CURIA - Documents

Home > Search form > List of results > Documents

Start printing

Language of document : ECLI:EU:T:1998:208

RETTENS DOM (Tredje Afdeling)

15. september 1998 (1)

»Den Europæiske Socialfond - godkendelsesbeslutning - nedsættelse affinansielt tilskud - forudgående høring af modtageren - høring af medlemsstaten- beskyttelse af den berettigede forventning - retssikkerhed - begrundelse -åbenbart fejlskøn«

I de forenede sager T-180/96 og T-181/96,

Mediocurso - Estabelecimento de ensino particular, Ld.^a,

Lissabon, ved advokaterne Carlos Botelho Moniz og Paulo Moura Pinheiro, og medvalgt adresse i Luxembourg hos advokatfirmaet Aloyse May, 31, Grand-rue,

sagsøger,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Maria Teresa Figueira ogKnut Simonsson, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede, og medvalgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, KommissionensJuridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsøgt,

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS

(Tredje Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, V. Tiili, og dommerne C.P. Briët og A. Potocki,

justitssekretær: ekspeditionssekretær B. Pastor,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 11. juni1998,

afsagt følgende

Dom

Retlige omstændigheder

1.

Ifølge artikel 1, stk. 2, litra a), i Rådets afgørelse 83/516/EØF af 17. oktober 1983om Den Europæiske Socialfond's opgaver (EFT L 289, s. 38, herefter »afgørelse83/516«) deltager fonden i finansieringen af foranstaltninger vedrørendeerhvervsuddannelse og erhvervsvejledning. I denne afgørelses artikel 2, stk. 2,bestemmes det, at de pågældende medlemsstater skal garantere en forsvarliggennemførelse af foranstaltningerne.

2.

I artikel 1 i Rådets forordning (EØF) nr. 2950/83 af 17. oktober 1983 omgennemførelse af afgørelse 83/516 (EFT L 289, s. 1, herefter »forordning nr.2950/83«) opregnes de udgifter, der kan ydes tilskud til af Den EuropæiskeSocialfond (herefter »ESF«).

3.

Ifølge artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 2950/83 medfører godkendelse fra ESF afen ansøgning om tilskud udbetaling af et forskud på 50% af det bevilgede tilskudpå den anførte dato for uddannelsesforanstaltningens begyndelse. I medfør afforordningens artikel 5, stk. 4, skal anmodninger om udbetaling af saldobeløbindeholde en detaljeret redegørelse for indholdet, resultaterne og finansieringen afden pågældende foranstaltning, ligesom medlemsstaten skal attestere den faktiskeog regnskabsmæssige rigtighed af de i udbetalingsanmodningerne indeholdteoplysninger.

4.

Det fremgår af artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 2950/83, at såfremt tilskuddet fraESF ikke anvendes på de i godkendelsesbeslutningen fastsatte betingelser, kanKommissionen suspendere, nedsætte eller lade tilskuddet bortfalde efter at havegivet den pågældende medlemsstat lejlighed til at fremkomme med sinebemærkninger. Stk. 2 i nævnte artikel bestemmer, at udbetalte beløb, der ikke erblevet anvendt på de i godkendelsesbeslutningen fastsatte betingelser, skaltilbagebetales.

5.

Artikel 6, stk. 1, i Kommissionens beslutning 83/673/EØF af 22. december 1983vedrørende forvaltningen af ESF (EFT L 377, s. 1, herefter »beslutning 83/673«)præciserer, at medlemsstaternes anmodninger om udbetaling skal tilgåKommissionen inden for en frist på ti måneder efter foranstaltningernes afslutning.Der udbetales ikke tilskud på grundlag af anmodninger, som er indgivet efter dennefrists udløb.

6.

Endelig hedder det i beslutningens artikel 7, at såfremt gennemførelsen af enforanstaltning, hvortil der er ydet tilskud, gøres til genstand for en undersøgelse pågrundlag af en formodet uregelmæssighed, underretter medlemsstaten straksKommissionen.

Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger

7.

Sagsøgeren er et handelsselskab, hvis hovedaktivitet er afholdelse aferhvervsuddannelseskurser og tekniske specialkurser.

8.

I 1988 indgav Departamento para os Assuntos do Fundo Social Europeu(Departementet for Anliggender vedrørende Den Europæiske Socialfond, herefter»DAFSE«) på sagsøgerens vegne forskellige ansøgninger om tilskud fra fonden tilen række erhvervsuddannelsesprojekter, der skulle gennemføres i 1989.

9.

Det første projekt, hvortil der blev ansøgt om støtte, blev registreret undersagsnummer 890583 P1 (herefter »det første dossier«) og er genstand for søgsmåleti sag T-180/96. Det andet projekt blev registreret under sagsnummer 890588 P1(herefter »det andet dossier«) og er genstand for søgsmålet i sag T-181/96.

10.

Det første dossier vedrører en ansøgning om tilskud til enuddannelsesforanstaltning for teknikere, der arbejder med glasfiberforstærketpolyester, elapparater med automatik samt markedsføring og reklamer. Oprindeligvar det planlagt, at 30 personer skulle deltage i uddannelsesforanstaltningen, hvortilder var afsat 9 592 058 PTE. Efter anmodning fra DAFSE blev deltagerantalletreduceret til 23.

11.

Med denne ændring blev det første dossier godkendt »i overensstemmelse medmeddelelsen i bilaget« ved en kommissionsbeslutning, som DAFSE meddeltesagsøgeren ved skrivelse af 10. april 1989 (nr. 8149). I beslutningen var tilskuddetfra ESF fastsat til 7 468 207 PTE. Portugal påtog sig at bidrage til finansieringenaf projektet med 6 110 351 PTE via Orçamento da Segurança Social/Instituto deGestão Financeira da Segurança Social (budgettet for social sikring/Instituttet forØkonomisk Forvaltning af Sociale Sikringsordninger, herefter »OSS/IGFSS«).

12.

I løbet af august 1989 modtog sagsøgeren i henhold til artikel 5, stk. 1, i forordningnr. 2950/83 et forskud på 50% af de bevilgede tilskud fra ESF og OSS/IGFSS påhenholdsvis 3 734 103 PTE og 3 055 175 PTE.

13.

Det andet dossier vedrører en ansøgning om tilskud til gennemførelse af touddannelsesforanstaltninger for handels- og reklameteknikere samt teknikere indenfor reklame og grafiske fag. Det var oprindelig planlagt, at der skulle deltage 22personer i disse foranstaltninger, hvortil der var afsat 8 627 355 PTE. Efteranmodning fra DAFSE blev deltagerantallet reduceret til 17.

14.

Med denne ændring blev det andet dossier godkendt »i overensstemmelse medmeddelelsen i bilaget« ved en kommissionsbeslutning, som DAFSE meddeltesagsøgeren ved skrivelse af 10. april 1989 (nr. 8154). I beslutningen var tilskuddetfra ESF fastsat til 6 890 635 PTE. Portugal påtog sig at bidrage til finansieringenaf projektet med 5 637 792 PTE via OSS/IGFSS.

15.

I løbet af august 1989 modtog sagsøgeren i henhold til artikel 5, stk. 1, i forordningnr. 2950/83 et forskud på 50% af de bevilgede tilskud fra ESF og OSS/IGFSS påhenholdsvis 3 445 317 PTE og 2 818 896 PTE.

16.

De uddannelsesforanstaltninger, som de to dossierer vedrører, blev gennemførtmellem juli og december 1989.

17.

Da uddannelsesforanstaltningerne var afsluttet, og sagsøgeren havde konstateret,at de endelige samlede omkostninger for foranstaltningen var lavere end oprindeligbudgetteret, anmodede sagsøgeren DAFSE om betaling af saldobeløbet for de toprojekter. Sagsøgeren bad om at få udbetalt 3 337 539 PTE for det første dossierog 3 286 799 PTE for det andet.

18.

Det fremgår af sagsøgerens anmodninger, at 15 personer havde afsluttet den førstekursusrække, mens 12 havde afsluttet den anden.

19.

Ved skrivelse af 11. april 1990 vedrørende begge dossierer meddelte DAFSEsagsøgeren, at Departementet »agtede at suspendere betalingsordrerne ... ogeventuelt regulere saldobeløbet efter en finanskontrol, hvorunder gennemførelsenaf de af [sagsøgte] iværksatte uddannelsesforanstaltninger, jf. de respektivedossierer, skulle undersøges«.

20.

Den 30. oktober 1990 attesterede de portugisiske myndigheder i medfør af artikel5, stk. 4, i forordning nr. 2950/83 den faktiske og regnskabsmæssige rigtighed afoplysningerne i sagsøgerens to betalingsanmodninger. DAFSE meddelte imidlertidKommissionen i de skrivelser, hvormed disse betalingsanmodninger blev videresendttil denne, at attesteringen af oplysningerne i betalingsanmodningerne var betingetaf en endnu ikke foretaget finanskontrol.

21.

Ved enslydende skrivelser af 25. januar 1991 underrettede DAFSE sagsøgeren om,at revisionsfirmaet »Audite« havde fået til opgave at kontrollere den faktiske ogregnskabsmæssige rigtighed af oplysningerne i de to dossierer.

22.

Den 28. januar 1991 skrev DAFSE til sagsøgeren, at Departementets endeligeafgørelse vedrørende de to dossierer afhang af resultaterne af denne finanskontrol.

23.

Den 20. februar 1991 sendte Audite DAFSE to revisionsrapporter, en for hvertdossier.

24.

Sagsøgeren, DAFSE og repræsentanter for Audite afholdt derefter et møde den10. september 1991 for at drøfte de pågældende to dossierer.

25.

Den 11. september 1991 underrettede DAFSE skriftligt sagsøgeren om denforetagne revision. DAFSE anmodede endvidere sagsøgeren om at tilbagebetale debeløb, som DAFSE ikke mente var tilskudsberettigede. Sagsøgeren bestred med detsamme lovligheden af denne retsakt og anlagde sag ved de portugisiskeforvaltningsretter. Derimod gjorde sagsøgeren ikke ved særskilt skrivelse DAFSEbekendt med sine indvendinger mod de nedskæringer i tilskuddene, der varbebudet i denne skrivelse af 11. september 1991.

26.

DAFSE afventede derefter indtil 22. september 1995 udfaldet af sagsøgerens sagtil prøvelse af skrivelsen af 11. september 1991.

