Sag T-235/12
CEDC International sp. z o.o.
mod
Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)
»EF-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om et tredimensionalt EF-varemærke – form som et græsstrå i en flaske – ældre nationalt tredimensionalt varemærke – reel brug af det ældre varemærke – artikel 75 og artikel 76, stk. 1 og 2, i forordning (EF) nr. 207/2009 – fremlæggelse af beviser for første gang for appelkammeret – skønsmæssig beføjelse i henhold til artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 – begrundelsespligt«
Sammendrag – Rettens dom (Ottende Afdeling) af 11. december 2014
1. EF-varemærker – klagesag – søgsmål ved Unionens retsinstanser – Rettens kompetence – ny undersøgelse af de faktiske omstændigheder i lyset af beviser, der først fremlægges for Retten – udelukket
(Rettens procesreglement, art. 135, stk. 4; Rådets forordning nr. 207/2009, art. 65)
2. EF-varemærker – procedureregler – begrundelse for afgørelser – artikel 75, første punktum, i forordning nr. 207/2009 – samme rækkevidde som artikel 296 TEUF – appelkammerets anvendelse af en indirekte begrundelse – lovlig
(Art. 296 TEUF; Rådets forordning nr. 207/2009, art. 75, første punktum)
3. EF-varemærker – klagesag – klage over en afgørelse fra Harmoniseringskontorets indsigelsesafdeling – appelkammerets prøvelse – rækkevidde – faktiske omstændigheder og beviser til støtte for indsigelsen, som ikke er fremlagt inden for den fastsatte frist – hensyntagen – appelkammerets skønsbeføjelse – appelkammerets begrundelsespligt
(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 42, stk. 2, og art. 76, stk. 2)
4. EF-varemærker – bemærkninger fra tredjemand og indsigelse – behandling af indsigelsen – bevis for brug af det ældre varemærke – reel brug – bedømmelseskriterier – tredimensionale varemærker
(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 42, stk. 2)
5. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – afhjælpning af begrundelsesmangel under retssagen – ikke tilladt
(Art. 296 TEUF)
6. EF-varemærker – klagesag – klage over en afgørelse fra Harmoniseringskontorets indsigelsesafdeling – appelkammerets prøvelse – rækkevidde – faktiske omstændigheder og beviser til støtte for indsigelsen, som ikke er fremlagt inden for den fastsatte frist – hensyntagen – appelkammerets skønsbeføjelse – andet er ikke bestemt – bevis for brug af det ældre varemærke
(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 42, stk. 1-3, og art. 76, stk. 2; Kommissionens forordning nr. 2868/95, art. 1, og regel 22, stk. 2)
7. EF-varemærker – klagesag – klage over en afgørelse fra Harmoniseringskontorets indsigelsesafdeling – appelkammerets prøvelse – rækkevidde – faktiske omstændigheder og beviser til støtte for indsigelsen, som ikke er fremlagt inden for den fastsatte frist – hensyntagen – betingelser
[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 76, stk. 2; Kommissionens forordning nr. 2868/95, art. 1 og regel 22, stk. 2)
1. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 25)
2. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 42, 96 og 97)
3. Det følger af ordlyden af artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker, at parternes fremlæggelse af kendsgerninger og beviser som udgangspunkt, og medmindre andet er fastsat, fortsat er mulig efter udløbet af de frister, som en sådan fremlæggelse er underlagt ved anvendelse af bestemmelserne i forordning nr. 207/2009, og at det på ingen måde er forbudt for Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) at tage hensyn til kendsgerninger og beviser, som således er påberåbt eller fremført for sent, dvs. uden for den af indsigelsesafdelingen fastsatte frist og om nødvendigt for første gang for appelkammeret. Ved at præcisere, at Harmoniseringskontoret »kan« beslutte at se bort fra faktiske omstændigheder og beviser, der er påberåbt eller fremlagt for det, overlader artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 Harmoniseringskontoret en vid skønsbeføjelse med hensyn til at afgøre – med en begrundelse herfor – om der skal tages hensyn til disse.
Retssikkerheds- og retsplejehensyn taler for Harmoniseringskontorets skønsbeføjelse i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt kendsgerninger og beviser, som er fremlagt af parterne for sent, skal tages i betragtning. En sådan beføjelse er nemlig med til at hindre, at de varemærker, hvis brug efterfølgende med held ville kunne anfægtes ved en sag om ugyldighedserklæring eller i forbindelse med en krænkelsessag, bliver genstand for en registrering.
Det følger imidlertid af ordlyden af artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009, at en part, som efter fristens udløb påberåber sig eller fremfører kendsgerninger og beviser, ikke har en ubetinget ret til, at Harmoniseringskontoret tager hensyn til sådanne kendsgerninger eller beviser. Harmoniseringskontorets eventuelle hensyntagen til de nævnte supplerende beviser udgør på nogen måde en »tjeneste«, der ydes den ene eller den anden part, men den bør udgøre resultatet af en objektiv og begrundet udøvelse af den skønsbeføjelse, som den nævnte artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 tildeler dette organ. Den begrundelse, der således kræves, er så meget desto mere nødvendig, når Harmoniseringskontoret træffer afgørelse om at afvise de beviser, der er fremlagt for sent.
Harmoniseringskontorets eventuelle hensyntagen til bevismidler, der indgives for sent, kan bl.a. være berettiget, når Harmoniseringskontoret er af den opfattelse, at de for sent fremførte elementer for en umiddelbar betragtning kan have en afgørende betydning for udfaldet af indsigelsen, og tidspunktet for proceduren, hvorpå denne sene fremsættelse sker, og omstændighederne omkring den ikke er til hinder for en sådan hensyntagen.
