RETTENS DOM (Femte Udvidede Afdeling)

18. december 1997 (1)

»Annullationssøgsmål - dumping - aspartam - kontradiktionsprincippet -normal værdi - referenceland - patent - skade«

I de forenede sager T-159/94 og T-160/94,

Ajinomoto Co. Inc., Tokyo, ved advokat Mario Siragusa, Rom, og advokat TillMüller-Ibold, Frankfurt-am-Main, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokatMarc Loesch, 11, rue Goethe,

sagsøger i sag T-159/94,

The NutraSweet Company, Deerfield, Illinois (USA), først ved advokaterne OttoGrolig, Peter Bogaert og Koen Vanhaerents, Bruxelles, og derefter ved advokaterneOtto Grolig, Jean-François Bellis og Fabrizio Di Gianni, Bruxelles, og med valgtadresse i Luxembourg hos advokat Jacques Loesch, 11, rue Goethe,

sagsøger i sag T-160/94,

mod

Rådet for Den Europæiske Union ved juridisk konsulent Erik Stein og GuusHouttuin, Rådets Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede, bistået af advokaterneHans-Jürgen Rabe og Georg M. Berrisch, Hamburg og Bruxelles, og med valgtadresse i Luxembourg hos generaldirektør Alessandro Morbilli, Den Europæiske

Investeringsbanks Direktorat for Juridiske Anliggender, 100, boulevard KonradAdenauer,

sagsøgt,

støttet af

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Eric L. White og NicholasKhan, begge Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede, bistået, førstaf Mark Cran, QC of Gray's Inn, og derefter af barrister Fergus Randolph, og medvalgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, KommissionensJuridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

intervenient,

angående en påstand om annullation af Rådets forordning (EØF) nr. 1391/91 af27. maj 1991 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af aspartammed oprindelse i Japan og Amerikas Forenede Stater (EFT L 134, s. 1),

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS

(Femte Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, R. García-Valdecasas, og dommerne V. Tiili, J.Azizi, R.M. Moura Ramos og M. Jaeger,

justitssekretær: fuldmægtig A. Mair,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 17. april1997

afsagt følgende

Dom

Sagernes baggrund og forløb

Den pågældende vare

1.

    Aspartam, et sukkersurrogat, er et sødemiddel, der hovedsagelig anvendes ilevnedsmidler, men også i husholdningen, f.eks. til at søde te og kaffe. Produktet

består af to aminosyrer, og det blev udviklet i 1965 af en forsker i det amerikanskeselskab G.D. Searle & Co., nu sagsøgeren The NutraSweet Company (herefter»NSC«). NSC opnåede herefter patent på aspartam i USA og i fleremedlemsstater. Selskabet havde patentbeskyttelse i Tyskland indtil 1986, i DetForenede Kongerige indtil 1987 og i andre lande i Fællesskabet indtil 1988.

De økonomiske aktører og det pågældende marked

2.

    I perioden 1. januar - 31. december 1989 var NSC den eneste producent afaspartam i USA. Selskabet fremstillede også aspartam, der var bestemt til salg iFællesskabet. Bortset fra enkelte direkte salg fra NSC til uafhængige kunder iFællesskabet og USA med henblik på eksport til Fællesskabet blev aspartamforhandlet i Fællesskabet gennem et fælles datterselskab af NSC og af sagsøgerenAjinomoto (herefter »Ajico«), det schweiziske selskab NutraSweet AG (herefter»NSAG«), der blev oprettet i 1983 for at tilfredsstille efterspørgslen efter aspartami Europa.

3.

    Ajico var den eneste producent af aspartam i Japan. Selskabet solgte aspartam påhjemmemarkedet under mærket »Pal« og i Fællesskabet under mærket»NutraSweet«.

4.

    Den eneste producent i Fællesskabet var Holland Sweetener Company Vof(herefter »EF-producenten« eller »HSC«). HSC er et i Nederlandene etableretfælles datterselskab af DSM Aspartaam BV, der er 100%-ejet datterselskab af detnederlandske selskab i kemibranchen, DSM Chemical BV, og af Toyo SodaNederland BV, der er et 100%-ejet datterselskab af det japanske selskab ikemibranchen, Tosoh Corporation.

Den administrative procedure

5.

    I december 1989 indgav HSC en første klage vedrørende dumping. Denne klageblev afvist af Kommissionen som værende utilstrækkeligt dokumenteret.

6.

    Efter at HSC den 2. februar 1990 havde indgivet en ny klage - og i medfør afRådets forordning (EØF) nr. 2423/88 af 11. juli 1988 om beskyttelse moddumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af DetEuropæiske Økonomiske Fællesskab (EFT L 209, s. 1, herefter»grundforordningen«), der var den dagældende forordning - offentliggjordeKommissionen den 3. marts 1990 en meddelelse om indledning af enantidumpingprocedure vedrørende importen af aspartam med oprindelse i Japanog Amerikas Forenede Stater (EFT C 52, s. 12).

7.

    Sagsøgerne modtog en genpart af meddelelsen om indledningen af denneprocedure tillige med en ikke-fortrolig udgave af HSC's klage. Denne ikke-fortrolige udgave indeholdt taloplysninger vedrørende den amerikanske og den

japanske eksportørs priser på hjemmemarkederne, eksportprisen,dumpingmargenen og skaden.

8.

    Den 17. april 1990 besvarede sagsøgerne Kommissionens spørgeskema, idet defremhævede, at de pågældende oplysninger var fortrolige. Sagsøgerne anmodedeom at blive hørt i medfør af grundforordningens artikel 7, stk. 5. NSC anmodedeendvidere om i medfør af grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra a), at fåmeddelelse om alle de oplysninger, som Kommissionen havde modtaget, herundernavnlig de skriftlige bemærkninger fra HSC og fra alle andre berørte parter.Selskabet anmodede derudover om i medfør af grundforordningens artikel 7, stk. 4,litra b), at få meddelelse om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, pågrundlag af hvilke Kommissionen i givet fald påtænkte at pålægge midlertidig told.

9.

    Den 25. april 1990 fremsatte NSC og NSAG deres bemærkninger over forKommissionen. Ajico fremsendte en skrivelse til Kommissionen, hvori selskabettilsluttede sig NSAG's bemærkninger. Disse var vedlagt en analyse udfærdiget afrådgivningsfirmaet McKinsey & Company Inc. (herefter »McKinsey«), der vardateret den 24. april 1990, og som navnlig angav et skøn med hensyn til HSC'sproduktionsomkostningsstruktur. Bemærkningerne var endvidere vedlagt enundersøgelse fra april 1990 udfærdiget af rådgivningsfirmaet Landell MillsComodities Studies, som navnlig omhandlede forskellige sødemidlers karakteristika,konkurrencen mellem sødemidler, herunder navnlig mellem aspartam og andresødemidler, samt udviklingen inden for sødemiddelindustrien.

10.

    Henholdsvis den 6. og 7. juli og den 9. og 10. juli 1990 opsøgte embedsmænd fraKommissionen på stedet Ajico i Japan og NSC i USA.

11.

    På et ikke nærmere angivet tidspunkt, men før indførelsen af midlertidigantidumpingtold, modtog sagsøgerne en ikke-fortrolig udgave af klagerens svar påKommissionens spørgeskema.

12.

    I besvarelse af en skrivelse af 30. august 1990 fra Kommissionen understregedeNSC's advokat i en skrivelse af 11. december 1990 på NSC's, Ajico's ogdatterselskabet NSAG's vegne, at alle oplysningerne i de fortrolige udgaver afsvarene på spørgeskemaet, af bemærkningerne og af bilagene, men ikkeoplysningerne i de ikke-fortrolige udgaver, var strengt fortrolige. Hvad angåroplysningerne vedrørende salgsprisen anførtes det i skrivelsen, at der kun kunnemeddeles oplysninger vedrørende prisfaldene i løbet af en årrække og vedrørendeomfanget af prisforskellen i form af en lavere pris under forudsætning af, at dissestørrelser blev udtrykt i procentdele af de vejede gennemsnitspriser i Fællesskabetsom helhed. Det anførtes endvidere i skrivelsen, at oplysningerne vedrørendeomfanget af salg i Fællesskabet (såvel det samlede omfang som de mængder, NSC,NSAG og Ajico repræsenterede) var fortrolige.

13.

    Ved forordning (EØF) nr. 3421/80 af 26. november 1990 om indførelse af enmidlertidig antidumpingtold på importen af aspartam med oprindelse i Japan og

Amerikas Forenede Stater (EFT L 330, s. 16, herefter »kommissionsforordningen«)indførte Kommissionen en midlertidig antidumpingtold på 29,95 ECU/kg påimporten af aspartam med oprindelse i Japan og på 27,55 ECU/kg på importen afaspartam med oprindelse i USA.

14.

    Ved skrivelse af 14. december 1990 anmodede NSC, med henblik på bedre atkunne forberede forhandlingerne om et pristilsagn, Kommissionen om nærmere atpræcisere følgende aspekter:

a)    den kapacitetsudnyttelsesgrad, der var blevet regnet med ved fastlæggelsenaf de omkostninger, som lå til grund for beregningen af den pågældendepris

b)    spørgsmålet, hvorvidt der ved referenceprisen var blevet taget hensyn til EF-producentens produktionsomkostninger i tilfælde af en størrekapacitetsudnyttelse, f.eks. ved en produktion på 1 000 tons

c)    spørgsmålet, hvorvidt der i referenceprisen var indgået en lavere andeldækkende salgs-, general- og administrationsomkostninger for så vidt angårde store kunder, og spørgsmålet, hvorvidt der i forbindelse med den reelleomsætning var blevet regnet med de faktiske generalomkostninger

d)    den afskrivningsperiode for EF-producentens anlæg, som Kommissionenhavde lagt til grund

e)    spørgsmålet, hvorvidt der var blevet taget hensyn til renteudgifter, og ibekræftende fald spørgsmålet om, hvorledes disse var blevet beregnet

f)    den periode, som Kommissionen havde lagt til grund som den, ved hvisudløb EF-producenten ville opnå en økonomisk balance

g)    spørgsmålet, hvorvidt der var blevet taget hensyn til de af EF-producentenoppebårne subsidier, og spørgsmålet, om disse havde været forenelige medEF-traktaten

h)    den andel for generalomkostninger, der indgik i den referencepris, som blevbetalt til datterselskabet DSM

i)    spørgsmålet, hvorvidt Kommissionen havde taget hensyn til, at EF-producenten havde kunnet drage fordel af NSAG's bestræbelser på atudvikle markedet.

15.

    Den 18. december 1990 besvarede Kommissionen de således rejste enkeltespørgsmål, idet den anførte:

a)    Den kapacitetsudnyttelsesgrad, der var blevet regnet med ved fastlæggelsenaf referenceprisen, havde været den maksimale.

b)    Spørgsmålet om en større kapacitetsudnyttelsesgrad hos EF-producenten varikke blevet inddraget, og Kommissionen var ikke bekendt med denpågældende udvikling.

c)    De salgs-, general- og administrationsomkostninger, der var blevet lagt tilgrund, afhang ikke af forskelle med hensyn til, om de pågældende kundervar store eller små kunder.

d)    Producentens produktionsanlæg var blevet afskrevet over ti år.

e)    Der var ved referenceprisen blevet taget hensyn til faktisk betalte renter.

f)    Den nødvendige periode for opnåelse af økonomisk balance afhang direkteaf de anvendte priser og af de producerede mængder, priserne var faldet,og HSC ikke havde nået en maksimal kapacitetsudnyttelsesgrad.

g)    Der var ved fastlæggelsen af referenceprisen blevet taget hensyn tilsubsidierne til EF-producenten.

h)    HSC havde bidraget til dækning af DSM's generalomkostninger, og det villeikke have været i HSC's anden aktionærs interesse på kunstig måde atoppuste disse omkostninger.

i)    Dette spørgsmål burde præciseres nærmere.

16.

    Ved skrivelse af 28. december 1990 anmodede sagsøgerne Kommissionen om atgive dem meddelelse om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, der lå tilgrund for kommissionsforordningen, og i givet fald om de vigtigste kendsgerningerog betragtninger, på grundlag af hvilke Kommissionen påtænkte at anbefalepålæggelse af endelig told. Sagsøgerne anmodede navnlig om oplysningervedrørende fastlæggelsen af den normale værdi, eksportprisen, justeringer ogdumpingmargenen, vedrørende den værdi af importen, der var blevet regnet medved fastsættelsen af størrelsen af det pågældende marked i Fællesskabet, de priser,der var blevet lagt til grund ved fastlæggelsen af prisfaldet og prisforskellen i formaf en lavere pris, og vedrørende skaden. Sagsøgerne opfordrede endvidereKommissionen til at klargøre de aspekter, som den ikke nærmere havde redegjortfor, og som var nævnt i NSC's skrivelse af 14. december 1990, idet disse aspekterefter sagsøgernes opfattelse burde have været nærmere uddybet.

17.

    Ved skrivelser af 6. og 30. december 1990 fremsatte sagsøgerne deres skriftligebemærkninger vedrørende kommissionsforordningen.

18.

    I sine bemærkninger af 30. december 1990 samt ved skrivelse af 14. januar 1991gentog NSC sin anmodning om adgang til de oplysninger, som klageren havde givettil Kommissionen, herunder navnlig klagerens skriftlige bemærkninger vedrørendekommissionsforordningen.

19.

    Den 16. januar 1991 meddelte Kommissionen som svar herpå, at de ikke-fortroligeudgaver af sagens akter var blevet stillet til rådighed for alle berørte parter fratidspunktet for indledningen af proceduren.

20.

    Den 18. januar 1991 gennemgik NSC de ikke-fortrolige udgaver af sagens akter ogfik adgang til en ikke-fortrolig udgave af EF-producentens bemærkningervedrørende kommissionsforordningen.

21.

    Den 1. februar 1991 kritiserede NSC, at selskabet først fra den 24. januar 1991havde haft adgang til det den 13. december 1989 daterede ikke-fortroligesammendrag af HSC's anmodning om indførelse af beskyttelsesforanstaltninger, tildet den 9. april 1990 daterede ikke-fortrolige sammendrag af HSC's bemærkningerog til det den 28. august 1990 daterede ikke-fortrolige sammendrag af en skrivelsefra HSC. NSC anførte endvidere, at oplysningerne i disse sammendrag varutilstrækkelige.

22.

    Ved telefax af 4. februar 1991 meddelte Kommissionen som svar herpå, at denhavde iværksat en procedure på grundlag af en klage, som den havde fremsendttil sagsøgeren allerede på tidspunktet for indledningen af proceduren, idetKommissionen med hensyn til sine konklusioner henviste til forordningen omindførsel af midlertidig told.

23.

    Den 5. februar 1991 blev der afholdt et møde mellem repræsentanter for NSC ogembedsmænd i Kommissionen med henblik på at drøfte kommissionsforordningen.

24.

    Den 7. februar 1991 tilbød sagsøgerne at afgive nogle tilsagn.

25.