27.

Ved skrivelse af 22. september 1995 meddelte DAFSE Kommissionen resultaterneaf den i 1991 foretagne revision og forelagde Kommissionen korrigeredeanmodninger om udbetaling af saldobeløb, hvor der var taget hensyn tilresultaterne af revisionen.

28.

Den 6. marts 1996 meddelte DAFSE sagsøgeren, at Kommissionen havde tagetstilling til de to anmodninger om udbetaling af saldobeløb og havde bekræftetresultaterne af finanskontrollen. Disse resultater var allerede blevet forelagtKommissionen den 11. september 1991.

29.

Den 4. april 1996 anmodede sagsøgeren DAFSE om en kopi af Kommissionensbeslutninger. Sagsøgeren anmodede også om indsigt i ESF's administrative akter.Sagsøgeren fik den ønskede aktindsigt den 24. april 1996 og kunne konstatere, atde administrative akter ikke indeholdt andre beslutninger end nogle debetnotaerfra Kommissionen, hvoraf det fremgik, hvor meget sagsøgeren skulle tilbagebetalei de pågældende to sager.

30.

Sagsøgeren anlagde herefter sag ved Retten til prøvelse af disse akter. Sagerne blevregistreret under nr. T-70/96 og T-72/96. Imidlertid trak Kommissionen på egetinitiativ disse akter tilbage og erstattede dem med to beslutninger af 14. august1996. Det er disse sidstnævnte beslutninger, der er genstand for de foreliggendesager. Følgelig slettede formanden for Anden Afdeling sagerne T-70/96 og T-72/96fra Rettens register og pålagde ved kendelser af 12. november 1996 Kommissionenat betale sagens omkostninger.

31.

Den 14. august 1996 vedtog Kommissionen beslutning C(96) 1185 vedrørende detførste dossier. Den 20. september 1996 meddelte DAFSE sagsøgeren beslutningen.

32.

Beslutningen er affattet således:

»... ud fra følgende betragtninger:

den 30. oktober 1990 forelagde den portugisiske regering Kommissionen enanmodning om udbetaling af et saldobeløb på 3 337 532 PTE og attesterede ioverensstemmelse med artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 2950/83 den faktiske ogregnskabsmæssige rigtighed af oplysningerne i anmodningen,

medlemsstaten afdækkede nogle uregelmæssigheder i gennemførelsen af de af ESFfinansierede foranstaltninger og besluttede efter at have orienteret Kommissionenatter at gennemgå nogle af dossiererne; efter en fornyet gennemgang - på grundlagaf en bogføringskontrol - af anmodningen om udbetaling af saldobeløbet i dossiernr. 890583 P1 fastslog medlemsstaten, at en del af de af Mediocurso indberettedeudgifter ... ikke kunne godkendes; begrundelsen herfor fremgår af medlemsstatensskrivelse nr. 10992 af 22. september 1995,

medlemsstaten underrettede Mediocurso ... om resultaterne af revisorernes kontrol(skrivelse nr. 8739 af 11.9.1991); Mediocurso ... har ikke kommenteret skrivelsen,

af det samlede tilskud, Kommissionen havde godkendt for dossier nr. 890583 P1,nemlig 7 468 207 PTE, blev 396 572 PTE ikke benyttet af Mediocurso ...;Kommissionen finder endvidere, at nogle af de af Mediocurso indberettede udgifter... ikke opfylder betingelserne i godkendelsesbeslutningen, således at tilskuddetyderligere skal nedsættes med 4 819 741 PTE. ESF's tilskud skal følgelig fastsættestil 2 251 894 PTE af de angivne grunde i:

- rapporten om revisorernes kontrol og

- DAFSE's skrivelse nr. 10992 af 22. september 1995 med bilag,

...

har Kommissionen vedtaget følgende beslutning:

Artikel 1

Det ESF-tilskud på 7 468 207 PTE, som blev tildelt Mediocurso ... vedKommissionens beslutning C(89) 0570 af 22. marts 1989, nedsættes til 2 251 894PTE.

Artikel 2

1 482 209 PTE skal tilbagebetales til Kommissionen ...«

33.

Den 14. august 1996 vedtog Kommissionen ligeledes beslutning C(96) 1186vedrørende det andet dossier. Denne beslutning er i det væsentlige identisk medbeslutningen vedrørende det første dossier. DAFSE meddelte sagsøgeren dennebeslutning den 20. september 1996.

34.

Beslutningens dispositive del er affattet således:

»Artikel 1

Det ESF-tilskud på 6 890 635 PTE, som blev tildelt Mediocurso ... vedKommissionens beslutning C(89) 0570 af 22. marts 1989, nedsættes til 2 174 072PTE.

Artikel 2

1 271 245 PTE skal tilbagebetales til Kommissionen ...«

35.

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 14. november 1996 harsagsøgeren anlagt sag til annullation af Kommissionens beslutning af 14. august1996 om det første dossier. Sagen blev registreret under nr. T-180/96.

36.

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 14. november 1996 harsagsøgeren tillige anlagt sag til annullation af Kommissionens beslutning af 14.august 1996 om det andet dossier. Sagen blev registreret under nr. T-181/96.

37.

Ved skrivelse af 24. marts 1998 blev parterne opfordret til at fremsætte deresbemærkninger til en eventuel forening af sagerne T-180/96 og T-181/96. Parternehavde ingen indvendinger mod en sådan forening. Følgelig blev sagerne T-180/96og T-181/96 i medfør af artikel 50 i Rettens procesreglement forenet med henblikpå domsafsigelsen.

38.

På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling)besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisoptagelse.Som led i foranstaltningerne vedrørende sagens tilrettelæggelse har Retten doganmodet parterne om skriftligt at besvare visse spørgsmål. Parterne harimødekommet denne anmodning.

39.

Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i etoffentligt retsmøde den 11. juni 1998.

Parternes påstande

Sag T-180/96

40.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

- Det bestemmes, at Kommissionens administrative akter og DAFSE's akterskal vedlægges den foreliggende sags akter.

- Kommissionens beslutning C(96) 1185 af 14. august 1996 annulleres.

- Sagsøgte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

41.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

- Frifindelse.

- Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Sag T-181/96

42.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

- Det bestemmes, at Kommissionens administrative akter og DAFSE's akterskal vedlægges den foreliggende sags akter.

- Kommissionens beslutning C(96) 1186 af 14. august 1996 annulleres.

- Sagsøgte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

43.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

- Frifindelse.

- Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Realiteten

44.

Sagsøgeren har i hver af de to sager fremført fem anbringender:

- for det første er der sket tilsidesættelse af sagsøgerens ret til kontradiktion

- for det andet er kravet om en rimelig frist ikke overholdt

- for det tredje er der sket tilsidesættelse af artikel 6, stk. 1, i forordning nr.2950/83, idet Portugal ikke har haft lejlighed til at fremkomme med sinebemærkninger før vedtagelsen af de anfægtede beslutninger

- for det fjerde er der sket tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet ogprincippet om den berettigede forventning, idet de anfægtede beslutningerer i modstrid med den forudgående attestering af oplysningerne ianmodningerne om udbetaling af saldobeløb

- for det femte er der sket tilsidesættelse af begrundelsespligten og afgenerelle retsgrundsætninger, ligesom der er begået visse fejl i vurderingenaf de faktiske forhold.

Første anbringende om tilsidesættelse af sagsøgerens ret til kontradiktion

Parternes argumenter

45.

Sagsøgeren finder for det første ikke, at Kommissionen har givet selskabetmulighed for at udtale sig om nedsættelsen af de pågældende tilskud. Det er etgrundlæggende princip i fællesskabsretten, at enhver, over for hvem der indledesen procedure, som kan munde ud i en retsakt, der indeholder et klagepunkt imodden pågældende, skal have mulighed for kontradiktion (Rettens dom af 6.12.1994,sag T-450/93, Lisrestal m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1177, præmis 42). Detteprincip har ganske særlig betydning i en sag som den foreliggende, hvor deanfægtede beslutninger nedsætter et oprindeligt bevilget tilskud (Domstolens domaf 4.6.1992, sag C-189/90, Cipeke mod Kommissionen, Sml. I, s. 3573, præmis 16-18).

46.

Sagsøgeren har anført, at Kommissionen i henhold til artikel 6, stk. 1, i forordningnr. 2950/83 har enekompetence til at suspendere, nedsætte eller lade et tilskud fraESF bortfalde. Følgelig burde Kommissionen selv have foranstaltet høring afsagsøgeren før vedtagelsen af de anfægtede beslutninger.

47.

Sagsøgeren har erkendt, at også en anden part som f.eks. DAFSE kunne have hørtselskabet før Kommissionens foreløbige stillingtagen. En sådan forudgående høringville dog kun være til nogen nytte, såfremt resultaterne deraf blev bragt tilKommissionens kendskab, hvilket ikke er tilfældet i den foreliggende sag.

48.

Kommissionen har anført, at sagsøgeren, der i 1991 havde lejlighed til at fremsætteskriftlige bemærkninger til resultaterne af finanskontrollen, som DAFSE havdebragt til selskabets kendskab, samt mulighed for at udtale sig under forskelligemøder med DAFSE, må anses for at have haft lejlighed til at gøre sine synspunktergældende vedrørende den påtænkte nedsættelse af tilskuddet, jf. ovennævnte domi Lisrestal m.fl. mod Kommissionen, præmis 49.

Rettens bemærkninger

49.

Efter fast retspraksis skal den ret til kontradiktion, som modtageren af et ESF-tilskud har, overholdes, når Kommissionen nedsætter et sådant tilskud (se bl.a.Domstolens dom af 24.10.1996, sag C-32/95 P, Kommissionen mod Lisrestal m.fl.,Sml. I, s. 5373, præmis 21-44).

50.

Det bemærkes i øvrigt, at Retten i sin ovennævnte dom i Lisrestal m.fl. modKommissionen (præmis 49) udtalte, uden på dette punkt at blive korrigeret afDomstolen i dennes ovennævnte dom af 24. oktober 1996, Kommissionen modLisrestal m.fl., at Kommissionen, som i forhold til modtageren af et ESF-tilskudbærer det retlige eneansvar for beslutningerne om nedsættelse af tilskuddet, ikkekan vedtage en sådan beslutning uden først at have givet tilskudsmodtagerenmulighed for at gøre sine synspunkter gældende vedrørende den påtænktenedsættelse af tilskuddet eller uden at have sikret sig, at tilskudsmodtageren harhaft lejlighed hertil på anden vis.

