RETTENS DOM (Femte Udvidede Afdeling)
11. oktober 2023 (*)
»Personalesag – ansatte ved EIB – løn – børnetilskud – uddannelsestillæg – tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb – manglende kompetence hos retsaktens ophavsmand – tilsidesættelse af forældelsesfristen«
I sag T-529/22,
QT ved advokat L. Levi,
sagsøger,
mod
Den Europæiske Investeringsbank (EIB) ved G. Faedo og J. Pawlowicz, som befuldmægtigede, bistået af advokaterne A. Glavasevic og V. Wellens,
sagsøgt,
har
RETTEN (Femte Udvidede Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, J. Svenningsen, og dommerne C. Mac Eochaidh, J. Laitenberger, J. Martín y Pérez de Nanclares (refererende dommer) og M. Stancu,
justitssekretær: fuldmægtig H. Eriksson,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter retsmødet den 20. juni 2023,
afsagt følgende
Dom
1 Sagsøgeren, QT, har med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF og artikel 50a i statutten for Den Europæiske Unions Domstol nedlagt påstand dels om annullation af Den Europæiske Investeringsbanks (EIB) afgørelse af 28. september 2021 om tilbagesøgning af et beløb på 61 186,61 EUR, der i perioden fra juli 2014 til juni 2017 er blevet uretmæssigt udbetalt som uddannelsestillæg, børnetilskud og hermed tilknyttede fordele (herefter »tilbagesøgningsafgørelsen«), og af EIB’s afgørelse af 20. maj 2022 om afslag på sagsøgerens administrative klage (herefter »afgørelsen om afslag på den administrative klage«), dels om erstatning for det tab, som sagsøgeren hævder at have lidt som følge af disse afgørelser.
Sagens baggrund
2 Sagsøgeren har været ansat i EIB siden den 16. marts 2006. Fra juli 2014 til og med juni 2017 modtog hun bl.a. børnetilskud og uddannelsestillæg (herefter »de omtvistede tillæg«) til sin søn til en sportsdykkeruddannelse, som sønnen under den nævnte periode tog ved Apnea Academy West Europe i Adeje (Spanien).
3 Efter at Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) fra en ansat i EIB var blevet informeret om eventuelle uregelmæssigheder i forbindelse med tildelingen af uddannelsestillæg og hermed tilknyttede rettigheder i EIB, indledte OLAF i november 2017 en undersøgelse vedrørende 70 ansatte i EIB, heriblandt sagsøgeren.
4 Den 16. april 2018 underrettede OLAF sagsøgeren om, at der var indledt en undersøgelse vedrørende hende.
5 Den 7. december 2020 fremsendte OLAF sin endelige rapport af 4. december 2020 til EIB, hvori OLAF anbefalede EIB at indlede dels en disciplinærsag mod sagsøgeren, dels en procedure til tilbagesøgning af de omtvistede tillæg og de hermed tilknyttede fordele for perioden fra juli 2014 til juni 2017.
6 Sagsøgeren blev ved skrivelse af 29. januar 2021 underrettet om OLAF’s fremsendelse til EIB af den rapport, der afsluttede OLAF’s undersøgelse, og af OLAF’s henstillinger, og om, at EIB ville gennemføre de to procedurer separat.
7 Ved e-mail af 21. juni 2021 redegjorde EIB detaljeret for de beløb, der udgjorde det samlede beløb på 61 186,61 EUR, som EIB havde fastslået skulle tilbagesøges, og opfordrede sagsøgeren til at fremsætte sine bemærkninger, hvilket sagsøgeren gjorde den 17. august 2021.
8 Den 28. juni 2021 fremsendte EIB OLAF’s endelige rapport til sagsøgeren og indkaldte hende til en disciplinær høring.
9 Ved e-mail af 28. september 2021 vedtog EIB tilbagesøgningsafgørelsen, hvorefter tilbagesøgningen skulle gennemføres ifølge en afviklingsplan, som indebar, at et beløb på 565,79 EUR skulle fradrages i sagsøgerens månedsløn fra og med september 2021 til og med december 2030.
