Language of document : ECLI:EU:F:2013:99

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(enedommer)

27. juni 2013

Sag F-87/07 DEP

Luigi Marcuccio

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – retspleje – fastsættelse af sagsomkostninger«

Angående:      Begæring om fastsættelse af de sagsomkostninger, der kan kræves erstattet i henhold til procesreglementets artikel 92, hvorved Europa-Kommissionen for Personaleretten har fremsat denne begæring om fastsættelse af sagsomkostningerne i sag F-87/07, Marcuccio mod Kommissionen, i henhold til artikel 92, stk. 1, i procesreglementet.

Udfald:      Det samlede beløb, som Europa-Kommissionen kan kræve erstattet af Luigi Marcuccio i form af sagsomkostninger, der kan kræves erstattet, i sag F-87/07, Marcuccio mod Kommissionen, fastsættes til 2 620 EUR.

Sammendrag

1.      Retslig procedure – sagsomkostninger – fastsættelse – indlevering af begæring – underretning til den advokat, som har repræsenteret den indklagede part i hovedsagen – lovlig – betingelse

(Statutten for Domstolen, art. 19, stk. 3; Personalerettens procesreglement, art. 92, stk. 1)

2.      Retslig procedure – sagsomkostninger – fastsættelse – indlevering af begæring – forpligtelse til at fremlægge dokumenter til støtte for begæringen på det tidspunkt, hvor der tages kontakt til den anden part inden begæringens indlevering – foreligger ikke

(Personalerettens procesreglement, art. 92, stk. 1)

3.      Retslig procedure – sagsomkostninger – fastsættelse – udgifter, der kan kræves erstattet – nødvendige udgifter, som parterne har afholdt – begreb – honorar, som en institution har betalt til sin advokat – omfattet

[Statutten for Domstolen, art. 19, stk. 1, og bilag I, art. 7, stk. 1; Personalerettens procesreglement, art. 91, litra b)]

4.      Retslig procedure – sagsomkostninger – fastsættelse – omstændigheder, der skal tages i betragtning – advokatudgifter vedrørende arbejde udført før sagens indbringelse for Unionens retsinstanser – omfattet

[Personalerettens procesreglement, art. 91, litra b)]

5.      Retslig procedure – sagsomkostninger – udgifter, der kan kræves erstattet – udgifter i forbindelse med proceduren om fastsættelse af sagsomkostninger – ufornødent at træffe afgørelse

(Personalerettens procesreglement, art. 86, stk. 91 og 92)

1.      Bestemmelsen i artikel 19, stk. 3, i statutten for Domstolen, hvorefter parter skal være repræsenteret af en advokat i forbindelse med sager for Unionens retsinstanser, finder ikke kun anvendelse på hovedsager vedrørende personalesager, men også på dermed forbundne sager, såsom en begæring om fastsættelse af sagsomkostninger.

Under disse omstændigheder kan Personaleretten ikke foreholdes at have fremsendt en begæring om fastsættelse af sagsomkostninger til en parts advokat, når denne part har været repræsenteret af denne advokat i hovedsagen. Da denne part således fik lejlighed til at fremkomme med bemærkninger i henhold til artikel 92, stk. 1, i Personalerettens procesreglement, er kontradiktionsprincippet fuldt ud blevet overholdt.

(jf. præmis 17 og 18)

2.      Hvad angår en tvist om sagsomkostninger som omhandlet i artikel 92, stk. 1, i Personalerettens procesreglement indeholder nævnte procesreglement ikke bestemmelser, der forpligter en part til at dokumentere sine påstande på det tidspunkt, hvor der tages kontakt til den anden part, dvs. inden begæringen om fastsættelse af sagsomkostninger er indleveret.

(jf. præmis 28)

3.      Det følger af artikel 91, litra b), i Personalerettens procesreglement, at de udgifter, der kan kræves erstattet, er begrænset dels til de udgifter, der er afholdt til sagens behandling for Personaleretten, dels til de udgifter, som var nødvendige i denne forbindelse.

Som det fremgår af artikel 19, stk. 1, i statutten for Domstolen, der finder anvendelse på Personaleretten i medfør af artikel 7, stk. 1, i bilag I til den nævnte statut, kan institutionerne i denne forbindelse frit vælge at lade sig repræsentere ved en advokat. Advokatsalæret falder således ind under begrebet nødvendige udgifter, der er afholdt i forbindelse med sagen, uden at der består en pligt for institutionen til at godtgøre, at advokatbistanden var objektivt begrundet.