51.

Sagsøgeren har såvel i sine påstande som i sit svar på det skriftlige spørgsmål fraRetten erkendt at være blevet hørt af DAFSE før vedtagelsen af skrivelsen af 11.september 1991. DAFSE har i denne skrivelse ikke taget hensyn til samtligesagsøgerens bemærkninger til den påtænkte nedsættelse.

52.

Det må fastslås, at sagsøgeren ikke formelt er fremkommet med bemærkninger tildenne skrivelse, hvilket med rette er fremhævet i de anfægtede beslutninger.Sagsøgeren har nemlig alene anlagt sag for de portugisiske forvaltningsretter ianledning af nævnte skrivelse. Men i den foreliggende sag burde sagsøgeren ogsåformelt have fremsat sine bemærkninger, således at DAFSE kunne videregive dissetil Kommissionen. Under sådanne omstændigheder kan sagsøgeren ikke påberåbesig en manglende videregivelse af sine eventuelle bemærkninger til Kommissionen,da denne mangel beror på sagsøgerens egen undladelse.

53.

Retten finder, at sagsøgeren således i overensstemmelse med ovennævnte domafsagt af Retten i sagen Lisrestal m.fl. mod Kommissionen »i tilstrækkelig grad«har haft mulighed for at gøre sine synspunkter gældende vedrørende de modselskabet rettede klagepunkter.

54.

Af disse grunde skal det første anbringende forkastes.

Andet anbringende om manglende overholdelse af en rimelig frist

Parternes argumenter

55.

Sagsøgeren finder, at det er en mangel ved forordning nr. 2950/83 og beslutning83/673, at der ikke er fastsat nogen frist, inden for hvilken Kommissionen skaltræffe beslutning om en anmodning om udbetaling af saldobeløb i forbindelse medet ESF-tilskud. Der må herved ses bort fra den hypotese, at fællesskabslovgivertillader, at vedtagelsen af sådanne beslutninger udsættes på ubestemt tid.Sagsøgeren har fremhævet, at Domstolen med henblik på løsning af denne typeproblemer har bekræftet kriteriet om en »rimelig frist« (Domstolens dom af6.7.1971, sag 59/70, Nederlandene mod Kommissionen, Sml. 1971, s. 157, org. ref.:Rec. s. 639, og af 11.12.1973, sag 120/73, Lorenz, Sml. s. 1471).

56.

Sagsøgeren har heraf udledt, at Kommissionen har tilsidesat princippet om denberettigede forventning ved først at have truffet beslutning efter syv års forløb, idetder hverken i gældende lovgivning eller i de faktiske omstændigheder er noget, derviser, at de pågældende dossierer er særlig komplekse.

57.

Endelig er det uden betydning, at Kommissionen er blevet underrettet omDAFSE's tvivl med hensyn til tilskudsberettigelsen af visse udgifter.Retssikkerhedsprincippet har nemlig netop til formål at forhindre, at en situationpræget af usikkerhed fortsætter på ubestemt tid.

58.

Kommissionen har for det første understreget, at der i artikel 6, stk. 1, i forordningnr. 2950/83 ikke er fastsat nogen frist, der begrænser Kommissionens mulighed forat nedsætte et ESF-tilskud. Kommissionen er af den opfattelse, at en sådansituation afspejler lovgivers ønske om ikke at gøre en nedsættelse af tilskud itilfælde af formodninger om uregelmæssigheder betinget af overholdelse afbestemte frister. Sagsøgeren kan derfor ikke have haft nogen berettiget forventningom, at der ikke ville blive besluttet nogen nedsættelse af tilskuddene.

59.

Kommissionen har for det andet anført, at Retten i sin dom af 19.3.1997, sag T-73/95, Oliveira mod Kommissionen, Sml. II, s. 381, præmis 45-47, har fastslået, atspørgsmålet om, hvorvidt en frist er rimelig, afhænger af arten af deforanstaltninger, der skal træffes, samt af de konkrete omstændigheder i hvertenkelt tilfælde.

60.

Endelig finder Kommissionen ikke, at det omstridte tidsrum i den foreliggende sag,kan betragtes som uforholdsmæssigt langt, da sagsøgeren forholdsvis tidligt erblevet gjort bekendt med resultaterne af finanskontrollen. Sagsøgeren vidstedesuden, at visse udgifter blev anset for ikke at være tilskudsberettigede.

Rettens bemærkninger

61.

Det følger af fast retspraksis, at det må vurderes ud fra hver enkelt sag, omvarigheden af den administrative procedure kan anses for rimelig, herunder navnligden sammenhæng, hvori sagen indgår, de forskellige led i den administrativeprocedure, sagens kompleksitet og dens betydning for de involverede parter(Rettens dom af 22.10.1997), forenede sager T-213/95 og T-18/96, SCK og FNKmod Kommissionen, Sml. II, s. 1739, præmis 57, og ovennævnte dom i Oliveiramod Kommissionen, præmis 45).

62.

Det er herudfra, det skal vurderes, om det tidsrum, der forløb mellem sagsøgerensindgivelse af anmodninger om betaling af saldobeløb i december 1989 ogvedtagelsen den 14. august 1996 af de anfægtede beslutninger, er rimeligt.

63.

Faktum er, at DAFSE mellem december 1989 og september 1991 i samarbejdemed selskabet Audite foretog en finanskontrol for at kontrollere den faktiske ogregnskabsmæssige rigtighed af de af sagsøgeren afholdte udgifter.

64.

Mellem september 1991 og den 22. september 1995, hvor Kommissionen blevunderrettet om resultaterne af finanskontrollen, afventede DAFSE af forståeligegrunde de portugisiske forvaltningsretters stillingtagen til sagsøgerens sag tilprøvelse af skrivelsen af 11. september 1991.

65.

Derefter meddelte DAFSE ved skrivelse af 6. marts 1996 sagsøgeren, atKommissionen havde truffet beslutning om sagsøgerens anmodninger omsaldoudbetaling.

66.

Endelig trak Kommissionen som følge af Rettens dom af 13. december 1995, sagT-85/94, Kommissionen mod Branco, Sml. II, s. 2993, disse beslutninger tilbage ogerstattede dem med de to anfægtede beslutninger, som i detaljer angiver årsagernetil beslutningerne om at nedsætte ESF-tilskuddet.

67.

Det fremgår af dette begivenhedsforløb, at hver etape i procedurerne forud forvedtagelsen af de anfægtede beslutninger er forløbet inden for et rimeligt tidsrumunder hensyntagen til de omstændigheder, som de nationale og Fællesskabets ESF-forvaltere med føje kan tage i betragtning ved gennemgangen af anmodningerneom udbetaling af saldobeløb.

68.

Under disse omstændigheder skal det andet anbringende forkastes.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 2950/83 forså vidt som Portugal ikke havde fået lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger førvedtagelsen af de anfægtede beslutninger

Parternes argumenter

69.

Sagsøgeren har anført, at Kommissionen i medfør af artikel 6, stk. 1, i forordningnr. 2950/83, kan suspendere, nedsætte eller lade tilskuddet bortfalde efter at havegivet den pågældende medlemsstat lejlighed til at fremkomme med sinebemærkninger.

70.

Sagsøgeren finder imidlertid, at Kommissionen i den foreliggende sag har vedtagetde anfægtede beslutninger uden at have givet de portugisiske myndigheder lejlighedtil at fremkomme med deres bemærkninger til disse beslutninger, hvilket er entilsidesættelse af væsentlige formkrav (Domstolens dom af 7.5.1991, sag C-304/89,Oliveira mod Kommissionen, Sml. I, s. 2283).

71.

Kommissionen finder, at de anfægtede beslutninger bekræfter DAFSE's forslag omnedsættelse af tilskuddet. Under disse omstændigheder må formkravet i artikel 6,stk. 1, i forordning nr. 2950/83 anses for opfyldt.

Rettens bemærkninger

72.

Sagsøgeren foreholder i sit tredje anbringende i det væsentlige Kommissionen, atdenne ikke har givet DAFSE lejlighed til på ny at fremkomme med sinebemærkninger til Kommissionens påtænkte tilskudsnedsættelser.

73.

Det fremgår imidlertid af Domstolens dom af 11. oktober 1990, sag C-200/89,FUNOC mod Kommissionen, Sml. s. 3669, præmis 17, at, når der forud forbeslutninger som dem, der er tale om i de foreliggende sager, er foregået enbrevveksling mellem Kommissionen og de nationale myndigheder, og når disse erfremkommet med deres bemærkninger, inden den endelige beslutning blev truffet,må pligten til at høre medlemsstaten anses for opfyldt.

74.

Det står endvidere fast, at DAFSE, som repræsenterer Portugal i forbindelse medforvaltningen af ESF, ved skrivelse af 22. september 1995 tilstillede Kommissionensin vurdering af de dossierer, der er tale om i den foreliggende sag.

75.

I øvrigt fremgår det af begrundelserne til de anfægtede beslutninger, at denholdning, Kommissionen indtog i beslutningerne, blot bekræfter DAFSE's forslagom at nedsætte tilskuddene.

76.

Under disse omstændigheder må pligten til at høre medlemsstaten anses for opfyldtaf den simple grund, at den pågældende medlemsstat har fremlagt sine egne forslagom nedsættelse af tilskuddene før vedtagelsen af de endelige beslutninger den 14.august 1996.

77.

Følgelig skal det tredje anbringende forkastes.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og princippet om denberettigede forventning, for så vidt som de anfægtede beslutninger er i modstrid medden forudgående attestering af oplysningerne i anmodningerne om udbetaling afsaldobeløb

Parternes argumenter

78.

Sagsøgeren har anført, at de portugisiske myndigheder i overensstemmelse medartikel 5, stk. 4, i forordning nr. 2950/83 har attesteret den faktiske ogregnskabsmæssige rigtighed af anmodningerne om udbetaling af saldobeløb. Ifølgesagsøgeren er de anfægtede beslutninger i modstrid med denne attestering, for såvidt som beslutningerne rejser tvivl om rigtigheden af visse udgifter og denregnskabsmæssige klassificering af disse, som tidligere er blevet accepteret.