10 Den 20. maj 2022 vedtog EIB afgørelsen om afslag på den administrative klage, som sagsøgeren havde indgivet den 29. november 2021.
Parternes påstande
11 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Tilbagesøgningsafgørelsen og afgørelsen om afslag på den administrative klage (herefter samlet »de anfægtede afgørelser«) annulleres.
– EIB pålægges at tilbagebetale de tilbagesøgte beløb med tillæg af morarenter, som fastsættes til Den Europæiske Centralbanks (ECB) rentesats med tillæg af to procentpoint.
– EIB tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
12 EIB har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
Annullationspåstandens genstand
13 Det fremgår af fast retspraksis, at påstande om annullation, der formelt er rettet mod en afgørelse om afslag på en administrativ ansøgning, der anfægter en bebyrdende retsakt, har den virkning retligt at få prøvet denne akt, når de som sådan er uden selvstændigt indhold (jf. i denne retning dom af 7.9.2022, KL mod EIB, T-651/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:512, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).
14 En udtrykkelig afgørelse om afslag på en administrativ klage kan imidlertid, henset til dens indhold, være sådan, at den ikke bekræfter den anfægtede retsakt. Dette er tilfældet, når en afgørelse om afslag på den administrative klage indeholder en fornyet vurdering af den berørte persons forhold på grundlag af nye faktiske eller retlige omstændigheder, eller når den ændrer eller supplerer den oprindelige afgørelse. I disse tilfælde udgør afslaget på den administrative klage en retsakt, der er underlagt domstolskontrol, og retsinstansen tager hensyn til den ved vurderingen af lovligheden af den anfægtede retsakt eller anser den ligefrem for en retsakt, der går adressaten imod, og som erstatter den anfægtede retsakt (jf. i denne retning dom af 24.4.2017, HF mod Parlamentet, T-584/16, EU:T:2017:282, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis).
15 I den foreliggende sag har sagsøgeren gjort gældende, at de af hendes påstande, der er rettet mod afgørelsen om afslag på den administrative klage, kan antages til realitetsbehandling, eftersom sagsøgeren fik tilsendt et nyt dokument, nemlig det notat til aktmappen af 26. april 2022, der er vedlagt som bilag til denne afgørelse, som svar på et klagepunkt om manglende kompetence hos ophavsmanden til tilbagesøgningsafgørelsen.
16 Selv om afgørelsen om afslag på den administrative klage ikke ændrer konklusionen i tilbagesøgningsafgørelsen for så vidt angår beløbet på tilbagesøgningen og de nærmere vilkår herfor, er den ikke helt uden selvstændigt indhold. Samtidig med at afgørelsen om afslag på den administrative klage stadfæster tilbagesøgningsafgørelsen, indeholder den nemlig supplerende begrundelser som svar på denne klage, hvorved der foretages præciseringer og tages stilling til sagsøgerens klagepunkter, navnlig klagepunktet om, at ophavsmanden til tilbagesøgningsafgørelsen savner kompetence.
17 Under disse omstændigheder, og henset til det forhold, at sagsøgeren i sin argumentation ikke foretager en sondring mellem de anfægtede afgørelser, skal de undersøges samlet (jf. i denne retning kendelse af 18.9.2018, Dreute mod Parlamentet, T-732/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:582, præmis 42).
Realiteten
Sagsøgerens første påstand
18 Sagsøgeren har til støtte for sin annullationspåstand fremsat fire anbringender. Med det første anbringende gøres gældende, at ophavsmanden til tilbagesøgningsafgørelsen savner kompetence, med det andet, at der er sket en tilsidesættelse af den femårige forældelsesfrist i artikel 16.3 i de administrative bestemmelser, der finder anvendelse på ansatte ved EIB (herefter »de administrative bestemmelser«), med det tredje, at der er sket en tilsidesættelse af samme bestemmelse for så vidt angår betingelserne for tilbagesøgning, og med det fjerde, at der er sket en tilsidesættelse af de administrative bestemmelsers artikel 2.2.3 og 2.2.4 samt anlagt et åbenbart urigtigt skøn.
