Appel iværksat den 3. oktober 2011 af ENI SpA til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 13. juli 2011 i sag T-39/07, ENI mod Kommissionen
(Sag C-508/11 P)
Processprog: italiensk
Parter
Appellant: ENI SpA (ved avvocati G.M. Roberti, D. Durante, R. Arras, E.D'Amico og I. Perego)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellanten har nedlagt følgende påstande
Den appellerede dom ophæves helt eller delvis, for så vidt som Retten derved frifandt Kommissionen i søgsmålet, anlagt af ENI i sag T-39/07, og som følge heraf:
Annulleres Kommissionens beslutning af 29. november 2006 (sag COMP/F/38.638 - BR/ESBR) helt eller delvis,
og/eller annulleres, eller i det mindste nedsættes, den bøde, som ENI blev pålagt ved Kommissionens beslutning af 29. november 2006 (sag COMP/F/38.638 - BR/ESBR).
Subsidiært ophæves den appellerede dom helt eller delvis for så vidt som Retten derved frifandt Kommissionen i søgsmålet anlagt af ENI i sag T-39/07, og sagen hjemvises til Retten med henblik på, at den træffer afgørelse i realiteten i betragtning af de bemærkninger, Domstolen måtte fremsætte.
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger for såvel denne instans som i sag T-39/07.
Anbringender og væsentligste argumenter
Med det første anbringende, som har fire led, har ENI gjort gældende, at Retten begik flere retsbrud og hverken overholdt den begrundelsespligt, som påhviler den, eller de grundlæggende principper, som er fastsat i EU's charter om grundlæggende rettigheder og i EMRK til skade for sagsøgerens ret til forsvar. ENI har anført, at:
formodningen om, at et moderselskab reelt har udøvet bestemmende indflydelse ikke er berettiget i lyset af de principper, som gælder ved fastlæggelsen af ansvaret i kartelsager og de principper hvad angår formodninger, som er fastlagt i praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Retten undlod under alle omstændigheder at tage stilling til de ved søgsmålet fremsatte argumenter vedrørende rækkevidden af kravet om, at der reelt er udøvet bestemmende indflydelse.
De af ENI påberåbte beviser med henblik på at tilbagevise formodningen om ansvar er ikke blevet bedømt korrekt. Retten fraveg således de retsregler, der i denne forbindelse er defineret i relevant retspraksis fra Domstolen og Retten selv.
Alt imens Retten i overensstemmelse med retspraksis bekræftede, at formodningen om ansvar kan afkræftes, fordrejede den ved anvendelsen heraf den reelle rækkevidde af denne formodning og gjorde det som følge heraf umuligt for ENI at føre det krævede modsatte bevis, hvilket resulterede i anvendelsen af en ordning med objektivt ansvar.
Retten fandt, uden at give en begrundelse herfor, at den ikke var forpligtet til at bedømme de af ENI fremsatte betragtninger vedrørende relevansen af princippet om selskabers begrænsede ansvar for det forhold, at moderselskabet pålægges et ansvar i medfør af formodningen om, at der reelt er udøvet bestemmende indflydelse, og anvendte de juridiske kriterier, som følger af retspraksis vedrørende virksomhedssuccessioner på det konkurrenceretlige område, ukorrekt.
Med det andet anbringende, som består af to led, har ENI gjort gældende, at Retten har tilsidesat artikel 23 i forordning nr. 1/2003
1, proportionalitetsprincippet og begrundelsespligten. ENI har navnlig anført, at Retten:
foretog en ukorrekt bedømmelse af overtrædelsens grovhed med henblik på fastsættelsen af bøden, idet den uden at give en begrundelse herfor fandt, at de af ENI fremlagte beviser, og de argumenter, som selskabet havde fremført vedrørende den uforholdsmæssige karakter af den anvendte multiplikationsfaktor, var uden relevans
fandt, at det var med rette, at Syndial var blevet udelukket fra adressaterne for den anfægtede beslutning, idet den herved fraveg de kriterier, som følger af retspraksis vedrørende virksomhedssuccessioner og ikke tog hensyn til de heraf følgende konsekvenser for de maksimale bødebeløb.
____________1 - EFT L 1, s. 1.