79.

Denne række af skiftende holdninger udgør en tilsidesættelse afretssikkerhedsprincippet og princippet om den berettigede forventning.Attesteringen er nemlig en handling, der endeligt fastlægger sagsøgerens retsstilling.En sådan attestering forhindrer ganske vist ikke Kommissionen i at lade etoprindeligt godkendt tilskud bortfalde eller i at nedsætte tilskuddet, når blotKommissionen ikke bestrider den faktiske afholdelse og den regnskabsmæssigeklassificering af de pågældende udgifter.

80.

Sagsøgeren har påpeget, at det først er under sagsbehandlingen for Retten, atKommissionen har påstået, at der er tale om en betinget attestering fra deportugisiske myndigheders side. De anfægtede beslutninger indeholder intet herom.I øvrigt giver gældende lovgivning ikke mulighed for en sådan betinget attestering.

81.

Sagsøgeren finder, at de nationale myndigheder, når de får forelagt en anmodningom udbetaling af saldobeløb, kun kan vælge mellem to muligheder: at attestereeller ikke at attestere. Da der i forordning nr. 2950/83 er fastsat en frist forattesteringen, kan de portugisiske myndigheder ikke knytte betingelser tilattesteringen og således omgå forordningens ufravigelige frist.

82.

Kommissionen har for sit vedkommende anført, at det er for at beskyttesagsøgerens interesser og overholde den timåneders frist, der er fastsat i artikel 6,stk. 1, i beslutning 83/673, at de portugisiske myndigheder har attesteret depågældende udbetalingsanmodninger og samtidig taget forbehold for en senerefinanskontrol.

83.

Kommissionen har endvidere anført, at det i artikel 7 i forordning nr. 2950/83hedder, at anmodningerne om udbetaling af saldobeløb med forbehold af denkontrol, der foretages af medlemsstaterne, kan gøres til genstand for senererevision. Endelig har Kommissionen hævdet, at beføjelsen til at nedsætte et tilskudfra ESF ifølge retspraksis alene tilkommer Kommissionen, uanset om denpågældende nationale myndighed har indstillet, at der sker en sådan nedsættelse(ovennævnte dom i sagen Kommissionen mod Branco, præmis 23 og 24).

Rettens bemærkninger

84.

Det skal for det første bemærkes, at DAFSE efter attesteringen den 30. oktober1990 ved skrivelser af 25. og 28. januar 1991 meddelte sagsøgeren, at selskabetAudite havde fået til opgave at foretage en kontrol af den faktiske ogregnskabsmæssige rigtighed af de afholdte udgifter, og at DAFSE ville lade sinendelige vurdering afhænge af konklusionerne af denne finanskontrol. Sagsøgerener således hurtigt blevet orienteret om, at tilskudsberettigelsen af de påståedeudgifter var draget alvorligt i tvivl.

85.

Det skal herefter afgøres, i hvilket omfang de nationale myndigheders attesteringaf visse udgifter indebærer myndighedernes endelige stillingtagen tiltilskudsmodtagerens attesterede oplysninger, og om en sådan stillingtagen binderKommissionen.

86.

En medlemsstats attestering fritager ikke medlemsstaten fra de øvrige forpligtelser,der pålægges den ved gældende fællesskabslovgivning. Medlemsstaten skal såledesi medfør af artikel 2, stk. 2, i afgørelse 83/516 garantere en forsvarlig gennemførelseaf ESF's foranstaltninger. Det er endvidere i artikel 7 i beslutning 83/673/EØFbestemt, at såfremt gennemførelsen af en foranstaltning, hvortil der er ydet tilskud,gøres til genstand for en undersøgelse på grundlag af en formodeturegelmæssighed, skal medlemsstaten straks underrette Kommissionen herom.

87.

Da opfyldelsen af disse forpligtelser ikke er betinget af overholdelse af nogen frist,er de nationale myndigheder bundet af disse forpligtelser, så længe Kommissionenikke har vedtaget nogen endelig beslutning angående saldobeløbet.

88.

Artikel 6 og 7 i forordning nr. 2950/83 fastsætter den procedure, der skal følges,når Kommissionen konstaterer, at betingelserne for ydelsen af et tilskud ikke eroverholdt, eller når Kommissionen ønsker at foretage en kontrol efter enanmodning om udbetaling af saldobeløb. Det fremgår af disse artikler, atmedlemsstaten er den part, med hvem Kommissionen først og fremmest skal drøftespørgsmål om ESF's forvaltning.

89.

Følgelig må medlemsstaten selv efter at have foretaget den faktiske ogregnskabsmæssige attestering, der er omhandlet i artikel 5, stk. 4, i forordning nr.2950/83, anses for fortsat at være bundet af visse forpligtelser, særlig forpligtelsentil at anmelde alle uregelmæssigheder i ESF's forvaltning, endog efter at haveforetaget den faktiske og regnskabsmæssige attestering, der er omhandlet i artikel5, stk. 4, i forordning nr. 2950/83. Sagsøgerens retsstilling var således ikke endeligtbestemt af attesteringen af de af sagsøgeren afholdte udgifter.

90.

Det fremgår endvidere af retspraksis, at alene Kommissionen har det retlige ansvarfor beslutningen om at nedsætte tilskuddet, uanset om den nationale myndighedhar indstillet, at der sker en sådan nedsættelse eller ej (ovennævnte dom i sagenKommissionen mod Lisrestal m.fl., præmis 29, og Kommissionen mod Branco,præmis 23 og 24). Kommissionens udøvelse af denne enekompetence kan ikkegøres betinget af den i artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 2950/83 omhandledeattestering. Det står nemlig Kommissionen helt frit for at nedsætte enfællesskabsstøtte, også selv om medlemsstaten har attesteret den faktiske ogregnskabsmæssige rigtighed af samtlige de oplysninger, der er afgivet til støtte foranmodningen om udbetaling af saldobeløb, forudsat at Kommissionen giver entilstrækkelig begrundelse for sin beslutning om at nedsætte tilskuddet, når den ikkefølger de nationale myndigheders indstilling.

91.

Følgelig kan sagsøgerens argument om, at der er grænser for, hvilken beslutningKommissionen i den foreliggende sag er kompetent til at træffe med hensyn tilbortfald eller nedsættelse af tilskud, når den faktiske og regnskabsmæssige rigtighedaf de afholdte udgifter er attesteret, ikke tages til følge.

92.

I betragtning af, at den garanti for en forsvarlig gennemførelse af ESF-foranstaltningerne, som de nationale myndigheder skal give i henhold til artikel 2,stk. 2, i afgørelse 83/516, og de nationale myndigheders pligt til at gøreKommissionen bekendt med enhver mistanke om uregelmæssigheder, jf. artikel 7i beslutning 83/673, må attestering i henhold til artikel 5, stk. 4, i forordning nr.2950/83 endvidere betragtes som en handling, hvortil der pr. definition må væreknyttet en række forbehold. Lægges denne fortolkning ikke til grund, sættes derspørgsmålstegn ved nyttevirkningen af de nationale myndigheders pligt til atanmelde konstaterede uregelmæssigheder i ESF's forvaltning. Attesteringen berørersåledes ikke de øvrige beføjelser, som de nationale myndigheder og Kommissionenfortsat må kunne udøve for at sikre en forsvarlig gennemførelse af ESF's støtte.

93.

Det fremgår af det ovenfor anførte, at DAFSE med føje opfyldte sin pligt til atovervåge forvaltningen af ESF-støtten ved at kræve, at Audite skulle undergivesagsøgerens udgifter en finanskontrol i forlængelse af DAFSE's egen attestering afden faktiske og regnskabsmæssige rigtighed af de omhandlede udgifter.

94.

Følgelig skal det fjerde anbringende forkastes.

Femte anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten, af generelleretsgrundsætninger og om visse fejlvurderinger af de faktiske omstændigheder

Femte anbringende, første del: tilsidesættelse af traktatens artikel 190

- Parternes argumenter

95.

Sagsøgeren har anført, at begge de anfægtede beslutninger bygger dels på denrapport, Audite har udarbejdet for hvert dossier, dels på DAFSE's skrivelse af 22.september 1995.

96.

Sagsøgeren har dog hævdet ikke at vide, nøjagtig hvilken rapport Kommissionenhentyder til i de to sager. Audite har nemlig foretaget flere revisioner på stedet ogudarbejdet flere rapporter med konklusioner, der til tider er selvmodsigende. AlleAudite's rapporter er i øvrigt senere blevet ændret af Audite selv. Sagsøgeren harogså anført, at de beløb, Kommissionen kræver tilbagebetalt i de to anfægtedebeslutninger, ikke svarer til beløbene i Audite's rapporter.

97.

Sagsøgeren har endelig understreget, at selv om Retten i sin praksis anerkenderprincippet om begrundelse per relacionem, kræver anvendelsen af dette princip,at den beslutning, der begrundes per relacionem, tilstrækkelig klart henviser til denpågældende retsakt (ovennævnte dom i sagen Kommissionen mod Branco, præmis27). Men i den foreliggende sag overholder henvisningerne til revisionsrapporterneikke denne betingelse, for så vidt som rapporterne ikke kan identificerestilstrækkelig klart, og sagsøgeren ikke er blevet forhåndsorienteret om rapporternesindhold. De anfægtede beslutninger tilsidesætter således traktatens artikel 190.

98.

Kommissionen finder, at det klart fremgår af de anfægtede beslutninger, nøjagtighvilke dokumenter der henvises til deri.

- Rettens bemærkninger

99.

Det skal indledningsvis bemærkes, at efter fast retspraksis skal det klart ogutvetydigt fremgå af den begrundelse, der kræves efter traktatens artikel 190, hvilkebetragtninger den institution, som har udstedt retsakten, har lagt til grund, såledesat de berørte kan gøre sig bekendt med baggrunden for den trufne foranstaltning,og Domstolen kan udøve sin kontrol (Domstolens dom af 15.4.1997, sag C-22/94,Irish Farmers Association m.fl., Sml. I, s. 1809, præmis 39, og Rettens dom af14.7.1997, sag T-81/95, Interhotel mod Kommissionen, Sml. II, s. 1265, præmis 72).Omfanget af begrundelsespligten afhænger dels af arten af den pågældende retsakt,dels af den sammenhæng, hvori retsakten er vedtaget.