– Det første anbringende om, at ophavsmanden til de anfægtede afgørelser savner kompetence
19 Det første anbringende indeholder næremere bestemt to led, hvoraf det første led vedrører den omstændighed, at der ikke skete forskriftsmæssig videredelegation af beføjelser til kontorchefen for enheden for »Individuelle rettigheder og betalinger« (herefter »kontorchefen«) med henblik på vedtagelsen af tilbagesøgningsafgørelsen, og det andet led vedrører den omstændighed, at denne afgørelse ikke blev påført dobbeltunderskrift.
20 EIB har for det første gjort gældende, at tilbagesøgningsafgørelsen blev vedtaget af kontorchefen i henhold til en videredelegation af beføjelser, hvilket efterfølgende er blevet bekræftet ved notatet til aktmappen af 26. april 2022. EIB har for det andet anført, at e-mailen, der indeholder denne afgørelse, blev sendt uden for rammerne for den videredelegation, der er fastlagt i EIB’s regler, og at disse regler ikke næver afgørelser om tilbagesøgning, der er et resultat af OLAF’s undersøgelser.
21 Indledningsvis bemærkes, at parterne er enige om, at den myndighed inden for EIB, der har kompetence til at træffe afgørelser om tilbagesøgning af uretmæssigt udbetalte beløb, principielt er generaldirektøren for personale. Det er ligeledes ubestridt, at ophavsmanden til den omtvistede tilbagesøgningsafgørelse ikke er generaldirektøren for personale, men kontorchefen. EIB er derimod af den opfattelse, at kontorchefen til dette formål forskriftsmæssigt havde fået videredelegeret beføjelser fra den nævnte direktør.
22 Det skal for det første bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at delegationen af beføjelser ikke kan ske stiltiende, at selv om den delegerende myndighed er berettiget til at delegere sine beføjelser, skal den træffe en udtrykkelig beslutning om at overføre dem, og at delegationen alene kan omfatte gennemførelsesbeføjelser, der er nøjagtigt fastsat (jf. i denne retning dom af 13.6.1958, Meroni mod Den Høje Myndighed, 9/56, EU:C:1958:7, s. 70-72, 74 og 75, og af 26.5.2005, Tralli mod ECB, C-301/02 P, EU:C:2005:306, præmis 43).
23 I det foreliggende tilfælde har EIB i retsmødet præciseret, at den videredelegation af beføjelser, på grundlag af hvilken kontorchefen vedtog tilbagesøgningsafgørelsen, var en ikke-skriftlig videredelegation. Den pågældende videredelegation fremgår imidlertid af skrivelsen af 29. januar 2021 fra generaldirektøren for personale til sagsøgeren, hvorved sagsøgeren blev underrettet om, at EIB havde til hensigt at foretage tilbagesøgning, og af den nævnte generaldirektørs samtykke, der udtrykkeligt fremgår af tilbagesøgningsafgørelsen.
24 Det må imidlertid konstateres, at oplysningerne i sagsakterne ikke gør det muligt at underbygge, at der foreligger en sådan videredelegation.
25 Indholdet af skrivelsen af 29. januar 2021 fra generaldirektøren for personale viser nemlig ikke, at sidstnævnte havde besluttet at videredelegere den materielle gennemførelse af tilbagesøgningen af de omtvistede tillæg til de tjenestegrene, der var under vedkommendes ledelse, heriblandt enheden for »Individuelle rettigheder og betalinger«. Denne skrivelse oplyser blot sagsøgeren om OLAF’s henstillinger som følge af undersøgelsen af sagsøgeren, og om, at EIB havde til hensigt at følge op på disse henstillinger hurtigst muligt og at gennemføre dem særskilt.
