Domstolens dom (Femte Afdeling) af 9. september 2020 – EM mod TMD Friction GmbH (sag C‑674/18) og FL mod TMD Friction EsCo GmbH (sag C‑675/18) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesarbeitsgericht – Tyskland)
(Forenede sager C-674/18 og C-675/18) 1
(Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – overførsel af virksomheder – direktiv 2001/23/EF – artikel 3 og 5 – varetagelse af arbejdstagernes rettigheder – beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens – overdragelse foretaget af kuratoren for den overdragende virksomhed, der er underlagt en insolvensbehandling – erhvervstilknyttede aldersforsikringsydelser – begrænsning af erhververens forpligtelser – størrelsen af ydelsen i henhold til den supplerende faglige forsikringsordning beregnet i forhold til arbejdstagerens løn på tidspunktet for indledningen af insolvensproceduren – direktiv 2008/94/EF – artikel 8 – direkte virkning – betingelser)
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Bundesarbeitsgericht
Parter i hovedsagen
Sagsøgere: EM (sag C‑674/18) og FL (sag C‑675/18)
Sagsøgte: TMD Friction GmbH (sag C‑674/18) og TMD Friction EsCo GmbH (sag C‑675/18)
Konklusion
Rådets direktiv 2001/23/EF af 12. marts 2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter skal, navnlig henset til dette direktivs artikel 3, stk. 1 og 4, og artikel 5, stk. 2, litra a), fortolkes således, at det ikke i tilfælde af overførsel af en virksomhed, der er underlagt en insolvensbehandling, som er iværksat af virksomhedens kurator, er til hinder for en national lovgivning, således som fortolket i national retspraksis, hvorefter erhververen – efter indledningen af insolvensbehandlingen – ved indtrædelsen af den begivenhed, der giver ret til en alderspension i henhold til en supplerende faglig forsikringsordning, ikke hæfter for en arbejdstagers delvis erhvervede ret til denne alderspension, som er optjent i ansættelsesperioder, der ligger forud for indledningen af insolvensbehandlingen, for så vidt som de foranstaltninger, der er vedtaget for at beskytte arbejdstagernes interesser, hvad angår den del af beløbet, som erhververen ikke hæfter for, er på et niveau, som mindst svarer til det beskyttelsesniveau, der kræves i artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/94/EF af 22. oktober 2008 om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens.
Artikel 3, stk. 4, litra b), i direktiv 2001/23, sammenholdt med artikel 8 i direktiv 2008/94, skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en national lovgivning, således som fortolket i national retspraksis, som i forbindelse med indtrædelsen af en begivenhed, der giver ret til ydelser i forbindelse med alderdom i henhold til en supplerende faglig forsikringsordning efter indledningen af den insolvensbehandling, hvorunder overførslen af virksomheden fandt sted og for så vidt angår den del af disse ydelser, som ikke påhviler erhververen, fastsætter, dels at den i overensstemmelse med national ret fastsatte garantiinstitution mod insolvens ikke er forpligtet til at intervenere, når den delvis erhververede ret til ydelser i forbindelse med alderdom ikke allerede var endelig på tidspunktet for indledningen af denne insolvensbehandling, dels at dette beløb, med henblik på fastsættelsen af størrelsen af den del af disse ydelser, som den nævnte institution har ansvaret for, beregnes på grundlag af den månedlige bruttoløn, som den pågældende arbejdstager oppebar på tidspunktet for indledningen af den nævnte behandling, hvis det heraf følger, at arbejdstagerne fratages den minimumsbeskyttelse, der er sikret ved denne bestemmelse, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
Artikel 8 i direktiv 2008/94 kan, for så vidt som den fastsætter en minimumsbeskyttelse af arbejdstagernes erhvervede ret eller delvis erhvervede ret til ydelser i forbindelse med alderdom, have direkte virkning, således at den kan påberåbes over for et privatretligt organ, der er udpeget af den pågældende medlemsstat som værende den institution, der yder sikring mod risikoen for arbejdsgiveres insolvens på området for arbejdsmarkedspension, for så vidt som det nævnte organ, henset til den garantiopgave, som dette organ er blevet tillagt, og til de vilkår, hvorunder det udfører denne opgave, dels kan sidestilles med staten, og denne opgave dels rent faktisk omfatter den type ydelser i forbindelse med alderdom, med hensyn hvilke der kræves den minimumsbeskyttelse, der er fastsat i denne artikel 8, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at afgøre.
____________
1 EUT C 103 af 18.3.2019.