100.

I en situation som den foreliggende, hvor Kommissionen alene godkender et forslagfra en medlemsstat om at nedsætte det oprindeligt bevilgede tilskud, kanKommissionens beslutning endvidere i medfør af Rettens dom af 12.1.1995, sag T-85/94, Branco mod Kommissionen, Sml. II, s. 45, præmis 36), anses for at væretilstrækkeligt begrundet i henhold til traktatens artikel 190, enten når begrundelsenfor at nedsætte tilskuddet klart fremgår af beslutningen, eller - hvis dette ikke ertilfældet - når der i beslutningen tilstrækkeligt tydeligt henvises til en retsakt fra dekompetente nationale myndigheder i den pågældende medlemsstat, i hvilkenmyndighederne klart har redegjort for grundene til at nedsætte tilskuddet.

101.

Det er ud fra disse principper, at sagsøgerens argumenter må vurderes.

102.

Herved skal det for det første fastslås, at sagsøgerens påstand om, at der for hvertdossier findes flere selvmodsigende revisionsrapporter, er uberettiget. Audite harrent faktisk kun udarbejdet én rapport for hvert dossier. Begge rapporterne, derer vedlagt svarskriftet i de respektive sager, blev registreret hos DAFSE den 20.februar 1991.

103.

Forskellene mellem beløbene i de to revisionsrapporter og beløbene i de anfægtedebeslutninger skyldes ændringer, der vel er sket efter rapporternes forelæggelse forDAFSE, men dog før sagsøgeren den 11. september 1991 fik meddelelse om deendelige resultater af DAFSE's kontrol, en kontrol som sagsøgeren selv i øvrigt ihøj grad var involveret i.

104.

Sagsøgeren har endvidere såvel i sit skriftlige svar på Rettens spørgsmål som underretsmødet erkendt, at essensen i Audite's revisionsrapporter var blevet bragt tilselskabets kendskab ved skrivelse af 11. september 1991, selv om skrivelsen ikkeindeholdt genparter af selve rapporterne.

105.

Sagsøgeren har altså haft mulighed for at gøre sig bekendt med den begrundelse,som Kommissionen henviser til i de anfægtede beslutninger. Dette så meget destomere som Kommissionens beslutninger også henviser til DAFSE's skrivelse af 22.september 1995, som også i detaljer angiver begrundelserne for de omtvistedenedsættelser.

106.

Det fremgår af det ovenfor anførte, at de anfægtede beslutninger med forbeholdaf resultatet af den detaljerede gennemgang af de enkelte regnskabsposter, derforetages nedenfor under behandlingen af det femte anbringendes tredje del, klartog utvetydigt gengiver Kommissionens generelle synspunkter, idet disse beslutningerunder ét henviser til klart identificerede DAFSE-dokumenter.

107.

Følgelig skal femte anbringende, første del, forkastes.

Femte anbringende, anden del: tilsidesættelse af princippet om den berettigedeforventning og retssikkerhedsprincippet

- Parternes argumenter

108.

Sagsøgeren har anført, at de anfægtede beslutninger i realiteten bygger enten påuregelmæssigheder i de fremlagte beviser eller på en ulovlig regnskabsmæssigklassificering af de pågældende udgifter. Sagsøgeren finder, at de tagne forbeholdmed hensyn til tilskuddets anvendelse burde have været bekendtgjort senest vedgodkendelsen af tilskuddet og burde ikke kunne fremsættes efterfølgende på dettidspunkt, hvor saldobeløbet skulle godkendes, som det er tilfældet i denforeliggende sag. Sagsøgeren har herved påpeget, at det i artikel 6, stk. 1, iforordning nr. 2950/83 bestemmes, at Kommissionen kun kan suspendere, nedsætteeller lade tilskuddet bortfalde, såfremt et tilskud ikke anvendes på de igodkendelsesbeslutningen fastsatte betingelser.

109.

Følgelig tilsidesætter Kommissionens beslutninger om bortfald af en lang rækketilskud princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ogretssikkerhedsprincippet, idet beslutningerne om at lade tilskuddene bortfalde ikkebygger på retsforskrifter, der var kendte på tidspunktet for godkendelsen aftilskuddet (Domstolens dom af 28.4.1988, sag 170/86, Von Deetzen, Sml. s. 2355,og af 1.10.1987, sag 84/85, Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, Sml. s.3765).

110.

Kommissionen finder ikke, at sagsøgeren med føje kan hævde, atretssikkerhedsprincippet og princippet om den berettigede forventning er blevettilsidesat. En godkendelsesbeslutning kan alene skabe en berettiget forventning hostilskudsmodtageren, såfremt tilskuddet er anvendt efter de regler, der er fastsat igodkendelsesbeslutningen. Men i den foreliggende sag er de pågældende tilskudkun delvis anvendt i overensstemmelse med de fastsatte regler.

111.

Kommissionen har endvidere anført, at det fremgår af bekendtgørelse nr. 6/88, derblev offentliggjort i Diàrio da Repùblica af 18. februar 1988, at:

»1. DAFSE accepterer kun fakturaer og kvitteringer som dokumentation for deudgifter, der er afholdt i forbindelse med de pågældende foranstaltninger.

2. De i stk. 1 omhandlede bilag skal indeholde den nødvendige dokumentation samten specifikation af beløbene svarende til posterne under punkt 14 i den formular,der benyttes til anmodninger om udbetaling af saldobeløb fra ESF.«

- Rettens bemærkninger

112.

I betragtning af de revisions- og kontrolbeføjelser, der er tillagt medlemsstaten ogKommissionen (se præmis 84-93 ovenfor), må begge disse parter være berettigettil at gøre opmærksom på enhver tilsidesættelse af de betingelser, der er stillet vedydelsen af fællesskabstilskuddet, som tilskudsmodtageren begår, uanset omtilsidesættelsen er svigagtig eller ej.

113.

Retten skal videre bemærke, at sagsøgeren i de erklæringer, hvorved selskabet haraccepteret beslutningerne om ydelse af tilskud [bilag 9 til stævningerne i beggesager, punkt 1.b], selv har forpligtet sig til at overholde gældende nationalebestemmelser og fællesskabsbestemmelser.

114.

Det står endvidere fast, at anvendelsen af offentlige midler såvel i portugisisk retsom i fællesskabsretten er betinget af en fornuftig økonomisk forvaltning.Kommissionen har således i sine indlæg nævnt bekendtgørelse nr. 6/88 (præmis111), hvori det netop kræves, at tilskudsmodtageren skal fremlægge dokumentationfor udgifterne i forbindelse med de pågældende foranstaltninger, og at han skalangive, hvilke poster udgifterne hører ind under.

115.

I modsætning til, hvad sagsøgeren har hævdet, er de anmeldte uregelmæssighedersåledes ikke fastslået ved brug af et kriterium, der ikke var nævnt blandt debetingelser for ydelse af tilskuddene, som forudsattes overholdt aftilskudsmodtageren. Det må i øvrigt fastslås, at det ved den kontrol, sommedlemsstaten skal foretage i henhold til artikel 7 i beslutning 83/673 ved mistankeom uregelmæssigheder, ikke er urimeligt at anvende kriterier, der vedrører »denrimelige karakter« af tilskudsmodtagerens udgifter og »den fornuftige økonomiskeforvaltning« af tilskuddet. Anvendelsen af disse kriterier indebærer nemlig blot enkontrol af, at tilskudsmodtagerens påståede udgifter er passende i forhold til deydelser, som udgifterne skal dække.

116.

Af disse grunde skal femte anbringende, anden del, forkastes.

Femte anbringende, tredje del, som i det væsentlige drejer sig om åbenbareskønsfejl, som Kommissionen hævdes at have begået, da den i overensstemmelsemed skrivelsen af 22. september 1995 fra DAFSE besluttede at nedsætte dettilskud, der oprindeligt var bevilget

- Indledende bemærkninger

117.

Sagsøgeren har i femte anbringende, tredje del, i begge sager hovedsagelig hævdet,at Kommissionen har gjort sig skyldig i retlig og faktisk vildfarelse ved at tageindholdet af DAFSE's skrivelse af 22. september 1995 til indtægt for sin opfattelse.Sagsøgeren har i det væsentlige foreholdt Kommissionen, at denne vednedsættelsen af de oprindeligt bevilgede tilskud med urette har lagt DAFSE'skonstateringer til grund. I konstateringerne sættes der spørgsmålstegn ved denklassificering af de afholdte udgifter, der fremgår af anmodningerne om udbetalingaf saldobeløb, og/eller ved gyldigheden af den dokumentation, sagsøgeren harfremlagt for udgifterne.

118.

Inden behandlingen af de forskellige argumenter, sagsøgeren har fremført heromi de to sager, bemærkes for det første, at Kommissionen som nævnt ovenfor kansuspendere, nedsætte eller lade tilskuddet bortfalde, såfremt et tilskud fra ESF ikkeanvendes på de i godkendelsesbeslutningen fastsatte betingelser.

119.

Kommissionen kan endvidere suspendere, nedsætte eller lade et tilskud bortfaldeunder henvisning til en national eller fællesskabsbestemmelse, som ikke eroverholdt ved gennemførelsen af den pågældende foranstaltning. Det skal hervedbemærkes, at sagsøgeren i de erklæringer, hvori godkendelsesbeslutningerneaccepteres, har anført, at tilskuddene vil blive anvendt i overensstemmelse medgældende nationale regler og fællesskabsregler (se præmis 113 ovenfor).

120.

Anvendelsen af artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 2950/83 kan endvidere gøre detnødvendigt for Kommissionen at foretage en vurdering af komplicerede faktiske ogregnskabsmæssige forhold. Ved en sådan vurdering må Kommissionen derfor rådeover et vidt skøn. Følgelig kan Retten ved behandlingen af denne del afanbringendet alene efterprøve, om Kommissionen har anlagt en åbenbar urigtigvurdering af sagens omstændigheder (jf. Domstolens dom af 29.2.1996, sag C-122/94, Kommissionen mod Rådet, Sml. I, s. 881, præmis 18; Rettens dom af23.2.1994, forenede sager T-39/92 og T-40/92, CB og Europay mod Kommissionen,Sml. II, s. 49, præmis 109).

121.

