Sag T-136/05

EARL Salvat père & fils m.fl.

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Statsstøtte – foranstaltninger til omstilling af vinproduktionen – beslutning, hvorved støtten blev fundet delvis forenelig og delvis uforenelig med fællesmarkedet – annullationssøgsmål – formaliteten – begrundelsespligt – vurdering i henhold til artikel 87, stk. 1, EF«

Sammendrag af dom

1.      Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – akter, der fremkalder bindende retsvirkninger

(Art. 230 EF)

2.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – akter, der berører dem umiddelbart og individuelt

(Art. 230, stk. 4, EF)

3.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde

(Art. 87, stk. 1, EF og 253 EF)

4.      Statsstøtte – begreb – støtte med statsmidler

(Art. 87, stk. 1, EF)

1.      Der foreligger kun retsakter eller beslutninger, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål i medfør af artikel 230 EF, når foranstaltningerne har bindende retsvirkninger, som kan berøre sagsøgernes interesser gennem en væsentlig ændring af deres retsstilling. Det følger heraf, at den omstændighed alene, at en støtte ifølge en beslutning erklæres forenelig med fællesmarkedet og således i princippet ikke er bebyrdende for sagsøgeren, ikke i sig selv fritager Retten for at undersøge, om Kommissionens bedømmelse, indeholdt i beslutningen, har bindende retsvirkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser.

(jf. præmis 34 og 36)

2.      Andre personer end en beslutnings adressater vil kun kunne påstå, at de berøres individuelt, hvis beslutningen rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten for denne beslutning. En virksomhed kan derfor i princippet ikke anfægte en beslutning fra Kommissionen, der forbyder en støtteordning til fordel for en sektor, hvis virksomheden alene er berørt af denne beslutning på grund af, at den tilhører den pågældende sektor, og den potentielt kan drage fordel af støtten.

En sådan beslutning fremtræder følgelig over for den sagsøgende virksomhed som en generel foranstaltning, der finder anvendelse på objektivt afgrænsede situationer og har retsvirkninger for en gruppe personer, der er bestemt generelt og abstrakt. Imidlertid befinder en virksomhed, som ikke blot er berørt af den pågældende beslutning som virksomhed inden for den berørte sektor, der potentielt kan drage fordel af den omtvistede støtteordning, men ligeledes i sin egenskab af faktisk modtager af en individuel støtte ydet i henhold til denne ordning, som Kommissionen har krævet tilbagesøgt, sig i en anderledes situation.

Denne virksomhed er også umiddelbart berørt i det omfang, hvor en beslutning fra Kommissionen pålægger den medlemsstat, som den rettes til, at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at tilbagesøge den statsstøtte, som er erklæret uforenelig med fællesmarkedet, og for så vidt som den pågældende virksomhed har modtaget støtten og skal tilbagebetale den. De to kriterier for at være umiddelbart berørt er således for det første den omstændighed, at den pågældende retsakt skal have en umiddelbar virkning på borgerens retstilling, og for det andet den omstændighed, at retsakten ikke må overlade adressaterne, der er ansvarlige for dens gennemførelse, nogen skønsbeføjelse. Hvorvidt den sagsøgende virksomhed er umiddelbart berørt, kræver opfyldelse af de to førnævnte kriterier, uden at spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren har anfægtet det krav om tilbagesøgning, der er pålagt medlemsstaten, i denne forbindelse kommer i betragtning.

(jf. præmis 64, 67, 69 og 75-77)

3.      Spørgsmålet, om begrundelsen for en beslutning opfylder betingelserne i artikel 253 EF, skal ikke blot vurderes ud fra beslutningens ordlyd, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område. Selv om Kommissionen ikke er forpligtet til at behandle alle de faktiske og retlige spørgsmål, der under den administrative procedure er fremført af de berørte parter, i begrundelsen for en beslutning, skal den dog tage hensyn til alle sagens omstændigheder og relevante faktorer, for at gøre det muligt for Fællesskabets retsinstanser at udøve deres legalitetskontrol og give såvel medlemsstaterne som de berørte borgere oplysning om de betingelser, hvorunder Kommissionen har anvendt traktaten.

For så vidt angår en beslutning, hvori det konstateres, at en støtte er uforenelig med fællesmarkedet, skal Kommissionen navnlig angive grundene til, at de pågældende foranstaltninger er omfattet af artikel 87, stk. 1, EF. Det kan imidlertid ikke kræves, at der for Kommissionens vurdering af hver foranstaltning, der betragtes som støtte, kræves en selvstændig begrundelse for hver af de fire betingelser for anvendelsen af artikel 87 EF. For så vidt som det således i beslutningen bliver undersøgt, på hvilken måde betingelserne i artikel 87, stk. 1, EF med henblik på at fastslå statsstøttes uforenelighed med fællesmarkedet er opfyldt, kan den omstændighed, at dette i beslutningen foretages generelt – idet undersøgelsen finder anvendelse på alle de pågældende foranstaltninger – ikke i sig selv anses for at være i strid med begrundelsespligten, så meget desto mere når de pågældende foranstaltninger indgår i en samlet handlingsplan.

(jf. præmis 91, 99, 100 og 104)

4.      Alene fordele, der direkte eller indirekte ydes ved hjælp af statsmidler, skal betragtes som støtte i henhold til artikel 87, stk. 1, EF. I den forbindelse er der ikke grund til at sondre mellem tilfælde, hvor støtten er ydet direkte af staten, og tilfælde, hvor støtten er ydet gennem offentlige eller private organer, der er udpeget eller oprettet af staten. Det pågældende organs eller virksomhedens status er ikke afgørende for at fastslå, hvorvidt traktatens regler vedrørende statsstøtte skal anvendes. Den blotte omstændighed, at der er tale om et offentligt organ, medfører ikke automatisk, at artikel 87 EF skal anvendes, ligesom den omstændighed, at foranstaltningerne er truffet af et privat organ, ikke udelukker det.

I denne sammenhæng skal brancheafgifter, der er indført ved en beslutning fra et brancheudvalg til finansiering af en støtte, der skal udbetales til visse producenter inden for denne branche, kvalificeres som offentlige midler, i det omfang staten ved sin dominerende indflydelse på det pågældende udvalg fuldt ud er i stand til at træffe bestemmelse om anvendelsen af dens midler, herunder om de i givet fald skal anvendes til at finansiere særlige fordele for bestemte virksomheder.

(jf. præmis 130, 139 og 156)