26 Desuden kan angivelsen i tilbagesøgningsafgørelsen om, at generaldirektøren for personale er enig i tilbagesøgningsafgørelsen, ikke sidestilles med en udtrykkelig afgørelse som omhandlet i den ovenfor i præmis 22 nævnte retspraksis, som denne generaldirektør har truffet om at videredelegere beføjelsen til at gennemføre den af OLAF anbefalede tilbagesøgningsprocedure. Desuden fremgår denne generaldirektør ikke blandt de adressater, der skulle modtage en kopi af den e-mail, der indeholdt tilbagesøgningsafgørelsen.
27 Hvad angår notatet til aktmappen af 26. april 2022, hvorved generaldirektøren for personale bekræftede, at hun havde videredelegeret beføjelsen til at træffe tilbagesøgningsafgørelsen til kontorchefen, har EIB selv såvel i sine skriftlige indlæg som i retsmødet anerkendt, at dette notat ikke kan udgøre en forskriftmæssig delegation af beføjelser, eftersom det pågældende notat var blevet udarbejdet efter den nævnte afgørelse.
28 For så vidt som det ikke er godtgjort, at der er sket en videredelegation af beføjelser, skal det følgelig konkluderes, at tilbagesøgningsafgørelsen er blevet truffet af en myndighed, der ikke har kompetence.
29 For det andet fremgår det ganske vist af retspraksis, at en afgørelse, som er truffet af en myndighed, der som følge af, at reglerne om fordeling af de kompetencer, der er tildelt den, ikke er overholdt, savner kompetence, kun kan annulleres, når den manglende overholdelse af disse regler gør indgreb i de garantier, der er indrømmet tjenestemændene i henhold til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union eller i henhold til reglerne om god forvaltning på personaleområdet (dom af 30.5.1973, Drescig mod Kommissionen, 49/72, EU:C:1973:58, præmis 13, af 7.2.2007, Caló mod Kommissionen, T-118/04 og T-134/04, EU:T:2007:37, præmis 68, og af 17.11.2017, Teeäär mod ECB, T-555/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:817, præmis 52).
30 Det skal imidlertid ligeledes bemærkes, at reglerne om god forvaltningsskik på området for personaleforvaltning bl.a. kræver, at kompetencefordelingen i institutionerne er klart defineret og offentliggjort. Den samme forpligtelse påhviler EIB’s organer, der på ingen måde befinder sig i en anden situation end den, som gælder for direktionsorganerne i de andre af Unionens organer og institutioner i deres forhold til deres ansatte (jf. i denne retning dom af 17.11.2017, Teeäär mod ECB, T-555/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:817, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).
31 Som det fremgår af præmis 22-28 ovenfor, var den påståede kompetence hos den person, der traf tilbagesøgningsafgørelsen, hverken klart defineret eller offentliggjort.
32 Det følger heraf, at tilbagesøgningsafgørelsen er behæftet med en kompetencemangel, som udgør en tilsidesættelse af reglerne om god forvaltningsskik på området for personaleforvaltning, og at nævnte afgørelse skal annulleres i sin helhed. Følgelig er afgørelsen om afslag på sagsøgerens administrative klage ligeledes behæftet med en retlig fejl, for så vidt som det deri konkluderes, at kontorchefen havde kompetence til at vedtage tilbagesøgningsafgørelsen.
33 Det første anbringendes første led skal derfor tages til følge, uden at det er nødvendigt at analysere det andet led vedrørende dobbeltunderskrift.
34 Retten finder det ikke desto mindre hensigtsmæssigt også at behandle det andet anbringende for at sikre en god retspleje.
– Det andet anbringende om tilsidesættelse af den femårige forældelsesfrist
35 Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at EIB har tilsidesat den forældelsesfrist på fem år, der er fastsat i de administrative bestemmelsers artikel 16.3, ved at tilbagesøge de omtvistede tillæg, som hun modtog fra juli 2014 til juni 2017. I henhold til den ovennævnte femårige forældelsesfrist kunne tilbagesøgningen nemlig ikke vedrøre beløb, der var udbetalt før den 28. september 2016, dvs. fem år før datoen for vedtagelsen af tilbagesøgningsafgørelsen.