De anfægtede beslutninger i den foreliggende sag bygger helt og holdent påDAFSE's skrivelse af 11. september 1991, som gengiver essensen i Audite'srevisionsrapporter, samt skrivelse af 22. september 1995. Det skal under disseomstændigheder undersøges, om Kommissionen ved at tage indholdet af disseskrivelser fra DAFSE til indtægt for sin opfattelse har anlagt et åbenbart fejlskøn.

- Berettigelsen af sagsøgerens argumenter i sag T-180/96

122.

Hvad for det første angår undervisningsmateriale (underrubrik 14.2.1) harsagsøgeren hævdet ikke at forstå, hvorfor udgifter til indkøb af stole og borde imodsætning til tidligere praksis ikke er anset for tilskudsberettigede.

123.

Kommissionen har anført, at sådanne møbler må betragtes som varige goder.Derfor er de pågældende beløb blevet opført i rubrik 14.6 »normale afskrivninger«og afskrevet med 10%.

124.

Retten finder ikke, at Kommissionen har anlagt et åbenbart fejlskøn ved atvurdere, at stole og borde er varige goder og ikke undervisningsmateriale og somkonsekvens heraf har henført de pågældende beløb til rubrikken for normaleafskrivninger.

125.

I øvrigt medfører den omstændighed, at en udgifts optagelse på en bestemt kontotidligere er blevet godkendt, ikke nødvendigvis, at den samme postering ogsåfremover skal godkendes, når posteringen ikke er forenelig med betingelserne igodkendelsesbeslutningen eller med bestemmelserne i den nationale ret ellerfællesskabsretten. Det skal herved bemærkes, at en eventuel tidligere begåetulovlighed under ingen omstændigheder kan skabe en berettiget forventning hossagsøgeren (jf. Rettens dom af 27.6.1991, sag T-156/89, Valverde Mordt modDomstolen, Sml. II, s. 407, præmis 76).

126.

Følgelig skal det første argument forkastes.

127.

Hvad for det andet angår specialistarbejdet (underrubrik 14.2.7) finder sagsøgerenfor det første, at der ikke er grundlag for at begrænse vederlaget til de teknikere,der har udført specialistarbejde i forbindelse med udarbejdelse af kursusmaterialeog manualer. Sagsøgeren har yderligere anført, at selskabet i denne underrubrikligeledes har placeret et beløb på 374 400 PTE dokumenteret ved en faktura.Fakturaen vedrører ydelser, som henhører under flere forskellige rubrikker, hvilketder ikke er forbud imod.

128.

Kommissionen har anført, at nedsættelsen af vederlaget til disse teknikere byggerpå en gennemgang af de fire kvitteringer for sagsøgerens udarbejdelse af manualerog opgavehæfter. Disse fire kvitteringer er ikke opført i den rigtige rubrik ogindeholder herudover ingen nøjagtig angivelse af, hvad kvitteringerne dækker.Kommissionen har derfor ladet fornuften råde. Hvad angår de 374 400 PTE harKommissionen påpeget, at den pågældende faktura indeholder så utilstrækkeligeoplysninger, at hele beløbet er blevet betragtet som værende ikke-tilskudsberettiget.

129.

Retten skal bemærke, at de pågældende fakturaer, som det fremgår afoplysningerne i sagen, ikke er tilstrækkelig detaljerede til at kunne dokumentererigtigheden af de pågældende udgifter. Derfor har Kommissionen ikke anlagt etåbenbart fejlskøn ved at forlade sig på sin sunde fornuft ved vurderingen af denneudgift, således som det er forklaret i punkt 14.2.7 i skrivelsen af 22. september1995. Fakturaen på 374 400 PTE fra »C. Peres Feio, Ld.^a« (bilag 20 til stævningen)er så utilstrækkelig, at Kommissionen ikke kan anses for at have anlagt et åbenbartfejlskøn ved at betragte hele fakturabeløbet som værende ikke-tilskudsberettiget.

130.

Følgelig skal det andet argument forkastes.

131.

Hvad for det tredje angår vederlaget til undervisningspersonalet (underrubrik14.3.1a) har sagsøgeren bestridt, at hele beløbet på 4 363 684 PTE er ikke-tilskudsberettiget. Sagsøgeren har erkendt, at der i de »oversigter« (bilag 21 tilstævningen), som sagsøgeren har fremlagt, ikke er sondret mellem teoretiskundervisning og praktisk undervisning, men sagsøgeren stiller sig uforstående overfor den konklusion, DAFSE har draget heraf.

132.

Sagsøgeren har påpeget, at udgifter til de pågældende foranstaltninger i medfør afgældende national lovgivning alene kan dokumenteres ved fakturaer ellerkvitteringer. Og da sagsøgeren har fremlagt kvitteringer (bilag 22 til stævningen),og da der yderligere ikke er tvivl om, at kurserne rent faktisk har fundet sted,finder sagsøgeren ikke, at det er berettiget at fjerne beløbet fra denne underrubrik.Under alle omstændigheder tilsiger proportionalitetsprincippet, at selv om dermåtte være tvivl om, hvilken form for kursus der har været tale om, må i hvert faldet beløb svarende til den laveste vederlagskategori, dvs. den kategori, der anvendeshvis samtlige kurser betragtes som praktiske kurser, betragtes som berettiget.

133.

Kommissionen finder ikke, at sagsøgeren har godtgjort, at de fremlagte kvitteringerhar forbindelse med de pågældende kurser, idet bilagene ikke klart angiver, hvemder har undervist, eller hvilken type kurser der har været tale om. Endvidere svarersummen af beløbene på udgiftsbilagene ikke til det angivne beløb. Endelig harKommissionen anført, at det i bekendtgørelse nr. 18/MTSS/87, der blevoffentliggjort i Diàrio da Repùblica den 11. maj 1987, hedder, at »destøttemodtagende organisationer skal for hver foranstaltning føre en protokol overtilstedeværende og fraværende kursister og lærere og et register overkursusprogrammerne, hvor der sondres mellem teoretiske og praktiske kurser«.

134.

Retten finder, at en gennemgang af den dokumentation, sagsøgeren har fremlagtfor at godtgøre, hvilken type kurser det første dossier vedrører, og hvem der harundervist (bilag 21 og 22 til stævningen), viser, at dokumentationen er så unøjagtig,at der er skabt alvorlig tvivl om, hvorvidt de pågældende kurser overhovedet harfundet sted. Dette har DAFSE også med føje bemærket under punkt 14.3.1a) i sinskrivelse af 22. september 1995. Kommissionen har således ikke anlagt et åbenbartfejlskøn ved at vurdere, at sagsøgeren, som har arrangeret mange forskellige kursermed mange forskellige undervisere, ikke har godtgjort, at den fremlagtedokumentation rent faktisk vedrører det kursus, der er genstand for det førstedossier, og ved følgelig ikke at have taget samtlige de pågældende udgiftsbilag ibetragtning.

135.

Følgelig skal det tredje argument forkastes.

136.

Hvad for det fjerde angår det administrative personale [underrubrik 14.3.1c)] findersagsøgeren, at Kommissionens nedsættelse af dette beløb bygger på enmisforståelse, idet de omtvistede kvitteringer er underskrevet og afstemplet, såledessom det fremgår af bilag 23 til stævningen. Sagsøgeren er under alleomstændigheder af den opfattelse, at de pågældende kvitteringersdokumentationskraft ikke svækkes af manglende underskrifter eller afstempling.

137.

Kommissionen har anført, at den pågældende nedsættelse skyldes, at depågældende kvitteringer hverken var blevet afstemplet eller underskrevet, dafinanskontrollen fandt sted.

138.

Retten finder, at sagsøgeren ikke har godtgjort at have forelagt DAFSE deafstemplede og underskrevne dokumenter, der er vedlagt stævningen, førendDAFSE havde afsluttet finanskontrollen. Følgelig har Kommissionen ikke anlagtet åbenbart fejlskøn ved ikke at have taget hensyn til kvitteringer, som påkontroltidspunktet ikke opfyldte de nationale lovkrav, idet sådanne lovkrav bl.a. hartil formål at sikre, at kvitteringerne vedrører en faktisk afholdt udgift.

139.

Følgelig skal det fjerde argument forkastes.

140.

Hvad for det femte angår specialistarbejdet (underrubrik 14.3.8) finder sagsøgeren,at de udgifter, der er givet afslag på, er tilstrækkeligt dokumenteret ved denfaktura, der er fremlagt som bilag 20 til stævningen. Sagsøgeren har gentaget, atder ikke er noget til hinder for, at ydelser henhørende under forskellige kontisamles på én kvittering.

141.

Kommissionen har herved anført, at der er set bort fra den pågældende post pågrund af manglende dokumentation, idet den af sagsøgeren fremlagte fakturavedrører andre poster.

142.

Retten bemærker, at beløbene i den dokumentation, sagsøgeren har fremlagt sombilag 20 til sin stævning, ikke er i overensstemmelse med beløbene i sagsøgerensanmodning om udbetaling af saldobeløb. Kommissionen har derfor ikke anlagt etåbenbart fejlskøn ved ikke at have taget den pågældende dokumentation ibetragtning ved fastsættelsen af det saldobeløb, der skal udbetales til sagsøgeren.

143.

Følgelig skal det femte argument forkastes.

144.

Hvad for det sjette angår leje af fast ejendom og inventar (underrubrik 14.3.9)finder sagsøgeren ikke, at begrundelsen i skrivelsen af 22. september 1995 forklarer,hvorfor Kommissionen har foretaget de første to nedsættelser under denne post.Hvad angår den tredje nedsættelse har sagsøgeren henvist til sin argumentationvedrørende underrubrik 14.2.7 (se præmis 127).

145.

Ifølge Kommissionen vedrører den første nedsættelse anskaffelsen af varige goder,som i medfør af gældende national lovgivning ikke kan afskrives fuldt ud ianskaffelsesåret. Det andet beløb drejer sig om et designkursus, der ikke eromfattet af det første dossier. Det tredje beløb er ikke blevet godkendt, fordi denpågældende faktura ikke klart angiver, hvilke ydelser der er leveret.

146.