    Den 22. marts 1991 fremsendte Kommissionen sin underretningsskrivelse(»disclosure letter«) til sagsøgerne. Kommissionen redegjorde heri for grundene til,at den påtænkte at stille forslag om indførelse af en endelig antidumpingtold.

26.

    Denne skrivelse fra Kommissionen indeholdt de samme oplysninger som dem, dervar angivet i kommissionsforordningen. I modsætning til i denne blev der dog iskrivelsen angivet taloplysninger vedrørende beregningen af dumpingmargenen ogaf NSAG's tab i forbindelse med salg i Fællesskabet, ligesom skrivelsen indeholdten opdeling, i form af ti forskellige udgiftsposter, med hensyn til deproduktionsomkostninger, der var blevet regnet med ved fastlæggelsen afreferenceprisen. Hver udgiftspost var udtrykt som en andel af de samledeomkostninger, med en samlet udsvingsmargen på 10%.

27.

    I skrivelsen anførtes det endvidere, at Kommissionen havde fastlagt den normaleværdi for japansk aspartam på grundlag af priserne på markedet i USA, ikke pågrund af et manglende samarbejde fra Ajico's side, således som det var angivet ikommissionsforordningen, men fordi betingelserne i henhold til grundforordningensartikel 2, stk. 6, for at regne med priserne på det japanske marked ikke havdeværet opfyldt.

28.

    Endelig indeholdt skrivelsen

-    nogle bemærkninger vedrørende det tab af arbejdspladser, som enindstilling af produktionen i Fællesskabet ville medføre

-    en række bemærkninger vedrørende antidumpingtoldens indvirkning påefterspørgslen

-    nogle bemærkninger, hvorefter de produktionsomkostninger hos NSC, dervar blevet regnet med ved fastlæggelsen af referenceprisen, var blevetjusteret med henblik på at udelukke visse omkostninger, der ikke havdetilknytning til salg i Fællesskabet

-    en redegørelse for grundene til, at der var blevet regnet med enfortjenstmargen på 8%.

29.

    Den 25. marts 1991 udstedte Rådet forordning (EØF) nr. 792/91 om forlængelseaf gyldighedsperioden for den midlertidige antidumpingtold på importen afaspartam med oprindelse i Japan og Amerikas Forenede Stater (EFT L 82, s. 1).

30.

    Den 2. april 1991 opfordrede NSC Kommissionen til at overveje to andremuligheder for tilsagn.

31.

    Samme dag fremsatte NSC sine bemærkninger til underretningsskrivelsen af 22.marts 1991, idet selskabet anførte, at det var blevet utilstrækkeligt informeret omde af HSC fremlagte oplysninger. NSC kritiserede endvidere Kommissionen forikke at have givet selskabet meddelelse om væsentlige taloplysninger og faktiskeomstændigheder for så vidt angår spørgsmålet om skadesmargenen og for næstenikke at have meddelt det nogen oplysninger vedrørende grundlaget forfastlæggelsen af referenceprisen. NSC anførte, at redegørelsen medmargenangivelser vedrørende HSC's omkostningsstruktur ikke gav noget grundlagfor at få kendskab til, hvorledes skadetærsklen var blevet fastlagt. Ligeledes den 2.april 1991 fremsatte Ajico sine skriftlige bemærkninger, idet dette selskabtilsluttede sig NSC's bemærkninger og anmodede om en fortrolig behandling af defremsendte oplysninger.

32.

    Den 18. april 1991 meddelte Kommissionen som svar på disse skrivelser, at denhavde givet alle de oplysninger, som den var beføjet til at meddele. Kommissionenanførte endvidere, at omkostningerne til etablering var blevet udelukket fra

beregningen, bortset fra to udgiftsposter, som i henhold til nederlandsk lovgivningskulle anses for afskrevet, og at advokathonorarer var blevet holdt helt uden forberegningerne. Kommissionen bestred endelig, at referenceprisen på kunstig mådevar blevet oppustet, og understregede sammenhængen mellem på den ene sideomkostningerne og på den anden side produktionsanlæggets udnyttelseskapacitetog størrelse.

33.

    Ved skrivelse af 7. maj 1991 begrundede Kommissionen, hvorfor den ikke så sig istand til at godtage de foreslåede tilsagn.

34.

    Den 15. maj 1991 fremsendte NSC nogle bemærkninger vedrørende denne skrivelsetil Rådet. Selskabet anfægtede Kommissionens argumentation.

35.

    Ved forordning (EØF) nr. 1391/91 af 27. maj 1991 om indførelse af en endeligantidumpingtold på importen af aspartam med oprindelse i Japan og AmerikasForenede Stater (EFT L 134, s. 1, herefter »rådsforordningen« eller »denanfægtede forordning«) indførte Rådet en endelig antidumpingtold på 27,21ECU/kg på importen af aspartam med oprindelse i Japan og på 25,15 ECU/kg påimporten af aspartam med oprindelse i USA. Denne forordning blev senereophævet ved Rådets forordning (EF) nr. 1936/95 af 3. august 1991 (EFT L 186,s. 8).

De relevante antidumpingforordninger

1. Generelt

36.

    Ved de i sagen omhandlede antidumpingforordninger blev der indført enantidumpingtold, som var beregnet på grundlag af skaden og ikke på grundlag afdumpingmargenen. Fællesskabsinstitutionerne lagde til grund, at den amerikanskeog den japanske eksportør udøvede dumping. Dumpingmargenen blev fastlagt pågrundlag af en sammenligning mellem henholdsvis den pris, som den amerikanskeproducent solgte aspartam til på markedet i USA, og den pris, som denneproducent anvendte i Fællesskabet (12.-32. betragtning til kommissionsforordningenog 8.-25. betragtning til rådsforordningen).

2. Kommissionsforordningen

37.

    For så vidt angår spørgsmålet om vurderingen af skadens omfang anførteKommissionen, at markedet i Fællesskabet for aspartam var vokset med 215% fra1986 til 1989 (34. betragtning til kommissionsforordningen), og at selv om HSC'sbegyndende tilstedeværelse på markedet i 1988 havde bevirket, at den amerikanskeog den japanske eksportør havde tabt markedsandele, var importen fra USA ogJapan alligevel vokset i absolutte tal (37. betragtning). Endvidere var priserne påjapansk og amerikansk aspartam, som allerede i 1988 var meget lavere end EF-producentens pris, faldet yderligere (39. betragtning). Priserne på amerikansk og

japansk aspartam havde inden for undersøgelsesperioden været lavere end EF-producentens priser (40. betragtning), hvilket havde tvunget EF-producenten til atsælge med tab og forhindret denne producent i at øge sin kapacitetsudnyttelse i etrimeligt omfang, idet dette havde ført til højere produktionsomkostninger samtidigmed betydelige tab (45. betragtning). Faldet i NSAG's eksportpriser var indtruffetsamtidig med klagerens første optræden på markedet i Fællesskabet (45.betragtning). I betragtning af udviklingen på markedet i Fællesskabet for aspartam,der var vokset betydeligt, havde der ingen indlysende grund været for NSAG, somselv efter 1987 var langt den største leverandør af aspartam til markedet iFællesskabet, til at nedsætte sine priser til et niveau, som ikke længere dækkedeomkostningerne (47. betragtning). Ansvaret for beslutningen om at lade prisernefalde til et tabgivende niveau måtte ligge hos NSAG og den amerikanske og denjapanske eksportør (49. betragtning). Der var ikke af undersøgelsen fremgået nogenandre faktorer, som kunne have bidraget til den pågældende betydelige skade (50.betragtning).

38.

    Antidumpingtolden var blevet indført for at udligne forskellen mellem henholdsvispriserne på japansk og amerikansk aspartam og det prisniveau, der var nødvendigtfor, at den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet kunne dække sineomkostninger og opnå en rimelig fortjenstmargen (63. betragtning). Denne varblevet fastsat til 8% af omsætningen før skat (65. betragtning). Mindsteprisen, densåkaldte »referencepris«, var blevet sammenholdt med de vejede gennemsnitligeimportpriser i Fællesskabet (65. betragtning).

3. Rådsforordningen

39.

    I sin forordning om indførelse af endelig told tilsluttede Rådet sig i det væsentligede af Kommissionen angivne betragtninger og konklusioner. Hvad angårberegningen af den referencepris, der blev lagt til grund ved fastlæggelsen afskaden, anførte Rådet (44. betragtning): »... Kommissionen [måtte] tage hensyn tildet forhold, at nogle af råmaterialerne og tjenesteydelserne blev købt af ettilknyttet selskab, og at nogle omkostninger ikke havde forbindelse med salget afaspartam i Fællesskabet. De faktiske forsknings- og udviklingsomkostninger samtdirekte salgsomkostninger er nu indregnet. Disse justeringer fører til lavereproduktionsomkostninger som grundlag for beregningen af referenceprisen ogdermed den told, der er nødvendig for at afhjælpe de skadelige virkninger«. Vedfastlæggelsen af den fortjenstmargen, der blev anset for rimelig, tog Rådet hensyntil, at EF-producenten netop havde passeret opstartsfasen, til, at der herskedeusikkerhed om udviklingen i det fremtidige salg, og til, at der var mulighed for, atder kunne udvikles substituerende produkter, som kunne afkorte aspartams levetid(45. betragtning).

40.

    Hvad angår de berørte parters ret til kontradiktion anførte Rådet (7. betragtning)følgende:

»Kommissionen har set bort fra alle undersøgelser og redegørelser, for hvilke derikke blev fremlagt et meningsfyldt ikke-fortroligt sammendrag, idet de øvrige parterellers ville være frataget muligheden for at imødegå de fremsatte påstande.«

Retsforhandlinger

41.

    Ved stævninger indleveret til Domstolens Justitskontor den 6. september 1991anlagde hver af sagsøgerne sag til prøvelse af rådsforordningen.

42.

    Ved processkrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 6. februar 1992fremsatte Kommissionen begæring om at måtte intervenere til støtte for sagsøgtespåstande. Ved kendelse af 18. marts 1992 tog Domstolens præsident dennebegæring til følge.

43.

    Ved processkrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 7. februar 1992fremsatte HSC, Toyo Soda Nederland BV og DSM Aspartaam BV begæring omat måtte intervenere til støtte for sagsøgtes påstande. Denne begæring blevfrafaldet den 21. januar 1993.

44.

    Ved kendelse af 18. april 1994 henviste Domstolen sagerne til Retten i medfør afartikel 4 i Rådets afgørelse 93/350/Euratom, EKSF, EØF af 8. juni 1993 omændring af afgørelse 88/591/EKSF, EØF, Euratom om oprettelse af De EuropæiskeFællesskabers Ret i Første Instans (EFT L 144, s. 21), som ændret ved Rådetsafgørelse 94/149/EKSF, EF af 7. marts 1994 (EFT L 66, s. 29). Sagerne blevregistreret på Rettens Justitskontor som henholdsvis sag T-159/94 (Ajinomoto modRådet) og sag T-160/94 (NutraSweet mod Rådet) og blev den 2. juni 1994 henvisttil Første Afdeling. Da den refererende dommer senere blev tilknyttet AndenUdvidede Afdeling, overgik sagerne til denne.

45.

    Efter Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaberovergik sagerne den 23. januar 1995 til Tredje Udvidede Afdeling, og en nyrefererende dommer blev udpeget. Denne er senere blevet tilknyttet FemteUdvidede Afdeling, hvorefter sagerne er overgået til denne.

46.

    På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Femte UdvidedeAfdeling) indledt den mundtlige forhandling. I medfør af procesreglementets artikel64 har Retten den 22. januar 1997 opfordret parterne til skriftligt at besvare enrække spørgsmål vedrørende årsagssammenhængen mellem dumpingen og denangivelige skade. Sagsøgerne er endvidere blevet opfordret til at redegøre nærmerefor det af dem anførte, hvorefter deres ret til kontradiktion er blevet krænket. Somfølge af omfanget af de pågældende bemærkninger og de i denne forbindelsefremkomne nye oplysninger har Retten ved skrivelse af 24. marts 1997 givetsagsøgte tilladelse til senest den 9. april 1997 at fremsætte bemærkninger hertil.

47.

    Ved kendelse af 10. marts 1997 har Retten (Femte Udvidede Afdeling) i medføraf procesreglementets artikel 50 forenet de to sager med henblik på den mundtligeforhandling og domsafsigelsen.

48.

    Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i detoffentlige retsmøde den 17. april 1997.

Parternes påstande

49.

    Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

-    Rådsforordningen annulleres i sin helhed eller, subsidiært, for så vidt denfinder anvendelse på hver af sagsøgerne.

-    Der træffes bestemmelse om tilbagebetaling af den midlertidige og endeligeantidumpingtold, der er opkrævet i henhold til kommissionsforordningen ogrådsforordningen, og om frigivelse af enhver form for sikkerhed stillet iforbindelse hermed.

-    Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

-    Der træffes bestemmelse om sådanne andre forholdsregler, som måtte væreberettiget eller billige.

50.

    Sagsøgte har nedlagt følgende påstande:

-    Frifindelse.

-    Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

51.

    Intervenienten har nedlagt påstand om, at sagsøgte frifindes.

Realiteten

I - Sammenfatning af anbringenderne i sagen

52.

    Sagsøgerne har fremsat følgende seks fælles anbringender til støtte for derespåstand om annullation af den anfægtede forordning:

-    tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og af grundforordningens artikel7, stk. 4, litra a) og b), derved, at fællesskabsinstitutionerne ikke itilstrækkeligt omfang og for sent gav sagsøgerne de oplysninger, som villehave gjort det muligt for dem at varetage deres interesser

-    tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og af grundforordningens artikel7, stk. 4, litra b), og artikel 8, stk. 4, derved, at fællesskabsinstitutionerne tog

hensyn til oplysninger fra EF-producenten, selv om disse ikke forelå i etikke-fortroligt sammendrag og heller ikke var ledsaget af en tilstrækkeligbegrundelse for, at det ikke var muligt at resumere dem

-    tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 3, idetfællesskabsinstitutionerne fastlagde den normale værdi på grundlag af priseni USA, hvorved der gjaldt en patentbeskyttelse

-    tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 1, artikel 4 og artikel 13,stk. 2, idet fællesskabsinstitutionerne så bort fra eller anlagde en fejlagtigvurdering af væsentlige beviser for, at EF-producenten ikke var blevetpåført nogen betydelig skade

-    tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 1, og artikel 4, stk. 1, idetfællesskabsinstitutionerne undlod at tage hensyn til andre faktorer, derforvoldte EF-producenten den pågældende skade

-    tilsidesættelse af grundforordningens artikel 13, stk. 3, idetfællesskabsinstitutionerne foretog en forkert beregning med hensyn tilstørrelsen af den told, der var nødvendig for at afhjælpe skaden.

53.

    I sag T-159/94 har Ajinomoto endvidere fremsat følgende to anbringender:

-    tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og af traktatens artikel 190, idetfællesskabsinstitutionerne dels undlod rettidigt at meddele sagsøgeren, at defandt, at selskabet samarbejdede i utilstrækkelig grad, dels ikke gavsagsøgeren lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger vedrørende dettespørgsmål

-    tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 3 og 6, idetfællesskabsinstitutionerne fastlagde den normale værdi for japansk aspartampå grundlag af priserne i USA.