Selv om den omstændighed, at institutionen har fået bistand fra en ekstern advokat, ikke er relevant for vurderingen af, om sådanne udgifter eventuelt kan kræves erstattet, idet der ikke principielt kan ses bort fra sådanne udgifter, kan denne omstændighed imidlertid påvirke fastsættelsen af størrelsen af de udgifter, der i sidste ende kan kræves erstattet i forbindelse med sagen.

(jf. præmis 35 og 36)

Henvisning til:

Personaleretten: 26. april 2010, sag F-7/08 DEP, Schönberger mod Parlamentet, præmis 23

Retten for Den Europæiske Union: 23. marts 2012, sag T-498/09 P-DEP, Kerstens mod Kommissionen, præmis 13; 28. maj 2013, sag T-278/07 P-DEP, Marcuccio mod Kommissionen, præmis 14

4.      Unionens retsinstanser er ikke kompetente til at fastsætte de beløb, som parterne skal udrede i salær til deres egne advokater, men de kan fastsætte den del af disse beløb, der kan søges erstattet hos den part, som pålægges at betale sagens omkostninger. Unionens retsinstanser skal, når de tager stilling til fastsættelsen af sagsomkostningerne, hverken tage hensyn til en national tarif for advokaters salærer eller til en eventuel aftale herom, indgået mellem den berørte part og dennes repræsentanter eller rådgivere.

Da der endvidere ikke i EU-retten findes bestemmelser om fastsættelse af sådanne honorarer, er Unionens retsinstanser frit stillet ved vurderingen af de foreliggende oplysninger, idet de dog skal tage hensyn til sagens genstand og karakter, dens betydning efter EU-retten og dens sværhedsgrad såvel som til den arbejdsbyrde, som de pågældende befuldmægtigede og rådgivere har båret i forbindelse med sagen, samt til parternes økonomiske interesse i sagen.

Endelig kan det beløb, der kan kræves erstattet i form af honorarer til den berørte institutions advokat, ikke fastsættes ved, at der ses bort fra det arbejde, som institutionens tjenestegrene har udført, før sagen blev indbragt for Personaleretten. Da realitetsbehandlingen af et søgsmål nemlig er betinget af, at der forinden har været indgivet en klage, og ansættelsesmyndigheden har afslået denne klage, er institutionens tjenestegrene principielt involveret i behandlingen af tvisterne, inden de når frem til Personaleretten.

(jf. præmis 37-39)

Henvisning til:

Personaleretten: 10. november 2009, sag F-14/08 DEP, X mod Parlamentet, præmis 22; Schönberger mod Parlamentet, præmis 24; 27. september 2011, sag F-55/08 DEP, De Nicola mod EIB, præmis 41

5.      Artikel 92 i Personalerettens procesreglement, der omhandler proceduren vedrørende tvister om sagsomkostninger, bestemmer, til forskel fra samme reglements artikel 86, ikke, at der træffes afgørelse om sagens omkostninger i den dom eller kendelse, hvorved sagens behandling afsluttes. Hvis Personaleretten, når den træffer afgørelse inden for rammerne af et søgsmål anlagt i henhold til procesreglementets artikel 92 vedrørende en tvist om sagsomkostninger i en hovedsag, traf afgørelse om de omkostninger, der er genstand for tvisten, og særskilt afgørelse om de nye omkostninger, der er afholdt inden for rammerne af tvisten om sagsomkostninger, kunne den i givet fald senere blive forelagt en ny tvist om de nye omkostninger.

Det påhviler ikke desto mindre Personaleretten, når den fastsætter de sagsomkostninger, der kan kræves erstattet, at tage hensyn til alle sagens omstændigheder indtil det tidspunkt, hvor kendelsen om fastsættelse af sagsomkostningerne afsiges. Personaleretten kan derfor fastsætte størrelsen af de udgifter, der er forbundet med proceduren om fastsættelse af sagsomkostninger, og som har været nødvendige som omhandlet i procesreglementets artikel 91 for at undgå, at den senere bliver forelagt en ny tvist om de nye sagsomkostninger.

(jf. præmis 48 og 49)

Henvisning til:

Personaleretten: Schönberger mod Parlamentet, præmis 45; 22. marts 2012, sag F-5/08 DEP, Brune mod Kommissionen, præmis 41