Retten finder, at begrundelsen i DAFSE's skrivelser af henholdsvis 11. september1991 og 22. september 1995 angående de første to nedsættelser under denne postganske vist er summarisk, men dog tilstrækkelig til at give sagsøgeren, som erbekendt med alle detaljerne i det pågældende dossier, mulighed for at bestrideindholdet. Men sagsøgeren har på ingen måde godtgjort, at Kommissionen i denneforbindelse har anlagt et åbenbart fejlskøn. Hvad angår den tredje nedsættelsehenviser Retten til præmis 129 ovenfor.

147.

Følgelig skal det sjette argument forkastes.

148.

Hvad for det syvende angår råvarer, hjælpestoffer og forbrugsvarer (underrubrik14.3.12) har sagsøgeren anført, at i medfør af den portugisiske sociallovgivning skaludgifter dokumenteret ved fakturaer, der er dateret senest den femte arbejdsdagi januar måned i det år, der følger efter året for udgifternes afholdelse, godkendes.Og den omtvistede faktura (bilag 24 til stævningen) opfylder denne betingelse.

149.

Kommissionen finder, at denne faktura er udstedt for sent til, at beløbet kanmedregnes som del af finansieringen af foranstaltningen. Ifølge den nationalemomslov skulle fakturaen nemlig dels have været udstedt ved leveringen af depågældende varer, dels have været ledsaget af følgesedler. Men ingen af disse tobetingelser er opfyldt i den foreliggende sag.

150.

Retten bemærker, at når den på baggrund af oplysningerne i sagen gennemgår denanfægtede beslutning og de relevante afsnit i DAFSE's skrivelse af 11. september1991 - som i det væsentlige gengiver de indsigelser, der er rejst i Audite's rapport- samt i skrivelsen af 22. september 1995, hvortil der er henvist i beslutningen, erdet ikke klart, nøjagtig hvad Kommissionens begrundelse er, eller hvilken nationallovgivning Kommissionen støtter sig på, når den nægter at godkende den udgift, derer dokumenteret ved den omtvistede faktura. Retten kan følgelig ikke foretage denfornødne retslige prøvelse af den anfægtede beslutning som krævet i den i præmis99 angivne retspraksis. Som følge heraf tilsidesætter den anfægtede beslutningtraktatens artikel 190, for så vidt som beslutningen vedrører underrubrik 14.3.12 ianmodningen om udbetaling af saldobeløb.

151.

Følgelig skal det syvende argument tages til følge. Den anfægtede beslutning måderfor annulleres i den udstrækning, beslutningen vedrører underrubrik 14.3.12.

152.

Hvad for det ottende angår skat og afgifter (underrubrik 14.3.13) har sagsøgerenanført, at momsen for de momspligtige undervisere, der er fratrukket undervisernesvederlag [underrubrik 14.3.1.a)], er opført her.

153.

Da Retten har fundet (præmis 134), at Kommissionen ikke har anlagt et åbenbartfejlskøn ved ikke at have taget hensyn til de af sagsøgeren anførte udgifter tilvederlag til underviserne, må dette ottende argument vedrørende momsen på dissevederlag af samme grunde forkastes.

154.

Hvad endelig angår de normale afskrivninger (underrubrik 14.6) har sagsøgerenbestridt, at selskabets virksomhed kan vurderes alene på grundlag af ét kriterium,nemlig antallet af »ansatte«, da selskabet har yderst få ansatte, fordi en væsentligdel af arbejdet udføres af personer, der kun lejlighedsvis arbejder for selskabet.

155.

Kommissionen har anført, at DAFSE her har anvendt det sædvanlige kriterium,nemlig en afskrivningsmetode baseret på et tidsmæssigt og fysisk kriterium, somafspejler uddannelsens andel af en virksomheds normale aktiviteter.

156.

Selv om det som hævdet af sagsøgeren er muligt at finde frem tilafskrivningsmetoder, der bygger på omsætningen ved uddannelsen kontra helevirksomhedens omsætning i stedet for at være baseret på det samlede antal ansattebeskæftiget med uddannelse, finder Retten, at den traditionelle metode, somDAFSE har benyttet i den foreliggende sag, og som Kommissionen har accepteret,som sådan allerede tager tilstrækkelig hensyn til uddannelsesaktiviteternes andelaf samtlige ESF-støttemodtageres samlede aktiviteter. Da den anvendte metode erfornuftig, har Kommissionen ikke anlagt et åbenbart fejlskøn ved at have anvendtmetoden.

157.

Følgelig skal det sidste argument forkastes.

- Berettigelsen af sagsøgerens argumenter i sag T-181/96

158.

Hvad for det første angår undervisningsmaterialet (underrubrik 14.2.1) harsagsøgeren anført, at DAFSE med urette har fremført, at en del af dette materialemå betragtes som »varige goder«, der ikke kan erklæres tilskudsberettigede som»undervisningsmateriale«. Der findes nemlig ingen hjemmel for det kriterium, derer anvendt ved denne afvisning.

159.

Kommissionen har understreget, at sagsøgeren har klassificeret indkøb af stole,skabe, skriveborde og borde, som er varige goder, under rubrikken»undervisningsmateriale«.

160.

Efter Rettens opfattelse har Kommissionen ikke anlagt et åbenbart fejlskøn ved athave vurderet de pågældende stole, skabe, skriveborde og borde som varige goderog ikke som undervisningsmateriale og ved som konsekvens heraf at have henførtbeløbene for disse goder til rubrikken »normale afskrivninger« (se også præmis 124og 125).

161.

Følgelig skal det første argument forkastes.

162.

Hvad for det andet angår annoncerne for kurserne og rekrutteringen af kursister(underrubrik 14.2.2 og 14.2.3) finder sagsøgeren ikke, at det kan kræves, som gjortaf DAFSE i skrivelsen af 22. september 1995, at annoncernes indhold fremgår affakturaen for annonceringen i bladene. Sagsøgeren har påpeget, at de fremlagtefakturaer og kvitteringer (bilag 18 til stævningen) nøje angiver de aviser, i hvilkeannoncerne er indrykket.

163.

Kommissionen har anført, at de af sagsøgeren fremlagte kvitteringer ikke beskriverarten og indholdet af de pågældende udgifter. Sagsøgeren har heller ikke bilagtkvitteringerne kopier af de pågældende annoncer, således som det er sædvane.

164.

Retten finder det ikke urimeligt at kræve af en modtager af et ESF-tilskud, at hanfremlægger kopi af de annoncer, der er indrykket i aviserne som reklame formodtagerens uddannelsesaktiviteter. Et sådant krav skal nemlig blot sikre, at depågældende udgifter faktisk er afholdt. Kommissionen har således ikke anlagt nogetåbenbart fejlskøn ved at have taget DAFSE's holdning i skrivelsen af 22. september1995 til indtægt for sin opfattelse.

165.

Følgelig skal det andet argument forkastes.

166.

Hvad for det tredje angår specialistarbejdet (underrubrik 14.2.7) har sagsøgerenanført, at det af skrivelsen af 22. september 1995 fremgår, at de fremlagte fakturaer»hverken angiver timetal eller navn på de pågældende teknikere«. Men det erheller ikke et krav ifølge gældende portugisisk momslovgivning. Hvad især angårfakturaen »TV Europa« (bilag 20 til stævningen) fremgår ydelsernes art klart afteksten på fakturaen: »Reparation af elektrisk materiel«.

167.

Kommissionen finder ikke, at kvitteringen fra TV Europa viser, hvilken type udgiftder er tale om. Hvis udgiften vedrører reparation af en videobåndoptager, er denunder ingen omstændigheder tilskudsberettiget.

168.

Retten skal bemærke, at sagsøgeren ikke er fremkommet med oplysninger, somubestrideligt godtgør, at de fakturaer, der er blevet forelagt DAFSE, er tilstrækkeligdetaljerede til, at DAFSE har kunnet kontrollere, at udgifterne faktisk er afholdt.Hvad særlig angår fakturaen fra selskabet TV Europa må Retten konstatere, at detoverhovedet ikke fremgår af fakturaen, hvilken type reparation fakturaen specifiktdækker. Kommissionen har således ikke anlagt et åbenbart fejlskøn ved at havetaget DAFSE's holdning til nedsættelserne, som den fremgår af skrivelsen af 22.september 1995, til indtægt for sin opfattelse.

169.

Følgelig skal det tredje argument forkastes.

170.

Hvad for det fjerde angår vederlaget til undervisningspersonalet [underrubrik14.3.1a)] har sagsøgeren bestridt den udlægning, at ingen del af beløbet underdenne post er tilskudsberettiget. Sagsøgeren har støttet dette på de sammeargumenter som i sag T-180/96 (se præmis 131 og 132 ovenfor).

171.

Kommissionen finder ikke, at sagsøgeren har godtgjort, at de fremlagte kvitteringerhar nogen forbindelse med de pågældende kurser overhovedet.

172.

Retten finder i lighed med sin vurdering i sag T-180/96 (præmis 134), at engennemgang af den dokumentation, sagsøgeren har fremlagt for at godtgøre,hvilken type kurser det andet dossier vedrører, og hvem der har undervist, viser atdokumentationen er så upræcis, at der er skabt alvorlig tvivl om, hvorvidt depågældende kurser faktisk er afholdt. Dette har DAFSE også med føje bemærketunder punkt 14.3.1a) i sin skrivelse af 22. september 1995. Kommissionen harsåledes ikke anlagt et åbenbart fejlskøn ved at have vurderet, at sagsøgeren, somhar arrangeret mange forskellige kurser med mange forskellige undervisere, ikkehar godtgjort, at den fremlagte dokumentation virkelig vedrører det kursus, der ergenstand for det andet dossier, og ved følgelig ikke at have taget samtlige depågældende udgiftsbilag i betragtning.

173.

Følgelig skal det fjerde argument forkastes.

174.

Hvad for det femte angår det administrative personale [underrubrik 14.3.1c)] harsagsøgeren anført, at selv om Irene Vaz Lopes har deltaget i et kursus og samtidigundervist på et andet kursus, indebærer dette ikke, at Irene Vaz Lopes ikke kanvære behjælpelig med det andet kursus.

175.

Retten bemærker, at da samme person ikke både kan deltage i et kursus ogsamtidig hjælpe læreren på et andet kursus, har Kommissionen ikke anlagt nogetåbenbart fejlskøn ved ikke at have taget det vederlag i betragtning, som denpågældende person har oppebåret som administrativ assistent.

176.

Følgelig skal det femte argument forkastes.

177.