54.

    I sag T-160/94 har NSC ud over de ovennævnte fælles anbringender fremsatfølgende to anbringender:

-    tilsidesættelse af væsentlige procedureregler og af traktatens artikel 190,idet Rådet undlod at begrunde, hvorfor det ikke kunne godtage de af NSCforeslåede tilsagn

-    krænkelse af sagsøgerens patentrettigheder i USA, idet den normale værdiblev fastlagt på grundlag af sagsøgerens priser på hjemmemarkedet.

55.

    Retten vil først undersøge de anbringender, der er fælles for de to sager.

II - Fælles anbringender i de to sager

56.

    De første to fælles anbringender bør undersøges under ét.

Anbringenderne om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og om tilsidesættelse afgrundforordningens artikel 7, stk. 4, litra a) og b), og artikel 8, stk. 4

A - Parternes argumenter

57.

    Sagsøgerne har gjort gældende, at fællesskabsinstitutionerne er forpligtet til at tagealle rimelige skridt til at meddele så mange oplysninger som muligt til devirksomheder, over for hvem der er indledt en antidumpingprocedure.

58.

    Fællesskabsinstitutionerne kan således ikke påberåbe sig, at sagsøgernesanmodninger ikke skulle have indeholdt tilstrækkeligt præcise spørgsmål. Følgerman det af sagsøgte anførte, ville proceduren have medført en uendelig række afstadigt mere detaljerede spørgsmål.

59.

    Medmindre det antages, at bestemmelsen i grundforordningens artikel 7, stk. 4, litraa), ikke skaber nogen selvstændige retsvirkninger i forhold til bestemmelsen i litrab), og at de berørte virksomheders ret til at varetage deres interesser børbegrænses, må oplysningspligten omfatte de bevisligheder, som tredjemændfremlægger til støtte for deres påstande, også selv om der er tale om bevisligheder,som fællesskabsinstitutionerne har undersøgt nærmere.

60.

    Denne oplysningspligt for fællesskabsinstitutionerne er gældende allerede førindførelsen af midlertidig told (Domstolens dom af 27.6.1991, sag C-49/88, Al-JubailFertilizer mod Rådet, Sml. I, s. 3187, præmis 15, og artikel 6, stk. 7, i den til denalmindelige overenskomst om told og udenrigshandel, herefter »GATT«, knyttedeantidumpingkodeks). Fællesskabsinstitutionerne har i en lang række tidligeretilfælde videregivet afgørende oplysninger før indførelsen af midlertidig told, såledesat de må være bundet af denne praksis (Domstolens dom af 22.10.1991, sag C-16/90, Nölle, Sml. I, s. 5163).

61.

    Fællesskabsinstitutionerne har i denne sag tilsidesat grundforordningens artikel 7,stk. 4, litra a) og b), og krænket sagsøgernes ret til kontradiktion ved ikke itilstrækkelig god tid at meddele dem tilstrækkelige oplysninger vedrørendeklagerens påstande og bevisligheder og vedrørende rigtigheden og relevansen af depåberåbt faktiske omstændigheder samt de bevisligheder, fællesskabsinstitutionerneville lægge til grund (dommen i sagen Al-Jubail Fertilizer mod Rådet, a.st., præmis17).

62.

    Sagsøgerne modtog ikke inden indførelsen af den midlertidige antidumpingtoldtilstrækkelige oplysninger (meddelelse om indledningen af proceduren, sammendragaf klage, ikke-fortrolig udgave af EF-producentens svar på Kommissionensspørgeskema) til, at de på formålstjenlig måde kunne fremsætte deres

bemærkninger vedrørende spørgsmålet om beregningen af referenceprisen,spørgsmålet om dumpingmargenen og spørgsmålet om den angivelige skades artog årsag. Sagsøgerne henledte herved mange gange Kommissionensopmærksomhed på, at oplysningerne var utilstrækkelige (skrivelser af 17.4.1990),og på, at der burde afholdes en høring (skrivelser af 17.4., 28.6. og 8.11.1990).

63.

    Efter udstedelsen af kommissionsforordningen modtog sagsøgerne kun få yderligereoplysninger, herunder navnlig vedrørende de afgørende aspekter, somreferenceprisen og den angivelige skade repræsenterer i denne sag.

64.

    Hvad nærmere angår referenceprisen kunne fællesskabsinstitutionerne havefremlagt en mere detaljeret redegørelse for de elementer, der indgik heri, medsnævrere udsvingsmargener, idet referenceprisen ikke blev beregnet på grundlagaf HSC's faktiske omkostninger, men på grundlag af ekstrapoleringer ud fraomkostningerne i tilfælde af en maksimal produktionskapacitetsudnyttelse.

65.

    Selv om referenceprisen blev ændret to gange, uden at der blev angivet enbegrundelse herfor, fremkom fællesskabsinstitutionerne ikke med nogen relevantforklaring overhovedet vedrørende forudsætningerne for beregningerne og deanvendte beregningsmetoder, navnlig for så vidt angår:

-    fastlæggelsen af EF-producentens produktionskapacitet og dennesudnyttelsesgrad

-    antagelsen om, at EF-producenten trods stor gæld ville have kunnet opnåen økonomisk balance og en fortjenstmargen på 8% på mindre end 18måneder efter påbegyndelsen af produktionen

-    inddragelse af subsidierne til EF-producenten

-    beregningerne i forbindelse med spørgsmålet om afskrivningen af EF-producentens produktionsanlæg, bygninger og udstyr, navnlig for så vidt derblev regnet med en afskrivningsperiode på ti år

-    afskrivningen eller udelukkelsen af de ekstraordinære omkostninger tiletablering (det var først ved skrivelse af 18.4.1991, efter at fristen for atfremsætte bemærkninger var udløbet, at sagsøgerne fik meddelelse om, atomkostningerne til etablering var blevet holdt uden for referenceprisen,bortset fra to udgiftsposter, der i øvrigt ikke blev nærmere præciseret).

66.

    Endvidere undlod fællesskabsinstitutionerne at redegøre nærmere for:

-    hvilken form for finansieringsomkostninger der blev taget hensyn til, og disseomkostningers fordeling

-    betydning af lån i forhold til egne midler

-    hvad der indgik i de salgs-, general- og administrationsomkostninger og i deinvesteringer, som henhørte under de finansielle omkostninger, selv omsammensætningen af general- og administrationsomkostninger og af direktesalgsomkostninger afhænger af den benyttede regnskabsordning og af densammenhæng, hvori beregningen indgår

-    hvor stor en andel af råmaterialerne der blev købt inden for koncernen, idetoplysninger herom var relevante for vurderingen af, hvorvidt referenceprisenblev fastlagt på grundlag af markedsprisen

-    i hvilket omfang der blev taget hensyn til NSAG's omkostninger medhenblik på udviklingen af markedet, idet EF-producenten også havde dragetfordel af disse bestræbelser

-    den andel af generalomkostningerne, som EF-producenten havde betalt tilDSM.

67.

    Fællesskabsinstitutionerne angav heller ikke nogen forklaring på, hvorledes en merefuldstændig redegørelse for de af Kommissionen anvendte metoder ville havekunnet skade EF-producenten, og navnlig ikke nogen forklaring på, hvorforsnævrere udsvingsmargener ikke havde kunnet anvendes, og hvorfor der ikke kunnegives meddelelse om fordelingen af de finansielle omkostninger, i hvert fald medangivelse af andele.

68.

    Hvad angår spørgsmålet om den skade, EF-producenten angiveligt blev påført,begrundede fællesskabsinstitutionerne ikke i tilstrækkeligt omfang den konklusion,at der ikke af undersøgelsen var fremgået andre skadesfaktorer enddumpingimporten, som kunne have bidraget til skaden, selv om forholdet var det,at EF-producenten påbegyndte sin virksomhed som den anden økonomiske aktørpå et marked med hård konkurrence, hvor priserne allerede før dette tidspunkt varbegyndt at falde, og at EF-producenten havde en stor gæld ogproduktionsomkostninger, der var dobbelt så høje som sagsøgerens.

69.

    Endvidere begrundede fællesskabsinstitutionerne ikke deres konklusion om, at dervar en sammenhæng mellem prisfaldet på aspartam i Fællesskabet ogpåbegyndelsen af EF-producentens produktion, selv om de havde fået forelagt bevisfor, at priserne havde undergået et konstant fald siden 1983.

70.

    Fællesskabsinstitutionerne angav heller ikke nogen begrundelse for dereskonklusion om, at EF-producenten opnåede en relativt lille markedsandel, selv omdet fremgik af det ikke-fortrolige sammendrag af klagen, at EF-producenten i deførste 18 måneder efter påbegyndelsen af produktionen havde opnået en betydeligmarkedsandel.

71.

    Endelig krænkede fællesskabsinstitutionerne sagsøgernes ret til en loyal vurderingaf beviserne, således som dette princip fremgår af dommen i Nölle-sagen, jf.ovenfor.

72.

    Sammenfattende gør sagsøgerne gældende, at de af fællesskabsinstitutionernemeddelte oplysninger ikke gjorde det muligt for dem at klarlægge eventuelle fejli Kommissionens analyse og at fastlægge en begrundet opfattelse med hensyn tilde oplysninger, som lå til grund for fællesskabsinstitutionernes konklusioner.

73.

    Fællesskabsinstitutionerne kan ikke påberåbe sig deres forpligtelse til ikke atvideregive fortrolige oplysninger, for så vidt de berørte virksomheders ret til at bliveinformeret dermed ville miste sit indhold (Domstolens dom af 20.3.1985, sag 264/82,Timex mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 849, præmis 29).

74.

    En afvejning mellem hensynet til de rettigheder, der tilkommer enhver, som ergenstand for en undersøgelsesprocedure, og hensynet til en klagers ret til, atforretningshemmeligheder behandles fortroligt, samt en overholdelse af deprincipper, der fremgår af dommene i sagen Timex mod Rådet og Kommissionenog i sagen Al-Jubail Fertilizer mod Rådet, jf. ovenfor, forudsætter, atfællesskabsinstitutionerne forlanger tilstrækkeligt uddybende ikke-fortroligesammendrag, hvorved omfanget af hemmeligholdte oplysninger skal begrænsesmest muligt. Er en oplysning af væsentlig betydning for, at den, der er genstand forundersøgelsen, kan varetage sine interesser, kan fællesskabsinstitutionerne undladeat tage hensyn til den, medmindre klageren indvilger i, at den videregives.

75.

    Sagsøgerne henviser til den retspraksis, hvorefter fællesskabsinstitutionerne på detkonkurrenceretlige område ikke kan lægge for den pågældende virksomhedbebyrdende forhold, omstændigheder eller dokumenter til grund, som de ikkeskønner at kunne give oplysning om, såfremt denne manglende oplysning indvirkernegativt på virksomhedens mulighed for på formålstjenlig måde at gøre sinesynspunkter gældende vedrørende eksistensen eller betydningen af de pågældendeomstændigheder, vedrørende de pågældende dokumenter eller vedrørendeKommissionens konklusioner på grundlag af dem (Domstolens dom af 13.2.1979,sag 85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461, på s. 512, af25.10.1983, sag 107/82, AEG mod Kommissionen, Sml. s. 3151, på s. 3192, og af17.1.1984, forenede sager 43/82 og 63/82, VBVB og VBBB mod Kommissionen,Sml. s. 19, på s. 60). Det er herved en forudsætning for, at de principper, derfremgår af dommene i sagen Timex mod Rådet og Kommissionen og i sagen Al-Jubail Fertilizer mod Rådet, jf. ovenfor, ikke mister deres indhold, at dette forbudogså er gældende under antidumpingprocedurer.

76.

    Når fællesskabsinstitutionerne påberåber sig deres forpligtelse til fortroligbehandling af oplysninger, må de begrunde, hvorfor de oplysninger, der anmodesom, er af fortrolig art og ikke kan nævnes i ikke-fortrolige sammendrag.

77.

    Fællesskabsinstitutionerne må i sagen nødvendigvis have baseret sig på nogle ellerligefrem alle EF-producentens påstande, i hvert fald indirekte, og have ladetundersøgelsen forløbe i overensstemmelse med de af EF-producenten meddelteoplysninger. Såfremt det som følge af forpligtelsen til fortrolig behandling afoplysninger ikke var muligt at udfærdige et tilstrækkeligt uddybende sammendragvedrørende de forhold og omstændigheder, som EF-producenten angav forelå,måtte fællesskabsinstitutionerne undlade at basere deres beslutning på depågældende oplysninger eller andre på disse støttede oplysninger.

78.

    Under alle omstændigheder ville det have været muligt at løse konflikten mellemretten til aktindsigt og forpligtelsen til fortrolig behandling af oplysninger ved ativærksætte en procedure som den amerikanske »administration protective order«,hvorved en uafhængig sagkyndig anmodes om at udfærdige et ikke-fortroligtsammendrag.

79.

    Da sagsøgerne ikke fik mulighed for på formålstjenlig måde at gøre deressynspunkter gældende vedrørende de af HSC fremlagte bevisligheder, som liggertil grund for kommissionsforordningen og rådsforordningen, er disse blevet udstedti strid med væsentlige fællesskabsretlige procedureregler. Følgelig børrådsforordningens artikel 1 og 2 annulleres.

80.

    Sagsøgte og intervenienten har gjort gældende, at de her omhandlede anbringenderbør forkastes, idet de i det væsentlige anfører, at fællesskabsinstitutionerne hariagttaget deres oplysningspligt over for sagsøgerne, når henses til, at dissesanmodninger om oplysninger var generelt formuleret, og til, atfællesskabsinstitutionerne er forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplysningervedrørende den pågældende EF-producent.

B - Rettens bemærkninger

81.

    Det bemærkes, at kontradiktionsprincippet er et grundlæggende fællesskabsretligtprincip. For så vidt angår beskyttelse mod dumpingimport er de pågældenderettigheder nærmere fastlagt i grundforordningens artikel 7, stk. 1 og 4.

82.

    Navnlig bestemmer artikel 7, stk. 4, litra a) og b), følgende:

»a)    Klageren og de importører og eksportører, der vides berørt ... kan fåkendskab til alle de oplysninger, som [er] stillet til rådighed forKommissionen ... forudsat at disse oplysninger har betydning forvaretagelsen af deres interesser og ikke er fortrolige i henhold til artikel 8,og forudsat at Kommissionen anvender dem i undersøgelsen ...

b)    Eksportører og importører af den vare, der er omfattet af undersøgelsen ...kan anmode om at blive underrettet om de vigtigste kendsgerninger ogbetragtninger, på grundlag af hvilke det påtænkes at anbefale pålæggelseaf endelig told ...«

83.

