Language of document :

Sag anlagt den 30. december 2023 – Apc Europe m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-1194/23)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøgere: Europe SL (Granollers, Spanien) og ni andre sagsøgere (ved advokat M. Moretto)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

–    Afgørelsen i skrivelsen undertegnet af generaldirektøren for generaldirektoratet for Sundhed og Fødevaresikkerhed, som sagsøgerne modtog den 24. oktober 2023, hvorved Europa-Kommissionen afviste den anmodning, som sagsøgerne havde fremsat ved skrivelse af 28. august 2023, om i lyset af den nye situation i EU, efter at bovin spongiform encephalopati (BSE) i det væsentlige er forsvundet, at undersøge det nuværende forbud mod anvendelse af blod og blodprodukter fra kvæg i foder til akvakulturdyr og at fremsætte et forslag om foranstaltninger til at tillade denne anvendelse, annulleres.

–    Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat to anbringender.

Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 7, 23 og 24 i forordning nr. 999/2001 1 samt artikel 7, stk. 2, og artikel 5, stk. 3, i forordning nr. 178/2002 2 . Kommissionen anlagde åbenbart urigtige skøn. Tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder.

Med det første anbringende har sagsøgerne i denne henseende gjort gældende, at Kommissionen ved med den anfægtede afgørelse at afvise at foretage en fornyet undersøgelse af forbuddet mod at anvende blod og blodprodukter fra kvæg i foder til akvakulturdyr og at fremsætte et forslag for et udvalg om foranstaltninger til at tillade denne anvendelse – om nødvendigt ved at pålægge konkrete betingelser, der skal overholdes – tilsidesatte artikel 7, 23 og 24 i forordning nr. 999/2001 samt artikel 7, stk. 2, og artikel 5, stk. 3, i forordning nr. 178/2002 og anlagde åbenbart urigtige skøn, hvorved denne institution ligeledes tilsidesatte princippet om god forvaltningsskik og artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder.

Eftersom der i seks år ikke har været klassisk BSE i EU, er kvalificeringen af medlemsstater som lande med en ubetydelig BSE-risiko uden betydning, idet de internationale standarder vedtaget af Verdensorganisationen for Dyresundhed (WOAH) og nye data fra den seneste vurdering foretaget af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) i 2007, sammenholdt med en række nyere relevante oplysninger, som Kommissionen har set bort fra, viser, at risikoen i dag kan afgrænses med mindre indgribende foranstaltninger i forhold til det gældende absolutte forbud mod anvendelse.

Det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 178/2002.

Med det andet anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at eftersom der er registreret en radikal forbedring af den epidemiologiske situation i EU, er Kommissionens afslag på at foretage en fornyet undersøgelse af det absolutte forbud mod at anvende blodprodukter fra kvæg i foder til akvakulturdyr, som er indeholdt i den anfægtede afgørelse, i strid med proportionalitetsprincippet og artikel 7, stk. 2, andet punktum, i forordning nr. 178/2002, sammenholdt med retspraksis samt 17. og 66. betragtning til denne forordning.

____________

1 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001 af 22.5.2001 om fastsættelse af regler for forebyggelse af, kontrol med og udryddelse af visse transmissible spongiforme encephalopatier (EUT 2001, L 147, s. 1).

1 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28.1.2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (EUT 2002, L 31, s. 1).