Sag T-763/20
(offentliggørelse i uddrag)
Inner Mongolia Shuangxin Environment-Friendly Material Co Ltd
mod
Europa-Kommissionen
Rettens dom (Niende Udvidede Afdeling) af 21. februar 2024
»Dumping – import af visse former for polyvinylalkohol med oprindelse i Kina – endelig antidumpingtold – gennemførelsesforordning (EU) 2020/1336 – beregning af den normale værdi – væsentlige fordrejninger i det eksporterende land – artikel 2, stk. 6a, i forordning (EU) 2016/1036 – WTO-retten – princippet om overensstemmende fortolkning – valg af et passende repræsentativt land – umiddelbart tilgængelige oplysninger – manglende samarbejdsvilje – begrebet »nødvendige oplysninger« – artikel 18 i forordning 2016/1036 – prisunderbud – markedssegmenter – metode med varekontrolnumre – artikel 3, stk. 2 og 3, i forordning 2016/1036 – ret til forsvar – fortrolig behandling – artikel 19 og 20 i forordning 2016/1036«
1. EU-retten – fortolkning – metoder – fortolkning på grundlag af de internationale aftaler, som Unionen har indgået – fortolkning af forordning 2016/1036 på grundlag af GATT’s antidumpingaftale af 1994 – hensyntagen til tvistbilæggelsesorganets fortolkning – fortolkning contra legem af den afledte EU-ret – ulovlighed
(Art. 216, stk. 2, TEUF; aftalen om anvendelse af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (1994-antidumpingaftalen); Europa Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 2, stk. 6a og 7)
(jf. præmis 20-22, 28-33 og 39-49)
2. Internationale aftaler – overenskomst om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen – GATT af 1994 – den manglende mulighed for at gøre WTO-overenskomster gældende med henblik på at bestride lovligheden af en EU-retsakt – undtagelser – EU-gennemførelsesretsakt eller en udtrykkelig og præcis henvisning hertil
(Art. 216, stk. 2, TEUF; aftalen om anvendelse af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (1994-antidumpingaftalen); Europa Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 2, stk. 6a)
(jf. præmis 23, 24 og 38)
3. Den fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – fastsættelse af antidumpingtold – antidumpingtold, der ikke må overstige det beløb, der er nødvendigt for at imødegå de skadelige virkninger af dumpingimport – anvendelse af reglen om den laveste told
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 2, stk. 6a)
(jf. præmis 56-58)
4. Annullationssøgsmål – anbringender – uvirksomt anbringende – begreb – anbringender til støtte for et søgsmål til prøvelse af en forordning om indførelse af antidumpingtold – anbringender, der sår tvivl om dumpingmargenen – dumpingmargen, der ikke er blevet fastsat med henblik på beregning af antidumpingtold – uvirksomme anbringender – bedømmelseskriterier
(Art. 263 TEUF)
(jf. præmis 62-65, 69 og 173)
5. Den fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – fastlæggelse af den normale værdi – væsentlige fordrejninger på hjemmemarkedet i det eksporterende land – beregning af den normale værdi på grundlag af ikke-fordrejede priser eller referenceværdier – hensyntagen til tilsvarende produktions- og salgsomkostninger i et repræsentativt land – valg af et passende repræsentativt land – kriterier – umiddelbart tilgængelige relevante oplysninger – begreb – land, der har fremsendt fortrolige data, der ikke er offentligt tilgængelige – ikke omfattet
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 2, stk. 6a, art. 6, stk. 7, art. 19 og 20)
(jf. præmis 86-104)
6. Den fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – bestemmelse af den normale værdi – væsentlige fordrejninger i et eksporterende land – beregning af den normale værdi på grundlag af ikke-fordrejede priser eller referenceværdier – hensyntagen til tilsvarende produktions- og salgsomkostninger i et repræsentativt land – valg af et passende repræsentativt land – institutionernes skønsbeføjelser – kriterier – passende niveau af social og miljømæssig beskyttelse – manglende relevans, når der kun findes et passende repræsentativt land
[Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 2, stk. 6a, litra a), og art. 2, stk. 7, litra a)]
(jf. præmis 119-134)
7. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – undersøgelsens forløb – anvendelse af de foreliggende faktiske oplysninger i tilfælde af en virksomheds manglende samarbejdsvilje – betingelser – nægtelse af adgang til nødvendige oplysninger – begrebet nødvendige oplysninger – oplysninger om produktionstal og ‑omkostninger – omfattet
(Aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel, (antidumpingaftalen af 1994), art. 6.8; Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 18, stk. 1 og 3)
(jf. præmis 140-161)
8. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – undersøgelsens forløb – Kommissionens forpligtelse til at sikre underretning af de berørte parter – rækkevidde – ret til forsvar – krænkelse – betingelser – den berørte virksomheds mulighed for bedre at kunne varetage sit forsvar, såfremt denne formelle fejl ikke havde foreligget
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 19 og 20)
(jf. præmis 166)
9. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – tab – institutionernes skønsbeføjelser – domstolsprøvelse – grænser
(Art. 263 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/1036, art. 3)
(jf. præmis 198 og 199)
10. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – tab – faktorer, der skal tages i betragtning – dumpingimportens indvirkning på priserne på samme varer på EU-markedet – beregning af underbudsmargenen – beregningsmetode – Kommissionens skøn – Kommissionens pligt til at tage hensyn til markedssegmenterne for den pågældende vare – foreligger ikke, medmindre der foreligger ekstraordinære omstændigheder
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 1, stk. 4, og art. 3, stk. 2 og 3)
(jf. præmis 200-209)
11. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – tab – faktorer, der skal tages i betragtning – dumpingimportens indvirkning på priserne på samme varer på EU-markedet – beregning af underbudsmargenen – beregningsmetode – Kommissionens pligt til at tage hensyn til de stikprøveudtagne EU-producenters samlede salg af samme varer – foreligger ikke
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 3, stk. 2 og 3)
(jf. præmis 240 og 244-249)
12. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – undersøgelse – overholdelse af retten til forsvar – institutionernes forpligtelse til at sikre underretning af de berørte virksomheder og til at respektere oplysningernes fortrolighed, når de afvejer disse forpligtelser – Kommissionens afslag på en anmodning fra den berørte virksomhed om aktindsigt i fortrolige oplysninger – ingen retlig fejl fra Kommissionens side – virksomhed, der ikke har indbragt denne afgørelse om afslag for høringskonsulenten – omstændighed, der understøtter konklusionen om, at Kommissionen ikke har begået en retlig fejl
(Aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel, (antidumpingaftalen af 1994), art. 6.5; Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 6, stk. 7, og art. 19 og 20)
(jf. præmis 257, 258 og 264-273)
Sammendrag
I et søgsmål anlagt af en kinesisk eksporterende producent har Retten frifundet Kommissionen i annullationssøgsmålet til prøvelse af Kommissionens gennemførelsesforordning 2020/1336 om indførelse af endelig antidumpingtold på importen af visse former for polyvinylalkohol (herefter »PVA) med oprindelse i Folkerepublikken Kina (1). Ved denne lejlighed har Retten præciseret begrebet »umiddelbart tilgængelige« oplysninger i forbindelse med udvælgelse af et passende repræsentativt land ved beregning af den normale værdi af den vare, der er omfattet af en antidumpingundersøgelse, når der findes væsentlige fordrejninger på markedet i det eksporterende land. Den har også præciseret begrebet »nødvendige oplysninger«, som de berørte parter skal give Kommissionen i forbindelse med en antidumpingundersøgelse. I den foreliggende sag har Kommissionen efter at have modtaget en klage fra Kuraray Europe GmbH, der er den største producent af PVA i EU, indledt en antidumpingundersøgelse, der resulterede i vedtagelsen af den anfægtede forordning.
Det er i denne sammenhæng, at Inner Mongolia Shuangxin Environment-Friendly Material Co Ltd, et kinesisk selskab, der fremstiller og eksporterer PVA til EU, der mente at have lidt tab som følge af den antidumpingtold, som Kommissionen havde indført, anlagde et annullationssøgsmål til prøvelse af gennemførelsesforordning 2020/1336 for så vidt angår dette selskab (2).