    Hensynet til de nævnte former for krav på oplysninger skal afvejes i forhold tilhensynet til opfyldelsen af fællesskabsinstitutionernes forpligtelse til at behandleforretningshemmeligheder fortroligt. Under alle omstændigheder skal de berørteparter have mulighed for under den administrative procedure effektivt at fremsættederes bemærkninger vedrørende rigtigheden og relevansen af de påberåbte faktiskeomstændigheder samt vedrørende de beviser, hvorpå Kommissionen støtter sinpåstand om, at der foreligger dumping og en deraf følgende skade (dommen isagen Al-Jubail Fertilizer mod Rådet, a.st., præmis 17), senest under denprocedure, der fører til udstedelsen af den pågældende rådsforordning. Under etsøgsmål med påstand om annullation af en af Rådet udstedt antidumpingforordningkan den retslige prøvelse udstrække sig til elementer i den pågældendekommissionsforordning og til den procedure, der har ført til dennes udstedelse, forså vidt rådsforordningen henviser til kommissionsforordningen.

84.

    Inden undersøgelsen af spørgsmålet om, hvorvidt fællesskabsinstitutionerne harforetaget en passende afvejning mellem hensynet til fortrolighed og hensynet til enoverholdelse af kontradiktionsprincippet og bestemmelserne i grundforordningensartikel 7, stk. 4, litra a) og b), og artikel 8, er der grund til at gøre noglebemærkninger om sagens kontekst på grundlag af de særlige forhold på detpågældende marked og om følgerne heraf.

1. De særlige forhold på det pågældende marked og følgerne heraf

85.

    I undersøgelsesperioden gjorde nogle ganske særlige forhold sig gældende påmarkedet for aspartam. For det første var der kun nogle få leverandører afaspartam i verden, nærmere bestemt dels de to sagsøgere, der var langt de størsteleverandører, dels EF-producenten, HSC. Sagsøgerne havde et meget snævertsamarbejde og gennemførte næsten hele deres salg i Fællesskabet gennem deresfælles datterselskab, NSAG. Da aspartam fremstillet af de forskellige producentervar det samme produkt, havde konkurrencen for det andet i det væsentlige formaf konkurrence på prisen.

86.

    På grund af disse særlige forhold måtte sagsøgerne have et meget indgåendekendskab til markedet, således at det var muligt for dem på grundlag afbegrænsede oplysninger at være informeret om EF-producentens situation, i øvrigti et sådant omfang, at sagsøgerne kort tid efter indledningen af undersøgelsengennem NSAG på grundlag af en analyse udfærdiget af rådgivningsfirmaetMcKinsey havde et skøn over, hvad der indgik i HSC's produktionsomkostninger,og over disses struktur. Under disse omstændigheder måttefællesskabsinstitutionerne udvise særlig stor tilbageholdenhed med hensyn tilvideregivelse af oplysninger, på grundlag af hvilke sagsøgerne ville have kunnet fåkendskab til kommercielt følsomme data, som kunne skade EF-producenten. Bådedenne og sagsøgerne lagde da også stor vægt på de fremlagte oplysningersfortrolige karakter.

2. Den angiveligt utilstrækkelige karakter af de oplysninger, som blev meddelt førindførelsen af endelig told

87.

    Selv om man går ud fra det af sagsøgerne anførte, hvorefter en overholdelse afkontradiktionsprincippet forudsætter, at importørerne bliver underrettet om devigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det påtænkes atindføre midlertidig told, kan en manglende iagttagelse af de pågældende rettighederikke i sig selv medføre, at forordningen om indførelse af endelig told er behæftetmed mangler. En forordning om indførelse af endelig told er en selvstændigforordning i forhold til den pågældende forordning om indførelse af midlertidigtold, også selv om den har sammenhæng med denne forordning i et sådant omfang,at den under visse omstændigheder træder i stedet for den (Domstolens dommeaf 5.10.1988, sag 56/85, Brother Industries mod Kommissionen, Sml. s. 5655, præmis6, og forenede sager 294/86 og 77/87, Technointorg mod Kommissionen og Rådet,Sml. s. 6077, præmis 12, Domstolens dom af 11.7.1990, forenede sager C-305/86 ogC-160/87, Neotype Techmashexport mod Kommissionen og Rådet, Sml. I, s. 2945,præmis 13, og Rettens kendelse af 10.7.1996, sag T-208/95, Miwon modKommissionen, Sml. II, s. 635, præmis 20), således at spørgsmålet om gyldighedenaf en forordning om indførelse af endelig told skal vurderes på grundlag af deregler, der er gældende på tidspunktet for dens udstedelse. For så vidt en mangelved den procedure, der har ført til udstedelsen af den pågældende forordning omindførelse af midlertidig told, er blevet afhjulpet under den procedure, der har førttil udstedelsen af forordningen om indførelse af endelig told, medfører det forhold,at forordningen om indførelse af midlertidig told har været retsstridig, ikke, at detsamme er tilfældet med forordningen om indførelse af endelig told. Det er kun,såfremt mangelen ikke er blevet afhjulpet, eller forordningen om indførelse afendelig told henviser til forordningen om indførelse af midlertidig told, at detforhold, at sidstnævnte forordning har været retsstridig, medfører, at forordningenom indførelse af endelig told er retsstridig.

88.

    Det må herefter undersøges, hvorvidt de berørte parters ret til kontradiktion erblevet iagttaget under proceduren med henblik på udstedelsen af den anfægtedeforordning om indførelse af endelig told og om endelig opkrævning af denmidlertidige told.

3. De meddelte oplysningers angiveligt utilstrækkelige karakter i forhold tilgrundforordningens artikel 7, stk. 4, litra a) (oplysninger fra HSC)

89.

    I henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra a), kan klageren og deeksportører og importører, der vides berørt, få kendskab til alle de oplysninger,som de parter, der er berørt af en undersøgelse, har stillet til rådighed forKommissionen, undtagen interne dokumenter udarbejdet af myndighederne iFællesskabet eller dets medlemsstater, forudsat, for det første, at disse oplysningerhar betydning for varetagelsen af de pågældendes interesser, for det andet, atoplysningerne ikke er fortrolige i henhold til artikel 8, for det tredje, atKommissionen har anvendt oplysningerne i undersøgelsen og, for det fjerde, at den

pågældende, der ønsker at få kendskab til oplysningerne, skriftligt har anmodet omat få meddelt disse.

90.

    Ifølge grundforordningens artikel 8, stk. 2, litra a), må hverken Rådet,Kommissionen, medlemsstaterne eller personer i disses tjeneste videregiveoplysninger, som de har modtaget i medfør af forordningen, og som på anmodningaf den part, der har givet oplysningerne, skal behandles som fortrolige, medmindredenne part har givet særlig tilladelse hertil. I henhold til artikel 8, stk. 2, litra b),skal anmodninger om fortrolig behandling angive, hvorfor oplysningerne erfortrolige. Sådanne anmodninger skal endvidere vedlægges et ikke-fortroligtsammendrag af oplysningerne eller en begrundelse for, at et sammendrag afoplysningerne ikke kan tilvejebringes. I henhold til artikel 8, stk. 4, andet afsnit, kanfællesskabsinstitutionerne lade oplysninger ude af betragtning, såfremt den, dergiver oplysningerne, ikke er villig til at fremsende et ikke-fortroligt sammendrag,når et sådant sammendrag af oplysningerne kan tilvejebringes. Der gælder dogefter bestemmelsen ikke nogen forpligtelse til at lade sådanne oplysninger ude afbetragtning.

91.

    Det bemærkes, at klageren fremlagde ikke-fortrolige sammendrag, somKommissionen fremsendte til sagsøgerne. Selv om man går ud fra det af sagsøgerneanførte, hvorefter disse sammendrag var utilstrækkelige, varfællesskabsinstitutionerne ikke forpligtet til at lade oplysningerne ude afbetragtning, idet de alene kunne lade dem ude af betragtning.Fællesskabsinstitutionerne var dog forpligtet til at give sagsøgerne mulighed forunder den administrative procedure effektivt at fremsætte deres bemærkningervedrørende rigtigheden og relevansen af de påberåbte faktiske omstændighedersamt vedrørende de beviser, hvorpå Kommissionen støttede sin påstand om, at derforelå dumping og en skade. Det må følgelig undersøges, hvorvidtfællesskabsinstitutionerne opfyldte denne forpligtelse.

4. De meddelte oplysningers angiveligt utilstrækkelige karakter i forhold tilgrundforordningens artikel 7, stk. 4, litra b)

a)    Krav gældende for anmodninger om oplysninger

92.

    Ifølge grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra c), nr. i), skal anmodninger omoplysninger i henhold til litra b) fremsættes skriftligt og indeholde en præciseringaf de særlige punkter, om hvilke der søges oplysninger.

93.

    Spørgsmålet om, hvorvidt de af fællesskabsinstitutionerne meddelte oplysninger vartilstrækkelige, må vurderes på grundlag af, hvor præcise oplysninger der blevanmodet om.

b)    Undersøgelse af de fremsatte anmodninger om oplysninger og af de affællesskabsinstitutionerne meddelte oplysninger

i)    Generelle anmodninger om oplysninger

94.

    Sagsøgerne meddelte ved flere lejligheder, at de fandt de fremsendte oplysningerutilstrækkelige, hvorved der var tale om, at sagsøgerne alene generelt anmodedeom at blive underrettet om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, pågrundlag af hvilke Kommissionen påtænkte at anbefale pålæggelse af told.

95.

    Kommissionen reagerede på de pågældende generelle anmodninger om oplysningerved skrivelse af 22. marts 1991. Når henses til, hvor generelle anmodningerne var,må denne skrivelse og bilagene til den antages at opfylde kravene i henhold tilgrundforordningens artikel 7, stk. 4, litra b). Skrivelsen og bilagene indeholdtoplysninger, der var tilstrækkeligt omfattende til, at sagsøgerne havde mulighed foreffektivt at fremsætte deres bemærkninger vedrørende rigtigheden og relevansenaf de påberåbte faktiske omstændigheder samt vedrørende de beviser, hvorpåKommissionen støttede sin påstand om, at der forelå dumping og en skade.

ii) Anmodninger om oplysninger vedrørende konkrete spørgsmål

Kritikpunkter for så vidt angår de ved skrivelse af 14. december 1990 fremsatteanmodninger om oplysninger

96.

    Ved skrivelse af 14. december 1990 rejste NSC endvidere nogle konkrete spørgsmålvedrørende referenceprisen. Senere henviste ikke alene NSC, men også Ajico, selvom dette selskab ikke udtrykkeligt havde tilsluttet sig NSC's henvendelse, til denneskrivelse og opfordrede Kommissionen til i givet fald at uddybe et eller flere af sinesvar på skrivelsen. Under den administrative procedure præciserede sagsøgerne dogikke, hvorved de af fællesskabsinstitutionerne meddelte oplysninger måtte anses forutilstrækkelige, ligesom sagsøgerne ikke nærmere angav, på hvilke særlige punkterde ønskede yderligere oplysninger.

97.

    Kommissionen reagerede på disse anmodninger om oplysninger ved skrivelse af 18.december 1990. Det bør undersøges, hvorvidt Kommissionens svar vartilstrækkelige til, at sagsøgerne effektivt kunne varetage deres interesser. Retten vilbegrænse sin undersøgelse af svarene til de punkter, som er genstand for kritik frasagsøgernes side.

- Kapacitetsudnyttelsesgrad

98.

    Sagsøgerne kan ikke med føje kritisere, at fællesskabsinstitutionerne ikke gav demoplysning om de grundlæggende forudsætninger og beregningsmetoder i forbindelsemed fastlæggelsen af EF-producentens produktionskapacitet, idet sagsøgerne ikkeanmodede om sådanne oplysninger. Deres anmodning om oplysninger angik denkapacitetsudnyttelsesgrad, der var blevet regnet med ved fastlæggelsen afreferenceprisen. Det savner grundlag for sagsøgerne i denne forbindelse at kritisere,at fællesskabsinstitutionerne undlod at præcisere, om denne udnyttelsesgradsvarede til den faktiske udnyttelsesgrad ved slutningen af undersøgelsesperioden

eller til den gennemsnitlige udnyttelsesgrad. I sin skrivelse af 14. december 1990anmodede NSC alene om oplysninger herom for det tilfælde, at der affortrolighedsgrunde ikke kunne angives en procentdel. Da Kommissionen meddelte,at den havde regnet med en maksimal kapacitetsudnyttelse, dvs. med enudnyttelsesgrad på 100%, var den ikke forpligtet til at besvare det subsidiært rejstespørgsmål. Sagsøgerne anmodede ikke under den administrative procedure omyderligere oplysninger vedrørende dette spørgsmål, hvorfor Kommissionen må ansesfor at have givet en fyldestgørende besvarelse af NSC's spørgsmål. Da det i øvrigtikke er blevet bestridt, at Kommissionen regnede med en maksimalproduktionskapacitetsudnyttelse ved slutningen af undersøgelsesperioden, dvs. denfor sagsøgerne mest fordelagtige forudsætning, kunne eventuelle yderligerebemærkninger fra sagsøgerne om spørgsmålet ikke have betydning for denudnyttelsesgrad, der blev lagt til grund.

- Den periode, der blev lagt til grund som den, ved hvis udløb EF-producenten villeopnå en økonomisk balance og en fortjenstmargen på 8%

99.

    Ud over svaret i sin skrivelse af 18. december 1990 bemærkede Kommissionen i sinunderretningsskrivelse af 22. marts 1991, at det ville være afgørende, at toldendækkede forskellen mellem eksportprisen og referenceprisen, der er udtryk for denmindstepris, som er nødvendig for, at den pågældende erhvervsgren i Fællesskabetkan dække sine omkostninger og opnå en rimelig fortjenstmargen. For så vidt angårspørgsmålet om ansættelsen af denne fortjenstmargen anførte Kommissionen, atden havde taget hensyn til, at EF-producenten netop havde passeret opstartsfasen,til, at der herskede usikkerhed om udviklingen i det fremtidige salg, som også villekunne falde ud til amerikansk fordel, men tillige kunne blive negativ, og til, at derkunne udvikles substituerende produkter, som kunne afkorte aspartams levetid.

100.

    Disse oplysninger angav i tilstrækkelig grad de vigtigste kendsgerninger ogbetragtninger, som den pågældende anmodning om oplysninger vedrørte.

101.

    I øvrigt redegjorde NSC i sin skrivelse af 2. april 1991 for sin opfattelse vedrørendespørgsmålet, hvorved selskabet fuldt ud fik lejlighed til at varetage sine interesser.

- Inddragelse af subsidierne til EF-producenten og spørgsmålet om dissesforenelighed med traktaten

102.

    I sin skrivelse af 18. december 1990 meddelte Kommissionen, at den havde tagethensyn til subsidierne til EF-producenten ved fastlæggelsen af referenceprisen,uden dog herved at have taget stilling til spørgsmålet om subsidiernes forenelighedmed traktaten.

103.

    Sagsøgerne har ikke nærmere forklaret, hvorledes det forhold, at subsidierne tilEF-producenten måtte have været uforenelige med traktaten, ville have kunnetføre til en lavere antidumpingtold.

104.

    Følgelig kan de manglende udtrykkelige oplysninger fra Kommissionen om dettespørgsmål ikke være udtryk for en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 7,stk. 4, således at forholdet ikke kan føre til en annullation af den anfægtedeforordning.

