Language of document : ECLI:EU:T:2012:288





Rettens dom (Tredje Afdeling) af 13. juni 2012 – Insula mod Kommissionen

(Sag T-366/09)

»Voldgiftsbestemmelse – kontrakter om finansiering af forsknings- og udviklingsprojekter – kontrakterne Ecres, El Hierro, Islands 2010, Opet I, Opet II, Opet Ola, Respire, Sustainable Communities og Virtual Campus – manglende bilag og en del af de anmeldte udgifters manglende overensstemmelse med kontraktvilkårene – tilbagebetaling af forskud eller udbetalte beløb – delvis afvisning af søgsmålet – modkrav fremsat af Kommissionen«

1.                     Retslig procedure – indbringelse af sag for Retten på grundlag af en voldgiftsklausul – kontrakt om fællesskabstilskud til en forsknings- og udviklingsaktion – krav om tilbagebetaling af visse udgifter – erstatningspåstand – modkrav med tillæg af morarenter – anvendelse af national ret – manglende overholdelse af de forpligtelser, der følger af kontrakten – konstatering af, at forpligtelserne i henhold til kontrakten ikke er overholdt – Kommissionens ret til tilbagebetaling af forskuddet med tillæg af morarenter til den rentesats, der anvendes af Den Europæiske Centralbank (art. 238 EF; Kommissionens forordning nr. 2342/2002, art. 86, stk. 2) (jf. præmis 81, 105, 203-206 og 262)

2.                     Retslig procedure – indbringelse af sag for Retten på grundlag af en voldgiftsklausul – kontrakt underlagt national ret – anvendelse af nationale kompetenceregler – ikke omfattet (art. 238 EF) (jf. præmis 82)

3.                     Retslig procedure – sagens genstand – ændring under sagens behandling – forbud (Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, og art. 48, stk. 2) (jf. præmis 88 og 89)

4.                     Retslig procedure – fremsættelse af nye anbringender under sagens behandling – betingelser – uddybning af et anbringende, som har en nær sammenhæng med dette [Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c), og art. 48, stk. 2] (jf. præmis 224)

5.                     Retslig procedure – stævning – formkrav – fastlæggelse af søgsmålets genstand – kort fremstilling af søgsmålsgrundene – krav om erstatning for tab, der forvoldes af en fællesskabsinstitution – stævning med påstand om erstatning uden præcisering heraf – afvisning [Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)] (jf. præmis 229, 241 og 247)

Angående

Påstand om, at Retten i henhold til artikel 238 EF fastslår, dels at Kommissionens fordring på 114 996,82 EUR er ugrundet, dels at Kommissionens fordring på 253 617,08 EUR er delvis begrundet, og at Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren en erstatning principalt på 146 261,06 EUR, subsidiært på 573 273,42 EUR.

Konklusion

1)

Europa-Kommissionen frifindes i det søgsmål, der er anlagt af Conseil scientifique international pour le développement des îles (Insula).

2)

Insula betaler Europa-Kommissionen et beløb på 114 996,82 EUR med tillæg af morarenter på 2,5% p.a. fra den 16. august 2009 og indtil fuldstændig betaling af nævnte beløb.

3)

Insula betaler Europa-Kommissionen et beløb på 253 617,08 EUR med tillæg af morarenter på 2,5% p.a. at regne fra den 8. september 2009 og indtil fuldstændig betaling af nævnte beløb.

4)

I øvrigt frifindes Conseil scientifique international pour le développement des îles (Insula).

5)

Insula bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.