Hvad for det sjette angår administrationen og budgetkontrollen (underrubrik14.3.7) har sagsøgeren erkendt, at selskabet ved en fejl under rubrik 14.3.1 harmedtaget en kvittering (bilag 24 til stævningen), som rettelig burde være medtagetunder rubrik 14.3.7. Sagsøgeren er dog af den opfattelse, at revisorerne er blevetrettidigt underrettet herom.

178.

Kommissionen har anført, at en kvittering, der først fremlægges undersagsbehandlingen for Retten, ikke kan tages i betragtning.

179.

Da sagsøgeren ikke har kunnet godtgøre, at selskabet som hævdet af sagsøgerenhar fremlagt den kvittering, der er vedlagt stævningen, allerede under denadministrative procedure iværksat af DAFSE, finder Retten ikke, at Kommissionenhar anlagt et åbenbart fejlskøn ved ikke at have taget hensyn til det pågældendebeløb.

180.

Følgelig skal det sjette argument forkastes.

181.

Hvad for det syvende angår specialistarbejde (underrubrik 14.3.8) har sagsøgerengjort opmærksom på, at DAFSE har vurderet, at en faktura udstedt af Novafarmikke er tilstrækkelig specificeret. Men grunden til at fakturaen kun summariskbeskriver de præsterede ydelser, er, at en sådan beskrivelse er tilstrækkelig tilskatteformål.

182.

I betragtning af, at sagsøgeren selv erkender, at den pågældende faktura ersummarisk, kan Kommissionen ikke have anlagt et åbenbar fejlskøn ved ikke athave nægtet at tage hensyn til den pågældende udgift.

183.

Følgelig skal det syvende argument forkastes.

184.

Hvad for det ottende angår leje af fast ejendom og inventar (underrubrik 14.3.9)er der uenighed om to kvitteringer. Ifølge sagsøgeren er den første af kvitteringernemedtaget under denne underrubrik efter forslag fra DAFSE selv. Sagsøgerenforstår desuden ikke den retlige baggrund for Kommissionens vurdering, hvorefteren del af beløbet på den anden kvittering ikke er tilskudsberettiget, idet detanvendte fornuftskriterium ikke er et kendt begreb.

185.

Kommissionen har anført, at beløbet ifølge den første kvittering er henført tilposten »normale afskrivninger« (underrubrik 14.6), fordi beløbet vedrører et varigtgode. Det andet beløb er lig den del af en kvittering for leje af computere, der ikkeer tilskudsberettiget. Kommissionen har her anvendt et fornuftskriterium.

186.

Hvad angår den første kvittering, der ubestridt vedrører edb-udstyr, finder Rettenikke, at Kommissionen har anlagt et åbenbart fejlskøn ved at betragte detpågældende udstyr som et »varigt gode«, der skal medtages under post 14.6»normale afskrivninger«. Med hensyn til den anden kvittering må Retten fastslå,at sagsøgerens argumenter ikke er så klart formulerede, at de opfylder kravene iartikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement, hvorefter stævningen bl.a. skalindeholde en kort fremstilling af søgsmålsgrundene, idet sagsøgeren i det væsentligealene hævder ikke at have forstået grundlaget for det anvendte fornuftskriterium,selv om der omhyggeligt er gjort rede herfor i skrivelsen af 22. september 1995.Retten finder derfor ikke, at sagsøgerens argumentation i stævningen, som er blevetuddybet i replikken, gør det muligt for Retten at vurdere argumenternes relevans(jf. Rettens dom af 7.11.1997, sag T-84/96, Cipeke mod Kommissionen, Sml. II, s.2081, præmis 30 ff.).

187.

Følgelig skal det ottende argument forkastes.

188.

Hvad for det niende angår ikke-varige materialer og goder (underrubrik 14.3.10)har sagsøgeren påpeget, at DAFSE ved at nægte at godkende denne udgift tilanskaffelse af kontorinventar ikke har taget hensyn til, at administration og drift afkursusvirksomhed nødvendigvis medfører udgifter til anskaffelse af sådant inventar.

189.

Retten finder, at beløbet med føje ikke er blevet godkendt, idet det er det sammebeløb som det, der er medtaget under underrubrik 14.2.3 (præmis 160). Følgelighar Kommissionen ikke anlagt et åbenbart fejlskøn ved ikke at have godkendtdenne udgift.

190.

Følgelig skal det niende argument forkastes.

191.

Hvad for det tiende angår skatter og afgifter (underrubrik 14.3.13) har sagsøgerenanført, at momsen for de momspligtige undervisere, der er fratrukket undervisernesvederlag [underrubrik 14.3.1.a)], er opført her.

192.

Da Retten har fundet (præmis 172), at Kommissionen ikke har anlagt et åbenbartfejlskøn ved ikke at have taget hensyn til de af sagsøgeren anførte udgifter tilvederlag til lærerne, må det tiende argument vedrørende momsen på disse vederlagaf samme grunde forkastes.

193.

Hvad for det ellevte angår de almindelige administrative udgifter (underrubrik14.3.14) har sagsøgeren understreget, at kontorinventaret er nødvendigt forafviklingen af de forskellige uddannelsesfaser, hvilket berettiger til at medtagedenne type inventar under forskellige rubrikker.

194.

Kommissionen har alene påpeget, at beløbene allerede er nævnt vedgennemgangen af underrubrikkerne 14.2.3 og 14.3.10 og ikke kan komme ibetragtning endnu en gang.

195.

Retten finder, at da sagsøgeren ikke har godtgjort, at udgifterne under dennerubrik i modsætning til, hvad der er anført i skrivelsen af 22. september 1995, ikkeallerede er opført under andre rubrikker, kan Kommissionen ikke anses for at haveanlagt et åbenbart fejlskøn ved ikke at have taget hensyn til samme type udgifterendnu en gang under rubrik 14.3.14.

196.

Følgelig skal det ellevte argument forkastes.

197.

Hvad for det tolvte angår de øvrige drifts- og administrationsudgifter (underrubrik14.3.15) har sagsøgeren bestridt, at fakturaen vedrørende et af de anfægtede beløbikke er blevet fremlagt. De to andre beløb, der ikke er godkendt somtilskudsberettigede, vedrører materiale, der skal bruges til kursusformål, og ikkevarige goder.

198.

Kommissionen har anført, at dokumentationen for det første beløb ikke er fremlagtrettidigt. De to øvrige beløb vedrører inventar, der henhører under rubrikken»normale afskrivninger« og skal afskrives med 10% om året.

199.

Da der hverken er fremlagt dokumentation for, at den første kvittering er blevetforelagt DAFSE under den administrative procedure, eller for påstanden om, at deøvrige beløb vedrører ikke-varige goder, finder Retten ikke, at sagsøgeren hargodtgjort,at Kommissionen har anlagt et åbenbart fejlskøn ved ikke at havegodkendt de pågældende udgifter.

200.

Følgelig skal det tolvte argument forkastes.

201.

Hvad endelig angår de normale afskrivninger (underrubrik 14.6) har sagsøgerenhævdet ikke at forstå, hvorledes DAFSE har regnet sig frem til, at nogle afbeløbene »ikke er bekræftet«. Sagsøgeren har herefter fremsat de sammeargumenter som i sag T-180/96 (se præmis 154).

202.

203.

Selv om det som hævdet af sagsøgeren er muligt at finde frem tilafskrivningsmetoder, der i højere grad er baseret på omsætningen ved uddannelsenkontra hele virksomhedens omsætning i stedet for på det samlede antal ansattebeskæftiget med uddannelse, finder Retten, at den traditionelle metode, somDAFSE har benyttet i den foreliggende sag, og som Kommissionen har accepteret,som sådan allerede tager tilstrækkelig hensyn til uddannelsesaktiviteternes andelaf samtlige ESF-støttemodtageres samlede aktiviteter. Da den anvendte metode erfornuftig, har Kommissionen ikke anlagt et åbenbart fejlskøn ved at have anvendtdenne.

204.

Følgelig skal det sidste argument forkastes.

Kravet om fremlæggelse af dokumenter

205.

Sagsøgeren har i begge sager nedlagt påstand om, at det pålægges henholdsvisKommissionen og DAFSE at fremlægge deres administrative akter.

206.

Det fremgår af det ovenfor anførte, at Retten har været i stand at tage stilling tilde foreliggende sager på grundlag af de bilag, parterne har fremlagt under denskriftlige forhandling, og de dokumenter, Kommissionen har fremlagt som led iforanstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse.

207.

Der er derfor ikke behov for at pålægge Kommissionen at fremlægge deadministrative akter vedrørende de to sager under deres pådømmelse.

208.

Det er heller ikke nødvendigt i medfør af artikel 21, stk. 2, i EF-statutten forDomstolen at pålægge de portugisiske myndigheder at fremlægge alle deportugisiske akter vedrørende de to dossierer.

209.

Sagsøgerens påstand om fremlæggelse af dokumenter kan derfor ikke tages tilfølge.

Sagens omkostninger

210.

I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende partat betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. I henhold tilartikel 87, stk. 3, kan Retten dog fordele sagens omkostninger, hvis hver af parternetaber på et eller flere punkter.

211.

Da sagsøgeren i sag T-180/96 har fået delvis medhold, og parterne hver især harnedlagt påstand om, at modparten skal betale sagens omkostninger, skal hver parti denne sag betale sine egne omkostninger.

212.

Da sagsøgeren har tabt sag T-181/96, og Kommissionen har nedlagt påstand om,at sagsøgeren skal betale sagens omkostninger, tilpligtes sagsøgeren at betale sagensomkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling)

1) Sagerne T-180/96 og T-181/96 forenes med henblik på domsafsigelsen.

2) I sag T-180/96 annulleres Kommissionens beslutning C(96) 1185 af 14.august 1996 for den dels vedkommende, der vedrører underrubrik 14.3.12i sagsøgerens anmodning om udbetaling af saldobeløb. I øvrigt frifindessagsøgte.

3) Sagsøgte frifindes i sag T-181/96.

4) Hver part bærer sine egne omkostninger i sag T-180/96.

5) Sagsøgeren betaler sagens omkostninger i sag T-181/96.

Tiili Briët Potocki

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 15. september 1998.

H. Jung

V. Tiili

Justitssekretær

Afdelingsformand

1: Processprog: portugisisk.