- Den andel for generalomkostninger, der indgik i den referencepris, som blevbetalt til datterselskabet DSM

105.

    I sit svar af 18. december 1990 bekræftede Kommissionen blot, at HSC havdebidraget til dækning af DSM's generalomkostninger, og anførte, at det ikke villehave været i HSC's anden aktionærs interesse på kunstig måde at oppuste disseomkostninger.

106.

    Det bemærkes, at der ved Kommissionens svar ikke blev taget klart stilling til detpågældende spørgsmål, men at en meddelelse om andelens størrelse ikke ville havemedført, at NSC mere effektivt kunne have varetaget sine interesser. Medmindreder endvidere var blevet givet meddelelse om det nærmere indhold afgeneralomkostningerne, ville sådanne oplysninger ikke have gjort det muligt forNSC at udtale sig om spørgsmålet, hvorvidt omkostningerne var rimelige. Detbemærkes herved, at oplysninger om den pågældende EF-producentsgeneralomkostninger, som er omkostninger, der indgår iproduktionsomkostningerne, er fortrolige, således at disse oplysninger ikke somsådan kunne meddeles NSC (jf. Domstolens dom af 5.10.1988, sag 250/85, BrotherIndustries mod Rådet, Sml. s. 5683, præmis 34). Det tiltrædes derfor, atKommissionen ikke meddelte yderligere oplysninger om det nævnte spørgsmål.

- NSAG's bestræbelser på at udvikle markedet

107.

    Vedrørende det rejste spørgsmål om, hvorvidt Kommissionen havde taget hensyntil, at HSC have kunnet drage fordel af NSAG's bestræbelser på at udviklemarkedet, anførte Kommissionen i sin skrivelse af 18. december 1990, at den fandtdenne anmodning om oplysninger uklar, idet den opfordrede NSC til at præciserespørgsmålet. Da NSC undlod dette, kan fællesskabsinstitutionerne ikke kritiseresfor ikke at have givet en mere uddybende besvarelse af spørgsmålet.

Andre konkrete kritikpunkter

- Detaljerede oplysninger om sammensætningen af referenceprisen

108.

    Det bemærkes indledningsvis, at den referencepris, der blev regnet med vedfastlæggelsen af tolden, i vid udstrækning blev beregnet på grundlag af EF-producentens produktionsomkostninger. Sådanne oplysninger er fortrolige(dommen i sagen Brother Industries mod Rådet, a.st., præmis 34).

109.

    Under den administrative procedure gjorde sagsøgerne blot gældende, at deoplysninger om den omkostningsstruktur, der indgik i referenceprisen, således som

disse oplysninger fremgik af bilag 3 til Kommissionens skrivelse af 22. marts 1991,var utilstrækkelige for så vidt angår spørgsmålet om, hvad der nærmere indgik ireferenceprisen. Denne generelle kritik og det af sagsøgerne anførte, hvorefterKommissionen havde undladt at give meddelelse om væsentlige taloplysninger ogfaktiske omstændigheder for så vidt angår spørgsmålet om skadesmargenen, gjordedet ikke muligt for fællesskabsinstitutionerne at bestemme arten af de ikke-fortrolige oplysninger, som ville have gjort det muligt for sagsøgerne mere effektivtat varetage deres interesser. Når henses til de særlige forhold på det pågældendemarked, sagsøgernes kendskab til dette og til deres europæiske konkurrentssituation og det forhold, at elementerne i referenceprisen var et megetproblematisk spørgsmål hvad angår fortrolighed, måtte fællesskabsinstitutionerneundlade at meddele oplysninger, som ville have gjort det muligt for sagsøgerne medforholdsmæssig stor præcision at få overblik over de nærmere elementer i,strukturen af og i sidste instans størrelsen af EF-producentens omkostninger. Dadisse oplysninger var fortrolige (dommen i sagen Brother Industries mod Rådet,a.st., præmis 34), ville det kun have været, såfremt fællesskabsinstitutionerne havdehaft ganske nøjagtigt kendskab til de spørgsmål, som sagsøgerne ønskede uddybet,eller i hvert fald til formålet med sagsøgernes ønske om yderligere oplysninger, atde under iagttagelse af kravene om fortrolighed i sagen kunne have overvejet atmeddele yderligere oplysninger vedrørende referenceprisen.

110.

    Da sagsøgerne ikke gav anledning til nogen overvejelse af denne art forfællesskabsinstitutionernes vedkommende, savner det grundlag for sagsøgerne atkritisere, at Kommissionen undlod at give dem mere detaljerede oplysninger omsammensætningen af referenceprisen end dem, der fremgik af bilag 3 tilKommissionens skrivelse af 22. marts 1991. Da sagsøgerne ikke anmodede omkonkrete oplysninger vedrørende den form for finansieringsomkostninger, der varblevet taget hensyn til, eller vedrørende disse omkostningers fordeling, og hellerikke om konkrete oplysninger vedrørende betydningen af lån i forhold til egnemidler, savner det navnlig grundlag for dem at kritisere fællesskabsinstitutionernefor ikke at have givet nærmere oplysninger om disse spørgsmål.

111.

    For så vidt angår dommen i sagen Timex mod Rådet og Kommissionen, jf. ovenfor- som sagsøgerne har henvist til - var forholdet i denne sag det, atfællesskabsinstitutionerne alene havde givet oplysning om de enkelte punkter iberegningen af referenceprisen uden at sætte tal på dem. I nærværende sag gavfællesskabsinstitutionerne derimod oplysning om de omkostningselementer, der blevtaget hensyn til ved beregningen af referenceprisen, idet de angav taloplysningeri form af oplysninger med 10%'s nøjagtighed om, hvor stor en procentdel afomkostningerne de enkelte elementer udgjorde. Når henses til EF-producentensanmodninger om fortrolig behandling, findes de til sagsøgerne meddelte oplysningervedrørende sammensætningen af referenceprisen at have været tilstrækkelige.

112.

    For så vidt angår dommen i sagen Al-Jubail Fertilizer mod Rådet, jf. ovenfor - somsagsøgerne ligeledes har henvist til - var forholdet i denne sag det, at sagsøgte ikke

bestred, at fællesskabsinstitutionerne havde kunnet meddele det sagsøgende selskaboplysninger, på grundlag af hvilke dette mere effektivt ville have kunnet varetagesine interesser, idet sagsøgte anførte, at Kommissionen ved en skrivelse havdemeddelt sagsøgeren sådanne oplysninger. Den i sagen anfægtede forordningen blevdog annulleret, fordi sagsøgte ikke havde ført bevis for, at sagsøgeren havdemodtaget den pågældende skrivelse. I nærværende sag gør sagsøgte derimodgældende, at fællesskabsinstitutionerne på grund af deres forpligtelse til fortroligbehandling ikke kunne videregive en række oplysninger, der er omtvistede.

113.

    Hvad endelig angår dommen i Nölle-sagen, jf. ovenfor, fastslog Domstolen, at deni denne sag omtvistede forordning var ugyldig, ikke fordi der var sket nogentilsidesættelse af kontradiktionsprincippet, men fordi den normale værdi ikke varblevet fastlagt på en »hensigtsmæssig og ikke-urimelig måde« eftergrundforordningens artikel 2, stk. 5, litra a). Spørgsmålet om, hvorvidtfællesskabsinstitutionerne i henseende til de for nærværende sag relevantebestemmelser har overskredet grænserne for deres skønsmæssige beføjelser vedfastlæggelsen af den normale værdi, vil blive undersøgt som led i behandlingen afdet følgende anbringende, der angår tilsidesættelse af grundforordningens artikel2, stk. 3.

- Inddragelse i referenceprisen af visse af EF-producentens omkostninger tiletablering samt afskrivning

114.

    I deres bemærkninger af 2. april 1991 anførte NSC og NSAG, at HSC havde haftudgifter og betydelige vanskeligheder i forbindelse med etableringen, og atomkostningerne til etableringen af produktionsanlægget ikke kunne inddrages vedberegningen af referenceprisen. Sagsøgerne gjorde endvidere gældende, at HSC'Sudgifter til advokathonorarer i forbindelse med retssager mod dem ikke kunneanses for produktionsomkostninger, idet disse udgifter i hvert fald måtte anses forafholdt over en vis periode. Sagsøgerne anmodede derimod ikke om oplysningervedrørende de grundlæggende forudsætninger for og de anvendte metoder tilinddragelse af omkostningerne til etablering ved beregningen af referenceprisen(herunder navnlig hvad angår beregningsmetoderne i forbindelse med spørgsmåletom afskrivning og grundene til, at fællesskabsinstitutionerne havde regnet med enafskrivningsperiode på ti år), ligesom sagsøgerne ikke anmodede om nærmereoplysninger med hensyn til de to udgiftsposter i forbindelse med omkostningernetil etablering, der var blevet inddraget.

115.

    Ved skrivelse af 18. april 1991 meddelte Kommissionen, at bortset fra toudgiftsposter, som i henhold til nederlandsk lovgivning skulle anses for afskrevet,var omkostningerne til etablering blevet holdt uden for beregningen, herunderudgifter til advokathonorarer.

116.

    Det må følgelig fastslås, at selv om man går ud fra, at NSC's og NSAG'sbemærkninger af 2. april 1991 måtte anses for en anmodning om at blive

underrettet som forudsat i grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra b), varKommissionens skrivelse af 18. april 1991 udtryk for et fyldestgørende svar herpå.

- Råmaterialer købt hos forbundne virksomheder

117.

    Det savner grundlag for sagsøgerne at kritisere, at fællesskabsinstitutionerne undlodat give dem oplysninger om den andel af råmaterialerne, som EF-producentenkøbte hos forbundne leverandører, idet sagsøgerne ikke fremsatte nogen særliganmodning om oplysninger vedrørende dette spørgsmål.

c) Konklusion

118.

    Når henses navnlig til de ganske særlige forhold på det pågældende marked, tilsagsøgerne indgående kendskab til dette og til deres mulighed for på dette grundlagi givet fald at anmode om relevante nærmere oplysninger, må det herefter fastslås,at fællesskabsinstitutionerne iagttog deres oplysningspligt i henhold tilgrundforordningens artikel 7, stk. 4, litra a) og b).

119.

    Anbringendet må følgelig forkastes.

Anbringendet om tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 3

Parternes argumenter

120.

    Sagsøgerne har gjort gældende, at sagsøgte har anlagt en åbenbar fejlvurdering,undladt at tage hensyn til afgørende forhold og tilsidesat traktaten oggrundforordningen ved med henblik på fastlæggelsen af den normale værdi atsammenligne priserne på hjemmemarkedet i USA med priserne på markedet iFællesskabet.

121.

    Sagsøgerne anfører, at priserne på markedet i USA ikke kunne danne grundlag foren passende sammenligning som forudsat i grundforordningens artikel 2, stk. 3, litraa) og b), og ikke kunne anses for en pris i normal handel. I modsætning til, hvadder var tilfældet med markedet i Fællesskabet, som var præget af fri konkurrence,var det amerikanske marked præget af en monopolstilling, der skyldtespatentbeskyttelsen af aspartam. Når der er tale om et marked uden konkurrence,er fællesskabsinstitutionerne forpligtet til at bestemme dumpingens omfang pågrundlag af en beregnet værdi. Det savner hjemmel at sammenligne priserne på tomarkeder med forskellige strukturer, hvilket Domstolen da også har antaget idommen i sagen Brother Industries mod Rådet, jf. ovenfor. Det fremgår endvidereaf Kommissionens beslutning i sagen om »pærer nedlagt i sukkerlage medoprindelse i Australien«, at konkurrencekriteriet er et afgørende kriterium. Hellerikke efter amerikansk ret kan der foretages en sammenligning mellem priser udenhensyntagen til virkningerne af en beskyttelse som følge af intellektuelleejendomsrettigheder (Lightweight Polyester Filament Fabric from Japan-sagen, 49

Fed. Reg. 472, 1984, og Generic Cephalexin Capsules from Canada-sagen, 53 Fed.Reg. 47562, 1988).

122.

    En patenthaver kan forhøje prisen på det pågældende produkt, hvilket er udtrykfor et vederlag for opfindelsen. Fastlægger man den normale værdi på grundlag afpriser, der anvendes som led i en patentbeskyttelse, sanktionerer man denpågældende opfinder, når denne gør brug af sine patentrettigheder, hvorvedhverken fællesskabsretten eller GATT opstiller noget krav om, at en patenthaverskal afstå fra sin ret til at eksportere. Forlanges det af en patenthaver, at hansælger i Fællesskabet til en højere pris end markedsprisen, er dette enforskelsbehandling af patenthavere i tredjelande, som giver en uberettiget fordelfor de pågældende producenter i Fællesskabet.

123.

    Endelig gør sagsøgerne gældende, at da sagsøgte ikke har begrundet, hvorfor depatentbeskyttelsesrelaterede priser var sammenlignelige med priserne ved eksporttil fællesskabet, har sagsøgte tilsidesat sin begrundelsespligt (traktatens artikel 190).

124.

    Sagsøgte har gjort gældende, at anbringendet bør forkastes. Sagsøgte bestrider, atden normale værdi er blevet fastlagt på retsstridig måde, idet den blev beregnet pågrundlag af en pris, der var et resultat af normale markedsvilkår, og som gjorde detmuligt at foretage en passende sammenligning.

125.

    Intervenienten har herudover anført, at det ikke ses, hvorfor den normale værdiikke kan fastlægges på grundlag af priser, der påvirkes af patenter, for så vidt dissepriser afspejler de reelle markedsvilkår i eksportlandet.

Rettens bemærkninger

126.

    Det bemærkes, at en indførelse af antidumpingtold i henhold til grundforordningenikke er underlagt andre betingelser, end at der anvendes forskellige priser påhenholdsvis hjemmemarkedet (her markedet i USA) og eksportmarkedet (hermarkedet i Fællesskabet), og at denne prisforskel forvolder skade.

127.

    Kriterierne vedrørende markedsstrukturen og graden af konkurrence er ikke i sigselv afgørende for at vælge en anvendelse af en beregnet værdi som den normaleværdi fremfor en anvendelse af de faktiske priser som grundlag for denne værdi,når de faktiske priser er et resultat af markedsvilkårene. Som Kommissionenanførte i sin forordning (16. betragtning, der bekræftes ved 8. betragtning tilrådsforordningen), er »en forskel i priselasticiteten mellem det amerikanskemarked og EF-markedet ... en forudsætning for forskelle i prisen«, således at»dumping aldrig kunne sanktioneres«, såfremt der skulle tages hensyn hertil.Sagsøgerne har ikke godtgjort, at de priser, på grundlag af hvilke den normaleværdi blev fastlagt, ikke var et resultat af markedsvilkårene eller ikke afspejlededen faktiske situation på markedet i USA, således at det savnede grundlag atanvende en normal værdi i form af en beregnet værdi frem for en normal værdifastlagt på grundlag af de priser, der rent faktisk blev betalt på markedet i USA.

128.