36 EIB har derimod gjort gældende, at den omstændighed, at OLAF indledte en undersøgelse, nødvendigvis medførte, at forældelsesfristen for tilbagesøgning af de omtvistede tillæg blev afbrudt fra den dato, hvor sagsøgeren blev underrettet om, at der var indledt en undersøgelse af vedkommende, den 16. april 2018, og indtil OLAF’s endelige rapport, den 4. december 2020, som blev meddelt EIB den 7. december 2020.
37 Indledningsvis bemærkes, at i lighed med hvad der er fastsat i artikel 85 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«), bestemmer de administrative bestemmelsers artikel 16.3 følgende:
»16.3 Tilbagesøgning af beløb, der er udbetalt uberettiget
Beløb, der uretmæssigt er udbetalt til en ansat eller dennes ydelsesberettigede pårørende i henhold til nærværende [administrative bestemmelser], tilbagesøges, hvis modtageren havde kendskab til fejlen, eller denne var så åbenbar, at vedkommende burde have haft kendskab til den.
Tilbagesøgningen kan fordeles over flere måneder. Den må ikke pr. måned overstige en femtedel af den ansattes grundløn.
Tilbagesøgningen skal gennemføres senest fem år efter den dato, hvor beløbet blev uretmæssigt udbetalt, medmindre [EIB] kan godtgøre, at modtageren forsætligt har vildledt administrationen med henblik på at opnå udbetaling af det pågældende beløb. Selv om fristen på fem år er udløbet, kan anmodningen om tilbagebetaling i så fald ikke erklæres ugyldig.«
38 I det foreliggende tilfælde skal det for det første præciseres, at EIB ikke har gjort gældende, at den foreliggende sag er omfattet af undtagelsen for anvendelsen af den forældelsesfrist, der er fastsat i de administrative bestemmelsers artikel 16.3, stk. 3, andet punktum. For det andet har EIB i sine skriftlige indlæg anført, at spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren forsætligt har vildledt EIB med henblik på at opnå udbetaling af de omtvistede tillæg, skal afgøres inden for rammerne af en eventuel disciplinærsag, der skal gennemføres særskilt i forhold til tilbagesøgningsproceduren. I retsmødet oplyste EIB over for Retten, at den havde indledt en sådan disciplinærsag, der fortsat verserede på det pågældende tidspunkt.
39 EIB er derimod af den opfattelse, at den femårige forældelsesfrist, der finder anvendelse i den foreliggende sag, blev afbrudt i den periode, hvor OLAF’s undersøgelse fandt sted. En sådan afbrydelse kan udledes af bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 af 11. september 2013 om undersøgelser, der foretages af OLAF, og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 og Rådets forordning (Euratom) nr. 1074/1999 (EUT 2013, L 248, s. 1), navnlig af dens artikel 5, stk. 3. EIB har gjort gældende, at så længe OLAF gennemfører en intern undersøgelse, kan de berørte organer, kontorer og agenturer i henhold til denne bestemmelse ikke indlede en parallel administrativ undersøgelse af de samme faktiske omstændigheder. EIB har endvidere gjort gældende, at OLAF ved e-mail af 14. juni 2018 formelt pålagde EIB at afholde sig fra at foretage parallelle undersøgelser, så længe den nævnte undersøgelse ikke var afsluttet. EIB har således gjort gældende, at den var fuldstændig forhindret i at handle, og at forældelsen derfor ikke kunne løbe i forhold til EIB.
