Language of document :

Appel iværksat den 6. november 2020 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Udvidede Afdeling) den 23. september 2020 i sag T-411/17, Landesbank Baden-Württemberg mod Den Fælles Afviklingsinstans

(Sag C-584/20 P)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved D. Triantafyllou, A. Nijenhuis, A. Steiblytė og V. Di Bucci, som befuldmægtigede)

De øvrige parter i appelsagen: Landesbank Baden-Württemberg og Den Fælles Afviklingsinstans

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Rettens dom ophæves.

Landesbank Baden-Württemberg betaler sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Efter appellantens opfattelse skal den appellerede dom, hvorved Retten annullerede afgørelsen om beregningen af ex ante-bidrag for 2017 til Den Fælles Afviklingsfond, som Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) traf på sit eksekutivmøde den 11. april 2017 (SRB/ES/SRF/2017/05), for så vidt som den vedrører Landesbank Baden-Württemberg (herefter »den omtvistede afgørelse«), ophæves af følgende grunde:

For det første er kvalificeringen af bilaget til den omtvistede afgørelse fejlbehæftet, for så vidt som Retten lagde til grund, at dette bilag »på ingen måde hænger uløseligt sammen med« denne afgørelse. Dette udgør en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder. Derudover tilsidesatte Retten i denne sammenhæng kontradiktionsprincippet og Afviklingsinstansens ret til forsvar. Bilaget til den omtvistede afgørelse udgør en integrerende bestanddel af denne afgørelse. Dette bilag er blevet forelagt elektronisk for Afviklingsinstansens bestyrelse sammen med afgørelsens tekst og er blevet godkendt af denne. På følgesedlen til underskrivelse i hånden var det pågældende bilag opført under samme sagsnummer. Retten overså dette og gav ikke Afviklingsinstansen lejlighed til at bevise forbindelsen mellem disse to dokumenter, selv om der var tale om en retlig fejl, som Retten undersøgte af egen drift.

For det andet begik Retten en retlig fejl, da den uden begrundelse fandt, at den i første instans rejste ulovlighedsindsigelse mod delegeret forordning (EU) 2015/63 1 kunne antages til realitetsbehandling. Retten så bort fra, at den angivelige ulovlighed af den delegerede forordning kan føres tilbage til forordning (EU) nr. 806/2014 2 og direktiv 2014/59 3 . Da lovligheden af disse to retsakter ikke var anfægtet, kunne Retten ikke i forbindelse med den delegerede forordning prøve, om der var tale om en retlig tilsidesættelse, som i sidste ende hviler på en af de to andre trinhøjere retsakter.

For det tredje foretog Retten en fejlagtig fortolkning af artikel 69, stk. 1, og artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 for så vidt angår målniveauet og det årlige basisbidrag. Retten lagde til grund, at det er muligt at ligge over eller under målniveauet og det årlige basisbidrag. Herved overså Retten imidlertid, at et agentur som Afviklingsinstansen ikke kan have beføjelse til at træffe afgørelse om sådanne beløb. Det faste referencebeløb medfører, at det er nødvendigt at foretage en forholdsmæssig fordeling af byrden på alle bidragspligtige.

For det fjerde begik Retten en retlig fejl, da den fandt, at den delegerede forordning, navnlig dennes artikel 4-7, artikel 9 og bilag I hertil, er »indbyrdes afhængige«, hvorved Retten kvalificerede bidragenes afpasning til risikoprofilen forkert. Retten støttede sin tese om den »indbyrdes afhængighed« af bidragene på afpasningen af de individuelle bidrag til det bidragspligtige instituts risikoprofil. Denne afpasning er imidlertid resultatet af en sammenligning af det enkelte institut med dette instituts konkurrenter, hvilket ikke må forveksles med »indbyrdes afhængighed«.

For det femte begik Retten en retlig fejl ved at udvide den begrundelsespligt, der i medfør af artikel 296 TEUF påhviler Europa-Kommissionen. Retten kritiserede metoden til beregning af bidrag for at være uigennemsigtig ved uden sondring at inddrage flere bestemmelser i den delegerede forordning under ét, selv om Retten medgav, at de konkurrerende institutters oplysninger er fortrolige. Efter appellantens opfattelse er det imidlertid tilstrækkeligt, at der i den respektive afgørelse redegøres for den anvendte metode, dennes betydning og rækkevidde, således at ethvert bidragspligtigt institut kan sammenholde metoden med de oplysninger, der vedrører det pågældende institut. Oplysninger om de talrige konkurrenter er for så vidt uden relevans. Der er i retspraksis flere eksempler på, at fortroligheden af konkurrenters oplysninger blev opretholdt, uden at de omhandlede retsakter blev forkastet. Endelig undlod Retten at anvende sine processuelle regler om adgang til fortrolige oplysninger.

____________

1     Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/63 af 21.10.2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår ex ante-bidrag til afviklingsfinansieringsordninger (EUT 2015, L 11, s. 44).

2     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15.7.2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1).

3     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15.5.2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (EUT 2014, L 173, s. 190).