Rettens bedømmelse
Sagsøgeren har til støtte for sit søgsmål gjort gældende for det første, at Kommissionen har fortolket grundforordningens (3) artikel 2, stk. 6a, litra a), fejlagtigt. Det fremgår af denne artikel, at såfremt det fastslås, at det ikke er hensigtsmæssigt at anvende priserne og omkostningerne på hjemmemarkedet i det eksporterende land med den begrundelse, at der foreligger væsentlige fordrejninger på dette marked, beregnes den pågældende normale værdi på grundlag af produktions- og salgsomkostninger, der afspejler ikke-fordrejede priser eller referenceværdier. Med henblik herpå kan Kommissionen som informationskilder anvende de tilsvarende produktions- og salgsomkostninger i et passende repræsentativt land med et økonomisk udviklingsniveau svarende til eksportlandets, forudsat at de relevante data er umiddelbart tilgængelige. Når der er flere lande at vælge imellem, gives der fortrinsret til lande, der har et passende niveau af social beskyttelse og miljømæssig beskyttelse.
Retten anførte i denne henseende, at Kommissionen ikke har begået en fejl ved at vælge Tyrkiet frem for Mexico som repræsentativt land ved fastsættelsen af den berørte vares normale værdi. Kommissionen kunne således alene basere sig på oplysninger fremsendt af et selskab med hjemsted i Tyrkiet, idet de oplysninger, som selskaberne i Mexico havde fremsendt, ikke kunne betegnes som »umiddelbart tilgængelige«.
Hvad angår først og fremmest begrebet »umiddelbart tilgængelige« stadfæstede Retten Kommissionens ordlydsfortolkning i den anfægtede afgørelse, i henhold til hvilken der ved »offentligt tilgængelig« forstås tilgængelig for den brede offentlighed, mens der ved »umiddelbart tilgængelige« forstås tilgængelig for alle på visse betingelser f.eks. mod betaling af et gebyr. De oplysninger, som de mexicanske selskaber havde fremsendt, var imidlertid kun fremsendt i en fortrolig udgave, der ikke var tilgængelig for offentligheden, eller var kun tilgængelig for en anden periode end den, som undersøgelsen omfattede.
På grundlag en kontekstbestemt og teleologisk fortolkning skønnede Retten, at dette begreb skal fortolkes i lyset af de krav, der følger af grundforordningens bestemmelser om fortrolig behandling og om fremlæggelse af oplysninger med henblik på at beskytte parternes ret til forsvar. Grundforordningen forfølger således to mål, nemlig dels at gøre det muligt for de berørte parter at beskytte deres interesser effektivt, dels at beskytte fortrolige oplysninger, der er indsamlet i forbindelse med undersøgelsen (4). Når Kommissionen søger at indhente »umiddelbart tilgængelige« oplysninger, har den således ret til med henblik herpå at afslå at anvende oplysninger, der af den part, der har fremsendt dem, anses for at være fortrolige, og hvorfra den ikke er i stand til at indhente et ikke-fortroligt sammendrag, på grundlag af hvilket de øvrige parter i undersøgelsen kan udøve deres ret til forsvar.
Endelig præciserede Retten, at Kommissionen ved at acceptere de oplysninger, som selskabet i Tyrkiet havde fremsendt, ikke har tilsidesat sin pligt til at udvise omhu ved at beregne den pågældende vares normale værdi på en uhensigtsmæssig eller urimelig måde. De argumenter, som sagsøgeren, der ønsker at anfægte relevansen af de valgte oplysninger – med hensyn til undersøgelsesperioden og de oplysninger, der er indeholdt i disse data – har fremsat, er ikke understøttede i den foreliggende sag. Sagsøgeren har således ikke fremlagt beviser, der er tilstrækkeligt stærke til at bevirke, at vurderingerne af de faktiske omstændigheder i den anfægtede forordning bliver usandsynlige.
Eftersom Kommissionen konkluderede, at Tyrkiet var det eneste passende repræsentative land, var det således med føje, at den besluttede, at der ikke var behov for at foretage en vurdering af niveauet af social og miljømæssig beskyttelse i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a).
Hvad angår for det andet tilsidesættelsen af grundforordningens artikel 18 forkastede Retten sagsøgerens anbringende om, at Kommissionen ved beregningen af den normale værdi fejlagtigt har anvendt de foreliggende faktiske oplysninger som omhandlet i grundforordningens artikel 18, til trods for at sagsøgeren havde samarbejdet efter bedste evne.