40 EIB har ligeledes gjort gældende, at i henhold til princippet om god forvaltningsskik og princippet om loyalt samarbejde, der følger af artikel 13 TEU, afbrydes den femårige forældelse ved indledningen af en OLAF-undersøgelse. Ifølge EIB ville en modsat løsning fratage banken enhver mulighed for at tilbagesøge beløb, der uberettiget er blevet udbetalt til dens ansatte, hver gang de nævnte beløb er genstand for en langvarig og kompleks undersøgelse fra OLAF’s side.
41 Endelig er EIB af den opfattelse, at princippet om, at den femårige forældelsesfrist afbrydes i de tilfælde, hvor OLAF gennemfører en undersøgelse, er blevet anerkendt i retspraksis på grundlag af bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT 2018, L 193, s. 1, »herefter finansforordningen«). Ifølge EIB er det derfor uden betydning, om der er vedtaget en positiv retsakt, der foreskriver en sådan afbrydelse.
42 Det skal i denne henseende bemærkes, at det af retspraksis fremgår, at en forældelsesfrist har til formål at sikre retssikkerheden, og at dette grundlæggende krav er til hinder for, at forvaltningen kan udsætte udøvelsen af sine beføjelser i det uendelige (dom af 9.6.2021, DI mod ECB, T-514/19, EU:T:2021:332, præmis 58).
43 En forældelsesfrist skal for at opfylde sit formål om retssikkerhed fastsættes forud, og fastsættelsen af denne frist samt de nærmere bestemmelser for dens anvendelse henhører under EU-lovgivers kompetence (dom af 15.7.1970, ACF Chemiefarma mod Kommissionen, 41/69, EU:C:1970:71, præmis 19 og 20; jf. ligeledes dom af 17.3.2021, EJ mod EIB, T-585/19, ikke tryk i sml., EU:T:2021:142, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis). Forældelsen tilsigter nemlig at fremme retssikkerheden, idet den forhindrer, at der på ubestemt tid kan rejses tvivl om situationer, der med tiden har forankret sig, men kan tillige være med til at cementere situationer, der i hvert fald oprindeligt var i strid med lovgivningen. Valget af, at der i et vist omfang skal ske forældelse, er følgelig resultatet af en afvejning mellem kravene til retssikkerhed på den ene side og legalitet på den anden side, hvilken afvejning er foretaget ud fra de historiske og sociale samfundsforhold, der forelå i en given periode. Forældelsen er således alene baseret på lovgivers valg, og når først en forældelsesfrist er fastsat af lovgiver, kan en retsinstans ikke sætte en anden frist i stedet for denne i en bestemt sag (jf. analogt dom af 23.3.2022, ON mod Kommissionen, T-730/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:155, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).
44 I det foreliggende tilfælde fremgår det af den klare ordlyd af de administrative bestemmelsers artikel 16.3, at EIB skal tilbagesøge beløb, der er uretmæssigt udbetalt til en af dens ansatte, inden for en frist på fem år regnet fra udbetalingen heraf, medmindre det godtgøres, at den pågældende ansatte havde til hensigt at vildlede EIB med henblik på at opnå denne udbetaling.
45 De administrative bestemmelsers artikel 16.3 indeholder derimod ingen henvisning til afbrydelse eller suspension af forældelsesfristen for at foretage tilbagesøgning i tilfælde af, at OLAF indleder en undersøgelse af de forhold, der ligger til grund for tilbagesøgningen.
46 Retssikkerhedshensyn er derfor til hinder for, at EIB kan påberåbe sig, at OLAF har indledt en undersøgelse i forhold til en ansat med henblik på at gøre gældende, at forældelsesfristen er blevet afbrudt eller suspenderet.
47 Hvad angår artikel 5, stk. 3, i forordning nr. 883/2013 bestemmer denne, at »så længe [OLAF] foretager en intern undersøgelse, kan de berørte institutioner, organer, kontorer og agenturer ikke indlede en parallel administrativ undersøgelse af de samme faktiske omstændigheder, medmindre andet er aftalt med [OLAF]«.
