Language of document : ECLI:EU:T:2012:431

Sag T-156/11

Since Hardware (Guangzhou) Co., Ltd

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Dumping – import af strygebrætter med oprindelse i Kina – indledning af en procedure mod ét enkelt selskab – status som virksomhed, der opererer på markedsøkonomiske vilkår – tremånedersfrist fastsat i artikel 2, stk. 7, litra c), andet afsnit, i forordning (EF) nr. 1225/2009 – bevisbyrde – fastsættelse af skaden«

Sammendrag – Rettens dom (Ottende Afdeling) af 18. september 2012

1.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – indledning af undersøgelsen – berørte virksomheder – muligheden for at indlede en antidumpingprocedure over for én enkelt producent

[Den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel fra 1994, art. VI.1; aftalen om gennemførelse af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel, »antidumpingkodeks 1994«; art. 1, art. 5.2, nr. ii), art. 6.1.3, 6.7, 6.10 og 9.2; Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 5, stk. 1, 2, 7 og 9, art. 9, stk. 3-6, og art. 17]

2.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – fornyet undersøgelse af de forhold, der begrundede antidumpingtoldens indførelse – rapport fra Verdenshandelsorganisationen (WTO) om udelukkelse af en eksportør fra anvendelsesområdet for de antidumpingforanstaltninger, der blev vedtaget efter en oprindelig procedure, og om forbud mod fornyede undersøgelser – institutionernes indledning af en ny procedure over for denne eksportør – lovlighed – betingelser

(Aftalen om gennemførelse af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel, art. 5.8, Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 5)

3.      EU-ret – fortolkning – metoder – fortolkning på grundlag af de folkeretlige aftaler, der er indgået af Fællesskabet – fortolkning af forordning nr. 1225/2009 på grundlag af GATT’s antidumpingkodeks fra 1994

(Den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel fra 1994, art. VI.1; aftalen om gennemførelse af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel, »antidumpingkodeks 1994«; Rådets forordning nr. 1225/2009)

4.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – afslutning af proceduren – dumpingmargen på under 22% – iværksættelse af en fornyet undersøgelse – institutionernes skønsbeføjelser

(Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 9, stk. 3)

5.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade – faktorer, der skal tages i betragtning – iværksættelse af en fornyet undersøgelse – fornyet gennemgang – analyse, der skal foretages af institutionerne – rækkevidde

(Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 3, stk. 1, og art. 11, stk. 3)

6.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – fastsættelse af antidumpingtold – anvendelsesperiode – Rådets skønsbeføjelse

(Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 11, stk. 1 og 2)

7.      Annullationssøgsmål – anbringender – magtfordrejning – begreb

(Art. 263 TEUF)

8.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade – faktorer, der skal tages i betragtning – flerhed – institutionernes skønsbeføjelser – domstolsprøvelse – grænser – manglende undersøgelse af alle faktorer og indicier angående situationen for Unionens industri – alene hensyntagen til de faktorer, der er relevante i den foreliggende sag – åbenbart urigtigt skøn – foreligger ikke

Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 3, stk. 5)

9.      Retslig procedure – stævning – formkrav – fastlæggelse af søgsmålets genstand – kort fremstilling af søgsmålsgrundene – abstrakt opregning – afvisning

(Domstolens statut, art. 21; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1)

10.    Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – fastsættelse af normalværdien – indførsler fra lande uden markedsøkonomi som omhandlet i artikel 2, stk. 7, litra b), i forordning nr. 1225/2009 – proceduren for vurdering af de betingelser, som gør det muligt for en producent at opnå status som virksomhed, der opererer på markedsøkonomiske vilkår – Kommissionens overskridelse af den tremånedersfrist, der er fastsat i artikel 2, stk. 7, litra c), andet afsnit, i nævnte forordning – følger

[Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 2, stk. 7, litra c)]

11.    Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – fastsættelse af normalværdien – indførsler fra lande uden markedsøkonomi som omhandlet i artikel 2, stk. 7, litra b), i forordning nr. 1225/2009 – anvendelse af reglerne for lande med markedsøkonomi – anvendelse forbeholdt producenter, som opfylder de kumulative betingelser i nævnte forordnings artikel 2, stk. 7, litra c)

[Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 2, stk. 7, litra c)]

12.    Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – fastsættelse af normalværdien – indførsler fra lande uden markedsøkonomi som omhandlet i artikel 2, stk. 7, litra b), i forordning nr. 1225/2009 – anvendelse af reglerne for lande med markedsøkonomi – institutionernes skønsbeføjelser – domstolsprøvelse – grænser – bevisbyrden påhviler producenterne

[Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 2, stk. 7, litra b) og c)]

1.      Selv om antidumpingprocedurerne principielt vedrører samtlige indførsler af en bestemt kategori af produkter fra et tredjeland og ikke produkter fra bestemte virksomheder, kan det ikke ud fra ordlyden af artikel 5, stk. 1, 2, 7 og 9, og artikel 17, i antidumpinggrundforordning nr. 1225/2009 påstås, at det aldrig er muligt at indlede en antidumpingprocedure mod en enkelt producent. Desuden kan grundforordningens artikel 5, stk. 9, ikke fortolkes således, at den – for så vidt som EU-institutionerne på behørig vis har modtaget en klage, der indeholder beviser for dumping, skade og en årsagssammenhæng mellem den påståede dumpingimport og den påståede skade – forbyder dem at indlede en procedure mod en enkelt producent, når det under en forudgående procedure blev konstateret, at den pågældende producent ikke havde foretaget dumping eller havde en minimal dumpingmargen, og der var iværksat antidumpingforanstaltninger, som stadig var gældende, mod alle andre producenter af samme produkt.

Ligeledes stiller artikel 9, stk. 4, i forordning nr. 1225/2009 – ved at bestemme, at der indføres en antidumpingtold, når det fremgår af den endelige konstatering af de faktiske omstændigheder, at der finder dumping sted, og der forvoldes skade som følge heraf, og når det af hensyn til beskyttelsen af Fællesskabets interesser er påkrævet at gribe ind – ikke krav om, hvor mange selskaber en sådan konstatering skal omfatte, og hvor mange selskaber der kan pålægges antidumpingtold. Hvad angår forpligtelsen i nævnte forordnings artikel 9, stk. 5, første afsnit, andet punktum, om, at forordningen om indførelse af tolden skal anføre tolden for hver enkelt leverandør eller, hvis dette ikke er praktisk muligt, det pågældende leverandørland, skal udtrykket »hver enkelt leverandør« fortolkes som hver enkelt leverandør, der er omfattet af proceduren. Denne bestemmelse kræver således ikke, at tolden pålægges alle leverandører i det pågældende tredjeland. En sådan fortolkning kan også støttes på ordlyden af artikel 9.2 i aftalen om gennemførelse af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel fra 1994 (antidumpingaftalen), som udtrykkeligt henviser til, at myndighederne oplyser navnet på leverandøren eller leverandørerne af den pågældende vare.

Det kan desuden ikke udledes af artikel VI, stk. 1, i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT) eller af antidumpingaftalens artikel 1, at det aldrig er muligt at indlede en procedure mod en enkelt producent. Artikel VI, stk. 1, i GATT omhandler ikke indledningen af procedurer eller det antal producenter, der kan være omfattet af sådanne procedurer. Antidumpingaftalens artikel 5.2, nr. ii), og artikel 6.1.3, 6.7, 6.10 og 9.2 indeholder heller ingen restriktion for, hvor mange producenter der kan være omfattet af den indledte procedure.

(jf. præmis 65, 68, 74, 76, 77, 92 og 93)

2.      En rapport fra WTO-appelorganet, som fastslår, at en eksportør ikke havde en margen over bagatelgrænsen i en oprindelig undersøgelse, og at den pågældende derfor skulle udelukkes fra anvendelsesområdet for den endelige antidumpingforanstaltning uden at kunne gøres til genstand for fornyede undersøgelser, er ikke til hinder for, at EU-institutionerne indleder en ny procedure mod en sådan eksportør, såfremt de på behørig vis har modtaget en klage, der indeholder beviser for dumping, skade og en årsagssammenhæng mellem dumpingimporten og den påståede skade.

Når de pågældende producenter er udelukket fra antidumpingforanstaltningens anvendelsesområde, og deres eksport er fritaget for told, kan de som følge heraf ikke gøres til genstand for fornyede undersøgelser, eftersom disse undersøgelser vedrører told, der er betalt, eller behovet for at opretholde tolden og derfor ikke kan omhandle producenter, hvis margen ligger under bagatelgrænsen.

(jf. præmis 80, 82 og 83)

3.      De EU-retlige forskrifter skal så vidt muligt fortolkes i lyset af international ret, navnlig når disse forskrifter netop har det formål at gennemføre en international aftale indgået af Fællesskabet, således som det er tilfældet med antidumpinggrundforordning nr. 1225/2009, der blev udstedt med henblik på at opfylde de internationale forpligtelser, der følger af aftalen om gennemførelse af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel fra 1994. Det forhold, at de internationale aftaler, som Fællesskabet har indgået, har forrang frem for den afledte EU-ret, medfører, at sidstnævnte så vidt muligt skal fortolkes i overensstemmelse med disse aftaler.

(jf. præmis 108 og 109)

4.      Artikel 9, stk. 3, i antidumpinggrundforordning nr. 1225/2009 fastsætter blot, at institutionerne har mulighed for, men ikke pligt til, at genoptage en undersøgelse, såfremt det konstateres, at en eksportør har en de minimis-margen. Det fremgår således af denne bestemmelses ordlyd, at procedurerne mod de enkelte eksportører afsluttes omgående, når det i forbindelse med undersøgelserne konstateres, at disses dumpingmargen er under bagatelgrænsen, dog således, at det kun er undersøgelsen, der afsluttes, og at de pågældende fortsat er omfattet af proceduren og kan blive undersøgt igen i forbindelse med enhver genoptagelse af en undersøgelse.

Det fremgår i denne henseende af brugen af udsagnsordet »kan«, at institutionerne i forbindelse med en genoptagelse af en undersøgelse har ret, men ikke pligt til at foretage en fornyet undersøgelse af en producent, hvis dumpingmargen lå under bagatelgrænsen. Denne bestemmelse giver derfor institutionerne en skønsmargen ved afgørelsen af, om der skal iværksættes en ny undersøgelse af individuelle eksportører, hvis dumpingmargen er lavere end 2%, i forbindelse med en genoptagelse af en undersøgelse.

(jf. præmis 110-112)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 119-123)

6.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 125 og 126)

7.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 130)

8.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 134-143 og 148)

9.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 153)

10.    Som udgangspunkt skal enhver afgørelse om markedsøkonomisk behandling i henhold til ordlyden af artikel 2, stk. 7, litra c), andet afsnit, i antidumpinggrundforordning nr. 1225/2009 træffes inden tre måneder efter undersøgelsens iværksættelse, og den trufne afgørelse er gyldig i hele undersøgelsesperioden. På EU-rettens nuværende udviklingstrin og ifølge den fortolkning, som EU’s retsinstanser har anlagt af denne bestemmelse, forholder det sig dog ikke desto mindre således, at den omstændighed, at en afgørelse træffes efter udløbet af denne frist, ikke i sig selv medfører, at forordningen om indførelse af en antidumpingtold annulleres, samt at en sådan afgørelse desuden vil kunne ændres i løbet af proceduren, hvis det viser sig, at den er forkert.