    Endelig er den anfægtede forordning ikke udtryk for, at NSC er blevet frataget sineamerikanske patentrettigheder, idet forordningen ikke har gjort indgreb isagsøgerens ret til at udelukke alle andre fra at fremstille og forhandle aspartami USA, nærmere bestemt indtil udløbet af patentets gyldighedsperiode, ligesomforordningen ikke har grebet ind i sagsøgerens ret til på dette marked at anvendeså høje priser som muligt. Det bemærkes herved, at patenthaverens eneret tilfremstilling og forhandling har til formål at bidrage til dækning af udgifterne tilforsknings-, og udviklingsbestræbelser, ikke alene i forbindelse med succesrigeprojekter, men også i forbindelse med projekter, der er uden resultat. Dette forholder udtryk for en yderligere økonomisk grund til ved fastlæggelsen af den normaleværdi at gå ud fra de priser, der anvendes som led i et patent.

129.

    Det må herefter fastslås, at sagsøgerne ikke har godtgjort, atfællesskabsinstitutionerne anlagde en forkert retlig vurdering eller et åbenbartfejlskøn for så vidt angår de faktiske omstændigheder ved at fastlægge den normaleværdi for importeret aspartam på grundlag af de priser, der blev anvendt i USAsom led i en patentbeskyttelse.

130.

    Hvad angår det af sagsøgerne anførte om, at valget af de nævnte priser somgrundlag for den normale værdi blev utilstrækkeligt begrundet, bemærkes, at detfremgår af fast retspraksis, at den begrundelse, der kræves i henhold til traktatensartikel 190, klart og utvetydigt skal angive de betragtninger, som er lagt til grundaf den fællesskabsinstitution, der har udstedt den anfægtede retsakt, dels såledesat de berørte personer kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltningfor, at de kan forsvare deres rettigheder, dels således at den pågældende EF-retsinstans kan udøve sin prøvelsesret (Domstolens dom af 26.6.1986, sag 203/85,Nicolet Instrument, Sml. s. 2049, præmis 10, og Domstolens domme af 7.5.1987, sag240/84, NTN Toyo Bearing m.fl. mod Rådet, Sml. s. 1809, præmis 31, og sag255/84, Nachi Fujikoshi mod Rådet, Sml. s. 1861, præmis 39).

131.

    I den anfægtede forordning (8. betragtning) bekræftes 12.-19. betragtning tilkommissionsforordningen.

132.

    I 18. betragtning til sidstnævnte forordning anførte Kommissionen følgendevedrørende argumentet om, at priserne i USA på grund af patentbeskyttelsen afaspartam dér ikke reelt var sammenlignelige priser:

»Kommissionen kan ikke acceptere denne påstand som berettiget. Skadevoldendeprisdiskrimination fordømmes i EF-lovgivningen og international ret uansetgrundene til en sådan diskrimination. Patentet i USA er som sådant ikkebestemmende for prisniveauet for hjemmemarkedet. Hvis eksportøren benytter sinstilling som patenthaver til at tage højere priser på hjemmemarkedet end vedeksportsalg, må en sådan praksis tilskrives hans forretningsmæssigebeslutningsfrihed. Der er ingen grund til, at en sådan prisdifferentiering i det

omfang, den påfører den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet skade, ikke skalvære omfattet af antidumpingreglerne.«

133.

    Det anførte var tilstrækkeligt til, at de berørte parter kunne få kendskab tilgrundlaget for den trufne foranstaltning, således at de kunne forsvare deresrettigheder, og til, at Retten kan udøve sin prøvelsesret. Forordningen må følgeligpå det nævnte punkt anses for at være blevet tilstrækkeligt begrundet.

134.

    Anbringendet må herefter forkastes.

Anbringenderne om tilsidesættelse af traktaten og af grundforordningens artikel 2,stk. 1, artikel 4 og artikel 13 og om forkert beregning af antidumpingtolden

Parternes argumenter

135.

    Sagsøgerne har i første række gjort gældende, at fællesskabsinstitutionerne haranlagt et åbenbart urigtigt skøn vedrørende de af sagsøgerne fremlagt bevisligheder,og at de endvidere har tilsidesat bestemmelserne vedrørende konstatering af skadei GATT's antidumpingkodeks og i grundforordningen.

136.

    Sagsøgerne anfører, at det ved de nævnte bevisligheder var blevet dokumenteret,at EF-producenten ikke blev påført nogen betydelig skade, og at selskabetsresultater var så gode, som man med rimelig kunne forvente. HSC kunne ikke medrimelighed forvente inden for et år efter påbegyndelsen af selskabets produktionaf opnå en fortjeneste, og slet ikke en fortjeneste på 8%.

137.

    Ved starten af undersøgelsen havde EF-producenten fremstillet aspartam i mindreend seks måneder og befandt sig derfor stadig i opstartsfasen. Virksomheden varny på markedet og udsat for mange vanskeligheder som f.eks. sagsøgernesteknologiske forspring, manglende stordriftsfordele under opstartsfasen og detforhold, at virksomheden i en periode savnede erfaring. Virksomheden var ikkeeffektiv, heller ikke i betragtning af den relativt laveproduktionskapacitetsudnyttelsesgrad. Dens omkostninger var meget høje (jf. 49.betragtning til kommissionsforordningen, der omtaler betydelige omkostninger iindkøringsperioden). Navnlig repræsenterede virksomhedens finansielleomkostninger mellem 5 og 15% af dens samlede omkostninger, hvilket tyder påstore gældsbyrder.

138.

    EF-producenten opererede på et marked, der var præget af et prisfald påaspartam, som skyldtes markedsvilkårene. Konkurrencen på markedet iFællesskabet fra en lang række andre effektive og billige sødemidler, der skyldtesen manglende indgående lovregulering og den omstændighed, at forbrugerne iFællesskabet i mindre grad end de amerikanske og japanske forbrugere interesserersig for de sundhedsmæssige aspekter af disse produkter, havde medført etbetydeligt prisfald siden 1983, dvs. fem år før påbegyndelsen af HSC's produktion.

139.

    På trods af disse vilkår opnåede EF-producenten en betydelig omsætning afaspartam. Det er ikke blevet godtgjort, at det fald i efterspørgslen, der ville væreindtruffet i tilfælde af højere priser, ikke ville have neutraliseret indtægtsstigningen,og dermed så meget mindre, at der ville være sket en løsning af det problem, somunderudnyttelsen af HSC's produktionskapacitet udgjorde. På grund af det snarligeophør af gyldighedsperioden for NSC's patent havde EF-producenten endvideregode udsigter til at opnå en omsætning på det særligt lukrative amerikanskemarked og til større stordriftsfordele.

140.

    Det fremgår af de af sagsøgerne fremlagt bevisligheder, herunder navnlig den afrådgivningsfirmaet McKinsey udfærdigede analyse, at en virksomhed, der går indfor første gang på et marked i udvikling, ikke kan regne med at opnå en økonomiskbalance inden for de første år. Det er urealistisk at forestille sig, at der uden enbetydelig prisnedsættelse kan erobres kunder fra allerede etablerede producenter.Det gælder endvidere, at en ny virksomhed, der søger at øge sin markedsandel vedat underbyde, udsætter sig selv for den risiko, at tendensen til prisfald forstærkes,således at virksomheden kun opnår en rent symbolsk markedsandel, hvilket såmeget mere vil være tilfældet, når priserne allerede er lave som følge afkonkurrence fra substituerende produkter.

141.

    I replikken har sagsøgerne gjort gældende, at fællesskabsinstitutionerne ikkebegrundede, hvorfor HSC burde have nået en højereproduktionskapacitetsudnyttelsesgrad og straks burde have været i stand til at sælgeenhver mængde aspartam, som virksomheden kunne producere.

142.

    Sagsøgerne har for det andet gjort gældende, at det var med urette, atKommissionen anførte, at den omtvistede import var årsagen til den angiveligeskade, og herunder navnlig, at »NSAG's nedsættelse af eksportpriserne sketesamtidig med klagerens første optræden på EF-markedet« (45. betragtning tilkommissionsforordningen).

143.

    Det anførte om, at konkurrencen blev øget efter udløbet af patenternesgyldighedsperiode i Fællesskabet, mellem 1986 og 1988 (54. betragtning tilkommissionsforordningen), er endvidere i strid med den konklusion, hvorefter denomtvistede import var årsagen til prisfaldet. Hvad derimod angår markedet i USAgav den stigende efterspørgsel, forbuddet mod cyklamat, anbefalingerne om ikkeat bruge sakkarin og NSC's patent grundlag for en prisstigning.

144.

    Fællesskabsinstitutionerne har i tidligere tilfælde taget hensyn til forhold, der lignerforholdene i denne sag, navnlig til konkurrence inden for Fællesskabet og til megethøje omkostninger for EF-producenterne, og har på dette grundlag antaget, at derikke har kunnet være nogen årsagssammenhæng mellem den pågældende importog skaden for erhvervsgrenen i Fællesskabet (Kommissionens beslutning86/344/EØF af 17.7.1986 om afslutning af antidumpingproceduren vedrørende

importen af Portland cement med oprindelse i Den Tyske Demokratiske Republik,Polen og Jugoslavien (EFT L 202, s. 43, 24. betragtning)).

145.

    For det tredje har sagsøgerne gjort gældende, at fællesskabsinstitutionerne hartilsidesat grundforordningens artikel 13, stk. 3, idet de ansatte den antidumpingtold,der var nødvendig for at afhjælpe den angivelige skade, for højt.Antidumpingtolden blev således fastlagt på grundlag af en referencepris, ved hvisberegning fællesskabsinstitutionerne baserede sig på EF-producentensomkostninger. Da disse omkostninger var uforholdsmæssigt høje, burdereferenceprisen have været fastlagt på grundlag af omkostningerne hos en afeksportørerne eller hos en producent inden for en lignende branche eller,subsidiært, være blevet fastsat til prisen i Fællesskabet, eller - under forudsætningaf underbud - til prisen i Fællesskabet forhøjet med et beløb svarende hertil, ilighed med, hvordan fællesskabsinstitutionerne er gået frem i andre tilfælde (jf.f.eks. Kommissionens forordning (EØF) nr. 3232/89 af 24.10.1989 om indførelse afen midlertidig antidumpingtold på importen af farvefjernsynsmodtagere med lillebilledskærm med oprindelse i Republikken Korea (EFT L 314, s. 1) ogKommissionens forordning (EØF) nr. 129/91 af 11.1.1991 om indførelse af enmidlertidig antidumpingtold på importen af farvefjernsynsmodtagere med lillebilledskærm med oprindelse i Hong Kong og Den Kinesiske Folkerepublik (EFTL 14, s. 31)). I en række tilfælde har fællesskabsinstitutionerne endog regnet medden mest konkurrencedygtige producents omkostninger.

146.

    Selv om man går ud fra, at den angivelige skade udelukkende skyldtes importen,må referenceprisen alligevel antages at have været fejlagtig. Deproduktionsomkostninger, som fællesskabsinstitutionerne lagde til grund, var såekstremt høje, at de kun kunne være resultatet af en regnefejl.

147.

    Sagsøgte og intervenienten har gjort gældende, at anbringenderne bør forkastes. Deanfører i det væsentlige, at der ved fastlæggelsen af skaden, ved konstateringen af,at der var en årsagssammenhæng mellem denne og dumpingimporten, og vedberegningen af antidumpingtolden på behørig måde blev taget hensyn til, at EF-producenten var en ny virksomhed på markedet, og til, at selskabet derfor varmindre konkurrencedygtigt end sagsøgerne. Det savner endvidere grundlag, atkonkurrence fra andre sødemidler var så stor for så vidt angår priser, at dettekunne have været årsag til skaden.

Rettens bemærkninger

148.

    Afgørelsen om, hvorvidt der foreligger en skade, og om, hvorvidt der er enårsagssammenhæng mellem denne og den pågældende dumpingimport, forudsætteren vurdering af komplicerede økonomiske spørgsmål. Fællesskabsinstitutionerneråder herved over et vidt skøn (jf. f.eks. Domstolens dom af 7.5.1991, sag C-69/89,Nakajima mod Rådet, Sml. I, s. 2069, præmis 86, og Rettens dom af 28.9.1995, sagT-164/94, Ferchimex mod Rådet, Sml. II, s. 2681, præmis 111 og 131).

149.

    I den anfægtede forordning (26. betragtning) anførte sagsøgte:

»... ved afgørelsen af, om den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet er blevetpåført væsentlig skade, er der taget hensyn til følgende faktorer:

Fællesskabsproducenten begyndte at sælge den pågældende vare i 1988 og vandten forholdsvis lille del af markedet i Fællesskabet, hvor de amerikanske ogjapanske producenter/eksportører stadig har langt den største andel. Denneindtrængen på markedet blev af de amerikanske konkurrenter imødegået med enbetydelig prisnedsættelse, som førte til væsentlige tab for fællesskabsproducentenog hindrede ham i at forøge udnyttelsen af produktionskapaciteten, hvorved derkunne være opnået stordriftsfordele. Ved udgangen af undersøgelsesperioden havdetabet nået et omfang, som direkte truede den pågældende erhvervsgrens fortsattebeståen«.

150.

    Hvad angår spørgsmålet om EF-producentens angiveligt manglende effektivitetbemærkes, at den omstændighed, at en producent i Fællesskabet er udsat forvanskeligheder, der også skyldes andre forhold end dumpingen, ikke er nogenbegrundelse for ganske at udelukke enhver form for beskyttelse af producentenmod den skade, der skyldes dumpingen (Domstolens domme af 5.10.1988 i sagenBrother Industries mod Rådet, a.st., præmis 42, og i de forenede sager 277/85 og300/85, Canon m.fl. mod Rådet, Sml. s. 5731, præmis 63).

151.

    Det bemærkes herefter, at EF-producenten i undersøgelsesperioden stadig befandtsig i opstartsfasen. Det fremgår af et dokument, som sagsøgerne som svar påRettens spørgsmål af 22. januar 1997 har fremlagt, at sagsøgernesproduktionsomkostninger i de to første år efter, at de havde påbegyndtproduktionen, var mere end dobbelt så høje som deres produktionsomkostningeri undersøgelsesperioden. Selv om man går ud fra det af sagsøgerne anførte,hvorefter deres produktionsomkostninger i undersøgelsesperioden var omkring dethalve af EF-producentens, kan fællesskabsinstitutionerne herefter ikke antages athave overskredet grænserne for deres skønsmæssige beføjelser ved at regne medEF-producentens omkostninger ved fastlæggelsen af den referencepris, underhvilken EF-producenten måtte antages at blive påført en skade.

152.

    Hvad angår konkurrencen fra andre og billigere sødemidler, der kan erstatteaspartam, fremgår det af 31. betragtning til den anfægtede forordning, at sagsøgteskønnede, at den omstændighed, at der var andre effektive fødemidler påmarkedet, ikke i væsentlig grad påvirkede prisen på aspartam, og at dette forholdikke var årsagen til det prisfald, der indtraf fra det tidspunkt, hvor EF-producentenbesluttede at gå ind på markedet. I sine svar på Rettens spørgsmål af 22. januar1997 og under retsmødet har sagsøgte gjort gældende, at konkurrencen fra andresødemidler var begrænset som følge af aspartams særlige kvaliteter, herundernavnlig dette sødemiddels smag.