48 Det skal imidlertid fremhæves, at vedtagelsen af en afgørelse om tilbagesøgning af uretmæssigt udbetalte beløb ikke kan sidestilles med en undersøgelse.
49 Hvad angår EIB’s argument vedrørende princippet om god forvaltningsskik og princippet om loyalt samarbejde og nærmere bestemt det angivelige pålæg til EIB fra OLAF i e-mailen af 14. juni 2018 skal det fastslås, at indholdet af denne e-mail ikke gør det muligt at udlede, at OLAF udtrykkeligt havde anmodet EIB om ikke at tilbagesøge de omtvistede tillæg. Desuden har EIB i retsmødet som svar på et spørgsmål fra Retten anført, at den ikke havde hørt OLAF i denne henseende.
50 Under disse omstændigheder var der intet til hinder for, at EIB tilbagesøgte de beløb, som den fandt, at den uberettiget havde udbetalt til sagsøgeren inden OLAF’s undersøgelse vedrørende sagsøgeren var afsluttet.
51 I modsætning til, hvad EIB har gjort gældende, bevirker den omstændighed, at OLAF’s undersøgelser ikke afbryder eller suspenderer den forældelsesfrist, der er fastsat i de administrative bestemmelsers artikel 16.3, således ikke, at EIB fratages enhver mulighed for at tilbagesøge uretmæssigt udbetalte beløb i de tilfælde, hvor OLAF gennemfører en langvarig og kompleks undersøgelse vedrørende lovligheden af sådanne udbetalinger, og er ikke i strid med kravet om beskyttelse af Unionens finansielle interesser.
52 Under alle omstændigheder tilkom det EIB at vedtage en regel, der fastsatte en sådan afbrydelse eller suspension inden for dens retlige rammer.
53 Det følger af det ovenstående, at EIB’s argument om, at EIB kan tilbagesøge de omtvistede tillæg efter udløbet af femårsfristen i de administrative bestemmelsers artikel 16.3 med henvisning til princippet om loyalt samarbejde og princippet om god forvaltningsskik, ikke kan tiltrædes, idet retssikkerhedsprincippet ellers ville blive tilsidesat.
54 Følgelig var EIB på tidspunktet for vedtagelsen af tilbagesøgningsafgørelsen i princippet ikke længere berettiget til at tilbagesøge de beløb, der var blevet udbetalt til sagsøgeren i form af de omtvistede tillæg indtil den 28. september 2016. EIB’s øvrige argumenter kan ikke rejse tvivl om denne konklusion.
55 EIB’s argumentation om, at sagsøgeren inden udløbet af den femårige forældelsesfrist var vidende om, at administrationen havde rejst tvivl om, hvorvidt hun var berettiget til de omtvistede tillæg, må nemlig forkastes, eftersom de administrative bestemmelsers artikel 16.3 ikke fastsætter en afbrydelse eller suspension af forældelsesfristen i et sådant tilfælde. Det fremgår i øvrigt utvetydigt af den nævnte bestemmelse, at den femårige frist for tilbagesøgning af uretmæssigt udbetalte beløb begynder at løbe ved udbetalingen af de pågældende beløb og ikke på det tidspunkt, hvor modtageren fik kendskab til, at udbetalingen var uregelmæssig.
