afsnit.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Udvidede Afdeling)

1)    Kommissionen pålægges at tilbagebetale sagsøgerne de beløb, den har opkrævet i såkaldt fællesskabsskat af de vederlag, som den siden 1. januar

1989 har udbetalt sagsøgerne, med tillæg af renter efter den lovbestemte belgiske sats fra tidspunktet for hver af sagsøgernes først fremsatte anmodning om tilbagebetaling, indtil betaling sker.

2)    I øvrigt frifindes Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

3)    Kommissionen betaler sagens omkostninger.

4)    Forbundsrepublikken Tyskland bærer sine egne omkostninger.

TiiliBriët Lenaerts Potocki Cooke

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 16. juli 1998.

H. Jung

V. Tiili

Justitssekretær

Afdelingsformand

1: Processprog: engelsk.