Formålet med grundforordningens artikel 18 er således at gøre det muligt for Kommissionen at fortsætte antidumpingundersøgelsen, selv hvis de berørte parter måtte nægte at samarbejde eller måtte samarbejde i utilstrækkelig grad. Denne bestemmelses stk. 1 giver således Kommissionen mulighed for at anvende de foreliggende faktiske oplysninger, såfremt den ikke er i stand til at indhente de oplysninger, som den har anmodet om. For at parterne kan anses for at udvise samarbejdsvilje i henhold til denne bestemmelse, skal de fremsende alle de oplysninger, som de er i besiddelse af, og som institutionerne finder nødvendige med henblik på at træffe afgørelse.
Hvad angår begrebet »nødvendige oplysninger« følger det af ordlyden af, sammenhængen for og formålet med grundforordningens artikel 18, stk. 1, at dette begreb henviser til de oplysninger, som de berørte parter sidder inde med, og som EU-institutionerne anmoder dem om at fremlægge med henblik på at træffe de rette afgørelser i forbindelse med antidumpingundersøgelsen. Oplysningerne om produktionstallene og ‑omkostningerne for den vare, der er omfattet af antidumpingundersøgelsen, udgør således nødvendige oplysninger i henhold til denne bestemmelse.
I den foreliggende sag bemærkede Retten således først og fremmest, at sagsøgeren ikke har fremlagt de beviser, som Kommissionen har anmodet om vedrørende input i forbindelse med de internt producerede produktionsfaktorer. For så vidt som den normale værdi er blevet fastsat i henhold til en metode baseret på produktionsomkostninger, var det nødvendigt at kende tallene for forbrug af alle de input, der er blevet anvendt til fremstillingen af PVA, herunder de nødvendige input til produktion af internt producerede produktionsfaktorer. Eftersom sagsøgeren ikke har godtgjort, at det er umuligt at fremlægge de pågældende oplysninger, har Kommissionen ikke tilsidesat artikel 18, stk. 1, ved at benytte de foreliggende faktiske oplysninger som erstatning for disse oplysninger.
Hvad angår dernæst den angivelige tilsidesættelse af grundforordningens artikel 18, stk. 3, anførte Retten, at denne artikels stk. 1 og 3 omhandler forskellige situationer. Mens artikel 18, stk. 1, således generelt beskriver de tilfælde, i hvilke de oplysninger, som institutionerne har brug for i forbindelse med undersøgelsen, ikke er blevet fremsendt, omhandler denne artikels stk. 3 de tilfælde, hvor de til brug for undersøgelsen fornødne oplysninger er indgivet, men ikke er relevante, således at de foreliggende faktiske oplysninger ikke nødvendigvis skal anvendes. For så vidt som sagsøgeren ikke har fremsendt de krævede oplysninger, finder grundforordningens artikel 18, stk. 3, ikke anvendelse, idet Kommissionen kun kan anvende de foreliggende faktiske oplysninger som erstatning for de manglende oplysninger.
Kommissionen har heller ikke tilsidesat sagsøgerens ret til forsvar ved ikke i rette tid at have fremsendt »kontrolrapporten«, der skulle have været fremsendt forud for Kommissionens skrivelse, hvori den oplyste sagsøgeren om, at den agtede at anvende de foreliggende faktiske oplysninger som omhandlet i grundforordningens artikel 18. Det fremgår i denne henseende af fast retspraksis, at en tilsidesættelse af retten til forsvar kun medfører, at den afgørelse, der er truffet i slutningen af en administrativ procedure, annulleres, hvis det må antages, at proceduren kunne føre til et andet resultat, såfremt den pågældende uregelmæssighed ikke havde foreligget. Sagsøgeren har imidlertid ikke fremlagt det mindste bevis, der kan godtgøre, at det ikke var udelukket, at proceduren kunne have givet et andet resultat, såfremt den havde modtaget nævnte rapport på et tidligere tidspunkt.
Hvad angår de øvrige anbringender, hvormed den dumpingmargen, som Kommissionen har fastsat i den anfægtede forordning, anfægtes, fremgår det af bedømmelsen af disse anbringender, at der ikke er sket fejl i beregningen af dumpingmargenen, således at denne forbliver højere end skadesmargenen, idet der er blevet taget hensyn til skadesmargenen ved bestemmelsen af antidumpingtolden i overensstemmelse med reglen om den laveste told. Eftersom disse øvrige anbringender ikke kan så tvivl om denne konklusion, forkastede Retten dem som uvirksomme.