RETTENS DOM (Appelafdelingen)

16. december 2010

Sag T­364/09 P

Giorgio Lebedef

mod

Europa-Kommissionen

»Appel — personalesag — tjenestemænd — årlig ferie — udstationering på halv tid med henblik på faglig repræsentation — ubeføjet udeblivelse — nedsættelse af årlige ferierettigheder — vedtægtens artikel 60«

Angående: Appel af dom afsagt af Personaleretten (Første Afdeling) den 7. juli 2009 i sag F­39/08, Lebedef mod Kommissionen (Sml. Pers. I‑A‑1, s. 241, og II‑A‑1, s. 1305), med påstand om ophævelse af denne dom.

Udfald: Appellen forkastes. Giorgio Lebedef bærer sine egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger i appelsagen.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd — repræsentation — beskyttelse af personalerepræsentanter — rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, bilag II, art. 1, stk. 6)

2.      Appel — anbringender — anbringende rettet mod en doms præmis, der ikke er nødvendig som begrundelse for domskonklusionen — anbringende uden betydning

(Art. 257 TEUF; statutten for Domstolen, bilag I, art. 9)

3.      Appel — anbringender — ingen identificering af den påberåbte retlige fejl — afvisning

[Art. 257 TEUF; statutten for Domstolen, bilag I, art. 11; Rettens procesreglement, art. 138, stk. 1, første afsnit, litra c)]

4.      Appel — anbringender — utilstrækkelig begrundelse — Personalerettens indirekte begrundelse — lovlig — betingelser

(Statutten for Domstolen, art. 36 og bilag I, art. 7, stk. 1)

1.      Artikel 1, stk. 6, i bilag II til vedtægten tilsigter med det andet punktum at bevare rettighederne for personaleudvalgets medlemmer og de tjenestemænd, der af udvalget er udpeget til at sidde i et organ, der er fastsat i vedtægten eller oprettet af institutionen, ved at beskytte disse mod enhver ulempe, som de ville kunne lide som følge af deres aktiviteter med vedtægtsmæssig repræsentation af personalet. Denne bestemmelse har desuden til formål, med dens første punktum, at lette tjenestemændenes repræsentation af personalet, bl.a. ved at gøre det muligt for disse at deltage i denne inden for den arbejdstid, der normalt er afsat til det arbejde, som de skal udføre i deres institution, og ikke uden for denne.

Derimod har denne bestemmelse på den ene side hverken til formål eller virkning at fritage de tjenestemænd, der udøver sådanne personalerepræsentative aktiviteter, og som ikke er udstationeret med henblik herpå, fra de øvrige vedtægtsmæssige forpligtelser, navnlig forpligtelserne i dennes artikel 60, stk. 1. I denne forbindelse skal tjenestemanden til enhver tid stå til rådighed for institutionen. På den anden side betyder den omstændighed, at arbejdet med vedtægtsmæssig repræsentation betragtes som en »del af det arbejde«, der skal udføres i institutionen, på ingen måde, at den tjenestemand, som udfører dette arbejde, herved er til stede i den tjenestegren, han er tilknyttet, eller at han ikke skal anses for at være fraværende fra nævnte tjenestegren. En sådan fortolkning fremgår nemlig hverken af ordlyden eller af formålet med artikel 1, stk. 6, i bilag II til vedtægten.

(jf. præmis 23 og 24)

Henvisning til:

Retten, 13. december 2000, forenede sager T­110/99 og T­160/99, F mod Parlamentet, Sml. Pers. I­A, s. 291, og II, s. 1333, præmis 64

2.       Et anbringende under en appelsag, hvorved præmisser i en af Personaleretten afsagt dom anfægtes, hvilke præmisser er uden betydning for dennes konklusion, er irrelevant og skal forkastes.

(jf. præmis 31)

Henvisning til:

Retten, 19. januar 2010, sag T­355/08 P, De Fays mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis

3.      Det følger af artikel 11 i bilag I til statutten for Domstolen, samt af artikel 138, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand. Dette krav er ikke opfyldt, når appelskriftet ikke indeholder nogen argumentation, der har til formål præcist at angive den retlige fejl, som den appellerede dom eller kendelse angiveligt er behæftet med.

Endvidere skal påstande, som er for generelle og upræcise til at kunne være genstand for en retlig bedømmelse, forkastes.

(jf. præmis 32)

Henvisning til:

Domstolen, 10. februar 2009, sag C­290/08 P, Correia de Matos mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis

Retten, 6. maj 2010, sag T­100/08 P, Kerelov mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis

4.      Forpligtelsen til at begrunde domme følger af artikel 36 i statutten for Domstolen, som i henhold til artikel 7, stk. 1, i bilag I til samme statut finder anvendelse på EU-Personaleretten. Personalerettens domme skal være tilstrækkeligt begrundede, således at Retten er i stand til at udøve sin prøvelsesret. Denne forpligtelse kan imidlertid ikke fortolkes således, at Personaleretten er forpligtet til at tage nærmere stilling til hvert eneste anbringende, som påberåbes af sagsøgeren, navnlig når dette ikke er tilstrækkeligt klart og præcist og ikke er underbygget af udførlige beviser. Begrundelsen kan være indirekte, forudsat at den berørte part kan få kendskab til begrundelsen for, at Personaleretten ikke har tiltrådt hans argumenter, og at Retten kan råde over de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udøve sin prøvelsesret.

(jf. præmis 71-73)

Henvisning til:

Retten, 2. marts 2010, sag T­248/08 P, Doktor mod Rådet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis; Retten, 1. september 2010, sag T­91/09 P, Skareby mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelse, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis