Forenede sager C-674/18 og C-675/18
EM
mod
TMD Friction GmbH
og
FL
mod
TMD Friction EsCo GmbH
(anmodninger om præjudicielle afgørelser indgivet af Bundesarbeitsgericht)
Domstolens dom (Femte Afdeling) af 9. september 2020
»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – overførsel af virksomheder – direktiv 2001/23/EF – artikel 3 og 5 – varetagelse af arbejdstagernes rettigheder – beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens – overdragelse foretaget af kuratoren for den overdragende virksomhed, der er underlagt en insolvensbehandling – erhvervstilknyttede aldersforsikringsydelser – begrænsning af erhververens forpligtelser – størrelsen af ydelsen i henhold til den supplerende faglige forsikringsordning beregnet i forhold til arbejdstagerens løn på tidspunktet for indledningen af insolvensproceduren – direktiv 2008/94/EF – artikel 8 – direkte virkning – betingelser«
1. Socialpolitik – tilnærmelse af lovgivningerne – overførsel af virksomheder – varetagelse af arbejdstagernes rettigheder – direktiv 2001/23 – undtagelser – overførsel under en insolvensbehandling – procedure for retslig omstrukturering ved en overførsel, som henhører under domstolenes kompetence, med henblik på at bevare overdrageren eller en del af denne eller dennes aktiviteter – udelukket
(Rådets direktiv 2001/23, art. 3-5)
(jf. præmis 48-51, 54-57 og 60-62)
2. Socialpolitik – tilnærmelse af lovgivningerne – overførsel af virksomheder – varetagelse af arbejdstagernes rettigheder – direktiv 2001/23 – undtagelser – overførsel under en insolvensbehandling – forpligtelsen til at udbetale arbejdstagernes ret til en alderspension i henhold til en supplerende faglig forsikringsordning – delvis overførsel til erhververen – tilladt
[Rådets direktiv 2001/23, art. 3, stk. 4, og art. 5, stk. 2, litra a)]
(jf. præmis 63-68)
3. Socialpolitik – tilnærmelse af lovgivningerne – overførsel af virksomheder – varetagelse af arbejdstagernes rettigheder – direktiv 2001/23 – undtagelser – overførsel under en insolvensbehandling – indtrædelse, efter indledningen af insolvensbehandlingen, af den begivenhed, der giver ret til en alderspension i henhold til en supplerende faglig forsikringsordning – erhververens indtræden i de rettigheder og pligter,der følger af de arbejdsforhold, der består på tidspunktet for overførslen – udelukkelse af delvis erhvervede rettigheder til en alderspension i henhold til en supplerende faglig forsikringsordning for ansættelsesperioder, der ligger forud for indledningen af insolvensbehandlingen – tilladt – betingelse – krævet minimumsbeskyttelsesniveau
[Rådets direktiv 2001/23, art. 3, stk. 4, og art. 5, stk. 2, litra a)]
(jf. præmis 70-75 og domskonkl. 1)
4. Socialpolitik – tilnærmelse af lovgivningerne – beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens – direktiv 2008/94 – supplerende faglige forsikringsordninger – beskyttelse af ret til ydelser i forbindelse med alderdom – krævet minimumsbeskyttelsesniveau – indtrædelse, efter indledningen af insolvensbehandlingen, af den begivenhed, der giver ret til en alderspension i henhold til en supplerende faglig forsikringsordning – ydelser, der ikke påhviler erhververen – garantiinstitutionen mod insolvens’ intervention begrænset til delvis erhvervede rettigheder til ydelser i forbindelse med alderdom, der allerede er endelige på tidspunktet for indledningen af denne procedure – grundlag for fastsættelsen af størrelsen af den del af disse ydelser, som det nævnte organ er ansvarlig for – manglende overholdelse af det krævede minimumsbeskyttelsesniveau – ikke tilladt
[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/94, art. 8; Rådets direktiv 2001/23, art. 3, stk. 4, litra b)]
(jf. præmis 77-80, 85, 86 og 91-93 samt domskonkl. 2)
5. Socialpolitik – tilnærmelse af lovgivningerne – beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens – direktiv 2008/94 – supplerende faglige forsikringsordninger – beskyttelse af ret til ydelser i forbindelse med alderdom – eksternt forsikringsorgan – lønmodtagers mulighed for over for et sådant organ at påberåbe sig nævnte direktivs artikel 8 med direkte virkning – betingelser
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/94, art. 8)
(jf. præmis 95 og 96 samt domskonkl. 3)
Resumé
I de sager, der verserer for den forelæggende ret, havde to tyske statsborgere været ansat i et tysk selskab siden henholdsvis 1996 og 1968. Dette selskab tildelte sine arbejdstagere en pension i henhold til en supplerende faglig forsikringsordning. I forbindelse med ophøret af det nævnte selskabs aktiviteter blev sagsøgerne i hovedsagernes ansættelseskontrakter overført til et andet selskab, TMD Friction. En insolvensbehandling vedrørende dette selskabs aktiver blev indledt, men selskabets aktiviteter fortsatte. Efterfølgende overførte kurator visse af TMD Frictions aktiviteter til en enhed, som selv efterfølgende fik navnet TMD Friction, og andre aktiviteter blev overført til et andet selskab, TMD Friction EsCo.
Pensions-Sicherungs-Verein (institution, der yder garanti for erhvervstilknyttede pensioner), som er et privatretligt organ, der sikrer betaling af erhvervstilknyttede pensioner i tilfælde af en arbejdsgivers insolvens i Tyskland, meddelte en af sagsøgerne i hovedsagerne, at han som følge af sin alder, dvs. 29 år på tidspunktet for indledningen af insolvensbehandlingen, endnu ikke havde erhvervet nogen endelig ret til ydelser i forbindelse med alderdom. Herefter anlagde han et søgsmål mod TMD Friction, med påstand om, at sidstnævnte blev pålagt i fremtiden, når han har nået den pensionsalder, der giver ret til ydelser, at betale ham en alderspension, hvis størrelse tager hensyn til de beskæftigelsesperioder, der et tilbagelagt før insolvensbehandlingen. Den anden sagsøger i hovedsagerne havde for sit vedkommende siden den 1. august 2015 oppebåret en alderspension på 145,03 EUR pr. måned, som afholdes af TMD Friction EsCo i henhold til en supplerende faglig forsikringsordning. Han anlagde sag mod dette selskab med påstand om, at sidstnævnte blev pålagt at betale ham en højere erhvervstilknyttet alderspension. De to erhvervende selskaber fremførte heroverfor et argument om, at erhververen i tilfælde af overførsel af en virksomhed efter indledningen af en insolvensbehandling af overdragerens aktiver kun hæfter for den del af alderspensionen, der er baseret på de beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt efter indledningen af insolvensbehandlingen. Efter at de sagsøgte havde fået medhold både i sagen ved første instans og efter appel, iværksatte sagsøgerne i hovedsagerne revisionsanke ved den forelæggende ret, Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager, Tyskland).
Domstolen, som fik forelagt en anmodning om præjudiciel afgørelse af den nævnte nationale ret, tog i en dom af 9. september 2020 stilling til de rettigheder, der var optjent med henblik på de pågældende alderspensioner, i henhold til den supplerende faglige forsikringsordning, i forbindelse med overførsel af virksomheder, der er underlagt en insolvensbehandling, i lyset af artikel 3 og 5 i direktiv 2001/23 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter (1), samt artikel 8 i direktiv 2008/94 om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens (2).