153.

    I betragtning af aspartams smagsmæssige overlegenhed kunne sagsøgte medrimelighed antage, at efterspørgslen efter dette sødemiddel ikke i væsentlig gradblev påvirket af andre og billigere effektive sødemidler på markedet, når henses tilde nedenfor angivne oplysninger, der fremgår af sagens akter, herunder navnlig afoversigterne i den rapport, som sagsøgerne med henblik på besvarelsen af Rettensspørgsmål af 22. januar 1997 lod rådgivningsfirmaet LMC International udfærdigei marts 1997. For det første har aspartam skabt sig en sikker stilling på markedet,selv om stoffet er dyrere end andre sødemidler. For det andet køber brugere afsødemidler ikke blot de billigste, idet efterspørgslen efter aspartam i Fællesskabeti øvrigt steg efter indførelsen af antidumpingtolden. For det tredje repræsentererudgiften til et effektivt sødemiddel kun en marginal del af de samlede omkostningeri forbindelse med det færdige produkt.

154.

    Under disse omstændigheder er det ligeledes en rimelig antagelse, at en producentaf aspartam, også selv om den pågældende virksomhed er ny på markedet, vil værei stand til at opnå en fortjeneste på 8% inden for 18 måneder, så meget mere nårhenses til, at denne fortjenstmargen blev ansat ud fra teoretiskeproduktionsomkostninger fastlagt på grundlag af en forudsætning om en maksimalproduktionskapacitetsudnyttelse. At antagelsen er rimelig, støttes af det forhold, atdet kunne forventes, at brugerne reagerede positivt, for så vidt der var tale om enny virksomhed på et marked præget af et monopol.

155.

    Hvad angår prisfaldet på aspartam i Fællesskabet har sagsøgerne ikke afkræftetrigtigheden af, hvad sagsøgte har anført i sine svar på Rettens spørgsmål af 22.januar 1997, og hvorefter lavere omkostninger kunne forklare prisfaldet mellem1983 og 1987, men ikke det senere prisfald. Sagsøgerne har heller ikke imødegåetdet af sagsøgte anførte, hvorefter afstanden mellem prisfaldet og faldet isagsøgernes produktionsomkostninger blev forøget fra og med 1986, idet prisfaldetaccelererede i forhold til faldet i produktionsomkostningerne.

156.

    Det anførte om, at »NSAG's nedsættelse af eksportpriserne skete samtidig medklagerens første optræden på EF-markedet« (45. betragtning tilkommissionsforordningen og 30. betragtning til rådsforordningen), er måske en lidtunuanceret betragtning, men antagelsen om, »at ansvaret for beslutningen om atlade priserne falde til et tabgivende niveau ligger klart hos NSAG og denamerikanske og den japanske eksportør, og virkningerne af en sådan prispolitik ...ikke [kan] tilskrives vanskelighederne i HSC's produktionsproces« (49. betragtningtil kommissionsforordningen og 33. betragtning til rådsforordningen), er derimodfuldt ud rimelig.

157.

    Sagsøgerne har ikke bestridt, at NSC's administrerende direktør i 1989 (jf. enartikel den 2.9.1989 i den nederlandske avis De Financiële Telegraaf, der er vedlagtsvarskriftet) udtalte følgende: »Maard de prijs is geen punt. Wij zullen zonodigonder de prijs van iedere concurrent duiken. Dat kunnen we ons veroorlovenomdat wij meer dan ieder ander hebben kunnen investeren in efficiency, daartoein staat gesteld door de ruime middelen waarover wij dank zij ons patent konden

beschikken.« (»Priserne er ikke noget problem. Vi kan i givet fald underbydeenhver pris hos en hvilken som helst konkurrent, da vi mere end nogen anden kaninvestere i effektivitet som følge af de betydelige midler, vi råder over takket værevores patent.«) Sagsøgerne har heller ikke bestridt, at de rent faktisk nedsattepriserne (40. betragtning til kommissionsforordningen og 26. betragtning tilrådsforordningen), øgede eksporten til Fællesskabet i absolutte tal (37. betragtningtil kommissionsforordningen og 26. betragtning til rådsforordningen) og lod derespriser falde betydeligt (39. betragtning til kommissionsforordningen og 26. og 31.betragtning til rådsforordningen).

158.

    Det må herefter fastslås, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at sagsøgte overskredgrænserne for sine skønsmæssige beføjelser ved at antage, at EF-producenten varblevet påført en skade, og at dumpingimporten var årsagen hertil.

159.

    Den indførte antidumpingtold svarer til forskellen mellem henholdsvisreferenceprisen, dvs. den mindstepris, til hvilken aspartam kan importeres tilFællesskabet uden at påføre den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet skade,og eksportprisen. Det fremgår af bemærkningerne i præmis 150-158, at det ikkeer blevet godtgjort, at fællesskabsinstitutionerne baserede sig på urimeligeforudsætninger ved beregningen af den told, der måtte anses for nødvendig for atafhjælpe skaden. Hvad angår spørgsmålet om en eventuel regnefejl har sagsøgernegjort gældende, at en sådan må foreligge, idet de omkostninger, der blev regnetmed ved fastlæggelsen af referenceprisen, var mere end dobbelt så høje somsagsøgernes egne omkostninger. Det fremgår af bemærkningerne i præmis 151, atdet er en rimelig antagelse, at produktionsomkostningerne hos en producent afaspartam, der befinder sig i opstartsfasen, er mere end dobbelt så høje somproduktionsomkostninger hos en producent, der har fremstillet aspartam i lang tid.Det anførte er herved ikke nogen tilstrækkelig dokumentation for, at der blevbegået en fejl ved beregningen af referenceprisen, ligesom det ikke i øvrigt støtter,at der skulle være begået en sådan fejl.

160.

    Hvad endelig angår det af sagsøgerne anførte, hvorefter der ikke blev givet nogentilstrækkelig begrundelse for, at HSC burde være nået op på en højereproduktionskapacitetsudnyttelsesgrad, har sagsøgerne fremsat dette argument forførste gang i replikken. Det af sagsøgerne anførte er derfor fremført for sent ogkan dermed ikke tages i betragtning. Følgelig er en nærmere undersøgelseufornøden.

161.

    De ovenfor undersøgte anbringender må herefter forkastes.

III - Særlige anbringender i sag T-159/94

Anbringendet om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og af traktatens artikel 190

Parternes argumenter

162.

    Ajico har gjort gældende, at fællesskabsinstitutionerne har krænket selskabetsrettigheder i henhold til kontradiktionsprincippet (Domstolens dom af 23.10.1974,sag 17/74, Transocean Marine Paint mod Kommissionen, Sml. s. 1063, præmis 15)og tilsidesat den GATT-anbefaling vedrørende tilgængelige oplysninger i henholdtil artikel 6, stk. 8, der blev vedtaget den 8. maj 1984 af GATT'sAntidumpingudvalg (GATT, BISD, 31st Supplement, s. 283). Den af Kommissionenanlagte vurdering, hvorefter sagsøgeren samarbejdede i utilstrækkelig grad,medførte, at Kommissionen afslog at basere sig på de af selskabet fremlagteoplysninger og fastlagde den normale værdi på grundlag af priserne på markedeti USA, med den følge, at der blev indført uforholdsmæssig høj told. Den nævntevurdering og den på grundlag heraf trufne beslutning berørte således i væsentliggrad sagsøgerens interesser. Sagsøgeren blev ikke underrettet om forholdet føroffentliggørelsen af kommissionsforordningen, hvorved selskabet ikke fik lejlighedtil at fremsætte sine bemærkninger vedrørende spørgsmålet.

163.

    Sagsøgeren samarbejdede under alle omstændigheder i det omfang, det var muligt,i forbindelse med indhentelsen af oplysninger og under forløbet af undersøgelsen.Kommissionen ønskede at undersøge, hvor store mængder der blev solgt på detjapanske marked, og at indhente oplysninger om produktionsomkostningerne. Hvadangår sagsøgerens omsætning på det japanske marked fremlagde selskabet for detførste de disponible statistiske oplysninger vedrørende forsendelser fra fabrikken,for det andet fakturaer dækkende hele omsætningen (2,4 mio. fakturaer), herunderfakturaerne vedrørende aspartam, og for det tredje i form af mikrofilm demånedlige og periodiske fakturaer vedrørende omsætningen pr. kunde, herunderfakturaerne vedrørende omsætningen af aspartam. Hvad angårproduktionsomkostningerne fremlagde sagsøgeren fuldstændig dokumentationvedrørende disse i de to perioder af selskabets regnskabsår (1.10.1988 - 30.9.1989),som omfattede tre fjerdedele af undersøgelsesperioden. Under Kommissionensbesøg blev der endvidere fremlagt oplysninger vedrørendeproduktionsomkostningerne i sidste kvartal af 1989, hvorved der dog ikke blevsondret mellem de forskellige produkter, idet sagsøgeren ikke havde hafttilstrækkelig tid til særligt at beregne produktionsomkostningerne for aspartam. Deter imidlertid almindelig praksis - når der ikke er et tidsmæssigt sammenfald mellemundersøgelsesperioden og den pågældende virksomheds regnskabsår - atekstrapolere fra de tilgængelige oplysninger (Rådets forordning (EØF) nr. 112/90af 16.1.1990 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse cd-afspillere med oprindelse i Japan og Republikken Korea og om endelig opkrævningaf den midlertidige told (EFT L 13, s. 21), Kommissionens forordning (EØF)nr. 2054/91 af 11.7.1991 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold påimporten af dihydrostreptomycin med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik(EFT L 187, s. 23) og Rådets forordning (EØF) nr. 729/92 af 16.3.1992 omindførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse typertermokopieringspapir med oprindelse i Japan og om endelig opkrævning af denmidlertidige antidumpingtold (EFT L 81, s. 1)).

164.

    Sagsøgte og intervenienten har gjort gældende, at anbringendet bør forkastes, idetde i det væsentlige har anført, at det ikke kan føre til en afgørelse ioverensstemmelse med sagsøgerens påstande, da den ved den anfægtede forordninganvendte hjemmel for fastlæggelsen af den normale værdi ikke vargrundforordningens artikel 7, stk. 7, litra b), hvorefter fællesskabsinstitutionerne itilfælde af utilstrækkeligt samarbejde fra den berørte parts side kan basere sig påde tilgængelige oplysninger, men forordningens artikel 2, stk. 6.

Rettens bemærkninger

165.

    Det bemærkes, at det ved nærværende anbringende gøres gældende, at der er sketen tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet derved, at sagsøgeren ikke fikmulighed for at gøre sine synspunkter gældende vedrørende Kommissionensvurdering, hvorefter selskabet havde samarbejdet i utilstrækkelig grad.

166.

    Ved den anfægtede forordning blev den normale værdi imidlertid ikke fastlagt pågrundlag af grundforordningens artikel 7, stk. 7, litra b), hvorefterfællesskabsinstitutionerne i tilfælde af utilstrækkeligt samarbejde fra den berørteparts side kan basere sig på de tilgængelige oplysninger, men på grundlag afforordningens artikel 2, stk. 6.

167.

    Spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren fik mulighed for at gøre sine synspunktergældende vedrørende den nævnte vurdering, var følgelig uden betydning for denanfægtede forordning. Selv om man derfor går ud fra, at fællesskabsinstitutionerneikke gav sagsøgeren mulighed for at gøre sine synspunkter gældende - hvilketspørgsmål det er ufornødent at tage stilling til - ændrer dette forhold intet vedRådets konklusioner, således som disse fremgår af den anfægtede forordning.

168.

    Anbringendet må herefter forkastes.

Anbringendet om tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 6

Parternes argumenter

169.

    Ajico har gjort gældende, at fællesskabsinstitutionerne i henhold tilgrundforordningens artikel 2, stk. 6, og GATT skal fastlægge den normale værdipå grundlag af en pris, der er en sammenlignelig pris.

170.

    Salgsprisen for aspartam i USA var herved som følge af NSC's patent på dettemarked ikke en pris, der var en sammenlignelig pris. Da sagsøgeren endvidere efterpatentet ikke måtte sælge aspartam til tredjelande i forhold til USA, kunneselskabets priser ikke påvirke NSC's priser i samme land og heller ikke påvirkes afdisse, idet de var et resultat af vilkårene på markedet i Japan. Det er såledesuantageligt at lade sagsøgeren bære følgerne af de særlige økonomiske og retligeforhold i USA.

171.

    Da den pris, som skulle betales på markedet i USA, ikke var en sammenligneligpris, burde den normale værdi have været fastlagt på grundlag af prisen ioprindelseslandet.

172.

    Dette må så meget mere gælde, når henses til, at de pågældende mængderaspartam, der blev forsendt fra Japan, i USA blot befandt sig i transit. Begrebettransit i grundforordningens artikel 2, stk. 6, omfatter tilfælde, hvor forsendelsengennem et andet land ikke påvirker markedsvilkårene dér og heller ikke påvirkesaf disse.

173.

    Et sådant tilfælde foreligger her, idet de mængder aspartam, der blev forsendt fraJapan, ikke var bestemt til videresalg i USA, men udelukkende skulle gøre detmuligt for NSC at drage fordel af den amerikanske ordning vedrørendetilbagebetaling af importafgifter. Sagsøgerens andel af kapitalen i det fællesejedeselskab NSAG skabte heller ikke grundlag for nogen indflydelse fra sagsøgerensside på priserne, idet patentet dækkede markedet i USA. Det forhold, atsagsøgeren også solgte aspartam til NSC med henblik på videresalg i USA, havdeingen sammenhæng med forsendelserne af aspartam bestemt til videresalg iFællesskabet. Disse forsendelser blev ikke alene registreret særskilt, men blev ogsåfaktureret til en anden pris. Ajico bevarede kontrollen med de pågældendeforsendelser efter levering til NSC, idet selskabet var kontraktligt forpligtet til straksat videresælge disse mængder aspartam til Deutsche Ajinomoto GmbH,sagsøgerens forhandlerdatterselskab i Europa, som derefter skulle overdragemængderne til NSAG. Endelig gælder det, at selv om det er rigtigt, at aspartammed oprindelse i Japan blev ompakket i større beholdere eller videreforarbejdettil granulat for at lette håndteringen, angik dette kun en meget lille andel af depågældende forsendte mængder aspartam, nemlig henholdsvis 1,4 og 7%. Hertilkommer, at denne praksis var begrænset til perioden fra november 1988 tildecember 1989, der var næsten nøjagtigt sammenfaldende medundersøgelsesperioden, idet formålet alene var at opfylde ordrer fra kunder iFællesskabet, som blev afgivet efter afsendelsen fra Japan.

174.

    Da omfanget af omsætningen på markedet i oprindelseslandet ikke nåede op på5% af omsætningen på markedet i Fællesskabet, og det efter grundforordningensartikel 2, stk. 6, ikke er udelukket at beregne den normale værdi i medfør afforordningens artikel 2, stk. 3, burde den normale værdi herefter have væretberegnet på grundlag af sagsøgerens produktionsomkostninger forhøjet med enrimelig fortjeneste. Som anført i forbindelse med det foregående anbringende,havde Kommissionen mulighed for at undersøge sagsøgerensproduktionsomkostninger.

