Language of document :

Sag anlagt den 10. juni 2008 - EuroChem MCC mod Rådet

(Sag T-234/08)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: EuroChem Mineral and Chemical Company OAO (EuroChem MCC) (Moskva, Rusland) (ved lawyers P. Vander Schueren og B. Evtimov)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Rådets forordning (EF) nr. 238/2008 af 10. marts 2008 om afslutning af den delvise interimsundersøgelse vedrørende antidumpingtolden på import af opløsninger af urinstof og ammoniumnitrat med oprindelse i Rusland i henhold til artikel 11, stk. 3, i forordning (EF) nr. 384/96 annulleres, for så vidt som der herved pålægges sagsøgeren, selskabets produktionsdatterselskaber og de i betragtning 10 til den anfægtede forordning anførte forbundne selskaber en antidumpingtold.

I lyset af alvoren af de fastslåede tilsidesættelser af fællesskabsretten tilpligtes de kompetente institutioner at indstille pålæggelse af antidumpingtold for så vidt angår sagsøgeren og selskabets produktionsdatterselskaber samt forbundne selskaber, indtil fællesskabsinstitutionerne har vedtaget de til efterkommelse af den af Retten afsagte dom nødvendige foranstaltninger.

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren, der er en russisk producent og eksportør af urinstof- og ammoniumnitratopløsninger, har i henhold til artikel 230 EF nedlagt påstand om annullation af Rådets forordning (EF) nr. 238/2008 1 (herefter "den anfægtede forordning").

Til støtte for annullationssøgsmålet gør sagsøgeren et hovedanbringende, der er opdelt i tre led, gældende. Sagsøgeren gør gældende, at fællesskabsinstitutionerne foretog en urigtig fastsættelse af den normale værdi for sagsøgeren, hvilket førte til den kunstige forhøjelse heraf, og at de foretog en urigtig sammenligning med eksportprisen og derfor med urette konkluderede, at der forelå dumping, hvorved de tilsidesatte grundforordningens 2 artikel 1 og 2, idet de foretog en række åbenbart urigtige skøn og tilsidesatte grundlæggende fællesskabsretlige principper. Ifølge sagsøgeren førte disse retsstridige forhold direkte til den uberettigede afslutning af den delvise interimsundersøgelse uden ændring af antidumpingforanstaltningen vedrørende sagsøgeren.

Sagsøgeren gør med anbringendets første led nærmere bestemt gældende, at fællesskabsinstitutionerne foretog urigtig retsanvendelse og tilsidesatte grundforordningens artikel 2, stk. 3 og 5, idet de bortså fra en væsentlig del af sagsøgerens produktionsomkostninger, der blev anset for upålidelige, og/eller idet de de facto anvendte en metode til fastlæggelse af den væsentligste del af sagsøgerens normale værdi, der ikke var støttet på markedsøkonomi.

Sagsøgeren gør med anbringendets andet led gældende, at Kommissionen, idet den vedtog at justere gasprisen, tilsidesatte grundforordningens artikel 2, stk. 5, andet punktum, og/eller foretog et åbenbart urigtigt skøn. Sagsøgeren gør endvidere gældende, at Kommissionen angav en utilstrækkelig begrundelse, idet den foretog justering af gasprisen på grundlag af gasprisen inden for Fællesskabet i Waidhaus i Tyskland og idet den undlod at trække den russiske eksporttold på 30% fra justeringsbeløbet.

Sagsøgeren gør med anbringendets tredje led gældende, at fællesskabsinstitutionerne tilsidesatte grundforordningens artikel 2, stk. 10, og foretog en åbenbart urigtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder, idet den fra sagsøgerens eksportpris fratrak det første salg til en uafhængig kunde, generelle og administrative omkostninger og provision vedrørende forbundne selskaber, der er ordinære dele af den økonomiske enhed, der udgøres af sagsøgeren og selskabets integrerede salgsafdeling.

____________

1 - Rådets forordning (EF) nr. 238/2008 af 10.3.2008 om afslutning af den delvise interimsundersøgelse vedrørende antidumpingtolden på import af opløsninger af urinstof og ammoniumnitrat med oprindelse i Rusland i henhold til artikel 11, stk. 3, i forordning (EF) nr. 384/96 (EUT L 75, s. 14).

2 - Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22.12.1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EFT 1996 L 56, s. 1).