(jf. præmis 44-46, 57, 60 og 62)
4. Den tredimensionale karakter af et varemærke er til hinder for et statisk syn i to dimensioner og kræver en dynamisk opfattelse i tre dimensioner. Et tredimensionalt varemærke vil derfor i princippet kunne ses fra flere sider af den relevante forbruger. Hvad angår beviserne for brugen af et sådan varemærke må der derfor tages hensyn til disse, ikke som gengivelser af varemærkets synlighed i to dimensioner, men som gengivelser af den relevante forbrugers opfattelse af varemærket i tre dimensioner. Heraf følger, at gengivelserne fra siden og bagfra i princippet kan være af relevans i forbindelse med en vurdering af den reelle brug af det nævnte varemærke og kan ikke tilsidesættes alene som følge af den omstændighed, at de ikke udgør gengivelser af forsiden.
(jf. præmis 65)
5. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 71 og 72)
6. Artikel 42, stk. 2 og 3, i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker som materiel bestemmelse indeholder ikke nogen krav angående den frist, der er givet indsigeren med henblik på at godtgøre brugen af det ældre varemærke. Forkastelsen af indsigelsen, når »brugen ikke godtgøres«, er dermed resultatet af en grundig vurdering af sagens realitet vedrørende det fremlagte bevis og ikke en følge af en manglende overholdelse af en proceduremæssig frist. Artikel 42, stk. 2 og 3, i forordning nr. 207/2009 har derfor ikke indflydelse på den skønsbeføjelse, der er overladt Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) i henhold til artikel 76, stk. 2, i samme forordning med hensyn til at afgøre, om der skal tages hensyn til bevismidler, der blev indleveret for sent for Harmoniseringskontoret.
Regel 22, stk. 2, i forordning nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94 om EF-varemærker bestemmer, at såfremt den indsigende part skal godtgøre brugen af varemærket, eller at der foreligger rimelig grund til manglende brug, opfordrer Harmoniseringskontoret vedkommende til inden for den fastsatte frist at fremlægge fornødent bevis. Fremlægger den indsigende part ikke sådant bevis inden for den fastsatte frist, afviser Harmoniseringskontoret indsigelsen.
Selv om det er korrekt, at det i denne forbindelse fremgår af ordlyden af regel 22, stk. 2, i forordning nr. 2868/95, at når der ikke er fremlagt noget bevis for brugen af det omhandlede varemærke inden for den af Harmoniseringskontoret fastsatte frist, skal dette sidstnævnte i princippet ex officio fastslå, at der ikke foreligger nogen reel brug af det ældre varemærke, kan samme konklusion ikke drages, når der er fremlagt beviser for en sådan brug inden for denne frist. I sådanne tilfælde, og såfremt det ikke fremgår, at beviserne er irrelevante med henblik på at godtgøre, at der er gjort reel brug af varemærket, må sagen fortsætte. Harmoniseringskontoret skal bl.a., således som fastsat i artikel 42, stk. 1, i forordning nr. 207/2009, så ofte som det er fornødent, opfordre parterne til at udtale sig om meddelelser fra dette eller om indlæg fra de øvrige parter. Hvis det i denne sammenhæng senere konstateres, at der ikke foreligger reel brug af det ældre varemærke, følger dette ikke af anvendelsen af regel 22, stk. 2, i forordning nr. 2868/95, der er af ren formel karakter, men udelukkende ved anvendelse af den materielle bestemmelse i artikel 42 i forordning nr. 207/2009.
Det fremgår bl.a. af det ovenfor anførte, at fremlæggelsen af beviser for den reelle brug af varemærket som en tilføjelse til de beviser, der er blevet indgivet inden for den frist, der er fastsat af Harmoniseringskontoret i medfør af regel 22, stk. 2, i forordning nr. 2868/95, kan finde sted efter udløbet af denne frist, og at det på ingen måde er forbudt for Harmoniseringskontoret i medfør af den skønsbeføjelse, det er tillagt ved artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009, at tage hensyn til beviser, som er fremført for sent. Det skal derfor fastslås, at regel 22, stk. 2, i forordning nr. 2868/95 ikke har en sådan karakter, at den er til hinder for, at appelkammeret kan udøve den skønsbeføjelse, som artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 overlader dette sidstnævnte med henblik på en eventuel hensyntagen til de supplerende beviser, der fremlægges for første gang for appelkammeret.
(jf. præmis 76-78 og 82-86)
7. I forbindelse med udøvelsen af den skønsbeføjelse, som Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) er overladt, kræves det i forhold til en eventuel hensyntagen til bevismidler, der er indgivet for sent, at de beviser, der fremlægges efter den af indsigelsesafdelingen fastsatte frist, ikke var de oprindelige og eneste beviser for brugen, men at det drejer sig om såkaldte »komplementerende« eller »supplerende« beviser ud over de relevante beviser, der blev indgivet inden for den fastsatte frist. Der stilles i denne forbindeles ikke noget krav om en indholdsmæssig sammenhæng mellem de supplerende og de tidligere fremlagte beviser, men om deres iboende relevans for udfaldet af indsigelsessagen for Harmoniseringskontoret.
En eventuel hensyntagen til yderligere beviser for brug af varemærket, som fremlægges efter udløbet af fristen i regel 22, stk. 2, i forordning nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, kræver endvidere ikke nødvendigvis, at den berørte ikke var i stand til at fremlægge disse beviser inden for fristen.
(jf. præmis 89, 90 og 95)