56 Det samme er tilfældet hvad angår den analogi, som EIB har draget til finansforordningens bestemmelser. Med dette argument har EIB henvist til dom af 19. juli 2016, HG mod Kommissionen (F-149/15, EU:F:2016:155), som anerkendte princippet om afbrydelse af den femårige forældelse i tilfælde af en OLAF-undersøgelse, uden at Retten direkte rejste tvivl herom i dom af 15. december 2021, HG mod Kommissionen (T-693/16 P RENV-RX, EU:T:2021:895). Det skal imidlertid konstateres, at Retten fastslog, at forældelsesfristen i vedtægtens artikel 85 ikke fandt anvendelse på tvisten i den nævnte sag. Baggrunden for denne tvist var nemlig ikke udbetaling af uretmæssigt udbetalte beløb til den berørte tjenestemand, men det økonomiske tab, som den pågældende tjenestemand havde påført administrationen ved sin adfærd. Det fremgår desuden utvetydigt af den nævnte dom, at Retten fandt, at den forældelsesfrist på fem år, der finder anvendelse på Unionens fordringer over for tredjemand i henhold til finansforordningen, som løber fra fastlæggelsen af en sådan fordring, og som afbrydes af enhver handling, der har til formål at inddrive fordringen, ikke kan finde anvendelse, uanset om det er ved direkte anvendelse eller endog som parameter for en rimelig frist. Denne konstatering er baseret på den omstændighed, at den forældelse, der er fastsat i disse bestemmelser, kun kan vedrøre en fase, der ligger efter fastlæggelsen af fordringen, og ikke en forudgående fase, såsom den periode, hvori de omstændigheder, der ligger til grund for fordringen, har fundet sted (jf. i denne retning dom af 15.12.2021, HG mod Kommissionen, T-693/16 P RENV-RX, EU:T:2021:895, præmis 129 og 130).
57 Det må derfor fastslås, at de anfægtede afgørelser blev vedtaget i strid med den femårige forældelsesfrist, der er fastsat i de administrative bestemmelsers artikel 16.3, for så vidt angår de beløb, der blev udbetalt til sagsøgeren indtil den 28. september 2016.
58 Det følger af det ovenstående, at det andet anbringende ligeledes skal tages til følge. Følgelig skal de anfægtede afgørelser annulleres.
Sagsøgerens anden påstand
59 Med den anden påstand har sagsøgeren nedlagt påstand om tilbagebetaling af de beløb, der er tilbagesøgt i henhold til de anfægtede afgørelser med tillæg af morarenter, som fastsættes til ECB’s rentesats med tillæg af to procentpoint. Sagsøgeren har i retsmødet præciseret, at hun har nedlagt påstand om, at Retten udøver sin fulde prøvelsesret i henhold til vedtægtens artikel 91, stk. 1.
60 EIB har bestridt, at det er nødvendigt, at Retten udøver sin fulde prøvelsesret, for så vidt som de foranstaltninger, som førte til en annullation af de anfægtede afgørelser, medfører tilbagebetaling af de beløb, der er blevet tilbagesøgt i medfør af de nævnte afgørelser.
61 Det skal i det foreliggende tilfælde bemærkes, at Retten ikke kan udøve den kompetence, som den er tillagt i henhold til vedtægtens artikel 91, stk. 1, uden at EIB’s forpligtelse til at gennemføre de til dommens opfyldelse nødvendige foranstaltninger i henhold til artikel 266, stk. 1, TEUF mister sin effektive virkning. Som følge af annullationen af de anfægtede afgørelser påhviler det nemlig EIB at træffe en ny afgørelse, som kan antage forskellige former, hvilket Retten ikke kan foregribe ved at tage stilling til sagsøgerens anden påstand.
62 Under disse omstændigheder skal sagsøgerens erstatningspåstand forkastes.
Sagsomkostninger
63 Ifølge artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.
64 Da EIB har tabt sagen, bør det pålægges den at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med sagsøgerens påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Femte Udvidede Afdeling):
1) Den Europæiske Investeringsbanks (EIB) afgørelse af 28. september 2021 om tilbagesøgning af et beløb på 61 186,61 EUR, der i perioden fra juli 2014 til juni 2017 er blevet uretmæssigt udbetalt til QT som uddannelsestillæg, børnetilskud og hermed tilknyttede fordele, og EIB’s afgørelse af 20. maj 2022 om afslag på sagsøgerens administrative klage annulleres.
2) EIB frifindes for påstanden om erstatning.
3) EIB betaler sagsomkostningerne.
Svenningsen | Mac Eochaidh | Laitenberger |
Martín y Pérez de Nanclares | | Stancu |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 11. oktober 2023.
Underskrifter