Domstolen bemærkede for det første, at direktiv 2001/23 tilsigter at beskytte arbejdstagerne ved at sikre, at deres rettigheder bevares, når virksomheden skifter indehaver, og så vidt muligt at sikre, at arbejdskontrakten eller arbejdsforholdet fortsættes af erhververen uden ændringer, uden at direktivet dog foreskriver en fuldstændig harmonisering af de nationale lovgivninger på området. Domstolen præciserede desuden, at dette direktiv ligeledes tilsigter at sikre den rette balance mellem arbejdstagernes interesser på den ene side og erhververens interesser på den anden side. Domstolen konstaterede, for så vidt angår de bestemmelser i det nævnte direktiv, som specifikt vedrører tilfælde af overførsel af en virksomhed efter indledningen af en insolvensbehandling, at artikel 5, stk. 1, i direktiv 2001/23 ikke finder anvendelse på de procedurer, der omhandles i hovedsagerne, som har til formål at bevare disses aktiviteter efter en overførsel af disse og derfor ikke udgør en procedure indledt med henblik på realisering af overdragerens aktiver. For så vidt angår dette direktivs artikel 5, stk. 2, litra a), fastslog Domstolen, at den i hovedsagerne omhandlede nationale lovgivning ikke henhører under denne bestemmelse, eftersom det ikke kan antages, at denne nationale lovgivning vedrører overdragerens forpligtelser inden datoen for overførslen eller inden indledningen af insolvensbehandlingen. Selv om rettighederne til en alderspension i henhold til en supplerende faglig forsikringsordning allerede var delvis erhvervede før indledningen af insolvensbehandlingen, vil retten til alderspension nemlig først opstå ved indtrædelsen, efter indledningen af denne behandling, af den begivenhed, som giver ret til denne ydelse.
Domstolen udtalte imidlertid, at medlemsstaterne i tilfælde af overførsel af en virksomhed efter indledningen af en insolvensbehandling altid kan påberåbe sig de undtagelser, der er fastsat i direktivets artikel 3, stk. 4. Domstolen præciserede, at denne bestemmelse ikke forbyder at fastsætte en delvis overførsel til overdrageren af forpligtelsen til at udbetale arbejdstagernes ret til en alderspension i medfør af en supplerende faglig forsikringsordning. Beskyttelsen af arbejdstagerne for så vidt angår deres erhvervede rettigheder eller delvis erhvervede rettigheder skal under alle omstændigheder være på et niveau, som mindst svarer til det beskyttelsesniveau, der kræves i artikel 8 i direktiv 2008/94.
Herefter fastslog Domstolen, at direktiv 2001/23, navnlig henset til dette direktivs artikel 3, stk. 4, litra a) og b), ikke, i tilfælde af overførsel af en virksomhed, der er underlagt en insolvensbehandling, er til hinder for en national lovgivning, således som fortolket i national retspraksis, hvorefter erhververen, ved indtrædelsen, efter indledningen af insolvensbehandlingen, af den begivenhed, der giver ret til en alderspension i henhold til en supplerende faglig forsikringsordning, ikke hæfter for en arbejdstagers delvis erhvervede ret til denne alderspension, som er optjent i ansættelsesperioder, der ligger forud for indledningen af den nævnte insolvensbehandling. Denne konklusion er imidlertid underlagt en betingelse om, at de foranstaltninger, der er vedtaget for at beskytte arbejdstagernes interesser, hvad angår den del af beløbet, som erhververen ikke hæfter for, er på et niveau, som mindst svarer til det beskyttelsesniveau, der kræves i artikel 8 i direktiv 2008/94.
Domstolen undersøgte dernæst omfanget af forpligtelsen for garantiinstitutionen mod insolvens i forhold til den endelige karakter eller ej af de delvis erhvervede rettigheder til ydelser i forbindelse med alderdom på tidspunktet for indledningen af insolvensbehandlingen samt beregningsgrundlaget for beløbet vedrørende den del af de ydelser, som den nævnte institution er ansvarlig for. I denne henseende bemærkede Domstolen indledningsvis hvad angår den minimumsbeskyttelse, der kræves i artikel 8 i direktiv 2008/94, at denne kræver, at en tidligere arbejdstager i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens modtager mindst halvdelen af de ydelser i forbindelse med alderdom, som følger af de pensionsrettigheder, der er akkumuleret i forbindelse med en supplerende faglig forsikringsordning, og at denne bestemmelse i dette tilfælde pålægger medlemsstaterne at sikre hver enkelt tidligere arbejdstager en godtgørelse svarende til mindst halvdelen af værdien af vedkommendes erhvervede rettigheder i henhold til en sådan ordning. Ligeledes er denne minimumsbeskyttelse til hinder for en åbenbart uforholdsmæssig nedsættelse af en arbejdstagers erhvervstilknyttede ydelser i forbindelse med alderdom, som berører den berørtes evne til at forsørge sig selv alvorligt. Dette vil være tilfældet med en nedsættelse af ydelserne i forbindelse med alderdom, som rammer en tidligere arbejdstager, som allerede lever under, eller som på grund af denne nedsættelse vil skulle leve under, den tærskel for risiko for fattigdom, som fastsættes af Den Europæiske Unions Statistiske Kontor (Eurostat) for den pågældende medlemsstat. Den nævnte minimumsbeskyttelse kræver således, at en medlemsstat garanterer en tidligere arbejdstager, som er udsat for en sådan nedsættelse af hans ydelser i forbindelse med alderdom, en godtgørelse af en størrelse, som, uden at den nødvendigvis dækker alle de lidte tab, er i stand til at afhjælpe deres åbenbart uforholdsmæssige karakter. Domstolen bemærkede ligeledes, at artikel 8 i direktiv 2008/94 har til formål at sikre arbejdstagernes langsigtede interesser.