En overskridelse af tremånedersfristen kan kun medføre en sådan annullation, hvis sagsøgeren godtgør, at Rådet kunne have vedtaget en forordning, der i større grad end den anfægtede forordning tilgodeså sagsøgerens interesser, hvis fristen ikke var blevet overskredet.

Desuden fandt Retten ikke, at det kunne begrundes i formålet med grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), andet afsnit, at annullere en forordning om indførelse af endelig antidumpingtold med hensyn til en virksomhed, hver gang Kommissionen kan have haft kendskab til, hvilken virkning en beslutning om markedsøkonomisk behandling kunne få for beregningen af dumpingmargenen for denne virksomhed, alene fordi den havde dette kendskab, da beslutningen om markedsøkonomisk behandling blev vedtaget. Der er ikke nogen umiddelbar sammenhæng mellem tremånedersfristen og Kommissionens eventuelle kendskab til virkningen af en beslutning om markedsøkonomisk behandling på en virksomheds dumpingmargen. Det bestemmes i øvrigt ikke i grundforordningen, at beslutningen om markedsøkonomisk behandling skal være vedtaget på et tidspunkt, hvor Kommissionen ikke havde kendskab til de oplysninger, der var nødvendige for at kende virkningen af en beslutning om markedsøkonomisk behandling for en virksomheds dumpingmargen. Det kan i denne henseende ikke udelukkes, at Kommissionen, selv uden at den pågældende frist overskrides i forbindelse med vedtagelsen af beslutningen om markedsøkonomisk behandling, vedtager en sådan beslutning, selv om den allerede var i besiddelse af de oplysninger, der var nødvendige for, at den kunne forudse denne beslutnings virkning for den berørte virksomheds dumpingmargen.

(jf. præmis 160, 165 og 167)

11.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 177)

12.    Unionens institutioner har inden for den fælles handelspolitik og ganske særligt med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger et vidt skøn som følge af kompleksiteten af de økonomiske, politiske og retlige situationer, som de skal undersøge. Den retslige prøvelse af sådanne skøn bør følgelig begrænses til en undersøgelse af, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder, som er lagt til grund ved det anfægtede valg, er materielt rigtige, samt om der foreligger en åbenbar fejl i vurderingen af disse faktiske omstændigheder, eller om der er begået magtfordrejning.

Det samme gælder de faktiske, retlige og politiske forhold i det pågældende land, som Unionens institutioner skal vurdere for at afgøre, om en eksportør handler på markedsvilkår uden nogen omfattende statslig indgriben og derfor kan opnå status som virksomhed, der opererer på markedsøkonomiske vilkår.

Selv om EU’s retsinstanser med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger, herunder især antidumpingforanstaltninger, ikke kan gribe ind i den vurdering, der er forbeholdt EU-myndighederne, påhviler det dem imidlertid at sikre, at institutionerne har taget hensyn til alle de relevante omstændigheder, og at de har vurderet oplysningerne i sagen med al den omhu, der er nødvendig.

Det fremgår i øvrigt af artikel 2, stk. 7, litra c), i antidumpinggrundforordning nr. 1225/2009, at bevisbyrden påhviler den producent, der ønsker status som virksomhed, der opererer på markedsøkonomiske vilkår. Ifølge grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), skal en begæring i henhold til litra b) fremsættes skriftligt og indeholde tilstrækkelige beviser for, at producenten driver virksomhed under markedsøkonomiske vilkår. Det påhviler således ikke EU-institutionerne at bevise, at producenten ikke opfylder betingelserne for at opnå denne status. Derimod tilkommer det EU-institutionerne at vurdere, om de af producenten angivne forhold udgør tilstrækkelige beviser for, at betingelserne i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), er opfyldt, og det tilkommer Fællesskabets retsinstanser at efterprøve, om denne vurdering er behæftet med en åbenbar fejl.

(jf. præmis 182-185)