175.

    Sagsøgte og intervenienten har gjort gældende, at betingelserne for i medfør afgrundforordningens artikel 2, stk. 6, at fastlægge den normale værdi på grundlagaf en sammenlignelig pris, der faktisk blev betalt eller skulle betales ioprindelseslandet (Japan), ikke var opfyldt, navnlig da de pågældende mængderaspartam i undersøgelsesperioden ikke blot blev forsendt i transit gennem

eksportlandet (USA). Sagsøgte anfører endvidere, at betingelserne for at fastlæggeden normale værdi på grundlag af en pris, der faktisk blev betalt eller skulle betalesi eksportlandet, derimod var opfyldt, idet den pågældende pris var ensammenlignelig pris. Sagsøgte og intervenienten gør herefter gældende, atanbringendet bør forkastes.

Rettens bemærkninger

176.

    Grundforordningens artikel 2, stk. 6, indeholder følgende bestemmelse:

»Indføres en vare ikke direkte fra oprindelseslandet, men udføres til Fællesskabetfra et andet land, er den normale værdi den sammenlignelige pris, der faktisk erbetalt, eller som skal betales, for samme vare på enten eksportlandets elleroprindelseslandets hjemmemarked. Sidstnævnte kunne f.eks. være et egnetgrundlag, såfremt varen blot forsendes i transit gennem eksportlandet, eller hvissådanne varer ikke produceres i eksportlandet, eller når der ikke findes nogensammenlignelig pris for disse varer i eksportlandet.«

177.

    Det er ubestridt, at de mængder aspartam, som Ajico solgte, ikke blev indført tilFællesskabet direkte fra oprindelseslandet (Japan), men fra et andet land (USA).

178.

    I et sådant tilfælde råder fællesskabsinstitutionerne i henhold til grundforordningensartikel 2, stk. 6, over et vidt skøn ved afgørelsen om, hvorvidt der skal regnes medenten den pris, der faktisk betales eller skal betales på markedet i eksportlandet,eller med den pris, der faktisk betales eller skal betales på markedet ioprindelseslandet, dog således, at der skal være tale om en pris, der er ensammenlignelig pris.

179.

    Fællesskabsinstitutionerne valgte at fastlægge den normale værdi på grundlag afden pris, der faktisk blev betalt eller skulle betales på eksportlandetshjemmemarked (markedet i USA).

180.

    Sagsøgeren har herved blot anført, at denne pris ikke kunne lægges til grund, daden pågældende vare var omfattet af et patent, hvorved sagsøgeren ikke hargodtgjort, at der var tale om en pris, som ikke var en sammenlignelig pris.

181.

    I øvrigt var betingelserne for, at fællesskabsinstitutionerne kunne basere sig påpriserne i oprindelseslandet (Japan), ikke opfyldt. De pågældende mængderjapansk aspartam blev ikke blot forsendt i transit gennem USA, idet de rent faktiskblev solgt til et amerikansk selskab, og idet de delvis blev videreforarbejdet ogompakket.

182.

    Det tiltrædes følgelig, at fællesskabsinstitutionerne fastlagde den normale værdi pågrundlag af den pris, der blev betalt eller skulle betales på markedet i USA.

183.

    Anbringendet må herefter forkastes.

IV - Særlige anbringender i sag T-160/94

Anbringendet om tilsidesættelse af væsentlige procedureregler og af traktatens artikel190

Parternes argumenter

184.

    NSC har gjort gældende, at sagsøgte i den anfægtede forordning alene bemærkede,at Kommissionen ikke havde kunnet godtage de af sagsøgeren foreslåede tilsagn,idet sagsøgte ikke angav nogen begrundelse for sin egen beslutning om ikke atgodtage disse tilsagn. Det fremgår herved af Domstolens domme af 7. maj 1987 isagen NTN Toyo Bearing m.fl. mod Rådet, jf. ovenfor, og i sagen Nachi Fujikoshimod Rådet, jf. ovenfor, og af Domstolens dom af 7. maj 1987 (sag 256/84, KoyoSeiko mod Rådet, Sml. s. 1899), sammenholdt med Domstolens dom af 14. marts1990 (sag C-156/87, Gestetner Holdings mod Rådet og Kommissionen, Sml. I,s. 781), at det henhører under Rådet at træffe den endelige afgørelse om ikke atacceptere et forslag om tilsagn, som er en beslutning, der i væsentlig grad berørerden pågældende sagsøgers interesser. For at gøre det muligt for den pågældendeEF-retsinstans at udøve sin kontrol, burde sagsøgte have begrundet sin beslutningom dette spørgsmål. Ved at undlade dette krænkede sagsøgte fundamentalerettigheder i henhold til kontradiktionsprincippet.

185.

    Endvidere tog sagsøgte heller ikke stilling til de argumenter, som sagsøgeren i sinskrivelse af 15. maj 1991 havde fremført over for den af Kommissionen angivnebegrundelse for ikke at godtage tilsagnene. Sagsøgte tilsidesatte dermed traktatensartikel 190 og krænkede fundamentale rettigheder i henhold tilkontradiktionsprincippet. Følgelig bør den anfægtede forordnings artikel 1 og 2annulleres.

186.

    Sagsøgte og intervenienten har gjort gældende, at anbringendet bør forkastes, idetsagsøgeren modtog en tilstrækkelig præcis begrundelse for, at tilsagnene ikke kunnegodtages.

Rettens bemærkninger

187.

    I 49. betragtning til den anfægtede forordning anføres det:

»... Kommissionen fastslog efter at have afholdt konsultationer, at disse tilsagn ikkekunne godtages. Den underrettede producenterne/eksportørerne om grunden tildenne afgørelse.«

188.

    Denne henvisning til den af Kommissionen angivne begrundelse må forstås således,at sagsøgte tilsluttede sig denne.

189.

    Den nævnte begrundelse blev herved meddelt sagsøgeren ved Kommissionensskrivelse af 7. maj 1991. Det fremgår i det væsentlige af denne skrivelse, at deforeslåede tilsagn ikke kunne godtages på grund af de indskrænkninger afkonkurrencen, de ville have medført på markedet for aspartam, som var stærktpræget af, at der kun var ganske få økonomiske aktører. I skrivelsen anførtes detendvidere, at de pågældende tilsagn ville have medført, at de vigtigste producenterhavde måttet fastsætte deres priser på en for den anden producent forudsigeligmåde.

190.

    Det fremgår klart og utvetydigt af denne underbyggede begrundelse, hvilkebetragtninger den pågældende fællesskabsinstitution lagde til grund, ligesombegrundelsen gør det muligt for Retten at udøve sin prøvelsesret. Det fremgårendvidere af sagsøgerens skrivelse af 15. maj 1991, at selskabet var bekendt medgrundene til, at de foreslåede tilsagn ikke kunne godtages, idet selskabet anfægtededisse grunde. Beslutningen om ikke at godtage de foreslåede tilsagn må herefteranses for at være blevet tilstrækkeligt begrundet (jf. den ovenfor i præmis 130citerede retspraksis).

191.

    I øvrigt kunne sagsøgte lovligt indskrænke sig til at henvise til Kommissionensvurdering, idet det alene er Kommissionen, der har kompetence til at træffeafgørelse om, hvorvidt foreslåede tilsagn bør godtages (kendelsen i sagen Miwonmod Kommissionen, a.st., præmis 27).

192.

    Anbringendet må herefter forkastes.

Anbringendet om krænkelse af sagsøgerens patentrettigheder i USA

Parternes argumenter

193.

    NSC har gjort gældende, at fællesskabsinstitutionerne ved at fastlægge den normaleværdi på grundlag af priserne i USA indirekte påtvang sagsøgeren at afstå fra atanvende så høje priser som muligt på markedet i USA. Dette var udtryk for, atfællesskabsinstitutionerne retsstridigt og uden at yde erstatning gennemførte enekspropriation af sagsøgerens patentrettigheder. Det er imidlertid i henhold tilfællesskabsrettens almindelige principper en forudsætning for enhver form forekspropriation, at der ydes erstatning (generaladvokat Capotorti's forslag tilafgørelse ad Domstolens dom af 13.12.1979, sag 44/79, Hauer, Sml. s. 3727, punkt7, på s. 3760).

194.

    Subsidiært gør NSC gældende, at selv om det antages, at fællesskabsinstitutionernesbeslutning ikke var udtryk for en ekspropriation af den nævnte art, indskrænkerbeslutningen under alle omstændigheder i uforholdsmæssig grad sagsøgerens ret tilfrit at gøre brug af sine patentrettigheder. Fællesskabsinstitutionerne havde kunnetbasere sig på prisen ved eksport til tredjelande, eller de kunne som foreslået afsagsøgeren have fastlagt en beregnet værdi. Disse fremgangsmåder ville have

medført en mindre begrænsning af sagsøgerens mulighed for i kraft af patentet atanvende højere priser på markedet i USA.

195.

    Sagsøgte har imødegået sagsøgerens argumentation, idet sagsøgte i det væsentligehar gjort gældende, at der bestod en forpligtelse til at fastlægge den normale værdipå grundlag af den pris, der faktisk blev betalt eller skulle betales på markedet iUSA. Intervenienten har anført, at for så vidt det med anbringendet søges fastslået,at fællesskabsinstitutionerne har krænket sagsøgerens industrielle ejendomsret ihenhold til amerikansk lovgivning, eller at de retsstridigt har foregrebet udøvelsenaf denne, er Retten inkompetent. Sagsøgte og intervenienten gør gældende, atanbringendet bør forkastes.

Rettens bemærkninger

196.

    Sagsøgeren kan ikke antages at have godtgjort, at selskabet på nogen nærmerebestemt måde skulle være blevet forhindret i at udøve sine patentrettigheder.Sagsøgeren har således alene anført, at selskabet på grund af den anfægtedeforordning blev forhindret i at anvende så høje priser som muligt på markedet iUSA. Selv om man går ud fra, at sagsøgerens patentrettigheder i USA omfattedeen ret til at anvende så høje priser som muligt på markedet dér, savner det anførtefaktuelt grundlag. Ingen af de omtvistede antidumpingforanstaltninger kan antagesat have begrænset NSC's mulighed for at anvende de priser på markedet i USA,som selskabet ønskede.

197.

    Anbringendet må herefter forkastes.

Sagsomkostningerne

198.

    Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betalesagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgerne har tabtsagerne, og sagsøgte har nedlagt påstand om, at de tilpligtes at betalesagsomkostningerne, hvorfor sagsøgerne bør dømmes til ud over at bære deresegne omkostninger at betale sagsøgtes. I henhold til procesreglementets artikel 87,stk. 4, bærer institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. Derbør følgelig træffes bestemmelse om, at intervenienten bærer sine egneomkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Femte Udvidede Afdeling)

1)    Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)    Sagsøgerne bærer deres egne omkostninger og betaler Rådets.

3)    Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber bærer sine egneomkostninger.

García-Valdecasas Tiili Azizi Moura Ramos Jaeger

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 18. december 1997.

H. Jung

J. Azizi

Justitssekretær

Afdelingsformand

Indhold

    Sagernes baggrund og forløb

II - 2

        Den pågældende vare

II - 2

        De økonomiske aktører og det pågældende marked

II - 3

        Den administrative procedure

II - 3

        De relevante antidumpingforordninger

II - 9

            1. Generelt

II - 9

            2. Kommissionsforordningen

II - 9

            3. Rådsforordningen

II - 10

        Retsforhandlinger

II - 11

    Parternes påstande

II - 12

    Realiteten

II - 12

        I - Sammenfatning af anbringenderne i sagen

II - 12

        II - Fælles anbringender i de to sager

II - 14

            Anbringenderne om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og omtilsidesættelse af grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra a) og b), og artikel8, stk. 4

II - 14

                A - Parternes argumenter

II - 14

                B - Rettens bemærkninger

II - 18

                    1. De særlige forhold på det pågældende marked og følgerne heraf

II - 19

                    2. Den angiveligt utilstrækkelige karakter af de oplysninger, som blevmeddelt før indførelsen af endelig told

II - 20

                    3. De meddelte oplysningers angiveligt utilstrækkelige karakter i forholdtil grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra a) (oplysninger fraHSC)

II - 20

                    4. De meddelte oplysningers angiveligt utilstrækkelige karakter i forholdtil grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra b)

II - 21

                    a)    Krav gældende for anmodninger om oplysninger

II - 21

                    b)    Undersøgelse af de fremsatte anmodninger om oplysninger og afde af fællesskabsinstitutionerne meddelte oplysninger

II - 21

                    i)    Generelle anmodninger om oplysninger

II - 22

                    ii) Anmodninger om oplysninger vedrørende konkrete spørgsmål

II - 22

                    Kritikpunkter for så vidt angår de ved skrivelse af 14. december 1990fremsatte anmodninger om oplysninger

II - 22

                    - Kapacitetsudnyttelsesgrad

II - 22

                    - Den periode, der blev lagt til grund som den, ved hvis udløb EF-producenten ville opnå en økonomisk balance og enfortjenstmargen på 8%

II - 23

                    - Inddragelse af subsidierne til EF-producenten og spørgsmålet omdisses forenelighed med traktaten

II - 23

                    - Den andel for generalomkostninger, der indgik i den referencepris,som blev betalt til datterselskabet DSM

II - 24

                    - NSAG's bestræbelser på at udvikle markedet

II - 24

                    Andre konkrete kritikpunkter

II - 24

                    - Detaljerede oplysninger om sammensætningen af referenceprisen

II - 24

                    - Inddragelse i referenceprisen af visse af EF-producentensomkostninger til etablering samt afskrivning

II - 26

                    - Råmaterialer købt hos forbundne virksomheder

II - 27

                    c) Konklusion

II - 27

            Anbringendet om tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 3

II - 27

                Parternes argumenter

II - 27

                Rettens bemærkninger

II - 28

            Anbringenderne om tilsidesættelse af traktaten og af grundforordningens artikel2, stk. 1, artikel 4 og artikel 13 og om forkert beregning afantidumpingtolden

II - 30

                Parternes argumenter

II - 30

                Rettens bemærkninger

II - 32

        III - Særlige anbringender i sag T-159/94

II - 35

            Anbringendet om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og af traktatensartikel 190

II - 35

                Parternes argumenter

II - 35

                Rettens bemærkninger

II - 37

            Anbringendet om tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 6

II - 37

                Parternes argumenter

II - 37

                Rettens bemærkninger

II - 39

        IV - Særlige anbringender i sag T-160/94

II - 40

            Anbringendet om tilsidesættelse af væsentlige procedureregler og af traktatensartikel 190

II - 40

                Parternes argumenter

II - 40

                Rettens bemærkninger

II - 40

            Anbringendet om krænkelse af sagsøgerens patentrettigheder i USA

II - 41

                Parternes argumenter

II - 41

                Rettens bemærkninger

II - 42

    Sagsomkostningerne

II - 42

1: Processprog: engelsk.