Dernæst udledte Domstolen heraf, at det følger af denne artikel, at størrelsen af ydelsen, hvoraf mindst 50 % skal udbetales til den tidligere arbejdstager, skal beregnes under behørigt hensyn til ansættelsesperioder tilbagelagt hos overdrageren, hvorunder retten til ydelser i forbindelse med alderdom er blevet optjent, og til arbejdstagerens bruttoløn på tidspunktet for erhvervelsen af retten til sådanne rettigheder. I øvrigt konstaterede Domstolen, at enhver anden fortolkning ikke ville gøre det muligt at afgøre, om der skal ske afhjælpning af konsekvenserne af en nedsættelse af disse ydelser for en tidligere arbejdstager, som allerede lever under, eller som på grund af denne nedsættelse vil skulle leve under, den tærskel for risiko for fattigdom, der er fastsat for den pågældende medlemsstat.
Domstolen konkluderede, at artikel 3, stk. 4, litra b), i direktiv 2001/23, sammenholdt med artikel 8 i direktiv 2008/94, skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, som i forbindelse med indtrædelsen af en begivenhed, der giver ret til ydelser i forbindelse med alderdom i henhold til en supplerende faglig forsikringsordning efter indledningen af den insolvensbehandling, hvorunder overførslen af virksomheden fandt sted og for så vidt angår den del af disse ydelser, som ikke påhviler erhververen, fastsætter, at den i overensstemmelse med national ret fastsatte garantiinstitution mod insolvens ikke er forpligtet til at intervenere, når den delvis erhververede ret til ydelser i forbindelse med alderdom ikke allerede var endelig på tidspunktet for indledningen af denne insolvensbehandling, hvis det heraf følger, at arbejdstagerne fratages den minimumsbeskyttelse, der er sikret ved denne bestemmelse. I samme forbindelse er den til hinder for en lovgivning, som bestemmer, at dette beløb, med henblik på fastsættelsen af størrelsen af den del af disse ydelser, som den nævnte institution har ansvaret for, beregnes på grundlag af den månedlige bruttoløn, som den pågældende arbejdstager oppebar på tidspunktet for indledningen af den nævnte behandling.
Hvad for det tredje angår den direkte virkning af artikel 8 i direktiv 2008/94 henviste Domstolen til sin seneste praksis (3) og konkluderede, at denne artikel kan have en sådan virkning og kan påberåbes over for et privatretligt organ, der er udpeget af den pågældende medlemsstat som værende den institution, der yder sikring mod risikoen for arbejdsgiveres insolvens på området for arbejdsmarkedspension. Denne virkning er imidlertid underlagt en betingelse dels om, at det nævnte organ, henset til den garantiopgave, som dette organ er blevet tillagt, og til de vilkår, hvorunder det udfører denne opgave, kan sidestilles med staten, dels om, at denne opgave rent faktisk omfatter de typer ydelser i forbindelse med alderdom, med hensyn til hvilke der kræves den minimumsbeskyttelse, der er fastsat i denne artikel 8. Domstolen tilføjede, at det tilkommer den forelæggende ret at afgøre, om dette er tilfældet i hovedsagerne.