PERSONALERETTENS DOM

(Anden Afdeling)

15. marts 2011

Sag F-28/10

VE

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – kontraktansatte – løn – udlandstillæg – betingelserne i artikel 4 i bilag VII til vedtægten – varig bopæl før tiltrædelse af tjenesten«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106a, hvorved VE i det væsentlige har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 18. juni 2009, hvorved udbetalingen af det udlandstillæg, som han havde oppebåret, siden han tiltrådte tjenesten den 1. juli 2005, blev bragt til ophør med virkning fra 1. juli 2009.

Udfald:      Europa-Kommissionen frifindes. Sagsøgeren betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – løn – udlandstillæg – formål – varig bopæl i beskæftigelsesmedlemsstaten i referenceperioden – begreb

[Tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 4, stk. 1, litra a)]

2.      Tjenestemænd – principper – beskyttelse af den berettigede forventning – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 85)

1.      I relation til tildeling af udlandstillæg er den varige bopæl, som artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten henviser til, det sted, hvor tjenestemanden eller den øvrige ansatte har fastlagt det varige eller sædvanlige midtpunkt for sine interesser i den hensigt, at dette midtpunkt skal have en stabil karakter. Ved fastsættelsen af den varige bopæl skal der tages hensyn til samtlige faktiske forhold, der kendetegner en sådan, navnlig den pågældendes faktiske bopæl.

Udlandstillægget har til formål at opveje de særlige byrder og ulemper, som følger af tiltrædelsen af tjenesten ved en af Unionens institutioner for de tjenestemænd, der af denne grund må skifte bopæl fra deres hjemland til tjenestelandet og integrere sig i nye omgivelser. Begrebet »udlændighed« afhænger også af tjenestemandens personlige forhold, dvs. det omfang, i hvilket han er integreret i sine nye omgivelser, f.eks. som følge af at han har bopæl på varig måde eller udøver sit hovederhverv det pågældende sted. Tildelingen af udlandstillægget har desuden til formål at afhjælpe de faktiske uligheder mellem de tjenestemænd, der fuldt ud er integrerede i samfundet i tjenestelandet, og dem, der ikke er det.

Den omstændighed, at en person opholder sig i et land bl.a. for at studere dér, hvilket ophold i sagens natur er af midlertidig karakter, lader principielt ikke formode, at den pågældende har til hensigt at flytte centret for sine interesser til dette land, idet der højst foreligger et endnu usikkert perspektiv om at gøre det. Det kan forholde sig anderledes, såfremt et studieophold i et land, sammenholdt med andre relevante omstændigheder, giver belæg for, at vedkommende har en varig social og erhvervsmæssig tilknytning til det pågældende land. Er der tale om et studieophold, der efterfølges af en praktik- eller beskæftigelsesperiode på samme sted, kan den pågældendes fortsatte tilstedeværelse i landet fremkalde en formodning, der ganske vist kan afkræftes, for, at den pågældende eventuelt har til hensigt at flytte det varige eller sædvanlige center for sine interesser, og dermed sin varige bopæl, til dette land.

(jf. præmis 22, 24, 31 og 32)

Henvisning til:

Domstolen: 29. november 2007, sag C-7/06 P, Salvador García mod Kommissionen, præmis 43 og 44

Retten: 27. september 2000, sag T-317/99, Lemaître mod Kommissionen, præmis 51; 3. maj 2001, sag T-60/00, Liaskou mod Rådet, præmis 55; 13. september 2005, sag T-283/03, Recalde Langarica mod Kommissionen, præmis 114; 25. oktober 2005, sag T-205/02, Salvador García mod Kommissionen, præmis 72

Personaleretten: 25. oktober 2005, sag T-299/02, Dedeu i Fontcuberta mod Kommissionen, præmis 67; 26. september 2007, sag F-129/06, Salvador Roldán mod Kommissionen, præmis 48; 9. marts 2010, sag F-33/09, Tzvetanova mod Kommissionen, præmis 48

2.      Administrationens udbetaling af økonomiske ydelser til en tjenestemand eller en ansat kan, selv om den finder sted i flere år, ikke i sig selv anses for at udgøre præcise, ubetingede og overensstemmende forsikringer. Hvis det var tilfældet, ville enhver afgørelse truffet af administrationen om afvisning af for fremtiden og eventuelt med tilbagevirkende kraft at udbetale ydelser, som den pågældende med urette har fået udbetalt i flere år, nemlig automatisk blive annulleret af Unionens retsinstanser under henvisning til en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og ville medføre, at navnlig vedtægtens artikel 85 om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb i vidt omfang ville miste sin effektive virkning.

(jf. præmis 41)

Henvisning til:

Personaleretten: 1. juli 2010, sag F-45/07, Mandt mod Parlamentet, præmis 125